Well that escalated fast

[Archibald J. W. Windsor]

Gwendoline Granger-Weasley

Hogsmeade

September 2054 - Omkring kl 12

Påklædning

---

Han var officielt et fjols. Det var den sætning Archi havde sagt til sig selv om og om igen siden sommerferien sluttede. Han havde ghosted Gwen hele sommerferien, fordi det havde været lettere end at diskuterer med sin mor, men det havde ikke gjort noget, havde han fortalt sig selv, for han skulle nok forklare sig så snart de mødtes på Hogwarts efter ferien.
Desværre for ham, havde han ikke lige tænkt over at Gwen ikke længere gik på skolen efter sommerferien. Hun var en årgang over ham og var derfor sluttet på skolen, ergo der røg chancen for at forklare sig. Selvfølgelig kunne han sende hende en ugle og han var da også begyndt på brevet de første 8 gange, men kunne simpelthen ikke få det til at lyde ordentlig, måske fordi han inderst inde godt vidste at han havde dummet sig, noget så gevaldigt.
Udover det overvejede hans mor stadigvæk om hvorvidt hun skulle hive ham hjem fra Hogwarts efter det angreb der havde været ved Kings Cross, selvfølgelig var hun overbevist om at det havde været rettet imod ham, og skønt alle beviser pegede i en anden retning, holdt hun stædigt fast i sin idelogi.
Opslugt af tankerne spadserede han ned gennem den lille gade uden helt at holde øje med sine omgivelser.

[Gwendoline Granger-Weasley]

OUTFIT

---

Sommeren havde føltes længere end det sædvanlige og det var ikke kun på grund af at Gwen var blevet færdig med Hogwarts og at hun ikke havde haft den såkaldte sommerferie og deraf kunnet slappe af; afslapningen var blevet erstattet med arbejde, og så havde Prinsen af England fyldt hendes tanker. Efter x antal breve, ugler og utallige dages - nej! ugers venten, var heksen til sidst kommet frem til den konklusion at der nok aldrig rigtigt havde været noget imellem dem alligevel, at det hele nok alligevel bare havde været en stor fed løgn. De mange vagter havde været et forsøg på at distrahere de triste tanker OG det knuste hjerte, ikke at det havde hjulpet specielt meget, men i sidste ende var Gwen kommet gennem dagene og familien havde købt løgnene om at hun var træt når hun havde hængt med hovedet.
Hvor kliche agtigt det end lød, lod det heldigvis til at hjælpe lidt de dage hvor hun rent faktisk fik taget sig sammen og bevægede sig udenfor hjemmets fire vægge.
Den knap så varme September vind farvede kinderne røde og som heksen bevægede sig ned af Hogsmeade, tydeligvis en kvinde på mission, opdagede hun først rigtigt Archi som de grønne allerede hvilede i hans brune af slagsen. Dér var han, skråt overfor hende, fyren hun tænkt på hele sommeren, fyren hun ikke havde hørt fra hele sommeren. Gwen mærkede hurtigt hvordan hjertet begyndte at hamre, og det blev ikke bedre da det gik op for hende at hun var stoppet brat op og dertil havde fået nogle til at støde sammen bag sig.
''Flyt dig tøs", lød det surt fra en ældre dame der møvede sig forbi hende, hvilket fik Gwen til at fjerne fokusset fra Archi og skæve mod damen. ,,U-undskyld.."

