Let love Be love

[Syrena Amardeus]

Tid: 16:15
Sted: Hogwarts gange. 
Til: Samuel Roden og Santana Puckerman
Outfit: Outfit

Syrena havde lige færdiggjort dagens sidste undervisning. Det var sidst på eftermiddagen og særligt de større elever havde fået fri og fyldte gangene. Hun lukkede døren ind til klasseværelset og bevægede sig sammen med dem med retning mod lærerværelset. Over den ene skulder havde hun sin taske. Lidt inspireret af Santana, havde hun droppet de tunge kapper, og var bare klædt i en hvid skjorte og en nederdel. Det var måske lidt for køligt til vintertiden, men på det sidste havde hun fået en tendens til at være mere pæn end praktisk, og hun bildte sig in at det intet havde med Sam at gøre. 
Hendes blik studerede lidt af julepynten stedet var blevet pyntet med. Små nisser kravlede mellem billederne, loftet var besat i lys og der hang ranker af de der tornebuske som hun ikke kunne huske hvad hed. Botanik havde aldrig været hendes hovedfag. 
Idet hun drejede ned af gangen og skænkede Sam en tanke, så hun ryggen af ham lidt længere fremme. "Sam?" kaldte hun men det lod ikke til at han hørte det blandt elevernes summende stemme, er så hun småløb lidt for at nå ham. "Sam... hej." prøvede hun igen da hun nåede op på siden af ham. De var blevet meget tættere end hun lige havde regnet med, og måske også til et stadie hvor det var begyndt at blive et problem. I hvert fald for hende. 
"Er du færdig for idag?" spurgte hun og så op på ham. 

[Samuel Roden]

Outfit

Sam havde som hende afsluttet dagens timer og var nu på vej i retning af læreværelset for lige at runde dagen af. Myldret af elever gjorde at han måtte zig-zagge lidt for at undgå at bumpe ind i folk. Hans højde gav ham fordelen af et bedre overblik, dog hjalp den ikke på det høje lydniveau elevernes begejstrede stemmer fyldte gangen med. 
Det kunne man nu heller ikke bebrejde dem, de var begejstrede over julen nærmede sig og dermed juleferien. Han glædede sig også selv til at skulle fejre jul med Hunter, om så det kun blev julemorgen sammen med Lorelai King, eller om han tog Hunter Roden med hjem til Scotts mor om aftenen havde de ikke lige fået aftalt endnu. De plejede nu at være ret gode til at dele højtiderne på en måde så de alle fik mest glæde ud af det. Sommetider havde hun ham med hjem til familien og andre gange havde Sam. 
Desværre var Sam lidt i tvivl om, om Scott ville nå hjem. Han havde haft en del arbejde i Paris, og derudover var der blevet varslet ret slemt snevejr hen over julen. 
Opslugt af sine egne tanker, hørte han ikke Syrenas stemme gennem elev-larmen, ikke før hun nærmest trådte ham over tæerne. Han lyste op i et smil, "hov hej, sorry jeg hørte dig ikke," sagde han da det gik op for ham at hun havde forsøgt at komme i kontakt med ham. Blikket gled ned over hendes påklædning. Hun så godt ud, skønt han ikke fattede hvordan kvinderne kunne holde varmen med bare ben i vintertiden. Selv bar han heller ikke den traditionelle kappe, men det var mere fordi han ikke var magiker, og måske lidt følte at han derfor ikke kunne tillade sig at gå med kappe, som havde de patent på det outfit. "Ja, jeg var på vej op på læreværelset, hvad med dig?" Spurgte han i et stort smil. 

[Syrena Amardeus]

Man mærkede tydeligt på stemningen at juleferien nærmede sig. Eleverne var ufokuserede og i Syrenas øjne højlydte. Et sted inderst inde glædede hun sig til julen. Der var noget underligt magisk ved lige præcis julen. Det havde været sjovere dengang Zeke havde været sammen med Anna, og Lilja også havde været der. Nu var det bare Zeke og hende, og selvom hun faktisk nød sin brors selskab, så var han ikke ligefrem nem at fejre noget som helst med, og det lod til at han havde tænkt sig at arbejde i julen, så hun havde taget julevagten her på skolen.
Det lykkedes hende at navigerer gennem flokken af elever for til sidst at nå op på siden af ham, pinligt forpustet. Sam havde virkelig en fordel med sin højde der, som hun ikke kunne prale med. "Det er okay. Jo tættere på julen vi kommer, jo mere umulige bliver de." pointerede hun med stille stemme for ikke at støde nogen, ikke at det plejede at gå hende på. Hun nikkede. "Ja også mig." fortalte hun. "Jeg glæder mig til juleferien. Der bliver en helt anden ro her," hun så skeptisk rundt på de larmenede elever og drejede ned af en korridor mod lærerværelset hvor der var lidt mere roligt. Hun stoppede uden at tænke sig om, op for at spørge ham om noget "Er du ved at være klar til jul?" spurgte hun uden at bemærke at de stod under en massiv misselten der var hængt op i gangen. Det var først de snoede, tornebesatte grene begyndte at komme ned fra loftet og dannede et net omkring hende, at hun så undrende op. Falsk sne dryssede fra tenen og strøg ned i hovedet på hende, hvilket fik hende til at rynke på panden og næsen fordi det kildede en smule. Der var blevet underligt tavst på gangen, til gengæld var nogle af eleverne begyndt at pege og grine. Et pift lød gennem luften. "You got to be kidding me." mumlede hun og så nærmest lidt bekymret på Sam.

