Du er min type

[Deleted]

Skt. Mungos
September

Aften/nat

Tråden er tilegnet Lorenzo 'Moretti' Wilson  

---

Fyraften. Det havde været megen planlægning i at finde en dag hvor de to healere havde fri på samme tid og dertil fange Lorenzo inden han havde forladt Skt. Mungos. Som et lyn havde Ana bevæget sig gennem gangene, smilet, nikket, hilst og sagt farvel til de forskellige kollegaer og patienter hun havde passeret for at nå omklædningsrummet for derefter at skifte den hvide kittel ud med det normale hverdagstøj. Altid stilet, men aldrig for fin - bildte hun sig selv ind.
,,Lorenzo!'' Lød det en anelse muntert men forpustet fra Ana, heldig som hun var da hun i rette øjeblik spottede overhealeren i den anden ende af gangen, lige akkurat som han skulle til at dreje om hjørnet. Farten blev sat op og lyden af de høje hæle klikke mod gulvet blev mere fremhævet som heksen bevægede sig med hastige skridt hen mod manden hun havde drømt lidt for længe om. Uden at vide præcis hvor længe siden det var siden nyhederne, eller nok nærmere oplysningerne om bruddet med Stella, var det stadigvæk tydeligt at mærke på overhealeren at han var påvirket af det. ,,..Har du travlt?" Grinede hun mildt som hun endelig nåede ham for derefter lavede en gestus om de skulle følges mod udgangen.

[Lorenzo 'Moretti' Wilson]

Lorenzo følte sig så alene i huset, efter Stella var flyttet ud. Nu var det officielt, at de var gået fra hinanden, eller rettere, at hun var gået fra ham. Ikke at han bebrejdede hende, han var jo aldrig hjemme, den del havde hun ret i. Han var på arbejde hele tiden og når han så kom hjem, var han træt. Han var en 36 årig mand, som til tider opførte sig som en på 15. Han var flyvsk og spontan, overmodig og det havde i mange år harmonerede godt med Stellas bokse og retningslinjer. De havde haft en god balance mellem hendes orden og hans kaos, men sådan skulle det ikke være mere. Hans kaos var i sidste ende nok vokset hende over hovedet.
Han prøvede at skjule sin sorg, men det var nok tydeligt for hele teamet, at han var påvirket af det stadig. Han var stadig smilende og glad udadtil, men han var mere stille, end han normalt var. Han glædede sig ikke til, at komme hjem. Han havde taget utroligt meget ekstra arbejde. Hans blik var mod gulvet, som han gik, mens hænderne var i lommerne på bukserne, hvilket heller ikke lignede ham, da han plejede at hilse og sige farvel til alle, præcis ligesom Ana havde gjort, inden han forlod det magiske hospital. Han løftede dog blikket, da han hørte sit navn, "Ana?" spurgte han roligt og fremtvang et smil. Han trak let på den ene skulder, "Næh, ikke rigtigt," svarede han, som han var stoppet op og ventede på hende. Han nikkede let som han tog imod hendes gestus, "Har du noget bestemt i tankerne? Har de bedt nogen om, at arbejde over?" spurgte han, måske en et svagt håb i stemmen.

[Deleted]

Outfit

Lykkelig over at Lorenzo hørte hende, pustede heksen lavmælt ud og sænkede samtidigt farten som hun bevægede sig det sidste stykke hen mod ham. ,,Pyha… Det skulle man ellers tro. Er du klar over hvor svært det har været at fange dig det sidste stykke tid?", grinede hun mildt som hun endelig havnede ovre ved hans side. Spørgsmålet var egentligt retorisk, faktisk var det ment som form for punchsline så det bllev lettere for Ana at invitere ham ud. Hele den forestilling og idé faldt dog hurtigt til jorden som overhealerens tydelige kropsprog og selvfølgelig knap så muntre tone lød. Den milde latter og det lille smil forsvandt derfor hurtigt; Lorenzo var stadigvæk ikke var kommet sig over bruddet, hvilket også gav mening, Ana vidste trods alt at Lorenzo og hans nu ekskæreste havde været sammen i pænt lang tid.
Med et næsten ikke-eksisterende ryst på hovedet for at vende tilbage til det egentlige formål fremsvang Ana lynhurtigt smilet igen. ,,Nej, intet overarbejde..", forklarede hun. ,,Men jeg tænkte på… hvad siger du til at tage med ud og få en øl eller noget? Jeg tror at du ville have godt af at komme lidt ud."

