Du skal tage dig lidt sammen

[Kendrick Manuel Crawford]

Tiltænkt: Grace Murphy

Tid/sted: Huset på Arden Road Mandag efterårsferien kl 16

Vejr: Solen er så småt på vej ned, regn kan forekomme af de mørke tunge skyer

Outfit

---

Efterårsferie... En af de værste tid på året. Grace var hjemme, og en eller anden årsag var der blevet sagt at han skulle adoptere lige netop hende af alle børnene på børnehjemmet. I starten havde han måske været glad for det. Men lige så snart alle problemerne var dukket op omkring Grace så irriterede hun ham mere og mere. Det hele havde følt som et set up lige pludselig, og han kunne ikke gøre noget ved det. Han kunne aflevere hende tilbage til børnehjemmet. Men adoptions papirene var allerede skrevet under for længe siden, og det kunne ikke tages tilbage. Hun var den eneste arving til hans emperium af penge han havde tjent godt igennem tiden. Der var en grund til at han stilede efter en minister post, men Grace? Hun ødelagde det lidt for ham. Det var også en grund til at han ikke engang havde inviteret hende med til nogle af de arrangemanger der ville være i ministeriet i denne her uge. Må¨ske hvis hun kunne lave sine lektier, og for en gangs skyld få en ordentlig karakter så ville han måske overveje det! Han havde ikke engang sagt til hende at hun skulle ændre navn til Crawford, hun kunne beholde sit latterlige mugglernavn. Som hvilket også irriterede ham grænseløst! Hvordan skulle han nogen sinde kunne give sit navn til en mugglerfødt?! Han fnøs en enkelt gang som han trådte ind i huset og lukkede døren efter sig. En husalf kom styrtende hen imod ham for at tage jakken fra ham og hænge den op. "GRACE MURPHY KOM HER NED!" råbte han i sin mere vrede tone. Han orkede dårligt nok at kigge på hende. Men af en eller anden grund blev han nød til at tale med hende. Men han nægtede simpelthen at bruge for mange penge på hende. Måske hvis hun havde været fuldblods havde det været en anden sag. Han bevægede sig ind i stuen og hældte et glas ildwhisky op i et glas og satte sig i sin sædvanlige lænestol.

[Grace Murphy]

Outfit


Grace havde nok egentlig regnet med, at hun skulle tilbringe ferien på skolen, hvilket også var langt bedre end på børnehjemmet, men nogle uger før Ferien, havde hun fået besked om, at hun nu var adopteret. Hun havde haft svært ved rigtigt at tro på det, men da beskeden så var kommet om at hun skulle møde sin nye far i ferien og bo hos ham, var det alligevel blevet til virkelig.

Hun havde været overvældet over det store hus han boede i, og havde længe stirret på det, der skulle være hendes værelse. Det var også her hun sad nu. Ved skrivebordet derinde fordybet i en tegning, som hun var i gang med. Det var det eneste rigtigt hun kunne få tiden til at gå med. Det var hurtigt gået op for hende, at manden, der havde adopteret hende, bestemt ikke var nogen familie far, og nok langt fra faktisk kunne lide hende.

Grace så op, da hun hørte ham råbe nede fra, hvad kunne der nu være? Hun pakkede sine ting sammen og forlod værelset, og gik imod trappen. Halvvejs nede af trappen så hun ned på manden, der altså nu skulle fungere som hendes far. Han så bestemt ikke glad ud. "Du... jeg mener De kaldte sir." Det var for tidligt til aftensmad, og hun brugte det meste af sin tid på at tegne på værelset, eller tænke på Hunter Blackwood, så hun havde ikke meget ide om hvad det har omhandlede. 

[Kendrick Manuel Crawford]

Han sad og ventede på at hun skulle komme ned af trappen. Hvorfor var han overhovedet blevet overtalt til at få hende som datter? Ville det overhovedet hjælpe ham på hans karriere? Han tvivlede stort, og alligevel havde han adopteret hende. Han tvilvede på at hun ville være god for ham, men han kunne ikke fornægte hende nu. Det ville jo også være synd at smide hende tilbage på børnehjemmet, også selvom det var det han mest havde lyst til. Han løb bare ikke fra sit ansvar, når han først havde taget et, det lå ikke til ham på nogen måder.

