Hjem til Jul

[Grace Murphy]

Tråd til Hunter Blackwood
December - 2057
Outfit

---

Sidste dag inden juleferien skulle starte. Grace havde håbet på at kunne tilbringe ferien på skolen, men efter hun var blevet adopteret, havde hun ikke rigtig andet valg end at tage hjem til Kendrick Manuel Crawford. Ikke at de var noget paradis at bo hos ham. Han var vred over hvor dårligt hun klarede sig og havde en klar overbevisning for hvad hun skulle efter Hogwarts.
Planen, eller måske nærmere ønsket, havde jo egentlig været, at Grace kunne bliver på skolen i ferien, og så finde Hunter og spørge ham om hjælp, men nu var der kun få timer til hun skulle afsted. Derfor gik hun rundt i skolens mange gange og søgte efter en helt særlig slange. Han måtte være at finde et eller andet sted! Hun håbede bare på, at han ville være alene. Det virkede som om han var noget nemmere at tale med, når ikke der var andre i nærheden.

Det havde generelt været et lidt mærkelig år siden sommerferien, hvor Hunter havde kysset hende i toget. Siden havde de ikke rigtig snakket sammen, noget hun egentlig havde det fint med. Han var en selvoptaget opblæst nar, som aldrig ville acceptere end mugglerfødt som hende, men på en eller anden måde var han alligevel svær at få ud af tankerne. Grace ønskede ofte at han ville opsøge hende, eller se i hendes retning eller at de igen ville blive tvunget til at lave skole arbejde sammen, men det skete ikke. Selv mente hun ikke rigtig at hun kunne opsøge ham, det ville være for farligt, men nu var der alligevel noget, der gjorde at det blev nødvendigt, hvis hun så bare kunne finde ham altså.

[Hunter Blackwood]

Outfit

Hunter havde haft travlt hele semestret. Det at være præfekt tog mere af hans tid, end han havde regnet med. Han fortrød dog ikke, at han var gået efter det, for det gav ham trods alt noget prestige og mere magt, som han altid havde drømt om. De små frygtede ham endnu mere nu, drengene ville gerne være ham mere end nogensinde og pigerne sendte skjulte blikke efter ham, når han slentrede ned ad gangen. Han nød opmærksomheden fra dem alle, men han gik nu mest efter opmærksomheden fra en bestemt, men han havde nok ødelagt det ved at gå lige efter, han havde kysset hende. Det var dumt at kysse hende, men han kunne ikke lade være, og han havde ikke tænkt på andet siden. Det var svært for ham at koncentrere sig om skolearbejdet og han spiste ikke ret meget, og det lignede ikke ham. Skulle han bare acceptere, at han var forelsket i en mugglerfødt? Han sukkede.

Lige nu stod han med rank ryg og kiggede ud ad vinduet på 3. sal. Det sneede. Lige som han havde håbet på. Skulle han ud og kaste snebolde efter de små senere? Det lød ikke helt dumt faktisk. Eller skulle han finde Grace? Han havde trods alt noget til hende, men han var ikke sikker på, at han kunne få sig selv til at give hende det.

[Grace Murphy]

Grace var ved at opgive at finde Hunter og måske bare gå op på biblioteket, sidde der lidt og hvis så en af første års slangerne kom forbi, så kunne hun vel altid give denne gaven og håbe på den blev leveret det rette sted hen. Med det i tankerne stoppede hun op, fandt en tusch fra hendes taske samt et stykke papir, som hun kunne skrive på. Meget umage forsøgte hun at skrive kortet samt tegne en lille grangren med julekugle, bare for hyggens skyld. Bagefter kiggede hun ned på det hun havde skrevet: Glædlig Jul Hunter! Der var altså et eller andet ved det, der virkelige forkert, men hun kunne ikke rigtig se hvad det var, og måtte vel så bare acceptere at der nok var en eller anden stavefejl. Uanset forstod man vel meningen af selve gaven. Hun pakkede tuschen væk igen og gik videre rundt om et hjørne, hvor hun så fik øje på selv samme slange hun havde ledt efter. Nu hvor hun så ham stå der så fredeligt og kigge ud ad vinduet, havde hun pludselig mest af alt lyst til bare at vende om og skynde sig i modsat retning, men det kom hun jo ikke rigtig så meget videre af. Desuden var gange lige nu tom, hvilket derfor ville være et godt tidspunkt for dem at snakke. 

