På besøg

[Raphael Kovinsky]

Han måtte lige tage en dyb indånding som Baldrian fjernede sig fra hans læber. Hvorfor gjorde han nu det. Han ville lagt mere men... det var ikke sikkert. De kunne ikke gøre det. Det ville være forkert. Og så snakkede Baldrian for at bryde tavsheden. Han blev lidt flov over ordene og kunne mærke hvordan kinderne blev mere varme. Han kiggede lidt på ham inden et par læber fandt vej til hans mund igen og løb egnes over halsen. Han måtte gispe en enkelt gang og log sin hånd bevæge sig op imod hans hår. “Uanset hvor irriterende du er. Så er du også svær at få u’s af hovedet” det var sandt. Hvorfor skulle han have sneget sig rundt på,gangene og ud i ugletårnet midt om natten hvis han ikke ville skrive til en sød fyr som Baldrian? Hvorfor skulle han udsætte sig selv for at få en sveder hvis han ikke ville noget mere med ham? “Baldrian... jeg...” kom det fra ham og lod sin hånd køre ned over hans ryg. “Måske, vi skulle.. har du overvejet at dette ikke er et passende sted?”  Spurgte han lidt og bed sig efterfølgende i læben.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Der var så meget ved Raphael at nyde, og Baldrian glemte da også næsten,, hvor de var henne lige nu. Hun nød bare at være sammen med Raphael, kysse ham og... ønske sig mere, men det kunne de ikke. Det lød dog til at Raphael havde samme tanker, og et øjeblik kom Baldrian til at grine lidt forelsket, noget han ellers meget sjældent gjorde! "Jeg har gode erfaringer med at være i astronomi tårnet."  Han lod en ny svale af kys ramme Raphael på halsen, mens han nu helt forsigtigtlod en hånd stryge ned over ryggen og lægge sig på den ene balde. Han pirrede, drillede, det vidste han godt, og de kunne intet gøre ved det her, og Baldrian kunne ikke så nemt vade omkring på skolen, nu han egentlig slet ikke gik der længere. Men at stå der og kysse på Raphael gjorde det heller ikke ligefrem nemmere at holde sig fra ham. Efter en indre diskussion, lænede Baldrian sig yderligere ind imod Raph, så han mund var lige ud for hans ører, hvor han hviskede i en varm tone. "Jeg ville elske at kunne finde et sted lige nu og tage dig." han trykkede sig lidt ind imod Raphael igen, og lod så deres læber mødes i et dybtfølt og grådigt kys.

[Raphael Kovinsky]

Astronomi tårnet? Straks blev han endnu mere flov ved tanken om hvad de havde lavet der oppe. Hvordan han var gået sin vej, og efter ladt Baldrian tændt og forvirret. Det skammede han sig stadig over, men det hele virkede som om det var et overstået kapitel.  han rømmede sig lidt og måtte klø sig lidt på armen. “Ja... jo... men resten af skolen...” han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, han ville hellere end gerne gå et sted hen med Baldrian alene, bare de to alene et sted hvor de ikke kunne blive opdaget. Men skolen var stor, og der var næsten ikke et afsides hjørne der ikke ville blive brugt. De nye kys på hans hals fik ham til at sukke og efterfølgende bide sig selv i læben. Han vidste ikke hvad han skulle stille op, og alligevel havde han bare lyst til at rive tøjet af Baldrian, lade ham være sin første gang ind i de voksnes rækker. Rækken sf ord der blev hvisket imod hans øre fik ham til at gøre store øjne og endnu mere flov. Hvis han ikke allerede var forelsket i den irriterende fyr så var han det i hvert fald nu. De seksuelle undertoner fik ham til at næsten miste kraften i benene, mens han blot nød nærværet der var imellem de to. “Mmmh. Hvis bare vi kunne, jeg vil gerne mærke din krop imod min” kom det nærmest flovt og hviskende tilbage fra ham, han lænede sig ind imod Baldrian og lod prøvende en hånd snige sig ind under hans trøje for at mærke ham på brystkassen. Blot det at mærke hans brystkasse fik det til at sende vibrationer igennem ham, og på ny mæskede han hvordan han måske blev en anelse tændt og havde lyst til meget mere med denne her fyr. Måske var det ikke så slemt igen at acceptere man var til fyre.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Tiden var som gået i stå for Baldrian, og han vidste ikke rigtig hvor længe der var gået. Hvor længe de havde været i kontoret. Et eller andet sted var det også pisse ligegyldigt, når bare Raph var der. Han har ikke noget sted han hellere ville være, end der sammen med den fyr i verden som han havde forelsket sig i. Tanken fik ham til at smile veltilfreds, i det kys han netop tilegnedeRaphael, og da han så hørte Raphael endelig sige, at han også ville Baldrian, så mærkede han et sug i maven. Det var et sug af lukke og han holdt Raphael tæt ind til sig. 
Uanset hvor gerne Baldrian gerne ville det, så kunne han ikke få sig selv til at tage skridtet videre der midt i hans brors kontor. Det virkede bare respektløs på en eller anden måde, men at Raohael alligevel gav udtryk for også at ville ham, det ville han bestemt ikke se igennem fingre med. Baldrian sukkede lidt over Raphaels ord. "mmh.. du fanme fræk at høre på." komplimenterede han så, og smilede på ny, før han så mærkede end hånd på sin veltrænede mave. Det føltes virkelig godt! Måske hvis de bare ar forsigtige skete der ikke noget ved at "låne" kontoret lidt mere...

