It's a little bit funny this feeling inside

[Deleted]

Udenfor Penelopes lejlighed

September 

Aften 

Tråden er tilegnet Penelope Lavoie

---

Oliver havde stået der før, foran døren til opgangen af Penelopes lejlighed. Usikkerheden bredte sig i maven som øjnene nedstirrerede knappen med hendes navn på; et enkelt tryk og hvem vidste hvor lang tid der ville gå før hun besvarede, hvis hun da overhovedet gjorde? Hvem sagde at hun overhovedet var hjemme? Var det desuden mærkeligt at han følte trang til at takke hende? Penelope havde hjulpet ham, dækket over ham og @natacha , hans søster, vidste intet og der var gået måneder hvorpå søsteren ikke havde bemærket det lillebitte ar der var kommet omkring brynet ud af den lille fight han havde været indblandet i. Hvor kikset det end lød, så var det alligevel pænt fedt med den souvenir det havde efterladt, hvis han da bare undlod delen om at det var ham der have fået bank. Sidste gang havde løven dog ikke haft modet til andet end bare at kikke skiftevis fra knapperne med de forskellige navne til døren der krævede at den modsatte låste op før man overhovedet kunne træde ind i opgangen. Men nu var der ingen vej tilbage. Han havde allerede ringet på og ventede nu bare på den lyd en dørtelefon typisk lavede inden røret blev taget.

,,Emh.…Hej. Jeg mener godaften. De-det er Oliver, hvis altså at du kan huske mig. Forstyrrer jeg?"

[Penelope Lavoie]

Penelope havde været på arbejde i 10 timer og var netop kommet hjem for godt en times tid siden. Den time havde hun brugt på et bad og lidt selvforkælelse. Nu stod den på en kop varm te, skønt hun ikke mærkede tørsten, så nød hun smagen og duften, og ikke mindst varmen mod sine iskolde fingre, når hun holdt om koppen.
De blå øjne blev drevet fra bogen, hun havde sat sig med og ledt hen på døren, da dørtelefonen lød. Et kort øjeblik overvejede vampyren, at lade vær med at svare, men nysgerrigheden tog overhånd. Hun satte koppen fra sig på bordet og lagde bogen ved siden af, før hun med rolige skridt, gik mod døren og løftede røret. "Hallo?" spurgte hun roligt. "Oliver? Oliver Brayson?" spurgte hun overrasket. Hun var egentlig sikker på, at hun havde skræmt livet af ham sidste gang, men selvfølgelig huskede hun den unge teenagerdreng, som hun havde taget med sig hjem. Han havde fundet blodposerne i hendes fryser sidst han havde været her. Hun bed sig lidt i læben, "Nej, det er fint," hun bossede ham ind med de ord. Hoveddøren åbnede hun og afventede ham.


Outfit

[Deleted]

Det gav et lille sæt i løven som Penelopes stemme lød. Trods nervøsitet blev hængende, mærkede den unge teenager hurtigt det lillebitte smil der gled over læberne som det virkede til at hun huskede ham. Helt automatik, og kikset som Oliver i sandheden følte han var, lænede han sig op af muren, måske lidt i forsøget på at se cool ud, også selvom han var tydeligt klar over at hun ikke var i stand til at se ham.
Uden nogen former for protest, åbnede Oliver døren sekunder efter den karakteristiske lyd om at døren var åben lød. Gentagende gange spurgte han sig selv om hvad han egentligt havde gang i som han bevægede sig op af trappen, lige indtil han havnede på hendes etage og så foran døren til Penelopes lejlighed. Hånden blev rakt frem og som han gjorde tegn til at banke på, blev den åbnet.
,,He-hey", efter 5 sekunders akavede stirren lød det afslørende hej, dertil afslørede den svage rødmen nok ham også, og det hamrende hjerte, som vampyren snildt kunne høre med superhørelsen - ikke at Oliver havde kendskab til den del. ,,Jeg forstyrrer ikke, vel?" Spurgte han, usikker på om han allerede havde spurgt hende. ,, - Jeg kan altid komme en anden dag, hvis det er… ", det lød mærkeligt, ,, - altså, jeg mener…" ordene væltede ud, indtil det til sidst ikke gav mere mening at forsøge at forklare sig selv, så i stedet trak han op i smilebåndet og sendte et fjoget grin alt imens hånden gled om i nakkehårene.

