Someday

[Kacey McKenzie]

Cora Malia Zelenko

Cirkus Mirakelpladsen

September 2057 - Omkring kl 14

Påklædning

---

Kacey stod i midten af cirkusringen. Hans blik var rettet op imod trampetserne under taget. En af hans største ønkser var at få lov til at blive akrobat i cirkusset og kunne vise det talent som han desværre ikke besad. Han var derimod en dygtig illusionist, selv uden brug af ægte magi, men det var -for ham, bare ikke helt så imponerende som at svinge sig rundt under loftet.
En dag ville han tage det op med Cosmo Wolfgang og bede om at blive sat i lære, dog havde han en ret god ide om hvordan det ville ende ud. Med et stort fedt nej, pakket ind i en undskyldning. Kacey vidste godt at han måske var en smuuule klodset sommetider, men han brændte alligevel for at lære det. Måske lå det i et sølle håb om ikke at være “klodsede Kacey” for evigt.
Fast besluttet over at bevise noget overfor sig selv, greb han fat i rebene til trapetserne og fik dem ned i en højde hvor han kunne nå, dog uden at det ville et par meter over jorden så det ikke ville have synderlige koncekvenser hvis, eller rettere når han faldt ned.

[Cora Malia Zelenko]

Cora havde et blandet forhold til Cosmo. Hun hadede ham for at have overtaget hvad der egentlig retmæssigt var hendes plads som direktør. Hendes far havde været direktør for cirkusset, og nok havde hun altid set Cosmo som familie, men i hendes hoved bundede det alt sammen ud i, at hendes far havde været rædselsslagen for hun skulle lide samme skæbne som sin mor – både som direktør og som optrædende. Derfor måtte hun finde sig i blot at være en samlejeet birolle hver gang der skulle optrædes. Hun holdt dog også umådeligt meget af Cosmo – nok også mere end hun burde. Hun vidste dog udmærket at Cosmo aldrig nogensinde ville se på den sti, hendes fødder velsignede. Hun havde optrådt fra hun var helt lille. Akrobratik. Trapez. Linie. Hun brugte meget af dagen på at holde hendes evner ved lige, og derfor var dette øjeblik heller ikke en undskyldning for ikke at træne. Hun trådte derfor ind i cirkusset. Til hendes store chok var der nogen, der havde taget hendes plads. Hun trådte længere ind for at se hvem skikkelsen var. ”Kacey?” spurgte hun undrende. ”Hvorfor vil du op i trapezerne?”

[Kacey McKenzie]

Det gav et sæt i Kacey som han hørte nogen bag sig. Han var busted. Heldigvis var det ikke Cosmo. Ikke at han forventede chefen ville blive sur, nok nærmere bekymret for Kaceys velbefindende.
Den unge fyr snurrede rundt og fik øje på Cora. Han satte et uskyldigt smil op og skød brynene i vejret, ”Hvad? Tapezer? Hvilke trapezer?” Okay ikke det mest overbevisende udgangspunkt. Han rømmede sig. ”Jeg ville ikke op i trapezerne,” han slog let ud med den ene hånd og lavede et “pfff-udtryk”, ”jeg ville bare….du ved….checke om de var sikkerhedsmæssig i orden.” Han havde formået at trække en klud ud af ærmet før han firede trapezen lidt ned igen. Omgående gav sig til at polerer den med en stadig al for uskyldig mine på. Han var så bustet. Herefter trak han lidt i den og eftersom han ikke havde fået spændt den fast, gav den omgående efter og havde nær sendt ham head-first ned i sandbunden. Han formåede dig lige nøjagtigt at genvinde ballancen, rømmede sig sendte hende herefter et bedrevidende bilk. ”Se. Dødsfælde. Lige der!” Konstaterede han som havde han kun lige bekræftet sin egen pointe.

