Lockwoods Arrangement - Taler

[Donner Lockwood]

Ingen trådsvar i denne tråd - men i må meget gerne oprette tråde relateret til denne begivenhed, hvis i ønsker!

---

TALEN KLOKKEN 12:00

Lockwood var født og opvokset som en stolt, måske for stolt, og ambitiøs mand. Han havde ikke nødvendigvis ønsket at overtage børnehjemmet efter sin far, men det var alligevel det der var hændt - sammen med sin fars død, havde han som enebarn overtaget den enorme formue, og derfor synes det for ham at være det mindste han kunne gøre for at ære hans fars navn, altså at overtage positionen som forstander.

I dag ærede han Lockwood navnet, ved at holde et storslået galla - eller det var i hvert fald storslået i hans øjne. Han havde hyret et stort orkester til at spille klassiske numre kendt fra den magiske verden, som eksempelvis "Danser med varulve" og "Kun en eliksir væk fra mit hjerte", og han mente at de spillede marveløst.
Husalferne vandrede en anelse stressede rundt, for at gøre klar til at servere håndmadder på et fad, til de gæster der ville dukke op, og hans datter Hildegard... Ja, hun virkede endnu mere forvildet end husalferne, som hun vandrede frem og tilbage gennem børnehjemmet med et papir i sine hænder, mens hun øvede sig på sin tale. Det pigebarn havde aldrig været god til taler foran store menneskemængder, men hun skulle jo lære det på et eller andet tidspunkt.

Gæsterne begyndte så småt at ankomme, og de befandt sig både indenfor i stueetagen og udenfor i deres store rosengårds baghave. Donner følte sig mere end klar, da han gik udenfor - solen skinnede, ikke en sky var at se på himlen! Åh, hvor var det en fantastisk dag at holde denne sammenkomst på.

Han rettede på sit fine slips og trådte op på podiet, tog sin stav op til munden, for at forstærke sin stemme, så alle kunne høre ham - og han rømmede sig:
"God middag, mine ærede gæster!
Velkommen til dette års arrangement - et galla, kunne man vel og mærket kalde det for, ikke sandt?" han lo lettere akavet. Jo, Donner elskede sig selv og især lyden af hans egen stemme, men ligesom hans egen datter kunne han godt være lettere socialt akavet - og det var nemt at høre på ham at han længdes efter at være mere anerkendt i det magiske samfund, end han egentlig var.
"Som i kan se er der husalfer der vil servere mad og drinks for jer resten af dagen - og et orkester der vil underholde jer med god stemningsmusik. Vi, Lockwood familien, håber i vil nyde dagen i dag og bruge den på at stifte meningsfulde bekendtskaber, eller måske gense nogle af de venner i ikke har snakket med i den senere tid. Desuden håber jeg i vil åbne jeres hjerter op og donere penge til "Fusere Uden Familie" fonden, som min far i sin tid åbnede op for." Han kiggede bagud på hans datter, som så anspændt ud, som altid, før han igen kiggede tilbage på menneskemængden, "Og før jeg runder af, må jeg lige tillade mig at sige: Min datter har endnu ikke fundet sig en husbond - en skam, se hvor yndig hun er..." han rystede på hovedet over sin ærgelse. "...MEN nok om det! Lad os spise, feste og have nogle fantastiske samtaler i aften! Glædelig Start-På-Høsten"

[Hildegard Lockwood]

TALEN KLOKKEN 17:00

Hildegard havde kun vist sit ansigt ganske kort ude i den store mængde mennesker, fordi hun kort fortalt hadede at være omkring dem. Børn kunne hun holde ud, fordi de for det meste var bange for hende - men voksne var ikke bange... De havde nysgerrighed uden grænser, og de stoppede aldrig med at stille spørgsmål lige meget hvor utilpas Hildegard begyndte at se ud.

Klokken var 16:57 og hun blev nødt til at tage sig sammen, for hendes far havde tvunget hende til at skulle holde en tale. Hun tog sig en dyb indånding og drak det glas ildwhiskey, som hun havde foran sig. Hun kneb øjnene sammen over den varme følelse i halsen og hun kvalte et host.

"Så går det løs" hviskede hun for sig selv, før hun trådte op på podiet med sit nu tomme glas i hånden. Da hun kom i tanke om at det var tomt, stillede hun det ned på podiet og rettede sig igen op, for at kigge ud på de folk, som havde for travlt til at lægge mærke til hende.
Hun tog sig en nervøs indånding, igen, og tog sin tryllestav op til sin mund. Det var tydeligt at hun var utilpas med situationen, trods hendes blik var strengt, som altid.
"Undskyld... UNDSKYLD!" og folk vendte sig for at kigge på hende, hvorpå hun løftede sin hånd for at give et kort vink.
"Hej... Jeg er Hildegard Lockwood - klokken er 17:00, og som i måske har lagt mærke til i den ugle de fleste af jer forhåbentligt har modtaget, så er det tid til at jeg holder min tale," sagde hun ligeså skarpt, som hun var nervøs. Hun hev papiret op med sin tale, og hun begyndte skiftevis at tale fra hukommelse og læse op, når hun ikke huskede hvad hun havde skrevet ned.
"Jeg vil først og fremmest takke jer for at være kommet i dag, og jeg håber vi får flere hyggelige timer sammen - men jeg ved nogen af jer har små børn med, og at de nok også snart vil begynde at tigge jer efter at komme hjem... Børn, ikke sandt?" lo hun kort og anspændt.
"Derudover vil jer takke jer for jeres donationer til "Fusere Uden Familie" fonden - og jeg vil takke min far, forstanderen af dette børnehjem og overhovedet af Lockwood familien, for at holde denne..." hun havde skrevet ordet ned, men da hendes øjne kiggede ned på papiret var hun for nervøs til at kunne finde det sted i talen hun var kommet til "...Interessante fest, fyldt med interessante mennesker," rømmede hun sig.
"Vi håber i fortsat vil dukke op og støtte vores børnehjem... Blot ved at gøre det i gør: Dukker op, adoptere vores kære børn, donere jeres børns gamle tøj - og vi håber at vi fortsat kan hjælpe jer der står i den forfærdelige situation, hvor i er nødt til at give jeres barn bort... Eller at tage et barn ind, der på tragisk vis har mistet deres forældre." Hun tog sig igen en dyb indånding og åndede ud, så det kunne høres højt og tydeligt gennem hendes stav.
Talen var forbi... Men hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan hun skulle afslutte sin tale, så i et øjeblik stod hun bare og kiggede ud over menneskemængden med et lettere blankt blik, før hun trak på skuldrene, "Skål for..." hun hævede sin hånd, men der var intet glas i hendes hånd længere - det havde hun jo stillet tomt på podiet. "Eh.. Skål!" hun løftede et usynligt glas og forlod derefter hastigt podiet, men selvfølgelig ikke før hun ramte sit tomme glas med foden, så det gik i stykker på podiet.
Hun vinkede arrigt den en husalf hen til det knuste glas, hvorefter hun forsvandt ud i menneskemængden. Latterligt. Yderst latterligt.