[Samuel Roden]

Han hævede et bryn af hende. "Eleverne?" Gættede han afdæmpet. Det kom faktisk ikke bag på ham at hun fandt eleverne en kende irriterende når de blev for højrøstet. "Så lad os følges," kommenterede han med en gestus, skønt det allerede lå skrevet mellem linjerne. Han nikkede, "ja der plejer at være ret stille, det kan godt have sin helt egen hygge over sig." Han havde et par arbejdsdage op til jul, men fri selve juleaften.
"Der er egentlig ikke så meget at blive klar til," blev svaret med en let skuldertrækning. "Jeg skal bare til Mary, jeg tror ikke Scott når hjem, men forhåbentlig kan jeg tage Hunter med derhjem." Han smilede. "Det kommer lige an på hvad Lorelai King og jeg finder ud af. Jeg tænker dog vi holder noget fælleshygge om morgen med Hunter." Forklarede han.
Han var stoppet op som hende, her var langt færre elever her, men her var ikke tomt. Realisationen kom nogenlunde samtidig med hendes, og før han nåede at spørge hende tilbage. "Åh nej.." mumlede han lavmeldt. Sam stræbede altid efter at gøre det rette, han havde moret sig over tanken om de forheksede misteltener, men der havde han selvfølgelig heller ikke regnet med selv at blive fanget under en. Og slet ikke med sin ekskæreste. Han rømmede sig akavet, hvilket ikke blev lettere da et par af eleverne begyndte at pege og pifte.

Santana Puckerman

[Syrena Amardeus]

Hun nikkede og skulede til en af de mindre grupper de passerede. Syrena havde altid været lidt sensitiv, selv Lilja havde irriteret hende, indtil hun havde lært at holde af hende. I dag havde de stadig kontakt hvilket Zeke heldigvis ikke vidste noget om. "Det kan jeg forestille mig. Og her er bedre pyntet end hjemme hos Zeke." bemærkede hun tørt og trak på skuldrene. Hendes bror var ikke ligefrem.. nissetypen. Han plejede at købe et træ, men det var hun nu også sikker på mest var for hendes skyld. "Er han stadig fanget i Frankrig med Raquel?" spurgte hun med et smil der ikke helt kunne skjule hvor meget hun morede sig ved den tanke. Alle der kendte dem, vidste at de hadede hinanden.
Hun nikkede. "Det lyder... hyggeligt." svarede hun fraværende mens buret dannede sig om dem, til de til sidst stod fanget og var center for alt opmærksomheden.
Hun følte sig pludselig virkelig lille, og ikke kun fordi han var et tårn i forhold til. En af tornene stak hende lidt i ryggen, så hun trådte et stille skridt frem mod ham, hvilket gjorde afstanden mellem dem nærmest ikke eksisterende. "Du ved godt der kun er én vej ud ikke?" pointerede hun nervøst med lidt sammenbidte tænder. Det burde jo ikke være det store problem. Det ville ikke ligefrem være første gang de kyssede. Af en eller anden årsag fik tanken hendes hjerte til at slå hurtigere. "Vi kan bare gøre et hurtigt tantekys eller noget. Det er vel no big deal, det er jo ikke ligefrem første gang." foreslog hun og forsøgte at være cool omkring det. I virkeligheden handlede det nok om noget andet. I virkeligheden handlede det nok om at hun havde tænkt tanken et par gange for meget på det sidste, og det her gav hende den perfekte undskyldning. "Vi behøver jo knap at gøre det egentlig" fortsatte hun argumentet, pludselig bange for at han synes det var for mærkeligt eller at hun var lidt for afslappet. Hun trak på den ene skulder og rynkede på næsen med et lidt afventende blik.

