Vi har forandret os

[Yuri Faa]

Tiltænkt: Ever Goldstein
Tid/sted: Søen ved universitetet kl 20:50
Vejr: snevejr -5 grader klar himmel 
Outfit

---

Intet var som det skulle være. Hvad Yuri troede at der var af fremtid var det ikke længere. Hun havde sagt så meget imod den trolovelse hun havde haft med Simon at hun havde truet med at forlade familien. Det havde været den sidste udvej, men hun ville ikke giftes med en mand som Simon. Hun vidste at hende og @jiro var lyspunkterne i deres forældres liv efter deres storebrors død. Men havde det været det rigtige valg? Han havde forklaret hvordan en dreng som Simon havde behandlet hende, og for en gangs skyld havde hende forældre lyttet til hvad det var hun havde sagt. Hun vidste at det var den rigtige beslutning for hende. Men samtidig vidste hun også at det gjorde ondt på hende at vide hun havde skuffet sine forældre så meget som hun havde ved at nægte et ægteskab.

Stjernerne og månen lyste allerede den lille have op, og søen var allerede frosset til. Yuri havde allerede taget sin skøjter på og havde allerede været ude på søen i flere timer. Hun havde haft brug for at vende sine tanker med sig selv. For der var jo ikke lige frem nogen at dele sine tanker med. Hun var stoppet op på søen og havde skøjtet ind til breden for at sætte sig ned på den nærmeste snedækkede bænk. Hun stirrede ud i luften, og ville for en gangs skyld bare kunne nyde et ordentligt selvskab en hun kunne dele sine tanker med. Men hun anede jo ikke engang at Ever overhovedet var tilbage i England, for hun havde været alt for koncentreret om sine egen tanker, og havde ikke lyttet til de rygter der var gået med den nye fyr der var startet.

[Ever Goldstein]

Ever havde haft mareridt netop forrige nat. Mareridt om Haru Faa og det møde de havde haft. Om at det var gået endnu værre end det egentlig var. Og så var der noget ved deres afsked, som havde plaget ham, selvom han ikke kunne sætte en finger på præcis hvad. Han var bare generelt meget forvirret over hele deres møde, og havde åbenbart brug for at vende det med nogen. Ellers ville han ikke have drømt om det vel? Ud skulle det åbenbart i hvert fald.

Han lagde hovedet på skrå, og gik tættere på søen, som lå i nærheden af Det Magiske Universitet, også kendt som DMU blandt eleverne. Nede ved søen sad nogen på en bænk. Det undrede ham lidt, at nogen rendte rundt hernede så sent om aftenen i mørket og kulden, men det gjorde ham blot mere nysgerrig. Et kort øjeblik håbede han, at det var Haru som sad der, men det ville næppe ske. Det virkede ja... meget ulogisk af ham i hvert fald.

Men så så han hvem det var, og vinkede af hende. Men hun kunne selvfølgelig ikke se ham med ryggen til, så han råbte til hende: "Hej Yuri! Er det virkelig dig?"

[Yuri Faa]

Hendes blik sad stift ud imod søen og hun småfrøs måske en smule, men hun var faktisk lige glad. Hun nød stilheden der var omkring hende. Den var vigtig for hende lige nu. Bare det at få samlet sine tanker og se hvad fremtiden kunne bringe var vidunderlig. Især nu hvor hun ikke skulle giftes med en eller anden idiot alligevel. En stemme bag hende lød og det havde bestemt været hendes navn der var blevet kaldt på. Først reagerede hun ikke og så lige pludselig rettede hun sig op og drejede overkroppen så hendes blik var rettet imod stemmen. Kunne det være...? Nej det kunne da ikke være Ever, han var forsvundet, han havde aldrig skrevet. Han havde... Men jo tættere på han kom jo mere spredte der sig et smil på hendes læber. "Ever..." sagde hun i en hvisken og rejste sig op fra bænken for at kom om på siden af den. Da hun først så ham helt begyndte hun at løbe over imod ham med lidt tåre i øjnene. Dette her var en lykke hun ikke havde set komme. "EVER!" råbte hun blot for at ligge armene omkring ham da hun var kommet helt hen til ham.

