En flirt er ikke bare en flirt

[Albus Dumbledore ll]

Albus kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor, men der var noget ved hele situationen der virkede en smule off. De andre gange han havde mødt hende, havde hun virket langt mere autoritær. Mere standhaftig om man så kunne sige. Det kunne selvfølgelig godt være at hun bare var blødt lidt op, men noget var alligevel underligt ved dette her.
Tankerne blev skubbet lidt i baggrunden, men ikke glemt som snakken drev videre. "Slet ikke," forsikrede han hende. Han havde oplevet kærlighed én gang, havd mere kunne man forlange. Han anså sig selv som værende heldig. "Jeg kan bestemt ikke klage over tilværelsen." Svarede han blot.
Han så på hende med ovevejende blå øjne, "og det er måske heller ikke noget du er interesseret i?" Spurgte han ind og tog selv en tår af sin egen varme drik.

[Raphael Kovinsky]

Et nik kom fra ham, og selvom han var så nervøs for at blive opdaget i alt dette her var det alligevel en hvis spænding i det hele. Chancen for at blive opdaget var stor når først polyjuicen ville aftage, og han håbede inderligt på at være væk fra kontoret inden da. Han tog en ny tår af sin te og satte den forsigtgt fra sig mens han lagde benene over kors. Han vidste ikke længere om han gjorde sig til eller hvad han gjorde. Et smil kom frem på hans læber og han lagde hovedet lidt på skrå. "Med tiden skal der nok komme en der kan få mig på andre tanker" kom det fra ham og blinkede nogle gange med øjne. Han skulle jo gerne få disse to kædet sammen, også selvom det langt fra ville være deres fortjeneste.

[Albus Dumbledore ll]

Det var nu at Albus advarselslamper blinkede for fuldt tryk. Der var noget galt med professoren. Enten var det ikke hende, eller også måtte hun være under en eller anden fortryllelse. Sidst de havde snakket sammen var hun ikke interesseret i at få børn, og denne mærkelige næsten flirtende fremtoning, var på ingen måder den samme kvinde han havde snakker med før.
De blå øjne blev mere mistænkelige og det var tydeligt at han var alarmeret. ”Det er pudsigt for vi har haft denne samtale før, men det husker du vel?” Sagde han så med et hævet bryn. Han havde stille og ubemærket fået sneget sin tryllestav frem. Med en let håndbevægelse og uden at rejse sig, kastede han en rolig besværgelse imod professoren foran ham, hvis den ramte ville den ramme uden hun ville kunne mærke den ramte. Men den ville omgående afsløre eventuelle formskift hemmeligheder, lidt ala den besværgelse der kunne fremtvinge en animagus tilbage i sin menneskeform. Han ville gerne til bunds i dette her og han var en dygtig magiker.

[Raphael Kovinsky]

Der var noget galt, og han vidste det bare endnu mere da Albus netop sagde den sætning der kunne ældre alt. Han var på spanden, de havde haft denne samtale før, og alligevel kunne han ikke videnhvad han skulle gøre af sig selv. Skulle han gå eller skulle han blive? Skulle han lade tingene gå som de var? Han havde lyst til at bide sig i læben, men han havde på ingen måde lyst til at afsløre sig selv. “Åh ja selvfølgelig, der har bare været så meget skole arbejde at jeg nok har glemt halvdelenaf det jeg har snakket med kollegaerne om” kom det fra ham for at være sikker på, ikke at afsløre sig selv. Han lagde ikke mærke til besværgelsen der blev kastet ej hellere at de lange lyse lokker formindskes og blev det korte lyse hår. End ikke at han mere og mere begyndte at ligne sig selv. Han var dybt koncentreret over ikke at blive afsløret af sin gerning. Jo længere tid der gik jo mere lignede han sig selv med sine 175 cm høje selv, tynde skikkelse, med en anelse markeret kindben. “Du ved du altid kan komme til mig hvis du vil snakke ikke?” Kom det fra ham og havde endnu en gang lyst til at bide sig o læben. Men lige nu lignede han blot sig selv siddende i en kjole og så lidt for dum ud i det tøj.

