Wake up, Sleeping Beauty

[Alyxia McBeth]

Tilegnet: Christopher Campbell

______________________________________________________

Der var gået en lille uge siden eksplotionen. Ministeret havde arbejdet på højtryk for at finde ud af hvad det handlede om, men aurorene var ikke blevet klogere. En auror var død på stedet, et par stykker skadet men uden for livsfarer, og så var der Chris... 
Aly var netop på vej til hans stue. Hun var tvunget til at fortsætte arbejdet, men den anden kvindelige retsmediciner havde sagt god for at tage de sene overarbejdstimer, så Aly kunne tage til hospitalet. Takket være Chris var hun selv sluppet billigt, med et par rifter her og der, blandt andet et i panden der konstant sprang op, og nu var plastret til med urtebelagt plaster. 
Hun fik en kort rapport ved den pågældende healer, før hun gik ind på stuen. De havde efterhånden fundet sig i det faktum at hun kom og mere eller mindre overtog behandlingen. 
Døren gik stille i. Den autonome lyd af bippen fra overvågningen og den underligt beroligende lyd fra respiatoren, virkede efterhånden velkendt. Hun slog sit hår op med et spænde så det ikke var i vejen, inden hun gik hen til Chris der lå i sengen. Han lå med overkroppen blottet og et klæde fra livet og ned. Hun stilte sig ved ham og lagde en blid hånd over hans. Han var brændende varm. Hendes mave snørrede sig stadig sammen over at se ham på den måde. "Hej igen." sagde hun stille. "Du er så varm." hun slog blikket ned på deres hænder. Efter det her havde hun nærmest glemt alt om at de i virkeligheden var uvenner. 
"Du brænder jo op." mumlede hun og slap ham for at gå hent il vasken. Hun fandt et par klude frem og vædede dem i køligt vand, hvorefter hun tog dem med tilbage. "Jeg tørre dig lige om øjnene." informerede hun hvorefter hun vaskede svedråberne af hans pande og omkring øjnene. Den næste foldede hun og lagde hen over hans pande. 
Hun studerede hans ansigt. "Chris... jeg ved godt at jeg ikke har været fair på det sidste, men du skal vågne nu. Du kan ikke forlade mig igen, det ville ærlig talt pisse mig af. Du kan ikke bare blive ved med at finde måder at smutte på når jeg bliver umulig."  sagde hun anklagende og mærkede sine øjne fyldes med vand. Hun kunne ikke klare at miste en gang til, og slet ikke efter hun havde taget forgivet at han reelt var der. 
Hun tog en dyb indånding, og lagde hånden på hans bryst, så hun kunne mærke hans hjerte banke under sin håndflade. "Undskyld." hviskede hun stille og så ned i gulvet. Hun vidste jo godt at det ikke var retfærdigt. 

[Christopher Campbell]

Chris havde haft den mærkeligste drøm. Noget med underlige utydelige symboler og eksplosioner. Noget med Aly der sad og snakkede til ham skønt han ikke kunne se hende. Sommetider kunne han heller ikke høre hende, men han fornemmede alligevel at hun var der. Som nu. Han fornemmede hende, hørte hendes stemme som et svagt ekko i mørket. Han ville gerne svare hende, men hans mund føltes som om den var lukket sammen. Eller blev holdt åbent af noget der forhindrede ham i at snakke. Måske drømte han egentlig stadigvæk? Han var ikke sikker.
En varm hånd mod hans bryst sendte en behagelig velkendt følelse gennem kroppen, Aly.
Han ville røre på sig, men følte sig fastlåst, som stadiet før man vågnede rigtigt. Eller faktisk mere som søvnparalyse. Langsomt begyndte han, med en intens kamp at bevæge den ene finger, kun en lille bitte smule, næsten umærkbart, og så kom det tilbage til ham, med al magt fik han givet et let spjæt fra sig og øjnene gled omsider op.
Først ramte forvirringen ham, hvor var han? Hvad var der sket og hvad havde han i munden? Det føltes som en form for slange. I virkeligheden var det en magisk tube der healede hans krop indefra, men den tanke strejfede ham ikke, som han i halv panik forsøgte at gribe fat om den med sin ene hånd og trække den ud.
Hans arm føltes dog ulidelig tung og endte med at slaske over maven på ham som hans forvildede blik omsider endte på Alyxia. Hun var der. For en kort stund og i sin massive forvirring, havde han glemt alt om alt det der var sket, i hans hoved var de et par.
Der gik nogle lange sekunder hvor han søgte hendes blik før tingene langsomt vendte tilbage til ham. Han havde lyst til at sige noget, bede hende om at fjerne dette monstrum fra hans mund, men det eneste han kunne præsterer var et par underlige gurglende lyde.