[Cora Malia Zelenko]

Hun bemærkede det uskyldige smil, som skød op på Kaceys læber. Hendes blik var kritisk, som det hvilede på ham. ”Den du har fat i, Kacey,” hendes stemme var rolig, og hun lod elegant hovedet vippe mod den. Hun hørte han rømmede sig og skød læberne en smule frem for at vise ham hun ikke var solgt. ”Okay?” hun hævede et øjenbryn ved hans pff-udtryk og slog ud med hånden. Hun grinte ved hans ord uden at påpege det ikke var sådan man tjekkede om de sikkerhedsmæssige var i orden, og nåede heller ikke længere før han nær havde skulle kysse jorden. Hun lod et højere grin forlade sine læber. ”Mmh, klart. Det er fordi du ikke ved hvordan man bruger dem,” grinte hun og måtte tage sig til maven, som det rent faktisk begyndte at gøre fysisk ondt på hende at grine. Hun gik en runde rundt om ham, og stillede sig med vilje tæt på ham. ”Det er okay, at ville prøve, Kacey,” hviskede hun mod hans øre – og tog fat i den anden. ”Bare sørg for du har en i nærheden der rent faktisk ved hvordan man gør,” hun bevægede sig væk fra ham og tog fat i den anden trapez. I en let, hurtig og elegant bevægelse sad hun ovenpå den, og gjorde gestus til, han kunne tage hendes hånd. ”Jeg skal nok vise dig hvordan man gør, Kacey,” hun smilede varmt til ham. Hun om nogen anden burde vide hvordan det var, når Cosmo sagde nej.

[Kacey McKenzie]

Cora lod sig tydeligvis ikke løbe om hjørner med. Ikke at han havde været specielt god til at bortforklare sin handling. Problemet var bare at han havde en ide om at Cora og Cosmo var ret tætte og han ville helst ikke have at hun sagde noget videre til ham.
Hendes latter fik ham dog omgående til selv at smile, også skønt det var på bekostning af hans nær-uheld. Måske han ville gøre sig bedre i klovneakten.
Som hun leende kom rundt om ham og herefter hviskede i hans øre, mærkede han en let gysen ned langs rygsøjlen. Ikke ubehagelig, bare mere fordi han ikke havde været helt forberedt på denne handling.
Han rømmede sig en smule og kiggede over skulderen så deres ansigter endte ret tæt på hinanden. ”Vær sød ikke at sige noget til Cosmo, jeg tror ikke han helt mener jeg har….talentet for det.” Dette var nok mere for hans egen sikkerheds skyld. Som illusionist var Kacey næsten fejlfri. Han var præcis og dygtig, en total modsætning til hvordan han ellers var normalt, klodset og uheldig.
”Vil du virkelig det? Altså hvis jeg falder ned og brækker halsen siger du bare at du prøvede at stoppe mig.” Dette blev sagt med et glimt i øjet, skønt han lidt fortrød sine egne ord, det var jo tekniskt set en reel mulighed for ham især.

[Cora Malia Zelenko]

Cora var tæt med Cosmo. De var vokset op sammen, men det betød ikke, hun ikke kunne holde en hemmelighed for andre. Hun trænede også selv – og hendes store drøm var at stå på en scene og optræde med det hun elskede igen. Hun kunne sagtens sætte sig ind i, at andre gerne ville prøve noget andet og nyt. Hun bemærkede hans smil, som hun selv grinte. Hun vidste godt, det var ondt af hende og grine, især som han var tæt på at komme til skade – men for helvede, hvor var det sjovt.
Cora var en tease – også når hun optrådte. Så meget så mænd troede de kunne gøre med hende, som de ønskede. Hun nød dog at være en tease, at føle sig kvindelig og tiltrækkende. Hun kunne næsten mærke hans åndedræt mod sit eget, som han vendte sit ansigt mod hendes. ”Jeg si’r intet til Cosmo, det lover jeg Kay,” påpegede hun med et smil. ”Han mener så meget. Hvis ikke du er god til det, skal du bare ikke optræde med det. Så er du fantastisk til illusioner.. Så kan det andet bare være noget du bruger din fritid på” hun smilede varmt til ham ”Og vi andre kom også til skade og kommer stadig til skade, så næste gang kan du bare be’ ham om at tie stille,” hun blinkede en enkelt gang til ham. Hun havde udmærket set ham havne i nogle uheldige situationer. Hun smilede som hun så hans glimt i øjnene og af hans ord – hun vidste godt det var en joke, men alligevel. ”Det gør du ikke Kacey, for vi starter bare helt basalt,” hendes stemme var helt rolig og hun rakte sin hånd mod ham på ny.

