Post by Deleted on Sept 17, 2020 8:15:42 GMT
CAROL'S MINDEKAR
Dette er alle minder haft af min karakter. Både de gode og de grumme.
MINDER:
- På vej mod forvandling (September 2039-2042)
- At vise klassen (September 2053)
“Ah!” udbrød hun, som væsken brændte sig vej ned gennem hendes hals.
Det var rart med sådan en lille sjus, når man havde lidt kriller i halsen. Lidt begyndende hoste. Det var i hvert fald det der var hendes undskyldning for hvem end der skulle spørge hende. Ildwhiskien var som hostesaft for hende, sagde hun i hvert fald.
Så forlod hun sine gemakker i rygende hast. Hun havde nemlig travlt, for hun var, som sædvanlig, for sent på den. Det var hun næsten altid. Det var nærmest lige så sikkert, som at hun havde drukket mindst en snaps eller det der lignede. Med fejende skridt bevægede hun sig op af trapper, og ned af korridorer. Rundt omkring, men med et klart mål: forvandlingslokalet.
Da hun kom dertil, skubbede hun hårdt døren op, og smilede overlegent, men også lidt fjollet. Hun så rundt på de mange nye elever: alle førsteårs. De havde nok aldrig set en animagus forvandle sig før, tænkte hun med hovedet let på skrå. Den alvorlige mine morfede sig til et fjollet smil, og hun lagde hovedet på skrå til den anden side.
“Hallo!” råbte hun ud i lokalet, hvilket fik alle eleverne til at se på hende, deres fulde opmærksomhed på deres Professor i Forvandling.
“Nå, nu er vi måske klar til undervisning?” spurgte hun kækt, og satte hænderne på hofterne, mens hun selvsikkert skubbede brystet frem.
Så ændrede hendes tonefald sig: “Hey? Vil I se noget sjovt?“
“JA!” nærmest råbte de fleste af eleverne, mens nogen af dem nøjedes med at nikke samtykkende.
“Fantatisk!” sagde hun glad, og slog hænderne sammen.
Da gjorde hun et hop, og lavede en baglæns salto i luften. Undervejs i dette hop forvandlede hun sig til sin animagus: the Maned Wolf. Hun gav et lille bjæf fra sig, og så rundt på eleverne som alle måbede. Nogen mere end andre, tænkte hun stolt, og så på de mest overraskede elever. De måtte være de mugglerfødte, mente hun. Det plejede at være dem, som reagerede kraftigst på hendes forvandling.
Hun smilede overlegent, som en Maned Wolf nu kunne, og gav endnu et bjæf fra sig. Så gjorde hun endnu et baglæns hop, en baglæns salto, og var tilbage i menneskeskikkelse igen.
“Dette er hvad kaldes en animagus, og det er hvad jeg er.” Hænder fløj i vejret, hvilket fik Carol til at ryste på hovedet: “Og ja, jeg er stadigvæk en heks. Jeg har bare evnen til at forvandle mig, forstår I. Det er ikke noget enhver kan, men hvis I øver jer vel, så er jeg sikker på, at I kan blive dygtige nok til at anmode om en animagus-mentor, hvis det altså er det I vil.”
Hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte: “Men uanset hvad, så forventer jeg, at I lægger jer i selen, og arbejder hårdt i dette fag. Det er ikke for tøsedrenge.” Hun sendte en grinende dreng et strengt blik.
Efter at have undervist eleverne, forlod hun skolens område og traskede ind i den forbudte skov i sin animagus-skikkelse. Hun havde brug for at se noget andet. Det havde hun virkelig. Hun havde brug for at mærke vinden gennem sin pels, som den kærtegnede hende. Drikke friskt vand. Slubre det i sig.
Og det var præcis hvad hun gjorde, da hun nåede en sø. Hun stak næsten hele hovedet ned i vandet i sin iver efter få noget at drikke. Men det stillede ikke sin tørst på samme måde, som ildwhiskien ville gøre. Dog gjorde det hende noget mere klar i hovedet...
MINDER:
- På vej mod forvandling (September 2039-2042)
- At vise klassen (September 2053)
4. September 2053
AT VISE KLASSEN
Endnu en undervisningsdag, og Carol havde begyndt dagen med en stiv sjus som altid, ellers kunne hun ikke vågne rigtigt. Og det talte vel ikke som at drikke på jobbet, når det bare var et lille shot-glas/snapse-glas med ildwhiskey, vel? Det mente Carol i hvert fald ikke. Havde hun haft en anden mening om emnet, så havde hun nok heller ikke taget en shot ildwhiskey.AT VISE KLASSEN
“Ah!” udbrød hun, som væsken brændte sig vej ned gennem hendes hals.
Det var rart med sådan en lille sjus, når man havde lidt kriller i halsen. Lidt begyndende hoste. Det var i hvert fald det der var hendes undskyldning for hvem end der skulle spørge hende. Ildwhiskien var som hostesaft for hende, sagde hun i hvert fald.
