You were a hurricane I wasn't ready for

[Harper Rider]

Denne tråd er tilegnet Cobra Russell 
Foregår i November 2057
Vejret er køligt 
Kl. 17:03

---

Undervisningen var netop slut for i dag. Harper havde haft botanik, og havde af samme grund, brugt den sidste time udenfor. Hun var iført en lang vinterjakke og bøgerne holdt hun mellem bryst og arm. Hun var i gang med at bevæge sig over mod slottet, men faldt, da en knægt fra samme årgang med vilje spændte ben for hende. Hun knugede sig sammen som hun ramte jorden og bøgerne forsvandt fra hendes favn. Hun hørte dem lande, og så forsigtigt op. "Undskyld..." mumlede hun, som hun begyndte at finde fodfæste. Hun ville gerne hurtig væk. De store mørkebrune øjne var fyldt med skam, som hun kort så på de to drenge, der nu grinte af hende. "Og så undskylder hun.. HA!" lød det fra den dreng, som havde spændt ben for hende, mens kammeraten grinte. "Taber!" grinte den anden. Harper så væk fra dem og begyndte at samle sine bøger op, men nåede ikke at tage mere end fat i en, før de begge begyndte at skubbe til hende. 

[Cobra Russell]

Cobra havde pjækket fra sidste time. I stedet for havde han netop afsluttet en handel, med et par yngre elever. Det var dét han alligevel skulle ende med, at leve af. Han skulle ikke bruge skolens fag til noget, foruden at lærer at styrer sin magi fuldt ud. Han vidste hvad han skulle efter Hogwarts og det var ikke ligefrem noget, hvor han hverken skulle bruge spådom eller andre fag i den dur.
Han viftede eleverne væk med sin frie hånd. I den anden hånd havde han en smøg. De havde stået bag et træ, men som han hørte nogle grine, så han frem fra sit 'skjul'. Han tog et nyt hvæs af sin smøg og så hvordan, nogle drenge stod og grinede af en pige, som lå i græsset. Et nyt hvæs blev taget, mens han overvejede hvorvidt om han gad blande sig eller ej. Men alle der kendte Cobra bare en lille smule, vidste også godt, at han aldrig helt kunne vende det blinde øje til en god slås kamp. "Hey!" kaldte han og trådte mere frem, for at gå mod dem. Selvfølgelig var læderjakken på. Nu rent faktisk velfortjent. Han var officielt medlem af DM og folk havde mere end god grund til, at frygte ham. "Jeg siger kun det her én gang. Pis af eller jeg smadre jer," lød det faretruende fra ham, men alligevel faretruende roligt, som han tog et nyt hvæs af sin smøg.

[Harper Rider]

Harper kunne ikke finde ud af at pjække. Hvis bare hun var mere end et sekund for sent, så var hun ved at gå i panik. Hun ville ønske hun nogle gange bare kunne finde ud af at være lidt mere fri – faktisk lidt mere som Avery, men nej. Hun tillod ikke sig selv at være en hel almindelig teenager, for en af hendes fars børn skulle blive til bare et eller andet udover et fjols og en alkoholiker. Drengene var ovre hende, og hendes bleg veg stadig fra dem, men hun kunne lugte deres ånde. Hun trådte dog et skridt tilbage som drengenes opmærksomhed blev rettet mod…. Vent? Hvad? Cobra? Blikket blev mere panisk end det blev før. En DM’er. En rigtig DM’er. Alle vidste de var farlige og Harper gjorde ALT for at undgå at have kontakt med dem. Skulle der arbejdes i grupper, så lavede hun bare alt arbejdet hvis der var en fra DM med. ”Come at me, bro” sagde den ene provokerende og slog sig mod brystet, mens den anden bakkede mere tilbage og slog mod sin vens arm. ”Dude, det er Russell.. Han er crazy… han har en hel hær…” Harper blinkede panisk med øjnene og trådte sig så langt tilbage hendes ryg landede mod et træ.