[Kacey McKenzie]

Der var ingen tvivl om at Cora var en flot pige, dog havde Kacey altid fået indtryk af at der lå noget mellem hende og Cosmo. Om det var rigtigt anede han ikke. Desuden var romance ikke det første han tænkte på. Han var nok et eller andet sted bange for at komme for tæt på folk. Hvis han lukkede dem ind, og de fandt ud af hvem han var, hvem hans far var og hvad han havde gjort. Det kunne bringe dem i fare og det ville han ikke udsætte nogen for. Slet ikke cirkusfolket som han så som familie.
Han havde lært at tale udenom hvis folk spurgte ind til hvor han kom fra. Skabe en illusion om at han var en helt anden person. Man kunne sige at den slags var hans speciale i mere end én forstand.
Kacey åndede lettet op da hun lovede at hun ikke ville sladre til Cosmo. ”Tak,” svarede han blot. Han kunne virkelig godt lide Cosmo, han havde taget ham ind, no questions asked.
Han kunne ikke lade være med at grine let, da hun sagde de startede basalt. ”Hvor meget begynderniveau snakker vi her? For altså, som du så, var jeg lige ved at komme til skade bare ved at røre trapezen.” Han smilede muntert til hende.

[Cora Malia Zelenko]

Cora havde haft et tæt forhold med en enkelt mand i hendes liv indtil videre. Hun havde oplevet meget; hun havde fået et barn med ham. Hun havde dog været ung, og det havde han også. Et almindeligt barn havde på det tidspunkt været for meget for hende og hvis man tilføjede det barn så var handicappet oveni, så var opgaven uoverkommelig. Hun havde vendt dem begge i ryggen. Det var ikke fordi hun ikke elskede den lille dreng hende og Austin havde lavet sammen, det gjorde hun. Hun synes dog det var for sent at begynde at være en mor for drengen, så i stedet fortrængte hun det. Hun havde heller aldrig fortalt det til nogen. Ikke en gang Cosmo, som var som en bror for hende. Alle havde hemmeligheder, det vidste hun. Hun vidste dog af naturlige årsager ikke, at Kacey rendte rundt med en af de mere… farlige.
Hun kunne høre hans lettede åndedræt og sendte ham et smil som han takkede hende. Hun hørte hans grin og kunne ikke lade være med at gøre selv samme, som han jokede. Var det en forsvarsmekanisme? ”Altså, jeg tænker du først skal lære at komme op på en?” hun blinkede til ham, inden hun blev mere alvorlig. ”Komme op, sætte den i bevægelse og lade være med at falde ned. Du kommer heller ikke så højt op,” forklarede hun roligt. ”Du skal starte med at tænke på det, som en gynge… Som lille sad man altid ned – og fik den til at gynge med arm og ben bevægelser, og når man så blev ældre, så stod man op og brugte samme princip, som man havde lært siddende, yeah?” hun holdt en kort pause inden hun forklarede igen. ”Det er lidt samme princip.. Du starter lavt, for du bliver nødt til at bruge gulvet til at sætte i gang. Når du kan stå op, så kan du komme højere op, når du bliver bedre til det, kan du holde dig selv oppe i armene, og når du har styr på det uden at falde ned, så kan du lære at hoppe fra trapez til trapez,” hun trak lidt på skulderen. Barnemad for hende – til gengæld kunne hun intet af det han kunne. ”Klar?” spurgte hun roligt.

[Kacey McKenzie]

Kacey anede intet om Coras fortid. Ingen spurgte ind til hans, og han spurgte ikke ind til deres. Hvem de var før cirkusset var ligegyldigt. Nu var de her. Havde han til gengæld vidst at hun havde vendt et barn ryggen, ville han nok have såret en grimasse i medfølelse for hvis Cosmo fandt ud af det. Hans ekskæreste, Millicent, havde lavet præcis samme nummer og han var tydeligvis ikke specielt glad for at der blev refereret for meget til hende, medmindre det var for Tequilas skyld. Men igen, det var blot Kaceys opfattelse.
”Måske den skal lidt længere ned så. Sådan 5-10 centimeter over jorden.” Han smilede bredt igen. Ja, hans dårlige jokes og selvironi bundede i hans usikkerhed.
Han blev dog også selv mere alvorlig som han lyttede til hendes forklaring. Han gik selv meget op i sine tryllekunster, og tog det meget seriøst, så at hun valgte at dele ud af sin viden omkring dette her, ville han tage imod med samme respekt som han havde forventet hvis han skulle lære sine tricks fra dig.
En smile tøvende kiggede han mod trapezen som hun nævnte den del med at kaste sig fra en til en anden. Det skulle nok blive en skønne dag, men for nu stillede han sig godt tilfreds med hvad hun kunne tilbyde. ”Det giver god mening.” Nikkede han og tog fat i den med den ene hånd. ”Okay jeg er klar.” Han fik møffet sig op på pinden og sad på den som man sad på en gynge, ikke videre behageligt, men det var da til at holde ud.