Med lavmeldte skridt nærmede hun sig og som hun stod tæt ved ham rømmede hun sig og prøvede at smile forsigtigt. Hvordan startede man lige en samtale med en person man hele året havde forsøgt at undgå. "Heeej Hunter." Hun kløede sig lidt på nakken ved øret og prøvede så at fortsætte. "Jeg øhm... Du husker det nok ikke, men i sommes på vej til skolen nævnte du, at du øhm... du godt kunne lide jul og... vi snakkede om at jeg skulle smage æggesnaps. Men... ikke fordi jeg forventede at det var ment som en date eller noget, men jeg ville bare sige, at jeg skal hjem i julen. og... så ville jeg give dig denne her." Hun holdt den lille gave frem mod ham og sendte ham et prøvende smil. Det var virkelig akavet mellem dem efter det der var sket i sommers. Eller hun syntes det var akavet, han havde sikkert både fortrudt og fortrangt det og var længe videre. "Jeg øhm... Det er ikke noget særligt, men jeg håber du kan lide den, og så... Jeg ville spørge dig ad, om du måske kunne overtales til at hjælpe mig igen? Med.. med lektier? Min... øhm Ham jeg... Altså, min adoptiv-far har en forventning om at jeg bliver den nye minister for magi en dag.. tror jeg og.. ja... Du ved hvordan det er.. eller nej det gør du ikke. Men hvis du vil hjælpe så... Jeg skal nok finde en eller anden måde at betale dig tilbage på, det lover jeg dig!" Sluttede hun af og sank en klump, før hun så så ned i jorden, bange for at se hvordan han reagerede. Hun glemte fuldstændigt at give ham gaven.

[Hunter Blackwood]

Hunter stod og kiggede ud på sneen, da han pludselig hørte en stemme bag ham. Hans mave slog knuder på sig selv, og han prøvede at bevare fatningen, da han vendte sig om og så ind i de smukke grønne øjne, som han ville ønske, at han aldrig havde set. Det var så kompliceret, men han kunne snart ikke holde det tilbage mere. Det kys han havde givet hende, havde virkelig sat sig i ham. Åh, hvor ville Warren slå ham ihjel så mange gange, at det til sidst ikke engang ville være sjovt for Warren. Og værre endnu.. Hende. Warren ville aldrig tilgive hende.

Han viste det dog ikke. Han måtte simpelthen ikke give sig hen til hende. Det ville aldrig gå godt. Hverken for ham eller for hende. Han lænede sig op ad væggen og kiggede på hende med et neutralt angigtsudtryk, selvom der ikke var andre. Det var bedst at lægge afstand til hende.
Hunter kiggede nu lidt forundret på hende, da hun nævnte noget med en date. Han ville gerne have sagt, at det bestemt ikke havde været ment som en date, men han nåede ikke at sige noget, for hun snakkede bare videre. Det var nok også for det bedste.
Han hævede øjenbrynene og lagde armene over kors, som hun talte videre. Da hun så rakte en lille pakke frem, kiggede han overrasket ned på den. Var hun kommet med en julegave til ham? Han tænkte på det, han havde liggende til hende under hans madras, men han kunne ikke give hende den. Han skulle aldrig have købt den.
"Du er kommet for at give mig en gave?" Han stod stadig med armene over kors, og havde ikke taget imod den. Hvorfor skulle hun gøre tingene værre? Det gjorde ham så pisse blød i knæene, at det halve kunne være nok.

Hunter gik væk fra væggen og han så mildest talt lidt frustreret ud.
"Grace, for helvede! Vi kan ikke gøre det her! Det skaber ikke andet end problemer, at vi to omgås. Har du ikke fattet det endnu?" Han slog ud med armene og sukkede. Han ville så gerne, at de kunne ses, men han kunne ikke se, at det kunne lade sig gøre. Han sukkede igen, og begyndte at bløde lidt op.
"Jeg kan godt hjælpe dig. Og hvis du skal være minister, skal du have mere selvtillid. Kom op til mig og spørg med selvsikker stemme. Ikke stam. Jeg ved godt, at jeg ikke er det nemmeste menneske, men sådan vil det være som minister." Sagde han, selvom han nu ikke troede på, at hun ville klare sig som minister. Eller det var i hvert fald ikke lige den vej, han så hende gå. Han ville dog ikke tage modet fra hende. Han undlod at fortælle hende, at han vidste præcis, hvordan hun havde det. Hunter skulle til at gå hen mod hende, da han fandt ud af, at han ikke kunne flytte sig.
"Hvad faen?" Han kiggede ned på sine fødder, og der skete bare ingenting. Derefter kiggede han lidt fortvivlet på Grace.

[Grace Murphy]

