Hvilken vej svømmer laks iøvrigt?

[Adelita Delgaro]

Owen Rei Chang
Hogsmeade
kl 23:00

---

Sommeren var passeret relativt hurtigt for den lille rigmandsdatter.. spændende ting var sket, og mindre spændende ting var ligesom også sket. Nu var hun på 7. år og snart var hun fuldbyrdet heks. Adelita vidste stadig ikke hvad hun skulle når hun var færdig med skolen. Hvis ikke hun var blevet trolovet væk inden året sluttede, så skulle hun sikkert på husholdningsskole eller lignende bagefter.. ugh, hvor hun bare overhovedet ikke gad... men hun gad heller ikke loves væk til en gammel gris. For hende, var det lidt pest eller cholera.. og noget af en bekymring. Alligevel fandt hun lidt lys i sin tilværelse, da Owen havde taget hende op på deres aftaler, som de havde lavet på deres forrige år, engang før ferien... og Adelita skulle nu for første gang i sit lange teenage liv opleve, hvad det ville sige at være på bytur. Så hun havde sneget sig ud med Owen fra slottet og vandret den lange, uhyggelige vej mod Hogsmeade. Hvilket hun nok aldrig i sit liv havde turdet, hvis ikke han var med.. Alene det at snige sig ud, havde været en mission, som kun var lykkes under Owens kyndige opsyn. Hun skuttede sig i sit alt for store halstørklæde og uldfrakke. Lufferne varmede hendes hænder og en plysset hue med kvast varmede hendes ører. Hun var virkelig en frossenpind. "Ugh! Det bliver så hurtigt koldt i det her land!" Mumlede hun og stak læberne ned bag halstørklædets varme. "Fryser du slet ikke?" Spurgte hun og skævede over til Owen.

[Owen Rei Chang]

Owen spankulerede i rask gang ved siden af hende. Hans store skridt gjorde det måske lidt svært for hende at følge med til tider, og han måtte minde sig selv om lige at sætte farten lidt ned. Hænderne var dybt begravet i læderfrakkens dybe lommer, og modsat hende, kunne han snildt holde varmen.
Han smilede drilsk til hende, ”hvordan kan du fryse med alt det tøj på? Man skulle jo tro vi skulle på isbar og ikke bare ned til Hogsmeade,” jokede han og puffede let til hende med den ene albue.
Til hendes forsvar skulle det dog siges at man kunne ane hvordan ånden blev omdannet til små skyer foran munden og næsen hver gang de trak vejret. Ja vinteren var tydeligvis godt på vej til at gøre sin entre.
Selv var han ret begejstret over aftenens kommende udskejelser, for en kort stund havde han dog frygtet at hun ville få kolde fødder og det dermed ikke ville blive til noget. Heldigvis havde hun kvindet sig op, og her var de.
”Nå, er du ellers spændt på i aften?” Spurgte han ind, som var hun på vej til en oscar uddeling eller noget i den stil.

[Adelita Delgaro]

Adelita trippede efter Owens og hans lange skridt. Hun skævede til ham med to hævede bryn. "Hvordan kan du ikke fryse?" Spurgte hun med et skævt smil og skuttede sig lidt, "Det er jo minus grader det meste af året i det her land." Konkluderede hun og rettede så blikket fremad igen, "Og mørkt." Tilføjede hun så eftertænksomt. Hun tænkte kortvarigt tilbage til sit hjemland, som hun et eller andet sted savnede, skønt hun ikke var så gammel da hun flyttede. "Sevilla var altid lun." Sagde hun dagdrømmende, "aldrig frostgrader, selv ikke om vinteren." Tilføjede hun så og skævede overtil Owen med et drillende blik. "Men i Skotter er gjort af et andet stof." Det mente hun ihvertfald, for for at kunne modstå så megen kulde og regn så måtte man da være lavet af et eller andet specielt. Adelita lo stille da han spurgte om hun var klar på aftenen. "Jeg er død spændt." Kommenterede hun, hvorefter hun overvejede sine følelser én gang til. ".. og lidt nervøs."