[Cora Malia Zelenko]

Det gode ved cirkusset var netop man kunne komme som man var. Havde folk lyst til at snakke om tiden før, så var de velkommen. Det var dog heller ikke fordi mange opsøgte den information. For Cora havde cirkusset været hele hendes liv og hun havde aldrig kendt til en verden udenfor. Selvfølgelig havde hun haft et par venner udenfor, men de havde sjældent holdt da hun havde rejst meget og hendes verden bare var markant anderledes end deres. Hun ønskede ikke at fortælle Cosmo om sit barn. Hun havde været meget ung, taget en beslutning og det var hende der skulle leve med det. Ikke Cosmo.
Hun grinte mildt ved hans nye joke. ”Jeg tror godt du kan klare det, Kacey,” svarede hun morende og blinkede drillende til ham. Hun havde bemærket han jokede, ligeså snart han virkede bare den mindste smule usikker. Hun vidste alle gjorde noget bestemt, når deres usikkerheder kom til udtryk. Hun var ekstra god til at bruge sit pæne udseende, da det var det hun pt. Levede af, når hun optrådte. Hun nød dog, at han rent faktisk lod til at tage de ting, hun fortalte seriøst. Det gjorde det også meget nemmere at lære ham det rent basale. ”Det er jeg glad for,” påpegede hun med et smil og betragtede ham stige op og skjulte et grin bag sin hånd, da det ikke så så elegant ud. ”Okay, så sæt den i gang, Kacey,” påpegede hun mens hun trak sin egen bagud og satte af med benene, så der kom bevægelse i. ”Og hold den i bevægelse til du ikke tør komme højere op,”

[Kacey McKenzie]

Modsat Cora, havde Kacey levet et helt "normalt" liv før cirkusset. Han kom fra en rig familie, klarede sig godt i skolen, havde gode venner. Hele molevitten, men alt dette faldt fra hinanden, da han havde opdaget sin fars hemmelighed. Tænk at han havde været lederen af dødsgarden. Aldrig havde Kacey følt sig så forrådt og han havde ikke kunne blive i hjemmet.
Heldigvis fandt hans far aldrig ud af at Kacey vidste noget, ikke hvad Kacey vidste af i hvert fald. Han flygtede fra hjemmet og så sig ikke tilbage.
Kacey blev atter nærværende i samtalen. Han sendte hende et blik der sagde at han var langt fra lige så overbevist. Der gik også lidt før han satte den igang. Ikke fordi han var højdeskræk, men han kendte godt sine egne evner -og mangel på samme. Han endte altid med at komme til skade. Sommetider undrede han sig over om karma måske bare havde set ham som sit evige offer.
Han begyndte langtsomt at gynge den frem og tilbage. Igen i en højde der gjorde at han ikke ville brække nakken hvis han skulle falde ned. "Okay, jeg tror det er højt nok." Kommenterede han. Igen var han ikke i en faretruende højde, men det var trods alt ham, så alt over højden af en ølkasse kunne være slemt nok. "Hvad så?" Han smilede til hende med et lidt for stort smil, som havde han lige udført en ufattelig svær øvelse.

[Cora Malia Zelenko]

Det mest udsædvanelige ved Kaceys historie var hans far havde været leder af Dødsgarden, men at stikke af hjemmefra og aldrig se sig tilbage, den var faktisk overraskende normal. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan et liv uden for cirkusset var – hun havde aldrig haft et. For hende havde det aldrig været et tilvalg på samme måde, som det var for mange andre. Ikke hun brokkede sig, hun havde aldrig nogensinde manglet noget.
Hun bemærkede hans manglende overbevisning, men sendte ham blot et varmt smil. Hun lod sit tempo følge hans, så hun ikke kom fra langt fra ham og bemærkede den tiltagende højde til han ikke turde mere. Han var ikke langt nok oppe til hun havde meget at arbejde med – men okay, hun forventede heller ikke han. Ville lære det hele første gang han gjorde det. Det havde taget hende flere måneder – år. ”Okay,” påpegede hun roligt og standsede sin egen trapez for at vurdere hvad der skulle komme efterfølgende. ”Som jeg ser det, har du to muligheder. Arbejde på at turde at komme længere op siddende eller begynde at stå op på den. Jeg ville nok tage den første, så du er fuldstændig komfortabel,” påpegede hun med en rolig stemme, inden hun satte sin i gang og hurtig nåede op i en højere højde. ”Jeg vil sige du skal prøve på at komme så højt op,” råbte hun, inden hun svingede bagud og hendes ben nu var hvad der holdt hende oppe.

