So you and my brother…

[Noah Lynch]

Ethel Emsworth

Det Magiske Universitet - Værelset

September 2054 - Kl 9

Påklædning

---

Det var lørdag og Noah havde sovet fra sin alarm. Eller også havde han bare fået slået den fra. Han havde værelset for sig selv for nu, da hans roomate aldrig var dukket op. Dette sås tydeligt på alt det han flød ud over det hele. Ved det ene skrivebord lå lekter fra det ene fag og ved det andet lekter fra et andet fag. Sengen ved siden af ham brugte han som et sted for at lægge alle de ting han ikke anede hvor han ellers skulle gøre af.
Det var først da der lød en høj banken på døren at han langsomt begyndte at vågne op. En smule forvirret over hvem det kunne være hoppede han ud af sengen. Tydeligvis tænkte han ikke over de farverige natbukser han var iført. Det havde været en gave fra Luke, sikkert ment i sjovt, men de var uhyggelig behagelige at have på.
Temmelig søvndrukken åbnede han døren og i det samme han så personen på den anden side, blev han pludselig mindet om den morgenmadsaftale han havde lavet med sin kæreste. Øjnene blev store og kinderne røde som han så ned af sig selv og pludselig blev pinlig klar over at han havde sovet over sig, ”Ethel!” Udbrød han skyldigt, ”undskyld...jeg må have slukket for mit vækkeur,” han bed sig hårdt i underlæben og flyttede sig så hun kunne komme ind i rodet. ”Vil du lige ind, så gør jeg mig hurtigt klar.” Forsikrede han. De havde ikke tilbragt så meget tid sammen efter det meget akavet besøg hos Luke, både på grund af skolen og måske fordi Noah lige havde skulle finde ud af hvordan han skulle håndterer situationen. Han havde på intet tidspunkt overvejet at gå fra hende, han skulle bare lige synke den nye viden.

[Ethel Emsworth]

OUTFIT

---

Det tredje bank var lykkens bank. Den lette fumlen der kom fra den modsatte side af døren var ikke til at tage fejl af og smilet voksede sig hurtigt større som den unge heks gættede sig til at kæresten nok havde forsovet sig. Der gik heller ikke mange sekunder fra døren blev åbnet og Noah bekræftede Ethels teori: morgenhåret, de trætte men store øjne og så selvfølgelig den ufatteligt samlejeede pyjamas han var iført. Et lille fnis blev presset ud mellem læberne hvortil hånden helt automatisk røg op til munden for at skjule det allerede sete -og hørte. Hurtigt nikkede hun i stedet som tænderne blev blottet i det lille smil. ,, Det er helt okay. Og ja - ja, jeg vil gerne med ind", lød det i den lidt underholde tone hvorefter hun trådte ind i det typiske rodede drengeværelse.
Morgenmadsaftalen var efterhånden en gammel aftale, men at de kom senere ud af døren betød intet, tværtimod var Ethel bare glad for at de begge endelig havde fundet en dag hvor de kunne tilbringe tid sammen. Hvor dumt det end lød havde det bare ikke været muligt at finde en dag, også selvom de boede på det samme kollegie og gik på det samme universitet; de begge havde haft travlt og de begge havde nok også forsøgt at undgå den akavede samtale der hvilede i farevanden omkring det der var sket mellem Ethel og Luke.
,,Bor du stadigvæk alene?" Spurgte hun som hun tog et kik på det der nok var meningen der skulle være roommatens seng.

[Noah Lynch]