[Owen Rei Chang]

“Simpelt-“ svarede han med et hævet bryn og et provokerende, dog charmerende smil på læben, “-det er ikke særlig koldt.“ Konkluderede han så. “Jeg tror vidst at nogen er lidt af en frossenpind.“ Han vippede let med øjenbrynene og lo så. Det var nu egentlig lidt sødt at hun var kuldskær.
Den høje ørn trak let på skuldrene. “Jeg synes nu alle årstider har deres charme, og deres ulemper.“ Begyndte han som han så i den retning de gik. “Efterår og forår er den bedste temperatur at spille quidditch i, om sommeren er det varmt med alt udstyret og om vinteren har man ikke nok på.“ Forsatte han i et smil, “til gengæld er vejret langt mere vådt og utilregneligt, hvilket gør det lidt øv.“
Det gik op for ham at han igen ledte emnet ind på den sportsgren han levede og åndede for. Han rømmede sig lidt. “Desuden er jeg britte og japaner, ikke skotte.“ han sendte hende et blik og puffede brystet let op som tog han det som en fornærmelse, skønt hans blik afslørede at det -som altid, kun var ment i sjov.
Som en fortrøstende gestus, lod han en arm falde hende om livet. “Bare rolig, du har intet at være nervøs for, du er i gode hænder.“ Forsikrede han hende og gav hende et let klem.
I det fjerne kom lyset fra den lille troldmandsby langsomt nærmere.

[Adelita Delgaro]

Adelita blev lidt flad i ansigtet da Owen atter kom med et 'Owen-svar', hun så lidt uimponeret på ham, med et smil der afslørede at hun nok i virkeligheden fandt hans bemærkning lidt morsom. "Du er så dum." Kommenterede hun bare tørt. Ved hans næste bemærkning rankede hun ryggen lidt, "Tsk! Mig? en frossenpind? Bare fordi du er en..." lød det halv skingert fra prinsessen, som hun løftede en pegefinger for at gestikulere vigtigheden af hendes vise ord. ".. radiator." Kom det så fladt, da hun ikke kunne finde på et bedre ord at kalde ham. Da Owen talte om vejrstruggles i forhold til Quidditch rettede hun blikket lidt fremad igen, for også at orientere sig om hvor hun gik. Hun fniste lidt af hans evige referencer til sporten. Han var sådan en nørd, hvilket Adelita fandt lidt sødt. "Du har quidditch på hjernen." grinte hun lidt, "Tænker du også på andre ting?" Drillede hun, som hun puffede til ham med skulderen. Adelita skød brynene i vejret, da han afslørede at han faktisk slet ikke var skotte. "Gisp!" lød det fra hende, som hun holdt en behandsket hånd op foran sin mund i overdramatiseret overraskelse, "Men hvem skal så redde mig fra ulve og røvere, hvis ikke en brav og tapper skotte?!" Spillede hun, "Ak! Det er håbløst!". I næste nu mærkede hun Owens arm om sig, der kort gav hende et betryggende klem. Den nære kontakt kom bag på hende, hvorfor hun straks snappede ud af sit drama-skuespil og istedet blev pinligt bevidst om Owens nærhed. Adelitas kinder fik en rødlig farve og en brændende fornemmelse. Hun trak halstørklædet lidt længere op for ligesom at forsøge at skjule kendsgerningen lidt. Hvorvidt det var fordi at Adelita virkelig var en frossenpind, eller om det vitterligt var fordi Owen var en varmedunk, så var det næste hun kunne mærke varmen fra ham gennem jakken. Adelita tog sig selv i have lyst til at søge mod den, som et reptil under middagssolen i juli, hun afholdt sig dog fra det. Selvfølgelig gjorde hun det, hun var alt for genert til at gøre andet. Istedet trak hun blot på et smil og så lidt op mod ham med et drillende glimt i øjet, "Du er virkelig en radiator".

[Owen Rei Chang]

Han smilede snedigt til hende, ”er jeg nu også det? For jeg har en feeling af, at du faktisk finder mig ret underholdende, måske endda en smule cute.” Drillede han og blinkede overdrevent med øjnene som en forelsket teenagepige. Han havde ingen anelse om det var sådan hun så ham, men lave sjov kunne man altid.
Brynene fløj omgående op ved den fuldkommen uventede respons. ”En radiator?” Han så vantro på hende, og begyndte så at le, ”er det virkelig dit bedste comeback?” Han lo endnu mere og klappede hende venskabeligt på ryggen, ”åh prinsesse, der er vidst en hel del jeg skal have lært dig,” han blinkede til hende.
Det var faktisk ikke gået op for ham selv, hvor meget han altid snakkede om sporten, men det var jo også mere eller mindre hans liv og ville være det mange mange år fremadrettet -forhåbentlig. Han lavede et lidt betænkeligt udtryk som hun puffede ham, herefter rømmede han sig en smule, ”ja da. Jeg tænker også på mad og piger,” jokede han videre.
Igen måtte han le af hendes tydelige overdrivelse. Hun var virkelig en befrielse at være i nærheden af måtte han konkluderer. ”Jeg er skam brav og tapper, -ej at forglemme stærk,” pustede han sig op for at lege med. Han gjorde sig også lige den ekstra effort ved at spænde musklerne i den ene overarm, ikke at man kunne se meget gennem jakken.
Modsat hende var Owen langt fra genert, hvilket også var en af grundende til at han ikke havde nogen bekvemmeligheder ved at gå det sidste stykke mod kroen, med armen hvilende omkring hende som var de et kærestepar ude på stjernekiggeri.
Et smil søgte tilbage mod hende ved hendes konklusion. I stedet for at sige noget, blinkede han blot til hende, før han med den frie hånd greb fat i døren de i mellemtiden var nået frem til. Med hånden omkring hende, guidede han hende ind af døren og først dér slap han, så de ikke ville sidde akavet fast i dørkarmen.
Hænderne blev klappet let sammen som han scannede rummet med de brune øjne efter et tomt bord.

