gammel ven, ny flamme

[Liam Chang]

Tråd til Roxana A. Nikolova
September - 2057
outfit

---

Det var omkring en måned siden nu at Liam var flyttet tilbage til England og tiden var primært blevet brugt på danseakademiet, han ville gerne vise, at han mente dette her og at tog sit arbejde alvorligt. I dag havde han heldigvis en fridag, og havde derfor besluttet at besøge den gamle kro i Hogsmeade som han i sine skoleår flittigt havde brugt sine penge på. 
Han åbnededøren derind til og snusede atmosfæren ind. Jo, det var som det plejede. Her var en del folk omkring ved bordene, men der var bestemt ikke overfyldt, hvilket kun gjorde ham mere sikker på at finde sig et sted at sidde. I baren stod en tom stol, som han derfor stilede imod, tiggede om at ingen ville bide mærke i ham, hvis han kunne sidde med ryggen til de fleste. Han trak den røde hue fra trøjen op over hovedet, så den ville kunne fungere som en skærm mod omverdenen. Han ville gerne kunne slappe af på sin fridag, ikke blive genkendt som Den ældste Chang søn, der svigtede familiens ellers så lovende quidditch gener. Men det var bare ikke den han var! Han var ikke typen som elskede at flyve rundt efter bolde i himlen, skønt han havde stor respekt for sporten. Han ville have ynde, have udtryk, og det var netop hvad hun fik gennem dansen.
I baren kaldte han en ad de arbejdende hen til sig. "En ingefærøl tak, lun" Det var ikke længere sommer udenfor og på denne lidt regnfulde dag, støvregn af værste slags, ville det helt sikkert gøre underværker med lidt at varme sig på.

[Roxana A. Nikolova]

Også Roxana var på pletten på De Tre Koste denne dag, men det havde nu helt andre årsager - hun arbejdede der faktisk. Lige fra barnsben havde hun været vant til at klare sig selv, og det indebar altså, at hun skulle tjene sine egne penge, for det var de færreste plejeforældre, der gav lommepenge. Hun havde arbejdet på De Tre Koste over sommeren, men nu var skolen begyndt igen, så hun kunne naturligvis ikke dække lige så mange vagter som før.
Der skulle også være plads til at passe quidditchtræningen og vejlederpligterne, så Roxana var generelt en travl pige. Hun faldt som regel i søvn i det sekund, hun lagde sig i sengen om aftenen, men indtil da kørte hun gerne med 180 i timen. Derfor var det selvfølgelig også en glad, smilende og ikke mindst energisk Roxana, der tog imod kunderne på den gamle troldmandskro.
”Er på vej!” Hun reagerede hurtigt, da der blev bestilt en lun ingefærøl og lod den hvile på varmen et par sekunder, inden hun kunne skubbe den over til kunden.
”Vær’så’arti’.” Hun sendte ham et glad smil, uden først at genkende, hvem han var. Han havde jo også trukket huen helt op over hovedet, for pokker. Hånden kørte livligt igennem de mørke krøller, inden hun trak den korte læderjakke lidt tættere om sig. ”Vil du betale med det samme, eller skal jeg skrive det på en regning til dig?” Det kom an på så meget. Ville han bare nøjes med en enkelt øl, da kunne han lige så godt betale med det samme. Var det en helaftensforestilling, så var det meget nemmere at få det skrevet.

[Liam Chang]

Liam sad i sine egne tanker mens han ventede på sin bestilling og så først op, da en ung stemme fortalte ham at øllet var på vej. han greb kruset med hånden og smilede til hende, af ren høflighed uden at skabe øjenkontakt, han havde virkelig ikke lyst til at blive genkendt lige i dag. "Tak, og.. skål." Kruset blev løftet op til munden og han smagte på indholdet. Det var virkelig lækkert. De tre koste havde uden diskussion den bedste ingefærøl! Den havde virkelig været savnet de år han havde boet i Frankrig. Som hun spurgte til betalingen måtte han lige overveje det, men endte så med at pege imod bordet bag baren med to fingre og give et lille nik. "Bare skriv en regning, jeg ved ikke lige hvor længe jeg bliver."  Han havde jo sådan set hele aftenen, og kunne vel nok finde på at få hvert fald et krus mere. Han fandt tilbage ind i sin egen lille boble, før det så gik op for ham, at han måske hellere måtte give hende sit navn, så hun kunne skrive på, at det var hans regning. "Øhm Liam, forresten, ja til regningen. Er det okay?" Han ville helst ikke bruge sit efternavn. ikke fordi han ville skjule sig som sådan, men han havde brug for bare at være Liam, ikke være Chang-spillernes fortabte søn, der havde opgivet den karriere man havde forventet han ville shine i, for jo Liam var dygtig til Quidditch, han havde været en af de bedste fra hans årgang på Hogwarts, men hjertet havde bare ikke været med i spillet, og det var blevet grunden for en anden vej. 

