See you again

[Priscilla Rigel Cooper]

Tråd til Zerachiel de Noir
Sommerfestivalen få dage efter sidste møde
Outfit

---

Okay, Priscilla havde muligvis tænkt lidt mere på manden fra pariserhjulet, end hun helt selv ville være ved. Modsat så mange andre mænd hun havde mødt og flirtet med, så fik tankerne om denne mand hende til at smile. Måske fordi han "bare" havde været en god oplevelse, og der havde været en god pingpong uden, at de var endt videre. Ærgede hun sig? Jo lidt, men det var stadig bedre end at have fået knust sit hjerte på ny. Derfor gik hun nu og smilede for sig selv, mens hun gik gennem festivalens mange små boder.
Kiggede man nøje efter ville man måske kunne ane, at hun haltede en anelse på den ene fod. Det var ikke noget hun selv bed mærke i. Hun var vant til, at det skete når hun blev træt. Hun skulle bare sørge for ikke at overanstrenge sig.

Som hun gik der, nåede hun endelig den bod hun var på udkig efter, hun havde spottet den for et par dage siden og i aften havde hun haft tid til at tage forbi. Det var en te-bod med urte og te fra alverdens steder. Noget af det var harmløst, mens meget af det havde en formfor lægelig virkning. Det var sidst nævnte hun var ude efter. En te, der kunne lindre smerte i ledene og som kunne berolige ømme muskler. Kvinden i boden fyldte en pose, som blev rakt til Cilla og Cilla sendte penge retur. Med teen i hånden trådte hun et stridt tilbage, for at gå videre til de andre boder, men mærkede øjeblikkeligt, at hun var kommet til at træde på noget.. eller nogen. Hurtigt drejede hun sig omkring og så på ham. "undskyld, Jeg så dig ikke." Lød det undskyldende fra hende, som hun så på manden for at tjekke om han var okay.

[Zerachiel de Noir]

Zera ville lyve, hvis han påstod, at hans tanker ikke havde kredset en hel del om en vis dame, han havde truffet bekendtskab med den anden dag i pariserhjulet. Det der med at lyve var han heldigvis ret god til, mest af alt overfor sig selv. De havde delt et ret værdifuldt øjeblik, og det var jo det. Det var lang tid siden, Zera havde givet så meget af sig selv, men det faktum, at han aldrig skulle se hende igen, beroligede ham en hel del. Han kunne fortsætte som aldrig før.

Det havde bestemt heller ikke noget med pågældende dame at gøre, at han nu igen befandt sig midt imellem Sommerfestivalens mange boder - det var ganske enkelt fordi, Carmine ikke havde nogle opgaver til ham p.t., så hvad i alverden skulle han ellers bruge sin tid på? Zera var ikke så socialt anlagt, men han gad på den anden side ikke sidde og kukkelure for sig selv.
Han var standset op foran en af boderne for at betragte et par gøglere, der lavede sjov og ballade, og stod afslappet tilbagelænet med hænderne hvilende i lommen. Han var afslappet, men ikke så meget, at hans forstærkede lugtesans ikke opfangede en umiskendelig duft øjeblikket før, der var én, som stødte ind i ham.
Det rykkede lidt i hans mundvig, som om han skulle til at smile, da han så, hvem det var.
”Eventyrprinsessen fra pariserhjulet,” bemærkede han roligt - med tanke på deres litteratursnak - og rakte per refleks ud for at sikre sig, at hun ikke ville falde. Selv havde han ikke taget skade, om end han måtte prøve at abstrahere fra sit bankende hjerte. ”Forfølger du mig nu, hm?”