“Det kræver en rigtigt mand at kunne bære pink, især med Hello Kitty motiv!” Havde Luke sagt, men Ethels tydelige morskab, gjorde Noah opmærksom på, at Luke nok ganske simpelt havde taget røven på ham...igen, eller også var Noah bare ikke “mand nok” til at bære dem. Under alle omstændigheder, følte han sig i hvert fald lidt dum lige nu.
Han mærkede kinderne blusse, skønt han godt var klar over at Ethel ikke dømte ham.
Noah fulgte hendes blik til den fyldte seng, som han gjorde plads til at hun kunne smy sig forbi ham. Sengen indikererede meget tydeligt at den i hvert fald ikke blev brugt til at sove i.
Han skjulte en gaben bag sin håndryg og rodede let op i sit nøddebrune hår før han svarede, med en stemme der stadigvæk bar præg af han lige var væltet ud af sengen. ”Ja, min roomie dukkede aldrig op.” Fortalte han hende. Det passede ham på en eller anden måde ret godt at have et værelse for sig selv. Han var alligevel så akavet omkring andre mennesker. ”Jeg beklager altså rodet, jeg ville have ryddet op før du kom,” indrømmede han en smule forlegen.
”Hvad med dig? Er dine roomies søde?” Spurgte han ind, alt imens han gjorde plads ved det lille sofabord til at de kunne sidde der og spise morgenmaden.
Han var godt klar over at det måske ikke var den smarteste taktik at blive ved med at undgå den såkaldte “elefant i rummet,” men han kunne simpelthen ikke få sig selv til at opstarte den samtale. Det var lettere bare at undgå det.

[Ethel Emsworth]

Det lille smil blev hængende alt imens Ethel lod de blå øjne hvile i kærestens brune som de i de korte sekunder det nu varede som hun passerede ham, næsten stod ansigt til ansigt. Værelset fik endnu et hurtigt overvejende kik, hvorefter hun drejede en halv runde og atter kunne se på ham - og også dér så at døren allerede var blevet lukket i. Hvad nu? Inden længe ville stemningen højst sandsynligt gå hen og blive mærkelig, specielt hvis de ikke snart fik talt tingene igennem.
,,Virkelig? Hvor… mærkeligt." Det lød oprindeligt mærkeligt, men umiddelbart ikke som det værste man kunne blive udsat for. Mere blev der heller ikke sagt før Noah atter undskyldte rodet. Et fnis lød. ,,Noah, det er okay, helt seriøst", svarede hun ham leende, eller rettere sagt afbrød hun ham nærmere.
,,Tjo..-" Forsigtigt gled fingerspidsen henover skrivebordets overflade som Noah flittigt gik i krig med at skabe plads på den lille sofa. ,, - hun virker sød. Vi har ikke rigtigt snakket så meget sammen endnu", bekendtgjorde hun med et skævt smil samt et lille skuldertræk. ,,… - Du ved..: Jeg mener, du kender mig.. Jeg har haft travlt med studie og arbejde og… tja", forklarede hun sekunder efter, ikke at der var nogen direkte grund til det, det var trods alt ikke ukendt viden at heksen brugte de fleste timer i døgnet på netop sit studie og det frivillige arbejde på Skt. Mungos. Derefter sank hun en lydløs klump. ,,Måske jeg… bare skulle flytte ind hos dig?" Skød hun lavmælt ud, forsat med det lille smil på læberne, og måske også i et lidt desperat forsøg på at skynde sig videre fra det emne der lå lige om hjørnet. Forhåbentligt kunne det også lette stemningen lidt, sådan at fyre jokes af. De måtte trods alt ikke bo sammen, det sagde reglerne, ikke at det havde stoppet dem i at gøre så mange andre ting før. Samtidigt havnede Ethel ovre ved Noah for at hjælpe med at fjerne noget af tøjet for at gøre plads til dem begge.

[Noah Lynch]

