Bridge over Troubled Water

[Deleted]

Lucien åbnede munden for at skulle til at sige noget, men nåede det ikke før hans tante beordrede ham til at være stille. Han lukkede omgående munden og stirrede på hende. Lucien gad ikke engang at høre efter Lizzie forstod ingenting, og han kunne ikke forklare sig bedre. Ikke uden at fortælle sandheden hvert fald og det nægtede han fortsat at gøre. "Men helt ærligt, forstår du det ikke? Nu er det jo ham der vinder!" Lucien var ligeglad med om Lizzie forstod ham eller ej, hun skulle bare forstå, at den straf ikke var rimelig. Han havde ikke gjort noget forkert. Det havde han virkelig ikke! "Det er én uge for meget! Vi har snart en kamp, jeg kan ikke bare svigte mit hold." Han håbede lidt på at snakken om holdånd ville hjælpe til hans fordel, men troede egentlig ikke på det. 

Hendes ord skar ham i ørerne og vreden blussede op i ham. "Der er ting, der er værre end vold!" Råbte han, som han rejste sig og gik mod sit værelse uden at kigge på sin tante. Hun skulle ikke se hans øjne lige nu, som sikkert både var røde og blanke. Hun skulle bare lade ham være i fred! "Hvis det er sådan du vil have det så fint! Du skal ikke regne med mig til aftensmad!" Han åbnede døren til sit værelse og gik derind, hvorefter han smækkede døren og smed sig på sengen.

[Deleted]

Lizzie sukkede træt. Nogen gange var hun glad for, at hun ikke selv havde fået børn, for så behøvede hun ikke at skulle igennem det her mere end én gang. Eller i hvert fald ikke med mere end et barn. Et barn som var blevet en hormonfyldt, humørsyg teenager. Så langt fra den søde milde dreng, som var glad bare han fik et kram fra sin tante. Det gjorde hende næsten berørt, men hun blinkede følelserne væk, og så på Lucien.

"Jeg står fast Lucien, så glem alt om at snige dig udenom. Det er din straf, og det bliver som jeg siger. Dit hold kan klare sig uden dig i en uge," stod hun fast ved, som hun tappede utålmodigt i gulvet med snudespidsen af sine høje hæle.

"Det må du selv om Lucien. Det er dit tab ikke mit," svarede hun og forsøgte at virke ligeglad. Hun vidste at han nok skulle komme over det. Ikke nødvendigvis i aften, men på et tidspunkt i hvert fald.

Og hun vidste godt, at hun var hård, men hun vidste også, at skolen ikke tolerede vold. Næste gang blev han måske smidt ud, og det kunne hun ikke tillade. Hun ville ikke acceptere, at hans temperament løb af med ham, fordi han ikke kunne tåle at blive provokeret af en anden dreng. Denne straf skulle sætte en stopper for, at han gjorde det en gang til Hun ville ikke lade ham ødelægge sin fremtid, fordi han blev provokeret. Han ville blive provokeret af mænd større og stærkere end ham selv resten af livet, og han skulle lære at børste det af sig. Så straffen skulle ramme, og den skulle ramme hårdt. Det var noget han lærte af. Og at tage Quidditch fra ham var noget der ramte ham. Det vidste hun.

Da hun hørte Lucien smække med døren, satte hun sig i sofaen igen, og lagde kort hovedet i sine hænder med et opgivende suk. Så rejste hun sig, og gik ud i køkkenet. Hun havde brug for et glas god rødvin efter en samtale som denne.

// OUT, right? //