It feels like home

[Christopher Campbell]

Alyxia McBeth

Hjemme ved Alyxia

September 2057

Kl. 09 -ish

---

Chris var iført nogle løse joggingbukser og en stor tshirt indenunder jakken da han ankom til Alyxias hus. Det var meget ulig de jeans og skjorter eller tætsiddende bluser han som regel bar efter arbejde, men som tingene var lige nu, kunne han faktisk ikke rigtigt overskue at have noget på der tryggede for meget.
Tidligere på morgnen havde Alyxia fået overtalt lægerne til at tage ham med hjem og være værge for ham. Noget der passede ham glimrende. Han fulgte en smule anstrengt efter hende op af trapperne til lejligheden. Skønt han -meget modvilligt, var på smertedæmpende salve og eliksir, så mærkede han stadigvæk hvordan hver eneste bevægelse gjorde opmærksom på et nyt sted der var ømt efter sammenstyrtningen.
Da de omsider lod til at nå den rette etage, sendte han hende blot et udtryk der skulle have været et smil, men i stedet kom ud som en underlig grimasse. Han havde mørke rander under øjnene eftersom han ikke havde sovet et par dage. Han turde ikke. Han var lige våget op fra en koma nogle dage forinden, og han frygtede at hvis han faldt i søvn ville han ikke vågne op igen. 
Hans mave rumlede utilfreds over at de havde forladt Skt. Mungos før morgenmaden, men ærlig talt ville han hellere have Alys mad, og han ville gerne væk fra hospitalet hurtigst muligt.

[Alyxia McBeth]

Aly gik op af trapperne til det hus hun havde købt. Efter sin fars død, var hun fraflyttet lejligheden i London og havde fundet sig et lille byhus mit i Dublin. Hun ville egentlig have købt sit gamle barndomshjem, men det var allerede blevet solgt. Huset lå helt op af et andet, det var nærmest kun adskilt af gelænderet. Ved toppen vendte hun sig om og sikrede sig at han stadig var med. Han så slidt ud, men det var nok meget forståeligt. Hun sendte ham et stille smil inden hun vendte sig om for at låse døren op ind til det lille hjem.
De blevv mødt af en lille entré der ledte direkte ind til en samlet stue og køkken, med en lille køkkenø, hvor hun kunne stå og underholde når hun havde gæster. Hvilket efterhånden var ret sjældent. Hun hang sin jakke på knagerækken og smed sine sko. "Du kan bare hænge det der." bad hun. Det føltes mærkeligt at have ham med sig hjemme på denne her måde, efter at have levet sammen i årevis. Hun rettede lidt på sin orange sweater, nok ikke det mest flatterende, og hun fortrød et sted også at hun ikke havde klædt sig bedre på for ham. "Du kan bare ligge dig på sofaen, så fikser jeg et eller andet." hun gjorde gestus hen mod en beige sofa der stod ved den ene væg. Aly der altid havde været fuldblodsmagiker, havde ingen fjernsyn, til gengæld fik hun hurtigt gang i pejsen. Man fornemmede godt at vejret blev koldere. Hun strøg det mørke hår om bag ørene og gik hen til køleskabet. "Er du sikker på du er okay?" spurgte hun nok for 100'nde gang. Den eneste grund til at hun havde fået lov til at tage ham med hjem, var på baggrund af hendes uddasnnelse, og alligvel var det lidt et pres for hende at have det ansvar på sig. Hun begyndte at rive tilfældige ting ud. Der var ikke til så meget andet end en selvopfunden pastaret med kylling, spinat og ost, men det var nok bedre end hospitalsføden.