[Alyxia McBeth]

Hendes tunge blik, studerede hans vejtrækning. Hver gang hans brystkasse hævede sig, følte hun et lille stik af lettelse, velvidende om at respiratoren ville sørge for at han blev ved med at trække vejret.
Hun følte sig så magtesløs, så frustreret. Hun var healer, hun burde kunne gøre noget mere end hun gjorde. Ud af øjenkrogen bemærkede hun godt hans finger flytte sig en smule, men hun havde set det en million gange før, og hver gang havde det vist sig bare at være hendes hoved der spillede hende et puds, så denne gang gjorde hun sig selv en tjeneste og lod være med at kigge, sparede sig selv for skuffelse.
"Undskyld. Jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at være vred på dig." mumlede hun og strøg en blid finger hen over hans bare hud. Det gav nærmest et sæt i hende da han slog øjnene op og stirrede direkte på hende. Hun nåede lige at gribe hans hånd før han fik fat på tuben, og tvang den ned på hang bryst. "Du er vågen." hun kunne ikke lade være med at smile lidt forfjamsket, før hans panik fik hende til at indse at hun burde hjælpe ham. "Tag det roligt. Røret hjælper dig med at trække vejret. Jeg skal nok fjerne den, men du er nødt til at slappe af et øjeblik, okay?" hun fjernede forsigtigt hånden fra hans, og strøg ham i stedet over panden og håret. "Når jeg siger til, hoster du, okay?" spurgte hun igen. Hun lagde et lille stykke under ham, hvorefter hun tog sin stav. "Okay host." bad hun og svang staven elegant, for at tvinge tuben ud, så han kunne få lov til at trække vejret på egen hånd. Hun havde nærmest lyst til at danse af glæde, for et øjeblik havde hun frygtet at han ikke ville vågne. Nogle gange hjalp det åbenbart at fortælle ham hvor skavet skulle stå!

[Christopher Campbell]

Chris følte sig tung i hovedet og forvirret. Han havde svært ved rigtigt at fokuserer og det var som om at hans syn og hans hjerne ikke ville arbejde helt sammen med de informationer de havde at arbejde med.
Selv Alys overraskelse over at han var vågen, fik ham til at studse lidt. Han følte at han havde været vågen længe, men han var ikke sikker. Alting var bare rodet rundt lige nu.
Det var først som hun pressede hans hånd ned mod brystet at han faktiskt lyttede efter hvad hun sagde, han ville gerne svare hende, men var ude af stand til det. I stedet nikkede han svagt på hovedet for at indikerer at han havde forstået, bevægelsen skar en smule i svælget hvor røret befandt sig og han ville bare gerne have det væk.
Hendes blide berøring over hans pande og hår, var dog med til at få ham til at slappe lidt mere af til trods for situationen.
På hendes opfordring gav han sig til at hoste. En mærkelig følelse, men ikke særlig svært eftersom hele hans hals føltes som sandpapir. Han skar en grimasse der fint illustrerade hans misbehag, som røret kort efter var væk. Han gispede et par gange og hostede så, han forsøgte at tale, men var så tør i halsen at han ikke rigtigt kunne få ordene frem.
Med den ene hånd søgte han lidt efter hendes hånd igen, måske som en form for trøst, han åbnede munden og forsøgte at spørge ind til hvad der var sket, hvor han var, den slags, men det eneste der kom ud var en hæs rallen der blot fik ham til at hoste på ny.

