Dinner for two?

[Theodore Maganiello]

Kimberly Sunshine

Kimberlys lejlighed

November - 2057

Omkring kl. 17.00

Påklædning

---

Theodore bar en indkøbspose med diverse råvare op til hoveddøren hvor Kimberly boede. De havde aftalt at mødes her og gennemgå research for i aften, da der vidst havde været et sprængt vandrør på kontoret eller noget i den stil.
De havde haft én aften forud for dette hvor de havde mødtes på hendes kontor og snakket om beviserne, men Theodore havde valgt at holde kortene tæt ind til kroppen. Der var en masse hun ikke vidste og som han ikke var sikker på ville være smart at fortælle hende. Mest fordi det ville efterlade hende med en viden som kun han selv kendte til. En viden som kunne bringe hende i fare, og en del af ham, var faktisk begyndt at sætte pris på hendes selskab, så det skulle Rebecca helst ikke fjerne fra ham. 
Tålmodigt ringede han på og kiggede på sit ur. Han var lidt tidligt på den, men nu havde de jo heller ikke ligefrem aftalt at spise sammen, det var bare virkelig længe siden han havde kreeret et ordentligt måltid, og hun havde et køkken så det gav næsten sig selv.
Desuden brændte han virkelig for at få hende overtalt til at snakke med Alyxia McBeth, han havde brug for at komme ind i huset og se gerneningsstedet, skønt alle beviser for længst var blevet fjernet og vasket væk -gik han ud fra. Men igen måske aurorne havde overset noget. Noget der ikke var ment for dem at finde.

[Kimberly Sunshine]

Den lille lejlighed, lignede et mindre kaos. Den bar præg af at Kimberly sjældent var hjemme, og endnu mere af at den lige nu også fungerede som kontor. Hun havde egentlig aflyst aftalen med Theodore grundet det sprængte vandrør, mest fordi hun ikke havde en store lyst til at have ham i sit hjem, hun var stadig ved at regne ud om han var farlig at være i nærheden af.
Når det var sagt, så kendte hun ham efterhånden tilstrækkeligt, og burde nok have set komme, at han ville dukke op alligevel. Det var sent eftermiddag. Hun sad foran sit sofabord der var dækket ind med dokumenter fra diverse sager. Efterhånden sad hun bare og stirrede lidt opgivende, engang i mellem skrev hun en note, som ikke gav nogen rigtig mening.
Den velkendte dørklokke, fik hende til at se lidt undrende op.
Hun ventede ikke gæster. Roligt rejste hun sig og trak sin brune ruskindnederdel lidt længere ned om knæene. Hendes blonde krøller var samlet i en løs fletning der hang ned over hendes ene side, og hun havde et par læsebriller siddende på næseryggen. Hun gik hen til døren, tog låsen og åbnede den. Det overraskede hende åbenlyst at se Theodore på den anden side. "Theodore.. fik du ikke min besked?" spurgte hun forvirret og lænede sig lidt op af døren. Hendes blik faldt på bæreposerne, hvilket gjorde hende en smule urolig. Hun så tilbage på ham. "Hør i aften passer virkelig dårligt.." forsøgte hun velvidende om at han nok bare ville skide hul i det, tvinge sig adgang til hendes hjælp og gøre hvad han i sit hoved havde planlagt, for sådan var Theodore. Han gjorde kun hvad han selv synes.

