På besøg

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Tråd til Raphael Kovinsky
November - 2057
Outfit

---

Det var ikke mere end et par dage siden, at Baldrian var forsvundet fra Raphael på Kostene og de sidste dages brev udveksling, havde gjort det tydeligt for ham, at han nok alligevel have taget fejl af situationen. Det sidste brev han havde modtaget, havde samtidig været det, der havde ført ham ud på den ulovlighed, som han nu var igang med.
Som elev på Hogwarts havde han gjort meget for at slippe væk for skolen, bare et par timer, nu hvor han var gået ud, skulle det så vise sig at han var klar til at gøre mindst lige så meget, for at liste ind på skolen. 

Det var lige over middag, så de fleste ville nok have time nu her, det gjorde det nemmere for ham at liste sig uset ind, og samtidig med ville hans brors kontor være tomt, i og med Albus Dumbledore ll ville undervise et eller andet sted.
Der gik ikke længe, før Baldrian var inde på skolen og i nærheden af broderen kontor, et lille let vip med tryllestaven, fik låsen til at klikke og han kunne komme indenfor. Nu skulle han så bare finde ud af, hvordan han fik Raph til at kommer herhen. Han greb ud efter et lille stykke pergament og skrev på det at Raphael skulle møde op på Dumbledores kontor, og foldede så papiret sammen. Derefter gik han ud på gangen, hvor han til sit store held fik øje på en ung gryffindor elev. Han kaldte hende hen til sig,og bad hende finde Raphael og overlevere sedlen til ham, samt sige at det hastede.
Pigen løb afsted, mens Baldrian lukked døren igen og utålmodigt begyndte at gå frem og tilbage på kontoret.

[Raphael Kovinsky]

Det var som om at tiden havde sneglet sig afsted. Baldrian var.... ja hvad var han egentlig? Han var den der havde fået ham til at slappe mere af, acceptere hvem han egentlig var, og mest af alt så kunne han faktisk godt lide den tidligere slange. Han havde rørt noget ved hans indre. Timerne føltes længere og længere og var bestemt mere hård. Men han klarede sig da, var måske lidt bagud med lektierne, men det kunne der laves om på. Det betød jo bare at han ikke skulle til hogsmead den kommende weekend. Slet ikke når lektierne hobede sig op, og læsestoffet var langt mere hård. Det var jo også hans FUT år og han skulle gerne have gode karaktere. Især hvis han ville gå med sin fremtid om at blive healer, der var bare et problem... det var forventet af ham at han kom ind i varulvejagerne. Det var forventet at han skulle følge familiens fodspor, han vidste bare ikke helt om det var det han ville. Men han kunne jo ikke sige dem imod, det ville være forkert af ham.

