Hallelujah, it's raining... men?

[Serena Smith]

Albus Dumbledore ll
Udendørsarealerne, Den Sorte Sø
November 2057

Det var efter skoletid, mørket var endnu ikke heeelt faldet på, og det øsregnede, så hvor skulle man finde Rena, andet end udenfor? Den var stensikker hver gang. Det var ikke for ingenting, hun bildte folk og fæ ind, at hun elskede regnvejret!
Efteråret var på sit højeste, så det var næsten ikke til at se græsset for de mange hundreder, tusinder, nedfaldne blade fra skolens mange gamle træet. Rena traskede afsted i sine gummistøvler. Det var nok det eneste, hun ikke brød sig om - at få våde tæer - så de var pakket godt og grundigt ind, men resten af hende mindede i høj grad om en druknet mus. Håret krøllede om muligt endnu mere, end det plejede, og regndråberne gled i en lind strøm ned ad hendes ansigt - gudskelov, at hun ikke havde nået at få mascara på i morges, for så var det da løbet helt vildt!
Faktisk var Rena ikke helt i hopla. Hun havde håbet på at få selskab på sin gåtur i regnvejret, men der var ingen, der åbnede, da hun bankede på døren til Albus’ kontor, så hun var nok i virkeligheden lidt skuffet. De havde ikke rigtigt haft tid til at snakke ordentligt sammen siden dengang, han havde budt hende velkommen til skolen, så det havde da været oplagt at hive ham med på gåtur, når nu hun lige var kommet i tanke om, at de havde snakket sådan om det. Men nå, han havde jo også meget at se til.
I stedet koncentrerede Rena sig om at sætte den ene fod foran den anden. Hun skulle temmelig langt væk fra skolen, før hun var sikker på, man ikke kunne se hende fra vinduerne, og det var det, der førte hende ned til den sorte sø, hvor gråvejret fik jord og himmel til at gå i et. Vandet var i oprør. Hun iagttog det vilde sceneri nogle lange sekunder, før hun lukkede øjnene i og fokuserede på det, hun kunne mærke og høre i stedet. Regnen, der faldt larmende på vandoverfladen, vinden, der susede i træerne. Dråberne, der ramte hendes kolde kinder, og som hun smagte på læberne. Hun havde lært for mange år siden, at hvis hun bare slappede af i det, så mærkede hun ikke kulden på samme måde. Der gik ikke lang tid, før hun ikke længere kunne modstå fristelsen til at brede armene ud og danse rundt til melodien, der spillede i hendes hoved.

[Albus Dumbledore ll]

Albus sovet elendigt denne nat. Omkring kl halv 5 havde han opgivet at sove videre og i stedet begyndt at klargøre til morgentimerne i botanik. Timerne var gået usandsynligt langsomt og han havde nok ikke været så meget på som han burde hvilket havde resulteret i en besvimet elev under arbejdet med mandrak-babyerne.
Hele dagen havde skyerne henlagt drivhuset i et dunkelt lys og hen af eftermiddagen havde regnen trommet hæftigt mod ovenlysvinduerne.
Efter dagens timer omsider var rundet af, havde Albus listet sig tilbage imod sit kontor, men noget havde stoppet ham på halvejen. Noget hans kollega Serena havde fortalt om regnens næsten healende effekt.
Han havde tøvet med hånden på egedørenes håndtag og dagens udgave af profettidende over hovedet, der ellers fungerede som et sølle skjul for den vedvarende regn.
Lige i dag følte han uden tvivl at han blev nødt til at blive “renset” eller hvad hun havde kaldt det. I dag var årsdagen for hans kærestes død. Deprimerende, hvilket tydeligvis havde givet udslag hele dagen. Tænk at der allerede var gået 3 år.
Med en rolig bevægelse slap han håndtaget og lod avisen falde ned langs siden som han begav sig mod søen.
Hvor længe han endte med at traske frem og tilbage langs den oprørske søbred, anede han ikke. Men på vejen tilbage fangede noget hans opmærksomhed i det fjerne. En skikkelse. Som han kom tættere på kunne han genkende den dansende skolesygeplejerske og han stoppede kort op og blot studerede hendes bevægelser imens et smil langsomt fandt vej på læberne. ”Jeg er lidt i tvivl, prøver du at hidkalde mere regn, eller er det bare en fejringsdans?” Hans stemme overdøvede kun lige den trommende regn. Han kunne ikke helt vurderer hvem af dem der mest lignede en druknet mus. Hans professorgevanter var komplet gennemblødte og hans hår hang dryppende ned over hans skuldre.