[Alyxia McBeth]

Mens alting sikkert var et dramatisk kaos for Chris, så var Aly ikke andet end lettet. Hun fik hurtigt røret ud og smed det i skraldespanden, hvorefter hun lod ham gribe febrilsk efter hendes hånd. Hun lukkede begge sine hænder om hans ene, og kunne ikke lade være med at grine mildt. Det var egentlig ret upassende, men hun fik forløst alle de frustrationer og alt den frygt hun havde mærket gennem de sidste par dage.
Det havde næsten være ubærligt. "Det er okay. Du er okay." bekræftede hun. "Der var en eksplosion, og du kom til skade, men du er okay nu. Alt er okay nu." hendes smil forvandledes hurtigt til et tårerfyldt blik, idet hun langsomt fik overbevist sig selv om at det var okay.
"Jeg finder lidt vand, så du kan tale. Du vil nok være lidt øm i halsen de næste par dage." advarede hun, og slap hans hånd. Henne på bordet stod et glas vand med et sugerør. Hun tog det og rakte det hen mod hans læber, så han kunne tage en tår. "Vær sød at sig et eller andet." bad hun, velvidende om at det var ret egoistisk at bede ham om, men hun havde brug for at høre hans stemme. Hun satte vandet fra sig igen og vendte sig mod sengen. Det havde været så nemt da hans stadig havde været sovende, men nu hvor han var vågen, mærkede hun den underlige følelse komme snigende igen, den der var begyndt at gøre tingene mellem dem som så mærkelige. Hun var i det mindste ikke vred på ham mere. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. "Du gjorde mig ret bange der." indrømmede hun og så ned.
Et sted bagved hende gik døren op. Det var den ansvarlige healer, der blot konstaterede at der var kontrol på situationen, for derefter at bakke ud og lukke døren bag sig igen.

[Christopher Campbell]

Modsat hende, var der intet ved denne situation han fandt selv den mindste smule underholdende. Måske var det derfor hun blev mødt at et let skeptisk og forvirret blik fra ham, idet hun begyndte at le. Halsen virkede som sandpapir, og havde han kunne tale uden at få et hektisk hosteanfald, ville han nok have spurgt om hvad i alverden hun fandt så underholdende.
Hele hendes attitude lod dog hurtigt til at ændre sig og han faldt lidt til ro. Som havde latteren været en afmagt. Som når man blev ufattelig bange og alligevel begyndte at grine. Han slog tanken hen.
Chris følte sig temmelig splittet da hun slap ham for at hente vand til ham. Hans krop skreg efter det, men lige så intens var følelsen af bare at ville holde fast i hende for evigt. Han lod hende derfor ikke slippe lige med det samme, men overgav sig til sidst og lod hende bevæge sig hen for at hente vandglasset.
I det sekund sugerørret blev placeret mod hans læber, tog han et par grådige slurke. Det sveg ubehageligt i halsen, men han ignorerede det og stoppede ikke med at drikke, til glasset var tomt. Hendes bøn fik ham til at rømme sig let og efter en let indånding kommenterede han, "kunne du ikke have fundet et mere maskulin farve sugerør?" Hans stemme var underlig hæs, de grønne øje flyttede sig fra det pink sugerør i glasset og derefter op for at møde hendes blik.
Han forsøgte sig med et let smil, men mærkede at hans underlæbe var så tør, at hvis han smilede meget bredere ville den nok sprække.
Han rømmede sig på ny og trak på skuldrene, dette gjorde ham hurtigt opmærksom på en ufattelig ømhed i kroppen, så han skar en grimasse før han svarede, "jeg var bare desperat efter din opmærksomhed." Det var tydeligt ment i en joke, skønt han ikke kunne benægte hvor fabelagtigt det følte,s omsider at se hende sende ham et blik der ikke var fyldt af skuffelse og vrede.