Det var som om Grace kom lidt til sig selv, da Hunter kommenterede på at hun ville give ham en gave, og på ny rakte hun den til ham, så han kunne tage rigtig imod den. Hun så fra ham og ned på gaven og så op på ham igen. "Det er ikke noget særligt, bare en lille ting, som.. Bestikkelse."  Hun hadede lidt sig selv for at bruge det ord. Okay jo hun ville også gerne bare have en undskyldning for at snakke med ham og give ham noget, men altså, jo det var nok også lidt bestikkelse. "Jeg håbede du måske ville hjælpe mig, hvis jeg gav dig en gave." hun så ned og modet sank i hende, ikke at der havde været meget i første omgang, men den smule hun havde haft, var hvert fald væk nu. Armen blev en anelse slap og hun lignede mest af alt en lille grå mus.
Der gik dog et spjæt igennem hende, da Hunter så rev sig løs af muren og nærmest råbte af hende. "undskyld nej, jeg ved det godt, men... Jeg ved ikke hvem jeg elskers skal spørge om hjælp hos. Jeg Lover dig, at jeg ikke fortæller noget om det til nogen. Jeg vil gøre hvad som helst til gengæld. bare.. hjælp mig." bad hun igen, før hun så rynkede brynene og så uforstående på ham. havde han ikke hørt efter? eller okay hun havde måske ikke rigtig sagt, hvordan hun havde det med den der fremtid som minister. Det var vel også ligegyldigt. Måden han belærte hende på fik hende til at rynke panden lidt og træde et skridt bagud, så før sommerferien havde det været okay at hjælpe, for der var det ham der var noget på spil for, men når det var hende, så var sagen en anden? Det gjorde ondt at mærke. Måske var hun dum, måske havde hun med tiden lagt for meget i det lille kys i toget, men nu.. han var næsten ikke til at genkende. "Jeg skal ikke være minister. Hører du slet ikke efter?!" hun kom til at råbe uden at ville det. "Glem det. Jeg klare det selv! Du skal endelig ikke gøre noget, som du intet får ud af. tilgiv mig for at tro noget andet. Jeg havde et kort øjeblik glemt hvem du var." Hun bed sig i kinden efter sit lille opråb og så ned på deres fødder som hun frygtede, hvad Hunter nu kunne finde på. Hun kendte hans bror alt for godt og vidste hvor ubehagelig han kunne være. Kunne Hunter finde på noget lignende? Han sank en klump og skulle til at gå, da hendes tanker så blev afbrudt af Hunters forundrede stemme og så op på ham. Han stod som naglet til stedet, og da hun så kiggede længere op, så hun en af de svævende magiske misteltene. Grace sukkede fortvivlet og beskyldte i sine tanker Hunter for et øjeblik at have planlagt dette her. "Det kan du bare ikke mene!"  hun vendte ryggen til ham, og gik et par skridt væk, men opdagede så at hun stadig havde gaven i sin hånd, hvilket gjorde at hun gik tilbage til ham. Stillede gaven i vindueskarmen og så på Hunter kort. "Det her er kun for, at jeg ikke skal få skyld for, at du står her op blomstre." Hun lænede sig ind imod ham og gav hans mundvige et flygtigt kys, før hun så vendte om på hælene og skyndte sig væk. Det havde været ydmygende og virkelig flovt, og hun ønskede ikke at høre et ord mere fra ham. Som hun kom om det næste hjørne tørrede hun øjnene i sit ærme og gik så ellers til opholdsstuen, for at hente sine ting. Hun kunne ikke komme ned til toget hurtigt nok!

[Hunter Blackwood]

Hunter havde ikke lyst til at tage imod hendes gave. Han kunne ikke få sig selv til det. Det stak dog lidt i ham, da hun sagde, at det var bestikkelse. Han havde haft et lille håb om, at det var uden bagtanke, men hvorfor skulle det være det? Han var jo en røv med ører, så det ville komme bag på ham, hvis hun gjorde det fordi hun var vild med ham. Tanken om, at hun skulle være vild med ham, gjorde ham varm indeni.
Han ville gerne hjælpe, men han vidste ikke, om det var en god idé. Han hørte hendes bøn til ham, men han vidste ikke, hvad han skulle svare hende.
"Jeg..." Mere nåede han ikke at sige, før hun pludselig gav ham igen. Han blev helt målløs ved hendes ord og han stod bare og stirrede på hende. Var det virkelig Grace Murphy? Han forstod slet ikke, hvad der foregik. Hun skældte ham rent faktisk ud. Hans mave slog endnu flere knuder på sig selv, for han kunne slet ikke stå for hende. Hun forsvarede sig selv. Hun fandt sig ikke i hans pis, og det respekterede han virkelig. Ikke nok med, at hun var fandens bedårende, så kunne hun også sætte ham på plads. Han sagde ingenting efter hendes lille opråb, for han havde ingen ord. Han nåede faktisk at finde et lille bitte smil frem. Det varede dog ikke længe, for han kunne slet ikke bevæge sig, og han fandt ud af, hvorfor. En idiotisk mistelten. Hvem var det dog, der synes, at det var en god idé? var den jubelidiot til Professor Samuel Roden, der havde fundet på det? Havde den muggler ikke fået kys nok i sit liv, så han skulle finde på den slags på en seriøs skole som Hogwarts?

Han skulle lige til at spørge Grace, om hun ikke ville hjælpe ham ud af den suppedas, før hun opgivende gik hen og kyssede ham flygtigt. Selvom det var så kort, nåede han at få hendes duft i næsen, og han mærkede sommerfuglene i maven efter hendes korte berøring. Han nåede dog ikke at kysse hende igen, for hun var hurtigere væk, end kysset havde varet. Hunter havde hørt, at hun ikke skulle være der i julen, og det irriterede ham lige nu. Han kom i tanker om gaven, som hun havde lagt i vindueskarmen. Han gik derhen, for nu kunne han, og åbnede den lille æske. Det slog helt pusten ud af ham, da han så, hvad hun havde givet ham. Han smilede af hendes stavefejl, men ikke på en nedladende måde. Det var en virkelig flot julekugle, og den passede perfekt til ham. Han blev helt varm i kroppen, da han tog det lille lyn op.