[Theodore Maganiello]

Han vippede lidt på fødderne frem til døren blev åbnet og han mødte den blonde heks med sit sædvanlige lidt for store smil der afslørede en perlerække af vide tænder, man ellers skulle tro ville have været umulig at vedligeholde med al hans tid i Azkaban.
Efter han kom ud og ikke længere levede på flugt på samme måde som før, var han da også begyndt at tage sig langt bedre ud. Tøjet var rent, skægget var trimmet og sundt at se på, det samme med håret, skønt begge dele havde begyndende grå stænk i sig. Han duftede af en behagelig colonge uden den var for dominerende. Disse små ting i livet som man først rigtigt satte pris på, når man havde skulle undvære dem over en længere periode.
”Jo jeg fik godt din besked.” Kommenterede han blot, som anede han ikke hvad den skulle have med noget at gøre. ”Det er derfor jeg er her” Han smilede bredt.
Som hun forsøgte at afvise ham rystede han blot på hovedet. Den gik han ikke med på, og ganske som Kimberly havde forudset, begyndte han blot at møve sig forbi hende ind i lejligheden imens han snakkede, ”tror du kriminelle holder fridage på grund af sprungne vandrør?” Han så på hende over skuldren som han stillede poserne fra sig på gulvet og trak sin jakke af. Svaret er nej, jeg taler af personlig erfaring.” Jakken blev hængt på knagen, skoene blev skubbet af, og som ejede han det hele, marcherede han ind i stuen på strømpefødder igen med posene i hænderne. ”Jeg har købt ind til at lave kylling i karry, jeg er ret glad for krydret mad, så det håber jeg du kan leve med..” han stoppede op og gloede ind på hendes rod. ”Hvad i alverden er der sket her? Du ved godt kernen til et roligt sind er et ryddeligt hjem ikke sandt?.” Igen det flabede smil, som han fandt vej til køkkenet og begyndte at hive madvare op på køkkenbordet. ”Kan du lige være en skat og få noget vand til at koge, jeg ville gerne selv, men nogen sørgede jo for jeg mistede min tryllestav, så.” Han duede ikke til mugglergenstande, så at få komfuret til at virke var lidt en by i Rusland for ham.

[Kimberly Sunshine]

Overraskelsen over at se ham stå der, blev erstattet med et meget opgivende blik efterfulgt af et ligeså opgivende suk. Hun endte med at slippe døren så der var fri passage mellem gangen og lejligheden, velvidende om at denne her kamp var tabt på forhånd. "Hvilket jeg ikke bad dig om at være." mumlede hun mere til sig selv end til ham. Hun himlede med øjnene. "Jeg tror der er noget i det her du har misforstået. Det her mit private hjem, du burde ikke være... her" afsluttede hun lige i det samme han gik forbi hende.
Hun lukkede døren bag ham og lod ham vade ud i køkkenet som om han ejede stedet, mens hun selv blev tilbage et øjeblik og samlede energi til den kamp hun skulle til at kæmpe. Efter en dyb indånding, gik hun efter og stoppede op i døråbningen til det lidt slidste køkken. "Det kan godt være de kriminelle ikke gør, men jeg kan afsløre at det gør deres advokater." Svarede hun og lod hovedet dumpe med dørkarmen. Hun foldede armene hen over brystet og studerede ham med et lidt dovent blik. Selvom hans hår var blevet antydningen at grå hist og her, og alderen havde sat sine dybe revner i hans hud, primært omkring øjnene og munden, så var han stadig en flot mand, og at se ham ren, velklædt og velduftende, var lidt som at stå foran en helt anden mand. Pludselig så han ikke farlig ud, hvilket var endnu mere farligt for hende. Hun ville helst ikke glemme hvem hun havde med at gøre. "Jeg ventede jo ikke ligefrem gæster." Hun skævede selv skeptisk til rodet.
Hendes første tanke var at nægte alt der havde med hans mad at gøre, men hendes mave rumlede og hun havde faktisk ikke tænkt på at handle. "Den 'nogen' var en brilliant kvinde." fastholdt hun og gik hen til skabet for at finde en gryde. Egentlig kunne hun bare svinge sin stav, men Kimberly havde levet som en muggler meget af sit liv, det havde Shade sørget for, så hun fyldte den på gammeldags manér og satte den på komfuret. "Hvis det her skal fungerer, er vi simpelthen nødt til at have nogle regler. Du kan ikke bare komme anstigende når det passer dig. Hvad hvis jeg var igang med noget vigtigt?" spurgte hun og vendte sig mod ham.