[Alyxia McBeth]

Hans forvirrede blik, bekræftede kun hendes antagelse om at hun opførte sig ret upassende, men Aly var kendt for at have følelserne ude på tøjet, og hun havde aldrig haft den største selvkontrol. Hun lod ham tage et par store slurke, før hun tvang glasset væk. "Easy tiger, tro mig din mave er ikke ligeså vågen som du er." advarede hun. De fleste der kom af med røret var frygtelig tørstige, men dem der arbejdede med dem, vidste at alt de indtog kom retur hvis det gik for hurtigt, og hun havde ikke lyst til at stå i skudzonen, så at sige.
Hun vendte hovedet tilbage mod ham, efter at have sat glasset fra sig, både lidt overrasket over hans kommentar, og så alligevel ikke. Selvom hun stadig havde vand i øjnene, kunne hun ikke lade være med at grine. "Jeg beklager virkelig, hvis jeg sårede din mandlige stolthed." svarede hun og himlede med øjnene, hvilket endelig fik tårerne til at falde. Hun tørrede dem hurtigt væk.
"Det virker lidt ekstremt, synes du ikke? At blive sprængt i luften bare for at fange min opmærksomhed." pointerede hun og lød ikke halvt så streng, som det blik hun sendte ham var. "Men det virkede. Du har min opmærksomhed." indrømmede hun og lænede sig lidt op af sengehesten. "Hvordan har du det?" spurgte hun en smule mere bekymret. Han var stadig godt forslået, men det havde hun glemt lidt i sin lettelse over at høre hans stemme. Hun ahvde lyst til at tage hans hånd, men pludselig mærkede hun sin sædvanlige tilbageholdenhed.

[Christopher Campbell]

Der gik lidt før det gik op for ham hvad hun mente, maven rumlede faretruende, men der skete heldigvis intet yderligere. Han sank et par gange, men som maven lod til at falde lidt på plads igen, begyndte han at samle tankerne en smule.
Hendes milde latter, skønt den var blandet med tårer fik ham til at føle sig langt bedre tilpas end han havde gjort meget meget længe. Lidt prøvende og en kende skælvende, fik han hævet hånden til hendes kind, for med sin tommel at hjælpe hende, med at fjerne et par af hendes tårer. "Det ville jeg også gøre, men du kan jo altid byde på en middag som undskyld." Pointerede han og måtte skjule munden bag håndryggen som han hostede igen. Ikke at han var den mindste smule sulten lige nu, men det skulle nok vende tilbage.
"Tja, hvor intet vover, intet vinder," slyngede han blot ud, med sin sædvanlige drengede attitude, skønt han ikke var helt sikker på hvor han havde fået det boost af overskud fra. Roligt søgte han efter hendes hånd, han havde bare brug for at holde fast i noget, for at minde ham om at han virkelig var tilbage og dette her ikke var endnu en af de abstrakte drømme han have haft på det sidste. Han anede ikke at hun selv havde siddet med samme tanke kort forinden, men havde holdt igen.
Kort tænkte han over hendes spørgsmål. "Jeg er okay...tror jeg. Lidt øm, men det er vel normalt?" Han så spørgende på hende, "hvor længe har jeg været væk?" Han forventede nok at hun ville svare et par timer og ikke at han faktisk havde været væk i et par uger.

[Alyxia McBeth]