[Serena Smith]

Rena satte virkelig pris på de tidspunkter, hvor det var muligt for hende at fordybe sig helt og holdent i nuet og alle de sansninger, der fulgte med. Det var så vigtigt for, at hun kunne føle sig selv også, og lige nu, da føltes det præcis som om, hun var det eneste menneske i miles omkreds. Lige indtil… Hun fór sammen, da hun hørte stemmen, og drejede sig brat imod lyden, alt imens hun tog sig til brystet for at lægge en dæmper på hjertet, der var speedet op af overraskelse.
”Albus!” udbrød hun med en forskrækket latter og blev også lettet over, at det var ham og ikke en eller anden elev, der havde fanget hende i regnen. ”Jeg var sikker på, jeg var helt alene i verden.” Hun gik tættere på ham, så hun ikke skulle råbe for at overdøve regnvejret, og måtte smile over hans våde fremtoning, velvidende, at hun sikkert ikke så meget bedre ud selv. Det så ud som om, han havde gået rundt i regnvejret i flere timer.
”Mere regn. Altid mere regn!” svarede hun som om, det var en selvfølge, nu med en mere afslappet latter, og rystede også på hovedet ad sig selv, så vandet føg om ansigtet på hende. ”Jeg troede, jeg var den eneste, som var så tosset. Hvad bringer dig ud i uvejret?” Hun betragtede ham undersøgende med hovedet lidt på skrå og blev ramt af fornemmelsen af, at der var noget, som trykkede ham. Kald det bare en arbejdsskade, men qua sit arbejde var hun blevet temmelig skrap til at spotte, hvornår der var noget galt.

[Albus Dumbledore ll]

Han smilede bredt til hende og mærkede allerede nu hvordan humøret steg et par grader. Hun kunne på en eller anden måde bare løfte stemningen hos ham. Det var nok hendes fristillede natur. Hvem andre ville danse i regnen?
"I et vejr som dette her kan det i hvert fald godt føles sådan. Der er ingen som vover sig ud." Han smilede lidt og tilføjede så, "altså udover os tilsyneladende." Han gik hende i møde med et par rolige skridt og inden længe stod de tæt nok på hinanden til at kunne føre en nogenlunde normal samtale.
De livlige blå øjne blev rettet op mod himmelen et kort øjeblik, for så at vendes tilbage imod hende. "hmm, hvis der kommer meget mere regn, må vi nok snart til at udvikle gæller." Grinede han og kiggede derefter mod søen. Vandbestanden var steget en smule over de sidste par dage, men selvfølgelig ikke noget alarmerende.
Han rømmede sig lidt og strøg tænksomt sit fuldskæg et par gange, "ja det er sjovt du spørger. En eller anden fortalte mig engang at det var en god ide, at det var afslappende og sjælerensende, eller noget i den stil." Her hentydede han naturligvis til deres sidste møde, men det kunne hun nok godt regne ud.
Det var nogle helt små signaler som Albus ikke selv var klar over hans sendte, som hun måtte være i stand til at samle op på. Smilet nåede ikke helt de blå øjne på samme måde, de havde ikke helt den samme gnist som normalt.