"For fanden." Råbte han, efter han havde lagt den ned igen. Han slog næven ind i væggen, og kom selvfølgelig til skade. Han havde blod på knoerne, men han var ligeglad. Han skulle fange hende. Dog skulle han en ting først. Han spænede ned mod Slytherins opholdsstue, så han kunne finde den lille ting, han havde til hende.

[Grace Murphy]

Grace stormede ud af slottet så godt hun nu kunne og ville ikke se sig tilbage. Hun havde heldigvis ikke behov for nogen særlig oppakning, da Kendrick Manuel Crawford allerede havde givet hende mere tøj end hun nogensinde havde eget før. Hun skulle jo se ordentlig ud, havde han sagt dengang, skønt det slet ikke var tøj hun kunne lide at have på. 

Hun nåede væk fra skolen og satte der farten ned, hun følte sig modløs, fortabt. Det håb hun havde haft var blevet slukket. Siden efterårsferien havde hun kæmpet for at finde en lejlighed til at spørge Hunter om hjælp med lektierne, sådan så hun kunne slippe for at hendes nye adoptiv far ville være så hård imod hende, men selvfølgelig havde han sagt nej. Det havde været dumt af hende at tro, Hunter var sød. Det var han ikke! Han havde kun været sød da han selv havde noget at vinde ved det. Han havde udnyttet hende og så smidt hende væk, da hun ikke længere kunne bruges. Hun følte sig så misbrugt og elendig til mode, og så var det hun kom i tanke om gaven. Hvorfor havde hun ikke taget den med sig! Hvad ville han ikke tænke, når han så den platte gave hun havde lavet til ham. Hun havde ikke engang haft penge nok til en gave, men havde bare snuppet en kugle fra en af skolens mange træer og pyntet den til et Gyldent lyn. En af skolens bedste søgere, havde hun kaldt ham engang. Klart skolens største idiot, ville hun kalde ham hvis hun så ham igen. Men de havde undgået hinanden så meget siden i sommers, så heldigvis var oddsene for at se ham ikke særlig store. 

Grace nåede stationen og fandt en bænk hun kunne sidde på indtil toget ville komme. Her trak hun benene op undersig og lagde så armene omkring. Det var virkelig koldt, men hun frøs også altid mere, når hun var ked af det. Så lagde hun hovedet ned på sine knæ og prøvede at forberede sig på at skulle hjem til den mand hun kun havde mødt ganske få dage, som havde råbt af hende fordi hun klarede sig dårligt og som havde ment det var nonsens, at hun havde problemer med at læse. I dette sekund ønskede hun sig tilbage på det børnehjem, hun var vokset op på. Tilbage til den seng, der knirkede så uhyggeligt hver gang hun vendte sig, med huller i madrassen, hvor der ingen var som så hende. Dengang havde hun ikke oplevet hverken kærlighed eller forståelse, men ingen havde behandlet hende så dårligt, som hendes adoptivfar, eller Hunter. Men hun havde intet valg. Hun var blevet nogen datter, og hun kunne bare prise sig lykkelig for, at han endnu ikke havde bedt hende skifte sit efternavn.

[Hunter Blackwood]

Hunter spurtede ned ad gengen og ned ad trapperne. Han vidste ikke, hvad klokken var og hvor lang tid han havde til hun steg på toget, men det kunne ikke vare længe. Heldigvis var han i god form, og han røg heller ikke, så det var ikke helt så hårdt, som det kunne have været. Der var dog alligevel et stykke vej ned i krypten var 3. sal, så det skulle gå stærkt.

Endelig var han dernede og han kom ind i opholdsstuen og derefter ind på sovesalen. Der var aldrig ret mange, der holdt jul på skolen, og der var nogen, der allerede havde taget et tog. Af en eller anden grund kørte der to. På forskellige dage. Sovesalen var derfor tom, så han kunne nemt finde den lille gave, han havde til Grace. Han havde fundet det ærgerligt, at hun ikke kunne lide julen, så han havde fundet en ting til hende på en af turene til Hogsmeade, men han havde aldrig været helt sikker på, at han ville give hende den. Han havde endda flettet et lille julehjerte til hende i rød og hvid. Han skyndte sig at gribe pakken, og så spænede han ud ugen. Nu skulle han så til Hogsmeade, så han kunne fange hende, inden toget kørte. Hun kunne ikke være så meget længere end ham.

Hunter nåede til Hogsmeade. Han var godt forpustet, og han havde ikke fået sin jakke på. Han frøs dog ikke, men det sneede, så det ville han nok komme til. Han kiggede sig febrilsk rundt på stationen. Der sad et par enkelte elever i den ene ende, og ikke langt væk fra Hunter selv, sad Grace. Det stak i ham at se hende sådan. Hun så bestemt ikke ud til at være glad. Han skyndte sig hen til hende.

"Grace." Sagde han stakåndet. Sneen satte sig i hans hår, så det ikke var helt så mørkt mere. "Jeg ved godt, hvordan du har det. Mine forældre vil også gerne have, at jeg skal have en eller anden høj stilling i ministeriet, hvis ikke faktisk Minister for Magi. Måske vi kommer til at slås om den." Han prøvede sig med et grin, men han var ikke sikker på, at stemningen lige var til det.

