Undskyld for den hårde behandling

[Raphael Kovinsky]

Tiltænkt: Roxana A. Nikolova
Tid/Sted: Hospitalsfløjen seng 6 lørdag ‘kl 13
Vejr: styrtende regnvejr
påklædning: quidditch udstyr for Gryffindor

---

kampen mod Ravenclaw var overstået og Raphael havde måske været lidt for hård ved En af Ravenclaws basker Roxana. Han havde bare været så frustreret på det sidste at han måtte lade det gå ud over nogen. Han kunne have lavet så mange fejl i løbet af spillet og lavet så mange ulykker, men af en eller anden grund havde han set sig vredt på Roxana uden rigtigt at kunne give en forklaring. Ja de var rivaler i stor stil, men det havde ikke været hans mening at ødelægge hele spillet for Roxana. Han havde fået væltet hende af kosten og så hun var faldet ned på jorden, men ikke nok med det havde han sendt så mange smasher efter lige præcis hende for at sætte hende ud af spillet. Men da det havde lykkes ham at vælte hende af kosten fik han virkelig dårlig samvittighed. Det burde ikke være hans ansvar at skubbe så meget til hende han var ikke angriber, det var dem der skulle takle de andre spillere ikke ham. Og han havde da også fået en varm opsang af @lucien så ballade havde han allerede fået. Men han måtte hellere sige undskyld til Roxana for at have været så hård ved hende. Men hvordan skulle han ellers få sine frustrationer og irritationer ud når han ikke kunne gøre det i quidditch kampene. Hvor meget Roxana egentlig var kommet til skade vidste han ikke, og han havde måske også sendt et par smasher efter hende da hun var faldet sf kosten, men om de havde ramt hende vidste han ikke. Han skammede sig sådan for at have været så ond ved hende, for det fortjente hu; helt sikkert ikke. Han var nok bare stadig den lille forvirret teenager der ville gøre sin familie tilfreds og føje dem til en hver tid i stedet for at følge sit hjerte. For hvem vidste om Baldrian Zacharias Dumbledore overhovedet ville se ham igen. Efter deres brevudveksling var han ikke helt så sikker igen. Men baldrian havde sikkert også travlt nok med bare at ligge på sofaen og spille hellig.

han var drivende våd som han trådte op i hospitalsfløjen. Det havde regnet så meget at alt hans tøj klistrede sig til ham og regndråberne dryppede fra hans ellers så korte hår. Det lå fladt ned og var blevet ødelagt i kampen, men det var til at leve med. Han kiggede på skole sygeplejersken og bed sig i læben da han spurgte “Roxana hvor er hun? Det føltes som om at skolesygeplejsken kiggede vredt eller beklagende på ham inden hun svarede at hun lå i seng 6. Han bevægede sig over imod sengen og knyttede hånden lidt mere om sin kost. Han var nervøs og han vidste ikke hvordan hun ville reagere på at se en idiot som ham. “Roxana?” Kom det fra ham som han trak skærmen lidt til side for at kigge ind til sengen, han vidste jo ikke om hum var blevet slået helt ud i løbet af quidditch kampen eller om hun rent faktisk var vågen.

[Roxana A. Nikolova]