[Roxana A. Nikolova]

Roxana nikkede muntert til ham, da han takkede og skålede til hende, og smilede tilfredsstillende over hans reaktion på øllen. Deres ingefærøl var ikke berømt for ingenting!
Hun greb en blok papir, da han bad om at få det skrevet på regningen og havde spørgsmålet liggende på tungen, før han sagde sit navn, som ivrigt blev griflet ned. ”Selvfølgelig!” Hun gik i stå midt i, at hun var ved at skrive hans navn ned, og så op igen. ”... Liam?” Roxana rynkede brynene, da det gik op for hende, at hun burde kende ham, og hendes livlige blik gled lidt mere undersøgende over ham. ”Hør, dig kender jeg da!” Sommerfuglene i maven baskede lidt med vingerne, og Roxana måtte smile lidt over de barnlige følelser, hun blev mindet om, som hun rettede sig op og satte hænderne i siden. ”Det var dig, der hyrede mig som basker for ørnenes quidditchhold for…” Hun skulle lige regne efter. ”... 4 år siden!” Dengang havde hun været en lettere ranglet præteenager, og de fleste havde tvivlet på, at hun overhovedet kunne løfte baskerbattet. Hun havde heldigvis vist sig at være god til det, selvom hun i virkeligheden kun havde meldt sig til quidditchholdet, fordi hun havde haft et godt øje til anføreren.
”Hvad bringer dig på disse egne?” Det var ikke for at snage, men den slags snak om løst og fast med kunderne i baren var næsten ikke til at komme udenom. Ikke, at det ikke passede Roxana - hun var temmelig glad for at snakke med andre mennesker.

[Liam Chang]

Det virkede til at være en sød pige, der stod i baren. Ikke at han havde de store planer omkring at skulle score nogen, det havde han slet ikke tid til, men det var da rart med et venligt væsen i nærheden. Han hørte hende gentage sit navn og så op. Afsløret! Han havde ikke engang givet sit efternavn, men alligevel havde det været nok. Øjnene blev hårdt lukket i i ærgelse, men så fulgte en sætning han ikke havde regnet med. Han så over på hende igen og denne gang kunne han måske nok se lidt af den, dengang, lille pige han havde set noget i. "Rox?" lød det overrasket fra ham og i ren høflighed greb han op mod huen og trak den af hovedet, så han ikke længere kunne skjule sit ansigt. Hun var blevet stor.. næsten voksen, men alligevel genkendte han hende, nu han vidste hvem hun var. Det gav et lille sug i maven og et smil strejfede hans læber. "4 år siden ja. Den gang var du ikke meget større end en lille fugleunge. Spiller du stadig? hvordan går det holdet?" Nok spillede Liam ikke selv længere, men engang holdkammerat, altid holdkammerat og hans hjerte ville uanset altid være ved Ravenclaw. Hendes spørgsmål fik ham så til at trække lidt på smilebåndet. "Jeg nyder en øl og min første friaften i længe."

[Roxana A. Nikolova]

”I egen høje person.” Roxana lyste op i et stort smil, da han i næste nu også genkendte hende og bukkede let for ham, inden hun spontant lænede sig halvvejs over bardisken og gav ham et hårdt, venskabeligt knus. ”Jeg genkendte dig slet ikke. Hvor er du blevet…” Hun holdt en umærkelig pause, idet hun bumpede ned på fødderne igen, som om hun ville have sagt noget andet, men i næste sekund fortrød. ”... voksen!” sluttede hun derfor, og benyttede lejligheden til lige at lade blikket glide op og ned ad ham igen. Jep, han så uforandret godt ud, om end han ikke var så drenget længere - hvilket i øvrigt var en god ting. Hvem ville dog have en dreng, når man kunne få en mand?
”Vi mangler at fylde et par positioner, men i det store og hele går det godt! Selvom det ikke er som i gamle dage.” Tankerne strejfede deres nuværende anfører - Owen - som hun ikke var heeelt lige så stor fan af, som hun havde været af storebror overfor hende. Han havde faktisk tendens til at være ekstremt irriterende, for at sige det mildt. Roxana skyndte sig derfor at ryste tankerne af sig. ”Det lyder meget fornuftigt!” kommenterede hun i stedet med en fri latter, mens hun rakte under disken for at skænke en ingefærøl til sig selv også. Sådan et uventet gensyn med et gammelt bekendtskab kaldte da på en fælles skål. ”Hvad arbejder du med?” spurgte hun interesseret - og havde selvfølgelig en forventning om, at han ville beskæftige sig med et eller andet quidditchrelateret. Det havde jo altid ligget i kortene, ikke?