skole uniformen sad præcis som den skulle og han håbede egentlig lidt på at han snart kunne slippe ud sf det, men der var stadig nogle timer endnu. Først havde han håbet på at der ville ske et eller andet, men da timen i botanik var overstået stak en gryffindor elev ham en sedl i hånden. Han læste den og straks blev han ligbleg. De havde fundet ud sf hvad han havde gjort. Adeline Marche og Albus Dumbledore ll havde opdaget ham. Hvorfor havde han også lavet det nummer, nu kom der ballade og han vidste det bare. Han ville jo bare gerne hvad at prfoessor Marche smilte lidt, og professor Dombledore  virkede bare så trist. Men han måtte jo heller komme med en undskyldning. Hvorfor havde baldrian overhovedet forslået at han skulle kæde dem sammen? Meget langsomt bevægede han sig op oåimod slottet fra drivhusene og trådte ind på slottet. Nu skulle han bare hen til kontoret. Han blev mere og mere nervøs, håndfladerne blev mere og mere våde. Han måtte tage sig sammen til at tage der hen og det var med tunge skridt at han stod foran kontoret og bankede på. Langsomt og meget usikkert åbnede han døren og trådte indenfor i lokalet uden så meget som at kigge rundt i det. Blikket var fast ned imod jorden som om han skammede sig. “Professor? Du ville tale med mig?” Han var stadig nervøs, og han fumlede lidt med sine hænder da han ikke helt vidste hvor han skulle placere dem. De var så svedige og små svedperlerne var så småt begyndt at kunne anes på hans pande.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Ventetiden for Baldrian føltes ulidelig lang. Han blev ved med at gå frem og tilbage i kontoret mens han ventede. Han prøvede at sætte sig ned. Først på stolen, så på bordkanten, men han kunne ikke finde ro. Det var normalt ikke et problem for ham at bryde reglerne på skolen, men at stå i hans bror kontor uden at få lov, var alligevel lidt ud over det sædvanlige. Hvad nu hvis Albus kom forbi? Baldrian burde slet ikke være her.
Baldrian lyttede efter fodtrin på gangen, både Albus' men så sandelig også Raphaels. Hvor mon han havde time henne siden det tog så lang tid? Eller også var det den unge elev, der havde snydt ham og slet ikke havde afleveret noten. Orh hvor var det typisk! Men Baldrian var håbefuld og så, hvad der virkede som flere år senere, bankede det endelig på døren. Han så op og skulle lige til at sige noget, da den blev åbnet og han hørte Raphs stemme. Det var som musik i hans ører og han mærkede sit hjerte slå et slag over. Åh om han ville tale med Raph! Det ville han, men Raph virkede slet ikke til at se på ham, han forventede nok ikke at se Baldrian her. Det fik kun den forhenværende slange til at trække lidt på smilebåndet. "Det ville jeg Raph, men... Professor titlen, må du give til min bror." Han smilede og trådte tættere på ham. Baldrian vidste godt at han muligvis ikke var super populær lige nu, og valgte derfor at holde afstand. "Jeg skylder dig en undskyldning Raph."

[Raphael Kovinsky]

Han var så nervøs at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det var som om man kunne vride hans hænder hvis det var muligt. Men det kunne man ikke, og selvom døren gav en knagende lyd efter sig som den lukke i bag ham. Og da han hørte de første ord fra baldrian blev han ærlig talt overrasket. Han måtte bide sig i læben for ikke at løbe over til ham og give ham et kram. Men samtidig kunne han næste høre digtet der blev skrevet til ham i det fjerne. Han havde læst det tit, bare for at få en fornemmelse af hvor de stod henne. For se var vel på samme sted ikke? Han trådte et par skridt frem imod Baldrian bare for at finde ud af om dette her var ægte nok. Han stod så tæt på baldrian at han næsten kunne mærke varmen fra Baldrian. Og alligevel tog han sin fugtige hånd op og rørte ved baldrians arm. Det var sandt, han var her virkelig. Han havde lyst til at læne sig frem,og give ham et kys, men nej det skulle ikke ende som det gjorde på kostene. I stedet sank han en klump og lige så stille nærmest sommer hvisken kommet fra ham. “Du er en idiot, en sød en af slagsen men stadig en idiot....” han stirrede på Baldrian for at finde en øjenkontakt og langsomt slog han ud efter hans skulder med knyttet hånd. “Hvad laver du her?! Du gjorde mig nervøs din idiot. Du kan da ikke bare troppe op på den måde og så give mig en undskyldning. Du er sku den største idiot jeg kender” han vidste ikke hvor mange gange han overhovedet havde sagt idiot, men han var måske lidt mere arrig nu end han havde været lige før. Men alligevel søgt han ind imod Baldrians favn bare for at mærke ham. Han slog armene omkring ham og begravede ansigtet ind imod hans bryst, bare for at få den søde duft fra ham. Han var virkelig en idiot men en sød idiot,hvis man da kunne være det.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Det var meget forståeligt, at Raphael valgte at kalde Baldrian for en idiot. Om så det var pga det han havde gjort eller fordi han netop havde givet sig ud for at være sin bror, så var det ligemeget, begge ting gik vidst ind under den betegnelse. Baldrian trak dog bare lidt på skuldrene og smilede imod drengen, som på en eller anden mærkelig måde havde stjålet hans hjerte. "Sikkert den største idiot du kender, kan jeg gætte mig til? Undskyld Raph." Sagde han så igen og stod bare og lod Raphael sætte tempoet, selvom han VIRKELIG havde lyst til at trække ham ind til sig. Han ville bare ikke gå for tæt på og krydse nogle grænser. Det skulle være sådan så Raphael kunne følge med, så Baldrian kunne blive tilgivet. Han grinede lidt ved spørgsmålet og kørte så fingrene igennem sit lyse hår. "Jeg kom for at se dig. Dine breve virkede... vrede og jeg... føler jeg skylder dig en undskyld for vores date. Jeg ville gerne se dig, og se om vi er okay." Fortalte han ærligt. Det var han ikke bange for, og da Raph kort efter søgte ind i favnen på ham, lagde han sine arme omkring Raph og lod sin kind hvile på toppen af han hoved. "undskyld." Lød det stille fra ham ind i det brune hår. Han havde virkelig været en idiot, var det nok lidt stadig. Han havde såret Raphael, og sikkert gjort ham ulykkelig.