Det havde godt nok været den mest udfordrende quidditchkamp i lange tider. Roxana kunne faktisk ikke huske, hvornår hun sidst havde følt sig så forslået efter en kamp - og så endda mod Gryffindor! Det plejede at være ganske fredeligt. Men de havde sandelig ikke været mange minutter inde i kampen, før det gik op for hende, at der var en, som havde tisset på hendes modspillers sukkermad - og det var øjensynligt hende, om end hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvad hun havde gjort. Ret skulle være ret, for hun havde ikke været bleg for at sende et par smashere retur, da hun opfattede, at han var ude efter hende, men hun havde alligevel forsøgt at holde fokus mere på selve spillet og kampen end deres indbyrdes slåskamp. Med det resultat, at hun var blevet skovlet af kosten efter en uforvarende takling ud af det blå. For fanden, hvor hun ærgrede sig! Det var aldrig cool at falde af kosten!
Men vågen, det var hun. Gul og blå tværs over næsen, øjenbrynet og den ene side af kæben, og med den ene arm bundet op. Alt andet værkede, så hun ikke var i tvivl om, at hun var i live, men skolesygeplejersken havde heldigvis lappet hende godt og grundigt sammen igen. Hun var stadig iklædt Ravenclaws blå quidditchuniform, og det resterende udstyr - baskerbattet og brillerne, de havde haft brug for på grund af regnvejret - lå på bordet ved siden af.
Roxana sad op i sengen og prøvede at rense skidt og snavs fra ansigtet, for tro det eller ej, så blev man temmelig mudret til af at kollidere med jorden i sådan et øsende regnvejr. Det var lettere sagt end gjort, når hun kun kunne bruge den ene hånd og samtidig skulle håndtere spejlet. Hun hørte, at Raphael spurgte efter hende og opgav sit foretagende.
”Hvad vil du, Kovinsky?” spurgte hun tørt, da han kiggede ind bag skærmen, og måtte skære ansigt, da det alligevel gjorde lidt ondt at tale. Hun var ikke decideret uvenlig, eftersom det slet ikke lå til Roxana, men hun ville sandelig gerne høre, hvad han havde at sige.

[Raphael Kovinsky]

Tankerne fartede rundt i hovedet på,ham. Var han bare en modbydelig quidditch spiller lige nu, eller var han rent faktisk plaget af så mange problemer han ikke vidste hvad han skulle gøre? Var han bare et problem barn af en teenager, eller var han rent faktisk villig til at leve livet? Det var jo ikke fordi han hadet Roxana, de havde haft deres kampe, men det var altid på quidditch banen, det var aldrig uden for banen, i hvert fald ikke hvad han havde oplevet. Han håbede et eller andet sted hun ikke var alt for forslået og stadig kunne tale. For ellers stille skyldfølelsen virkelig tære mere på ham end den normalt ville have gjort. Og alligevel hørte han hendes stemme, han tog en dyb indånding og bevægede sig helt væk fra skærmen så han virkelig kunne se hendes ansigt. Av det så slemt ud, han skulle måske skamme sig en smule nu, men så igen det var jo quidditch og det var en brutal sport, men der var da ingen grund til at han skulle have været så ond ved hende. ” Jeg Øhh...” kom det fra ham og måtte bide sig lidt i underlæben for at stirre på hendes næse som tydeligt var markeret af farver. Havde han brækket hendes næse? “Jeg ehm... er du okey?” Spurgte han for lidt at bryde isen, det var egentlig et dumt spørgsmål,når hun nu lå på hospitalsfløjen men hun så da ikke så slem ud som hun kunne have gjort eller.. måske gjorde hun et eller andet sted. “Eller jeg mener... er du kommet slemt til skade?” Endnu et dumt spørgsmål. Han kunne jo se det med egen øjne. Armen der var i en slynge, de blå mærker i næsten hele ansigtet. Skyldfølelsen satte sig i maven på ham og han fik det fysisk dårligt ved bare at kigge på hende.

[Roxana A. Nikolova]