[Cobra Russell]

Cobra var nok heller ikke nogen helt almindelig teenager. På nogle punkter, jo så var han. Men andre punkter, var han langt fra. Han havde slået ihjel før, hvor Jaxx havde hjulpet ham med, at skaffe liget af vejen, heldigvis var han også sluppet afsted med det. Hans ferier brugte han primært på, at tage rundt og inkassere de penge DM-kunderne skyldte. Han kunne alligevel ikke mærke, hvis det endte i slås kamp eller det der var værre, så det var vel nemmere at sende ham end flere DM'er. Han havde så heller ikke noget imod det. Han så en ære i, at følge Jones' ordre.
Det var stadig ikke gået op for Cobra, hvem det var han var ved at redde, foruden det var en pige. Det nærmest psykotisk blik meldte sig i hans øjne, da den ene dreng begyndte at spille smart. "Det håbede jeg, du ville sige," svarede han og knækkede fingrene, mens hans smil voksede og matchede hans blik. Han gik faretruende mod den dreng der havde provokeret, men stoppede op få centimeter fra ham, da den anden dreng prøvede, at få sin ven med væk. "Jeg er i godt humør i dag. Jeg giver jer, femte seksunders forspring. 14.. 13.. 12.. 11.." han forsatte nedtællingen og knækkede nakken, som gjorde han klar til en vild jagt. "3-2-1-0," lød det så hurtigt fra ham, hvortil han sprang frem og fik indhentet den dreng der havde været modig - eller dum - nok til, at udfordre ham. Med et solidt spark, fik han væltet drengen og greb hurtigt fat om hans fingre i et låst tag. "Du skulle have lyttet til din ven," hviskede han mod drengen øre og grinte, før han trak ham op og stå, stadig fat omkring hans fingre og håndled. Han trak drengen med hen mod Harper, "Og så siger du lige pænt undskyld til.." han så mod Harper, "Hvad hedder du lamseben?" spurgte han og sendte hende et charmende smil. Han hørte drengens fingre sige nogle knæk lyde, men lagde intet i det, da han for det første, ikke selv anede hvad smerte var, og for det andet, så sagde hans egne fingre tit kæk, uden det betød noget og bare fordi han ikke kunne mærke smerten, så betød det vel ikke, at hans krop fungerede anderledes end andres? Eller det gjorde det måske? Han vidste det faktisk ikke.

[Harper Rider]

Harper havde hørt rygter om Cobra. Om Jaxx. Octavia. Hun vidste, at det var de børn man ikke skulle hænge ud med. De var problemer og dem der aldrig blev til mere end bare det. Hun havde også hørt en masse sige, at de havde altid en finger med i et mord der bande relateret og at de alle tre havde dækket over hinanden. Hun havde så også hørt at Cobra og Jaxx tog bad i andres blod og kom rygeheroin i de cigaretter, de solgte. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro på.

Harper ville ønske hun kunne synke ind i træet lige nu. Hun vidste ikke hvorfor Cobra var her. Om det var for at hjælpe hende eller om det var noget der skulle gå udover dem alle tre. Hendes store brune øjne var om muligt blev større, som hun kiggede på den begivenhed der udfoldede sig foran hende. Hun krydsede sine arme i et desperat forsøg på at dulme sine nerver – på alle andre måder var hun bare fuldstændig frosset fast. Hun rykkede hovedet en smule op som Cobra og den ene dreng pludselig var tæt på hende. Hendes dådyr øjne hvilede skræmt op på Cobra, som han kaldte hende et lamseben. ”…H…H..Har..per,” fremstammede hun og kunne mærke øjnene næsten var fugtige og kinderne røde til hen over næsen. Hun skar en grimasse som hun hørte knæklydende. ”Undskyld, Harper..” sagde den dreng der før havde været rapkæftet med en tone der tydelig bekræftede han var i en stærk smerte og så op mod Cobra i håb om at blive sluppet. Han ville aldrig gøre hende igen. ”Please giv slip, jeg gør det al…drig igen,” fremstammede han. Harper så på drengen og op mod Cobra. Hun turde ikke en gang at bede ham om at stoppe – så i stedet flakkede øjnene, mens knæklyden fra drengenes fingre gav ekko i hendes hoved til det blev for meget. Hun lagde en hånd på Cobras arm. ”D….d…det eee..er o-okay nu, han har s-s-a-agt u-u-u-undskyld..” mumlede hun, blikket veg nu igen skamfuldt væk.

[Cobra Russell]