[Penelope Lavoie]

Penelope huskede mange mennesker. Hun var god til navne og ansigter, på trods af alle de mennesker der var kommet og gået ind og ud af hendes 255 år lange liv - eller hvad man nu end skulle kalde det. Penelope tog en tår mere af sin te, hvortil det gik op for hende, at i stedet for mælk, brugte hun blod. Hun så hurtigt ned i koppen, for at vurdere om den røde farve trangt igennem teens brune. I forvirringen tog hun dog koppen med ud i gangen, hvor hun lukkede døren op. Hun så ned i koppen og derefter på den unge dreng foran hende. "Halløj.." lød det hurtigt - måske lidt for hurtigt - fra hende, mens et stort, fremprovokeret smil meldte sig på hendes læber. Hun kunne tydeligt høre hans hjerte, men hun dømte ham nu ikke. Hvis hun skulle være helt ærlig, så havde hendes hjerte nok slået mindst ligeså hurtigt lige nu, hvis det ikke var fordi.. Ja, det slog ikke. Blodposen i fryseren havde hun sidst kunne bortforklare, men blod i teen? Hvordan skulle hun bortforklare det? "Nej, nej, slet ikke. Kom ind, kom ind," skyndte hun sig at sige, og flyttede sig fra døren, så han rent faktisk kunne komme forbi hende. "Te?" spurgte hun, om ikke andet, så kunne hun få en undskyldning, for at smide indholdet i sin kop ud.

[Deleted]

De brune øjne farede rundt, fra Penelops blonde hår til hendes lyseblå øjne og videre ned til hendes en anelse farvede læber - ikke at det lignede læbestift, som overhovedet ikke, men mere studsede Oliver ikke over det som heksen bød ham indenfor. ,,J-jo tak", skyndte han at svare tilbage samtidigt som han nikkede med hovedet.
,,Nej det er fint, tak", Oliver hverken tog jakken eller skoene af som han vandrede gennem gangen og ind i stuen med Penelope bag sig. Han havde ingen intentioner om at blive længe, det skulle bare være et hurtigt ''tak for hjælpen, jeg skylder dig'' og så kunne han smutte med god samvittighed. Men selvom det lød så ligetil, så virkede det direkte umuligt. Heksen gjorde ham pokkers nervøs, uden den unge troldmand egentligt var helt klar over hvorfor. Han standsede midt inde i stuen og drejede en halv runde, så han igen kunne stå og se på Penelope. ,,Jeg emh… jeg kom egentligt bare for at sige tak, for sidst, du ved", lidt nervøst fægtede han med hænderne som han forklarede sin sene ankomst. ,,Du er ikke kommet i nogle problemer, vel?"

[Penelope Lavoie]

Penelope lagde en hånd over koppen, i et forsøg på at skjule dens indhold. Fandtes der egentlig rød the? Ja, det gjorde der vidst, men næppe så rød som blod. Det sekund Oliver vendte sig og gik forrest ind i stuen, skyndte vampyren sig, at drikke det sidste indhold af koppen. Både for han ikke skulle opdage det, men i den grad også for at styre sin blodtørst, som hun gik bag ham og kunne høre hans hjerte slå og se hans blottet nakke. Hun kunne nærmest se pulsen i aorta mod hans hals. Hun rømmede sig hurtigt og nikkede lidt til hans nej til the. Hendes kop var i det mindste tom nu, foruden en lille bundsjat.
Hans halsplus blev kun mere tydelig for hende, da han stoppede og vendte sig mod hende. For et øjeblik var det alt hun kunne fokusere på. "Hva? Oh øhm.. Jamen det var så lidt.. Hvordan har hovedet det?" spurgte hun og flyttede sit blik til hans øjne igen. Hun rystede lidt på hovedet, "Nej slet ikke, jeg lod mig selv slippe ret godt fra det," svarede hun og blinkede drillende til ham, for at indikere, at hun var sin egen chef. "Vil du ikke sidde ned?" spurgte hun og gjorde en gestus mod sofaen.

[Deleted]

Måske var Oliver bare ualmindeligt dum. Han havde aldrig været den kvikkeste, et faktum han også uden tvivl var klar. Han gjorde sig heller ikke klogere end han var, men lige i denne situation kunne han måske sagtens havde opfanget de små detajler bedre.
,,Fint. Godt. Meget bedre", fumlede han lynhurtigt med ordene og stak hende et lidt større smil som et lille grin derefter tog over. ,,Og fedt, eller du ved, jeg mener… Godt. Det må have nogle fordele, dét at være sin egen chef", prøvede han lidt mere modigt og måske flydende at forsætte sætningen.
,,Altså.. Joja, jeg - jeg vil ikke trænge mig på?" Lød det derefter som hun gjorde gestus mod sofaen. Han ville gerne, uhyggeligt meget faktisk.

