Ehm... What's Your Name Again?

[Kara O’Callaghan]

DATO: Torsdag September 2057  

TID: Eftermiddag

STED: Biblioteket 

VEJR: Torden og skyet 

PÅKLÆDNING: Her

TAG: Antoinette Haubert

---

Endnu en dag var gået, og for en gangs skyld, så så Kara frem til den nærtforestående weekend. Hun trængte virkelig til det. Femte år var en del hårdere end fjerde år, så meget var da sikkert. Og Kara havde ellers været godt med, hvis ikke et par længder foran forrige år. Men hun skulle nok komme efter det! Hun havde arbejdet for hårdt til bare at give op, fordi niveauet havde fået et nøk opad. Det skulle hun nok klare. Hende og Coralia Seraphina Stormcrow skulle nok klare det sammen!

Så derfor var hun selvfølgelig gået på biblioteket, for at læse op på de ting, som hun selv følte hun var bagud i. For skulle man se på virkeligheden, så var hun næppe bagud i noget som helst. Var hun noget, så var hun foran. Men det var altså ikke sådan hun så på det. Hun var både ambitiøs og selvkritisk, og disse to ting mixede ikke altid så godt sammen.

Som hun gik af sted med bøger svævende foran sig, med magi selvfølgelig (duh), og staven rettet mod dem, var hun ved at gå ind i en anden pige, som hun ikke synes, at hun havde set ret meget til. Faktisk havde hun set så lidt til hende, at hun ikke engang var sikker på hvad hun hed.

[Antoinette Haubert]

Når ikke det var venner man havde flest af på skolen, så kunne tiden efter timerne hurtig føles meget lang. Derfor var Antoinette gået op på biblioteket, hvor hun nu gik og kiggede lidt inaktivt efter nogle spændende bøger, helst noget med billeder i eller måske noget om store selskaber og den slags, om hvordan fine folk i troldmandsverdenen opførte sig, men det var ikke meget hun fandt. Hun fandt dog en beretning omkring Helena Ravenclaw, som virkede meget spændende. Det tog hun derfor ned fra hylden og var lige ved at gå ind i en anden pige, som hun vendte sig for at finde sig et sted at sidde. ”Undskyld, jeg så dig slet ikke” lød det overrasket fra hende, før hun så gik et skridt bagud, for at ville gå omkring pigen. Anto havde nok lidt opgivet håbet snart, at nogen på denne skole faktisk ville være hendes ven. Det var ikke fordi folk direkte var uhøflige over for hende, men hun følte ikke rigtig, at hun passede ind.

[Kara O’Callaghan]

Kara smilede overbærende til pigen, som hun vidst nok mente gik på årgangen over hende. Hun virkede nærmest lidt nervøs for at snakke med Kara, men hun kunne ikke være sikker på det. Faktisk virkede hun som typen, som ikke havde mange venner - selvom Kara ikke helt vidste hvorfor det slog hende på den måde.

"Det gør ikke noget. Jeg er Kara." Hun rakte venligt hånden frem mod pigen med en forventning om at få hendes navn også.

Hvis hun altså ikke ville tage Karas hånd. Men hun håbede da, at pigen ville svare hende med sit eget navn, for der var noget ensomt over hende. En ensomhed som Kara ikke brød sig om. Hun syntes generelt ikke, at folk skulle være alene og uden venner. Det syntes hun egentlig var synd. Men var hun selv typen, som ikke havde en kæmpe venneflok, så hun kendte godt følelsen selv. Det var derfor hun forsøgte at snakke med pigen.