[Priscilla Rigel Cooper]

Det gik op for Priscilla, at manden hun netop havde trådt over tæerne, var selv samme mand, som hun havde tilbragt en tur i pariserhjulet med, for få dage siden. Hun havde bestemt tænkt på ham siden og da også håbet på at støde på ham, men nu hvor det faktisk skete, bed hun sig lidt i kinden og følte sig ret så paf. 
Med hans hjælp genvandt hun balancen og hun rettede på sit tøj, før hun så på ham med let rynkede bryn. "Sig mig, kaldte du mig lige for Eventyrprinsesse?" Det var ikke lige en betegnelse hun havde forventet og hun vidste ikke helt om det var positivt ment eller negativt. Men hun følte sig ikke hverken smuk eller snobbet, så mon ikke det var positivt? Det valgte hun hvert fald at gå med. "Jeg følger aldeles ikke efter dig.. Robin, jeg skulle såmen bare have noget mere te, da jeg er løbet tør. Hvad laver du selv her? Du slår mig ikke som typen, der nyder at kigge på små boder, som prøver at narre pengene fra dig." Selvfølgelig ville han jo skulle have mad og den slags også, men en langsomt tur gennem et marked, det virkede bestemt ikke som ham. Hun skævede til ham og mærkede så en lille lyst til at prikke lidt til ham. "Vent, er du ude og lede efter nye kvinder du kan bedåre og stjæle kys fra?" Hun stoppede op og så på ham, nysgerrig for hvad hans comeback ville blive til dette.

[Zerachiel de Noir]

Eventyrprinsesse passede bare perfekt til hende. Det rummede hele essensen fra deres første møde - som jo netop havde været ret så uvirkeligt - præcis som et eventyr.
”Et eller andet må jeg jo kalde dig. Det passer i øvrigt meget bedre til dig end ’fremmede pige’.” fastslog han enkelt, som om det var indlysende - og ikke til diskussion. Kunne han i øvrigt forsvare at blive ved med at putte hende i kategorien ’fremmede’? Hun vidste mere om ham allerede nu, end de fleste andre vidste efter et meget længere bekendtskab - og på den anden side, så vidste hun ikke noget om ham alligevel. Hvad han hed, hvad han lavede, hvad han var… Oh well, det var heller ikke ligefrem noget at prale af.
Det trak i hans smilebånd igen, da hun omtalte ham som Robin. Han lyttede til hendes forklaring med et let hævet øjenbryn, som om han tvivlede en hel del på, at det var sandt. "Og det, forventer du, jeg skal tro på?" Selvfølgelig troede han på hende, men på den anden side var det også utroligt usandsynligt, at de nu igen var løbet ind i hinanden til den store festival. Det kunne ikke længere begrænses til bare en aften. Måske de bare skulle udvide til, at deres bekendtskab måtte strække sig så lang tid, som festivalen gjorde?
Zera huskede nærheden fra deres første møde i pariserhjulet og blev ramt af lysten til at røre ved hende igen, så han snoede partout sin arm om skuldrene på hende med en selvfølge, som om den altid havde hørt til dér.
”Hvis jeg var, ville du så blive ked af det?” spurgte han med et skævt smil og et strejf af sarkasme, som hun helt sikkert ville kunne genkende fra sidst.

[Priscilla Rigel Cooper]

