Annie Are You Okay?

[Deleted]

DATO: Fredag September 2057 

TID: Formiddag

STED: Besværgelseslokalet, Hoghaven, Skotland

VEJR: Regnvejr 

PÅKLÆDNING: Her 

TAG: Celestia Valyria Martinez

---

"Det var alt for i dag klasse! Vi ses i morgen, samme tid, samme sted!" bekendtgjorde hun overfor klassen, og begyndte at viske tavlen ren for kridt. Det var den type skole det var, som brugte kridt, fordi det var nemt og billigt. Og det skulle være billigt, når det også var et børnehjem.

Hun var iklædt et par pæne, sorte bukser med et sort bælte om livet, og skjorten var hvid og let nedringet på en stilfuld måde. Hun havde en sort taske hængende over stoleryggen på sin stol. Desuden bar hun sorte, spidse hæle, som langt fra var behagelige, men flotte var de. Og de fik hende til at se højere ud end hun egentlig var. Og det var da altid et plus!

Da hun var færdig, var der stadigvæk en håndfuld elever i klasselokalet. Hun smilede kort til dem, før hun begyndte at gå imod udgangen. Men hun så en elev sidde på sin plads endnu, og gik hen til hende. Hun satte en hånd på hoften, og smilede varmt til hende.

"Er du okay Miss Martinez?" spurgte hun venligt.

[Celestia Valyria Martinez]

Celestia havde lige haft time og sad nu og kiggede ud af vinduet, hun havde prøvet og følge med så godt hun kunne, det var ikke, fordi hun synes det de lavede i timen var svært og hun plejede heller ikke havde problemer med og følge med, faktisk var hun en ret dygtig elev, det viste hun godt. Men i dag var det lige som om, at hendes tanker hellere ville være alle andre steder end netop på undervisningen. Som de burde og det irreterede hende lidt, for hun ville jo gerne, vise at hun godt kunne finde ud af tingene, nu når hendes magi desværre ikke var særlig fremtræden. Hvilket hun ville ønske den var, så derfor var det også vigtig for hende, at knokle for og blive endnu bedre i de magiske fag også, heldigvis var hendes magi blevet lidt bedre med årene og hun håbede på den ville blive endnu bedre med tiden, hvis hun bare gjorde alt hvad hun kunne for det. Pludselig hørte hun læren spørge hende om noget og hun flyttede blikket fra vinduet og hen på læren. “Det øhh tror jeg nok” sagde Celestia med roligt stemme og kunne med det samme godt høre, at hun nok ikke lød så overbevisende.

[Deleted]

Lizzie tog sig i at rulle øjne af pigen, mest af alt fordi hun virkede så anderledes fra hvordan hun normalt var. I dag havde hun været så flyvsk og ikke rigtig fulgt med, hvor hun normalt var en af Lizzies dygtigste elever. Også selvom hendes magi ikke ligefrem var den stærkeste. Men hun prøvede virkelig hårdt, og gjorde sit bedste, og det var det der var det vigtigste for Lizzie. At de gjorde en indsats. At de prøvede.

"Du har bare været så fjern i dag. Er der noget du gerne vil fortælle mig?" spurgte hun så, da pigen fortalte, at hun 'troede' hun var ok. Hendes ordvalg fik Lizzie til at lægge hovedet på skrå spørgende, og tænke, om det også var sådan det i virkeligheden var. Nok var hun kendt for at være kold og streng, men hun havde et blødt punkt for disse børn, og forsvarede dem ofte overfor Hildegard Lockwood. Det var i hvert fald ikke en sjældenhed, at det skete.

Generelt brød hun sig ikke ret meget om Hildegard, for hun virkede ligeglad med børnene, og det var jo ikke sådan det skulle være, hvis man spurgte Lizzie.

[Celestia Valyria Martinez]

Der gik ikke lang tid før lærerinden spurgte om noget igen “Jeg øhm..sagde Celestia og stoppede hurtig sig selv for og overvejede sine ord, hvad skulle hun dog sige til det.
Heldigvis havde Celestia, som ofte ikke problemer med lærerene og det havde hun heller ikke med denne heldigvis og selvom Celestia var i tvivl om hun skulle fortælle noget eller ej, tog hun sig alligevel sammen “Kender du det eller har du nogenside prøvet eller det har du sikkert, du er jo en del ældre end mig......at øhm synes en anden person er mere end bare sød, men samtidig ikke helt forstå, hvad det engenligt betyder?” Spurgte Celestia og sukkede dybt, det var ikke så nemt for hende og snakke om, når hun selv var så forvirret over det, hvad det end var, men det kunne vel heller ikke skade eller det håbede hun da ikke.