[Archibald J. W. Windsor]

Som hende, blev Archi også først klar over hvem han så på som deres øjne mødtes. Hvad han i sit hovede havde forestillet sig skulle være en lykkelig genforening, blev hurtigt erstattet med tvivl som han så hendes udtryk. Hun så overrakset, men bestemt ikke begejstret ud. Selvfølgelig var det ikke noget han kunne bebrejde hende, han havde ghostet hende hele sommeren.
Han valgte dog hurtigt at udnytte situationen som den ældre heks traskede ind i Gwen og fradrog hendes opmærksomhed fra den kommende regent af England.
I løbet af ingen tid stod han ovre ved hende, primært for at forhindre hende i at stikke af uden at give ham chancen for at forklare sig.
”Gwen? H-hej.” Hilste han og forsøgte sig med et smil, men blev hurtigt klar over hvor akavet han egentlig var. ”Har du...kan vi snakke?” Spurget han lidt mere forsigtigt og betragtede hende med de mørke øjne. Ikke at han havde den fjerneste ide om hvad han skulle sige, eller hvordan han overhovedet skulle begynde at forklare sig.
Hans håndflader føltes svedige og knuden i maven lod til at vokse sig større for hvert sekund der gik.
Pludselig føllte han sig ulidelig dum for ikke at have færdiggjort det brev til hende og bare fået det sendt. Det var noget han helst ville snakke om face to face da det jo ikke ligefrem var almindelige teenageproblemer. Når selveste dronningen af England var imod forholdet, kunne det hurtigt give nogle komplikationer og uoverskuelige konsekvenser. Nu vidste han godt at de jo aldrig havde sagt at det var i et forhold. Nogen vile måske kalde det en kort flirt, men Archi var alligevel nysgerrig for at finde ud af hvor det kunne være ført til, og den rødhårede heks havde været en del mere i hans tanker end han -og specielt hans mor, brød sig om. Hans far var lidt mere large omkring hele postyret og mente at “det var jo bare Archi som løb hornene af sig, han var jo en ung fyr,” men det sekund noget måske begyndte at indikerer noget andet, ville han nok ikke tøve med at hoppe over på moderens side af banehalvdelen.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det føltes som et split sekund fra Gwen blev skældt ud til hun undskyldte og nu, nu stod Archi foran den unge heks og hilste med et smil der tydeligt afslørede at han vidste at han havde klokket i den. Hun sank en lydløs klump og som følelsen af en kold brise sneg sig forbi dem, omfavnede Gwen sig selv en anelse. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, ej hvor hun skulle kikke hen, hvilket også var tydeligt lige de første par sekunder da hun ende med at skæve ned mod jorden. Dagen var ellers startet så godt ud!
,,Hvad vil du snakke om?" Fik hun til sidst mumlet ud og dertil rettet blikket mod ham. Hun var ingen kold bitch, ingen diva, men lysten til at skabe en scene var der alligevel. ,,Jeg har prøvet at få fat i dig hele sommeren.. Bare to minutter, to sølle minutter kunne du havde brugt på at sende en ugle." Lød det ud af det blå, med en knækket tone, før Archi overhovedet fik lov til at kommentere yderligere på hendes første spørgsmål. Sætningen om at han var for dum til at huske hvordan ugleposten fungerede brændte på, men den fornuftige del af Gwen holde den tilbage; der var ingen grund til at synke ned på det niveau - eller var der? ,,Jeg har ikke brug for at høre noget..." Sagt med våde øjne, trådte hun et skridt frem, og endnu et så hun passerede ham. Planen var bare at komme væk fra folkemængden lige nu.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi mærkede en underlig rødmen snige sig ind på kinderne. Han var flov. Han vidste godt at han havde handlet forkert. Eller rettere han kunne se på hende at han havde handlet forkert. "Øhm bare sådan...." Mere nåede han ikke før hun fortsatte og det blev tydeligt for ham at spørgsmålet havde været retorisk.
Det gik hurtigt op for den unge prins, at hun var en del mere sur end han først havde antaget. Farven i kinderne steg.
De brune øjne blev slået skamfuldt ned.
I det samme var hun på vej forbi ham, "Nej vent!" Udbrød han og satte omgående efter hende, frygtsom for ikke at få lov til at forklare sig, "Ja jeg...jeg ved det godt...jeg burde have skrevet." Begyndte han imens han forsøgte at holde trit med hende. "Jeg fik ikke lov til at skrive til dig." Indrømmede han så. "Min mor så billederne der blev taget af os....hun var ikke helt tilfreds." Det fik ham måske til at lyde som en lille duksedreng, men det var jo sandt. Som kronprins havde han forpligtelser. Det havde han i hvert fald fået øst i hovedet mere end én gang i løbet af sommerferien. Det sårede blik der havde mødt ham, fik ham dog til at betvivle om hvorvidt hans mor havde ret "folk som hende" kun var ude efter penge og rampelys.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det var ikke bevidst at Gwen ikke gav kronprinsen en chance for at forklare sig. Følelserne sad ude på tøjet, det var tydeligt at se og høre, og dertil svært at styre. Den rødhårede heks havde tydeligvis troet (bare i et split sekund) at hun havde haft mere kontrol og ved Merlins søde skæg hvor havde hun taget fejl.
Hans mindre udbrud stoppede ikke Gwen, men skulle sandheden frem så gjorde hun heller intet for at stoppe ham i at forklare sig selv; Gwen ville eftersigende gerne have en forklaring, men hun var en teenagertøs med knust hjerte og forskruede følelser og selvom hun konstant mindede sig selv om ikke at lave en scene, så var hun allerede godt i gang.
Som en hest travede hun gennem mængden og lyttede til Archi, dog uden at sende ham et eneste anerkendende blik. Brynene blev hævet som han gav hende ret i at han havde burde skrevet. Dygtig, havde hun tænkt, om end ikke havde det stået malet henover hendes ansigt. Det næste han sagde kom der ikke den vildeste reaktion over, men det var nok nærmere fordi hun ventede på forklaringen på hvorfor han ikke havde fået lov, og som den endelig kom, stoppede Gwen brat op og drejede en halv runde så de atter stod ansigt til ansigt. ,,Hvad vil du have at jeg skal sige Archi? At jeg er ked af at jeg ikke er født med blåt blod?" Armene røg over kors. ,,Du havde absolut intet problem i at trodse hende da du sneg mig ind på slottet'', pointerede hun en anelse skarpt. Gwen gav ikke Archie en chance. ,,Jeg har hørt rygterne om dig" - aka læst sladderbladene - "og ærligtalt så ved jeg slet ikke om jeg skal tro på dig, om det der er sket mellem os var ægte."