Okay nej, hun kunne hurtigt give ham ret i, at de nok ikke var helt fremmed for hinanden mere, skønt de endnu ikke vidste meget om hinanden endnu. Det var underligt, for hun følte hun kendte ham ret godt, men stadig vidste hun ikke hvem han var, og så var det tanken slog hende, hvad vidste han egentlig om hende? Hvilket billede var han ved at skabe med de brikker, hun havde givet ham?
"Fremmed er jeg jo nok ikke helt, men jeg er heller ikke synderlig royal. Men måske, hvem har ikke ønsket sig at være prinsesse engang?" Grinede hun så lidt for sig selv. Hendes prinsesse periode havde været kort, og var fra før hun rigtig kendte sin far. Dengang det var en almindelige pigedrøm at håbe på at hendes far var konge et sted. Well Carmine Rigel var vel magtfuld, og en leder var han også, så måske var springet ikke så langt igen, når bare man så lidt abstrakt på det. Ikke at hun havde tænkt sig at stå der og sige, at hendes far var leder af en varulve flok!
Priscilla kiggede ned i sine hænder, hvor hun endnu holdt posen med te. og holdt den lidt ud foran ham. "Jeg vil mene, at dette her er et ret godt bevis på min uskyld i den sag." lød det fra hende, klar til hvad det så ville give af modspil, hun ventede dog ikke længe, før hun valgte at tilføje en ting. Noget hun ellers ikke snakkede om så ofte. "hvis du endelig vil vide det, så er denne te ufattelig god mod led-smerter og har en afslappende effekt på muskler. Det er rart efter en lang dags arbejde." okay hun bevægede sig faretruende tæt på området af emner, de hvert fald sidste gang havde aftalt at holde sig fra, men han skulle virkelig ikke tro, at hun bare havde kigget efter ham. ".. Desuden er festivalen alt for stor, til at lede efter en mand fra et pariserhjul!" Slog hun så fast, mere som en højlydt tanke end egentlig henvendt til ham. Det fik omgående varmen til at blusse i hendes kinder og hun frygtede lidt om hun ville ende med at rødme. "Jeg mener, Hvem skulle dog kunne finde på at lede efter en man kun har snakket med kort og end ikke kender navnet på? Det er jo som at lede efter en nål i en høstak." Forsøgte hun så at feje det af.
Hans spørgsmål ramte hende, men hun måtte prøve at huske på at dette ikke skulle ende ud i et forhold. Hvis bare hun holdt sit hjerte lukket, så ville hun ikke blive såret. "Vi har kun snakket kort, jeg kender dig knap nok, ville det ikke virke underligt, hvis jeg blev ked af at du er ude og jagte kvinder? Jeg kan vel ikke forvente at have patent på dig, efter blot en tur i en forlystelse?"

[Zerachiel de Noir]

