They Don't Care About Us

[Santana Puckerman]

Til: Jaxx Winter Turner
Sted: Hogwarts, Santanas kontor.
Tid: Oktober 2057, kl 20.
Outfit: link

---

Santana havde undervist det meste af dagen, men havde de sidste par timer nydt stilheden på sit kontor. Hun havde efterhånden haft jobbet på Hogwarts halvanden måneds tid. Indtil videre var hun faktisk overraskende glad for det. Hun havde aldrig troet, hun ville være så god til børn og unge mennesker, primært på grund af hendes stil og hendes, ja personlighed. Hun var large i mange langt hen ad vejen, som foreksempel når det kom til elevernes påklædning. Hun syntes ikke, hun kunne sige til dem, at de skulle have deres kapper og uniformer på, når hun selv ikke havde nogle af delene. Hun nød sit privattøj og det ville hun ikke ændre. Til gengæld, var hun ikke large, når en af hendes elever dukkede op til time med et godt gammeldags sæbeøjne. Hun havde efterhånden fundet ud af, at Jaxx og hans gang, ikke var skolens bedste børn, men hun vidste også fra sig selv, at der som regel var en grund til, at børn reagerede som de gjorde. Hun havde derfor bedt Jaxx, om at møde hende på hendes kontor klokken 20.
Hun sad derfor på sin stol, med fødderne på skrivebordet og en smøg i munden og afventede ham. Der stod ligeledes en kop kaffe på skrivebordet, sammen med et par papirer og et askebæger, som nok snart burde blive tømt. Mellem sine hænder og hvilende mod sit skød, havde hun en bog, en helt almindelig mugglerskrevet gyserbog. Som det bankede på døren, flyttede hun ikke de blå øjne fra bogen, "Kom ind," kaldte hun blot i stedet, mens hun læste sætningen færdig og tog et hvæs af smøgen, som blev sat mellem de to fingre.

[Jaxx Winter Turner]

Outfit

---

Jaxx havde brugt dagen på undervisning og ballade i timerne. Han var en klog dreng, så det var ikke fordi han ikke kunne finde ud af det. Der var bare de ting, der var forventet af ham – og så det der samtidig var sjovt. Skolen var lige meget – han skulle ikke bruge det til noget. Hele hans fremtid var alligevel planlagt. Han skulle overtage DM, når hans far gik på ’pension’ dvs. han enten ikke gad mere eller døde. Højst sandsynligt af druk. Eller så havde Jones nok bare fået nok fjender til en rent faktisk undede resten af verden, at slå ham ihjel. Han skulle gifte sig med Octavia. Blive født, leve og dø i parken. Han var som 90’ernes teenagere den fortabte generation fyldt med teenage angst, alkohol og stoffer. Han havde ikke ondt af sig selv på nogen måde. Han var født til det. Det betød dog ikke han kunne lide sin far.

Han havde henover efterårsferien fået mere pynt til kroppen. Selvfølgelig af de hænder, der burde give kærtegn og kærlighed, men aldrig havde gjort det. Det mest synlige var det sæbekasseøje som han havde fået sig. Han var vant til folk var ligeglade. Man svarede man havde det fint, stak en lille løgn og folk var så skide ligeglad, de ikke ville høre mere. De havde jo forsøgt, og de behøvede ikke gøre mere. Han troede derfor heller ikke det var derfor han skulle snakke med den nye astrologi professor. Den nye lækre professor, og samtalen mellem ham og Cobra kunne opsummeres i, hvem af dem der mon fik lov til at lave hende først, og et væddemål var blevet indgået. Lige nu havde han fordelen, for han skulle snakke med hende. Han havde taget sit skateboard og skatet gennem skolens gange for at nå til Santanas kontor. Han havde en smøg i munden, den klassiske læderjakke på og en attitude der allerede var provokerede inden han kom ind. Han bankede på og åbnede døren, som han gik besked på det. Han var hurtig til at vurdere situationen; hun var en kvinde som læste. ”Sup,” lød det fra ham som han smed skateboardet fra sig og kastede sig ned i stolen.