[Ever Goldstein]

OUTFIT

---

Ever lignede ikke 100 procent sig selv. Hans hår var blevet en lille afro, fordi han nød at sætte det på en anden måde. På en måde som fik ham til at føle sig mere voksen. Også selvom hans noget længere hår dengang også var flot. Han kunne bare godt lide det lidt kortere nu. Det var nemmere at arbejde med, syntes han, skulle han være helt ærlig. Med et smil vinkede han af veninden, og kunne nu se, at det rent faktisk var hende.

Han var iklædt en lækker foret jakke i en mellemgrå farve, blå jeans (skinny jeans selvfølgelig) og et par brune vandrestøvler. Han havde brune læderhandsker på.

"Umpf!" kom det fra ham, som Yuri kolliderede med ham med et varmt kram.

"Det er også godt at se dig Yuri," sagde han med sit varme og venlige smil.

[Yuri Faa]

Aldrig havde hun savnet en fyr så meget, hendes bedste ven, og så var han bare skrædet og aldrig skrevet til hende. Lige så meget som hun havde savnet ham lige så meget havde hun lyst til at slå ham. Hvilket hun gjorde. Hun slog ham med flad hånd et par gange så hårdt hun kunne på hans overarm. "Din idiot! Det er hvad du er! Du forsvinder uden et ord, du skriver aldrig, og så vover du at finde mig her ude hvor ingen mennesker er. Blot for at kalde på mig?! Ikke noget med 'Hej Yuri hvordan går det' ? Du er... Du er... ARGH!" endnu engang havde hun lyst til at slå ham, og endnu engang gjorde hun det. Men kort tid efter lagde hun hovedet ind i hans brystkasse og mærkede glæden ved endelig at se ham igen. Kunne de nu spille musik sammen igen? Og hvad med Luna Clary Daniels? Hende skulle hun virkelig også snakke med, især om de der gule øjne Spencer Lynch lige pludselig havde fået.

[Ever Goldstein]

Ever lod sig kramme. Det havde de vidst begge brug for lige nu. Han grinede fåret til sin allergodeste (i bedste Bamse-stil) veninde, syntes han da stadigvæk hun var, og skulle til at sige noget, da hun begyndte at slå ham. Han udbrød en forskrækket yelp-lyd, og hoppede baglæns ved første slag. Så begyndte hun også at tale, og slog videre på hende. Faktisk blev han ved med at springe baglæns, til der ikke var mere baglæns at sprinte på, og så endte han med at fange hende i et kram, som placerede hendes hoved på hans bryst.

"Tro mig når jeg siger Yuri: Jeg ville heller ikke forlade dig," startede han og tog en dyb indånding, før han fortsatte, "Jeg blev sendt på en slags... opdragelsesanstalt, Yuri. Det er derfor jeg ikke har kunne skrive til dig. Og efter det ja... jeg ledte efter ham, og kunne ikke noget andet, før jeg havde fundet ham."

Han smilede undskyldende, og holdt hende tæt ind til sig i krammet.

[Yuri Faa]

Lige meget hvor langt væk han ville gå ville hun følge efter ham. Nu var han dukket op igen, og så skulle han lige vove på at gå sin vej igen! Samtidig havde hun hørt om de rygter om en ny fyr der var startet på DMU kunne det have været ham? Nej det virkede for mærkeligt og så ville hun da have hørt ham spille ikke? Hun elskede jo at høre ham spille. Men selvom hun stod her og mæskede varmen fra ham og hans ellers noget så høje udseende kunne hun ikke lade vær med at smile for sig selv. Dog fjernede hun hovedet og lagde hovedet lidt tilbage for at kigge op på ham. “Opdragelses anstalt? Ham? Som i ham på Hogwarts? Ham jeg aldrig nåede at høre noget om? Jeg håber den historie ender lykkeligt” kom det fra hende og kiggede blot på ham uden at fange hans øjne som hun ellers normalt ville  have gjort. Hun håbede inderligt ikke at han havde de samme gule øjne som Spencer Lynch havde haft. Hun havde aldrig set nogen inde i øjnen siden den gang. Ikke engang hendes egen bror Jiro som hun ellers var godt knyttet til. “Der er sket så meget, jeg havde brug for dig. Jeg havde brug for en til at fortælle mig at alt ting nok skulle gå, jeg måtte kæmpe på egen hånd, og alligevel føler jeg at jeg har skuffet....” hun kunne ikke sige hvad det var, en hun ville bare gerne starte et sted, men var Ever mere fortjent med at få det af ide først end Luna Clary Daniels var?