”Ikke mig i hvert fald.” Kommentaren var lettere tør. ’Prinsesse’ var ikke lige det, Zera havde drømt om - nogensinde. Til gengæld havde han jo været en del af den snobbede franske overklasse, men hallelujah for, at der ikke rigtigt blev snakket om dét længere.
Blikket hvilede interesseret på hende, som hun fortalte om téen og dens egenskaber. Han var særdeles fristet til at gribe bolden og spørge mere ind til tingene - hvorfor mon hun havde brug for lige præcis dén thé? Men deres aftale måtte jo holdes i hævd, så han valgte i stedet en kommentar, der var typisk for ham.
”Point taken, men… Jeg kender til noget andet, der virker mindst lige så godt til at afslappe musklerne efter en lang dag.” Han vippede drillende med øjenbrynene og blinkede sigende til hende over hentydningen. Man skulle da være et skarn… I øvrigt havde hun jo bevist flere gange under deres sidste møde, at hun godt kunne tage det.
Det næste, hun sagde, vækkede dog hans opmærksomhed endnu mere. ”Så du har ledt efter mig, siger du, hm?” halvvejs spurgte, halvvejs konstaterede han med et øretæveindbydende selvsikkert smil. Det var da måske nok ikke helt det, hun havde sagt, men det var tæt nok på til, at Zera valgte at drage parallellen. Han kunne ikke se sig fri selv, men at han havde ledt efter hende var nok så meget sagt. Han havde jo bare kigget efter hende de steder, hvor han alligevel ville have færdedes - eller noget.
Han tog sig teatralsk til hjertet og sukkede tungt.
”Av mit hjerte! Og her gik jeg og troede, vi virkelig connectede.” beklagede han sig og prøvede at sætte en bedrøvet mine op. Ikke just vellykket, eftersom det var så grundlæggende imod hans natur, og der gik da også kun et øjeblik, før han ikke kunne holde masken længere.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla kom til at grine for sig selv, da han kommenterede på, at han ikke drømte om at være prinsesse. Det var nok de færreste mænd, der gjorde det. Alligevel morrede det hende, at han sagde det højt. "Du ville sikkert ellers se godt ud i kjole og makeup" Bare tanken om ham i en eller anden lyserød sag fik hende til at klukke muntert og glæde sig over, at hun var stødt på ham igen, så deres lette og måske stadig uforpligtende samtale kunne fortsætte. 
Der skulle da heller ikke mange hjerneceller til, for at regne ud, hvad han foreslog som alternativ til en afslappende te, men at leje et værelse bare lige sådan, for så at springe på ham, det var ikke lige hendes stil. I stedet kiggede hun dog op og ned af ham, for lige at spille med (og for at tjekke ham ekstra ud, nu han ikke sad i en vogn i en forlystelse) og fandt så hans øjne til sidst. "Åh ja, Du har helt ret. Jeg ville elske at få en fodmassage."  Jo hun var ikke så nem at gøre forlegen, og det pingpong der virkede til at være mellem hende selv om ham, var bedre end måske den bedste flirt hun havde oplevet. Deres snak var så letsindig og alligevel dybere end de fleste hun havde haft. Det var rart og faktisk nød hun det, selvom hun jo egentlig havde planlagt at holde sig fra den slags.
Hans efterfølgende spørgsmål krævede lidt mere tænketid. Egentlig var hun ikke engang helt sikker på selv, at hun kendte svaret. Havde hun ledt efter ham? "Tjo.. jeg har måske kigget lidt, men ikke ledt. Vi havde en aftale jo. Desuden ville det være dumt at lede efter en, man ikke kender."  de sidste af hendes ord var nok mere henvendt til hende selv. Et af de argumenter, som hun når hun var kommet til at tænke på ham. Hun kendte ham ikke, og hvad skulle hun i givet fald lede efter? Hvor skulle hun lede. Desuden... Desuden så frygtede hun lidt hvad hun ville finde. Sidstnævnte var nok det værste af det hele! Hvad hvis han faktisk havde kone og børn et sted. Havde et sted at kalde sit hjem? Men ville han flirte sådan, hvis han havde? Tja måske, hun havde oplevet andre der gjorde det.
Pricilla blev revet ud af sine tanker med hans kommentar, og hun lagde hovedet let på skrå og så nu nysgerrigt på ham. "Vent! Siger du, at du mener vi havde en connection? Hvad bygger du det på?"

[Zerachiel de Noir]

Zera fik et temmelig utilfreds udtryk i ansigtet, da hun bragte synet af ham i kjole og makeup på banen. Det var ikke just sådan, han havde lyst til, at hun forestillede sig ham - og det affødte da også et lettere sarkastisk fnys fra ham. Lyserød var et totalt ukendt ord i hans garderobe. Næh nej, sort, det var det, der duede. For det meste i hvert fald.
Som samtalen blev drejet over på fodmassage, anfægtede det heldigvis en helt anden reaktion, og han kunne ikke forhindre en lavmælt latter i at bevæge sig over læberne. Latteren endte i et oprigtigt smil, som for en gangs skyld også fik hans gråblå øjne til at gløde med et varmt skær, der dog hurtigt ebbede ud.
”Så fodmassage først, puttetid bagefter?” Han vippede atter med brynene, som han præsenterede kompromiset for hende. Det var stadig et attraktivt kompromis, mente han, selvom han ikke ligefrem var typen, der gav fodmassage på daglig basis. Nu havde han jo fundet hende - selvom han selvfølgelig ikke havde ledt efter hende - så alt for at komme ud af menneskemængden igen.
”Nej, du har ret. Vi har kun redet i pariserhjul sammen, delt en smøg, snakket om litteratur, kysset hinanden og…” Hændelserne fra deres sidste møde blev uanfægtet remset op i vilkårlig rækkefølge. ”… Ja, you get the point, men du har ret. Vi kender ikke hinanden.” bemærkede han tørt og så på hende med et hævet bryn. Man skulle være lidt af en legilimens for at se, at det i virkeligheden stak Zera lidt i hjertet at sige det. Og hvad så? Det kunne godt være sandt, at de efter alle kunstens regler til stadighed ikke kendte hinanden, men det ændrede ikke ved følelsen af, at de kendte hinanden.
”Nej nej,” Han viftede lidt afværgende med hænderne, da hun spurgte ind til deres ’connection’. ”Det er helt sikkert imod aftalen at gå dybere ned i vores ikke-bekendtskab på den måde.”