Da hun endelig kom ned og kiggede på ham skulle han lige til at sige noget til hende da hun rettede sin sætning. Han pegede hen imod sofaen så hun kunne sætte sig ned. "Sæt dem" det var næremest kommenderende selvom det ikke skulle have været det. "Jeg høre at du får dårlige karatere...." kom det fra ham og to en tår af sin ildwhiskey. "Skulle du ikke tage og få gode karaktere så du kan blive noget stort?" han var fuld af ambitioner og han forventede at hun havde lige så gode. Hun var gammel, så der var ikke så meget at gøre, han kunne ikke forme hende som han gerne ville. Den tid var forbi.

[Grace Murphy]

Grace rettede på både tøj og hår, som hun kom ned til - manden, som pludselig forventede at skulle være hendes far. Hans hårde tone fik hende til omgående st sætte sig ned uden at sige et eneste ord. Hun turde simpelthen ikke.
Det var ikke længe hun havde været hos ham, men hun vidste allerede nu, at hun ikke kunne lide ham. Hun fik ondt i maven og følte sig syg hver gang han råbte af hende.
Hans kommentar til hendes karakterer var som et slag i ansigtet, og hun skulle virkelig koncentrerer sig for ikke at bryde sammen. .”Men det er de bedste karakterer jeg har fået. Jeg gør hvad jeg kan.” hun glemte alt om at tiltale ham rigtig men brugte især sit fokus på snakken om karakterer. Hun havde formået at holde det over dumpelinjen. ”hvad forventer du af mig? Jeg bestod, det må da være nok” Det havde været nok for hende og hun forventede og det var nok for Hunter. Hun havde brugt så meget mere tid på de sidste opgaver at hun nærmest nu døjede med kronisk hovedpine. Selv nu havde hun ondt og glemte derfor helt sine manere. Forhåbentlig havde Kendrick hverken set eller hårdt det og hun havde blikket fæstnet på bordpladen, for hun turde ikke kigge på ham.

[Kendrick Manuel Crawford]

Egentlig var det kun et problem at have et barn som hende. Hun kunne åbenbart ikke gøre noget rigtigt. Hvorfor var han også blevet overtalt til at adoptere hende. Hun kunne jo ikke engang klare sig selv. Kunne hun i det mindste finde ud af det med hygiejne, eller skulle hun have en til at klare det for sig også? Et fnys kom frem på hans læber som han tog en ny tår af sin ildwhiskey. Med tiden kunne han måske holde af hende, men lige nu... Nej det var et problem barn og det måtte han ikke glemme. "De bedste karaktere siger du? Helt ærligt du kunne gøre det så meget bedre." kom det hårdt fra ham og kiggede på hende. Han rettede glasset op i øjenhøjde, men sænkede det igen lidt efter. "Hvor er dine ambitioner, din uddannelse. Du skal ikke bare ligge og glo op i loftet efter Hogwarts. Du er 17, du går ud af skolen om et halvt år. Dine karaktere skal blive bedre. Det er FUT år, og med dine karaktere kommer du virkelig ikke ret langt her i livet." kom det fra ham og lænede sig lidt frem i stolen. "Du skal vel ikke bare være en eller anden papir nusser der ikke kan komme langt uden at skulle kæmpe sig frem her i livet... Vel?" kom det fra ham og kiggede lidt hårdt på hende.

