Post by Raphael Kovinsky on Nov 11, 2020 20:44:46 GMT
Sommeren var for længst overstået, og vinteren var så småt på vej. Selvom det regnede voldsomt udenfor havde Raphael ikke engang en mission. Hogwarts virkede for stor til ham, han havde ingen planer om at gå i Hogsmead denne weekend, og han havde bestemt ikke tænkt sig at skrive til Baldrian Zacharias Dumbledore. Det var en ting der var overstået. Baldrian ville ikke binde sig til ham på nogen måde. Han vidste godt at Baldrian aldrig havde været sådan, men for en gangs skyld havde han håbet at han var noget specielt for Baldrian. Men dette var ikke tilfældet. Egentlig havde han regnet lidt med at alt ting ville gå godt, men ikke engang det var sket. For noget tid siden havde han fået en meget vred ugle af sin mor, og det havde næsten været tæt på en skråler. Men heldigvis for ham havde det ikke været det. Han var snart voksen og myndig, og snart skulle han være en del af varulve jægerne mod hans egen vilje.
Raphael havde gået udenfor i en halv times tid, og selvom regnen var voldsom og han var blevet godt våd var han lige glad. Solen var ikke til at Ane bag de mørke skyer på himlen. Ikke engang noget varme kunne anes på denne grå dag. Han var våd og måske en smule kold, men han var lige glad. Søen lå foran ham, og han vandrede der ned med et brev i hånden. Det havde været et brev han ville have sendt til Baldrian men aldrig havde gjort det. Han havde ikke engang pakket det ind i en konvolut, pergamentet var vådt og det dryppede fra det samt ham selv. Nede ved søens bred stod han og kiggede ud over søen der virkede så mørk og kold. Han satte sig ned på hug og lod brevet ligge fladt ned på søernes overflade. For dem der havde øje i nærheden af ham (hvis der da havde været nogen) kunne have skimtet ordene. Uanset hvad der sker med mig så tænker jeg på dig... men brevet var aldrig blevet sendt. Der var ingen grund til at ødelægge ham selv mere, og håbe på at Baldrian ville ændre mening. Det var slut og overstået. Langsomt slap han brevet og skubbede brevet ud imod søen. Det kom ikke ret langt før regndråberne ramte pergamentet og fik det til at falde ned imod søens bund. Han rejste sig op og kiggede ned på sin hånd som han havde fået beskadiget i en quidditch kamp. Den var bundet ind men sygeplejersken havde gjort et godt stykke arbejde.
Han håbede inderligt at Baldrian en dag ville skrive til ham igen, men når den dag kom... Så havde han sikkert allerede gået videre med sit liv, om end at Baldrian betød meget for ham. Hans hænder faldt ned i lommen som han bevægede sig op imod slottet igen. I lommen fandt han gaven fra Baldrian og et smil trængte sig på hans læber, som han tog den op af lommen og kiggede på den. Hurtigt pakkede han den væk og ned i lommen igen inden han lagde armene over kors for at kramme sig selv. Hvis blot det havde været en anden der havde gjort det. En tåre løb ned over kinden, men det kunne forveksles for regn, og det var egentlig godt nok. Der var ingen der behøvede at se han ikke var så stærk som han måske gav udtryk for. Tordnen buldrede og Raphael var ikke engang bekymret for det. Hvis han kunne havde han nok fløjet op imod skyerne og bare lade skæbnen have sin gang.
Han kom op til slottet og han slog et enkelt blik ned imod søen og hvor han havde lagt brevet i vandet. Men han løb ikke tilbage. Han tog blot fat i døren til indgangen og gik inden for. Der var lang vej op til 7 etage og han var våd og kold, men han var sådan set også lige glad. Om han så mødte @basil på gangene, så var han ikke engang i humør til at svare ham igen.
//out