[Raphael Kovinsky]

Inders inde hvad han lyst til at råbe og skrige, men det ville være forkert. Det var jo ikke engang sikkert at Baldrian havde lov til at være her. Endnu en gang havde han lyst til at slå på ham igen, men han gjorde det ikke. Men undskyldning stod malet i baldrians ansigt, og han fik faktisk helt ondt af ham. Måske fortjente Baldrian lige så meget en undskyldning som han fortjente en? Han var lidt usikker på det, men han begravede bare sit ansigt lidt mere ind i brystkassen på baldrian. Han duftede så dejligt, efter hvad der føltes for ham som længe fjernede han sig endelig fra Baldrians bryst. “Det er okey. Undskyld for alt” måske var det på tide at han også havde givet en undskyldning. Alt dette kunne have været undgået hvis han bare ikke hvad haft kysset ham på kostene. Han prøvede at fange Baldrians øjne og fjernede endelig hænderne fra Baldrians ryg. Han puttede dem ned i sin egen lomme og mæskede gaven fra Baldrian. Han havde ikke sluppet den ude af syne, uanset om han havde været vred på ham eller ej. Han roede lidt med den i lommen “tak for gaven forresten, der fik jeg vidst aldrig sagt” han blev lidt flov,og fik lidt små røde kinder og måtte kigge væk fra Baldrian.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Det var svært for Baldrian ikke at le en smule og smile hjertevarmt, ikke fordi der var noget der var sjovt, måske lige med undtagelse af Raphaels misbrug af ordet "Idiot", men Baldrian fortjente det virkelig! Latteren kom nok nærmere af lettelse over at han igen stod med Raph og alt virkede til at være godt igen, eller hvert fald at blive godt. "Du har ikke noget at undskylde Raph. Jeg var en idiot og en spade. Men Idiot-delen lyder du til allerede selv at have opfanget." Han kunne ikke helt lade være med at drille ham lidt med det utal af gange det ord nu var blevet kastet i hovedet på ham. Ganske forståeligt dog, men stadig mange. Han så over imod Raph som han endelig kommenterede på gaven. "Det var så lidt. Så kan du altid kyle den gennem luften, når du bliver sur på mig, og jeg er irriterende." Et drillende smil spillede på hans læber, han vidste godt lige nu, at han var på nippet til at provokere, men det var nu engang sådan han fungerede bedst. Skulle man have fat i et stille og romantisk forhold, så var det nok ikke ham, man skulle forelske sig i. Det blev simpelthen for kedeligt for ham. 

Raphael havde trukket sig lidt, hvilket var fair nok nu de snakkede, men Baldrian valgte at bryde afstanden imellem dem, og træde helt hen til ham. "Kys mig Raph. Vil du ikke nok?"  bad han roligt og helt uden nogen facade. Han så håbefulgt på Raphael, og håbede så inderligt, at Raph gjorde som han bad om. Hvis ikke ville det også være okay, men det ville nok slå skår i både hjerte og selvtillid.