Noah var akavet nok i sig selv. At sidde inde med denne mærkværdige viden omkring hende og Luke, gjorde ikke ligefrem stemningen munter. Det ham over dem som en tyngende vægtstang. Det skulle tales igennem, men lige til at starte med var benægtelsen hans eneste flugtmulighed, for havde han egentlig lyst til at vide for meget hvis sandheden lige skulle frem?
Den unge fyr nikkede og rodede lidt op i det brune hår så det stod og strittede ud i alle retninger. Skønt hun sagde det var i orden, var han stadigvæk ikke selv tilfreds. Han havde måtte også kæmpe imod trangen til at gå igang med oprydningen, men havde tydeligvis tabt. De måtte jo have et sted at sidde!
De opmærksomme brune øjne blev rettet imod blondinen, "Det skal der helt sikkert nok blive tid til." Et par bøger blev placeret på gulvet ved siden af sofaen, som for at effektivere hastigheden af oprydningen. Han kunne altid flytte dem senere.
Hendes lille forspørgsel -som Noah gik ud fra var ment i sjov, fik den behagelige velkendte varme til at sprede sig i kroppen. Det var en af de ting Ethel kunne formå, blot ved et simpelt blik. "Jah, personligt ville jeg ikke klage...det er bare ærgerligt at det ikke er tilladt." Selvfølgelig kendte Noah skolens regler allerede, det kom næppe bag på hende.
I fællesskab blev sofaen ryddet og Noah fik fundet et par krus frem. På værelset havde han lidt forskellige tebreve og med et svirp med tryllestaven, blev de to krus fyldt med dampende vand til disse. "Det er altså stadigvæk super underligt at bruge magi udenfor skolen," bemærkede han og kiggede på sin tryllestav der efterfølgende blev fralagt i sofaen.

[Ethel Emsworth]

Noah havde ret; det skulle der helt sikkert nok blive tid til, eller…? Måske var det i sandheden også den lillebitte frygt for at kemien mellem Ethel og roomien slet ikke eksisterede der fik den unge heks til at forblive tavs og i stedet bare dække det hele bag et mindre smil. Hun ønskede ikke at tænke på det, i hvert fald ikke lige nu - lige nu var der andre og vigtigere ting at tænke på, at fokusere på -> Noah.
Den lille joke som snildt kunne have et strejf af oprindelighed bag sig blev heldigvis taget positivt imod og det var nok ikke helt løgn at Ethel ubevidst sænkede skuldrene som det føltes at stemningen blev en anelse lettere. ,,Hvornår har det stoppet dig?" Lød det lettere drillende, uden heksen oprindeligt tænkte over det, hvilket nok var en first i længe; hun havde været så påpasselig med hvilke ord hun havde brugt og hvordan tingene var blevet sagt, men lige i et splitsekund havde det føltes som om at alt var ved det gode gamle. Det var først bagefter at Ethel blev en anelse usikker på om Noah var klar til den form for humor, den flirten og intimitet det kunne ende ud i og det kom lynhurtigt til udtryk som hun svagt rømmede sig og skævede væk for så tilbage på Noah som fjernede de sidste ting.
,,Super underligt", understregede heksen og nikkede samtidigt som hun ellers betragtede hele showet. Uden nogen former for hvordan man skulle forsætte samtalen derfra gav Ethel sig i stedet i kast med at finde hvilken te hun ville have for derefter fik den pakket op og proppet ned i det dampende vand. Og med en fornemmelse af at de ikke længere kunne løbe fra samtalen drejede hun blikket mod ham. ,,Noah… Det her.. Altså.. Jeg mener... Vi bliver nødt til at tale om hvad der er sket. Om det med mig og…" Hvor skulle hun overhovedet begynde? ,, - Hvordan har du det med… dét?"

[Noah Lynch]

På trods af at Noah ofte var den akavede i selskabet, så havde han altid en lille forhåbning om at han ville komme godt ud af det med de folk han mødte på sin vej. Det skete ikke altid, langt fra, men han blev ved med at være nogenlunde forhåbningsfuld. Måske var det derfor at Ethels “frygt” for ikke at komme godt ud af det med sin roomie slet ikke slog ham. Han forgudede hende nok lidt og I hans øjne kom hun godt ud af det med alle.
Hendes ord fik ham til at stirre på hende, imens den velkendte rødlige nuance voksede op langs nakken og bredte sig i hans ansigt. ”Jeg følger næsten altid reglerne.” Sagde han med en uskyld der alligevel lagde vægt på det lille ord “næsten”. Den aften de havde været intime i badekaret på Hogwarts, havde malet en stor fed streg over hans såkaldte “uskyldighed” og “jeg følger altid reglerne” -principper. Et lille smil sneg sig frem i mundvigen. De vidste det jo godt begge to.
Han kunne godt mærke at der var blevet skabt en form for kløft imellem dem. Han vidste hvor den var startet og at han nok var den største grund til der ikke var blevet bygget en bro over afgrunden endnu. Han havde haft brug for tid til at synke den nye information, skønt han havde forsøgt at lade som om det ikke gik ham på.
Hele denne akavethed det frembragte kom til syne nu her i deres lidt halvtomme samtaleemne. Han nikkede og så lidt desperat rundt i værelset som ledte han efter en ny ligegyldig ting de kunne snakke om.
Dog nåede han aldrig så langt, før Ethel valgte at tage hul på den byld, han havde forsøgt at dække over alt for længe nu. Blikket blev omgående slået ned og han tog et par dybe indåndinger. Hvad pokker skulle han dog sige. Det gik op for ham at han hånd var blevet knyttet hårdt sammen ved spørgsmålet og han løsnede den for så at rette blikket imod hende, ”det er fint, vi har jo alle en fortid ik?” Sagde han hult og forsøgte sig med et smil, der dog tydeligt afslørede at han ikke var helt så okay med det som han foregav at være. Hvad pokker var det også for noget vrøvl at sige “vi har alle en fortid” som om han ikke havde været jomfru da de var sammen, hvilket hun jo godt vidste.