[Archibald J. W. Windsor]

Han kæmpede virkelig for at følge med hende, men det var lidt svært når folk blev ved med at gå i vejen. Da det endelig lykkedes for den unge kronprins at kæmpe sig helt op til hende, bremsede hun så hårdt op at han nær var gået direkte ind i hende.
”Hvad? Nej, nej selvfølgelig ikke, det kan du jo ikke gøre for.” Forsøgte han sig med. Det havde altså være en del lettere med pigerne på hans forrige skole, de ville jo alle være prinsesser, så der behøvede han sjældent at undskylde for sine handlinger.
Han fik en skyldig mine skruet på, som hun påpegede at han trods alt havde trodset sin mor før. ”Der regnede jeg heller ikke med at hun ville opdage det.” Okay, det styrkede nok ikke ligefrem hans sag, hvilket han godt blev klar over i det øjeblik ordene havde forladt hans læber. ”Det kom ud forkert!” Skyndte han sig at tilføje i håb om at skaden ikke allerede var sket.
Det var dog som hun nævnte de såkaldte “rygter” at han fik et let såret udtryk i ansigtet. Han havde ikke troet at hun ville være typen der gik op i den slags. ”Hvilke rygter?” Spurgte han derfor, hans hals føltes pludselig ualmindelig tør og sammensnøret.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Det kunne hun ikke gøre for? Og han havde ikke regnet med at hun ville opdage det? Gwens lunte havde aldrig ligefrem været lang, tvært imod havde hun lært at holde masken og ikke flippe ud foran andre, men af en eller anden mystisk grund så havde prinsen en evne til at formå at gøre den endnu kortere og antænde den på et splitsekund og så på de mest mærkelige måder; det var i hvert fald noget hun havde lært den første aften hvor de var dumpet på hinanden og de begge havde forsøgt at bide hovederne af hinanden.
Forsat fjendtligt indstillet overfor Archi, bed Gwen tydeligt mærke i det lettere sårede udtryk der dukkede op i hans ansigt som hun luftede rygte-delen. Det gav en knude i maven og som typen der normalt aldrig dømte folk grundet sladder, havde hun også hadet sig selv en smule for at smide den kommentar i hovedet på ham. Alligevel med følelsen af at det virkede sandt, havde det alligevel ikke følt helt så forkert igen. Han skulle konfronteres, bildte hun sig selv ind og stoppe med at såre unge pigers hjerter.
,,At du.…er en player", forklarede hun, ikke så højlydt som før.