[Raphael Kovinsky]

Det var virkelig underligt at stå herlige nu. Ja Baldrian var en kæmpe idiot, men det var ikke noget der kunne laves om. Han vidste også godt at Baldrian havde opfattet det. Inderst inde vidste han nok også godt at Baldrian ikke var så slem igen. Det handlede vel egentlig bare om hvad det var han følte for Baldrian. For han var virkelig forelsket. Bare sådan lidt i hvertfald. Men det virkede også bare som om Baldrian var blot voksen og ikk lod sig styr af sin hormoner, var et sådan det var at vær voksen? “Måske ikke. Men havde det ændret sig hvis jeg ikke havde kysset dig?” Han vidste ikke om Baldrian i virkeligheden skammede sig over hvad han havde gjort. Men en ting var sikkert, han skammede sig for en gangs skyld ikke over at have kysset Baldrian.
Det sidste han ville gøre var at kaste gaven igennem rummet. Måske det ville ske en dag, men lige nu ville han ikke undvære den for noget andet. Han rystede lidt på hovedet. “Det er nok det sidste jeg ville gøre” kom det fra ham og bed sig lidt i læben. Hvis han virkelig kunne vælge så ville han hellere give baldrian en lammer for at være en idiot. Men så kunne han jo gøre det hele tiden.

Baldrians ord ramte ham som et lyn. Han ville have et kys? Og så fortrød han en smule at han overhovedet havde kysset ham sidste gang. Tænk hvis det blev det samme igen. Afstanden mellem dem var så lille og de var så tæt på hinanden. Kunne han tillade sig det uden Baldrian blev sur. Han stirrede ham ind i øjnene og han rettede hovedet op imod ham. “Der er intet jeg hellere vil” kom det nærmeste som en hvisken fra ham inden han plantede sine læber mod baldrians. Han stod der ikke så lang tid da han var bekymret for om professor Dombledore ville komme ind af døren. “Din bror han kunne...” han kunne ikke færdig gøre sætningen som han stod og kiggede baldrian ind i øjnene. Det var forkert at stå her midt i hans kontor med hans lillebror. De kunne så nemt blive opdaget, og hvad ville der så ske af ballade?

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Åh ja, det kys, der blev delt i weekenden, måtte han hellere få sat nogle ord på. Han kløede sig lidt i nakken og så på fyren. "Hør, jeg prøvede måske lidt at score dig. Tage dig med et sted, hvor jeg kunne få lov at røre ved dig igen, fordi... ja. Jeg flirtede, det er sådan jeg er. Men da du så kyssede mig, det virkede så... tvunget. Som om du følte du blev nødt til det, og ja jeg" Han så væk. dette her var lidt mere følsomt end han normalt var vant til. "- Jeg vil ikke tvinge dig til noget, du ikke har lyst til."
Da Raph proklamerede, at han aldrig ville smide med sin gave, kom Baldrian til at le. Han var bestemt ikke overbevist. "Og hvis så når jeg skriver et brev til dig, som pisser dig af og gør dig irriteret? Når du når de punkter, hvor du bliver træt af mig og ønsker mig hen til dine største fjender." Baldrian kendte Sig selv godt nok til at vide, at folk let kunne blive træt af ham og helt sikkert at Raph ville blive det op til flere gange. Ingen tvivl om det!

Endelig mærkede Baldrian Raphaels læber imod sine egne, men han havde kun lige mærket dem, før de forsvandt i det samme, en ting Baldrian bestemt ikke var tilfreds med. Storebror eller ej, så trådte Baldrian et skridt tættere på fyren og lod igen deres læber mødes, mens han lagde en hånd på hver side af høfterne på Raphael. Nøj han havde savnet denne følelse. det blussede inden i ham og han mærkede en varme stige op. Hænderne forsvandt langsomt om på ryggen at Raphael, hvor de blidt pressede ham længere ind imod Baldrian.

[Raphael Kovinsky]