[Serena Smith]

Rena slog ud med armene på ’hvad kan man gøre?’-manér. ”Det er måske godt det samme. Folk kunne træffe at tro, vi er bindegale.” smilede hun, da han også kom tættere på og hjalp med at forkorte afstanden imellem dem. ”Jeg er i hvert fald lettet over, du ikke var en elev.” Følelsen af gru løb et kort overblik over hendes ansigt, som hun forestillede sig scenariet igen, bare med en elev i stedet. Så lang tid havde hun trods alt ikke været ansat endnu, så det var lige tidligt nok at afsløre den slags særheder for alle og enhver.
”Åh nej, det kan vi ikke have. Jeg har ikke lyst til at lære kæmpeblæksprutten nærmere at kende, selvom jeg er sikker på, det er et hyggeligt bekendtskab.” De mørke øjne fulgte kortvarigt hans blik ned mod søen, og hun gøs umærkeligt. I det store og hele så den bare rigtig sort, dyb og kold ud - ikke noget, der just trak i Rena i hvert fald. En varm sommerdag, okay, måske, det da kunne være sjovt at prøve det der med gæller, men nu; ikke på vilkår.
”Virkelig? Og du troede på vedkommende?” Hendes stemme var fyldt med påtaget skepticisme, som om hun slet ikke forstod, hvordan han kunne hoppe på dén. Samtidig glimtede det skælmsk i hendes øjne, for selvfølgelig vidste hun, at det var hende, der blev hentydet til. ”Nå, men synes du så, det virker?” opfølgede hun efterfølgende med et interesseret smil og slog ud med hånden som tegn til, at de nok skulle bevæge sig lidt for at holde varmen. Altså, hun havde ingen forventning om, at han ville komme til at dele samme begejstring for gåture i regnvejret som hende - til dato havde hun nemlig ikke mødt én, der kunne erklære sig enig med hende. Men al cadeau for at give det en chance, dog.

[Albus Dumbledore ll]

Han smilede i enighed, "det er vi måske også, hvem ved?" Han trak på skuldrene i et nyt smil, men stadigvæk var blikket hjemsøgt at de sørgmodige tanker der havde forfulgt ham det meste af hans dag.
Albus kom næsten til at fnise ved den kommentar, imens han forestillede sig hvor hurtigt sladderen i så fald ville have bredt sig. "Så var du i hvert fald nok kommet til at høre for det fra andre end mig." Svarede han kækt og rankede sig en smule.
Denne gang lo han mere oprigtigt, "det kan der være noget om, den kan i hvert fald nok give nogle seriøse krammere." Et betænksomt blik gled udover søens oprørske overflade.
Brynene blev rynket en smule som han så tilbage på hende, "tja hun virkede temmelig overbevisende da hun præsenterede ideen." Konkluderede han, "kald mig bare naiv, men jeg købte den." Forsatte han, stadigvæk underholdt over denne lille udveksling.
Han fangede godt hendes hentydning og begyndte at gå lidt langs bredden, med tro på at hun ville følge med før han fortsatte, "altså jeg må erkende at det er lidt vådt og koldt, og jeg ender nok med en lungebetændelse, men jeg må indrømme at der er noget afslappende i det." De blå øjne hvilede varmt på hende. "Måske vender man sig til det andet med tiden." Der var nu noget sandhed i det han sagde. Det var faktisk som om at regnen hjalp lidt på at "skylle sorgerne af sig". Selvfølgelig forsvandt de ikke bare, men sindet blev alligevel renset på en eller anden måde.

[Serena Smith]