[Archibald J. W. Windsor]

Archi havde aldrig været synderlig ydmyg. Han var vandt til at få præcis hvad han ville, uden de store kvaler. Uanset hvad han sagde, plejede pigerne at tilgive ham, fordi han var prins. Men sådan var Gwen ikke. Det var både frustrerende og tiltrækkende på samme tid. Han fornemmede godt at han havde overtrådt en grænse, og skar en let grimasse.
Hendes spørgsmål fik en knude til at forme sig i hans mave. Han ville jo ikke selv kalde sig en player. Han havde jo ikke været sammen med en række af piger eller noget, men jo han havde da flirtet med en del, oftes bare fordi han kunne og han elskede opmærksomheden. Dog havde han ikke flirtet med nogen efter han havde mødt Gwen. Ikke bevidst i hvert fald. Der var lige episode med Yuri Faa til juleballet, men der havde han virkelig ikke forsøgt at flirte med hende.
"Jeg..." Begyndte han og knyttede hænderne en smule som han ledte efter de rette ord at sige. "Jeg er ikke den samme som jeg var på min forrige skole." Det var ikke en benægtelse, men han kunne vel heller ikke direkte benægte udsagnet. Dog ville han gerne understrege at det ikke var den han var længere. Hvilket måske ikke sagde så meget eftersom hans popularitet jo ikke ligefrem var fulgt med ham under skoleskiftet.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Efter den lille bekendtgørelse havde det føltes umådeligt svært at kikke på Archi. Hvorfor havde Gwen ikke været helt klar over, men det handlede i bund og grund nok om at hun også kinda afslørede sig selv i at hun havde fangirlet i ferien og derfra både havde researchet og fulgt med i andre nyhedskilder om ham. Hun bemærkede dog alligevel tydeligt hans kropsprog, den mere anspændte stilling og de knyttede næver. Hans tøvende jeg fik hendes opmærksomhed. Hun ventede tålmodigt på hans forklaring, undskyldning, eller hvad man nu ellers kunne kalde det, og da den endelig faldt havde hun nær himlet med øjnene, igen, bare for at skabe en scene. Det var så let at sige, tænkte hun, hvorfor den platte tanke om at han skulle bevise det, sneg sig forbi. ,,Bevis det", lød det alligevel fra hende. Gwen følte sig som et stort pattebarn, men et eller andet sted så havde hun bare brug for det.

[Archibald J. W. Windsor]

Bevis det. Ordene ringede i hans øre som en lille forhåbning om at han måske havde en chance. Følelsen af at hun havde checket op på ham, var han ikke helt sikker på hvordan han skulle have det med. På den ene side var han såret. Primært fordi han var ked af hvis hun havde fået det forkerte indtryk, på grund af hvad hun havde læst. På den anden side var han en smulie smigret over at hun havde checket op på ham.
Han tyggede lidt på det og lod de brune øjne hvile aflæsende på hende. ”Hvordan?” Spurgte han så i en ganske lille stemme. ”Bare sig hvad jeg skal gøre,” han var ikke sikker på hvad de to havde sammen, men han havde ikke lyst til at opgive det. Heller ikke selvom hans mor aldrig ville accepterer det. Ved tanken om hans mor sank hans mod igen. Lidt prøvende tog han et skridt frem mod hende. ”Jeg vil dig virkelig gerne Gwen. Det var ikke for at være et urimelig at jeg ikke svarede dig...der er bare nogle forventninger til mig derhjemme. Min mor har nogle ret skarpe holdninger.” Indrømmede han skamfuldt.