[Santana Puckerman]

Santana gik ned af gangen med nøgler til Albus' kontor i den ene hånd og en kop kaffe i den anden hånd. Det var nok de fleste elever der efterhånden havde fundet ud af, at hun stort set altid blev set med en kop kaffe i den ene hånd. Albus Dumbledore ll havde spurgt om hun ville hente en genstand på hans kontor for ham, hvilket hun selvfølgelig havde sagt ja til. Hun vidste derfor han ikke var derinde, så tanken om at banke på inden, hun satte nøglen i og låste sig ind, slog hende slet ikke. "Hvad fanden laver I?!" udbrød hun og så på eleven og derefter på den unge mand. "Ulovlig indtrængning eller overgreb slash misbrug på mindre årige? Hvor skal vi starte?" spurgte hun med væmmelse i stemmen, "Nej vent, gem det til aurorne," tilføjede hun, før hun vendte blikket mod eleven, "Og dig? Til din sovesal lige nu og tro mig, jeg vil skrive hjem til dine forældre. Afsted," hendes toneleje afslørede tydeligt, at hun ikke var til at hugge eller stikke i og han kun ville gøre det værre for sig selv, hvis han forsøgte på noget.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrians tanker blev afbrudt øjeblikkeligt, da han hørte en nøgle i døren. Han nåede at trække Raph hånd ud fra sit tøj og vende sig ud imod rummet, da døren gik op en professor, måtte det være, kom indenfor. SHIT!! Hvor meget havde hun nået at se? hvad var bare tanker og skepsis. Han måtte håbe på det bedste, og så bare håbe på at Raph kunne samle sig nok til at spille med på den. "Professor... Må du vel være? Du må være ny her. jeg husker dig ikke rigtig?" Han strøg de lange blonde lokker væk fra ansigtet, og gik hen imod professoren. Hvis de skulle slippe ud af dette her uden problemer, så skulle de VIRKELIG være heldige. "Hvad vi laver? Vi venter... på min bror, Albus Dumbledore ll. Jeg.. jeg ville overraske ham, fordi... Ja det er en overraskelse jo." Han så tilbage imod Raphael og bad til at han fangede, hvor han ville hen med sin snak. "Jeg mødte Raphael her ude på gangen, og så spurgte jeg om han ville vente på min bror sammen med mig. Ser du, vi.. fik ikke rigtig sagt farvel før ferien, grundet en dum quidditchkamp. Du ved hvor grimt det kan blive med Slytherin og Gryffindor. Jeg... Jeg var lidt en idiot."  Han måtte bide sig diskret i kinden for ikke at smile over netop at have flettet ind at han var en idiot. "Så, ja overraskelsen er nok lidt ødelagt. Men, du må ikke straffe Raphael for det professor. Det var mig der bad ham blive, fordi... jeg var... nervøs." Han så ned på sine fødder for virkelig at virke overbevisende og nærmest ynkelig. og kom så på endnu en ide, for lidt at afslutte rigtigt. "Undskyld, hvis vi forskrækkede dig. Det var ikke min mening."

