Ej, altså

[Laoghaire McKinnon]

Matthew De Loughrey
Matthews place, ca. kl 17:30
Stille regn udenfor.

---

Laoghaire fumlede med nogle papirer som hun havde stoppet i en plastic lomme og taget med over til hendes tilkommende, for at høre hans mening - skønt Laoghaire egentlig bare styrede hele bryllups-showet. Alligevel ville hun gerne høre Matthews bekræftelse af hendes valg, hvorfor hun havde fattet frakken og var taget til DMU, hvor hendes forlovede tilsyneladende havde ladet sig indlogere - ikke at hun forstod hvorfor han gad at bo der, når han nu havde muligheden for at bo lidt mere... passende? Desuden havde universitets værelser ingen pejs, hvorfor Laoghaire måtte decideret rejse for at komme at besøge ham. Det passede hende ikke rigtigt. Men det havde hun altså gjort, in the name of love. Så her var hun altså. Med fugtigt hår og favnen fuld af bryllupsmateriale. Uden at banke på, gik hun bare ind. "Mattyyy?!<3", kaldte hun sødt, som hun lagde papirene fra sig for at tage frakken af.

[Matthew De Loughrey]

Hvis der var noget denne uge som Matthew IKKE havde set frem til, så var det at få besøg af hans tilkommende Laoghaire McKinnon. Ja, faktisk havde han lidt håbet at hun ville have for travlt med alle de bryllupsidéeer hun havde i hovedet til at hun ville huske at han også skulle være en del af det. Ja…Faktisk, ønskede han sig mest af alt lige nu, at hun ville fare vild på vejen…Så var han måske sluppet for hende. – Ikke destomindre, stod hun pludselig midt i stuen i hans studiebolig.

Matthew selv opholdt sig i køkkenet, hvor han stod og snackede lidt af en skål med peanuts. ”Mhmm?” Brummede han uinteresseret, som han vendte sig om, men. Dog uden at gøre mine til at bevæge sig ud til hende.

[Laoghaire McKinnon]

Efter at have hængt frakken på en krog, ordnede hun lidt sit viltre, fugtige hår, så der var nogenlunde styr på det inden hun blot kig ud til Matthew, der havde gemt sig i sit køkken og uden overhovedet at fornemme hans modvilje mod hende, stillede hun sig på tæer og placerede et kys på hans kind... nok havde hun helst placeret det på hans læber.. men han stod og spiste peanuts og hun var stensikker på at hvis bare olien eller saltet fra peanutsne, rørte hendes læber så ville hun tage på af det. Laoghaire smilte blot til sin tilkommende, der var et arrangeret match, som hun egentligt var yderst tilfreds med! Matthew havde alt, hvad Laoghaire ønskede sig i en mand. Høj, flot, rig og på vej til en god stilling i ministeriet.. okay, det sidste var nok mest hendes far, der ønskede sig dette for hende. Men altså! Og Laoghaire var ikke genert, eller pjævset med at vise hvad hun ønskede og ville have. Hun greb derfor blot ufortrødent Matthews hånd i sin, og trak ham med ind i stuen hvor hun havde lagt sin bunke af papire. "Du skal lige se hvad Robin, Ever og jeg har arbejdet på det sidste stykke tid." Forklarede hun, som hun hev ham afsted med begejstring. Da de nåede ind i stuen, slap hun grebet om ham for at hive tre stykker papir frem, som hun viste. "Hvad synes du?"

[Matthew De Loughrey]

Det var med megen modvilje at Matthew lod det lyshårede kvindemenneske placere et kys på hans kind. For et par år siden, havde han måske syntes det havde været sjovt at kunne udnytte hendes velvilje til egen fordel..Men på nuværende? Nej. Laoghaire var dum som en dør…Og han frygtede ærligtalt den dag det ville være forventeligt at hun ville blive med barn. – Trods alt…Så ønskede han ikke at sætte noget i verden, der risikerede at få færre hjerneceller end hende. – Ikke at det næsten syntes muligt…Men Matthew syntes efterhånden næsten selv at blive dummere og dummere for hver dag, alene af at høre på hendes ævl.

Uden at gøre de store indvendinger fulgte han hende dog alligevel ind i stuen, hvor hun begyndte at fumle med nogle papirer. Alt imens, ligenede han blot et stort spørgsmålstegn. ”Hvad er dét?” Spurgte han næsten dumt og tydeligvis ret så uinteresseret.