[Adelita Delgaro]

"Hvad?!" Lød den skingre stemme endnu en gang og de mørke øjne blev store i forfærdelse. "C-cute?!", kom det vantro fra hende. Adelita kunne nærmest fornemme det tomatrøde fjæs, der havde lagt sig i hendes ansigt. Selv havde hun ikke overvejet tanken, at hun fandt Owen.. cute, men alligevel følte hun lidt at hun var blevet snuppet med fingrene i kagedåsen. Det hjalp bestemt ikke, at hun nu gik ham så nær... og så det dumme fjæs han lavede!... dumme, vippende... øjenbryn. Argh! Det var næsten for meget for en pige at rumme, på én gang! "Aldrig!", lød det dramatisk, som Adelita trak det kæmpe halstørklæde helt op, så det eneste man kunne se af hende var hendes øjne der liige kunne se udover kanten. Hun vendte et skulende blik mod ham, da han bare fejede hendes comeback totalt af vejen, hvorefter hun daskede ham irettesættende på brystet med bagsiden af hånden. "Din røv." Konkluderede hun, med hvad der skulle forestille alvor, men som nok i virkeligheden kom igennem som drilleri. Hans kommentar til sin tankevirksomhed, bragte en latter frem hos hende. "Virkelig? Er det det hele?" Lo hun, idet hun tydeligvis og på drillende vis insinuerede hans simple tankegange. Adelita spruttede i et halvtkvalt grin, over hans videre-dramatisering. Ikke fordi han ikke var de ting han nævnte.. han var sikkert alle tre ting, men den højetidelighed han talte med og det faktum at han pustede sig op og gjorde sig til, satte bare prikken over i'et. "åååh, min helt.." Fniste hun, skønt tonen på drillende vis ikke helt indikerede at hun nu også helt synes det. Således kunne man høre de to unge mennesker køre deres drillerier af hinanden i mørket, hele vejen ned til Hogsmeade. Adelita havde fuldstændigt glemt at være forfærdet over det faktum at Owen holdt om hende, selv da de gik ned ad Hogsmeades gader. Det var faktisk først da han slap hende igen, efter at de var nået ind på en kro, at hun blev pinligt bevidst om det.. måske var det også lidt det faktum at der var derinde der kunne se det. Lidt usikkert trådte hun bare op på siden af Owen og fulgte lidt hans blik rundt efter en ledig plads. Hun kunne dog ikke lade være med at tage stedet lidt ind istedet. Adelita havde aldrig før sat sine fødder i en kro. Hun var vandt til sale, spisestuer og vine. Kroens.. landlige? essens fremkom hende.. hyggelig? som om at alle folk herinde kendte hinanden. Herinde behøvede hun ikke være en skulptur der kunne neje og nikke og fortælle hvor 'Dejlig det var at De kunne komme'. En lille bid af frihed. Adelitas blik gled tilfældigvis over et lille, ledigt bord, som hun instinktivt havde udpeget som værende deres for i dag. Hun så kort op på Owen og dernæst mod bordet, inden hun stille begyndte at gå i mod det. "Der er ikke reservationer sådan et sted, vel?" Hviskede hun lidt til ham i sin uvidenhed.

[Owen Rei Chang]