"Er du okay? Du ser bleg ud." bemærkede hun lidt bekymret over hvor mange gange han sank for at få indholdet på plads. Det lod heldigvis til at gå i sig selv.
Hendes blik fulgte hans skælvende hånds rejse, hele vejen til hendes ansigt. Hans fingre var kølige da de ramte hendes varme kind, og selvom det sendte et lille gys igennem hende, lænede hun kinden mod den og lukkede øjnene. De sidste tårer faldt på hans håndryg og løb ned. "Deal." svarede hun og ignorerede alle de røde lamper der begyndte at lyse. Hun havde så lang tid holdt fast i ikke at ville have noget med ham at gøre, men de sidste par ugers desperation var svært bare at glemme.
Hun lod sin hånd fange af hans igen, men denne gang lod hun den hvile der i et let greb, mest fordi hun stadig var i tvivl om hvad der var rigtigt og forkert her. Hun nikkede. "Det vil du nok være et par dage. Du tog noget af et fald." svarede hun sigende. "10 dage. Sådan cirka." svarede hun ærligt. Hun havde næsten mistet lidt tælling over dagene. Hendes blik faldt på deres hænder. Selvom hun nød berøringen, blev hun ramt af et lille stik af bekymring, og nærmest instinktivt, trak hun den til sig igen, og lod den falde ned langs siden. Selvom hun var lettet over at han var vågen, så var tingene stadig ikke ændret. Hun savnede sin bedste ven, men hun var bange for at det ikke var muligt for dem at være uden at tage tingene til et niveau som hun slet ikke turde stå op på. "Hvis alt går vel, kan du måske udskrives om et par dage." sagde hun bare for at sige et eller andet og bryde den lidt akavede tavshed der havde bredt sig med hendes tænketid.

[Christopher Campbell]

”Ja jeg har det fint, svarede han lidt tøvende, som skulle han selv lige mærke efter for at være sikker. Følelsen af kvalme lurede stadigvæk lidt, men den var under kontrol i det mindste.
Som hans hånd fik lov til at blive hvilende mod hendes kind, mærkede han atter maven snørre sig let sammen, men ikke på grund af kvalme, men følelsen af lettelse og glæde. Det var en lille ting, men det at få lov til at fjerne hendes tåre uden at blive afvist var bare mere tilfredsstillende end noget andet han kunne erindre.
Fingrene summede blidt fra varmen hun udskillede mod hans egne kølige fingrespidser. At hun så endvidere gik med til at spise med ham, fik ham til at synke en let klump i halsen, han genvandt dog fatningen, forhåbentlig inden hun opdagede det.
Han ømmede sig let og nikkede så, ”det lyder sådan.” Erkendte han. Ærlig talt kunne han ikke huske så meget andet end frygten i hendes ansigt før det hele var styrtet sammen.
10 dage? 10 dage! Det kunne ikke passe, han fløj nærmest op og sidde, hvilket kroppen omgående mindede ham om han ikke burde, ”du laver sjov ikke? Jeg kan da ikke have været her i 10 dage?!” Udbrød han og skulle nærmest til at svinge benene ud af sengen, som var han ved at komme for sent til en aftale.
Hendes hånd var gledet ud af hans kort før udbruddet. Dette ville nok også have påvirket ham mere hvis ikke han lige havde fået den nyhed. ”Om et par dage? Det kan jeg da ikke vente på.” Sagde han, som om han havde et valg.

[Alyxia McBeth]

Mens han havde ligget der, havde hun haft alt for meget tid til at tænke. Hun havde siddet i stolen ved siden af og betragtet ham, mens minderne havde kørt som en eller anden bizar film i hendes hoved. Selvom det var mange år siden, havde det pludselig ikke været så fjernt og det havde virkelig mindet hende om at hun havde savnet sin bedste ven. Den mand hun kunne fortælle alt uden at blive dømt. Det var det samme hun mærkede da han strøg hendes kind.
Hans pludselige udbrød, ødelagde desværre den lille tankebobel, på den anden side var det måske meget godt, for han bemærkede vidst ikke at hun havde trukket sig.
Hun skyndte sig at lægge en hånd på hans bryst og tvang ham tilbage i seng, på en måde havde hun godt vidst at han ville reagerer sådan. "Som om jeg ville lave sjov med den slags." pointerede hun og holdt stædigt hånden på hans bryst. "Læg dig ned, du kommer til skade." sagde hun bestemt. "Det er du nødt til. Desuden burde du udnytte tiden til at slappe lidt af, der vil være mere end rigeligt arbejde når du kommer tilbage." hun sendte ham et af sine strengt blikke - den slags hun var blevet kendt på, på Hogwarts. Først da hun var sikker på at han ikke var på veg ud over sengekanten, slap hun hans bryst. "Tænk på det som... en ferie hvor du får alt det mad du kan spise, serveret af attraktive sygeplejersker." forsøgte hun lidt jokende, hvilket nok var det første øjeblik i lang tid, man så antydningen af et smil hos hende.