[Santana Puckerman]

Santana gik roligt ned af gangen, da hun hørte et par elever pifte. En smule morende - uden at vide hvem dette pift har tiltænkt - gik hun mod eleverne. Hun huskede godt de forhekset misteltener, fra dengang hun selv havde været elev på skolen. Hun havde derfor erfaret, at se op i stedet for ned, når hun gik i jule måneden.
En rolig tår af kaffekoppen, blev halvt hostet op, da hun nåede længere frem og så Syrena og Samuel, stå under misteltenen sammen. Havde det ikke været for hendes hoste anfald, havde hun nok ligget på gulvet og grædt af grin på nuværende tidspunkt. Pokker ta' dig Karma! Som hun fik kontrol over sin hoste, stoppede hun op lidt fra dem. "Waow, det er en ophængt situation I har fået sat jer selv i her, huh?" drillende og alt for morende, blev øjenbrynene hævet og sunket et par hurtige gange, som hun tog en ny tår af sin kaffe, for at skjule det alt for morende smil. "Men så er det jo godt, det ikke er spor akavet, kan man sige," tilføjede hun og lænede sig lidt op ad nærmeste mur, med et klukkende grin.

[Samuel Roden]

Sam have svært ved at forstille sig at Zeke i det hele taget pyntede op. Han slog ikke ligefrem Sam som værende en glad lille julegris, men nu var det jo også mange år siden de have mødt hinanden, måske tingene var anderledes nu.
Han nikkede til spørgsmålet med Raquel og sukkede let. Han lærte aldrig at forstå deres forhold. Sam var personligt ikke fan af Raquel. Han vidste at Scott hadede hende, men fik det til at fungerer nogenlunde med Joshua, hvilket Sam havde respekt for.
Samtalen imellem dem døde ligesom ud som de stod fanget under den forheksede mistelten. Skønt Sam havde vendt sig til at være i centrum som professor, kunne han mærke et nip af sin gamle teenagefrygt, som eleverne omkring dem var underholdt over scenariet der havde udfoldet sig. Han rystede det dog af sig, som hun trådte frem mod ham. Et kort øjeblik troede han faktisk næsten at hun ville have kysset ham, men da han også selv kunne mærke et par torne i ryggen forstod han at det var dem der havde drevet hende frem.
Sam så ned på hende og ignorerede elevernes småfniserier. "Du har ret, hvad betyder et tantekys mellem venner." Eniggjorde han sig. Men om det var for at overbevise hende, eller sig selv, kunne han ikke helt finde ud af. De var blevet tættere over det sidste års tid, end de havde været før, måske endda mere end da de ar kærester, fordi de var mere afslappet omkring hianden. Dette her behøvede ikke betyde noget som helst. Det var jo bare for sjov. Han forgav at være lige så afslappet som hende og betragtede hende lidt, som ventede han at hun skulle stoppe ham, men i det samme fangede en latter hans opmærksomhed og han så mod Santana der var dukket op.
Sam sendte hende et blik, "Du må hellere passe på du ikke kløjes i den der." Kommenterede han tørt, dog med et glimt i øjet, som han gjorde tegn mod astronomi-professorens krus.

[Syrena Amardeus]

Syrenas coolness var akkurat ligeså falsk som Sams. Faktisk var hun ved at gå ret meget i panik over situationen, men hun havde ikke tænkt sig at tabe ansigt foran alle.
Hans nervøse blik smittede lidt af på hende. Hun nikkede én gang bestemt, for at fortælle at hun havde forstået det, og at de mere eller mindre havde nået en enighed om hvad der skulle ske. Så hvorfor troede hun ikke selv på at det var en lille, ubetydelig ting.
Da han lænede sig lidt frem, holdt hun vejret i tro om at han skulle til at kysse hende, men i stedet skilte Santanas grin sig ud i mængden med opstemte elever, og lige i dét øjeblik, turde Syrena sværge på at hun kunne have slået hende ihjel - metaforisk selvfølgelig, også selvom Santana ud over Sam, var en af de eneste mennesker her på stedet hun reelt brød sig om.
Hun var ikke sikker på hun helt formåede at skjule sin bittherhed, men heldigvis lignede det nok mere at det var baseret på drillerierne mere end op afbrydelse. Hun kastede et lettere misfornøjet blik på sin "veninde". "Årh hold bøtte." svarede hun igen, men uden at det var sagt vredt. Hendes lidt skæve smil over Sams flabede kommentar tilbage, understregede det, og med et sidste lille glimt i Santanas retning, fik hun taget sig mod til. Hun vendte sig tilbage mod Sam og skyndte sig at udnytte beslutsomheden inden hun fortrød. Hun en hånd på hver af hans underarme, og strakte sig alt hvad hun kunne, til det til sidst lykkedes hende at fange hans læber. Der gik et kæmpe sug gennem hendes mave, større end hun havde forventet, men præcis ligeså stort som hun havde frygtet. Det ville sgu nok blive svært at sælge ham til Santana nu.