[Santana Puckerman]

Santana tog det ikke personligt, når eleverne lavede ballade i hendes timer. Det var børn/teenagere og hun huskede selv, hvordan det var, at være i den alder. Man fik intet andet sjov, end det man selv fandt på. Hun anede dog ikke, at Jaxx og Cobra fandt hende direkte lækker og havde indgået et væddemål.
Hun læste sin sætning færdig, i mens han smed skateboardet og satte sig i stolen overfor hende på den anden side af skrivebordet, hun selv sad med fødderne oppe på. Bogen blev klappet i og hun flyttede blikket til den unge dreng. "Loftet," jokede hun og smilede til ham, før hun askede ned i askebægret. Hun skubbe askebægret over mod ham, så de begge kunne nå, uden at kommentere på, at han røg. Hun var ikke dum, hun vidste godt han sikkert forventede hun ville skælde ham ud, men hvordan ville hun kunne tillade sig det, når hun selv sad og gjorde præcis det samme? "Jaxx, hvorfor tror du, jeg bad dig møde mig her?" spurgte hun og tog et hvæs af sin smøg, mens hun blev siddende i sin afslappende stilling, dog med de blå øjne hvilende på ham.

[Jaxx Winter Turner]

Han rullede kortvarigt med øjnene over hendes svar. Voksne. De tog alting så skide bogstaveligt. Hvornår fik man den alder, hvor man insisterede alt skulle være så kedeligt og bogstaveligt? Han valgte ikke at svare på hendes joke. Han bemærkede hun skubbede askebægeret over mod ham og tog et hvæs, inden han askede den. Han ville nu også være ligeglad med hun kommenterede han røg. Hun kunne sige han skulle stoppe nok så mange gange, hun ville, det havde han ikke tænkt sig. Hun kunne få ham op på rektors kontor, han ville også ryge derinde. De kunne irettesætte, bortvise eller hvad fanden de ville – han ville stadig tage sig den frihed, at ryge hvor fanden det passede ham. Han skubbede benene ud til hver side af stolen og lænede sine albuer mod sine knæ. Hvorfor? ”Fordi du også kan mærke der er noget?” han vippede et øjenbryn let op en enkelt gang og sendte hende et charmerende smil.

[Santana Puckerman]

Mange ting vidste Santana godt, hun havde ansvar for som professor, men om de røg, følte hun ikke var hendes ansvar. Hun var selv begyndt at ryge, mens hun havde gået på Hogwarts, selvom hun havde været bedre til at skjule det, end Jaxx der gjorde det så offentligt.
Hun lod sine blå øjne følge ham, som han ændrede stilling på skolen. Okay, så han var typen der troede han kunne charme sig ind på alle? Noteret. Hun smilede lidt, "Du er ikke min type, sorry kiddo," svarede hun og blinkede en enkelt gang til ham. Hun askede i askebægret og tog et hvæs mere. "Jaxx, jeg er bekymret for dig. Dit blå øjne, de blå mærker," begyndte hun og slog benene ned fra bordet, for i stedet at lægge dem over kors, mens hun satte albuerne mod bordet i mellem dem. "Hvordan er tingene derhjemme?" spurgte hun roligt og tog et hvæs mere af sin smøg.

[Jaxx Winter Turner]

Jaxx så ikke nogen grund til at skjule han røg. Han tog gerne en masse tjørn for at ryge åbenlyst, men det fik ham ikke til at stoppe med at gøre det. Han bemærkede smilet, og gengældte det og blinkede en enkelt gang til hende. ”Du går ellers glip af noget,” kommenterede han selvsikkert inden han blinkede retur til hende. Han tog ikke hendes afvisning som et nederlag. Jaxx blik hvilede kritisk på hende, som hun begyndte at snakke om de blåmærker, han havde. ”Der er ikke noget at bekymre sig om,” hans stemme var rolig – det her var noget der var indøvet. Noget han havde sagt mange gange. Skulle han give skylden til fuldblodsklubben? De var alligevel ude efter ham. Han valgte dog lige nu at være påpasselig. Han betragtede hende som hun ændrede siddestilling. ”Det går fint?” han drejede hovedet en smule på skrå for at virke uforstående.

