Hallelujah, it's raining... men?

[Serena Smith]

Rena vidste ikke noget om, hvor gammel den tidligere skolesygeplejerske havde været, men uanset hvad, uanset alder, så kunne hun ikke forstå det endog bare en lille smule. Selvfølgelig kunne hun da godt se, at der ikke var en kæmpe aldersforskel til de store elever, når man - som hun - kom til skolen i en ret ung alder. Men det var også bare hele princippet i det. Det var bare grundlæggende forkert.
Hun rystede lidt kraftigere på hovedet, som om hun ville ryste tankerne ud og gøs en sidste gang for at komme helt af med ubehaget. ”Vi skal simpelthen lære at tale om nogle mere muntre emner.” konstaterede hun med et skævt smil, da hun ikke kunne undgå at bemærke, at de nu igen havde været inde på et lettere dystert emne.
Hun rettede sig op i sofaen for at tjekke klokken, da han spurgte til tiden. Klokken kunne være hvad-som-helst, hun havde vitterligt ikke skænket det en tanke. ”Men se, hvor tiden flyver, når man hygger sig!” bemærkede hun overrasket, da hun kunne fastslå, at elevernes udgangsforbud i hvert fald for længst var overskredet. ”Vi må hellere trække os tilbage, det er jo hverdag i morgen.” Hun strakte sig mageligt og rustede sig imod kuldegyset, hun vidste, ville komme, når hun rejste sig fra sofaen. Så smøg hun sig ud af tæppet og begyndte stille at rydde deres kopper væk.

[Albus Dumbledore ll]

Stemningen var på ny blevet temmelig dyster. Det var vel både godt og skidt at de kunne snakke om den slags, men det var måske bare ikke ligefrem det mest opmuntrende. Hendes ord fik blot hans smil til at vokse i takt med hendes, på trods af hans stadigvæk lidt hjemsøgte blik. ”Du har ret. Næste gang laver vi en liste over emner vi må tale om, såsom hundehvalpe og blomster.” Svarede han og fugtede læberne med tungespidsen, imens han holdt et lille grin tilbage.
Albus mærkede et let strejf af ærgrelse over at skulle til at tilbage til sit eget rum. Det havde været dejligt befriende at sidde her og snakke med hende, men han måtte erkende at hun havde en pointe. ”Du har ret.” Bekendt gjorde han og tog lige et øjeblik til mentalt at forberede sig på at smide tæppet, før han rejste sig og lod det falde tilbage i sofaen ombestemte sig så, og fik hurtigt lagt det sammen og lagt det over sofaryggen i stedet. ”Tak for i aften,” sagde han så og så tilbage på hende. Han blik udstrålede taknemlighed over hun havde givet sig tid til at lytte til ham. ”Det var virkelig rart at få tankerne lidt væk.” Han sendte hende et varmt smil og åbnede så døren. Inden han gik ud kiggede han mod hende en sidste gang. ”Sov godt.” Sagde han og forsvandt så ud af kontoret med retning mod sine egne gemakker.

// out