[Theodore Maganiello]

Theodore slog blot afværgende ud med hånden over hendes misbilligelse. ”Nej nej, jeg har skam forstået det, jeg er bare ligeglad.” Konkluderede han hudløst ærligt. ”Desuden, hvad i alverden er du så bange for jeg ser? Dine nullermænd? Jeg har ligesom været her før.” Kommenterede han, som slog tanken om at hun måske kunne have mandebesøg ham slet ikke.
Han så sigende på hende, ”og det er lige præcis derfor I ikke kunne fange mig” kommenterede han blot som var det det mest logiske i verden.
Theo kunne godt mærke hendes blik hvile på sig, og han kunne kun gisne om hvilke tanker der løb gennem hende. Hun fremstod stadigvæk afslapppet, hvilket også fik ham selv til at slappe af, ellers ikke noget han havde formået at gøre rigtigt gennem de sidste tyve år. ”Tydeligvis ikke.” Medgav han hende tørt.
Han sukkede lettere dramatisk og vendte blikket imod hende, ”ja det vil nogen nok mene.” Ærlig talt følte han sig ret nøgen uden sin stav, nøgen og udsat. Han var godt klar over at han nok aldrig nogensinde ville blive betroet en tryllestav igen, ikke at han havde tænkt sig at efterkomme den restriktion i længden, men lige nu var det den der holdt ham ude af Azkaban.
Et skeptisk blik blev rettet imod hende som tingene blev gjort på mugglermaner. Magi var efter hans mening hurtigere, men han lod hende gøre det på sin måde, bare for at give hende en lille smule følelse af kontrol.
Imens hun snakkede gav han sig til at parterer kyllingen efter at have gennemrodet et par skuffer efter en kniv. Han var meget glad for at lave mad, så at stå med råvarerne mellem hænderne gav bare noget andet. I køkkenet brugte han primært magi til at få vand til at koge, varme en steg op osv. Han ville selv røre i sovsen og selv skære sine grøntsager, hvilket også blev gjort med ynde og præcition.
Han kom med en åbenlyst drenget fnisen, ”noget vigtigt? Og hvad skulle det så være?” Et bryn blev hævet på ny som han så på hende.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly stirrede vantro på ham. Nogle gange havde hun lyst til at kvæle ham, eller smide ham tilbage i hvad end for et hul han kom fra. "Det handler overhovedet ikke om det. Jeg er da ligeglad med hvad du ser, men du invaderer mit private rum." forsøgte hun og prøvede virkelig at skjule fustration over at hun allerede vidste hun ikke ville komme langt med debatten. Hun satte en hånd på køkkenbordet og lænede sig lidt mod den med hovedet hvilende på sin skulder.
"Det er aurorenes opgave at fange jer, ikke vores." pointerede hun bare for ikke at give ham ret for en gangs skyld. Det var tydeligt at hun ikke længere var bange for ham, hun var skeptisk og påpasselig, men ikke bange, ellers ville hun aldrig have sagt ham imod.
Det virkede nærmest bizart at stå og betragte ham i køkkenet på den måde. Theodore Jarvis stod og lavede mad i hendes køkken.. med en kniv, som man som regel gjorde. Til gengæld så han ikke morderisk ud, faktisk så han ret godt ud, men det holdt hun helt for sig selv. Hans sarkasme, fik hende bare til at himle med øjnene. Hans flabede kommentarer fik hende til at tage en dyb indånding bare så hun ikke kom til at slå ham i stedet for. "Jeg har et liv. Og det er lidt svært at leve hvis alle mine kriminelle klienter brød ind i mit hjem hele tiden." denne gang lød hun en smule skarp. Det kunne ikke komme som nogen overraskelse, at hendes datingliv var gået i stå. Han kunne højest støde på Silas, men det kunne også hurtigt blive en lidt akavet affære. Heldigvis kunne man ikke se mærkerne fra deres sidste møde, de var alle dækket af tøj, minus et blåt mærke i hendes nakke, hvor han havde holdt fast, men lige nu var det også dækket af blonde lokker. "Hør, jeg prøver at hjælpe dig, det eneste jeg beder om til gengæld er lidt respekt." Hun så på ham med det blik der bare fik hende til at ligne en ung, uskyldig kvinde der bad om hjælp, det kunne han umuligt modstå.