"Jeg vil ikke arbejde i ministeriet. Jeg vil spille Quidditch. Det kan de bare ikke forstå, så de presser mig hele tiden. Undskyld, at jeg ikke hørte efter." Sagde han, og mærkede efter i sin lomme, efter den lille pakke, som indeholdt et lille armbånd med rubiner. Ruby.

Gaven

[Grace Murphy]

Grace løftede hovedet og tørrede hurtigt sine øjne, da hun hørte nogen kalde sit navn. Brynene blev dog omgående rynket som, som hun fik øje på Hunter. "Hvad laver du her? Lad mig være i fred." Hun drejede omkring på bænken så godt hun kunne, så hun kom til at sidde med ryggen til Hunter så godt det nu var muligt. På ny løb tårerne ned over hendes kinder, indtil hun hørte Hunters ord. Hvad regnede han overhovedet med? Hun vendte sig om mod ham næsten med ild i de ellers grønne øjne og så på ham uden den mindste glæde i blikket. "Så du ved hvordan det er?! Beklager jeg havde glemt, at dine forældre kasserede dig som barn! At du er blevet adopteret for anden gang, hjem til en modbydelig mand, som vil have dig til at være noget du ikke er! En mand der ikke... En du ikke..."  Hendes stemme døede hen og blev overmandet af nye tårer, som hun arrigt strøg væk med hånden. Han skulle ikke have den glæde at se hende græde. Det ville hun ikke give ham. "Det er bare fint. Tag den lorte titel, hvis du gerne vil have den. Bare jeg slipper. Hvad laver du overhovedet her?" Spurgte hun så igen, og begyndte nu at føle sig mere forvirret end vred. "i det mindste har du forældre. Men..." Hun blødte yderligere lidt op "De burde se, hvor dygtig deres søn er til Quidditch."

Grace trak for skuldrene af hans undskyldning. Det kunne jo være ligemeget nu. han havde gjort det ret klart, hvad han syntes om hende og at han helst undgik hende. "Bare gå. Lad mig være i fred. Forstår du det slet ikke? I vandt. Du vandt. Jeg har fattet, at jeg ikke skal ødelægge din hverdag og at jeg skal holde mig væk. Det har jeg forstået nu. Jeg har forstået at jeg bare faldt for dit charmerende smil, og at du ikke ser noget i mig. At du bare udnyttede mig lige som alle andre. Så hvis ikke der var mere, så vil jeg gerne bare vente i fred på mit tog." Med de ord trak hun igen benene op og så væk fra Hunter som en ny bølge af tårer skyldede ned over hendes kinder.

[Hunter Blackwood]

Hunter var bestemt ikke overrasket over hendes afvisning. Hun havde gjort det rimelig klart, at hun ikke var helt tilfreds med ham.
"Jeg ville bare.." Han vidste ikke, hvordan han skulle få sagt, at han også have en gave til hende. Hvordan skulle han sige, at han ville savne hende? At han ikke kunne lade være med at tænke på hende? Hvordan kunne han komme til at røre hendes læber med sine egne? Hans hoved var i vildrede og hans hjerte hamrede løs. Det blev ikke bedre, da hun talte videre. Det var som om hun havde slået ham i maven. Han lyttede til hende og rystede på hovedet.
"Jeg ved ikke, hvordan det er ikke at have forældre, nej. Det sagde jeg heller ikke. Men jeg kender presset fra familien eller hvem man nu bor hos." Sagde han med et skuldertræk. Han var begyndt at føle sig som det sorte får derhjemme, fordi han kom længere og længere væk fra deres overbevisninger. Han følte sig ikke hjemme der mere. Det ville han dog ikke sige, for han vidste, at hendes situation var værre.
"Hvis du ikke vil være minister, så skal du ikke være minister. Han skal ikke bestemme, hvad du skal. Desuden er der andre måder, du kan berige samfundet på." Sagde han.
Han kunne godt se på hende, at hun græd, selvom hun sad med ryggen til. Det gjorde fysisk ondt at se hende sådan, og at vide, at han var grunden til det. I hvert fald en af dem.
"Jeg vil ikke være minister. Jeg kan ikke komme på noget mere kedeligt end det." Sagde han og grinede en smule, fordi tanken var absurd. Den kunne Warren snuppe.
"Jeg kom for at give dig noget." Sagde han og skulle til at tage mod til dig, da hun talte videre.
"De kan sagtens se, hvor god jeg er. De er glade for, at jeg er søger og gør det godt. Men de er ikke en fin nok levevej til dem." Sagde han og blev frustreret.

Hunter blev endnu engang slået ud af hendes ord. Han bed mærke i ordene 'faldt for'. Han var ikke sikker på, at han tydede det rigtigt, men han kunne ikke holde det inde længere. Det skreg indeni ham. Han gik hen på den anden side af hende, selvom det var lidt svært, da hun sad på en bænk.
"Grace. Kig på mig. Hvad er det du mener jeg har vundet? Tror du det er sjovt for mig at se dig sådan her?" Han slog ud med armene.
"Det gør ondt at se dig sådan her." Han placerede sin ene hånd på sin mave. "Måske du ikke tror mig, men for helvede hvor vil jeg gerne bruge tid med dig. Det er helt latterligt så meget jeg gerne vil. Hele året har jeg tænkt, og det er så svært at finde en løsning, hvor du...er i sikkerhed." Sagde han. Hans øjne blev røde. Han var ikke sikker på, at Warren ville gøre alvor af sine trusler, men Hunter kunne ikke klare tanken om, at Grace skulle komme til skade.
"Jeg ved godt, at jeg er en kæmpe idiot. Sådan har jeg sgu altid været. Hvis du tror, at jeg har udnyttet dig, tager du fejl. Hvis du tror, at du har ødelagt min hverdag, så tager du fejl." Han snak en klump.