[Christopher Campbell]

Inderst inde vidste han godt at hun havde ret, selvfølgelig ville hun ikke lave sjov med den slags, men det var bare den letteste måse at reagerer på. Benægtelsen. ”Jeg kan da ikke bare lægge mig ned, hvad Alexa? Hvad med min mor?” Beklagede han sig. Havde det været her? Selvfølgelig havde de det, men det blev da nødt til at få at vide at han var okay. ”Og sagen? Er den blevet løst?” Han følte sig pludselig meget overrumplet, og selvom Alys pres på hans bryst ikke var specielt stort, følte han ikke at han havde energien til at kæmpe imod.
En smule utilfreds lod han sig dumpe tilbage ned i sengen. ”Slappe af?” Han sendte hende et vantro blik, hvordan skulle han kunne slappe af lige nu? ”Det har jeg tydeligvis gjort de sidste 10 dage.” Mumlede han og så lidt ned som et fornærmet barn der blev irettesat af sin mor.
Brynene blev skudt let i vejret da hun nævnte sygeplejerskerne. ”Hospitalsmad er ikke ligefrem min livret.” Beklagede han sig og så på hende som var en djævelsk plan ved at uspille sig i hans hovede, og altså teknisk set ville du jo ikke vide om jeg blev liggende når du gik. Han smilede, tydeligvis temmelig glad for sin engen genialitet. ”Altså medmindre du tvang mig til at du skulle være min værge i de par dage, du ved, hjemme ved dig, ved den gode mad som du serverer og fodre mig med.” Han sendte hende et uskyldigt og lidt for snedigt smil. ”Så ville jeg også kunne få besøg uden nogen ville føle sig utilpasse over hospitals situationen.” Kredsede han videre imens han tegnede ringe på dynen med pegefingeren.

[Alyxia McBeth]

Aly så væk. "Jeg har talt både med din mor og med din søster. De har begge været her..." Hun blev underligt tavs. Det havde været mærkeligt at møde sin tidligere svigermor og svingerinde, også fordi hun altid havde haft et god forhold til dem begge, og de havde virkelig forsøgt at holde kontakten efter hende og Chris var gået fra hinanden, men det havde hun ikke orket. Hun rystede på hovedet. "Ikke endnu, men vi arbejder på højtryk. Der er nogle andre der tager sig af det." skyndte hun sig at sige, før han ville argumenterer med at der var brug for ham.
Hun blev en smule lettet over at han dumpede tilbage i sengen.
Hans pludselig drengede facon, fik hende til at sætte en hånd i siden. Hun så på ham med det strenge blik. "Du er altså ikke så snedig som du tror. Og jeg er ikke din tjener." Skyndte hun sig at sige. Når det var sagt, så var der noget underligt beroligende i at have ham tæt på, desuden havde hun lidt svært ved at falde til alene i sit nye hjem, for ikke at tale om at han ville give hende problemer fra nu af og til hans udskrivelse, hvis hun lod ham blive her. "Men fint. Men kun fordi jeg ikke orker at se dig ligge her og klynke, eller blive kaldt herind fordi du er faldet og har brækket noget fordi du prøver at bryde ud, og fordi jeg af en eller anden grund stadig står som din nødkontakt." Hun foldede armene stædigt hen over brystet. Det var nok i virkeligheden verdens dårligste idé, men hun havde en mavefornemmelse der sagde hende at det var det rigtige at gøre for dem begge. "Bliv liggende, så ornder jeg det andet." beordrede hun, hvorefter hun gik ud for at finde hans healer.

//Out