[Penelope Lavoie]

Penelope var ærligt talt bare glad for, at Oliver ikke bemærkede indholdet i hendes kop. Heldigvis for hende, havde hun efterhånden også fået nogle års erfaring i, hvordan hun kunne skjule sin sande identitet. Hun havde dog snart arbejdet på Sankt Mungos i tyve år, og folk var begyndt, at stille spørgsmålstegn ved hendes alder. Det var også én af grundene til, hun prøvede ikke at knytte sig til folk. Hun vidste det altid kun var et spørgsmål om tid, før nogen begyndte at undre sig over, hvorfor hun ikke så en dag ældre ud og hun var nødslaget til at flytte.
Hun smilede lidt ved hans svar, "Det er jeg glad for," svarede hun og lod smilet forblive på sine læber. Smilet blev da også til et mildt grin, "Yeah, det har det helt bestemt også," svarede hun og blinkede morende til ham. Doh! Hvorfor havde hun ikke tænkt over det før? Hun kunne selvfølgelig bare finde en årsag til, at fyrer de medarbejdere der var begyndte, at stille spørgsmålstegn ved hendes alder. Det var jo genialt! Hun havde lyst til at takke ham for ideen, men det ville nok lyde mærkeligt. Hun viftede afvisende med hånden, "Du forstyrre slet ikke," sagde hun blidt og tog selv pladsen i en lænestol ved sofabordet, så hun ikke sad for tæt på ham.

[Deleted]

Uvidende om Penelopes nærmest forskruede tankegang løsnede Oliver en kende mere op som hendes humørfyldte svar lød. Selv fangede han sig selv i at joine den milde latter der kom fra hende med et mindre kiksede grin. Var det forkert at han følte sig fanget i et spind, et spind der rent faktisk slet ikke eksisterede?
,,Jamen okay.. hvis du insisterer", lød det i endnu et forsøg på at vise at han rent faktisk var både sjov og cool. At han ærgrede sig over at hun havde sat sig i lænestolen var en tanke han lynhurtigt fik skubbet væk. Som en sand teenagerdreng slængede han sig i stedet ned og tilbage i sofaen og uden at tænke yderligere over det blev benene spredt som den typiske sportsmand han var gået hen og blevet.
Hvad så nu?.. ,,Så æmh.. har du egentligt en kæreste?"

[Penelope Lavoie]

Penelope smilede lidt og kunne ikke lade vær med, at morer sig lidt over måden Oliver sad på. Han lignede en der følte sig hjemme. Måske han havde glemt alt om den frosne blodpose, han havde fundet i hendes fryser sidste gang han havde været i hendes hjem? Hun havde vel lov til at håbe.
Hun valgte meget bevidst, ikke at sidde for tæt på ham. Godt nok var hendes sult lige blevet stillet af den kop, hun havde drukket ved hans ankomst, men det betød ikke, at den ikke kunne vende tilbage. Blikket blev dog vendt mod ham, ved det lidt direkte, men meget personlige spørgsmål. "Nej, det har jeg ikke," svarede hun roligt, mens hun overvejede om hun skulle få lidt sjov ud af hans selskab, eller være sød. "Men jeg anta'r selvfølgelig, at en flot, ung mand som dig, har en sød pige derhjemme?" okay hun havde ikke meget sjov i hverdagen, så hun måtte tage hvad hun kunne få. Som ordene forlod hendes læber, lænede hun sig en smule frem i stolen, mens de blå øjne hvilede på ham

[Deleted]

En lille følelse af lettelse skyllede indover Oliver som Penelope gav sit svar, hvorefter nervøsiteten igen ramte ham. Han havde været måske en tand for direkte, og så alligevel ikke - han frygtede det i hvert fald. Den unge løve var oprindeligt nysgerrig og interesseret i den blonde heks, ikke at han kendte meget til hende, hun var anderledes, meget hemmelighedsfuld - havde blod i fryseren???, men det var måske også det der gjorde det, hvor bizart det end lød … Men han havde ikke lige tænkt over at spørgsmålet kunne havde afsløret ham - ikke at det lod til at genere Penelope, som i overhovedet ikke faktisk, tværtimod fik hendes næste spørgsmål ham til at synke, blinke hurtigt og skæve rundt i stuen, samtidigt som han lod en hånd glide om i nakkehårene, indtil han til sidst tog sig sammen og slog de brune øjne tilbage på hende og sendte hende et mindre skævt smil. Hun var kommet en smule tættere på, dét bed han mærke i. ,,Æh.. Hæhæ… -", lød det i en dæmpet latter som det rent faktisk gik op for ham hvad hun havde sagt. ,, - Der er ingen. Ingen sød pige derhjemme." - ,,Jeg er… ømh, jeg er ikke den skarpeste, når det kommer til piger", afslørede han i et lille grin og fangede sig selv i igen at klø sig i nakken igen. Var han vitterligt så kikset at han gjorde det for at vise sine overarme? Hurtigt stoppede han sig selv.