[Laoghaire McKinnon]

De blå dårdyrøjne var forventningsfuldt rettet mod ham, som han betragtede papirene. Hans svar var ikke helt hvad hun havde forventet, hvorfor hun forvirrrt så lidt fra dem til ham. "Hvad mener du?" Spurgte hun undrende, "Det er forslag til borddækningen?", svarede hun så blot muntert, inden hun vimsede hen ved siden af ham med dem og bredte dem lidt ud. "Altså mig og Robin synes at den med guld lissom' er flottest. Du ved, det siger mere sådan.. wow! Fremfor den beige." Forklarede hun med sin klassiske amerikanskw teenage-pige-attitude, som laoghaire mestrede til trods for at hun var pære skotsk. Så lagde hun papirene i hans skød, og bladrede i dem til hun gandt den med beige. "Men! Ever synes at den med beige er mere sådan... stilet, og den med guld er for 'ekstra'" forklarede hun så problematikken. Hun sad et øjeblik og genovervejede sine muligheder, og fik så øje på den sidste mulighed. "Så kom min bror forbi og sagde at han synes det kunne være 'fedest' og mest sådan 'originalt' med sådan en grøn dér og så små trolde langs bordløberen.." sagde hun bundseriøst, uden overhovedet at have fattet at hendes bror nok mest havde gjort nar af hende. End vidste hun nok ikke hvad ordet 'originalt' betød i den sammenhæng. Hun havde taget det som et seriøst foreslag og hun havde skam takket for hans interesse i hendes fantastiske bryllup.. hvorfor han gnæggende gik videre efterfølgende, havde laoghaire ikke forstået. Hun tænkte at han nok bare havde luft i maven. Hun så nu på sin forlovede, med et undersøgende udtryk i hendes eller blanke ansigt. "Hvilken en synes du er pænest?"

[Matthew De Loughrey]

For en tid stod Matthew bare og gloede dumt på sin tilkommende. Borddækning? Mente kvinden det mon seriøst? Han hævede brynene i forundring, som han betragtede Laoghaire. Han lod derefter blikket vandre videre ned imod papirerne, som hun stod med. Lidt kluntet tog han plads i sofaen, som hun vimsede omkring med sine mange papirer og han bladrede derpå lidt kluntet i dem, før han med rynkede bryn lagde dem over på stuebordet. ”Hvorfor er der ikke nogen kongeblå?” Spurgte han, som han skævede op imod Laoghaire. – Tydeligvis i et forsøg på at tage pis på hende. Ikke at han forventede at den dumme gås ville opfange det. Et dybt suk gled over hans læber, som hans blik gled tilbage på papirerne og han kløede sig lidt eftertænksomt i nakken. Et lille fnys kom fra ham ved Laoghaires ord om broderens forslag, men han rystede så ellers bare på hovedet. ”Kan du ikke bare bestemme det?” Lød det så fra ham.

[Laoghaire McKinnon]

Laoghaire vippede hovedet lidt på skrå og blinkede et par gange, som hun overvejede Matthews ord. "Uhm.." Mumlede hun, imens hendes hoved kørte på livet løs. "Du har ret." Kom hun så frem til en erkendelse. Med den velplejede hånd gav hun sig selv et blidt slag på panden med fingerspidserne. "Hvorfor tænkte jeg ikke på det?!" udbrød hun så, som om Matthews input var den dybe tallerken, hun lige havde fundet ud af at spise af.. totalt blankt overfor den tydelige sarkasme der prægede hans ord. Så rettede hun atter blikket mod ham, med et selv-undskyldende smil. "Nogengange føler jeg mig altså bare så dum." Fniste hun så lidt, imens stemmen bar tydelig præg af at hun nok ikke betragtede sig selv som værende netop dette. Da han så efterfølgende bad hende om at tage stilling, klappede hun entusiatisk hænderne sammen - således at man nærmest skulle tro, at hun sad og håbede at han ville sige netop dette. "Okay! hør mig lige ud." Sagde hun dramatisk og holde en pause blot for.... at være dramatisk. "Kongeblå og guld." Lød den store afslørelse så. Laoghaires blå øjne betragtede ivrigt Matthew for reaktion, tydeligvis ventede på hans begejstring og anerkendelse.

[Matthew De Loughrey]

Matthew sad for et øjeblik bare og betragtede Laoghaire, som hun sad og…tænkte? Tænkte. Ja, hvis blot pigebarnet da i det mindste havde kunnet finde ud af det….- Ikke at det syntes sådan, at dømme ud fra, hvad der kom ud af hende mund.

Endnu et lille opgivende suk lød fra Matthew, som han småopgivende himlede vagt med øjnene for sig selv. Han lod en hånd glide ned over ansigtet i vag frustration, men rystede så ellers bare en smule på hovedet og smilede dumt op til hende. ”Fint….Hvad end du syntes, min elskede..” Mumlede han halv-sarkastisk som han rejste sig fra sofaen og bevægede sig ud i køkkenet for atter at hente sin skål med peanuts. – For se..Den var interessant! I hvert fald mere interessant end Laoghaire. Tænk at noget på to ben kunne være så hjernedødt?