[Grace Murphy]

Grace bed sig i læben over de hårde ord, som kom fra den "nye adoptiv far". Hun kunne virkelig ikke lide ham, og han fik hende til at føle sig så lidt værd. "Det kan jeg ikke. Jeg gør alt hvad jeg kan. Det hele hopper og danser for mig, forstår du ikke det. Jeg fik hjælp sidste år for bare at består. Det er det bedste jeg har præsteret ind til nu." prøvede hun at forklare og tænkte på, hvordan Hunter Blackwood havde hjulpet hende, godt nok kun for at få sit emblem og titlen som præfekt men uanset havde han hjulpet. Nu var den aftale dog slut og Hunter havde sikker.. forhåbentligt? fåret det han havde ønsket. Hendes problem var dog ikke blevet mindre.
Hendes ambitioner? De var alle andre steder end i fagbøger og skoleopgaver. Det var bare noget hun ikke kunne magte. Hun havde dog en rimelig klar ide om at Kendrick ikke ville sætte pris på den holdning, men hun prøvede alligevel. "Jeg tegner, og er god til det. Jeg kan lide at lave små anime figurer. Måske tegneserieforfatter." Det var en ide hun havde gået lidt med i baghovedet længe, men det var et mugglerjob, og det ville betyde et farvel til den magiske verden, det var hun endnu ikke helt afklaret med. ikke at den magiske verden havde gjort hende meget godt, men hun var da faldet lidt til på Hogwarts, selvom folk tit var efter hende. 
Hun så op på Kendrick da han snakkede om at hun ville ende som papirnusser. "Med al respekt sir, så er jeg slet ikke interesseret i den slags. Jeg.. Det er en verden jeg slet ikke passer ind i. Det er langt fra min interesse."

[Kendrick Manuel Crawford]

Hvad var nu det for noget hun sad og sagde? Ord der hoppede og dansede... mugglermagi! Det var bestemt ikke en heks værdigt dette her, og det var bestemt ikke HAM værdigt! “Sikke noget pjat, en heks har ikke ord der hopper og danser. Mrn så igen du er jo mugglerfødt. Dine muggler forældre har givet dig noget være vås. Vågn op fra det lille efterladt værelse du havde på børnehjemmet. Dette her er et sted med magt og velstand. Lev op til det!” Kom det fra ham og rejste sig op for at bevæge sig over imod hende. Det virkede truende på nogen, men i stedet for at gå direkte hen imod hende til slut drejede han af for at tage profetidende der lå på bordet ved siden af hende. “Tegneserie?! Tegne?! Sig mig en gang skal du ud og have et mugglerjob? Du er magiker Grace, ikke en eller anden der skal arbejde for små penge. Sikke noget vås. Du ska” have en uddannelse du ka; bruge til noget, og det er ikke til duåiskution. Hvad du gør i din fritid er op til dig slev. Men her i huset har vi en uddannelse der kan bruges til noget. Så vil jeg ikke høre mere om dit tegne plader mere!”  Han kiggede på hende med hårde øjne og vendte sig om for at bevæge sig tilbage til sin stol foran hende. Tegne, som om man kunne leve af det, ingen uddannelse. Hun skulle jo ikke gå i mugglerskole, så kunne hun lige så godt have ladet vær med at gå på Hogwarts? Det var magien der talte, ikke alt muligt andet plader. I det mindste kunne hun tale ordentligt og det satte han ærlig talt lidt pris på. “Hold op Grace. Du SKAL have en uddannelse og det kommer du ikke udenom. En eller anden tegning kommer ud ikke langt med her i livet. Det er papir nusseri. Du skal komme langt med en uddannelse. En auror måske, ja det ville nok passe godt til dig. Senere hen minister lige som jeg selv arbejder mig hen imod” egentlig var det ikke en oplysning hun behøvede at få. Men her i huset krvævede det hårdt arbejde at nå til tops, og sådan havde det altid været.

