Someday

[Cora Malia Zelenko]

Hun syntes langt fra, at han var en kujon. Det var modigt, han havde haft lyst til at prøve til at starte med. Hvis han var seriøs og havde fået blod på tanden, kunne han altid lære mere, som han blev mere fortrolig med det. Hun havde ikke lært alt det hun kunne på en dag – præcis som han heller ikke havde lært magi eller noget andet. Øvelse gjorde mester. ”Jo mere du øver dig, jo bedre bliver du… Og jo bedre bliver din balance også, Kace,” påpegede hun med en varm stemme.

Coras blik faldt mod indgangen og alene den aura der strålede ud ad den fremmede mand, gjorde hende ilde til mode. Pupillerne blev små og hun knugede hænderne en smule sammen for at bevare sig i ro. Som mandens kolde stemme lød, isnede det hende langt ned ad ryggen. Hvem var han? Hvor kendte han Kacey fra? Hvad ville han med ham? Hendes blik fandt Kacey, som han kaldte manden for far. Hendes læber var som syet sammen – mentalt prøvede hun at sige noget – bare et eller andet, men der kunne ikke komme et ord ud. Det var først som manden påpegede at Kacey skulle hjem, hun kunne åbne munden en smule. ”Det her er hans hjem..” mumlede hun og tog fat i Kacey blidt. Hun kunne høre han ikke havde et valg – og hun frygtede også hvad der ville ske, hvis han ikke tog med. ”Vi er her altid…” hviskede hun og lagde en hånd mod hans brystkasse. Nået hendes far altid havde gjort, hvis han skulle afsted uden hende og hendes mor.



//oog: Okay, bare i orden.

[Kacey McKenzie]

Kacey ville langt hellere have forsat den hyggelige stemning sammen med Cora over en kop te, men alt dette blev malet til jorden som hans far dukkede op. Det løb ham koldt ned af ryggen og han bed sig hårdt i underlæben. Hvordan i alverden havde han fundet ham? Vidste han besked? Kacey havde været på flugt så længe, han tænkte ikke længere over at hans far ville kunne opspore ham, men det var tydeligvis en fejl fra hans side.
Han sank hårdt og så lidt skræmt imod Cora som hun forsvarede ham. ”Det er okay,” forsikrede han hende hurtigt, selvom hans blik fortalte en helt anden historie. Han snak igen. Han turde ikke risikerer at hans far gjorde hende eller nogen andre noget. Det var egentlig åndsvagt, for han havde aldrig mistet kontrollen eller truet nogen som helst omkring Kacey, det var jo også derfor at han ikke havde haft den fjerneste ide om hvem hans far var dengang. Men nu, nu hvor han sad med den viden han gjorde, var det som om at han konstant frygtede for alle dem han omgik. Som var han til fare for alle omkring sig ved blot at gøre sig deres bekendtskab.
Blikket blev taknemmeligt ved hendes ord. Ikke at han nogensinde ville turde at vende tilbage hertil. Hans far skulle ikke vide at de var for indblandet i Kaceys liv. ”Tak.” Hans stemme var hæs og bange. Han sendte hende et sidste blik, før han vendte om på hælen, og meget slukøret fulgte sin far, der nøjes med at sende Cora et hadefuldt blik før han førte sin søn med sig ud.

// out