På trods af, at han stod og smilede til hende, blev Rena alligevel igen ramt af fornemmelsen fra før, at der var noget, som tyngede ham ned i dag. At der måske havde været en årsag til, at det var lige præcis dagen i dag, han havde besluttet sig for at teste hendes påstand og gå en tur i øsende regnvejr.
”Du… Hvis du vil tale om det, der går dig på hjerte, står jeg til din rådighed.” prøvede hun stille. Hun var på ingen måder interesseret i at snage i hans privatliv, men nogle gange hjalp det ganske enkelt at sige tingene højt for nogen. Det vidste hun af erfaring, selvom hun selv var eminent dårlig til at indse, når hun havde brug for at tale med nogen om noget.
Smilet spredte sig dog også på hendes læber, som deres samtale fortsatte. ”Ah! Jeg må jo håbe, jeg får en klemme på dig en dag også.” Ikke, at hun kunne forestille sig, at Albus ville ’sælge hende ud’ til nogen, tværtimod, hun følte sig ret sikker på, han respekterede hende, på trods af særhederne. Men derfor var det nu ret sjovt at have noget på hinanden. Det var med til at skabe fortrolighed!
”Jeg er altså ikke så stor fan af tentakler.” kom det med gru ærligt fra hende efterfulgt af endnu et gys ved tanken om en krammer fra kæmpeblæksprutten. Det var også en af de få ting, hun bare ikke kunne få sig selv til at spise. Blæksprutte. I så fald skulle det i hvert fald være hakket til ukendelighed, som minimum! ”Du tænker dig sikkert om en ekstra gang, før du tror på noget, hun siger igen, hva’?” Hun grinede lidt over ordvekslingen, som hun kom op på siden af ham. ”Tricket er ikke at tænke på, hvor kold og våd man er, og hvor meget man fryser - så mærker man det slet ikke på samme måde.” Hun slog armene om sig selv for at holde lidt på den sidste kropsvarme og kastede et flygtigt blik op mod skolen. ”Vi kan gå tilbage, hvis du trænger mere til varm kakao foran ildstedet?”

[Albus Dumbledore ll]

Hendes ord kom bag på ham, fordi han nok ikke havde forventet at hun havde gennemskuet ham så let. Han rømmede sig som ansigtet fortrak sig i et let smerteligt udtryk og de blå øjne blev slået mod jorden, ”Njå, jeg ville ikke belemre dig med mine problemer.” Sagde han og forsøgte at smile som han atter hvilede blikket på hende.
”Tro mig, alt andet skulle være mærkeligt, jeg laver så mange underlige ting.” Forsikrede han hende, ”det handler bare om at være det rette sted på den rette tid.” Han blinkede. Det var rart at stemningen blev lettet en smule.
Han smilede igen, denne gang en smule mere oprigtigt, ”Frøken Smith, er du bange for blæksprutten?” Spurgte han med et snedigt udtryk i ansigtet. Det var vel egentlig forståeligt nok. Han fandt den selv ufattelig spændende og ville elske at nærstuderer den yderligere, men selv han ville nu også helst undgå en situation hvor endte viklet ind i tentaklerne.
Han skar en grimasse og så på hende som hun kom op på siden af ham, ”sikkert ikke, jeg er ikke så god til at lære fra mine fejl.” Svarede han med et skuldertræk. Der var noget ærligt i svaret, han var nok lidt naiv til tider.
Blikket fulgte hendes mod slottets varme glødende ruder, ”det kan være jeg kan komme i træning.” Konkluderede han, ”men lige nu, lyder varm kakao faktisk temmelig indbydende.” Han var våd og frøs så meget at en let skælven løb gennem ham fra tid til anden. ”Og altså siden du nu byder.” Han så tilbage på hende med taknemmelighed skrevet i ansigtet.

[Serena Smith]