[Christopher Campbell]

Heldigvis fik Chris lige et øjebliks pusterum imens hun fik låst døren til det lille hus op. Han fulgte efter hende ind i den lille entré, og på hendes opfordring, hængte han frakken på knagen med en anstrengelse som han tydeligvis forsøgte at skjule, for maskulinitetens skyld.
"Er du sikker på du ikke skal have hjælp?" Hørte han sig selv spørge, skønt der intet var han hellere ville lige nu, end at lægge sig ned og ømme sig ovenpå turen. "Men altså skulle du lægge inde med noget æg og bacon, sååh.." han smilede uskyldigt til hende. Som han nærmede sig sofaen kune han mærke varmen fra pejsen lune ham op, det føltes skønt.
Et let opgivende suk blev efterfulgt af et sigende blik, da hun for Merlin måtte vide hvilken gang, spurgte ind til om han var okay. "jeg har det kun en lille smule værre fra da du spurgte sidst...for foden af trapperne." Der var et drenget glimt i øjet som han sagde dette, tydeligvis fandt han sig selv ganske underholdende.
Med et let støn, dumpede han ned på sofaen og lænede sig godt tilbage. Et lettet suk gled over hans læber hvor et sagligt smil herefter formede sig. De grønne øjne gled nu rundt for at studerer det lille hjem. "Det er da ellers et hyggeligt lille sted du har fundet dig." Roste han og vendte blikket tilbage imod hende.

[Alyxia McBeth]

Aly smilede for sig selv over hans behov for at bevise sig selv for hende, men hun lod være med at kommenterer på det. Så ville han bare blive barnlig omkring det. "Faktisk vil jeg allerhelst have at du overhovedet ikke nærmer dig køkkenet. Huset er ret nyt, det ville være pinligt at brænde det ned til grunden." Sagde hun drillende og fandt staven frem. I løbet af få øjeblikke, var en gryde sat i kog, og kniven var igang med at hakke løg af sig selv.
En tot af hendes hår faldt ned i øjnene, hun skubbede den blidt tilbage bag øret og så op på ham med et lidt undskyldende smil. "Undskyld. Jeg er bare bekymret." indrømmede hun halvmumlende og trak langsomt på skuldrene. Det var første gang i lang tid at hun havde følt sig bare lidt som sig selv igen. Endelig var hendes liv ved at vende sig til det bedre, sådan føltes det i hvert fald.
Hendes blik gled rundt i huset. Der manglede stadig et par detaljer hist og her, men det var begyndt at føles hjemmeligt. "Tak. Jeg ville helst have haft noget mere afsides, men det var til en god pris, og oven på alt det vi ser på jobbet, er det mere trygt at være inde i byen." Hun skubbede ingredienserne op i en gryde, og lod det mere eller mindre stå og passe sig selv. "Hvor bor du egentlig?" spurgte hun med en panderynken da det gik op for hende at hun aldrig havde været hos ham. Med god grund, de var jo ikke ligefrem på god fod efter han havde besluttet sig for at komme tilbage til England.

[Christopher Campbell]

Chris gispede lettere dramatisk som han førte en hånd over sit bryst, for lige at indikerer den sårede stolthed. ”Av! Jeg er har faktisk taget madlavningskursus i min tid i Norge at du ved det.” Men han kunne ikke holde masken, ”Eller altså...jeg så et par madprogrammer i tv’et, men nu kan jeg næsten kalde mig gourmekok.” Han skød stolt brystet frem og blev dermed omgående påmindet om den forslåede krop. Ansigtet fortrak sig i en smertelig grimasse og han gispede let. Ja det kunne man vel sagtens sige tog pusten fra hans lille macho-show.
Han var godt klar over at hun bekymrede sig for ham, og det ville være en løgn at sige at han ikke nød det. Han kunne måske endda finde på at spille lidt ekstra på det, bare lige for et par øjeblikkes medlidenhed og omsorg. Han var åbenbart den type mand måtte han erkende. ”Det gør ikke noget,” sagde han beroligende og smilede opløftende til hende.
Chris nikkede forstående til hendes ord. Han havde en fornemmelse af at det også måtte være betryggende efter hvad der var sket med hendes far. ”Jeg er enig. Det kan godt være en fordel at have mennesker omkring sig.” Erklærede han sig enig før han svarede videre på hendes spørgsmål. ”jeg bor i Diagonalstræde, lejligheden trænger dog til en renovering.” Han trak let på skuldrene. Det havde været den eneste ledige lejlighed på den populære gade.