[Ethel Emsworth]

Usikkerheden forsvandt lige så hurtigt som den i første omgang havde sneget sig over den unge heks. Noahs positive reaktion og dertil uskyldige og alligevel knap så uskyldige måde at svare tilbage på Ethels lettere drillende ord fik smilet til at vokse sig tilbage. Det føltes helt rart og det gav samtidigt  også en form for ro i maven, da den blonde heks selvfølgelig havde tænkt og frygtet tanken at Noah havde overvejet at droppe hende grundet viden om Luke og hende. Det var ikke første gangs ting i verdenen, nej det var sket for mange andre og der var i de andres historier sikkert ikke altid endt lykkeligt… Det var ikke utænkeligt, måske Noah i virkeligheden bare sad og tog sig sammen til at afslutte det? Og det var med den tanke og frygt at Ethel også endelig fik modet til at rive plasteret af såret.
Lidt uforstående glippede hun med øjnene som hans svar lød. Et Hvad? strejfede hende, men det kom aldrig længere end blot i hendes tanker. En ny klump blev sunket. ,,.. Det mener du jo ikke." Forsøgte hun en dæmpet og slog svagt blikket ned i bordet. ,,Det var ikke meningen at det skulle ske. Misforstå mig ikke, men jeg har aldrig været fan af din bror da han gik på Hogwarts. Det… skete bare", mumlede hun forklarende, uvidende om det overhovedet ville hjælpe hendes sag. Det var sikkert også svært at tro på, alle havde trods alt elsket Luke Lynch, både pigerne, og drengene, ja selv de fleste professorerer havde han kunne sno om sin lillefinger. Af en eller anden grund havde Ethel bare altid rynket på næsen når hun havde set ham, eller hørt ham tale. Men den dag hvor han havde provokeret hende på biblioteket der var løbet kørt.
Noah havde også været en tilfældighed. Men det havde været anderledes. Så intimt, så forsigtigt og alligevel så godt. Velvidende om at han var jomfru og dermed uerfaren som bare fanden, havde det utroligt nok føltes som en af de bedste gange. ,,Jeg ved godt at… - at vi to var et tilfælde… og, havde jeg vidst at jeg ville forelske mig i dig og ende med at elske dig så højt så… så var det måske også sket anderledes..", lidt usikker på med hvor hun overhovedet ville hen med forklaringen, opfangede Ethel slet ikke hvad hun rent faktisk sagde.