[Priscilla Rigel Cooper]

Hvem var denne mand? Priscilla skævede til ham og tænkte tilbage på deres sidste møde. Han var jo alt det hun godt kunne lide ved mænd, men hvad var det så hun ikke havde opfanget endnu? Den del der satte skår i glæden? 
Det var nok forkert at tænke sådan, at søge efter det, der ville kunne ødelægge et muligt forhold, men hun havde fået knust sit hjerte så mange gange og på så brutale måder. Det ville hun ikke opleve igen! og slet ikke med ham, så hellere holde sig på sikker afstand. Holde det der hvor hun bare kunne nyde hans sammenvær og få nogle gode oplevelser med ham.
Derfor tøvede hun også, som han nævnte "puttetid" "Ikke fordi jeg skal være afvisende, men går puttetid ikke lidt imod vores regler?" Hun så på ham og lagde hovedet lidt på sned og forsøgte at blive klog på om hun måske faktisk ønskede at han bare trumfede og fik sin vilje om puttetid igennem. 
Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Hvis det bare var i dag... eller nærmere i nat, behøvede hun så at vide hvem han var. Kunne han nøjes med at være Robin? "..Tage fra de rige og gi til de fattige.." mumlede hun for sig selv med et lille smil. Som han også nævnte, så havde de jo allerede delt flere ting, bla. et kys, men hun havde brug for at være sikker. Hun ville ikke misbruges igen. Kort bed Cilla sig i kinden, før hun tog en dyb vejrtrækning. "Lov mig for alt i verden, at hvis jeg siger ja til puttetid, så... så er det ikke fordi du har en kæreste eller en kone et sted, som du er træt af, eller har brug for en pause fra eller noget andet i den dur." Hun så ned i jorden som hun sagde det, og selvom der ingen øjenkontakt var, ville tonen i hendes stemme for de fleste være nok til at vide, at hun talte ud fra erfaring og bestemt ikke lavede sjov med det. 
Så hun havde altså brudt deres regel nu.. Næsten hvert fald. Der skulle ikke meget til at lægge to og to sammen mere. Hun så op på ham, lidt bange for om hendes ord ville skræmme ham væk. "Det..."  Hun sank en klump og fugtede læberne. Hun ville så gerne sige et eller andet, men kunne ikke finde ud af, hvad. "Nu var det vidst mig der fik brudt reglerne."

[Zerachiel de Noir]

”Njah, det ved jeg ikke, vi behøver jo ikke ikke-kende hinanden mere, end vi allerede gør nu.” overvejede han det med et nonchalant skuldertræk. Faktisk ville han vove at påstå, at han allerede kendte hende væsentligt bedre end mange andre, han havde ’puttet’ med, så hvilken forskel skulle en fysisk akt som den da gøre. Han skævede til hende, da hun mumlede noget igen, der bestemt lød som en reference til Robin Hood og ræsonnerede sig frem til, at hun måtte have gang i en eller anden indre dialog med sig selv.
De gråblå øjne rettede sig atter mod hendes, da hun talte igen, men denne gang havde han svært ved at fange hendes blik. Det var så tydeligt, at hun talte ud fra erfaring, at han blev øjeblikkeligt ramt af lysten til at vride halsen om på nogen.
”Ork jo, jeg har både hustru og 3 børn derhjemme.” jokede han, lettere tørt, og med et øjenbryn, der var let hævet i sarkasme. Så rystede han langsomt på hovedet og lagde hånden om hendes hage for at vippe hendes ansigt op, så de kunne se hinanden i øjnene. ”Jeg har ingen kone. Jeg har ingen kæreste. Mig bekendt har jeg heller ingen børn.” Hvis de skulle bryde reglerne, kunne de vel lige så godt gøre det ordentligt, ikke? ”Men jeg vil heller ikke lyve for dig, søde pige - jeg er ikke en fyr, du skal falde for.” Hånden faldt igen, og han slentrede lidt videre langs de mange boder. Det var jo ikke en løgn. Han var jo ikke en specielt god fyr. I øvrigt skulle han heller ikke have en af de pelsløse - det ville bare forplumre alting.