[Santana Puckerman]

Santana grinte lidt med de omkringstående elever, "Jeg skal nok passe på, tak for din bekymring," svarede hun og lagde en hånd for sit hjerte, som om Sam havde ment sine ord. Hun sluprede højlydt af sin kaffekop. Hun grinte let over Syrenas kommentar, før hun vendte blikket mod eleverne, "Så kiddos, giv professorerne lidt privatliv," viftede hun dem væk og grinte lidt igen. Hun var faldet ret godt til i sin nye rolle som professor. Hun havde dog også allerede roddet sig lidt ud i nogle uheldige situationer med eleven Jaxx Winter Turner og hans far, Jones Axel Turner . Det havde hun dog ikke fortalt til nogen. Ikke fordi der var noget ulovligt eller forbudt i det, men fordi Jones var en gift mand og hendes intentioner var rene, i form af, at hun prøvede at hjælpe Jaxx. Hun piftede som de endelig kyssede. "I ved godt, I bare kunne have brugt magi, for at komme ud af den kattepine, ik?" med de ord blinkede hun til dem begge og vinkede farvel til dem.

//OUT

[Samuel Roden]

Dette her var et traincrash waiting to happen. Han vidste det, hun vidste det sikkert også, men de holdt begge stand, som ville det ændre noget. Inderst inde. Aller aller inderst inde, havde han godt en ide om at, misteltenens magi kunne ophæves af en professor. En professor med en tryllestav vel og mærke. Hvad gjorde man ellers hvis man blev fanget under dem med en elev. Men Sam valgte fuldkommen bevidst at overhøre denne lille fornuft som hurtigt ophørte med at eksisterer.
Sam sendte Santana et sigende blik, men ikke desto mindre legede smilet stadigvæk i krogen af hans læber.
Før han kunne nå at komme med flere kommentare, var Santana allerede begyndt at genne eleverne væk, hvilket passede ham fint. Dog var de ikke nået langt, før han mærekde Syrena trække ham ned mod sig.
Uden rigtigt at gøre modtstand, sænkede han sig ned til hende. Hans læber mødte hendes og han vidste omgående at dette her godt kunne gå hen og blive et problem. Fingrene snoede sig ind i hendes mørke hår, og for et kort øjeblik glemte han alt om Santana og elever. Kysset var en del mere dybsindigt end hvad havde været nødvendigt for at bryde forhekselsen. Han vidste det, men ignorerede på ny den lille fornufige stemme.
Det var først da Santanas ord lød et sted bag dem, at fornuftens tone begyndte at være mere støjende. Han slap en smule fortrødens Syrenas læber. En let rødlig nuance havde indtaget hans kinder. Misteltenen havde for længst trukket sig tilbage og frigjort dem, alligevel stod han blot tilbage, og så ned på sin ekskæreste imens hans hænder stadigvæk holdt hendes ansigt tæt ved hans.

[Syrena Amardeus]

Syrena var irriterende bevidst om at forbandelsen let kunne brydes af en magikyndig professor. Af hende men det var et af de øjeblikke, hvor hun håbede på at falsk uvidenhed ville lade hende slippe afsted med det. Sandheden var, at hun på det sidste havde forestillet sig dette øjeblik, men forsøgt at fornægte det i frygt for konsekvenserne. Det forhold hun havde til Sam lige nu var perfekt.
Desværre ikke halvt så perfekt som den anden følelse han satte i hende. Hun smagte på hans læber, og det der egentlig bare havde været ment til at være et uskyldigt, nærmest ikke-eksisterende tantekys, blev en del dybere. Hun var ikke sikker på hvem af dem der var skyld i det, men hun gjorde heller ikke noget for at nedskalerer det. Hendes hænderne gled fra hans underarme, op til hans overarme, hvor den ene blev liggende og den anden gled op i hans nakke. Noget ved kysset var så velkendt, som om hun aldrig havde gjort andet end at kysse dem, men der var noget anderledes. Måske det var hånden i hendes hår, eller måden han tog styringen, der samtidig gjorde oplevelsen mærkværdig. Ny, som om det slet ikke var Sam, i hvert fald ikke den Sam hun havde forladt. Det var en mands selvsikkerhed.
Den virkelig verden bankede irriterende nok på alt for hurtigt. Hun lignede nærmest en der var blevet snydt for en slikkepind, da han trak sig væk, også selvom det ikke var langt. Hendes blik så ind i hans, hun var en smule stakåndet. Hun strøg hånden fra hans nakke, hen over de let blussende kinder. Synet fik hende til at smile diskret. Santanas stemme lød i baggrunden. Hun rømmede sig lidt og slog en lidt nervøs latter op. "Og det ville du ikke have sagt lidt før?" påpegede hun og fortsatte med at spille dum. Hun havde stadig ikke trukket sig væk, eller var stoppet med at se på Sam, så det var først da der intet svar kom, det gik op for hende at hun var væk.