[Grace Murphy]

Han lyttede overhovedet ikke til hende, og hun kunne mærke hvordan tårerne steg i hende. Hun blev nødt til at bide sig i kinden for ikke at græde. Hvordan kunne han være så urimelig? Hvordan kunne han være så kold og ondt. “Men jeg kan ikke. Forstår du ikke det!? Jeg kan ikke læse! Jeg kan ikke stave! Jeg er ordblind at du ved det!” Nærmest råbte hun i frustration om ikke at slå til og i frygt for endnu engang at blive kasseret. Nok var hun ikke glad for manden, der havde adopteret hende, men hun ville ikke tilbage til børnehjemmet. Så hellere blive her. “Men jeg er god til at tegne” kommenterede hun så og veg lidt tilbage fra ham, som han kom tæt på hende, hun var bange for ham. Han var virkelig intimiderende og virkede farlig. Måske var det også derfor hun så næsten flovt ned i skødet på sig selv, da hun fortsatte. “Jeg er ikke nogen stærk magiker. Jeg har først nu her lært de mest basale ting. Men.. jeg vil gerne forblive i denne verden. Jeg øhm...” men så tav hun. Kort overvejede hun om hun skulle nævne sine evner indenfor dans, men hun blev hurtigt sikker på, at nok ville møde samme kritik som det at tegne. Hans forventninger om hendes fremtid fik hende til at ryste på hovedet, så de røde krøller dansede i vinden. “Jeg vil ikke være politiker eller minister, og da slet ikke auror. Det kan jeg da slet ikke. Det kræver et magisk niveau langt over mit. Det... det kan jeg ikke” forklarede hun og håbede han ville forstå. Det var lige så dumt, som at sætte en kat til at passe en fisk, og forvente begge klarede sig igennem det med livet i behold. Det var bare ikke muligt. 

[Kendrick Manuel Crawford]

Han stirrede på hende og hvis hans øjne kunne lyse og slå ihjel så havde de helt klart gjort det med det samme. "Sådan noget muggler pjat! Du er magiker, du skal til at opføre dig som en magiker! Du er snart myndig at du ved det!" kom det hårdt fra ham og afviste hende klart med at hun var ordblind. Sådan noget havde magikere ikke, han vidste jo ikke engang hvad det ville sige at være ordblind. Det var ikke sådan noget han havde hørt en magiker sige de havde. Nej det kostede blod sved og tåre for at komme højt op i arbejde, og hun skulle bare tage sig lidt sammen så gik det hele lige som det skulle. "Sikke noget pjat Grace! Du skal vågne lidt op fra dine drømme og arbejde for det, og når du bliver myndig, så må vi vidst hellere arbejde på din magi. Hvis du ikke engang kan udføre en simpel besværgelse... Ja så har du helt klart ikke taget dig sammen på skolen i de 7 år du har gået der!" startede han og kiggede hårdt på hende. "Du skulle tage dig lidt mere sammen, og arbejde hårdt... Tegne.. Sikke noget vås!" kom det fra ham og kiggede på hende. Nej hun skulle arbejde med noget ordentligt. At blive professor ville være en god ting også, det kunne han i det mindste acceptere at hun ville lære fra sig! "Papir nusseri... Pff... Sikke noget pjat. Arbejde, arbejde, arbejde. Og arbejd hårdt det er hvad du skal!" kom det fra ham og kiggede på hende for at kigge ned på avisen han havde hentet henne ved hende.

[Grace Murphy]

Grace skuttede sig imod de hårde ord, som raslede ned over hende. Hun gjorde sit bedste! Hun havde hævet sine karakterer bare lidt før sommerferien, med hjælp fra Hunter Blackwood, men der skulle jo et mirakel til, hvis hun skulle præstere det Kendrick forventede af hende. "Jeg gør, hvad jeg kan." proklamerede hun, og mærkede nu den første tårer løbe stille ned over hendes kind. Hvorfor skulle hun også være sådan? Hvorfor kunne hun ikke bare være god til det? Men det var svært. Hun prøvede virkelig, det var bare virkelig udmattende, og så nåede hun ikke engang særlig meget. "Jeg vil gerne være bedre Ken... Sir, men jeg kan ikke. Det er virkelig svært for mig." Prøvede hun at forklare ham, selvom det virkede til at hun snakkede for døve ører. "Desuden så arbejder jeg fra morgen til aften på skolen, at du ved det, men det er bare ikke nok! Jeg gør ALT hvad jeg kan. forstår du ikke det?"  Grace tænkte ikke længere over at hendes sprog ikke var så pænt, ligesom hun ikke tænkte over at snakke i den høflige fornemme tone hun var blevet instrueret i. Egentlig var hun også ligeglad lige nu. Hun kunne ikke opfylde de mål han ønskede af hende. 
Hun endte med at se vredt på ham. "Men jeg kan IKKE! Jeg er ikke bygget til et bogligt arbejde. Der må være en anden mulighed!!"