[Santana Puckerman]

Santana måtte virkelig kæmpe for, at holde masken, da Jaxx blinkede til hende. Troede han virkelig, at hun ville falde for den slags? Et kækt blink og et charmende smil? Okay, yeah, det var måske lidt sådan man normalvis scorede hende, men hun havde en svaghed for ældre mænd og ville nok altid have det. Hun rynkede lidt på næsen, "Jeg tager mine chancer, men hey, tak for tilbuddet," svarede hun en smule morende og tog en tår af sin kaffekop, uvidende om hvordan han tog hendes afvisning, men han lignede nu ikke en der ville gå ud og slå sig selv ihjel på grund af hjertesorger over det.
Hun tippende hovedet lidt til den ene side. Hun var ikke i tvivl om, at han var dén type dreng, som kom op og slås i timerne eller pauserne eller alle andre tidspunkter i døgnet, men de mærker han havde, lignede ikke noget et andet barn eller teenager, kunne fremmanere. "Ikke? Gi' mig én god grund til, at jeg ikke skulle bekymre mig," lød det roligt fra hende, før hun tog et hvæs mere af sin smøg. Hun studerede det blå øje, mens han fortalte tingene derhjemme gik fint. "Hvordan er din far, når han drikker? Eller er det din mor?" spurgte hun, denne gang mere direkte, men stadig roligt. Hun var selv vokset op med en far der havde fundet bunden på flere flasker, end hun kunne tælle, om dagen. Hun kendte den løgn, når hun hørte den. Det var samme løgn hun selv havde brugt, alt for mange gange.

[Jaxx Winter Turner]

Jaxx oplevede sjældent hans alder spillede imod ham. Okay, han vidste ikke det var det der spillede ind lige nu, han troede det var det faktum han var elev på skolen. Han bemærkede hun rynkede på næsen. Han lod sin albue hvile mod sit lår, og hovedet i sin hånd. ”Ellers ved du hvor jeg er, smukke,” han blinkede endnu en gang til hende. Han tog ikke hendes afvisning særlig tungt, det var ikke fordi han var forelsket i hende eller noget i den dur.
Han bemærkede hun tippede hovedet til den ene side og fnøs lydløst ved hendes spørgsmål. Hvorfor fanden var hun så vedvarende? Det irriterede ham faktisk. ”Fordi jeg har sagt at alt er fint?” svarede han med en rolig stemme. Hans kropsprog indikerede ingenting. Øjnene hvilede køligt på hende. Det var et spørgsmål han havde fået mange gange og de fleste de var skide ligeglade. Han kæmpede for ikke at skære en grimasse ved hendes spørgsmål og også den vrede, der opstod ved hendes spørgsmål. Troede hun, at hun kendte ham? Selvom de stereotyper hun lige nu havde fat i, var utrolig sandfærdige, så skulle hun ikke have den sejr. ”Det ved jeg sgu ikke. Det har jeg ikke spurgt dem om,” påpegede han roligt og lænede sig tilbage i stolen på ny. ”Jeg slås regelmæssigt, og jeg har fået et blåt øje.. Who gives?” han trak på skulderen. Han havde tænkt sig at holde fast i det stammede fra en slåskamp. Det var jo heller ikke en lodret løgn.