[Samuel Roden]

Det at hun fortabte sig ligeså meget i kysset som han selv gjorde, fik ham blot til at nyde det så meget mere. Der var intet i verden han hellere ville lige nu, end bare at holde hende her, i deres egen lille boble for tid og evighed.
Syrena havde været hans første kæreste. Der havde været flere efter hende, og han var da også sikker på at han ikke havde flere følelser for hende -det var jo mange år siden, men hvorfor i alverden føltes dette her så så godt. Så velkendt. Så perfekt. Hånden der snoede sig op af hans overarm sendte en næsten brændende følelse gennem ham. Som begyndte hver en fiber i hans krop at vride sig. Dette her var ikke godt. Eller det var godt, og det var nok det primære problem lige nu.
Kysset blev brudt, men stadigvæk valgte han at fastholde hende i samme position. Hun lod heller ikke til at gøre antydning til at flytte sig. Det var først som hun åbnede munden for at svare deres kollega, at virkeligheden skyllede ind over ham som en tidevandsbølge.
Han burde have sagt noget. Han burde have påpeget at der var en anden løsning. Men værst af det hele, han burde have dårlig samvittighed. Men det havde han ikke. Ikke det fjerneste. Han overvejede tilmed at kysse hende igen, blikket gled ned til de tillokkende læber, hvilket hun nok ville bemærke. Dog valgte han fortrødent at lytte til sin fornuft og træde et skridt baglæns og dermed løsgive hende fra hans greb. "Det burde vi måske have vidst." Kommenterede han og tyggede kort på underlæben.

[Syrena Amardeus]

Da det gik op for hende, at hun var skyld i at øjeblikket blev brudt, kunne hun have bidt sin egen tunge af. Hun havde tænkt på det her så mange gange, og nu hvor det endelig skete, havde hun overraskende lidt lyst til at det skulle stoppe, og så fik hun bremset det med sin egen spydighed.
Hun bemærkede hvordan hans blik søgte til hendes læber, hvilket gav hende en lille forhåbning om at den spydige kommentar til Santana var glemt, og at han bare ville kysse hende igen, men det skete desværre ikke. I stedet slap hun ham en smule modvilligt da han trak sig tilbage, hvilket gav hende en pludseligt indsættende følelse af angst. Sam var blevet hendes bedste ven igen, han havde nok ikke engang nogen idé om hvor meget han betød for hende, men for meget til at hun ville risikerer det hele for et dumt kys, så hun tog sin sædvanlige flabede Syrena-maske på, og viftede affærdigende med hånden og fnøs som om det var no big deal. "Nah. Det havde ikke været ligeså sjovt." Svarede hun og blinkede til ham. Hun havde ikke lyst til at gøre det mere mærkeligt end det var. "Desuden var det jo intet særligt. Bare et lille kys for gammelt venskabs skyld." hun trak på skuldrene med et lidt for stort smil. Ligesom ham, dalede hendes blik en smule tilbage til hans læber og dvælede et øjeblik. Det gik hurtigt op for hende hvor lidt diskret hun var. "Såeh.. jeg skulle også videre." hun pegede ned ad gangen og havde allerede glemt at de egentlig var på vej mod kontoret - sammen. Hun var ikke helt sikker på om hun helst ville have at han stoppede hende, eller om hun havde brug for at være alene med sine egne tanker. I hvert fald stod hun i lange sekunder og så på ham med et lidt afventende smil, før hun selv tog beslutningen. "Vi ses bare senere ikke?" Hun begyndte at bakke lidt væk fra ham, før hun endelig vendte rundt og gik ned ad gangen. Det var længe siden hun havde følt den der boblende, varme, barnlige glæde som hun mærkede ligenu, og hun havde tænkt sig at svælge i den så længe hun kunne, og hun var ret sikker på at Sam ikke helt ville tage del i det.

//Out