[Theodore Maganiello]

"Mhmm" svarede han temmelig uinteresseret. "Dit private rum, hold da kæft pigebarn, det får dig til at lyde smålig." Han slog ud med hånden. Han gav sig til at snitte et par babymajs og rettede de brune øjne imod hende uden at stoppe arbejdet. "True, men det ville nu ikke skade at I bognussere fik hovedet lidt ud i den virkelig verden." Tilføjede han blot og samlede majsene på midten af spækbrættet. ”Og det klæder dig by the way. At sige fra.” Roste han hende som var hun en lille pige der havde gjort sin far stolt.
Et lille smil formede sig i mundvigen som han mærkede blikket på sig. Han nød måske lidt at hun betragtede ham, primært fordi han ikke havde følt sig så ren og velduftende længe. Det fik ham til at føle sig som et menneske igen. Han fnøs let og tiltede hovedet på skrå med det lette provokerende grin, ”for det første brød jeg ikke ind, du åbnede selv døren, og for det andet, så kan du jo glæde dig over det kun er mig der gør den slags ik?” Endnu et lidt for stort smil som han gjorde madvarene færdige og så på hende, ”så hvor langt er du med vandet?”
”Ah ja respekt, ligesom den respekt du viste mig da du sendte mig i Azkaban?” Spurgte han, dog uden at virke til at bære nag over det. Han havde dog alligevel tænkt sig at bringe det op ved enhver givende lejlighed. ”Men point for den uskyldige indgangsvinkel.” Han blinkede til hende. ”Desuden så synes jeg da at jeg respekterer dig, lige nu er jeg fyren der laver aftensmad til dig, og jeg valgte endda ikke at kommenterer på at du betragtede mig lige før, for så stor en gentleman er jeg. Dem møder du måske ikke så mange af?” Han smilede legesygt imod hende. Men blev så mere alvorlig, ”men bare mellem os, og i al ærlighed, så ville jeg ikke være her hvis ikke jeg havde respekt for dig og dit arbejde.” Dette blev sagt uden at bryde øjenkontakten, og han lod der ikke herske nogen tvivl om at han mente det.

[Kimberly Sunshine]

Hans nedladende måde at affærdige hende på, fik hendes frustration til langsomt at nå et kogepunkt. Hun kunne mærke det syde en smule i maven, og det afspejlede sig i hendes eller milde ansigt. "Du er muligvis vant til at behandle folk som det passer dig, men jeg prøver at gøre dig en tjeneste, Theodore og en kæmpe en endda, så hvis du ikke vil have min hjælp, er det fint med mig, men du skal ikke stå og tale til mig som om jeg var et barn." Det fløj ud af hende, førend hun nåede at fortryde. Hun var ikke engang sikker på hvorfor det gik hende så meget på, ikke ud over at hun altid havde skulle forsvare sit væsen, fordi hun var venlig. Han ramte hende i hvert fald i et eller andet.
Hun trak hånden til sig, og foldede i stedet armene hen over brystet. På en mærkelig måde fik hun det bedre af at sige fra, selvom det også føltes som risky business.
Den stilhed der havde lagt sig et øjeblik, havde været nok til at bringe bare en smule ro på hende. "Som om du gav mig et valg." Mumlede hun igen og himlede åbenlyst med øjnene, mest over at han stadig gik så meget op i sin madlavning. For ham virkede det nærmest som om de stod og havde en helt almindelig samtale. Hendes blik faldt på vandet der boblede livligt, men hun sagde ikke noget. "Nej, der viste jeg systemet respekt. Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? På det tidspunkt var du bare en mand der havde slået min familie ihjel. Jeg gjorde det rette, og jeg ville gøre det igen, så uanset hvor mange gange du bringer det op, præger det ikke min samvittighed." Svarede hun vedholdende, og bakkede lidt tilbage, til hun igen kunne læne sig op af dørkarmen, mest for at skabe noget distance til ham. Et kort øjeblik stirrede hun bare på dørkarmen og følte sig mere fristet end nogensinde, til at hamre hovedet ind i den, indtil hun besvimede, bare for at slippe for at høre mere på ham. Det værste var næsten at han havde bemærket hendes blik. "Du er ikke bare en fyr der laver aftensmad til mig. Du er stadig en anklaget morder, bedrager og flytning, og jeg prøver virkelig her, men du gør det ikke nemt. Hvis det er din måde at vise respekt på, så er den meget lidt overbevisende." Sagde hun med panden hvilende på karmen og en træt, opgivende stemme. For bare et par uger siden ville hun aldrig have turdet tale til ham på den måde, men det var gået op for hende at han ikke gjorde hende noget.