[Raphael Kovinsky]

Det var som om tiden gik i stå lige her og nu. Han glemte alt om tid og sted sådan som han stod med Baldrian. Han ville hellere end gerne blive stående og mærke lidt mere på Baldrian. Den tætte kontakt de delte var lige til at blive blød i knæene af. Aldrig havde han faktisk følte sig så lykkelig som han var lige nu. Det var som om problemerne bare var forsvundet, og at han ikke behøvede at tænke på noget som helst. Han hørte ikke engang låsen blev slået fra på ny, og han skulle lige til at hviske noget til Baldrian da hans hånd blev fjernet. Først troede han at det var fordi tingene gik for hurtigt og han blev lidt forvirret. Men så lød stemmen fra professoren. Han vendte sig forskrækket om ville mest af alt gemme sig for ikke at komme i ballade. Misbrug? Mindreårig? Ulovlig indtræning? Han var så forvirret og det var som om han ikke forstod hele sætningen der blev sagt. Alt blev sort for ham som Baldrian tog over, og han hørte lige hvordan Professor Puckerman ville skrive hjem til hans mor. Nej det måtte ikke ske. Det ville bare sætte ham i støre problemer, og det ville blot få ham endnu mere i fedtefaget til at smide ham ind som varulvejæger. Han tog sig til hovedet og trykkede lidt ind. "Nej... Nej.. Ikke det... For tidligt...." mumlede han og lukkede øjnene. Han hørte ikke engang at Baldrian kom med en undskyldning, og prøvede at vende hele situationen til noget positivt så han ikke kom i problemer. Han hørte godt nok ordet Quidditch men det forblev langt væk. En følelse af kvalme steg op i ham, og han måtte bide sig i læben for at forblive på benene. Hvis ikke han allerede stod op af en væg ville han være faldet bagover. Han stirrede på Baldrian med halv blanke øjne og hen til professor Puckerman. Havde han også misset aftensmaden? Ville der komme flere problemer for ham nu? Nej han var jo kun lige kommet. Det kunne da ikke bare være ude med ham. Han måtte finde på noget men han hørte jo knap nok efter. Ordene om at der ville blive skrevet hjem til hans mor Cathrine Kovinsky var endnu mere skræmmende end noget andet, og hvad ville hans brødre ikke gøre ved ham når de først fik det af vide? "Professor... Jeg... Quidditch kampen den.. Baldrian han..." nej det var ude med ham. Han kunne ikke engang fremsige en hel sætning. De halv blanke øjne kiggede ned imod jorden men han bevægede sig ikke en meter. Han var bange for at flytte sig, for hvis han flyttede sig ville han helt sikkert vælte.

[Santana Puckerman]