[Liam Chang]

Liam tog grinende imod knuset og holdt om hende måske en anelse længere end hvad et normalt knus tillod. Det var dog ikke selv noget han bed mærke i. Bagefter rettede han lidt på sit tøj og kørte fingrene igennem det mørke hår, så det faldt helt rigtig lidt sidelæns ned imod ansigtet. Et stort smil lå på hans læber, som han kiggede på hende ingen. "Er jeg blevet voksen?! har du set dig selv? sidst jeg så dig var du bare en lille forkrøllet fugleunge." Grinede han, og mærkede en spirrende lykke i maven, som han antog var gensynsglæden. Hvad skulle det nærmest ellers kunne være? Han drak lidt mere af sin øl, mens han lyttede til hendes fortælling om holdet og hvordan det gik dem. han så på hende da hun var færdig og undrede sig en smule. "Jeg er sikker på Owen er en langt bedre anfører end jeg var. Han er måske for hård ved dig?" Spurgte han mest drillende, men kunne ikke helt lade være med at grine. Owen mente det med quidditch langt mere end Liam selv gjorde det, der var ingen tvivl om at Owen var en Rigtig Chang, modsat Liam. 
Det føltes rart og hyggeligt at snakke med Roxana igen og samtalen flød egentlig meget naturligt. Det gav dog et lille stik i Liam, da hun spurgte, hvad han arbejdede med. Han vidste at mange var skuffet over hans valg, og mente han svigtede sine rødder og ener. Var hun mon en af dem? "Jeg har fået godt som koreograf. efter 3 år på danskeskole i Frankrig, kan jeg nu kalde mig koreograf, så det er... ja.. lidt noget andet." Det kunne foornemmes på ham at han hvilede i det og var glad for sin beslutning, men også at han var lidt nervøs for hendes reaktion.

[Roxana A. Nikolova]

Hun kørte hånden lidt rådvild gennem krøllerne, som han vendte bemærkningen mod hende selv. ”Vi må vist bare konstatere, der sker meget på 4 år.” lo hun glad. Jo, Roxana vidste da godt, hun ikke ligefrem var nogen lille fugleunge længere, men hun var overhovedet ikke bevidst om, at der rent faktisk var nogen, som var begyndt at synes, at hun så godt ud. I øvrigt ville hun slet ikke kunne finde ud af, hvordan hun skulle tackle dét.
”Altså, han er suveræn til quidditch - og det må du for alt i verden ikke sige til ham, jeg har sagt! … Men han er så irriterende!” forklarede hun lettere mørkt og med tryk på de helt rigtige ord, så man ikke var i tvivl om, at hun virkelig mente det. ”Jeg savner dig i hvert fald.” Det var bare ikke helt det samme, men heldigvis var hendes kærlighed til quidditch ikke sådan at slukke. ”Som anfører, altså.” tilføjede hun hastigt, fordi det andet pludselig lød forkert - og som om, det drejede sig om andet end quidditch. Hvilket det selvfølgelig ikke gjorde.
”Koreograf?” Overraskelsen var tydelig både at se og høre hos Roxana, men det varede kun et øjeblik, før hun i stedet smilede af begejstring på hans vegne. ”Ej, hvor fedt for dig! Jeg vidste ikke, du kunne danse? Så har du boet i Frankrig de sidste 3 år?” Misundelsen skinnede igennem, og som altid faldt hendes bemærkninger lidt hurtigt efter hinanden, især når hun var begejstret. Ej, hvor hun glædede sig til, det var hendes tur til at graduere fra Hogwarts, så hun kunne starte sine egne eventyr!

[Liam Chang]

Der var et eller andet ved Roxana, som fængslede Liams tanker. Ikke at han selv kunne sætte en fingere på det, og end ikke rigtig lagde mærke til det, han var bare imponeret over hvad hun var blevet til. voksen og selvsikker, sådan virkede hun og det var rart at se.
Som hun snakkede om hans lillebror, kunne han ikke helt lade være med at smile lidt skævt til hende. "Virkelig? Er han det? Hvorfor?" Spurgte han nysgerrigt og morrende ind. Det kunne godt lyde lidt som en flirt kunne det ikke? han havde selv været vant til fra sin tid at pigerne forelskede sig i ham grundet pladsen som anfører, så det kunne vel sagtens være det samme her ikke?
Hun var en smuk pige, så Owen ville sikkert nemt kunne falde for hende, men... Noget stak i ham, uden at han rigtig vidste hvad det var. Så lød hendes ord, hun savnede ham? ordene skulle lige vendes et par gange, for at han forstod den rette betydning af det, eller han ville være sikker på, at han ikke havde misforstået noget, og "heldigvis" forklarede hun da også at det var som anfører. 
I tankerne rystede han på hovedet af sig selv over den tanke der havde fyldt ham et kort sekund. Det var jo fjollet, han havde slet ikke tid til den slags, og desuden var hun for ung! "Jamen jeg savner da også holdet og skolen fra tid til anden." forklarede han så bare og drak noget af sin øl, mærkede lidt skum på overlæben, som han hurtigt slikkede væk med tungen og smilede så igen.
"koreograf ja. Tro det eller ej, men jeg er faktisk virkelig god til det." Forklarede han stolt og ville ikke komme for meget ind på hvorfor han i sin tid havde skiftet. Den del behøvede hun ikke vide. Det var privat og sådan skulle det helst forblive. "Jeg har altid haft god sans for rytme, det ja.. jeg brugte det også som quidditchspiller. Det bliver bare let overdunget af andre teknikker." Prøvede han og vidste ikke, hvor mange andre der egentlig havde det som ham og så rytmen i quidditchspillet. En rytme der havde hjulpet ham til at spille bedre. "Men ja, jeg har boet 3 år i Frankrig, men er for nyligt flyttet tilbage. Tid til at komme videre du ved, selvom det sandelig er noget af en opgave."