[Theodore Maganiello]

Theodore åbende munden for at responderer, men ombestemte sig så. Han havde ellers de første 4 stødende kommentare klar, men han kunne godt fornemme at Kimberly ikke var i humør til hans kvikke comebacks. ”Okay okay,” han slog afværgende hænderne op for sig. ”Men kom ikke og fortæl mig at du ikke også gør dette her for din egen skyld. Du er nysgerrig, og noget siger mig, at en del af dig drages lidt af mørket.“ Han betragtede hende kort, men klappede så hænderne sammen, som for at bryde dysterheden.
Han smilede angers frit til hende velvidende om at hun havde helt ret.
”Mhmm.” Responderede han tilbage ved madlavningen. Kyllingen blev dumpet ned i det kogende vand, før han gjorde sig færdige med grøntsagerne og gav sig i kast med en opbagt sovs. Det føltes som evigheder siden han havde stået i et køkken på denne måde, det mindede ham om en normal hverdag, før alt det lort han havde fået rodet sig ud i.
Han opfangede noget i hendes sætning og rettede de brune øjne imod hende. Et glimt af nysgerrighed stod skrevet. ”Og hvad er jeg så nu?” Teknisk set havde de facts jo ikke ændret sig. Han ignorerede den del med at hun ikke lod sig anfægte af han bragte det op igen og igen. For altså, han have alligevel tænkt sig at bringe det op ved enhver given lejlighed.
Han sukkede dramatisk, ”du hænger dig da også i alle detaljerne.” Beklagede han sig, som var de ting hun havde nævnt små bagateller der ikke var værd at nævne.
Alligevel blev han suget ind i hendes opgivende bøn om respekt. ”Men udemærket,” han stoppede et stykke babymajs i munden, og bydende rakte han den anden halvdel frem mod hende. ”-hvad er det du forventer af mig her? Jeg har ikke tid til at vente til et mere belejligt tidspunkt med at komme videre med sagen, for tydeligvis hvis jeg ligger for meget på den lade, bliver folk dræbt, hvilket det pisser mig af, og som du måske er klar over træffer jeg ikke altid de mest hensynsfulde beslutninger når jeg er pissed. Og jeg har trods alt stadigvæk nogle slægtninge der kan stå på listen.” Her hentydede han naturligvis til Benyamin, Piper, Kale, Christopher...måske endda Kimberly. Rebecca var efter Piper og hun skyede ingen midler for at nå frem til hende, så meget vidste han da.