Reaktionen bekræftede Renas mavefornemmelse, og hun smilede mildt for at opmuntre ham til at gøre det alligevel. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg er her for det samme.” Det var vel i og for sig sandt, selvom det var ret indirekte. Hun var der jo mest for at tage vare på eleverne, men anså det bestemt også for sin opgave at tage vare på personalet - hvad end det var fysiske eller psykiske skader, de nu døjede med. ”Nogle gange hjælper det, bare man siger tingene højt.” Det tog kun et øjeblik for hende at blive opfyldt af medlidenhed over det smertelige udtryk, der kortvarigt prægede hans ansigt.
”Virkelig?” Et overrasket udtryk viste sig på hendes ansigt, inden hun eftertænksomt begyndte at overveje, hvor hun mon kunne være så heldig at være det rette sted på det rette tidspunkt. ”Nå, men det får vi at se en dag, så!” Det var også rart at opleve, at han ikke altid var så ’professor-agtig’, som mange af de andre professorer lod til at være.
Hun snøftede fornærmet - hvad hun selvfølgelig ikke var - da han gennemskuede hende. ”Jeg ved overhovedet ikke, hvor du får den idé fra.” kommenterede hun med en hovedrysten, men kunne alligevel ikke lade være med at smile lettere skyldbetynget. Heldigvis var det ikke hendes lod nogensinde at komme i nærheden af kæmpeblæksprutten!
”Du ryster jo også!” udbrød hun med en lille, overrasket latter og vendte rundt på stedet, så de i stedet kunne sætte kursen tilbage mod skolen. Hvor lang tid havde han overhovedet vandret rundt herude? Altså, det var jo ikke noget, man skulle gøre flere timer i streg, for så var der jo rent faktisk risiko for at blive ægte syg.

[Albus Dumbledore ll]

”Virkelig? Og jeg som ellers troede at du var her for at heale eleverne.” Jokede han, nok primært for at løfte sit eget humør lidt. Alligevel faldt ansigtet tilbage til de mere seriøse folder og han sukkede mildt. ”Men udemærket så.” Han tøvede lidt og rømmede sig, ”den korte version er at, jeg havde denne her kæreste da vi gik på Hogwarts.” Begyndte han, ”hun var ret syg, vi var sammen i mange år, desværre jah...desværre klarede hun den ikke.” Skønt han forsøgte at sige det med et smil, var smerten i blikket ikke til at tage fejl af. Det var en facade, og en ret dårlig en af slagsen, for at dække over det faktum at det stadigvæk gjorde usigelig ondt. ”Hun gik bort for et par år siden, i dag.” Afslørede han så og sukkede, ”det er bare stadigvæk lidt svært.” Indrømmede han.
Det var kærtkommen at stemningen blev løftet, ”ja det er der gode chancer for.” Opmuntrede han hende. Han havde bestemt mange mærkeligt vaner, nogle af dem ret pinlige endda.
”Hmmm måske jeg har en god intuitionsevne?” Halvvejs kommenterede, halvvejs foreslog han, dette blev bekræftet med et let skuldertræk, før smilet atter brød frem.
Albus så kort ned af sig selv, han havde ikke selv tænkt over at han skælvede let ind imellem, men nu hvor han blev opmærksom på det, synes han at temperaturen faldt yderligere. Han skar en let grimasse. ”Jeg er nu heller ikke ked af at skulle indenfor.” Indrømmede han som de nærmede sig slottet. For hvert skridt de tog synes han næsten at kunne smage kakaoen bedre.
Da de nåede op til de massive egetræsdøre, holdt han naturligvis døren åben for hende, som en sand gentleman ville gøre det.

[Serena Smith]

Et lille, medfølende ’åh’ forlod Renas læber, da Albus fortalte om sin ekskæreste og hele grunden til, at der var noget, der nagede ham i dag. Hun kunne godt huske, de havde snakket lidt om det sidste gang, de mødtes, og drak thé på hendes kontor. Så det var præcis i dag, hun var gået bort, blot for et par år siden… Ikke så mærkeligt, at det var svært for ham. ”Der vil altid være de dage, der er sværere end andre.” Dødsdagen, fødselsdagen, bryllupsdagen, og så videre. Det ville nok aldrig blive nemt, uanset hvor mange år der gik. Hun stak impulsivt sin hånd ind i hans, mens de gik, og gav den et klem, så han mærkede, at hun var der. ”Det tager lang tid at bearbejde den slags.” Samtidig blev Rena også mindet om sit eget mislykkede ægteskab, der fyldte hende med dårlig samvittighed - men det blev behørigt trængt i baggrunden igen, for det var jo ikke det, der var fokus lige hér.