[Noah Lynch]

Den lette stemning fladt hurtigt tilbage til elefanten i rummet. Han havde ikke lyst til at snakke for meget om det. Mest fordi at selve tanken om at hende og Luke havde været sammen, freakede ham ud. Én ting var at han skulle "leve op" til hendes forrige fyres standarter, hvor mange eller lidt der så end måtte være. Det var fint. Dem behøvede han ikke at tænke på. Men han så så meget op til Luke, det havde han altid gjort, og pludselig skulle han tage stilling til at "være i konkurrence" med den person han så allermest op til.
"Hmm?" Han så på hende med hvad han forsøgte at gøre til et overrasket blik, men vidste udemærket at det ikke slog igennem, for nej, det mente han ikke. Han var ikke okay med det. Han bebrejdede hende nu heller ikke. De havde jo ikke været sammen på det tidspunkt, det var bare en super underlig situation at stå i.
Noah lignede en der havde bidt i en citron som hun gik igang med at forklare sig. "Jeg er ikke sikker på jeg har lyst til at vide det." Ordene fløj bare ud af munden på ham før han var i stand til at stoppe sig selv, tonen var måske endda en kende spidst, hvilket kun bevidnede om hvor utilpas han var ved situationen.
Han rømmede sig undskyldende og åbnede munden for at undskylde, men så fortsatte hun.
Det kunne godt være at Ethel ikke selv havde opfanget hvad hun lige havde sagt, men dét havde Noah. Munden gled op og han sad bare og gloede på hende med store øjne og et komplet overrasket ansigtsudtryk. Havde hun virkelig ment det? Havde han misforstået noget? "Jeg øhm..." Han så ned i skødet imens han forsøgte at samle sine tanker. "Jeg synes ikke det er fedt at du har været sammen med Luke.." indrømmede han så og sank hårdt, "men jeg går ud fra at det var før du var sammen med mig?" Der var et spor af forhåbning i hans stemme.

[Ethel Emsworth]

At gå i detaljer var bestemt ikke Ethels intention med den lille starttale. Hun opfangede også lynhurtigt den spidse tone der fløj fra den ellers meget konfliktsky kærestes mund. Det var forståeligt at Noah følte sig utilpas, heksen havde trods alt fået det indtryk at han elskede sin bror og så uhyggeligt meget op til ham. I et split sekund havde hun nær bidt sig ekstra hårdt i underlæben og bidt hul, og smagen af jern havde med garanti fået hende til at skære en grimasse i utilfredshed - heldigvis skete intet af dette. Hun var i stedet hurtig og forsatte og stadigvæk ikke helt bevidst over hvad hun rent faktisk havde afsløret, havnede de isblå øjne til sidst på Noah, afventende, og en smule skræmte over hvad han ville sige eller gøre.
Hjertet sprang et ekstra slag over som han til sidst endelig sagde noget. Pausen hjalp ikke spor og uden at bide mærke i det ende Ethel med at holde vejret i nogle sekunder, indtil Noah igen åbnede munden og endelig kom med indrømmelsen. Hun nikkede svagt som en forståelse. ,,Længe før dig", forsikrede hun ham kort tid efter hans spørgsmål lød. ,, Han va.." hun stoppede sig selv. Det var irrelevant. Detaljerne var som sagt ikke vigtige, hvilket han også tydeligt havde givet udtryk for. ,, - meget længe før", rettede hun det i stedet til. Lidt forsigtigt slap hun taget med den ene hånd om koppen og placerede den i stedet halvejs henover bordet, med håndryggen nederst så indersiden blev blottet, som et tegn på at hun gerne ville holde hans hånd. ,,Det er dig der gør mig glad, dig der giver mig styrke til hverdagens mange ting… Det er dig jeg vil være sammen med Noah." Et lille smil blev sendt i hans retning.

[Noah Lynch]