[Antoinette Haubert]

Pigen virkede faktisk ganske venlig, hvilket fik Antoinette til at slappe mere af, dog stadig med meget rank ryg og fornem holdning. Anto tog pænt imod hånden der blev rakt hende og hilste venligt. "Dejligt at møde De.. dig, mit navn er Antoinette." Det lød meget fornemt og meget fransk. Anto kunne godt fornemme det og rømmede sig lidt for så at prøve igen. Hun prøvede at forestille sig hvordan Jamie Mikaelson ville tale, så kunne hun da være ret sikker på det ikke var for fint. "Jeg mener, Antoinette, men bare kald mig Anto. Det kalde de fleste mig." okay det var måske lidt løgn, efter som "De fleste mest bestod af hendes familie og så Jamie samt resten af personalet på ambassaden. 
Antoinette så på pigen et stykke tid og besluttede sig så for at forsøge med lidt smalltalk. "Har du øhm.. travlt?" Hvordan man gjorde sådan noget uden for selskaber vidste hun faktisk ikke. Normalt ville hun gå rundt at konversere om at det var godt at ses igen, om vejret eller om de kjoler de alle havde på, men det virkede ret malplaceret her på skolen.

[Kara O’Callaghan]

Kara skjulte et smil bag hånden, mens hun hostede, for ikke at komme til at grine af pigen. Hun virkede fin på den, men ikke nødvendigvis på en ubehagelig måde. Hun virkede bare anderledes end de andre elever på skolen, og pludselig vidste Kara godt hvem hun var. Denne pige, Anto, var pigen fra Den Franske Ambassade! Alting faldt nu på plads i Karas hoved, og hun smilede venligt til Antoinette.

"Hey Anto," svarede hun, og rettede blikket tilbage mod sine svævende bøger, tryllestaven stadigvæk pegende på dem. Hun var ikke dårlig til magi, langt fra. Faktisk var hun, skulle man tro Professoren i besværgelser, en del foran de andre på hendes årgang. Men hun kunne næppe måle sig med en, som gik på årgangen over hendes selv. Næppe.

"På ingen måde. Jeg forsøger bare at komme efter den i nogle fag." Hun rødmede genert, fordi det lød som om, at hun var bagefter i nogle fag. Så hun sagde: "Ikke fordi jeg er bagefter. Jeg kan bare godt lide at være foran."

[Antoinette Haubert]

Antoinette selv var helt sikkert bagud med sine skoleopgaver, hun syntes meget af det var virkelig svært og det var ikke noget, der blev prioriteret hjemmefra, og med alle de selskaber hun skulle deltage i, så var der ikke meget tid til at fordybe sig i det.
Det var dog ikke noget hun sagde højt, for hun ville nødigt blive anset som dum. Hun havde også et helt andet formål med dette møde. ”har du lyst til at finde noget at lave sammen?” spurgte hun forsigtigt. Nok var pigen et år yngre, men derfor kunne de vel godt skabe et bånd. Det håbede hun hvert fald.

[Kara O’Callaghan]

Kara smilede til pigen, og sænkede staven, så hun kunne gribe bøgerne, da de faldt fra luften. Med et 'umpf!' greb hun dem, og nikkede til pigens spørgsmål. Hun havde egentlig tænkt sig at kigge på nogle lektier, og komme foran via noget selvstudie, men det var vigtigere, at den her pige ikke følte sig alene. Og Kara kunne vel altid bruge en veninde mere, kunne hun ikke? Svaret var selvfølgelig 'ja'.

"Sure! Hvad har du lyst til at lave?" spurgte hun åbent, som hun lod hende bestemme. Så fik hun også et bedre billede af, hvad Antoniette kunne lide at lave, og hvad hun havde af hobbyer og den slags. Det kunne da være meget sjovt, ikke? Så kunne hun altid dele ting om sig selv med pigen, hvis det skulle være.

Ud af øjenkrogen fik hun øje på et spil troldmandsskak, som stod ovre på et bord helt alene, men rystede hurtigt på hovedet af sig selv. Nej, Kara. Tænkte hun til sig selv. Det er altså for nørdet!