Hun kastede et sidste blik rundt på det kaotiske vejr og trak lidt på smilebåndet til sig selv - hun kunne sagtens være gået rundt i endnu længere tid uden problemer. Nå, der kom jo nok flere regnvejrsdage i fremtiden, bemærkede hun i tankerne, inden hun smuttede forbi Albus og ind igennem døråbningen til Indgangshallen. ”Tak.” Regnvandet blev strøget væk fra ansigtet med hænderne. Hun stoppede lidt op og vendte sig mod ham - og måtte smile lidt igen. Han lignede virkelig en druknet mus. ”Skal du ikke lige have chancen for at hoppe i noget tørt tøj først?” spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Det var da snart synd for ham, hvis han skulle sidde og drikke kakao i sine kolde klæder - det var hun ikke sikker på, hun kunne byde ham!

[Albus Dumbledore ll]

Han sukkede let og nikkede. ”Ja, mærkedagene er de værste.” Han sendte hende et næsten undskyldende blik. Som om han beklagede, uden ord, at bringe stemningen ned.
Pludselig mærkede han hendes hånd i sin og han så ned, den lille trang til at trække hånden til sig, som var han sin ekskæreste utro, blev hurtigt malet til jorden som han mærkede det lille klem. Det var faktisk rart med omsorgen, og hans blå øjne søgte hendes. Han sukkede og nikkede før han lukkede sine kolde fingre omkring hendes hånd. ”Ja...men sorg er blot hjemløs kærlighed, er der nogen der mener.” Det var der jo noget sandhed i.
Havde Albus haft en bedre dag, ville han nok også have været mere opmærksom på at hun også lod til at have noget på sinde, men lige i dag var hans sanser nok mere indadvendt.
Endnu et af hans let forpinte smil blev rettet imod hende som hun takkede ham. Han følte virkelig at han måtte være en plage at være sammen med i dag, hvilket også havde været grunden til at han primært havde holdt sig for sig selv siden i morges, så godt som man nu kunne som professor.
Han så lidt ned af sig selv. Det burde han nok, men han orkede det faktisk ikke rigtigt, så derfor slog han let ud med hånden, ”nah, det går nok. Det tørre alligevel hurtigt.” Bagatelliserede han det. ”Så efter Dem frøken.” Sagde han uden at vide at hun havde været gift og ikke kunne gå med den betegnelse længere.

[Serena Smith]

Hun mærkede hans tøven, tænkte på, om hun mon havde overskredet en grænse – det kunne hun nemlig let komme til, når hun gjorde tingene så impulsivt, og det vidste hun godt – og blev glad, da han bestemte sig for at tage imod hendes empati ved også at lukke sine fingre om hendes hånd. Der var absolut ingenting i det, udover betænksomheden overfor den anden, og det var det eneste, Rena tænkte på.
Hun kunne ikke lade være med at fnyse, lidt forurettet, hvilket var hende ulig, over ordene. ”Det er dem, der aldrig har oplevet det på egen krop.” fastslog hun bestemt, selvom det selvfølgelig kunne diskuteres. ”Som om, man bare kan kaste sin kærlighed på en hund i stedet for…” Det kunne helt sikkert være rigtig gavnligt for nogen fx at anskaffe sig et kæledyr, men der var ikke noget blot eller bare over sorg. Det var en forsvarsmekanisme, og det var ganske enkelt helt individuelt, hvor lang tid det tog at læge.
Forundringen løb kortvarigt over Renas ansigt, da han valgte ikke at ville skifte til tørt tøj, men accepterede det hurtigt. I sit stille sind tænkte hun, at så måtte han virkelig være i kulkælderen! Det måtte hun gøre sit bedste for at lave om på!
”Jamen så lad os komme videre i en fart!” bemærkede hun – lod sig ikke mærke med hans brug af betegnelsen ’frøken’ – og satte det lange ben foran for at nå op til sit kontor, ildstedet og den varme kakao.