[Deleted]

Lizzie smilede varmt til pigen, som hun begyndte at forklare sig på en langsommelig og noget besværet måde. Som om hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle sige det og om hun skulle sige det. Og indholdet passede ret godt til hendes måde at sige det på. For det var godt nok noget af et spørgsmål, måtte Lizzie indrømme, men hun smilede alligevel - med et glimt i øjet - og nikkede langsomt og tænksomt.

"Jeg er noget ældre en dig?" kom det fra hende, selvom det ikke helt var det hun havde tænkt sig at sige. Men hun sagde det med et glimt i øjet. Så rystede hun på hovedet af sig selv.

"Hvad jeg mener er: Du synes nogen er sød? Må jeg spørge hvem?" spurgte hun lige så venligt, som hun hele tiden havde smilet, og afventede et svar, før hun hurtigt tilføjede: "For hvis du synes nogen er sød, så skal du nok udforske det lidt mere."

[Celestia Valyria Martinez]

Celestia sad bare og så på Lizzie, mens hun snakkede og kunne pludselig mærke nervøsiteten, komme op i hende, det var virkelig ikke, et nemt emne og snakke om, men samtidig irretrende det hende, at hun ikke rigtig viste, hvorfor hun følte som hun gjorde og hun ville rigtig gerne have svar på det. “ja..jeg mener..altså..at du måske har prøvet og synes en er mere end sød og sådan” sagde Celestia men denne gang med en smule nervøsitet i stemmen og det gjorde det ikke bedre, at Lizzie spurgte hvem, det var der var sød. Da det var en hun godt viste kunne finde på og lave ballade og ikke nok med det var denne person en pige og var det overhovedet okay og kunne lide en pige, mere end bare en veninde, Celestia viste det ikke. “Det øhm....er Diana, er det okay?.....Og hvordan mener du jeg skal udforske det?” Spurgte Celestia og så spørgende på Lizzie.

[Deleted]

Lizzie smilede overbærende med et lille nik, for så at vinke afvisende til Celestia. Yes, yes, hun havde forstået det, hun lavede bare sjov med pigen. Men hun havde heller ikke hele dagen, og skulle videre i programmet. Selvom det selvfølgelig var tydeligt, at pigen ikke havde fanget det på nogen måde. Men Lizzie kunne også være så lunefuld nogen gange, måtte hun selv indrømme.

"Det var for sjov, kære," sagde hun venligt med en hovedrysten.

"Ms Hill?" Hun så nysgerrig ud, selvom hun ikke ville blande sig mere end højest sandsynligt. Alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv fra at sige: "En pige?"

"Brug tid sammen med hende, kære! Det er det eneste der skal til! Lær hende at kende, lad hende lære dig at kende. Det værste du kan få ud af det er et venskab. Kom følg med, Ms. Martinez, hvis du vil snakke. Jeg har en travl dag." Hun vinkede pigen med sig, som hun gik mod sit kontor.

[Celestia Valyria Martinez]

For sjov...Tænkte Celestia det havde hun ikke lige opfanget, da denne samtale for hende var rimelig grænse overskridende og hun var nervøs nok i forvejen og det blev ikke bedre af. At Lizzie lade tryk på, at det var en pige, hvilke gjorde Celestia endnu mere nervøs og lidt forlegen og skulle lige til og kommentere på det. men det nåede hun ikke før Lizzie fortsatte med  og sige en hel masse, som Celestia godt viste i forvejen eller det var faktisk sådan i forvejen. Diana var jo hendes bedste veninde og de havde kendt hinanden i mange år, da de begge var vokset op på børnehjemmet. “Men øhh...”mere nåede Celestia ikke og sige før Lizzie havde rejst sig og begyndte at gå, hvilket bare fik Celestia til og rejse sig og følge roligt efter, hun følte sig pludselig dum og uvidende “men.....vi er jo bedste venner og hun er jo en pige, måske er det bare mig der er helt forkert” fik Celestia endelig sagt og sukkede dybt, mens hun stoppede op ved et vindue og stirrede fraværende ud af det.