[Santana Puckerman]

Der var mange ting der spillede ind, i forhold til Santanas afvisning af Jaxx. Nummer et, var hans alder - hun var til ældre fyrer, daddy issues. Nummer to, var at han var hendes elev. Nummer tre, var at hun rent faktisk var oprigtigt bekymret for ham. Ingen børn, unge teenagere eller voksne for den sags skyld, skulle opleve at få tæsk. Der havde også været DM'er dengang hun havde gået på skolen, blandt andre Angel Russell og Octavia Russell . "Yeah... Anyway, Jaxx," svarede hun og prøvede virkelig at afvise ham på en pæn måde.
Hun nikkede lidt, mens hun bed let i underløben. "Oh yeah, jeg hørte dig skam godt. Jeg tror bare ikke på det, Jaxx. Jeg kender den løgn, men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke er ærlig overfor mig," svarede hun, mens de blå øjne, indrammet i den mørke make-up, studerede ham lidt. Hun bemærkede det kropsprog, som var lukket som en bog der havde fået limet alle siderne sammen. Det kølige blik hun nu fik, som før havde været kækt. Alt dette fortalte hende blot, at hendes mavefornemmelse var rigtigt. Desværre. Hun nikkede lidt, "Okay, jamen så må jeg jo spørger dem, når jeg indkalder dem til et netværksmøde," lød det roligt fra hende, før hun tog et hvæs mere af sin smøg, mens hun forsat så på ham, som han lænede sig tilbage i stolen. "I gives," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, før hun smækkede benene op på bordet igen, så hun sad i samme stilling, som da han var kommet ind på kontoret. "Jeg forstår godt du ikke stoler på mig, Jaxx. Jeg mener; hvorfor skulle du? Vi kender ikke hinanden. Men tro det eller ej, så vil jeg virkelig gerne hjælpe dig," sagde hun roligt og tog et nyt hvæs, "Derfor starter jeg med, at indkalde dine forældre til et møde. Børn kommer ikke i skole med et blåt øjne, på størrelse med en voksens knytnæve, uden der foregår noget i hjemmet, der ikke burde foregå," tilføjede hun og så på ham, for at se om det ville ændre hans kropssprog eller attitude.

[Jaxx Winter Turner]

Jaxx lagde hænderne op foran hovedet for at vise, han havde forstået hendes afvisning. Han skulle nok få vendt et nej til et ja, men han vidste også hvornår han skulle stoppe.
Jaxx blev irriteret, når folk spurgte indtil ham. Det handlede om høflighed og for at få lettet sin samvittighed. Det var alt. Hun kendte ham ikke, hun vidste ikke hvor han kom fra, og hvad han havde måtte overleve for at sidde her. Hvad han overlevede hver eneste dag – hver enkelt ting, han havde set i en al for ung alder. Han var den han var på grund af alle de ting og på grund af de mål, der allerede var sat for ham. Det kunne godt være hun som ham havde fået tæsk, da hun var et barn eller havde oplevet en dyb alkoholiseret far, men de var ikke ens. Hun havde haft en mulighed for et andet liv, den mulighed ville han aldrig få. Han så ikke sig selv som et offer overhovedet, for han vidste godt han kunne stikke af eller være ærlig omkring hjemme situationen, hvis ikke han ønskede det liv. DM var i hans blod og han ville aldrig vende det i ryggen – heller ikke selvom den mand, der var dets leder, var en mand han foragtrede. ”Du kender den løgn?” spurgte han uimponeret. ”Du er her for at undervise mig, ikke for at interessere dig for mit personlige liv,” påpegede han med armene over kors. Han kunne ikke skaffe Santana ad vejen, det ville være får åbenlyst. Han var den sidste, der havde snakket med hende. Han var nødt til at snakke med sin far også selvom han vidste det blot ville blive værst for ham selv. Blikket forblev køligt ”Og hvad får de ud af at dukke op? Min far er en travl mand,” påpegede han køligt med en indirekte indikation af hans far var af højere rang i DM. Han så på hun lænede sig tilbage i stolen og lod hovedet hvile mod toppen af ryglænet på sin egen. ”Bunch of crap. Der er ingen der gider at høre hvordan nogen har det. Når nogen be’r dig om at give udtryk for følelser, er det aldrig dine rigtige følelser, men de følelser som de gerne vil ha’ du har, fordi der er ikke nogen der rent faktisk kan deale med andet end et smil og ordene: ’Jeg har det fint, alt er godt’, og ved du hvorfor Santana?” han holdt en pause og lod blikket hvile en smule arrogant på hende ”Fordi så kan de efterfølgende gå tilbage til deres frygtlige kedelige liv med en følelse af, de har gjort noget og aldrig tænke på det igen,” forklarede han. ”Så nej, du har ret. Jeg stoler ikke på dig, og jeg kommer aldrig til det. Men lige nu stoler du ikke på mig, fordi du ikke høre det svar, du gerne vil høre,” han lod blikket hvile på hende med en mine, der tydeligvis indikerede han selv syntes han havde ret lige nu. ”Jeg var oppe at slås, men snak du da endelig med mine forældre om det,” hans kropssprog var stadig lukket, som han snakkede. Han rejste sig op. "Er vi færdige? Jeg har steder jeg skal være," 