[Kacey McKenzie]

Kacey ønskede virkelig ikke at opfører sig som en tøs overfor hende, men han kendte bare sine egne tendenser, og han skulle helst ikke ende med et brækket håndled inden showet til aften.
Han så til som hun svingede sig højere op, elegant og yndefuld som hun var og som altid mærkede han et sug gå gennem sig, som hun slap og kun holdt sig oppe ved hjælp af sine ben. Han elskede virkelig at se akrobaterne i aktion.
Dog som hun forslog at han skulle op i den højde fik han lidt kolde fødder. ”Vi kunne også call it, for i dag og måske tage en kop varm kakao?” Forslog han en smule forhåbningsfuld, og håbede ikke at nervøsiteten skinnede for meget igennem -hvilke var et ret naivt håb, eftersom det var ganske tydeligt.
Det var ikke ment som en date eller noget, her i cirkusset var de jo familie, så det svarede vel til at drikke en kop kakao med sin søster. Eller noget i den stil.

[Cora Malia Zelenko]

Det var nu ikke fordi Cora syntes Kacey var vattet eller noget. Hun havde forståelse for at folk havde forskellige grænser, og hun syntes han var modig for blot at prøve. Havde hun bare en lille smule af de evner han havde i sin lillefinger, havde hun også været villig til at lære hendes kram. Hun kunne dog ikke magi og selv uden ville hun være for fummelfingret til lige netop at lave illusioner. Hun var dygtig på en trapez, til akrobatik og på en line. Foruden at hun var god til at bruge sit udseende, men det havde hun lært bare var en del af pakken.

Hun svingede sig så hun holdt sig oppe i sine arme og hoppede elegant ned på jorden og smilede til ham ved hans tilbud. ”Jah, vi kan godt sige det er nok for i dag. Kakao lyder meget rart,” påpegede hun med en mild stemme. Hvis han ikke ville mere, så havde det nu også været okay at sige det. ”Skal vi?” spurgte hun og rakte sin hånd mod ham. Det var heller ikke fordi hun tænkte, han havde nogen former for bagtanker med tilbuddet.

[Kacey McKenzie]

Han følte sig lidt som en kujon på nuværende tidspunkt, men heldigvis lod Cora ikke til at have samme opfattelse, og hvis hun havde, skjulte hun det godt.
Kacey kunne ikke lade være med at se til med et meget imponeret udtryk, som Cora svingede sig elegant rundt og langede perfekt på benene. Han rømmede sig og rodede lidt op i de sorte krøller. ”En skønne dag lærer jeg det.” Konkluderede han, uden at have den mindste tillid til at det rent faktisk ville komme til at ske.
Et lille lettet smil løb over læberne som hun tilbød ham sin hånd. Han rakte da også ud efter den og havde næsten fat i den, da døren ind til bygningen gik op. Kacey vendte sig rundt, med et høfligt smil på læber, for at informerer om at cirkusset var lukket lige nu. Dog fik synet af personen foran ham, smilet til at forsvinde som dug fra solen. Alexander McKenzie stod foran ham. Hans far. Ham han havde været flygtet fra i alle disse år, havde fundet ham.
Kacey, mente også at have genkendt en af hans fars bekendtskaber blandt publikum den foregående aften, men havde slået det hen under at han nok havde taget fejl.
Armen faldt ned langs hans side og panikken stod skrevet i hans ansigt. ”Kacey.” Stemmen var kølig og afmålt. Skønt ingen, efter Kaceys viden, vidste at Alexander havde været en af de forgående ledere af garden, var hans fremtoning alene nok til at få de fleste til at vige til siden for ham. Han var en stor ministermand og de fleste kendte ham alene for den baggrund. En af grundene til at Kacey aldrig snakkede om sin familie. ”F-far...” halvt stammede den unge fyr og var ikke sikker på om han burde løbe skrigende væk. ”Det er på tide at komme hjem.” Sagde han blot, tonelejet bevidnede om at dette ikke blot var et tilbud.

// oog: Jeg har fået lov til at ændre lidt ved Alexander. Han var jo metamorfmagus, så når han lavede sine “skurkegerneinger” bar han et andet ansigt, hvilket gør at han stadigvæk er ansat i ministeriet som en eller anden politiker-dude, tænker jeg.