[Deleted]

Lizzie var ikke meget for at indrømme det, men hun vidste faktisk ikke ret meget om, hvordan det sociale fungerede her på Børnehjemmet. Hun var trods altlige begyndt for ikke så forfærdeligt lang tid siden, så af Celestia var veninder med denne pige, som hun kunne lide, kom en smule bagpå hende. Det fik hende også til at stoppe op i den tanke om, at hun skulle tilbage til sit kontor.

"Så du er allerede veninder med hende? Wonderful!" sagde hun muntert, før hun fortsatte med at gå mod kontoret. Så var hun sikker på, at de to piger nok skulle finde ud af det. Men så studsede hun over, at Celestia kaldte det forkert. Det fik hende til at ryste kraftigt på hovedet, for så at tappe sig på underlæben, og dreje hovedet, så hun kunne se pigen.

"Forkert? Intet kærlighed er forkert. Medmindre man altså..." Hun stoppede den sætning, for den skulle hun ikke føre ud i livet. Børn og dyr var ikke kærlighed på den måde. Det var bare et behov, og det var klamt og forkert. Hun gjorde en svirpende bevægelse med håndleddet. "Lige meget. Det kan umuligt være forkert, hvis du føler det, kære. Bare spørg hende!"

Set i bakspejlet, så var hun måske en smule overenergisk på emnet, men hun var vild med kærlighed i alle former og størrelser.

[Celestia Valyria Martinez]

Lizzie lød en smule overrasket over de ting Celestia sagde og der kom hun i tanke om, at Lizzie ikke havde været ansat på børnehjemmet så længe og så forstod Celestia bedre, hvorfor Lizzie ikke viste, at hun var bedste veninder med Diana. Hvilket faktisk havde undret hende lidt. “Ja vi har kendt hinanden siden vi var små, vores familier ville jo ikke have os og så blev vi anbragt her” forsatte Celestia, mens hun stadig strirredd ud af vinduet og vendte hovedet mod Lizzie. Da hun begyndte og snakke om, at kærlighed ikke var forkert. “Så jeg er altså ikke forkert?” spurgte Celestia får lige som og overbevise sig selv og slå fast at det ikke var forkert og kunne lide en pige, når man selv var det. “Spørge hende....det..det kan jeg da ikke, jeg ved ikke en gang om hun kan lide mig mere end bare som en ven og hvis du har travlt skal jeg nok lade være med og forstyrre mere” sagde Celestia og kiggede ned i jorden og følte sig igen en smule dum og forlegen og lidt i vejen, hvilket hun hadede og føle.

[Deleted]

Nok var Lizzie ikke ansat til at give råd om kærlighed, men hun gjorde det altså i dette tilfælde. Det var vigtigt at hendes elever vidste, at de ikke var forkerte på nogen måde. De troede i forvejen, at de var forkerte, fordi de var endt her på børnehjemmet. Fordi deres forældre ikke ville eller kunne have dem. Og det var virkelig synd, for de var alle nogle gode børn og unge, og hun syntes, at de fortjente det bedste. De fleste af dem i hvert fald.

"Kære barn, intet du kan føle kan være forkert. Du har ret til at føle præcis som du gør. Det er helt op til dig," sagde hun med et smil, og gik ind på kontoret, mens hun vinkede pigen med sig.

"Det er helt op til dig, som sagt, men du finder aldrig ud af det, hvis du ikke spørger. Hvis du ikke prøver at gøre noget. Hvorfor ikke bare invitere hende et sted hen? Til parken eller sådan noget? Se hvordan det går?" Hun følte sig ikke suuuuper komfortabel i rollen som Kirsten Giftekniv, men hun prøvede da i det mindste. Hun ville gerne hjælpe den unge pige, og gøre hende glad. Især når emnet var så svært.

"Jeg har aldrig for travlt til at snakke med mine elever." Hun smilede opmuntrende til hende, og pegede på stolen foran hendes skrivebord. "Sit!"