To pølser og en bolle

[Laoghaire McKinnon]

En salig efterårslørdag med regnvejr udenfor
Mckinnon Palæet i Skotland
Ever Goldstein
Robin Anderson

---

Laoghaire sippede til sin mocca-latte, som tjenestepigen havde bragt op til hende for et par minutter siden, og satte den stille ned på det lave sofabord hun havde stående i sin suite-lignende værelse. Laoghaire havde absurd blå øjne, med absurd lyst hår, der faldt nedover hendes skuldre som en manke. Hendes spinkle bygning, store barm og smalle talje fik hende til at ligne en barbiedukke, mere end hun lignede et menneske.. En klassisk blondine, hvor der ikke roterede frygteligt meget i kasketten. Disse blå bambiøjne hvilede lettere skeptisk fra den ene ven til den anden, som hun granskede dem begge for usagte ord om de to billeder hun havde printet ud og nu holdt op for begge drenge, så de kunne vurdere dem. "Hvad synes i?" Spurgte hun nysgerrigt, "Beige.. eller guld?" tilføjede hun og adderede et skeptisk tænkende ansigtsudtryk til hendes mimik, som hun selv vippede hagen udover billederne og nøje studerede et visuelt foreslag til den borddækning der skulle være til hendes forestående bryllup med Matthew De Loughrey .

[Ever Goldstein]

Ever sippede sin te. Hvordan han nogensinde var endt i selskab med en som Laoghaire var lidt af en gåde, skulle han være helt ærlig. Mest af alt fordi hun var på sit sidste år på Hogwarts, og han på sit første år på DMU (= Det Magiske Universitet). Også selvom der ikke var den vilde aldersforskel, så havde Ever altså brugt meget lidt af sin tid i England de sidste par år. De var bare stødt på hinanden tilfældigt, og klingede med hinanden fra starten af. Det var bare skønt at møde sådan en!

Han skævede til Robin, og så så tilbage på billeder, før han skævede til Robin igen. Det her var mere Robins domæne, men han skulle da gerne give sit eget besyv med, skulle det være. Og det skulle det så altså åbenbart. Han tog det ene billede ud af hånden på Laoghaire, og granskede det indgående, før han skævede til Robin igen.

"Er guld ikke lidt for ekstra?" spurgte han kammeraten, og viste ham billedet med guld.

[Robin Anderson]

Robin havde ikke været i palæet før. Han følte sig både en smule malplaceret på så fornemt et sted, men en del af ham elskede det og følte at han hørte til her blandt de dyre møbler og overdrevne stil. Han vidste godt at det ikke var dét der betød noget, men han var alligevel betaget af det.
Han og Laoghaire var begyndt at snakke sammen efter sommeren. Eller de gik på kollegie sammen så de havde selvfølgelig ført samtaler sammen, men den kort efter sommerferien havde været banebrydende. Et venskab var begyndt at spire og her sad han så nu.
Ever kendte han ikke så godt eftersom han ikke gik på skolen, han vidste hvem han var, han havde været i skolebandet, men havde ikke snakket så meget med ham.
Som billederne blev præsenteret måtte Robin undertrykke en begejstret vinen. Han nærstuderede begge muligheder. ”Nej da,” svarede han henvendt til Ever, venligt, men bestemt, ”det her er din store dag Laoghaire,” blikket blev vendt mod hende, ”det skal være perfekt! Go big eller go home som man siger.” Han kiggede igen, på billedet, ”man kan lave de smukkeste borddekorationer med guldbånd, og få mig ikke startet med bordkortene,” Han smilede bredt mod veninden og derefter Ever.

[Laoghaire McKinnon]

Hun kiggede lidt fra den ene til den anden, som de hver især fremsagde deres mening. Hun spidsede overvejende læberne, som hun tænkte på om nu guld også var lidt for ekstra? Laoghaire havde ingen respekt for penge og havde hele sit liv været vant til at bruge dem på hvilken som helst indskydelse hendes hoved kunne præstere... hermed tilkom det hende, at hun nok altid havde været mega ekstra. Øjnene faldt på Robin da han pointerede at det jo var hendes dag, og det var jo så sandt som det kunne blive... End havde hun nok ikke regnet bare en brøkdel af det, som værende Matthews dag. Hun hvinede bare begejstret og glædeligt, ved tanken om det store kirkebryllup med hendes flotte prinsessekjole og efterfølgende smukke og overdådige reception. "Eeej, hvis jeg nu spurgte mega pænt..." Lød det lidt tiggende fra hende, som hun lagde sit ansigt i det mest charmerende og bedende blik hun kunne præstere. "Ville i måske så stå for borddækningen, nu når jeg selv er så ubeslutsom?" Spurgte hun sødt. Hun rykkede derpå bagdelen lidt tættere på de to venner foran hende, med et blændende smil og de blanke, intetopfattende øjne var rettet mod dem i forventningsglæde. På nogle områder var hun nok bare ligesom en hundehvalp der ikke rigtigt kunne gøre for det (xD). "I kunne begge godt komme, ikke også?" Spurgte hun dernæst forventningsfuldt.

[Ever Goldstein]

Ever smilede på den der venlige måde, som han gjorde det på med et par rolige øjne rettet mod Laoghaire. Han var ikke ligefrem uenig med Robin - i at det var Laoghaires dag og alt det der, men han var nok ikke helt så feminint-bøsset som Robin var. Det var nok derfor, at han syntes, at guld var lidt for ekstra. Men hvis det var det hans bedste veninde ville have, så var det bestemt også det hun skulle få! Det var han slet ikke i tvivl om.

"Uden tvivl hendes dag. Jeg kan sagtens gå med til guld. Det ville være ret fab, hvis jeg selv skal sige det." Han nikkede til Robin, før de rolige, brune øjne rettedes mod veninden.

"Selvfølgelig kommer vi sweetheart! Kunne ikke drømme om andet! Eller jeg gør i hvert fald, du gør også, ikke Robin?" Han vendte gruppepresset mod Robin nu, selvom han ikke kunne forestille sig, at Robin ville sige nej.

[Robin Anderson]

Skønt Robin ikke direkte var sprunget ud af skabet, var han færdig med at lægge bånd på sig selv. Det havde været hans mål efter sommerferien; at begynde at være mere sig selv. Desuden vidste de fleste det jo nok godt i forvejen, skønt han ikke havde bekræftet det.
For at være ærlig vidste han ikke helt hvordan han havde det med bryllupper i så tidlig en alder, han ville aldrig selv giftes så ung. Egentlig vidste han ikke helt om han nogensinde skulle giftes, det måtte tiden vise. Han så i hvert fald ikke sig selv som udpræget romantiker, men det kunne selvfølgelig også være fordi han ikke selv havde været centrum for en romance før.
Hendes forespørgsel fik hans mund til at glide op kort før smilet atter bredte sig. ”Er du seriøst? Jeg ville elske at stå for borddækningen!” Udbrød han. Han havde altid haft sans for stil og farver og omdekorerede nærmest hans værelse hver gang han kom hjem.
”Hellere end gerne, jeg skal bare lige snakke med mine forældre.” Sagde han og førte en let hånd om i nakken, imens han smilede lidt fra den ene til den anden.
Han tyggede lidt på underlæben og sagde så, ”tænk at du skal giftes, det er så vildt,” hans hænder blev placeret i skødet. ”Er du nervøs?” Spurgte han nysgerrigt ind.