[Priscilla Rigel Cooper]

En ting var at de var blevet enige om ikke at måtte kende hinanden, ikke sådan rigtig hvertfald, noget helt andet var hvor overrasket hun var over at han faktisk overholdt aftalen. Dermed blev det også kun mere irriterende for hende, at hun ikke kendte hans navn. Hvis bare hun vidste hvad han hed! Men det gjorde hun ikke, og hun ville ikke spørge, det ville nok være dumt i sidste ende.
Frygten for at blive skuffet lå stadig i hende og efter at hun var kommet til at røbe noget om sin fortid, kunne hun slet ikke forestille sig, hvor der nu ville ske.
Da han svarede hende, tabte hun næsten underkæben i bare forskrækkelse. Det kunne han bare ikke mene!! Hun mærkede hvordan hendes mave slog knuder ved tanken og hun begyndte at få helt dårlig samvittighed, men så, som at vende på en tallerken, fortalte han at hen ingen havde hverken kone eller børn. Det glædede hende og hun slappede omgående mere af, lige ind til han så ødelagde stemningen med sine næste ord. Hun rynkede brynene og så op og ned af ham. Dette var ikke et scoretrick hun kendte. Han virkede mere som en der faktisk forsøgte at advare hende. Hun forstod det bare ikke. "Og hvad skulle være så slemt ved dig? Du kan umuligt være værre end dem jeg før har datet." konkluderede hun så og så afventende på ham, men trådte alligevel lidt væk fra ham. Bare lige for at være sikker.

[Zerachiel de Noir]

Han sendte hende et bifaldende blik, da hun alligevel valgte at træde lidt væk fra ham, og fulgte det op med en hovedrysten for at understrege sine ord. Trods det, måtte han understrege det med ord igen.
”Det ville være imod vores regler, hvis jeg fortalte dig det.” påpegede han med et skævt smil og var egentlig pludselig glad for, at de havde indgået den aftale, at de ikke måtte kende hinanden. Det var ret belejligt, når der så var noget, han faktisk ikke ønskede, hun skulle vide. Og så var Zera nok ret god til at bruge den slags ting, når han selv havde god gavn af det, og skide højt og helligt på det på alle andre tidspunkter. ”Du må vel bare stole på mig.” blev det tilføjet med et skuldertræk, for længere var den vel egentlig ikke. Selvom de to ting var ret selvmodsigende - kunne man stole på hinanden, når man ikke kendte hinanden? Nej, vel? Hendes spørgsmål understregede for ham også den kløft, der unægtelig ville være imellem dem. Hvad han vidste af, så var hun med al sandsynlighed muggler, og han var troldmand - og en varulv. Niks, nej, nope, ah-ah, det ville aldrig komme i nærheden af at være foreneligt med hinanden, og det ønskede han heller ikke. Han skulle ikke have en pelsløs.