[Laoghaire McKinnon]

Laoghaire lyste op i et kærligt smil, ved den endearment som han valgte at bruge. Han var Så vild med hende, det var hun sikker på. Hun sukkede tilfredst og lænede sig lidt tilbage i sofaen, som hun havde indtaget ved siden af Matthew. Hendes liv var perfekt. I samme nu mærkede hun vægten skifte i sofaens puder og da hun vendte opmærksomheden mod årsagen, så hun at det var fordi Matt havde forladt hende til fordel for køkkenet igen. Hvordan kunne han stadig være sulten? Laoghaire undrede sig, men valgte blot at følg trop, som en hundehvalp der troligt fulgte sin ejer med et par store, våde øjne. Hun lod blikket glide over hans skikkelse, som hun gik der bag ham. Hun bed sig lidt i læben, inden hun lod sig selv hæve op af køkkenbordet, så hun kunne sidde på det, istedet for at følge ham helt hen til skålen med peanuts. "Hvordan tror du vores børn kommer til at se ud?" lød det bare ufortrødent bramfrit fra hende, som hun så oprigtigt overvejende mod ham. Hun lænede hovedet lidt tilbage, så det støttede opad et køkkenskab. Blikket rettet lidt dagdrømmende opad. "Jeg håber på en pige med min hårfarve og dine øjne." Smilte hun ved tanken om dette ønskebarn, der i Laoghaires fantasi ville være det smukkeste nogensinde.

[Matthew De Loughrey]

Matthew havde i første ombæring forsøgt at ignorere at Laoghaire fulgte ham i hælene som en hundehvalp gjorde med den mor. – Ikke destomindre, var det efterhånden ved at blive ret så uudholdeligt og ikke mindst irriterende. Fattede pigebarnet da ikke, at han bare gerne ville have lidt fred og ro? Irritabelt stod han og gumlede lidt peanuts i sig, som han samtidig fumlede lidt omkring for ikke at stå alt for tæt på det lyshårede udyr. Knapt syntes han dog at have nået at køre endnu en god håndfuld ned, før Laoghaire kom med sit næste udbrud. – Et udbrud, der resulterede i at Matt hostende og næsten halvkvalt kløjedes i sine peanuts. ”…..…” Matthew hikstede, som han formåede at sluge det han havde fået galt i halsen og med store øjne betragtede han Laoghaire et øjeblik, før han atter vendte sig om og rettede fokus imod sin peanuts-skål igen. Alene for ikke at skulle se på HENDE. ”…Sig mig, Burde du ikke se at komme hjem? Dine forældre bekymrer sig helt sikkert…!” Forsøgte han næsten desperat i et forsøg på at fordrive hende fra sin studiebolig.

[Laoghaire McKinnon]

Laoghaire hoppede ned fra køkkenbordet og skyndte sig overtil Matthew der hakkede og spruttede, som han kom til at inhalere peanutsne istedetfor at synke dem. End vidste pigen ikke hvad man skulle gøre, når folk var ved at blive kvalt så hun stod bare uden at gøre noget, indtil han havde fået det under kontrol igen. "Er du okay?" spurgte hun bekymret og nærmede sig forsigtigt. Hun trådte ham blot nærmere, da han vendte sig om og spurgte om hun ikke også snart skulle til at hjemad igen. Da smilte Laoghaire bare og kringlede sin arm ind under hans og krammede den ind til sig, så hans albue nærmest var begravet mellem hendes bryster. "Nej, de ved jo hvem du er. For dem kan jeg blive så længe jeg vil." Lød det sukkersødt fra hende, så lænede hun sin kind ind mod hans overarm. "Jeg kunne sove her i nat?" Foreslog hun flirtende, som hun skævede optil ham med et sigende blik.

[Matthew De Loughrey]

Matthew stillede sin peanutsskål lidt kejtet fra sig, som han fik hostet af. Lidt irritabelt tørrede han munden af i sit ærme og han brummede så lavmælt for sig selv, som han lænede sig lidt op af køkkenbordet. Krybe væk, syntes han dog ikke helt at kunne, som Laoghaire snart stod og knugede hans arm guld og blå. ”..Laoghaire…Jeg..Jeg har altså også…Lektier.” Løj han, som han næsten desperat spejdede omkring for at finde på undskyldninger, han kunne stikke hende. ”For du vil vel ikke have at jeg klarer mig dårligt på min uddannelse vel?” Forsøgte han at appellere til hende, dog uden at gøre sig store forhåbninger om at kunne undslippe hendes jerngreb.

[Laoghaire McKinnon]

Laoghaire fortrak en mine, som hun overvejede hans ord. Hvis Matt ikke lavede lektier, kunne han jo ikke blive auror.. og hvis han ikke blev Auror, ville han så kunne forsørge hende? Nej det ville han nok ikke. Det var ihvertfald lignende ord, hendes far også havde fortalt hende når han havde brug for at arbejde... og Laoghaire ville gerne forsørges. Hvordan skulle hun ellers få råd til alle de ting hun havde brug for i dagligdagen?! Hun trak derfor et smil på de velformede læber og rystede lidt på hovedet. "Selvfølgelig ikke." Svarede hun så og placerede et hurtigt kys på hans arm. "En anden dag så." Tilføjede hun, inden hun slap ham og vimsede blot over for at sætte sig i sofaen igen, med benene foldet i skrædderstilling. Hun rodede lidt i nogle papirer, som han havde liggende på sofabordet, der ikke lige var hendes bryllups-hejs. Hun vidste ikke hvad det var, men det var jo hvad hun var ved at finde ud af!