Cobra var udmærket godt klar over, at der gik utrolig mange rygter om ham og de andre DM'er. Nok primært Jaxx og ham selv. Han var til gengæld også bare ligeglad. Jo mere folk frygtede dem, jo bedre, hvis man spurgte ham. Han havde hørt mange rygter om sig selv, sine søskende og sin bedste ven. Nogle af dem var der sandheder i, andre var helt hen i vejret.
Cobra sendte hende et nyt charmende smil, "Hej Harper," hilste han i et nik og et lidt for legesygt smil over sine læber, mens han stadig havde godt fat i den anden dreng. Cobras læber var lige ud for den anden drengs øre, "God dreng," spyttede han mod drengens øre, før han lod sin tunge slikke op ad drengen kind. "Det er nemlig rigtigt, det gør du ikke. For hvis du gør, så vil Harper Den Smukke, finde mig og fortælle mig det. Og alt du har hørt om mig.. Well, du kan jo prøve og se om du tør, finde ud af om det er sandt eller ej," hans stemme var kølig og hård på samme tid. Han mærkede kort efter Harpers hånd mod sin arm, hvilket fik ham til at vende blikket mod hende. "Sikker? Jeg kan også få ham til, at bæger dine bøger," svarede han morende og blinkede til hende, før han trak let på den ene skulder, "Hm. Det ser ud til det er din lykkedag. Oh og by the way.. Hvis du sladre, så slår jeg dig ihjel," den sidste del af sætningen blev hvisket mod drengen øre, før Cobra slap drengen ved at kaste ham mod træet, "Og stik så af med halen mellem benene, som den hund du er," lød det hårdt fra ham, før han spyttede efter drengen.

[Harper Rider]

Harper så op mod ham som han hilste. ”H…Hej,” hilste hun nervøst og veg sit blik som hun hilste på ham. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at det nok var nemt at lugte frygt på hende lige nu. Hun var bange for Cobra. Hun var også bange for de knægte, der havde været lede overfor hende. Frygten, i kraft af flakkende øjnene, blev kun tydeligere som Cobra slikkede drengen op ad kinden og hans ord efterfølgende. Hun nikkede blot – hun var gået fuldstændig i baglås. Hvorfor kunne hun ikke bare være helt usynlig? Så ville hun ikke være et nemt offer, og der var ingen der ville kunne se hende. ”Jeg.. av.. skal nok lade være,” klynkede drengen som ikke nød godt af noget af det Cobra gjorde ved ham.

Harper så op på Cobra igen ved hans ord. ”Helt sikker..” mere kunne hun ikke sige. Hun ville hellere selv bære sine bøger; så var hun sikker på der ikke skete dem noget. Drengen han havde fat i så op på ham. ”Si’r.. av intet,” klynkede han inden han skyndte sig at løbe væk derfra. 
Tilbage stod Harper, stadig lænet mod et træ – nu alene med Cobra. ”Tak…” fik hun fremstammet, selvom hun på ingen måde var sikker på, han faktisk gjorde det for hendes skyld. Men hvad var kotymen nu? Hun havde reddet ham? Stod hun så i gæld… til en fra DM?

[Cobra Russell]

Cobra smilede skræmmende charmende, som Harper hilste tilbage til ham, selvom han godt så hvordan hun så væk fra ham. Hvem var hun overhovedet? Havde han set hende før? Han var faktisk ikke sikker, men han havde heller ikke øjne for ret mange, med mindre det var fordi de så vildt godt ud, såsom den nye professor i astronomi, som ham og Jaxx havde lavet et væddemål omkring. Han vidste ikke hun var bange for ham, lige nu troede han faktisk bare det var situationen med de to drenge, der gjorde hende bange. Han hjalp hende jo. Han var ikke altid en bad guy, det var bare sjældent folk så de gode sider i ham. "Godt," svarede han drengen, og så til mens han løb sin vej. "Yeah you better run!" råbte han truende efter ham, før han vendte sig tilbage mod Harper. Et charmende smil meldte sig på hans læber, "Havde du forventet jeg bare ville vende ryggen til en smuk pige i nød?" spurgte han og blinkede kækt til hende, før han bukkede sig ned og samlede en af hendes bøger op. Han vendte og drejede en lidt i hånden, før han rakte den mod hende. Han trak dog hurtigt i land igen og holdt den i sin ene hånd, ind mod sin side, "Jeg tror, jeg beholder den her. Så er du nødt til, at snakke med mig igen," sagde han overvejende og tog et nyt hvæs af sin smøg.

[Harper Rider]