[Ever Goldstein]

"Ja, opdragelsesanstalt-" svarede han trist, og gav hende et ekstra klem, fordi han havde brug for at mærke, at han ikke var der længere, men her, "-da mine forældre opdagede, at jeg var sammen med en fyr, så sendte de mig på anstalt i USA. Utroligt nok kom jeg igennem det, og elsker ham stadigvæk. De andre, som var kommet der meget yngre end jeg, var ikke så heldige. De kommer aldrig til at kunne se en fyr igen, uden at mærke den smerte."

Han sukkede dybt, for ikke at komme til at græde midt i alt det her. Han ville ikke græde. Han ville holde styr på sig selv, og være sammen med Yuri. Nu hvor han ikke kunne få Haru.

"Det endte desværre ikke lykkeligt. Han... har været igennem noget, som ligner det jeg var udsat for på anstalten. Bare i Japan, og jeg kan næsten ikke forestille mig, at det kunne være værre, men så alligevel..." mumlede han med tårer i øjnene.

"Jeg er her Yuri. Jeg er her nu. Hvad end du har brug for, så snak med mig. Jeg har brug for en god ven i alt det her. Og det har du tydeligvis også. Havde du ikke Luna, nu hvor jeg var væk?" Han forsøgte at fange hendes blik, men det blev ved med at danse væk fra hans.

[Yuri Faa]

Hun lyttede intenst til hvad det var han sagde, og hun blev overrasket over hvordan det egentlig lød. Hvordan kunne man som forældre finde på at gøre sådan noget imod sit eget barn? "Det... Det kan jeg ikke forstå. Hvordan... DE kan da ikke... Urgh... Jeg har ondt af dig Ever!" kom det fra hende og bed sig i læben. I det mindste var han her nu, og i det mindste havde han ikke glemt hvem han var, eller hvem han holdte af. Det var en af de ting det sted ikke havde kunne tage fra ham. Hvilket hun priste sig lykkelig for.
Hun kiggede på ham som han snakkede og hun fik helt ondt af ham. Hun forstod ingen ting, sendte man to mennesker i hver sin ende af jorden for at de skulle glemme hinanden? Det var ikke fair, det var decideret ondt! Kunne man ikke bare acceptere hvem man var? "Hør du er her nu, og han er sikkert ikke meget mere værd i dag. Glem ham, han ved bare ikke hvad han går glip af." kom det stille fra hende og aede ham på kinden. Hun havde stadig ingen ide om at det var Haru der var snak om, men hun vidste heller ikke bedre. "Luna? Jo.. Altså... Jeg.. Ehm..." hun var straks flov over ikke at have skrevet til Luna, men hvad skulle hun gøre? Det var ikke fair over for Luna at hun sådan var blevet glemt midt i alt dette her. Men hun havde virkelig kæmpet en kamp for ikke at komme ud i det ægteskab hun ikke ville have. "Jeg... Jeg kunne ikke skrive til hende" kom det stille fra hende og kiggede ned i jorden. Det var måske nok det dummeste hun nogen sinde havde gjort.

[Ever Goldstein]

Ever lyttede til Yuris ord, og smilede trist mens han rystede på hovedet af hende også. Han forstod det heller ikke. Han forstod virkelig ikke, at de havde kunne finde på det. At de havde gjort som det gjorde. Men han kunne ikke gøre ret meget ved fortiden nu. Ikke engang hvis han havde haft en tidsvender. Det havde ikke gjort det bedre. Selvom han nogen gange drømte om, at det ville gøre alt bedre. At han kunne holde Haru i sine arme bare en gang til. Men det kunne han altså ikke.

"Forældre prøver vel bare-" Og så gik han i stå. Han kunne godt selv høre hvor tosset det lød, så han endte bare med at ryste på hovedet. "Jeg ser dem alligevel ikke mere, så det er lige meget."