[Lorenzo 'Moretti' Wilson]

Enzo smilede venligt, som en hånd blev ført om i nakken, hvor han kløede sig lidt, "Yeah... Det beklager jeg sveske.. Stella og jeg.. Ja, du har vel hørt det," han bed sig lidt i læben. De sidste måneder havde gået på, at arbejde, sove, arbejde og sove. Han hadede at være en lyseslukker og en dødbidder. Det var jo ikke ham. Han plejede at være glad, smilende og altid have en kæk bemærkning i ærmet. Nu følte han sig bare tom indeni. Han havde brug for en der kunne rive ham op, af det sorte hul, han følte han var havnet i.
"Hm.." lød det næsten en smule skuffet fra ham, da chancen for overarbejde blev fejet væk under ham igen. Han stoppede dog op og vendte fronten mod kollegaen, da tilbuddet om de våde vare der indeholdt procenter. "Jeg ved ikke Ana..." svarede han først, men tænkte sig et kort øjeblik om. "Ved du hvad? Lad os gøre det. Jeg kunne virkelig godt bruge en øl eller to," fortrød han og sendte hende et prøvende smil. "Den irske?" spurgte han og vippede armen lidt ud, så hun kunne tage den, hvis hun ville, mens et lidt mere drenget smil meldte sig på hans læber.

[Deleted]

Smilet der blev sendt i retningen af Lorenzo var et forstående og medfølende et. Hun havde hørt det, alle havde efterhånden hørt det og ingen havde turde sige noget, ingen havde turde at trække ham til siden og spørge om hvordan han havde det og måske endda også der foreslået at han trængte til en kort ferie fra arbejdet. ,,Ja... Det…" der var ingen grund til at gå i detaljer og det var også derfor at Ana stoppede sig selv.
De tre ord; jeg ved ikke, fik en knude til at vokse sig i maven på Ana. Det var både af egoistiske årsager kombineret med tanken om at vennen måske for nogle timer kunne glemme hvor forfærdeligt han havde det, og havde hun ikke stoppet sig selv, så havde han måske heller ikke sagt de næste ord som pludselig lød. ,,Virkelig?" En smule overrasket voksede smilet. ,,F-fedt! Sådan skal det lyde", tilføjede hun lynhurtigt. ,,Den irske er fint med mig", svarede hun hvorefter Lorenzo fik det der mindede om et elevatorblik som han lagde arm til hende. Hvor forkert det end lød, så tænkte hun at det var som en drøm der blev til virkelighed. Uden tøven tog hun den og forsat med det store smil malet på læberne betragtede hun ham helt tæt på i nogle sølle sekunder for derefter satte afsted mod udgangen.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

,,Hvorfor har vi ikke gjort det her noget før?" Øllene var bestilt og placeret ved baren på de høje barstole fortrød Ana ikke kampen om at få det til at ske. Lorenzo havde brug for det, at komme ud at more sig og dertil glemme hverdagen - eller det var i hvert fald det Ana bildte sig selv ind, at det handlede om Lorenzo og ikke hende og hvad hun ønskede sig.
Turen fra Skt. Mungos og til Den irske var gået som smurt, de havde talt om alt fra arbejdet til små dumme hverdagsting og der delt nogle grin sammen.
Pubben var godt fyldt, stemningen var høj og velvidende om at Lorenzos knuste hjerte langt fra var healet, lod det alligevel til at han ikke havde fortrudt valget om at tage med.

[Lorenzo 'Moretti' Wilson]

Enzo havde bestemt ikke fortrudt sit valg. Det var netop præcist, hvad han havde haft brug for. Der var mange mennesker, larmen, musikken og det gode selskab, fik ham til at tænke på andre ting, end de sidste ting af Stellas, som stadig i et par flyttekasser i kælderen, til hun fik tid til at komme og hente dem. Han slappede af for første gang efter de var brudt op. Alt sammen takket været Ana.
Han lo let og hævede sin øl som et skål mod hende, "Fordi vi.." det var tydeligt at se på healerens udtryk, at han tænkte, "Det ved jeg faktisk ikke," indrømmede ham og grinte let igen, før han tog en tår af sin øl. Tanken havde aldrig rigtigt strejfet ham. Ikke fordi han ikke kunne lide, at tage i byen, men nok mere fordi, han altid havde haft meget arbejde og når han ikke havde arbejdet, så var han taget hjem til Stella. Men nu var der ingen Stella at komme hjem til mere, så nu kunne han rent faktisk gøre, hvad han ville, når han ville. Han drejede sig lidt i barstolen, så han sad med fronten mod hende, mens et alvorligt blik meldte sig i hans blå øjne, "Du skal love mig én ting," sagde han i en ligeså alvorlig tone, som hans blik var, dog var der et lille smil, som legede i begge mundviger.