[Antoinette Haubert]

Ja, hvad lavede man normalt, når man lavede noget sammen? Antoinette var vant til mest at spise små fingermadder og tale, men hvad gjorde veninder egentlig? Hun vidste det ikke rigtig og derfor trak hun også lidt på skulderen, mens hun frygtede om pigen nu ville le eller måske opgive og vende hende ryggen. "Vi kunne... snakke? Eller... Gå en tur ned til søen, hvis du har lyst." Foreslog hun usikkert og var ikke sikker på om det overhovedet var brugbare bud. Men hvad skulle hun ellers? Hun kunne ikke spille skak og violin og broderi var nok ikke lige det mest spændende at lave sammen. Hun måtte bare håbe på pigen enten sagde ja eller kom med noget bedre.

[Kara O’Callaghan]

Kara kunne godt se, at pigen var nervøs, men hun kunne ikke gennemskue grunden. Hun lagde derfor hovedet på skrå, og granskede hende indtagende et par minutter. Så trak hun på skuldrene med et smil.

"Jeg vil gerne kigge lidt på søen. Der skulle være en kæmpe blæksprutte dernede, og måske vi kan få et glimt af den?" kom det begejstret fra hende, og hun klappede ivrigt hænderne sammen. Den blæksprutte var hendes helt store passion. Hun elskede generelt alt vand-relateret. Det var det fedeste, hvis man spurgte Kara. Men så følte hun sig pludselig meget nørdet, og smilede genert med rødmende kinder.

"Hvis..." stammede hun, sank en klump og fortsatte: "... hvis det ikke er for fjollet. Det virker fjollet, gør det ikke?"

[Antoinette Haubert]

Det blev en lettelse for Antoinette, da pigen havde indvilget i at gå med ned til søen. Måske snakken kunne falde lidt nemmere så? Men det var svært. Kara virkede ikke til at sige så meget, når mere for at være høflig end for at være generet, mens Anto ikke vidste hvad der var det rette at sige. 
Hun så dog på pigen med overraskelse i øjnene. "Kæmpeblæksprutte? Er den ikke farlig?" Spurgte hun overrasket. Det lød ikke som et dyr man bare lige sådan gik hen og kælede med. Det var selvfølgelig heller ikke heeelt det Kara havde sagt, men alligevel.

Anto lagde dog venlig en hånd på Karas arm, da hun snakkede om at forslaget var fjollet. "Nej, det er bestemt ikke fjollet. Jeg ønsker at se en enhjørning en dag. Se det, er fjollet. De skulle være meget sky." Forklarede hun med et lille smil.

[Kara O’Callaghan]

Kara så noget forfjamsket ud, men kunne smile gennem sin generthed, da Antoniette spurgte om blæksprutten ikke var farlig. Det fik hende til at ryste på hovedet med et stort smil trækkende i hendes mundvige.

"Blæksprutter er kun farlige, hvis man forskrækker eller truer dem. De er faktisk meget blide dyr, når de ikke er sultne," forklarede hun med stor iver, og skubbede sine læsebriller op på næsen igen. "Jeg... jeg er meget interesseret i havdyr. Eller i havet generelt. Jeg synes det er fascinerende, selvom det er lidt nørdet."

"Virkelig?" kom det overrasket fra hende, som hun så så ned i gulvet. "I det mindste ved man da, at enhjørninger eksisterer. Om kæmpeblæksprutten virkelig eksisterer er ikke ligefrem dokumenteret," tilføjede hun mumlende og akavet.

[Antoinette Haubert]

Nogen ville måske mene Kara var nørdet, sådan kunne hun let lyder hvert fald, men Anto var super fascineret over alt den viden pigen besad. Hun kunne jo nærmet fortælle alt om dyr virkede det til! Da hun så fortalte at kæmpeblæksprutter, kun var farlige, når de var sulte, sank Anto alligevel en klump og kiggede imod søen. "hvad øhm... hvad spiser sådan en kæmpeblæksprutte?" Hun skævede lidt til Kara, mens hun krydsede fingrene og bad til, at den IKKE spiste små søde piger. De havde jo ikke engang mad med til den. Måske var det dumt det de havde gang i.