[Grace Murphy]

Et par tårer mere trillede ned over hendes kinder, før hun så endelig så på Hunter og tørrede øjnene. Hun var tydeligvis lidt ude af sig selv over at have råbt og grædt, så et par øjeblikke sad hun bare op kiggede på ham, og prøvede at forstå, men det kunne hun ikke. "Du gjorde det rimelig klart, at du ikke ville se mig, at du ikke ville have noget med mig at gøre. Så ja, jeg kunne let få en fornemmelse af at du morede dig på min bekostning, ligesom jeg ser dig more dig på andre mugglerfødtes bek..."  Hun stoppede sig selv og så på ham. Hendes bryn lagde sig i nogle undrene folder og hun tørrede øjnene på ny. Hun forstod ikke hvad han netop havde sagt og kørte det igennem tankerne flere gange. "hvis det passede du gerne ville bruge tid med mig, ikke at jeg forstår hvorfor. Du HAR gjort det rimelig klart at jeg ikke passer ind i din verden, hvorfor afviste du mig så? I sommers stak du af efter... ja, og på skolen.. Jeg er ikke dum Hunter. Jeg så dit blik. Jeg kende din familie." Det var så uretfærdigt det hele og lige nu følte hun sig enormt udnyttet. før ferien havde han virket til at opsøge hende hele tiden, selv da hun prøvede at holde sig væk, efter snakken med Warren, men Hunter havde fejet det bort. Dengang... Nu havde han sit dumme emblem, og så kunne havde han ikke brug for hende. Men hans ord gav bare ikke mening. Hun så op på ham på ny. "I-i sikkerhed? Du vil ikke hjælpe mig og behandler mig dårligt, fordi du ikke ved hvordan jeg kan være i sikkerhed?? Er du klar over hvor dumt det lyder?" Okay, der var et par brikker, der stadig ikke var helt faldet på plads hos Grace, men det var nok fordi den egentlige grund til at Hunter ville holde hende sikker, slet ikke ville give mening i Graces hoved ovenpå hvordan han havde behandlet hende. "Så du mener ikke du udnyttede mig for at få dit emblem?" hun kiggede på hans bryst hvor det næsten altid var at se, men så fik hun pludselig øje på den blodige hånd, hvilket der fik hende til at ranke sig. "Hunter? Hvad er der sket med din hånd? Du bløder jo"

[Hunter Blackwood]

Hunter sukkede. Han var godt klar over, hvordan han var, og hvordan han havde opført sig overfor hende. Han hadede sig selv for det, og han hadede sig selv for at have følelser for hende. Det ville hun nok aldrig komme til at forstå. Han kiggede på hende, og han følte sig helt opgivende. Hvordan skulle han kunne forklare, hvordan han havde det?
"Jeg ved det godt, Grace. Jeg ved det. Jeg har helt mit liv fået at vide, hvordan jeg skal opføre mig. Hvem jeg skal omgås. Hvad jeg skal være. Og så kommer der pludselig en, der vender op og ned på det. Du er ikke den eneste, der har det svært. Selvfølgelig undskylder det ikke min opførelse, men jeg kæmper seriøst en kamp inde i mig selv. Hver dag." Sagde han og slog opgivende ud med armene. Han tænkte lidt over sin egen opførsel, når det kom til mugglere.
"Jeg morer mig nu ikke på deres bekostning. Jeg taler bare ikke til dem. Jeg har aldrig været fortaler for at gøre dem ondt. Men det er nu engang sådan her jeg er opdraget, så undskyld, at det tager lidt tid for mig." Han kunne godt mærke, at han blev en smule irriteret, men det var ikke som sådan på hende. Det var bare så svært for ham at skulle lave helt om på sig selv.

Hunter forstod ikke, hvordan hun stadig ikke forstod, hvorfor han havde afvist hende.
"Grace..Du siger, du kender min familie. Så ved du også godt hvorfor." Sagde han og trak på skuldrende. "Jeg vil gerne bruge tid med dig, men det er hele min opdragelse jeg vender op og ned på her. Men jeg ville ikke være her nu, hvis jeg ikke var villig til at ændre mig selv." Han vidste ikke, hvordan han ellers skulle sige det.
"Dumt? Kom du ikke til mig sidste år, fordi Warren havde truet dig, fordi du brugte tid med mig? Det er desuden ikke bevidst, at jeg behandler dig dårligt. I hvert fald ikke mere. Det er dog nemmere, hvis du hader mig." Sagde han og så pludselig trist ud.
Han sukkede på ny og rystede på hovedet.
"Jeg udnyttede dig ikke. Sandt, jeg ville gerne have det emblem, men jeg fik besked på af Rektor McKinnon, at jeg skulle hjælpe dig. Jeg hjalp dig, og fik mit emblem. Du fik hjælp af mig, og fik bedre karakterer. Win win." Han trak på skuldrende.
Han ville så gerne fortælle hende, at han havde følelser for hende, men han vidste ikke hvordan. Han kiggede ned på sin hånd, da hun kommenterede det. Han havde faktisk helt glemt det.
"Øhh.. Der var en væg, der stod et forkert sted på det forkerte tidspunkt." Sagde han og lavede en form for 'hovsa grimasse'.