[Albus Dumbledore ll]

Det var som om at “professoren” blev mere og mere nervøs, og dermed overbeviste det blot endnu mere Albus om at der var noget på færde. Det varede da heller ikke længe før besværgelsen var kastet og foran ham sad en ung fyr, Raphael Kovinsky iført dametøj. Denne situation ville Albus sikkert have fundet umådelig morsom, hvis ikke det var fordi at eleven selvfølgelig havde overtrådt skolen regler.
Dog var det som om at Raphael ikke selv havde opfattet at eliksiren ikke længere virkede. Albus kæntrede hovedet lidt på skrå, ”jeg tænker næppe at det vil være særlig passende, Mr. Kovinsky.” Ansigtet lå i komplet neutrale folder, så det ville være svært at afgøre om Albus var vred eller underholdt over situationen.

[Raphael Kovinsky]

Blikket blev mere intenst, han ville ikke opdages, og han håbede sådan at han ikke var optaget, men uanset hvad havde han stadig ikke lagt mærke til att han var sig selv og ikke Adeline Marche. Han håbede inderligt på at dette snart var overstået, men han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. Albus virkede så lukket, slet ikke lige som sin bror Baldrian Zacharias Dumbledore og han fik det mere mere stramt med at finde en måde at kæde disse to personer sammen. Dog kom sætningen der fik ham lidt ud af sig slev. Han rykkede lidt på stolen og havde lyst til st bide sig selv i læben, men gjorde det ikke han måtte holde isn holdning. “Nu du nævner Hr Kovinsky. Så lavede han den perfekte Polyjuice eliksir, men desværre brugte han et hår han ikke skulle bruge, nemlig mit, og så gjorde han grin med mig! Den dreng skulle opføre sig ordentligt. Han kan blive stor” det var nogen Lunde de ord professor Marche selv havde sagt til ham, så kunne han lige så godt formidle det videre.  Han tog fat i sin tekop og satte den op for munden for at tage en tår af den, inden den blev sat ned på bordet igen.

[Albus Dumbledore ll]

Albus forholdt ansigtet fuldkommen ulæseligt. Det var tydeligt at knægten forsøgte at tale sig ud af problemerne. Albus folede hænderne og lod blot Raphael grave sin egen grav dybere. "Jeg tror vidst godt du kan droppe skuespillet." Konkluderede han med et hævet bryn og rejste sig så. Albus kunne som regel godt tage en joke, men det kunne hurtigt give problemer at eleverne begyndte at tage profesorenes ansigter og derfor måtte han straffes. Udover det havde han stjålet fra drivhusene og eliksirdepotet for at fremskabe drikken her. "Se at komme tilbage til din opholdsstue mr. Kovinsky. Du vil som eftersidning bruge den næste uge på at polerer pokalerne i pokalrummet, uden magi, og dette her vil gå videre til rektor." Informerede han og åbnede døren som hentydning til at den unge elev skulle se at komme tilbage til sin sovesal. Han vidste ikke hvad formålet med Raphaels transformation havde været, men lige nu var det også uden betydning.
"Tak for i aften." Sagde han blot for at understrege at det var tid til at Raphael gik.

[Raphael Kovinsky]

Han bed sig lidt i læben som han havde ønsket at gøre så længe. Han var opdaget og det gik først op for ham nu. Han ville ikke have det skulle være sket. Men hvad kunne han gøre? Han havde egentlig bare håbet på alt var gået efter planen. Men af en eller Anden årsag havde eliksiren stoppet med det samme, Han havde ikke engang lagt mærke til den var stoppet sin virkning. En klump samlede sig i halsen og han havde svært ved at synke. Mundvandet fyldte det hele, og der kom blot mere. Han bed sig på ny i læben og forstod hentydningen til det hele. Han skulle straffes, og han vidste det var en risiko han hvade måtte tage leve med. Han vidste ikke længere hvad han skulle sige. I stedet for rejste han sig op rettede lidt på den kjole han havde på og bukkede for professoren. “Godnat professor” kom det fra han inden han bevægede sig ud af døren, og mod det tårn han skulle op i. Nu kunne han ærge sig over at der ikke var noget der var lykkes for ham alligevel

/out