"Det behøver du ikke sige Yuri. Du kender ham trods alt bedre end jeg gør," mumlede han lidt bittert, og uden rigtig at tænke over det. Da han opdagede hvad han havde sagt, så rystede han dog på hovedet. Katten var allerede ude af sækken nu.

"Hey, det er okay. Jeg har heller ikke snakket med hende endnu. Men jeg har planer om at gøre det snart. Jeg har endda sendt hende en ugle, så jeg venter bare på at få svar fra hende. Du kan jo gå med, hvis du har lyst?" Han studsede lidt over, at hun sagde, at hun ikke 'kunne' skrive til hende. Hvad betød det? Han valgte dog ikke at bore i det.

[Yuri Faa]

Hun stirrede på sin bedste ven som hun så inderligt havde savnet at høre fra, og ju stod han her. Selvom det var ubeskriveligt dejligt, så hadet hun ham også inderligt. Men det var ikke noget hun kunne sige højt. For hun hadet mindst lige så meget s8g selv for ikke at have kontaktet Luna. “Ever...” hun lagde en hånd på hans kind. “Skub aldrig dine forældre væk fra dig, lov mig det. Uanset hvad de har gjort er det stadig dine forældre. De betyder noget for dig, de har gjort dig til den du er, og det kan de ikke ændre på” det var måske klogt sagt, men hun havde kæmpet for ikke at blive gift. Hun havde stået på egene ben i frygt for hvad hendes forældre ville have sagt til hende når det kom til stykket. Alligevel havde de lyttet og accepteret hendes valg, også selvom de ikke havde været glade for det. Hun fjernede hånden fra hans kind og sendte ham et smil, lyttede til hans ord og fik et undrende ansigt. “Kender ham.. Næh det... undskyld hvad?” Hun bakkede lidt væk fra ham og straks løb tankerne af med hende. Hun vendte blikket bort drejede en halv omgang og begyndte at gå væk fra ham blot for at gå tilbage imod ham igen. “Det er haru... Japan, opdragelse... glemt... hemmelighed. Var det...” sagde hun imens hun gik frem og tilbage imod Ever og tilbage igen. “Åh nej... det er skidt.. Haru Faa han.... du må ikke være sur pÅ ham... han er bare...” hun bed sig i læben “han er lige som os andre, bange for at blive udstødt af resten af familien. Du ved slet ikke hvad det ville sige at vanære sin familie i Japan. Det ødelægger alt, i flere generationer. Du må ikke.. han er god nok... Ever lyt til mig.. han er bare bange for at miste” det hele faldt på plads i hende sondre. Nok vidste hun ikke at hun var den sidste til at høre det. Men det var sandt det hun sagde. Haru ville aldrig kunne skade familien, sådan var han lige som alle os andre. Måske hvis han fortalte Jukumo Faa tingene. Stod på egne ben lige som hun havde gjort..  så.. hun vidste det ikke, men hendes far var nok den bedste mulighed til at kunne snakke familien til rette. “Ever det er ikke så nemt... jeg... jeg.. jeg skulle giftes bort uden jeg havde sagt ja. Præcis som haru bliver nu...” kom det fra hende og bed sig i læben. “Jeg kunne ikke fortælle Luna det, jeg skulle bare... du forstår ikke...” hun vendte sig om og trak armene op i bryst højde blot for at ligge armen om s8g selv. Samtidig med at hun kunne mærke en tåre på vej ud, men den faldt ikke.

[Ever Goldstein]

Ever lænede sig mod hendes hånd. Det var rart at nogen bekymrede sig for ham. Om ham. Men han kunne altså ikke tilgive sine forældre. Han kunne bare ikke, ikke efter det de havde udsat ham for. De ting han var blevet udsat for på den såkaldte skole var forfærdeligt. Det var simpelthen ikke ok. Det var det bare ikke. Det var noget værre rod. Og det var ondskab. Ren og skær ondskab. Det var noget værre lort! Det havde været helvede på jord, og alligevel havde han overlevet det! Han havde overlevet.

"Ja, Haru," sagde han langsomt, og gjorde en grimasse. Han ville gerne undskylde, men han vidste ikke hvordan.