Så forlod hun sine gemakker i rygende hast. Hun havde nemlig travlt, for hun var, som sædvanlig, for sent på den. Det var hun næsten altid. Det var nærmest lige så sikkert, som at hun havde drukket mindst en snaps eller det der lignede. Med fejende skridt bevægede hun sig op af trapper, og ned af korridorer. Rundt omkring, men med et klart mål: forvandlingslokalet.
Da hun kom dertil, skubbede hun hårdt døren op, og smilede overlegent, men også lidt fjollet. Hun så rundt på de mange nye elever: alle førsteårs. De havde nok aldrig set en animagus forvandle sig før, tænkte hun med hovedet let på skrå. Den alvorlige mine morfede sig til et fjollet smil, og hun lagde hovedet på skrå til den anden side.
“Hallo!” råbte hun ud i lokalet, hvilket fik alle eleverne til at se på hende, deres fulde opmærksomhed på deres Professor i Forvandling.
“Nå, nu er vi måske klar til undervisning?” spurgte hun kækt, og satte hænderne på hofterne, mens hun selvsikkert skubbede brystet frem.
Så ændrede hendes tonefald sig: “Hey? Vil I se noget sjovt?“
“JA!” nærmest råbte de fleste af eleverne, mens nogen af dem nøjedes med at nikke samtykkende.
“Fantatisk!” sagde hun glad, og slog hænderne sammen.
Da gjorde hun et hop, og lavede en baglæns salto i luften. Undervejs i dette hop forvandlede hun sig til sin animagus: the Maned Wolf. Hun gav et lille bjæf fra sig, og så rundt på eleverne som alle måbede. Nogen mere end andre, tænkte hun stolt, og så på de mest overraskede elever. De måtte være de mugglerfødte, mente hun. Det plejede at være dem, som reagerede kraftigst på hendes forvandling.
Hun smilede overlegent, som en Maned Wolf nu kunne, og gav endnu et bjæf fra sig. Så gjorde hun endnu et baglæns hop, en baglæns salto, og var tilbage i menneskeskikkelse igen.
“Dette er hvad kaldes en animagus, og det er hvad jeg er.” Hænder fløj i vejret, hvilket fik Carol til at ryste på hovedet: “Og ja, jeg er stadigvæk en heks. Jeg har bare evnen til at forvandle mig, forstår I. Det er ikke noget enhver kan, men hvis I øver jer vel, så er jeg sikker på, at I kan blive dygtige nok til at anmode om en animagus-mentor, hvis det altså er det I vil.”
Hun tog en dyb indånding, inden hun fortsatte: “Men uanset hvad, så forventer jeg, at I lægger jer i selen, og arbejder hårdt i dette fag. Det er ikke for tøsedrenge.” Hun sendte en grinende dreng et strengt blik.
Efter at have undervist eleverne, forlod hun skolens område og traskede ind i den forbudte skov i sin animagus-skikkelse. Hun havde brug for at se noget andet. Det havde hun virkelig. Hun havde brug for at mærke vinden gennem sin pels, som den kærtegnede hende. Drikke friskt vand. Slubre det i sig.
Og det var præcis hvad hun gjorde, da hun nåede en sø. Hun stak næsten hele hovedet ned i vandet i sin iver efter få noget at drikke. Men det stillede ikke sin tørst på samme måde, som ildwhiskien ville gøre. Dog gjorde det hende noget mere klar i hovedet...
September 2039 til September 2042
PÅ VEJ MOD FORVANDLING
Da Carol studerede forvandling på det magiske universitet, fandt hun stor fascination i animagusser. Hun var dybt interesseret af den type forvandling, og fandt en mentor i en ældre animagus, som kunne hjælpe hende med at blive en animagus selv. De studerede emnet meget, for at blive helt sikre på, at det var det Carol ville, for det var jo ikke ligefrem noget man kunne gøre om igen.Hun brugte lang tid på at lære den eliksir, og en dag sagde hendes mentor, at nu var det altså tid. De lavede eliksiren, og brugte både dage og nætter på den, før den var færdig. Det tog lang tid, også selvom hun ikke rigtig havde styr på, hvor lang tid det havde taget at lave den. De havde kinda mistet tidsfornemmelsen, eller Carol havde da, men mesteren havde måske ikke.
Hun drak eliksiren og kunne nu forvandle sig til en Maned Wolf. Et dyr som lignede en ræv, var stor som en ulv, men ikke hørte til nogen af de familier. Den var ræverød, men havde en sort plamage i nakken. Hun kiggede først ned af sig selv, efter at hun havde forvandlet sig, og udstødte noget der lignede et skrig, men det lød dyrisk. Straks efter forvandlede hun sig tilbage, og så forvirret på sin mentor, mens hun ytrede: ”Hvad er jeg?”
Han grinede blot af hende, og svarede: ”Det ved jeg godt nok ikke. Jeg har aldrig set sådan en før.”
Så Carol måtte ud og læse i bøger og tidsskrifter, for at finde ud af, hvad for et dyr det egentlig var hun kunne forvandle sig til.