Santana stod med et højst uimponeret blik, mens den fremmede mand snakkede løs. Ind i mellem tog hun en tår af sin kaffe kop, mens ellers stod hun blot og afventede han blev færdig med at snakke. Hun orkede ikke engang, at forsøge af afbryde ham, for at fortælle ham, hvor ligeglad hun faktisk var, med årsagen til han var der. Hun havde set mere end rigeligt.
Hun så ned i sin nu tomme kaffekop. "Waow, jeg troede aldrig du ville stoppe med at snakke. Hør, Harry Potter, jeg er pisse ligeglad med, hvorfor du er her. Pointen er, at du er her og det er ulovlig indtrængning. Og at du oven i købet står og befamler en af mine elever, gør dig ikke mere populær i min bog, så jeg prøver lige én gang til på et sprog, du måske vil kunne forstå; skrid eller jeg tilkalder aurorne," lød det tørt fra blondinen, selvom hun egentlig godt vidste, hun slet ikke burde give den fremmede mand den chance, men egentlig bare burde tilkalde aurorerne med det samme.
Hun vendte blikket mod Raphael, som så ret bleg ud. Hun kunne dog ikke helt bedømme, om det var situationen eller om det skyldtes noget der var sket inden hun var kommet ind på kontoret. "Mr. Kovinsky, afsted til din sovesal. Jeg forventer vi kan have en snak om det her, så snart.." hun vendte blikket mod manden igen, som Raphael nu havde afsløret navnet på, "Baldrian her, har taget sin beslutning," afsluttede hun.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Okay.. badass lærer? det var ikke ligefrem de typer Baldrian havde haft, da han gik på skolen sidste år, så var han nok slet ikke kommet ud af eftersidningen, men noget skulle der altså gøres her, og han virkede til at være ret alene med det. Raph var hvert fald ved at få en mindre sammenbrud lød det til. Derfor vendte han roligt blikket og sendte en varmt smil til Raphael. "Raph rolig, der ikke sket noget. og det kommer der ikke til. Det er jo bare en misforståelse. Professor -" Baldrian kiggede imod professoren, da det gik op for ham, at han ikke kendte hendes navn. "Professoren her, følger jo bare reglerne og er ikke klar over at det hele er en misforståelse."  Stemmen var rolig og han forsøgte sig hele tiden at se sine muligheder. Det var lidt som et spil skak, problemet lige nu var bare at Professoren havde rykket dem i skak, og der var kun meget få træk tilbage, før det ville ændre sig til skakmat. Det var dog ikke træk Baldrian bare ville lade gå til spilde.
Roligt trådte Baldrian et skridt frem imod professoren og så høfligt på hende. "Hør, der er tale om en misforståelse. Jeg var ved at fortælle Raphael her om overraskelsen, fordi han er min ven. Han er uskyldig i dette her. og ja, jeg indrømme det nok ikke er så smart at komme valsende ind på Hogwarts uden en aftale, men det lidt ideen i en overraskelse ikke. Hør, mit navn er BAldrian Dumbledore, min bror er Albus Dumbledore, d. 2. JEg ville bare snakke med ham. Men hvis du siger det ikke er muligt, så går jeg nu."  Han sendte Raph et smil og gik langsomt imod døren, hvor han vendte sig. "hei Raph, måske du så vil bede min bror om at sende mig de ting vi snakkede om, så jeg kan komme igang med min auror-uddannelse."

[Raphael Kovinsky]

Det hele kørte i hovedet på ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Faktisk skammede han sig en smule over alt det der var sket, men mest af alt fordi de var blevet opdaget. Han ville da aldrig have haft gjort noget som helst med Baldrian. Slet ikke et sted som hans bors kontor! Men alle homonerne kørte i ham, og måske havde der alligevel været sket noget. Han kunne bare ikke holde fingrene fra Baldrian når det kom til stykket. Han stirrede lidt på Professor Puckerman og så til Baldrian. Han bed sig i læben tog et par skridt frem men stoppede da han hørte professorens ord. "Du må ikke... Nej... Baldrian han... Okey jeg går nu..." han kunne ikke engang fremsige en hel sætning. Han kiggede på Baldrian og ud formede han ordene "Undskyld" rettet imod ham og vendte sig om imod professoren."Du må ikke være for hård ved ham. Han..." han ville nødig se Baldrian komme i problemer. Det havde slet ikke været meningen med alt dette her. Egentlig havde han bare regnet med at Albus Dumbledore ll skulle snakke med ham, det havde bare vist sig at være Baldrian. Alt hvad der lige pludselig kunne gå galt var gået galt. Han vendte sig om som Baldrian snakkede henvist til ham. Auror? Ville Baldrian være auror? Han stoppede helt op og så hvordan Baldrian gik forbi ham og hen imod døren. Langsomt kunne han mærke hvordan hans hjerte bristede en smule og han vendte sig om imod Professor Puckerman. "Professor... Lad mig tage en eftersidning. Lad det ikke gå ud over Baldrian... Han ville bare... Hjælpe mig og snakke med mig...." hans blik fæstnede sig på hende og han var på grådens rand. Hvis han kunne hjælpe Baldrian så ville han gøre det... Hvis nogen skulle i fedtefaget så var det ham. Han havde holdt lige så meget på Baldrian som omvendt.