[Priscilla Rigel Cooper]

Fint. okay. De havde lavet en aftale, og den skulle altså holdet. Det kunne hun godt forstå og i sidste ende ville hun nok også sætte pris på det, når han vidste sig at være lige så stor en idiot som alle andre hun datede. Ved ikke at vide hvem han var kunne hun trods alt ikke blive skuffet. Der var bare det med det, at hun ret godt kunne lide hans selskab. Men måske skulle hun også bare nyde det for hvad det var? "Okay det har du ret i. Så... Må jeg vel stole på dig." gentog hun og så på ham med et smile i øjnene. Det var nu heller ikke så svært. Måske var det bare fordi han skulle rejse eller sådan noget. uanset havde han jo sagt, at han hverken havde kæreste eller kone, så på den led kunne der ikke ske noget af det hun prøvede at undgå. Desuden var det også meget godt, hvis nu han rent faktisk var muggler. Ikke at det gjorde hende noget, men det ville komplicere tingene en smule. "Fint, Der var tale om noget med en fodmassage, hvis ikke jeg husker helt forkert?"Et drilsk smil voksede frem på hendes læber igen og hun begyndte roligt at gå videre. 
Gaden var dog tæt pakket og i og med det nærmede sig de sene timer var flere også begyndt at være godt berusede. Pludselig hastede en fuld mandsperson ind i dem, der tydeligvis havde travlt, og for hurtigt at komme forbi, skubbede han hårdt til Priscilla, så hun snublede ned over kantstenen, hvilket omgående fik en brændende smerte til at skyde op igennem hende dårlige ankel. Der lød et skrig for hende, og hun tog sig omgående til den ømme fod, og glemte alt om Zera.

[Zerachiel de Noir]

Et overrasket glimt viste sig i hans øjne, da snakken vendte tilbage til at handle om fodmassagen. Hun havde accepteret, at han ikke var godt selskab - og alligevel valgte hun det, imod bedre vidende? Så kunne han vel nærmest ikke tillade sig at sige nej, hva’? Det var i hvert fald sådan, Zera forsvarede det overfor sig selv.
Det skæve smil bredte sig atter på hans læber. ”Fodmassage, ja… Klart.” Ironien var tydelig, da han valgte at gå med hende. ”Men det vil nu se mærkeligt ud, hvis vi- HEY!” Hånden skød øjeblikkeligt ud og greb voldsomt fat i fulderikkens kravetøj, da han havde den frækhed at komme brusende forbi på den måde. Et gulligt skær glimtede i Zeras øjne, men det forsvandt næsten øjeblikkeligt, da skriget henledte hans opmærksomhed på noget andet. Med et hånligt fnys og et lavmælt ’klaphat’ kylede han manden fra sig. Trods sin nye beslutning om ikke at komme for tæt på pigen - for hendes egen skyld, altså - var han forbavsende hurtigt ved hendes side for at støtte hende mod at få overbalance.
”Hvad skete der? Kom du til skade?” spurgte han. Et opmærksomt øre ville høre lyden af bekymring skinne igennem i hans stemme, men det var usikkert, om hun lagde mærke til det i sin smerte.

[Priscilla Rigel Cooper]

Cilla var faldet sammen på jorden, hvor hun gned sin ankel under tydelige smerter. Hun ænsede knap nok manden hun havde fulgtes med ellers hans kortvarrige gule øjne, ligesom hun var bedøvende ligeglad med manden der var gået ind i hende. 
Det var først da han spurgte til hende, at hun igen så op på ham, tydeligvis påvirket af smerten. "Min fod... av... Jeg.. jeg har en gammel danseskade." Sandt skulle siges at det ikke bare var en lille danse skade, men havde han kendt det sande omfang ville han nok undre sig over hvordan hun overhovedet kunne have foden endnu. Men hun kunne ikke godt fortælle en muggler (som hun antog ham for) at hendes fod var blevet helbredt med magi. Forsigtigt prøvede hun at komme på benene igen, men kunne på ingen måde støtte på foden. Det var lidt et problem og hun kunne ikke transfere nogen steder hen med så mange folk omkring sig. "Jeg ved ikke om jeg kan støtte på foden.... Vil du... øhm... Av.. ingen spørgsmål, lov mig det, men hvis du får mig op til hovedvejen, og så til en... taxi, så vil jeg være meget taknemmelig." Man kunne da heldigvis køre til mungos også.