[Kendrick Manuel Crawford]

Det var tydeligt ikke. Ok for Kendrick at hun prøvede, for hans hovede gjorde hun det virkelig ikke særlig godt. Hun arbejde ikke hårdt nok, dette problem hun havde var et muggler problem, og hun var jo ikke muggler. Hun var magiker! Det glemte hun bare lige at huske på. Alt kunne fikses med magi, men en eller anden muggler sygdom, det var virkelig noget pjat, og hun burde få en røvfuld for i det hele taget at påtage sig skylden for at sige hun arbejde hårdt. Et kort fnys kom frem ham og han rettede avisen ud for at kigge ned i den. Med jævne mellemrum kiggede han op fra avisen blot for at kigge på hende. Han tog sig ikke engang af at hun sad og græd. Hvis hans kone havde levet havde hun skældt ham ud fra højre til Venstre, og så havde situationen jo også været meget mere anderledes end den var nu. Da hun så var ved at sige hans navn lagde han avisen ned på skødet og skulle loge til at sige noget da hun rettede sig selv og snakkede videre. Først sagde han ingen ting men han kiggede blot hårdt på hende. Da hun så nærmest blev hidsig og begyndte at hvæse klør og sige ham imod kiggede han endnu hårdere på hende. “Kan du så tale pænt. Hvad bilder du dig ind sådan at snakke på den måde. Her brødfødte jeg dig og rent faktisk giver dig tag over hovedet. Og er det så takken for dette?! Kan du ikke engang tale ordentligt mere? Sådan en møgunge!” Normalt ville han aldrig have talt sådan til nogen, men efter spritbilisten havde påkørt hans kone og sin datter havde alt ændret sig inde i ham. Han var blevet mere gal, og her sad der en tøs der ikke engang kendte ham. Og måske havde det hele været en trøst at skulle have en ny i familien, men hun kunne godt beholde den rolig tone! Også selvom han langt fra gjorde det! “Muligheden er at du arbejder endnu hårdere. Du skal ikke side med et eller andet muggler job og tjene penge hvor du ikke engang har råd til noget som helst. Du skal ikke bare tro at dette hjem kan tilbyde dig alt hvad du plejer på, det er noget man skal gøre sig fortjent til!” Kom det hårdt fra ham og satte sit glas ned på det nærmeste bord. 

[Grace Murphy]

Grace sad tilbage med følelsen af netop at have fået en verbal lussing, da Kendrick var færdig med at tale. Hun sank møjsommeligt en klump og prøvede ellers på at holde sine tårer tilbage. Hvad havde hun gjort siden hun skulle opleve alt dette her. Hvem var det hun havde gjort fortræd? 
Hun måtte bide sig i kinden for at holde lidt samling på sig selv, og turde knap nok at kigge over på sin adoptivfar. blikket var festnet i bordet og hun sagde ingenting. Hun havde ikke lyst til det, ville bare op på sit værelse, hvor hun kunne være i fred, måske sende et brev til Hunter Blackwood, med en bøn om hjælp, men hun vidste jo godt, at hun aldrig ville sende ham det alligevel. Selvom en del af hende efterhånden var ret sikker på, at Han måske alligevel tænkte lidt på hende. Det var dog ikke noget hun turde tro på, det var for urealistisk.