[Santana Puckerman]

Santana kunne mærke, hun blev mere og mere træt af den her situation. "Okay, for det første, så er der ikke så meget at misforstå, og for det andet, så lad venligst vær med, at omtal mig i tredje person, når jeg står lige her, tak," lød det spydigt fra hende, da hendes tålmodighed var ved at løbe ud, noget hun ellers havde en del af.
"Nej, nu hører du her; det her er sidste chance. Skrid eller jeg tilkalder aurorerne. Døren er dér," hun pegede mod døren, hun var stadig ligeglad med, hvorfor han var der, for ikke nok med at han var der, så havde han stået med hænderne under blusen på en elev. "Hvis du så gerne vil være auror, så skal du måske lærer loven at kende, bare en lille smule først," mumlede hun tørt og afventede manden ville forlade kontoret.
Hun vendte blikket mod den unge elev. "Han har fået mange chancer nu, jeg er præcis så hård som jeg ønsker, at være. Du går tilbage til din sovesal nu og jeg skriver hjem til dine forældre. Afsted. Tving mig ikke til, at sige det igen," hun lagde de slanke arme over kors og afventede nu både eleven og den fremmede mand, ville gøre som hun bad om.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Det var ikke som sådan, fordi Baldrian følte sig slået, men han accepterede, at det var professoren her, der havde autoriteten og overhånden.
Han havde fået set Raph og det var det vigtigste! Med respekt i øjnene så han nu på professoren. ” Jeg beklager meget min uhøflighed. Jeg gik ud i sommers og kender derfor ikke dit navn. Det var ikke for at være uhøflig.” Prøvede han, men hun virkede ikke som en der var let st charmere sig ind på. Godt hun ikke var her, ds han havde gået på skolen! Så var han helt sikkert aldrig været kommet ud fra eftersidning.
Baldrian prøvede at at sende Raph et diskret smil for at berolige ham. Han vidste fra deres breve hvor meget Raph frygtede sine forældre, og han kunne intet gør. Han hviskede bare et enkelt lille ord til Raph og sendte ham sit mest kærlige charmerende smil. ”brev” mere sagde han ikke i den sag. Han dækkede dog lidt over ordet ved tydeligt at tilføje. ”Nå jamen pas godt på Hogwarts og vær sød at hilse min bror Albus Dumbledore ll. Vi ses” Han hankede lidt op i sig selv og gik så ud af kontoret og ud af slottet.

-out

[Raphael Kovinsky]

Han stod og stirrede fra Baldrian til proffesor Puckerman og han måtte bide sig i læben. "Professor..." han vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Han ville gerne have at Baldrian blev hvor han var, at de kunne smutte op i Astronomitårnet og bare være alene. Se på Stjernerne, se hvad der ville ske. Men det kunne de ikke. Puckerman havde smidt Baldrian ud, og han var sendt i sovesalen. Men så med et smed hun bomben på ny om at hun ville sende et brev hjem til hans mor. "Nej.. Nej... Ikke det.. Professor du må ikke..." kom det stille fra ham. Han kunne ikke sige en hel sætning, men han vidste ikke hvad han skulle gøre. En tåre begyndte at krybe frem i hans øjne, men den faldt ikke. Han kunne ikke græde nu. Baldrian var der stadig, og han vidste ikke hvad han skulle gøre. Hans blanke øjne stirrede efter Baldrian som han bevægede sig ud af døren. Professor... Jeg..." han bed sig i læben og vendte sig imod hende. Han måtte have knyttet sine hænder for han var nervøs for hvad udfaldet blev. Men han kunne ikke sige hende imod. Han måtte leve med frygten om sin bror og sin mor. Der var intet andet at gøre. "Godnat professor" kom det fra ham og nærmest stormede ud af døren for endelig at lade en tåre falde ned af sin kind.

//Out