This isn't good.

[Deleted]

D. 3 januar, årgang 2051

Forbeholdt til

@viktoriyakrum

________________________________________________

Det var gjort. Der var ingen vej tilbage. Der var ingen måde at redde den forsømte. For Elliot havde det aldrig rigtig føltes som noget forkert. Men det havde heller ikke givet ham følelsen af, at han gjorde noget rigtigt. Det var altid neutralt. Det at fjerne lyset fra en anden persons øjne rørte ham ikke. Han huskede ikke længere om det overhovedet havde påvirket han før i tiden. Det var ved at være så længe siden. Han gik med rolige skridt ned ad trappen med hovedet sænket så hætten bedre kunne skjule hans ansigt. Hænderne havde begravet sig dybt ned i den sorte trøjes lommer. Staven lå skjult i ærmet, hvor han svagt bildte sig ind, at han stadig kunne mærke varmen fra den seneste besværgelse. Han udviste ingen form for usikkerhed eller nervøsitet. Det var nærmere et talent, sådan som han kunne undgå at blive centrummet for opmærksomhed. Forhåbentlig ville facaden ikke blive brudt denne gang. Men hvad var chancerne? Han skulle blot nå døren. Bare et par skridt mere.

Et skingert skrig kunne lige netop høres fra etagen ovenover. Efterfulgt af skyndende skridt ned ad trappen. Trampende. Og det var ikke til at tage fejl af, at denne person bevægede sig ned i stedet for op. Han havde forventet, at noget lignende ville spille ud. Han havde bare håbet, at han havde haft lidt mere tid. Det var altid problematisk ikke at kunne afstemme en situation fuldkommen. Intet var sikkert.
”Holdt!” Per automatik stoppede Elliot op, da den dybe stemme rungede igennem De Tre Koste. Han stoppede ikke fordi, det var en ordre. Han stoppede ud af refleks frem for at løbe. Det var aldrig smart at bare sætte i løb. Det var ikke engang klargjort, at det var ham, der var blevet råbt ad. Men han følte nu alligevel blikke i ryggen. Stilhed havde lagt sig. Nogle få førte stadig samtaler i baggrunden, men støjniveauet havde faldet markant. Han blev stående, hvor han var lidt endnu, inden han langsomt drejede sin overkrop en smule. Stadig med hovedet sænket så hætten ville lægge en korrekte skygge, samtidig med at han kunne få et glimt af tingene bag ham. Ingen grund til at blive panikslagen.
”Huh?” mumlede han sagte, som han fik konfronteret, at han var blevet, hvad han havde prøvet at undgå. Centrum. Diskret trak han sin højre hånd op ad lommen, men han nåede ikke længere, før selveste manden, der havde råbt efter ham fik rettet sin stav mod ham. Efterfulgt af andre i lokalet, der syntes at finde den sortklædte mistænksom. Til trods for at de nok ikke vidste, hvad der gemte sig i et af værelserne ovenpå. Det var ikke godt.
Hans øjne kørte en rundt omkring sig og fikserede sig på den nærmeste. Lydene omkring ham havde han lukket af, så han hørte knap nok diverse besværgelser blive udtalt. Han så dog lysene. Og han havde allerede været på vagt. Han havde set det komme. Men i stedet for at lade sin egen stav falde ned i hans hånd, drejede han hurtigt helt omkring og greb udefter denne nærmeste person - en ung kvinde - for så at tvinge hende ind foran sig. Det perfekte skjold. Stabil nok til at give ham nok tid til sin plan B.

Noget gik galt. Det var der ingen tvivl om. Transfereringen havde langt fra været lige så glatkørende som den normalt var. Den havde været sværere. En ting han ikke havde set komme. Landingen havde været forfærdelig, og han havde nær ikke kunne stå oprejst, da hans fødder havde fundet fast underlag igen. Destinationen var forkert. Han genkendte ikke stedet. Han havde ingen idé om, hvor han var, udover at det mest af alt lignede en faldefærdig og forladt lejlighed. Ikke nok med det. Han var ikke alene. Det samme han lagde sine øjne på, da han fik samlet sig var den unge kvinde ikke langt fra ham. Det kunne godt være, at han ikke havde fået et ordentligt kig på hende, men alligevel vidste han hvem hun var. Men havde han ikke nået at give slip?
Han sagde ikke noget. Stod bare og stirrede på hende med store øjne. Hætten var faldet ned og afslørede for en gangs skyld hans robuste ansigt. For ikke at tale om de tydelige sorte rander under hans øjne. Han forstod ikke. ”Det her er ikke godt.” Igen brugte han kun den meget svage mumlende tone.

[Deleted]

Det var ikke ofte at Viktoriya befandt sig i Hogsmeade, men en tur til De tre koste kunne man sjældent sige nej til. Specielt ikke som hu vidste hvor hyggeligt det plejede at forholde sig, med grin, gode samtaler og nogle gange nye bekendtskaber der kom hendes vej. Med et par venner fra arbejde var de taget afsted, havde mødtes og sad i varmen og nød en varm drik. Viktoriya havde holdt sig til Ingefærøl som i første omgang efterlod et hvidt skæg hen over hendes læber - Der startede første grin i den mindre forsamling.

Det hele blev afbrudt, som tomult omkring startede. Larmen i De tre koste havde overdøvet skriget ovenfra, men så absolut ikke da en mand valgte at råbe efter en kutteklædt mand som stod skræmmende tæt på den stol hvor Viktoriya var placeret.
Tryllestave rettet, en trygget stemning, og en ubehag voksende i maven. En hånd søgte vej mod tryllestaven i lommen, men altid blev vendt op og ned som hun blev hevet op, vendt og knap nåede at føre tryllestaven op foran sig som besværgelserne væltede mod hende, tiltrængt manden. Noget ramte, der havde gjort hende godt groggy, og som hele verdenen snurrede, var det for alvor slemt.

Sekunder kunne ændre en stemning, en tilstand og et liv gevaldigt. Hendes tanker var ikke fuldførte og altid var kvalmende. At transferere var ikke noget hun normalvis blev dårlig over, men samtidigmed at være blevet ramt af hvad hun ville gætte som en lammerbesværgelse, der ikke helt havde været optimal, var transferereing ingen behagelig sag.
Hendes ben gav derfor også efter som hun ramte fast grundt og hun faldte mod gulvet og trillede let for at forsøge at komme op igen. Uden det store held.
Kanten, og med hjælp fra væggen kom hun nogenlunde op at stå igen, men var meget usikker på benene. "Hva.. hvad.. hvad sker der?" hun var forvirret og hun var bange. Hun kendte ikke omgivelserne, og som hendes øjne fjernede sig fra omgivelserne og fæsnede sig på manden, gik flere ubehagelige følelser igennem hende. For hun anede intet om hvem han var eller hvorfor han havde taget hende med. Viktoriya lænede sig op af væggen, med tryllestaven rystende rettet mod ham, som hun gled mere og mere ned af væggen da hendes ben var for rystende og usikre til at holde hende oppe.