Han blev næsten en kende flov over at have bidt lidt af hende. Men han vidste ærlig talt ikke helt hvordan han skulle navigerer rundt i situationen.
Lidt usikkert fumlede han en smule med hænderne i sit skød. Blikket flakkede fra hende og lidt rund i rummet imens han afventede hendes svar. En kæmpe knude havde formet sig i maven, hvis hun havde været sammen med Luke efter ham, ville han slet ikke vide hvad han skulle gøre. Ikke at han kunne tillade sig at gøre så meget, de havde jo ikke været sammen der, og han ønskede ikke at miste hende. Men for pokker hvor var det svært.
Heldigvis kom hun så med de ord der formåede at give ham lidt ro på. Knuden i maven løsnede sig lidt op og hans brune øjne turde atter hvile i hendes.
Blikket faldt til hånden der indbød til hendes varme og kærlighed. Blodet brusede let i ørerne på ham og han lænede sig lidt frem for så at tage hendes hånd og se op på hende på ny. ”Bare for at understege..” Begyndte han ”-så er jeg ikke sur. Den eneste grund til det er svært er fordi det er min bror, for jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at være jaloux på de fyrer du har været sammen med før mig.” Han tyggede en smule på sin underlæbe. Hverken hun eller Luke kunne vide at Noah og Ethel ville finde hinanden, ikke hvis det var sket før, hvilket han omgående tog hendes ord for.
Et lille smil brød frem på hans læber ved hendes ord og gengældte hendes. ”Jeg vil også være sammen med dig,” sagde han så, en lille tænksom rynken formede sig mellem hans bryn. ”Jeg skal bare lige bearbejde det hele...” Det var ikke fordi han mente han skulle have tid “uden hende” eller noget. Han skulle bare lige finde ud af hvordan han skulle navigerer rundt hvis de fx. Skulle til arrangementer sammen allesammen. Bare så det ikke blev mega akavet.

[Ethel Emsworth]

Ethel turde ikke håbe, noget hun mindede sig selv om konstant, og samtidigt at hun skulle passe på med hvad hun sagde; at der ikke blev sagt for meget, at der ikke blev sagt for lidt og dertil hvilke ord hun brugte. Ét ord kunne ødelægge det hele, eller sådan føltes det. Det var måske også derfor at hun langsomt slog blikket ned på hendes og Noahs hånd som de ramte hinanden, og fingrene der let flettede sig ind i hinanden. Det lille smil tittede frem, lykkelig i et split sekund, indtil Noah begyndte og heksen der slog de blå øjne tilbage på ham og ventede på det hun følte var dommens time. Han var ikke sur, han var ikke skuffet, han bearbejdede det og det gav mening. Det var så let at sige at hun kunne følge ham, og dermed ikke direkte forkert; hun ville ikke selv have brudt sig om tanken, skulle det havde været hendes (ikke-eksisterende) søster som Noah havde været sammen med. De næste ord fik smilet til at vokse. Perlerækken af tænder blev en anelse blottet og som en lille genert skolepige sænkede hun blikket og kikkede ned i skødet på sig selv i nogle sekunder. Kinderne blev varme og maven snurrede rundt. Øjnene fandt dog lynhurtigt tilbage som Noah roligt gav til udtryk for at han skulle bearbejde det hele. ,,Selvfølgelig", blev der sagt, måske en kende hurtigt, men det var udelukkende på grund af lettelsen og glæden over hvordan det var endt. ,,Må jeg… - " Lidt tøvende kikkede hun på deres hænder for så tilbage i Noahs brune øjne. Det var nok et lidt dumt spørgsmål, men med frygt for at den blonde heks kastede sig for hurtigt ud i det, følte hun alligevel trangen for at spørge. ,,..- give dig et kys?"

[Noah Lynch]

Noah ville virkelig ønske at han kunen slå det hen, bare kalde det fortid og lade det ligge der. Men det var virkelig svært. Han skulle se Ethel og Luke i samme rum, hvortil den konstante påmindelse om at de havde delt noget super intimt sammen, ikke ville være til at ryste af.
Selvfølgelig skulle han nok komme sig over det. Det ville bare tage noget tid. Men han var sikker på at det ikke ændrede hans følelser for hende. Han fik stadigvæk den samme kriblen i maven når hun var i nærheden og som nu hvor deres fingre stille flettede sig sammen.
Stilheden imellem dem talte for sig selv, der var ting der skulle arbejdes igennem, men det var ikke fordi de stod på et breakning point. I hvert fald ikke hvis det stod til ham.
I det mindste lod hun til at forstå ham. De lod til at være på samme side, hvilket var en kæmpe lettelse i sig selv. Hendes søde uskyldige spørgsmål, fik ham til at trække på smilebåndet. Han mødte hendes smukke blå øjne og mærkede sine kinder blusse let op. ”Ja selvfølgelig,” svarede han lavmeldt og lænede sig langsomt frem mod hende. Hans hånd fandt hvile mod hendes kind og hans smil voksede.