[Kimberly Sunshine]

Kimberly bemærkede at han var ved at sige noget, men fortrød, hvilket hun på sit vis var lidt glad for. Theodore plejede ikke at stå tilbage for at komme med en kæk bemærkning, men måske han rent faktisk opfattede at hendes humør ikke ligefrem var til det. Hans kommentar fik hende dog alligevel til at ønske for sig selv, at han bare havde besvaret med en kæk bemærkning, mest af alt fordi han havde ret, og hendes tavshed sagde mere end hun håbede. ”Måske. Jeg ved det ikke, men du har ret i at jeg også gør det for mig selv. Ved at hjælpe dig med at finde svar, finder jeg måske nogle selv.” Hun så ned på sine fødder. Deres historier var åbenbart mere sammenfiltret end hun først havde antaget.
Den aromatiske duft af karry var begyndt at brede sig, og det fik hendes mave til at knurre sultent. Hun betragtede ham udfører køkkengerningen som havde han aldrig gjort andet. Da han så hen mod hende, skyndte hun sig at se væk, så han ikke fik en eller anden misforstået idé, om at hun stod og stirrede på ham. ”Jeg ved det ikke.” sukkede hun opgivende. Han var en der havde oplevet samme smerte som hun selv, men for hans vedkommende kunne det stadig blive værre, og det ønskede hun trods alt ikke for ham. Hendes arme faldt slapt ned langs siden som et tegn på overgivelse. Irriterende nok vidste han lige hvor han skulle trykke, for at pirrer hendes dårlige samvittighed. Hun så på babymajsen han rakte frem mod hende, og havde egentlig tænkt sig ikke at tage imod, men hendes mave var uenig. Hun tog den og tyggede den, hvilket også lokkede hende lidt tættere på ham igen. ”Undskyld. Jeg ved godt at du er presset, men prøv at se det fra min side. Jeg ved ikke om jeg hjælper dig med at undgå flere mord, eller om jeg gør det lettere for dig at begå dem i sidste ende. Det eneste jeg har at stole på her, er mit instinkt, og det har slået fejl før.” Hun bed sig i læben, og fortrød lidt sin egen ærlighed. Stilheden lagde sig tungt igen for et øjeblik, mens hun overvejede situationen lidt. ”Jeg går ind og dækker bord.” annoncerede hun og forlod køkkenet. Dels var det en undskyldning for at komme væk fra ham, men det var samtidig også et tegn på at hun overgav sig denne gang.

[Theodore Maganiello]

Theodore havde kendt mange mørke hekse og troldmænd. Langt flere end han ville kunne opramse. Han kunne fornemme på folk når de interesseret sig for det, eller blev draget af det. Ikke at de nødvendigvis ville go dark, men det var bare som et særligt skær i øjet. Han kunne ikke beskrive det. Denne nysgerrighed havde han spottet hos hende et par gange, men det var først nu han bragte det op. Det var ikke nødvendigvis til mørk magi, men bare mørke i det hele taget. ”Du søger stadigvæk svar angående din familie?” Han betragtede hende og
lod hende tage imod majsen, de stod tæt nok til at han kunne dufte hendes parfume. Den sødlige aroma passede perfekt til hende. ”Måske hjælper du med begge dele.” Svarede han kryptisk, men der lå en hvis alvor bag. En del af ham elskede vel stadigvæk Rebecca, men fik han chancen blev han nødt til at tage den. Hun var til langt større fare for den magiske verden end han nogensinde havde været -og det sagde ikke så lidt. Skulle han selv falde i den kamp, then so be it. Der var alligevel ikke meget for ham tilbage, og det var han kommet til fin accept med.
Han så ned på hende, de stod temmelig tæt, men det generede ikke ham. Den eneste grund til at han trådte tilbage var fordi karrysuppen begyndte at boble.
Theo drejede om på hælen og gik til gryden for at tage den af. Det genkendelige smil var tilbage på læberne som han atter så på hende, skønt hun hurtigt forlod stuen, ”men fortæl mig endelig, hvornår slog det fejl?” Kaldte han efter hende, han kunne da ikke benægte at det gjorde ham nysgerrig. Gryden blev båret med ind i stuen, så let skulle hun ikke slippe.