Grace havde endnu ikke sagt noget til manden i huset, lod ham bare råbe det han ville og svine hende til på må og få. Det gjorde ondt ja, men hun begyndte samtidig at frygte hvad han ellers kunne finde på. til sidst tog hun dog mod til sig og kiggede op på ham. "Og hvilket job skal jeg så have? JEg kommer ALDRIG i ministeriet"

[Kendrick Manuel Crawford]

Hvis noget kunne bringe ham ned på jorden igen så havde det altid været hans kone, og den gang havde han aldrig været nem at gøre vred. Men hun skulle bare have kigget på ham så kunne han slappe af. Et enkelt blik kunne sige mere end 1000 ord, og alligevel var der ikke nogen til at sætte en samling på ham mere. Der var kun ham og hans vrede der dulmede under overfladen. Måske var det derfor at han afsage hårdere domme og ødelage andres liv. Måske var det derfor at han var opsat på at ingen skulle opleve den samme smerte som han sad med inde i sig. Han ville ønske at han havde et billede af sin kone sat op, men det gjorde for ondt at kigge på det, det var også derfor der aldrig stod et billede fremme på en reol eller et bord. En dag ville Grace sikkert rode i skuffer eller på loftet for at kende ham bedre. Men lige nu håbede han at hun frygtede ham mere end noget andet. Ikke at han ville skabe en frygt i hende, men det var sådan han var blevet. Den hårde og kontante type der bare ville gøre livet surt for andre end ham selv. Han vendte blikket væk fra hende og fnøs en enkelt gang mere, og på ny sænkede stilheden over dem, egentlig forventede han at hun ville gå sin vej og rende op på sit værelse men ikke engang det gjorde hun. I stedet brølede hun op som en eller anden poltergejst der skulle ødelægge stemningen endnu mere. "Nej du kommer i hvert fald ikke i ministeriet med den attitude! Kæmp for det Grace. Se din frygt i øjnene og blive noget stort. Men IKKE en eller anden der ikke kan tjene til dagen eller vejen. Se advokat ville være en god mulighed!" kom det fra ham og kiggede hårdt på hende. Hvor der var vilje var der en vej!

[Grace Murphy]

Advokat?! igen et job der krævede at man læste en masse og havde styr på ord. Det var bare ikke en mulighed for hende, og det ville han ikke forstå. "Advokat?!" Spurgte hun derfor tøvende og sukkede dybt. "Hvordan skulle det kunne være bedre? jeg kan ikke læse! forstår du ikke det." Hun rystede langsomt på hovedet og så ned i bordet. Hvordan var hun endt her? Hvorfor var hun endt her? manden overfor hende var jo umulig at snakke med. Det var ligefør stedet her var værre end børnehjemmet, men hun kunne intet gøre, ikke så længe hun ikke var myndig. Hun måtte bare leve hos denne kolde person, der var blevet hendes stedfar. 
Hun tøvede kort og så så op på Kendrick igen. "Jeg vil gerne danse. Ballet helst. Men det kræver at jeg kommer ind på danseakadamiet." Det var en farlig udtalelse at komme med det vidste hun, men hun var nødt til at prøve det.

[Kendrick Manuel Crawford]

Nok var han stram i masken, og nok var han hård. Men der var en mening med det hele, Grace vidste det bare ikke, og forhåbentlig fik hun det aldrig nogen sinde af vide eller fandt ud af det. Loftet var hans gemmested, og han havde bedt Grace om aldrig at gå der op, men hun var teenager, så hun ville nok gå der op før eller siden. Hvilket betød at han måtte låse døren med magi hun ikke bare kunne bryde op. Han lyttede til hendes ord og et fnys kom fra ham. "Sikke noget pjat! Du KAN læse, du gider bare ikke. Muggler tøs..." han fortrød lige så snart han vidste at hun var mugglerfødt at han havde adopteret hende. Desværre havde han fået det af vide for sent, og det ramte ham lige så hårdt bag i som nogen sinde før. Men han nænnede ikke at smide hende tilbage til børnehjemmet. Nu kunne han forme hende som han ville. "DANSE?! BALLET?! Næh nej, du kan blive en anerkendt koegraf. Men det kræver hårdt arbejde, og det kræver en ordentlig udannelse. En du kan læse ved siden af!" kom det fra ham og rettede avisen op for at åbne den og læse inden i den.