[Alyxia McBeth]

Hans dramatiske udbrud fik hende til at slippe et lille grin. Hun rystede på hovedet mens hun skubbede løgene over i en af gryderne. "Og her skulle jeg lige til at spørge dig om hvad hun hed." Sagde hun lidt drillende. Hun mente naturligvis den kvinde der måtte have fået ham til at tage et madlavningskursus, for det havde han aldrig tilbudt mens de havde været sammen. Noget helt andet var, at det stadig var svært for hende at tænke på at han havde haft et helt liv i Norge.
Duften af maden var allerede begyndt at brede sig i den varme luft, hvilket fik hendes mave til at rumle. Mens han havde ligget på hospitalet, havde hun muligvis selv glemt at spise. Et par grydeskeer fløj gennem luften og begyndte at skænke maden på tallerkener, hvorefter de begge fløj hen til stuebordet hvor han sad. Hun tørrede sine hænder af i et viskestykke, hvorefter hun joinede ham i stuen. Hun gled ned i sofaen ved siden af, og lagde begge hænder på sine knæ. "Ja det er meget rart." medgav hun, dog lettere åndsfraværende. Nu om dage havde hun ikke så mange mennesker omkring sig, som hun kunne have ønsket. "Du er heldig overhovedet at have fundet en lejlighed der. De er alt for populærer." Sagde hun og lød rent faktisk en smule imponeret. "Desuden kan det næppe være ligeså slidt som det hus vi havde i Skotland." pointerede hun og kom til at smile. Det havde været et hul dengang de købte det, men hun synes det var endt ret godt. Det var nok et af de steder hun savnede mest. "Nå, velbekomme. Du må være sulten." Konstaterede hun og studerede ham lidt. Han lignede sig selv, altså lignede han ikke en der var i nød, men med hans appetit, så måtte han føle sig ret meget i nød.

[Christopher Campbell]

Chris udstødte et lille fnys, og før han tænkte sig om skød de ud af ham, ”der findes kun én kvinde jeg ville gøre den slags for.” Først bagefter, blev han klar over at skønt det var sagt i sjov og sætningen blev afsluttet med et drilsk blink, var det den skinbarlige sandhed. Hvilket også gjorde at det ikke havde været det bedste at fyre af. De havde for meget fortid.
”Det dufter dejligt.” Skyndte han sig at sige, som om det kunne redde hans brøler. Han rykkede let på sig, med en ny række klagende lyde, og gjorde plads til hende som hun kom kort efter gryderne var landet på bordet foran ham. Synet fik næsten tænderne til at løbe i vand.
Han lod hende tage først, skønt han mest af alt havde lyst til at kaste sig over indholdet. ”Meget, men jeg fik lagt et godt ord ind hos ham der solgte den. Vi har en fælles veninde.” Han tøvede lidt, i håb om at det ikke fik hende på forkerte tanker. Hvilket ikke ville undre ham.
En mild latter forlod ham ved tanken om huset som han havde insisteret på at istandsætte uden brug af magi. Desværre havde han to tommelfingre når det kom til den slags og det eneste han var nået at blive færdig med var en knagerække, hvorefter han måtte overgive sig til magien. Han havde forsøgt at skjule for Aly at han havde brug magi, og hun havde været sød nok til ikke at pointerer det åbenlyste. ”Tag du bare først.” Bød han, måske med et lille håb om at hun dermed også ville øse op til ham, så han slap for bevægelsen. Ikke noget han havde tænkt sig at bede om. Han forsøgte trods alt at beholde bare lidt af sin maskulinitet.

[Alyxia McBeth]

Smilet stivnede en smule på hendes læber. Hun stirrede ned i gryden med simrende mad, og lod ordene fæstne sig, uden helt at vide om han gjorde hende glad eller bange. I tavshed gik hun hen og satte sig med maden foran dem begge. Det var nærmest en lettelse da han skyndte sig at skifte emne. ”Jeg håber også det smager godt. Men efter et par uger uden, så er du nok ikke kræsen.” pointerede hun med et diskret smil. Faktisk havde han aldrig været særlig kræsen. Hun skænkede en portion op til ham, og derefter til hende selv, hvorefter hun satte sig tilbage i sofaen med tallerken på skødet. Hun snoede pastaen om gaflen og mærkede maven snørre sig lidt sammen. Det var forkert at blive jaloux, men ikke desto mindre var det den følelse hun fik da han nævnte sin veninde. Chris havde ikke rigtigt veninder som han ikke først havde hygget sig med. ”Det var meget heldigt.” bemærkede hun og sendte ham et påtvunget smil der falmede i samme øjeblik hun så væk igen, så hun skyndte sig at fylde munden med pasta som en god undskyldning. ”Spis, der er nok af det.” inviterede hun selvom det mest bare var en opfordring til at han også havde en undskyldning for ikke at snakke.
Det var stadig underligt at stemningen mellem nogle gange var så akavet, Aly vidste godt at det nok var hende der stod for det meste af problemet, men hun havde svært ved at se hvordan det kunne være anderledes. ”Du bør nok sende din mor en ugle bagefter. Hun var ret bekymret for dig.” sagde hun bare for at sige et eller andet og derved lade som om at det ikke var spor akavet at have sin eks sovende på sofaen.