[Kimberly Sunshine]

For de fleste andre ville det have været en ret provokerende anklage at komme med, men Kimberly virkede ikke særlig fornærmet, mest fordi hun vidste at han havde en pointe. Det var ikke fordi hun havde lyst til at være nysgerrig, nysgerrighed dræbte katten som man sagde. Hun nikkede uden at se på ham. Måske en af grundene til at hun hele tiden prøvede at hjælpe ham, var at han var hendes eneste levende link til sin familie. ”Den historie du fortalte, er meget anderledes end den jeg har fået fortalt mens jeg voksede op. Jeg prøver bare at finde ud af sandheden.” svarede hun en smule spidst i et forsøg på at lukke sagen der. Hvis det var som han sagde, og hendes familie i virkeligheden havde prøvet at skaffe sig af med hende, ændrede det en del.
Hun tog sig sammen, slog hovedet en smule tilbage og så op på ham. Han var en del højere end hende, og også højere end hun nok tidligere havde givet ham credit for. På en underlig måde følte hun sig en lille smule modigere, hver gang hun så ham i øjnene. ”Men måske har jeg kun lyst til at hjælpe med den ene del.” Svarede hun og bemærkede at hendes stemme var blevet en smule ru, hvilket nok mest handlede om at hendes hjerte bankede virkelig hurtigt, og gjorde hende en smule stakåndet, det bemærkede hun bare først der.
Lettelsen gav hende pusten lidt igen, da han brød kontakten for at tage sig af maden, og så var hun væk. Hun satte tallerkerne på det lille spisebord, der ligesom alt andet, lignede noget der var ved at falde fra hinanden. Hendes tanker talte så højt, at det tog et øjeblik for hende at bemærke at han havde sagt noget. ”Det har jeg ikke tænkt mig at involverer dig i.” kaldte hun tilbage. Hun havde ikke lyst til at fortælle ham om sine mislykkedes forhold, eller tendens til at falde for mænd der rummede den lidt mørke gnist. Det ville bare gøre ham alt for selvtilfreds.

[Theodore Maganiello]

Han betragtede hende og et næsten pinefuldt blik afspejlede sig i de brune øjne for et splitsekund. ”Sommetider kan det være en velsignelse at leve i uvidenhed.” Han havde da tænkt på hvordan hele hans liv ville have set ud i dag, hvis ikke det var gået op for ham at Rebecca havde været involveret med garden. Jo mere han havde fundet ud af, jo længere var han blevet suget ind i mørket, til det var så stor en del af ham, at han ikke længere kunne huske hvem han var før.
Brynet blev hævet, smilet trådte frem på hans læber. Han elskede når hun stillede sig på tværs, der var noget ganske bedårende over det. Som en hundehvalp der nægtede at gå længere. ”Måske er det ikke en mulighed.” Gav han blot igen. Han kunne selvfølgelig godt gøre situationen en smule mindre kryptisk ved at afsløre sine planer om at dræbe Rebecca, men for det første krævede det at hun ville trodse loven med ham, hvilket var tvivlsomt, for det andet krævede det en meget lang historietime som han faktisk ikke følte sig helt klar til at dele med hende, og for det tredje; dette her var langt mere underholdende. Det holdt hende på dupperne og på vagt, hvilket ikke var en dårlige egenskab med alt det lort hun var ved at rode sig selv ud i.
Han kom ind bag hende og stillede tingene fra sig på bordet, ”jeg er skuffet, jeg her har jeg delt så meget med dig.” Erklærede han, dog uden at virke hverkende synderlig overrakset eller fornærmet.
I det samme lød en let banken på døren, Theodores brede smil forsvandt som dug fra solen. I en kvik bevægelse havde han rettet sig op og stirrede mod døren som kunne den eksploderer hvert sekund. Kunne det være Rebecca der havde opsporet ham? ”Venter du gæster?” Spurgte han alvorligt og så på hende. Han ønskede ikke at Kimberly skulle blive skadet i et opgør mellem ham og hans psykotiske ekskone.