[Grace Murphy]

Hun så længe vurderende på ham og rykkede sig så lidt væk fra ham. Mest var det bare for at der kunne blive plads til ham på bænken igen, så han ikke skulle sidde halv på jorden. Hun sank en klump og nikkede så før hun overhovedet begyndte at tale. “Jeg tror godt jeg forstår dig... din familiesituation. Lidt, hvertfald. Min nye... adoptivfar er fuldblodstroldmand. Han hader mugglere, så ja han var ikke ligefrem henrykt da han pludselig stod der med mig. Han... ligemeget. Men altså han har alle mulige forventninger og behandler mig som...” Hun tav. Sandheden var at hun nok var lidt bange for Kendrick Manuel Crawford. Mest fordi hun ikke vidste hvad han kunne finde på og han havde virker så vred sidst. “Jeg ved hvordan din bror er. Og så er der dig.” Et sæt funklende grønne øjne hvilede på ham og i et millisekund kunne der anes et smil hos Grace. “Hør undskyld. Jeg var ikke fair før. Jeg... følte mig bare såret og.. Hunter jeg er virkelig bange for at tage hjem. Jeg har klaret mig så dårligt i år og han forventer alt muligt. Jeg kan ikke. Uanset hvad jeg gør.”  Hun så flovt ned i jorden lidt men hun tænkte på alle de ting der sikkert ville blive råbt af hende derhjemme. Hvis det da kunne kaldes er hjem, så velkommen følte hun sig heller ikke. 

Hun kom til at tænke på deres samtale igen efter at have været ude på at lille sidespor. Der var stadig ting hun ikke forstod. “Du sagde din bror ikke ville blive et problem. Og... jeg forstår stadig ikke, at.. at du kyssede mig. For det gjorde du jo ikke? Det gør mig virkelig forvirret. Kort overvejede jeg at du måske.. men måske er det mere bare som Warren altid har været, men det giver ingen mening med hvad du siger nu.” Hun tig sig til hovedet som dunkede og sukkede kort for sig selv. Hun forstod det virkelig ikke. 

“Vil du gerne hade mig?” Spurgte hun så forsigtigt og så på ham med et strejf af frygt i blikket. Hun havde ikke lyst til at være hadet af ham. Så rynkede hun panden på ny. “Er det derfor din hånd bløder? Er det pga mig?” Hun så igen på den sårede hånd ig tog blidt fat om den med sine egne kolde, men dog bløde hænder. “Det ser ikke så dybt ud, men det plaster jeg har på mig er vidst ikke stort nok” der var en kærlighed og omsorg i hendes stemme, der ville få de fleste til at føle at hun virkelig bekymrede sig omkring dem. 

[Hunter Blackwood]

Hunter satte sig på bænken ved siden af hende, da han opfattede hende ryk, som en invitation til, at han kunne sætte sig ned.
Han sukkede lidt, da hun sagde, at hun godt lidt kunne forstå ham.
“Jeg prøver bare at sige, at mit liv er langt fra perfekt.” Sagde han med et skuldertræk. Hvad han ikke sagde var, at han faktisk følt sig ret forkert derhjemme for tiden. Hans holdninger var begyndt at ændre sig en smule, og han vidste at det ville volde ham store problemer. Især i forhold til Warren. Warren og ham havde altid haft et godt forhold, men Warren ville ALDRIG acceptere, at Hunter snakkede med en mugglerfødt, og det ville Hunter heller ikke selv for bare et år siden. Hvad var der dog sket med ham? Han lyttede til Grace og rynkede en smule med sine øjenbryn.
“Gør han dig noget?” Hans tone var blevet lidt mere hård i det, da han spurgte.

Hunter trak let på skuldrende. Han vidste alt for godt, hvordan Warren var, men også hvordan han selv var. De var ikke de rareste mennesker, der fandtes, så at Grace var endt som et slags offer for deres familie var nok ikke en overraskelse.
“Jeg forstår dig godt. Jeg er ikke den nemmeste at være sammen med, for jeg har mine holdninger og jeg har den familie, jeg har. Den eneste, der er faldet langt fra stammen, er min lillesøster, men hun er jo også adopteret.” Sagde han med et lille smil. Han elskede virkelig sin lillesøster mere end nogen anden, og der var et eller andet i ham, der følte at hun var mere end bare adoptivsøster. Hun lignede ham rigtig meget på udseende, og de havde et specielt bånd, men hans mor havde altså ikke været gravid dengang, så det kunne det ikke være, medmindre hans far havde gjort noget, han ikke skulle. Hunter slog den tanke ud af hovedet og vendte sin opmærksomhed mod Grace og hendes grønne øjne.
“Du skal ikke være bange. Vis ham din feisty side. Den som jeg ved, at du har. Vis ham noget selvtillid. Rank ryg og hovedet højt. Det kan han næsten kun få respekt for. Måske har du ikke klaret dig så godt, men hvis du viser ham en selvsikkerhed, kan det være, han tror på, at det nok skal gå.” Sagde Hunter med overbevisning i stemmen. Selv havde han det lidt svært ved skrøbelige piger, hvis det var det eneste, de var, men Grace havde vist ham forskellige sider af sig selv, og det kunne han ikke stå for. Måske hendes adoptivfar ville have det på samme måde?