"Hvordan kan jeg ikke være sur på ham? Han afviste mig blankt!" Vrede vældede op i ham, som han tænkte på den afvisning han havde fået. Han var blevet afvist så blankt, at han ikke havde andet end vrede tilbage. Det gjorde ondt indeni ham. Det smertede ham dybt inde i sjælen, og gjorde så ondt, at han dårligt kunne holde det ud. Det gjorde bare så ondt!

"Hvorfor kunne han ikke bare forstøde sin familie, sådan som jeg gjorde?" spurgte han forvirret. Han forstod ikke, hvorfor man ikke bare kunne droppe sin familie, hvis de var uenige i hvem man elskede. Men igen, han var heller ikke vokset op i Japan eller noget, og vidste intet om hvordan det foregik dernede. Det gav ingen mening for ham what. So. Ever.

"Du skulle hvad?" Han tabte både næse og mund, da han hørte det. Virkelig? Yuri skulle giftes bort? Det var da helt galt? Hvorfor skulle hun pludselig det? Hvad var der sket? Hvad havde hun gjort forkert, siden den skæbne ville ramme hende?

"Så forklar mig det. Jeg vil gerne forstå det Yuri." Han åbnede sine arme, hvis hun ville have et kram.

[Yuri Faa]

Det var hverken nemt for Haru eller hende selv i disse tider. De prøvede begge to at Skåne restens F familien for deres følelser. De havde begge en mening om hvad de ville, men alligevel havde Haru det sværest. Hvis han virkelig var til mænd var det en større katastrofe. Var det overhovedet derfor han var blevet sendt hen tilmdem i første omgang? Skulle det have været en opdragelse? Blev det opdaget mellem haru og Ever? Var det derfor ham forsvandt så hurtigt igen? Hun vidste det ikke og alligevel var hun et spørgsmålstegn. “Jeg... du skal ikke se dersom en afvisning Ever. Hvis han elsker dig så vil han have dig, men at sidde som en lus mellem to negle kan ødelægge alt for ham og mig....” kom det fra hende og tog en dyb indånding. “Haru er bekymret for hvad fremtiden bringer. Det var vidst kun med meget lille håb at han fik lov til at komme tilbage til England. Han kunne stadig have været på den anden side af jordkloden hvis det stod til familien...” fortsatte hun og kiggede ned i jorden stadig med armene omkring sig. Hun lyttede til hans ord og hun blev faktisk en smule skuffet over den måde Ever talte på. Kendte han hende ikke nok til at vide hvordan en vanære ødelagde alt? “Du tager fejl Ever. Det er ikke noget vi bare kan. Mist sine forældre og mist resten af familien. Vi er ikke opdraget lige som jer englændere. Ja min mor er engelsk men vi er opdraget med japanske værdier. Fortælle haru sandheden om sig selv mister han hele sin familie. Jeg bliver forbudt at snakke med ham, blot for at jeg selv kan risikere at vanære resten af familien. Når du først er udstødt så er det for altid. Familien fjerne billeder og breve, alt hvad man en gang ahr lavet kommer ikke til at eksistere. Man bliver glemt... men det er nok svært for dig at forstå. Jeg ville nok bare ønske du overvejde situationen, for Haru kæmper nok med flere ting. En forelskelse der blusser op igen, alt imens han står og skal vælge mellem at ødelægge sine familie og sit liv, frem for at så tilbringe et stykke tid med en der er en teenage forelskelse.” Hun viste ikke hvor meget Haru kunne lide Ever, men hun vidste at han kæmpede mere end nogen anden.han havde ikke den samme stemme som hun havde, og han havde været i problemer en gang før, det kunne ske igen. Måske havde han meget at tænke på. Hun ville forhøre ham når hun så ham, bare de to alene. Ingen andre behøvede at være der. Måske hun kunne komme hen til ministeriet blot for at tale med ham? Hun overvejede situationen og kiggede lidt på Ever og bed sig lidt i underlæben. Det var kommet frem, det var ikke en hemmelighed længere ikke mellem de to i hvert fald. “Jeg skulle giftes... med...med Simon..han... jeg kunne ikke Ever. Han var ikke rar.. han... bare tanken om det gør mig ked af det og en anelse gal....” hun bed sig i underlæben på ny og den tåre der måske var på vej frem kom længere ud imod øjenkrogen 