[Kimberly Sunshine]

Hans dystre blik, fik hende til at synke den ikke eksisterende klump, hun pludselig følte sad fast i halsen. Den forsvandt ikke. Måske havde han ret, måske var det bedst at leve i lykkelig uvidenhed, men hun havde aldrig fundet sig selv, og måske ville svarene hjælpe hende med det. ”Det kan det. Men andre gange er det en velsignelse at vide besked.” Hun trak på skuldrene. De kunne stå og køre rundt i endeløse snakke som denne hele dagen, uden at finde frem til hvad der var bedst. ”I så fald, kan jeg måske ikke hjælpe dig efter alt.” svarede hun tilbage af samme skuffe, selvom de begge to godt vidste at hun ikke kunne lade være. Hun havde allerede involveret sig for meget.
I løbet af et par minutter var der dækket op. Hun rakte ind over bordet for at ligge den sidste gaffel på pladsen overfor, da hun hørte ham komme op bag hende med den velduftende mad. Uden hun helt kunne forklare det, mærkede hun næsten varmen fra hans krop mod sin ryg, men han var ikke i nærheden, så det måtte være hendes tanker der spillede hende et tragisk pus. Hun rettede sig op og vendte sig om mod ham, uden helt at vide hvad hun ville sige, selvom hun lignede en der skulle til at sige noget. De faste bank på døren, stoppede hende. Hun stirrede mod den, og mærkede sit hjerte slå hurtigere igen. Selv uden at åbne døren, genkendte hun bankene og vidste hvem der var på den anden side, og hun vidste at det ville svide til egen ende at ignorere ham.. bogstavelig talt. Hun sank en klump. ”Det gjorde jeg ikke men..” Hendes kinder var ildrøde nu, hun kunne allerede se ulykken ske lige foran hende, specielt fordi Silas havde den position han havde og Theo var.. ja Theo. Hun besluttede sig for at mande sig op så at sige, og gik meget målrettet mod døren. Hun vidste det ville blive en umulig opgave, fordi hun blev mærkeligt underdanig sammen med Silas og den side ville hun under ingen omstændigheder have at Theo skulle ske. Hun åbnede døren mens hun bed sig nervøst i underlæben. ”Silas.. Havde vi en aftale i aften?” spurgte hun og granskede sit sind efter om hun havde glemt noget.

[Silas Parker]

For at sige det mildt, havde Silas haft lidt af en lortedag. Han var frustreret, træt og generelt i et rigtig grumpy humør. Det var her Kimberly havde sneget sig op i hans tanker, som det lyspunkt han havde brug for. Den der kunne lade ham komme ud med de aggressioner der byggede sig op indeni. En måde at slippe af med de mørke tanker der ofte huserede hans sind.
Det var derfor han var her nu. Han havde brug for hende, og ja, han havde da en forventning om at hun ville blive glad for at se ham. Deres forhold havde været mærkeligt siden de var begyndt at ses igen. Det passede nu ham ret glimrende, fordi afstanden imellem dem var tilbage, det var mere fysisk end følelsesmæssigt -i hvert fald fra hans side. Eller det var i hvert fald hvad han havde fået overbevist sig selv om.
Han ventede utålmodigt på døren blev åbnet for ham, men allerede dér kunne han fornemme noget ikke var som det skulle være. Hendes kinder var opblussede og det var ikke ligefrem lettelse han så i hendes blik. "Nej det havde vi ikke. Men jeg havde brug for at se dig." Konkluderede han med et meget sigende blik.
Først nu blev han opmærksom på den anden tilstedeværende i rummet, og han mærkede et stik af vrede sprede sig i brystet. Et udtryk han måske ikke var speciel god til at skjule. "Theodore. Jeg går ud fra at du har en virkelig god undskyldning for at genere Ms. Sunshine til aften." Tonefaldet var giftigt og advarende.