Hun himlede lidt med øjnene over hans hakkende, stammende forsøg på at sige noget, og satte sig lidt bedre op i sengen. ”Slap af, Raph, jeg bærer ikke nag.” forsikrede hun ham og forsøgte at smile, men det gjorde simpelthen for ondt, så hun tog sig til kæben i stedet. Roxana kunne slet ikke finde ud af at bære nag. Livet var da alt for kort til den slags pjat! Hvem gad bruge energi på det? ”Slå dig ned.” beordrede hun i stedet, som hun rykkede sig en balle og klappede på sengen, hvor der nu var masser af plads, eftersom hun ikke selv fyldte så meget. Hun var sådan set lidt af en undermåler, i hvert fald i fysisk forstand, i forhold til alle de andre spillere, men man skulle ikke tage fejl, for der var styrke nok i spaghettiarmene.
”Det er ikke noget, et par dage i sengen ikke kan klare.” fortalte hun med et skuldertræk med den raske arm og gned sig lidt på den ømme næseryg. Den var brækket, efter en fuldtræffer med en smasher, men sygeplejersken havde heldigvis sat den på plads i en ruf og havde forsikret hende om, at den ville blive helt som før. Ikke at Roxana kerede sig så meget om sit udseende, men det var da rart nok, at næsen ikke endte med at blive helt deform. ”Men helt seriøst, hvad skete der lige for dig?” Hun kiggede lidt undrende på ham, for noget måtte der da ligge bag. Ikke fordi, spillet ikke plejede at være hårdt, og der var heller ikke noget galt i at spille aggressivt, men altså… Så aggressiv havde hun vidst ikke oplevet ham før, og de havde trods alt været oppe mod hinanden en del gange efterhånden.

[Raphael Kovinsky]

Som hun fortalte at hun ikke bar nag slappede han lidt mere af, og man skulle tro at han havde holdt vejret, for han pustede ud langt og længe.hvis hun ikke bar nag så kunne han jo være helt rolig, eller i det mindste slappe lidt mere af end han havde gjort siden han havde været så aggressiv. Som hun rykkede en balle og slog på sengen satte han sig ned på kanten så langt inde at fødderne lige kunne røre jorden. Han ville helt klart gøre sengen våd nu, men det kunne han vel ikke helt tage sig af. hun havde jo selv sagt at han skulle slå sig ned. Han var måske lidt for flov til at kunne kigge på hende så han lyttede blot til hvad det var hun sagde, for egentlig kunne hun skælde ham lige så tosset ud som hun ville for han fortjente det. Men alligevel gjorde hun det ikke, også selvom hun ikke bar nag, men han kunne da godt lige have fået en skideballe mere ikke? “Åh okey, så håber jeg at du klare den her oppe” han kiggede stadig ikke på hende og knyttede hånden lidt mere om sin kost der hvilende på gulvet. Og da hun så spurgte om hvad der gik af ham kunne han have tudet lige der og lige med det samme! Han var på grådens rand men han viste det ikke, han var sidste årgangs elev, og de skulle være stærke, han var snart fuldvoksen og han skulle snart blive varulvejæger noget han ikke så frem til. For det var en af de ting han ikke ville med sit liv. Han bed sig lidt for hårdt i læben og fik budt hul uden han selv kunne smage det. Langsomt begyndte blodet at dukke frem på læben og han vendte blikket endelig hen til hende. Heldigvis kunne man ikke rigtig se at han var ved at græde på grund af alle regndråberne der stadig dryppede fra ham. “Undskyld, jeg er virkelig ked af det. Det var ikke med vilje. Jeg var bare så gal, forvirret, arrig. Sårbar, alt ting på en gang og det tog overhånd. Jeg ville bare af med nogle aggressioner... det kunne have gået ud over hvem som helst, men du stod i spidsen for det i dag. Jeg... jeg beklager virkelig Nikolova. Jeg burde ikke have reageret sådan...” for en gangs skyld var han stoppet med at mobbe folk for deres seksuellitet, præcis som baldrian havde ønsket han skulle gøre. Men skulle det betyde at han skulle være så arrig, der var vel andre måder at komme af med sine aggressioner på, det var bare spørgsmålet om hvad.

[Roxana A. Nikolova]