[Ever Goldstein]

Ever havde lagt armene over krys. Han var bestemt ikke tilfreds med situationen, men han lyttede da til hvad Yuri sagde. Sådan da. Dog havde han svært ved ikke at være lidt vred. Okay, meget vred. Hvad han skulle sige vidste han ikke til at starte med. Han var bare vred på Haru over, at han ikke ville have ham. Men han ville komme over det. Han var nødt til at komme over det. Før eller siden i hvert fald. Det var for heartbreaking at holde fast i Haru. Det gjorde for ondt.

"Jeg har forladt min egen familie, for at kunne være sammen med ham, så jeg forstår ikke, hvorfor han ikke kan gøre det samme," svarede han nærmest magtesløst. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. For han vidste ikke, hvordan det fungerede i Japan, og faktisk var han også ligeglad - bildte han i hvert fald sig selv ind. Men hvis Haru ville have ham, så måtte han altså også kæmpe for det. Ever kunne ikke være den eneste som kæmpede. Det kunne han ikke holde til i længden.

"Man kan, hvis man vil det nok. Min mor, min egen mor, lader som om, overfor familie, at jeg ikke eksisterer! Min egen mor. Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke har ofret noget. At jeg ikke virkelig har forsøgt. Hvorimod Haru ikke engang har prøvet," sagde han måske lidt for højt.

Men hans ansigtstræk mildnedes, da hun begyndte at fortælle om sin eks-forlovede, og hvad der ville være sket.

"Det er jeg ked af Yuri. Jeg har kun hørt dårligt om Simons familie, men ja." Han trak forsigtigt på skuldrene, og forsøgte at smile opmuntrende til hende, "Kan vi snakke om noget andet? Jeg har ikke lyst til at tale om gamle flammer længere. Hvordan har du haft det? Udover forlovelsen altså."

[Yuri Faa]

Han forstod det virkelig ikke, det havde hun regnet ud, men hvad skulle hun gøre. Hun fik medlidenhed med Haru og nu også Ever. Han kunne ikke sætte sig ind i tingene. Hun vidste ikke engang hvad hendes kære fætter havde gennemgået i Japan. Hun vidste blot at han havde været her den ene dag og sen næste havde han været væk, for nu at skulle giftes. Hun hadet denne familie at de gik så meget op i ære. Men det var en ting Ever ikke ville kunne indse. Han var ikke fra en fuldblodsfamilie der satte alt ind på ære. Han kunne vælge og vrage sin familie. Men gjorde hun eller Haru det så mistede man alt. 

hun sukkede lidt af Ever og rystede på hovedet. “Du komme raldrig til at forstå det” sagde hun og begyndte at bevæge sig væk fra Ever. Nogen gange var han så strid at hun ikke vidste hvad der var blevet af den gamle Ever der var åben for en masse. Var det denne omskolingen der havde hærdet ham? For lige nu var han urimelig og slet ikke spor sød. Alligevel stopped hun op som han hævede stemmen og en artighed kom fra ham hun ikke havde hørt før. “Hold op Ever! Du forstår det ikke. Vi er ikke som jer.. bare hold op” straks begyndte en tåre at rille ned af kinden på hende. Hun ville ikke være vred på Ever. Hun ville bare gerne forstås en smule. At han ikke var snæversynet og kiggede på hvilket liv hun var blevet ført ind i. Hvilken familie Haru var i, hvad han måtte gå igennem føle at gøre sin familie glad. Hvor han måske ikke engang selv var det. Det var et hårdt liv lige pludselig.

på nu vendte hun sig om og bevægede sig ned imod den bænk hun havde siddet på for så kort tid siden. Hun ville ikke være vred eller ked af der. Men hvad skulle hun gøre. Hun tørrede en tåre væk fra kinden og svang armene om sig selv. “Jeg kan ikke...” mumlede hun og havde lyst til at løbe væk, lave en flugt som hun havde gjort så mange gange før, men det ville ikke være fair over for Ever.