Harper så det charmerende smil. Hvordan kunne han gå fra det ene til det andet på så få sekunder? Han håbede egentlig ikke han vidste hvem hun var og hun håbede vel egentlig også, at han ville glemme det bagefter. Hun kunne ikke være kendt som en der hang ud med en DM’er. Okay, alle der kendte hende ville så nok også syntes det lød som det mest usandsynlige i hele verden. Hun var også sikker på, der nok var noget inde i ham der var godt – bare ikke sikker på, at det var noget, hun nogensinde skulle se. Hun faldt dog nogenlunde til ro i situationen, som det rent faktisk virkede som om, han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget. Dog bankede hjertet stadig hurtigt mod hendes brystkasse.
Hun så det nye charmerende smil på hans læber. Han snakkede ligesom Jayson. Hun veg sit blik en smule, som hun nu blev mere presset og hendes kinder blev lyserøde. ”De.. det ved jeg ikke.. Det havde du vel ikke?” de flakkende øjne så kort på hans, men hun måtte igen vige som han blinkede kækt til hende. Hun var ikke god til det modsatte køn. Hun vidste aldrig hvordan hun skulle aflæse deres kropslige bemærkninger. Han så hun tog hendes bog op og rakte ud mod den, men så trak han den. Hun så hjælpeløst til, som han satte bogen i siden. Hun frygtede ham stadig nok til hun ikke bare ville prøve at tage den. Hun gled hovedet på sned ved hans ord. Hendes hjerte bankede nu hurtigere. Beholde den? Men hun havde jo lektier for i den. Hvordan skulle hun nu komme til at lave dem? Var hun nu tvunget til at snakke med ham? Skyldte hun ham noget? ”Beholde den?” spurgte hun og så kort op mod hans smøg. Det lugtede. Avery røg også. Var det sådan det føltes med frihed? Hun var aldrig modig nok til at tage et spring ud i noget, der mindede om frihed. Hun lagde hovedet ind mod træet. ”Uhm.. s-stoler du ikke på, jeg vil snakke med dig a-al-alligevel?”

[Cobra Russell]

Cobra kunne skifte humør, hurtigere end en kvinde på den tid af måneden. Han var utilregnelig og med mindre man var en DM'er, så vidste man aldrig, hvor man havde ham. Hans loyalitet lå hos DM og ingen andre steder. Hvis Jones sagde hop, så spurgte Cobra hvor højt. Han slog let ud med hænderne, "Selvfølgelig ikke," svarede han og gik tættere på hende. Intimgrænser havde aldrig været en grænse for ham, men sådan var det vel egentlig med alle grænser for ham. Folk gjorde klogt i at frygte ham. Han vendte blikket mod boget, "Ja," svarede han selvtilfredst og vendte blikket tilbage på hende, med et smørret smil, før han bemærkede hendes blik på hans smøg, "Vil du ha en?" spurgte han lokkende og tog et nyt hvæs af sin smøg. Han måtte dog slippe en latter ved hendes spørgsmål, "Søde skat, du ligner en der er ved at skide i bukserne af skræk, på trods af jeg lige har skræmt de to røvhuller væk, så nej, det tror jeg ikke," svarede han ærligt og tog endnu et hvæs, som han trådte tættere på hende, stadig med et smil over sine læber, som ikke helt kunne beregnes for at være venligt eller ej. "Såh, vi ses babe lørdag klokken 22, ved søen, hvis du vil have din bog igen altså," svarede han og blinkede til hende ny, før han vendte rundt og begyndte at gå med bogen i sin hånd og smøgen i den anden hånd.

[Harper Rider]

De mørkebrune øjne flakkede på ny ved hans ord. Selvfølgelig ikke. ”Okay,” prøvede hun og mærkede ham tættere på sig, hvilket tonede den lyserøde farve på hendes kinder over i en rød. Hun var presset op mod et træ – og selv hvis der var nogen former for flugt, så turde hun ikke. Hun bed sig i læben. Han var al for tæt på. Af rent instinkt flyttede hun hovedet en smule fra ham. Hvorfor ville han så tæt på hende? Hun hørte hans selvtilfredse ja og mærkede hans blik på sig. Hun rystede ikke. Det var altid bad boys der røg. ”Nej, e-ellers tak,” hun bed sig i læben – et tilbud om frihed hun ikke tog. Avery røg. Hun hørte hans latter og så flovt væk fra ham, som han påpegede hun var bange. Selvfølgelig var hun bange. Hun var ikke en modig Gryffindor. ”Jeg er forskrækket,” prøvede hun i stedet og mærkede ham nu endnu tættere på sig. Hun kunne nærmest mærke hans krop mod sin egen og vidste ikke om hun egentlig brød sig om det. Smilet på hans læber vidste hun slet ikke hvordan hun skulle læse. Lørdag? Lektierne var til mandag. Måske kunne hun nå det – men hun ville ikke være færdig i så god tid. Måske gik det, hun havde læst afsnittet det sekund, hendes far havde købt bogen. ”Lørdag kl. 22?” spurgte hun med de store dådyrøjne hvilende op på ham. ”Kun os?” hun bed sig i læben, som han begyndte at gå. Lørdag. Kl. 22. Hvorfor glædede hun sig en lile smule? Hun følte sig faktisk en smule rebelsk!



//Out//