Der var så mange ord han kunne sige, men han vidste slet ikke hvor han skulle starte. Hvis Baldrian virkelig havde prøvet på at flirte, hvorfor havde han så gået sin vej? Det gav ingen mening for ham, og der virkede kun lidt mere mærkeligt at et kys lå bag alt dette her. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige så han forblev tavs. Han var usikker på hvad Baldrian så forventede der skulle ske nu. Samtidig lå digtet i baghovedet på ham hvis Baldrian ville have de skulle være et par, hvorfor havde han følt det som et tvunget kys? Det var lidt forvirrerende og han havde lyst ril at sige så mange ting, fortælle ham hvor dumt det egentlig havde været at få sin vej, tvunget eller ej. Der havde jo været en grund til at han havde kysset Baldrian, og der havde været en grund til at han følte som han gjorde. De næste ord han sagde fik ham til at overveje tingene. Ville han blive træt af ham på et tidspunkt? Ja han ville nok blive provokerende og irriterende på et tidspunkt, men ville det være nok til at smide det? Tænk hvis det gik i stykker? Han skulle lige til at svare ham da han på ny mærkes Baldrians læber mod sine egne. Den varme der kom fra læberne kunne få ham til at skælve. Benene der føltes som gelé, og alligevel hev han hænderne op af lommen og lod dem komme om bag ryggen på ham. Langsomt lod han hænderne glide op imod hans ryg og den ene hånd fandt vej til hans hår. Han kunne stå sådan her længe, men tænk nu hvis nogen kom ind? Hvad med hans timer? Nej det hele kunne være lige meget ny. Baldrian betød mest lige her i nuet og han skulle huske på at det var nuet han skulle være i og ikke længere frem. Eller fokusere på fortiden, om end at Baldrian stadig havde været en idiot. Det føltes som om der fløj gnister i luften. Hans nakkehår begyndte at rejse sig langsomt og han nød hver en tomme af Baldrians krop der stod så tæt op af hans. Det hele kunne være lige meget, det handlede om dette her, og den varme de delte lige meget om det så havde været Frost grader, ville han aldrig kunne fryse med den varme som Baldrian fik ham til at føle.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Stilhed....

Baldrian så på Raph i håbet om, at han ville sige et eller andet, men der kom intet. 

Han tykkede ned i sin underlæbe, usikkert. Det var det værste han længe havde oplevet. Han kunne ikke gennemskue om Raph var sur og helt ville opgive, eller om der var håb.
Hans hjerte græd i brystet på ham, og han tvang sig til at se om på fyren, han over den senere tid havde forelsket sig i. "Hader du mig?" Spurgte han usikkert, og så næsten forpint på Raphael. Han var nødt til at vide besked. Nødt til at finde ud af om det hele var ødelagt. Han var ikke klar til at give slip endnu, men hvis det var hvad Raphael ville, så burde han vel lytte. 
Han fugtede langsomt læberne med tungen og prøvede at holde sammen på sig selv. 

[Raphael Kovinsky]

Hvor længe havde han stået og kysset med baldrian? Var det flere minutter, eller var det i kort tid? Var det bare sådan et hurtigt kys? Han var ikke sikker, og da læberne blev brudt blev han lidt flov. Men alligevel havde han det godt. Det var en varm følelse der satte sig i ahm, og han virkede på en eller anden måde ret glad for at være i nuet. Der var ikke noget om at han skulle bekymre sig om fremtiden, selvom det var den der kom tættere og tættere på i flere måneder der gik. Da Baldrian spurgte om han hadet ham kiggede han overrasket på ham. Hvordan kunne han tro det? “Nej din spade” kom det fra ham og gav ham et lille dask på armen. “Hvis jeg er noget så er det irriteret. Du gjorde mig nervøs og bange for noget jeg havde gjort....” han ville helst ikke sige hvad det var, men før eller senere skulle han jo nok fortælle det. “Hvis jeg havde hadet dig... så havde jeg nok ikke kysset dig vel?” Han var sikker i sin sag, men det var jo heller ikke helt forkert. Hvis han nogen sinde ville hade Baldrian, så skulle han nok få det af vide på den ene eller den anden måde.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Okay... Det var måske ikke helt fair, at Baldrian pludselig lod et lille smil vokse frem på sine læber, mens  Raphael mere eller mindre stod og skældte ud, men helt ærligt, så var der noget tiltrækkende ved denne side af Raphael også. Den lille dask over armen i forbindelse med at Raph forsøgte at sætte Baldrian på plads, det var... en smule ophidsende faktisk. På den gode måde. Måden hvor man bare har lyst til at trække modparten ind til sig og kysse, kramme og lave ting, som man helst ønsker helt private.
Baldrian trak hårdt vejret ind gennem næsten og pustede langsomt ud, for lige at få styr på sig selv. Det var svært. "undskyld" Sagde han igen. "Jeg ved godt det var forkert, men du forsvandt også uden et ord lige efter det kys." oplyste han så. Det havde da ikke ligefrem været med til gøre situationen nemmere. Baldrian ville ikke sige, at han faktisk var blevet skuffet over Raphael med det kys, for han ville ikke forstå det alligevel, og hvis Raphael havde brug for at give ham skylden, så tog han den gerne, bare de kunne være sammen. 