[Christopher Campbell]

Han fornemmede godt hendes hurtige anspændelse og vidste at han balancerede på en usynlig grænse. Han var dog lettet over at hun lod ham skifte emne, i stedet for at blive sur. ”Altså din madlavning er generelt langt over mine standarder, så det er ikke kun derfor.” Jokede han med et lystigt smil.
Lettelsen strålede ud af ham da hun øsede op til ham. Han kastede sig næsten omgående over indholdet på tallerkenen, han var godt nok blevet sulten.
Han var ikke helt sikker, men smilet syntes ikke helt at nå hendes øjne. Han tyggede lidt på spaghettien før han tilføjede, ”ja meget, hun var selv blevet tilbudt den, men den var for lille til hende hendes kæreste, de venter sig.” En ting han pludselig følte var en nødvendighed at tilføje.
Chris tog hende på ordet og fyldte atter munden op med spaghetti, hvor ville han dog ønske at han kunne dræbe den akavede stemning der sommetider spredte sig imellem dem.
Han nikkede, ”ja det er nok en god ide.” I den ugle kunne han bede sin mor om at sige det videre til Alexa, så slap han for at sende to ugler. Igen faldt en stilhed over dem og det var kun lyden af bestik mod porcelæn der fyldte rummet. ”Forresten, tak fordi du lader mig overnatte her de næste par dage.” Skønt det som hende var et lidt akavet forsøg på at få en samtale igang, mente han det ganske ærligt.

[Alyxia McBeth]

Alle de skænderier havde virket så ligegyldige de sidste mange dage, det sidste Aly ønskede var at hoppe direkte ind i et nyt. Hun sendte ham bare et overbærende smil og stak lidt til maden efter de første mundfulde. Hun havde ikke haft den store appetit i længere tid, hvilket var begyndt sætte sine spor. Hun smilede lidt ned mod sin tallerken. "Nej det kan du have en pointe i." medgav hun en smule drillende. De kendte begge to til hans meget akavede kogekunst.
"Åh." sagde hun stille og mærkede et stik af lettelse. "Godt for dem." tilføjede hun og forsøgte ikke at føle sig trist. Hun ville så gerne være glad på andres vegne med hensyn til børn, men det var et meget følsomt emne. Hun tænkte stadig tit på deres datter, på hvordan hun ville have været og hvem hun havde lignet. Nogle gange havde hun lyst til at spørge ham om han havde det på samme måde, bare for ikke at være alene med tankerne, men det var ikke ligefrem den slags forhold de havde mere. Hun tvang en mundfuld mere ned bare for syns skyld. Hun nikkede tavst og så ikke på ham. Det var stadig svært. Hans mor havde budt hende velkommen som om hun aldrig ikke havde været en del af familien. "Det er det mindste jeg kan gøre. Du reddede ret meget min røv, hvilket kostede en koma." kommenterede hun og lo lidt nervøst før hun indså at det var en ret dårlig joke og tav igen. På en måde fik han hende både til at føle sig tryg og ukomfortabel på samme tid. "Jeg finder lige en dyne mens jeg husker det." annoncerede hun og rejste sig lidt pludseligt, mest for lige at få et pusterum. Hun fandt lagen, dyne og pude frem fra skabet og lagde ved siden af sofaen. "Du må også være træt." konstaterede hun og håbede på ikke at lyde alt for håbefuld.