Anto ville helt ærligt hellere møde en enhjørning, de var i det mindste ikke farlige, ikke hvad hun vidste af. Hun nåede dog ikke sige så meget, før Kara igen snakkede om kæmpeblækspruttet. "vent, ved man ikke om den findes? Er der da aldrig nogen der har set den?"

[Kara O’Callaghan]

Kara var måske en nørd, men hun havde faktisk ikke noget imod at vise den side af sig selv til Antoniette. Der var et eller andet betryggende ved hende som gjorde, at Kara turde være sig selv. Måske fordi pigen var yngre end hende? Måske fordi... ja, okay ærlig talt så var hun helt blank overfor det faktum, og at hun bare var som hun nu engang var. Det var rart at være sammen med Antoniette. Hun havde generelt ikke ret mange pige-venner, og flest drenge-venner, så det var egentlig meget sjovt også at være sammen på en anden måde, end  den eneste måde drengene kunne mønstre.

"Den spiser fisk, så vidt jeg ved." Hun tappede sig eftertænksomt på underlæben, og kneb øjnene sammen, som hun så ud over søen, før hun tilføjede: "Måske også grindylows? Og hinkypunker? Jeg ved det faktisk ikke præcist. Men jeg har før smidt døde fisk ud i vandet til den, for at se dem blive snuppet af en kæmpe tentakel."

"Der er røgter om, at nogle ældrere elever har fået lov til at kilde dens tentakler." Hun var ovenud begejstret for den her kæmpeblæksprutte, og kunne dårligt holde sin begejstring inde. Hun smilede stolt, selvom hun inderst inde ønskede, at det havde været hende, som havde prøvet det. Den blæksprutte var bare så fascinerende! Hun ville ELSKE at se den i virkeligheden, i stedet for bare i bøger.

[Antoinette Haubert]

Antoinette var totalt opslugt af pigens fortællen og forklaren omkring denne kæmpeblæksprutte. Det var så spændende at høre om og også lidt skræmmende. Nok mest fordi hun ikke vidste meget omkring den og derfor bare digtede sig til, hvor farlig den kunne være. "Så den spiser altså ikke elever?" Spurgte Antoinette helt alvorligt, som troede hun faktisk, at det kunne være en mulighed. men Kara fortalte hvad den spiste og Antoinette kunne da også genkende de fleste af tingene, dog med undtagelse af en. "Hvad er en hinky punky?" Det var ikke lige et væsen hun huskede at have hørt om, og var derfor igen nysgerrig for hvad det så kunne være. Generelt vidste hun ikke helt så meget som sine jævnaldrene, da hun skulle bruge så meget tid på mugglernes verden også og altså derfor ikke havde samme mængde tid til at læse op på ting. Hun stivnede så og så på Kara. "HAr du set den tentakler?" Det lød virkelig imponerende, og som om Kara var meget heldig.

[Kara O’Callaghan]

"Nej, den spiser ikke elever." Hun faldt sig selv le lidt af tanken. For selvom det selvfølgelig var frygteligt, så var det også lidt morsomt at Antoinette troede, at der var et væsen på skolens område, som ville dræbe elever, hvis den fik muligheden. Men igen, det rygtedes jo, at der var varulve i Den Forbudte Skov, og de var da kendt for at bide. Så måske tanken ikke var helt så bizzar, som Kara gjorde den til...

"En hinkypunk? Det er et slags et-benet væsen, som ligner det er lavet af røg. De bære rundt på en lampe, og det siges, at de kan skyde ildkugler ud fra lampen. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig er ekspert i hinkypunker. Ikke på samme måde som med blæksprutten." Hun trak på skuldrene med et katteagtigt smil, ret tilfreds med sig selv lige nu.

"Desværre ikke. Eller jeg tror engang, at jeg så noget, men jeg vil bare så gerne se den en dag! Det kunne være fantastisk!" Hun havde julelys i øjnene, som hun vendte sig mod Antoinette og sagde: "Synes du ikke også det?"