Owen lo letsindigt af hende over hendes chokerede udtryk. Latteren blev kun forstærket af den efterfølgende benægtelse og synet af den røde farve han lige nåede at spotte før hun gemte sig helt væk i det alt for store halstørklæde.
Selv strammede han blot grebet lidt om hende og trak hende videre. Hendes næste comeback var trods alt bedre end det første og dette blev da også belønnet med et let overbærende blik. ”Bedre end før, du skal nok blive til noget en dag.” Drillede han som han ømmede sit bryst, skønt det på ingen måde havde gjort ondt på ham. Han nød virkelig disse små øjeblikke med hende. Deres venskabelige drilagtige ping-pong var med til at gøre hans dage så meget mere underholdende. En tanke han gik og morede sig lidt med imens de spadserede mod krostuen.
Til hendes indikerende spørgsmål hævede han blot brynene på ny, sendte et nyt charmerende drenget smil i hendes retning og besvarede det med, ”er da der andet der er værd at tænke på?”
Varmen fra krostuen var behagelig i den ellers kølige aften, skønt han havde påstået at kulden ikke generede ham. Det gjorde den som sådan heller ikke, men efter turen fra Hogwarts til den lille nærliggende troldmandsby, var det dog begyndt at kunne mærkes.
Skuldrene blev rusket lidt op og hænderne slået mod hinanden som hun kom op på siden af ham. Da hun udså sig et bord, fulgte han blot hendes blik og nikkede opmuntrende.
Et par af de lokale kiggede lidt imod dem, de kunne nok se at de var en kende unge, men hvis de gennemskuede det, sagde de i hvert fald ikke noget til det. Han fnøs underholdt ved det uskyldige spørgsmål, ”reservation? Så fornemt er det nu ikke.” Han smilede lidt for bredt og trak stolen ud til hende på vej rundt om bordet, før han selv slog sig ned overfor. Hænderne blev gnubbet en smule mod hinanden, ”så hvad kunne din lille rebelske side tænke sig at udforske først?” Spurgte han, som han snuppede drinkkortet der stod placeret i en lille træbeholder på bordet. Blikket løb hurtigt ned over de mange muligheder.

[Adelita Delgaro]

Hun sendte et lidt vrængende mine til ham, skønt der lå et smil på hendes læber, da han på drilagtig vis komplimenterede hende på sit stadig ikke helt fantastiske comeback. Da han så tilknyttede en kæk bemærkning til hendes spørgsmål, vendte Adelita ansigtet op mod ham. Og skønt han sendte de dersens Owen-smil, som nok blandt andet var en af de ting der gjorde ham lidt.. 'cute'.. så lod hun sig ikke kue, men smilte blot selvsikkert og veltilpast. "Mig!" Lød hendes stemme drillende, skønt det var formuleret matter-of-fact-agtigt. Resten af turen mod den lune krostue gik hurtigt derfra..

Adelita skubbede læberne lidt frem og spidsede dem til en overvejende mine, ved Owens svar. "Det kunne da godt være!" Hviskede hun tilbage i respons, for han skulle da sandelig ikke finde underholdning i hendes uvidenhed! Nå! xD
Da Owen trak en stol ud til hende, lod hun blot på ganske elegant vis sin fornemme Popo placere på stolesædet. Men skønt Adelitas indlejrede etikette skinnede igennem fra tid til anden, så var hun ikke for fin til at sende Owen et skælmsk smil ved hans opfordring til mere.. unlady-like sider. Adelita lænede sig lidt indover bordet, for at læse på bagsiden af det kort som Owen holdt i sine hænder. "Uhmm.." Mumlede hun som hun forsøgte at læse teksten. "Hvad er en.. Ildwhiskey?" Spurgte hun blåøjet, imens hun fortsat læste. "Smørøl?" Undrede hun sig, så rettede hun hovedet lidt op, så hun kunne titte til Owen over drikkekortets kant. "Er der virkelig smør i?" Hviskede hun, med en lidt vrængende mine i ansigtet, som om hun ville tilknytte den en skidt bemærkning med ikke ville risikere at nogen overhørte det.

[Owen Rei Chang]

Turen til kroen havde været underholdende, især hendes måde at lukke emnet på havde moret ham kongeligt.
Læberne blev presset hårdt sammen, i et forsøg på ikke at le, da hun forsøgte at skjule sin uvidenhed. Det var næsten nuttet. Man kunne godt mærke at hendes stamsteder ikke ligefrem var steder som dette her.
Han gennemgik selv drinkene en efter en, men rettede så de brune øjne imod hende, da det gik op for ham at hun sad og læste bagsiden. Et kryptisk smil meldte sig på hans læber da hun spurgte ind til ildwhiskyen. ”Den prøver vi bagefter, men lad os starte med smørøllet.” Forslog han og tilføjede så, ”og ja det er der, but don’t hate until you try it.” Han blinkede kækt til hende, som han efterhånden havde gjort et par gange.
Roligt rejste han sig på ny. ”Vent her, så henter jeg.” Informerede han, og før hun kunne nå at protesterer, var han allerede forsvundet op mod baren. Det varede ikke mere end nogle minutter før han var tilbage med en smørøl i hver hånd. Han placerede den ene foran hende, og den anden overfor sig selv som han endnu engang satte sig til rette.
Efter at have betragtet hende let, hævede han sit glas. ”Skål for en hyggelig aften.” Opfordrede han og afventede at hun skulle skåle med ham, medmindre hun selvfølgelig blev en kylling og sprang fra. Der lå et listigt glimt i hans øjne, som forventede han næsten at hun ville trække i land.