Et let gavtyveagtig smil, kun kendt blandt ægte slanger, viste sig nu på Baldrians læber. Raphael havde netop sagt noget, som ville blive til Baldrians fordel. I et enkelt skridt var han igen henne ved Raphael og lod ham blidt tvinge bagud, ved bare at gå tættere og tættere på ham, indtil de stødte ind i væggen bag dem. Han lod sine fingre flette sig ind i Raphaels, sådan så han nu mere eller mindre havde styringen over Raphaels arme, og så kyssede han Raphael igen. Han havde stillet sig ind mellem bene på Raphael, så de virkelig kunne være tætte og mærke hinanden, og lod så sin tunge lege lidt med i kysset. Først forsigtig og blidt, men så mere sulten. Shit det var godt, bare kysset gav ham et sug i maven, som han længe havde savnet.

[Raphael Kovinsky]

Han havde ærlig talt ikke regnet med at baldrian ville bringe det kys på banen igen, og set irriterede ham faktisk lidt. Havde de ikke haft diskuteret det op til flere gange? Kunne de blive ved med at diskutere det bare sådan uden videre? Det var faktisk møg irriterende at det var sådan. For egentlig kunne han bare have givet ham en lammer og så gået sin vej, men samtidig kunne han ikke rigtig få sig selv til det. Istedet sukkede han blot og sagde ingen ting. Typisk mænd var det vel. Eller kunne han overhovedet tillade sig at sige sådan? Han var jo selv en, og juåånu havde han ikke haft med så mange følelser at gøre i hele sit liv, i hvert fald ikke til det modsatte eller samme køn. Sin familie var jo noget helt andet. 

men da baldrian nærmest kom tættere på ham fik det Raphaelmtil at bakke længere bagud. “Hvad... hvad er der?” Men inden han fik set sig om stod han op af væggen og baldrian der nærmest tvang sig ind imellem hans ben og flettede sine fingre ind i hans. Han bed sig i læben og mæskede til sidst Baldrians lystne læber mod sin egne, og kort tid efter tungen der ville lege med. Uden at gøre modstand gjorde han det samme og lod blot alt andet være som det var lige nu. Hvis nogen ville ind i rummet så måtte de jo det. Men helt ærligt, han kunne nok bare ikke helt undvære Baldrian nærmest kom til stykket. Og hvis ikke Baldrian havde haft fat i hans hænd allerede ville han bare have presset Baldrian endnu tættere på ham, bare for at mærke ham lidt mere. Det var som om tid og sted var helt lige meget nu. Baldrian kunne pisse ham meget af, men lige så meget som han kunne være irriterende, lige så indbydende så,han ud.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian vidste godt, at de ikke kunne gå videre end hvor de var nu. Ikke her midt på hans brors kontor, men Shit hvor havde han lyst til det! Han havde lyst til at smage på Raph, røre ham, kysse ham. ALT!! Men han måtte nøjes for nu. Det var nok også meget godt, det hele taget i betragtning. Det skulle nødig føles som om Baldrian overfaldt Raph, men shit han var svær at holde fingrene fra! 
Baldrian trykkede sig nu alligevel lidt ekstra ind imod Raphael, og slap så hans hænder, for i stedet at lade sine fingre forsvinde ind i håret på fyren. imens trak han sig lidt  fra kysset og kiggede på fyren i hans favn. "Jeg savnede at kysse dig." sagde han så direkte. "Du er irriterende svær at få ud af hovedet, din pæne, lækre søde dreng."  Baldrian kyssede ham igen, denne gang et kortere kys på munden, men som så blev efterfulgt af et par "uskyldige" kys ned over halsen.