[Albus Dumbledore ll]

Hendes lille udbrud fik ham kort til at kaste sit blik på hende, han smilede en smule, herefter blev de blå øjne atter rettet fremad. ”Jeg ved ikke-” begyndte han lidt tænksomt og trak på skuldrene, ”der er nu noget rigtigt i det.” Han holdt en kort betænkning pause før han fortsatte. ”Det er jo kærligheden til det andet menneske der bliver til sorg, når man ikke længere kan tildele den person sin kærlighed, på den måde kan man vel godt sige at kærligheden bliver hjemløs.” En lille, næsten umærkbar rynke have formet sig mellem brynene, og han rystede lidt på hovedet. Han var ikke interesseret i at smitte sit sørgmodige humør af på hende.
Da de indgangshallen havde han, en smule fortrødent, sluppet hendes hånd igen. Eleverne kunne hurtigt få gode ideer, og sladderen løb som steppebrand på skolen. Visse ting ændrede sig åbenbart bare aldrig.
Omsider nåede de hospitalsfløjen og dermed kontoret. Albus havde nok fortrudt de første 4 gange at han havde sagt nej til at skifte tøj, men som han havde også kastet en tørre besværgelse over tøjet, og rettet sin tryllestav mod pejsen for at få tændt op, hjalp det på det. Tørrebesværgelsen var desværre ikke hundrede procent effektiv, det virkede stadigvæk klamt og fugtigt imod hans hud, men i det mindste drev vandet ikke ned af ham længere. Håret til gengæld var et virvar af forblæste strittende totter som han ikke helt havde formået at få kontrol over.
Han rettede sig imod hende og stak staven tilbage i lommen, ”er der noget jeg ellers kan hjælpe med?” Spurgte han, og kom til at tænke på deres første møde her på samme sted. Der havde han vidst stillet hende præcis samme spørgsmål.

[Serena Smith]

Rena lyttede omhyggeligt til ham og rettede selv blikket fremad, lettere eftertænksomt. ”Hm… Måske, du har ret.” medgav hun efter et øjeblik og rynkede brynene over de tunge tanker. ”Det er helt trist at tænke på, ikke? Hjemløs kærlighed…” Hun gumlede lidt på det. Det var ikke noget, hun selv led af på dén måde, så det var ikke helt ligetil at sætte sig ind i, om end Albus var ret overbevisende. ”Men det varer jo nok, indtil man finder ud af at katalysere sin sorg til noget andet. Kærlighed til livet, for eksempel.” Med sidste bemærkning lyste hun atter op i et smil, eftersom kærlighed til livet var noget, hun selv var opfyldt af og altid prøvede at huske på, når hun blev ramt af tungsind.

Som de nåede kontoret, havde Rena knap nok nået at tage de gule gummistøvler af, før der var sørget for ild i pejsen og (næsten) tørt tøj. Når man frøs, var man effektiv.
”Sæt dig ned, så skal jeg sørge for resten.” bød hun med smilet spillende på læberne, da hun også blev mindet om deres sidste møde her på kontoret - det kunne ende med at blive en hel tradition. Nu var hun dog faldet en del mere på plads end sidst, hvor der havde været flyttekasser overalt. Hun slog sin våde kappe over ryggen på skrivebordsstolen, så den kunne tørre og vimsede lidt rundt, mens varmen fra pejsen begyndte at brede sig rigtigt i rummet - tog et par krus frem fra théstationen i hjørnet, svirpede lidt med sin tryllestav og fandt to vamsede tæpper i gemmerne.
”Her.” Det ene tæppe blev foldet halvt ud og lagt om Albus’ skuldre, det andet trak hun rundt om sig selv, så hun kom til at ligne en deform kålorm, mens hun trippede hen for at hente de to krus, der nu var fyldt med dampende varm kakao, tilberedt af de flittige alfer i køkkenet.
”God og stærk. Drik det så varmt som muligt.” foreslog hun, da hun endelig kunne række ham kruset og synke ned på sofaen ved siden af ham.