Hunter sukkede. Han havde håbet, at de ikke skulle tale om det kys.
“Jeg er et kompliceret menneske, og det er jeg ked af.” Sagde han og kom til at grine lidt, selvom samtalen ar ret seriøs. “Men jo.. Jeg kyssede dig.” Sagde han så og kiggede hen på hende igen.
“Jeg har ikke lyst til at hade dig, nej.” Sagde han en smule opgivende. “Men det ville være så meget nemmere, hvis du hadede mig. Det ved jeg så ikke, om du gør, men det ville være nemmere.” Sagde han og trak på skuldrende. Han kiggede ned på sine hænder.
“Jeg ville bare ønske, at jeg ikke kunne lide dig. For så havde min hånd nok også set lidt bedre ud nu.” Sagde han og prøvede at sende hende et smil, for at lette den trykkede stemning lidt. Hans mave slog knuder om sig selv, da hun rørte ved ham.
“Det er lige meget.” Sagde han så og kiggede hende ind i øjnene.

[Grace Murphy]

Hun skævede til ham og himlede lidt med øjnene. Alle på skole. Vidste at Hunters liv var perfekt. Han kunne få lige, hvad han pegede på. Eller… brynene faldt ned i en undre og hovedet tiltede på skrå. Måske så det bare sådan ud? ”men du er perfekt..” ordene fløj ud af munden på hende, hvilket gjorde hende en smule flov og hun valgte derfor at tilføje noget. ”søger! Du er en perfekt søger. Ja! Og præfekt. Du er så mange gode ting. Du ser også ud til at være ret populær” hun rømmede sig lidt og rykkede sig lidt fra ham. Det her var tæt på at gå galt, hvilket nok ikke ville være så godt.
Hun var stille indtil han nævnte, eller nok nærmere spurgte ind til hendes adoptivfar.
Hurtigt rystede hun på hovedet, for nej egentlig gjorde han ikke noget. ” Han er ikke rar at være tæt på. Han lægger ikke ligefrem skjul på hvor skuffet han er over at jeg er mugglerfødt. Og oven i det, så råber han af mig hele tiden. Han vil ikke lytte når jeg siger jeg ikke… ikke kan klare mit skolearbejde bedre. Han mener bare jeg skal bruge mere tid på det. Men jeg bruger allerede hele dagen på det. Han… Jeg kan ikke lide når han er vred. Jeg ved ikke hvad han kan finde på.”

Være sammen med? Det lød næsten som… men det kunne jo ikke passe. Han var jo Hunter. Han var… alle piger sukkede efter en som ham. ”Hunter?... stemmen var lille og hun havde vendt sig med fronten mod ham. ”Hvad hvis jeg godt kan lide at være sammen med dig? Også selvom jeg er pisse bange for Warren. Din søster kender jeg ikke meget til, så hende kan jeg ikke sige noget om.” Lillesøsteren var ikke en hun som sådan havde kendskab til udover at hun var elev på Hogwarts. Men hun var jo en del år yngre og havde sikkert sit st passe.

At få øjenkontakt med Hunter fik en sværm af sommerfugle til at flakse rundt i maven på hende. Hvad end han gjorde, kunne hun ikke stå imod. Kort forsvandt hun ind i hans øjne og drømte sig tilbage på Hogwarts ekspressen. Uden helt at tænke over det, lænede hun sig frem imod han, tøvede kort og skulle til at kysse ham, men nåede at stoppe det. Men så lød hans ord. Ikke være bange. Og med det i tankerne kyssede hun ham flygtigt. Hun trak sig dog hurtigt tilbage og var tydeligt genert. ”Undskyld Hunter, jeg… forstår du øhm…” åh hvad skulle hun sige?
”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan hade dig. Jeg har brugt siden i sommers på at stoppe med at tænke på dig. Men. Jeg kan bare ikke.” Grace så på hans hænder og kiggede så ud over stationen. ”Så her sidder vi altså. To magikere, som begge ønsker ikke at kunne lide den anden, og alligevel…” Hun drejede hovedet og så på ham. ”Jeg har ikke lyst til at stoppe. Men hvis du kommer til skade pga mig, skal jeg nok prøve at hade dig. Om så jeg er nødt til lukke mig inde på sovesalen resten af skoletiden.” Han kiggede hende i øjnene igen og hun mærkede hvordan hun smeltede. ”Du gør det ikke ligefrem nemmere”