[Santana Puckerman]

Santana nikkede lidt, "Yep," svarede hun blot før hun lyttede videre til, hans ord. "Der tager du fejl, Jaxx. Jeg er her for at undervise dig og dine med elever, det er helt rigtigt, men jeg er her i den grad også for, at sørger for I har det godt og et blåt øjne, er ikke ligefrem et sundhedstegn," svarede hun roligt, mens hun studerede hans kropssprog. Armene der blev lagt over kors. Han lukkede af. Ikke at hun havde forventet ret meget andet, men hun ville ham gerne. Hun ville virkelig gerne hjælpe ham. "Well, de undgår at socialforvaltningen står og banker på deres dør og tvangsfjerner dig. Jeg er sikker på dine forældre, vil finde plads i deres kalender til en snak med mig," svarede hun og forholdt sig fuldstændig rolig. Hun var ikke bange for Jaxx. Nok var han DM'er, men hun var voksen og havde erfaring med magi på sin siden.
Hun tog et hvæs mere af sin smøg, mens han tale om, hvorfor folk spurgte indtil hinanden lød. Hvor var det dog trist, det var sådan han oplevede verden. "Fortæl mig endelig, hvorfor Jaxx," bad hun roligt, hun lyttede til hans stemmeleje, studerende enhver lille mimik, hele hans kropssprog blev analyseret af hende, i stilhed selvfølgelig. Hele hans attitude skift, fra at have flirtet med hende til nu at være arrogant og lukket i kropssporget, fortalte hende at hun havde fat i noget. Problemet var bare, at hun ikke vidste, om hun ville ende med at gøre det værre eller bedre. Men hun vidste at hun ikke bare kunne læne sig tilbage og lades som ingenting. "Hvor er det trist, det er sådan du ser verden, men du har også ret, Jaxx. Du er bare alt for ung, til at have mistet den naive barndom, hvor verden er et sted fyldt med regnbuer. Du lever i de voksnes verden i en alder af 16 år. Du har også ret i, at jeg ikke stoler på dig. Tillid er gensidig og for ti minutter siden sad du og tilbød mig samleje, velvidnede om jeg ville kunne miste mit job på det. Det har intet med dit svar at gøre. Jeg forstår godt dit behov for, at beskytte dine forældre, tro mig. Du havde min far som professor sidste år, Dean Puckerman , hvem tror du beskyttede ham i alle de år?" hun gjorde et let fløjtende lyd og pegede på sig selv. Hun nikkede lidt, "Jeg beklager, men det har jeg også tænkt mig," svarede hun og så på ham, som han rejste sig. Hun gjorde en let gestus med hånden til at han kunne gå. "Oh men Jaxx? Ellers ved du hvor jeg er, smukke," tilføjede hun og sendte ham et lidt halvflabet smil.

//OUT