[Gwendoline Granger-Weasley]

Gwen hadede sig selv; tænk at hun kunne synke så lavt. Som heksen skældte sig selv ud indvendigt, blev hun afbrudt som Archi spurgte om hvordan han skulle bevise det. Bare sig hvad jeg skal gøre, sagde han, hvilket fik Gwen til at kikke på ham med store øjne. Hun var paf, og havde jo heller ingen idé om hvordan han skulle bevise det, det var jo egentligt bare fløjet ud. Prinsens ord lød desuden allerede overtalende, men … ord var jo bare ord, ikke? Indrømmelsen fra ham fik den rødhårede heks til at skæve væk og lidt skamfuldt bed hun sig selv overvejende i underlæben. Hun havde savnet ham, umådeligt meget, og selvom det gjorde ondt, så kunne hun heller ikke benægte at der var en snert af glæde over at se ham igen.
,,Jeg.…" Blikket gled tilbage på Archi, ganske kort, hvorefter hun lod det glide rundt, overvejende, vurderende. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle han gøre? Den lille pause føltes længere end den oprindeligt var. ,,.. Jeg vil også gerne dig Archi.. Men.." Hun sank. ,,..Hvis du virkelig mener det så…" hun skævede rundt. ,,..så…." - ,,Jeg ved ikke hvad du skal gøre.. Hop i søen eller noget. Jeg ved det ikke..", mumlede hun lidt fortabt.

[Archibald J. W. Windsor]

For første gang i sit liv, var Archi faktisk irriteret over at være den han var. Hvor ville tingene være lettere hvis bare han var en helt normalt fyr, og ikke kronprinsen af England. Han havde hørt rygter om at fuldblods familier sommetider giftede deres efterkommere til andre fuldblodsfamilier for at holde linjen ren. Ren det var sådan en underlig betegnelse, men ikke desto mindre var det samme situation han sad i. Dog nægtede han at tro på at de ikke bare kunne vende ryggen til og sige nej tak. Det ville være svært, men muligt. Der lå nogle helt andre regler for ham. Han kunne ikke sige nej tak.
Tanken var pludselig skræmmende og demotiverende. Hvad kune han overhovedet tilbyde en som Gwen? Alt og intet. Hans mor ville aldrig accepterer hende, så meget havde hun gjort tydeligt. Hun var ikke fra adelig.
Alligevel var der et lille håb, som brændte i hans bryst om at han kunne få overtalt hende til i det mindste at møde Gwen. Give hende en chance. Der var jo ingen der sagde at hun skulle være landet kommende dronning, det var måske et stretch at tage allerede, men potentielt kunne hun måske være det.
Igen blev tankerne brudt som hun snakkede igen, "hoppe i søen?" en rynke formede sig på hans næse. "Det lyder en smule koldt," kommenterede han i håb om at hun ville fine på noget andet. Han forholdt sig stille et øjeblik og sagde så, "hvad med hundrede procent ærlighed? Og indsigt? Jeg kan fortælle dig hvad der ville blive forventet af dig hvis du vælger at give mig en chance." Det ville vel kun være fair. Han hadede tanken om at det kunne skræmme hende væk, men hvis hun blev ville det være fordi hun havde valgt det, og de enorme krav, og mulige forhindringer, ville ikke komme bag på hende. Det var det bedste han kunne tilbyde hende.