”Selvfølgelig gør jeg det.” forsikrede hun ham og forsøgte igen med et smil, der ikke gjorde helt så ondt i hele ansigtet den her gang. ”Jeg skal bare have udtænkt en plan for at blive udskrevet hurtigst muligt. Her er dødkedeligt.” Roxana talte af erfaring - det var jo desværre ikke første gang, hun var havnet på hospitalsfløjen som følge af en mislykket quidditchkamp, og det var blot et spørgsmål om tid, før hun ville være ved at gå ud af sit gode skind af bare kedsomhed. Der var kun lektier at lave - og hvor sjovt var dét lige?
Roxana vidste ikke, hvad hun havde forventet, da hun havde spurgt modspilleren, hvad i alverden der var gået af ham - men det var i hvert fald ikke dét, der skete nu. Hun var jo ikke helt uden kvindelig intuition, trods alt, og kunne kun med forundring se og høre, at Kovinsky nærmest faldt helt fra hinanden for øjnene af hende.
”Wow, hey, det skal nok gå.” kommenterede hun roligt, mens hun rakte ud og snuppede en pakke med lommetørklæder fra sit natbord. ”Her. Du bløder.” Hun gestikulerede mod hans læbe, hvor blodet langsomt piblede frem og blev blandet med dråberne fra regnvandet, og stak æsken med lommetørklæder i favnen på ham, så han nærmest ikke havde andet valg end at tage imod dem. Det var lidt svært for hende at gøre mere end det, taget i betragtning hun kun havde én velfungerende arm at gøre godt med i øjeblikket. ”Vil du tale om det?” spurgte hun langsomt, efter et øjeblik. ”Det virker som om, der er noget, der går dig på.” Indrømmet, Rox var ikke den bedste til den slags snakke, men hun havde dog en temmelig god idé om, at hun ville være bedre end en hel del andre.

[Raphael Kovinsky]

Han vidste virkelig ikke hvad der var gået af ham under den kamp. Det var som om alt bare havde været nok og at han ville have snydt sig til at vinde. Han vidste ikke engang om Roxana havde fået vari men eller om det var noget der kunne ordnes, og lige nu skammede han sig mere end noget andet. “Jeg lover jeg nok skal holde dig med selvskab så meget jeg kan, det er jo min skyld du er her.” Kom det fra ham og kiggede ned i gulvet i skam. Han ville aldrig have gjort sådan noget her hvis han havde været sig selv. Egentlig havde han nok bare regnet med at det hele var kommet på et andet tidspunkt, men noget havde bare slået klik i ham, måske var set tanken om en fremtid han ikke ønskede der havde ødelagtham en smule, måske var det tanken om astronomi tårnet med Baldrian Zacharias Dumbledore der havde gjort det hele. Han vidste det ikke. Han havde bare fået nok af alt og alle. Da hun lige frem gav ham nogle lommetørklæder og sagde at han blødte vidste han ikke engang hvor henne, ikke før at han mæskede en lille smerte i læben fra hvor han havde bidt hul. Han tog et par stykker og satte dem for læben ganske kort for at fjerne dem igen. “Jeg ehm.. nej det er okey... tror jeg nok, jeg ville bare gerne have at du ikke bære nag. Desuden så ved jeg ikke engang hvor jeg skulle starte og hvor jeg skulle slutte. For slet ikke at nævne der bare er nogle ting jeg ikke kan snakke om..” han stirrede lidt på hende og vidste ikke om det gav mening det han overhovedet havde fået sagt.

[Roxana A. Nikolova]

”Åh ja! Og hvis du samtidig kan sørge for en kontinuerlig strøm af snacks, så vil det være helt perfekt.” foreslog hun med et grin og et forsøg på at lette stemningen en smule. Han var tydeligvis ret plaget af det skete, meget mere, end hun havde regnet med. Faktisk, så havde hun slet ikke lyst til at være i hans sko lige nu - det var aldrig fedt, når man var skyld i, at andre kom til skade, og det måtte da være endnu hårdere, hvis man havde gjort det med vilje! ”No hard feelings.” blev det derfor understreget igen. Hun var hårdfør, så hun skulle jo nok kunne klare sig!
”Det er altid nemmest at starte med begyndelsen.” påpegede hun let og gengældte hans stirrende blik. Det var da ikke komplet nonsens, det, som han sagde - men det ville helt klar være nemmere for hende at forstå, hvis der blev sat lidt kontekst på. ”Hør, hvis det hjælper på det, så er jeg alligevel så dopet på smertestillende lige nu, at jeg sikkert ikke kan huske et ord af, hvad du har sagt i morgen.” Smilet spillede atter på hendes læber. Det var sagt halvvejs i sjov, men der var nu alligevel noget om det. Det havde i hvert fald skrappe sager noget af det, som skolesygeplejersken meget imod Roxanas vilje havde tvunget i hende.