[Christopher Campbell]

Han sendte hende et skævt smil. Ja, det var bestemt en god pointe. Det kunne godt være at Aly ikke var en mesterkok, men for Chris repræsenterede selv hendes simple retter, hjem og tryghed. Han kunne aldrig få nok.
Igen rømmede Chris sig og nikkede før han stoppede en ny portion mad i munden, "ja, de var også ret glade." Svarede han stadigvæk med munden fuld af mad. Hans eget mod dalede dog også en smule. Chris var ekspert til at gemme følelser væk der var for svære for ham at håndterer, som fx. tabet af deres datter. Han slog blikket ned og mistede næsten appetitten.
Næsten som havde han læst hendes tanker mumlede han let, "det er underligt at tænke på hun ville have været 7 år..." han fortrød næsten omgående at han havde sagt det højt. Han sank en klump og prikkede en smule til maden foran ham.
Hurtigt skiftede han over til at joine hende i snakken om uheldet. Han fnøs let, "pjat, du havde sikkert klaret det så fint alligevel. Sommetider glemmer jeg at du sagtens kan tage vare på dig selv." Hans stemme havde mistet lidt styrke grundet smerten det havde kostet ham at slå lidt for dramatisk ud med hånden. Den frie hånd blev ført til hans ribben.
Og just like that, var der prikket hul på boblen. Aly rejste sig og forsvandt ud efter en dyne. Chris kendte hende og vidste at det var en undvigelsesmanøvre. Han var kommet for tæt på. Modsat hendes håb fangede han godt hentydningen. "Dødtræt." Kommenterede han uden at det var den mindste smule sandt. Eller jo han var faktisk dødtræt, men han havde ikke tænkt sig at sove. Han hadede at sove fordi han frygtede at han ikke ville vågne op igen, eller at han ville vågne og alt for meget tid var passeret, hvilket uden tvivl skyldtes komaen. Han kæmpede sig op af sofaen og tog tallerknerne med ud i køkkenet før han atter vendte tilbage til stuen.

[Alyxia McBeth]

For et øjeblik sad hun bare og studerede ham. Hun hørte faktisk ikke rigtigt hvad han sagde, til gengæld kunne hun ikke lade være med at smile lidt for sig selv da han talte med mad i munden. De fleste ville nok synes det var ret ucharmerende, men det føltes så velkendt på en måde.
Endelig gik det op for hende at hun bare havde siddet og stirret på ham, så hun skyndte sig at tvinge endnu en bid ned, bare for at gøre det lidt mindre mærkeligt. Det havde nok lykkes hvis ikke det var for den trykkede stemning der lagde sig. Hun så opmærksomt op på ham. Selvom det gjorde ondt, var det første gang de rigtigt havde snakket om deres lille pige, det var rart endelig at anerkende at hun havde eksisteret. "Meget. Jeg tænker tit på hvordan hun ville have været.. hvem af os hun ville have lignet." hun så ned på hænderne på sine lår og smilede. "Jeg tror hun ville have været klog, og det ville have været et problem for os, for hun ville samtidig have været en smule rebelsk og haft din elendige humor." Hun kom til at grine lidt. Hun havde gjort sig de her tanker så meget, men aldrig sagt men højt før. Hun vidste præcis hvordan deres datter ville have været. "Og hun ville ligne dig, mere end jeg ville bryde mig om, men hun ville have haft ildrødt hår." For et øjeblik føtes det som om hun kunne komme ind i stuen når som helst, men da det ikke skete, blev hun ramt af den sædvanlige tristhed. Hun sukkede og rejste sig for at finde sengetøjet til ham. Efter et par minutter vendte hun tilbage og lagde det ved siden af. "Det er forståeligt. Du burde få noget søvn." bemærkede hun, selvom det nok i virkeligheden mest var hendes undskyldning for at få lidt afstand. Heldigvis lo det til at han tog den. Hun fandt staven frem, og med et lille sving, fløj de beskidte tallerkener over i køkkenet og vaskede sig selv. "Sov godt." Hun tøvede et øjeblik som overvejede hun at sige noget andet, men der kom ikke rigtigt noget ud. Til sidst drejede hun om med et sidste smil og forsvandt ind mod sit eget soveværelse.

//Out