[Raphael Kovinsky]

"Hey hvad tror du vi har husalfer til?" spurgte han og kom med et kort grin. Han havde faktisk ikke grinet i et stykke tid, og på en eller anden måde var det lidt rart. Han håbede inderligt på at det måske kunne var ved, men det var vel egentlig også bare en tanke når det kom til stykket. I det mindste bar hun ikke nag, og det hjalp ham en hel del. Ja quidditch kunne være en hård sport, og man vidste i det mindste hvad man gik ind til, nogle ting skulle bare ikke accepteres når det kom til stykket. Men alligvel var hun rolig og imødekommende over for ham.
"Hmm...." han bed sig lidt i læben og kiggede ned i gulvet for at stirre på hende igen. "Kan du huske Baldrian Zacharias Dumbledore som gik ud sidste år. Slange, bror til professor Albus Dumbledore ll?" spurgte han for egentlig at starte et eller andet sted. Han vidste ikke engang om han kunne sige den slags til hende, men hvis hun ikke huskede noget af det i morgen så kunne det vel egentlig være meget rart at få lettet hjertet en smule alligevel.

[Roxana A. Nikolova]

”Gud, du siger noget!” udbrød hun grinende, som han påpegede, at de ligesom havde husalfer på stedet - man kunne se på hende, at hun straks begyndte at overveje, hvad dét mon kunne føre med sig af goder under opholdet på Hospitalsfløjen. Det var faktisk underligt, hun ikke havde tænkt på dem før - Roxana kom da så tilpas ofte nede i køkkenet til, at de efterhånden kendte hende!
Hun rykkede lidt på sig i sengen for at få sat sig bedre til rette nu, hvor det virkede som om, han var ved at åbne lidt op. ”Baldrian? Åh, ja ja, ham kan jeg godt huske. Det er ikke ligefrem et navn, man glemmer.” Hun hentydede naturligvis til det faktum, at ’Dumbledore’ sjældent var et navn, der gik ubemærket forbi. Det måtte ikke altid være nemt at være beslægtet med en af de største troldmænd, verden længe havde set. ”Hvad med ham?” spurgte hun lidt uddybende ind for at opmuntre ham til at fortsætte. Hun havde ikke selv stiftet bekendtskab med Baldrian - ikke sådan rigtigt i hvert fald, udover et sjældent ’hej’ i ny og næ, når de tilfældigvis passerede tæt forbi hinanden i deres gang på skolen.

[Raphael Kovinsky]

“Men jeg kan godt komme forbi med nogle multismagsbønner fra kandisbaronen?” Kom det fra ham og overvejede det en smule. Selv var han ikke ret meget for dem, men de kunne da spises. Han ville langt hellere have noget andet sødt. Vingummi eller noget i den dur. Men nu kom husalterne altså ikke lige forbi med den slags snacks. Faktisk anede han ikke engang om køkkenet havde nogen snacks af søde sager, for i det hele taget.. spiste husalfer? Han kiggede ned i gulvet og satte sig lidt længere tilbage i sengen men fjernede ikke blikket fra den våde plet han havde lavet på gulvet. “Jo altså... han ehm.. du ved.. ja altså...hvordan skal man sige det. Ehm... han forvirrede mig” hold kæft hvor var han dårlig til at forklare. Det var ikke lige frem nemt afsige ‘h’et han ravede på mig og jeg kunne lide det’ det var ikke sådan han var. Desuden var han heller ikke til fyre vel? Nej det kunne han umuligt være. Det var bare noget teenage hormoner der skulle i spil. Ja det var han overbevist om at det var sandt. “Han ehm? Gjorde noget i astronomi tårnet. Du ved sådan... tog på mig”  det sidste kom som en hvisken. Skulle nogen overhovedet høre ham. Helst ikke!