[Roxana A. Nikolova]

Hun rystede på hovedet, da han spurgte mere ind til sin bror, og tog en slurk af sin egen ingefærøl, inden hun svarede. ”Ej, han er jo din bror, så jeg kan ikke stå her og tale ham ned. Han er skidegod til alt, når det kommer til quidditch, men altså, så behøver jeg heller ikke kende ham bedre.” forklarede hun med en ubetydelig grimasse og reflekterede lidt over, hvorfor hun ikke brød sig om ham. Egentlig var det vel ikke så meget ham, han hang bare altid ud med JJ, og de var virkelig et ubehageligt makkerpar. Ikke i sin vildeste fantasi, om hun kunne forestille sig at falde for Owen. Så skulle verden da gå helt af lave! Faktisk kunne hun ikke forestille sig at falde for nogen. Udover Liam, selvfølgelig, men det var jo så mange år siden nu, at det længe var glemt. For det var det jo, var det ikke?
Roxana lyttede opmærksomt, som han fortalte, og kunne ikke lade være med at smile, fordi han var så stolt. ”Du ved godt, det næste, der kommer, det er, at jeg beder om en demonstration, ikke?” sagde hun med et grin og et drilsk glimt i de mørkebrune øjne. Man skulle da være et skarn, og hvis han var så god, så var det da kun på sin plads, at han lige bød op til dans engang.
”Det er jo også lidt som en dans nogle gange! Det kunne godt være, man skulle træne det noget mere.” bemærkede hun eftertænksomt og overvejede det et øjeblik. Nu var hun jo selv Basker, hvilket var en ret ’hård’ position, men hun kunne sagtens forestille sig, at Søgeren eller Angriberne måske ville få endnu mere gavn af det. Hun drak igen af sin øl og støttede albuerne på baren, så hun kunne stå og slappe lidt af samtidig. ”Jeg gad godt opleve Frankrig. Det må være lidt af en omvæltning at komme ’hjem’ igen?”

[Liam Chang]

Liam trak på smilebåndet over hendes søde kommentar og rystede så på hovedet. "hei jeg ved godt min bror ikke er nogen engel. Han er den bedste til quidditch af mig og ham ja, men ja, han kan godt være lidt strid fornemmer jeg. og alligevel er pigerne vilde med ham, lyder det til. hehe. Men altså ikke dig?" Liam havde en fornemmelse af at Owen var ret populær på skolen, det lød hvert fald sådan på ham når de endelig sås, men samtidig kunne Owen også godt være lidt god til at prale, så måske var det hele lidt opreklameret. Egentlig var Liam også ligeglad, Han holdt af sin bror men vidste også godt, at han kunne være træls.
Det var hyggeligt at stå og snakke med Roxana og Liam blev hurtig bevidst om at det var langt bedre end at sidde helt for sig selv. Det var rart at snakke med en og Roxana virkede meget cool omkring hvem han var. Med andre ord nød han selskabet. Det fik ham da også til at sige noget han ellers ikke have forventet skulle ske. "eller jeg kunne byde dig op til en dans nu?" Foreslog han med et skævt charmerende smil. Egentlig lagde han ikke andet i det end at hygge sig lidt med en gemmel bekendt, men det kunne sikkert nemt anses som om han stod og flirtede med hende.  "Quidditch og dans har en masse ting til fælles. Jeg kan vise dig det en dag, hvis du er interesseret. Det vil jeg gerne." Foreslog han venligt og drak en større slurk af sin ingefærøl. stemningen var god og selskabet godt, der var bestemt intet at klage over. Han havde været lidt mut da han kom men det var klart forduftet nu.

[Roxana A. Nikolova]

”Nej!” Svaret kom ret prompte, da han spurgte ind til, om hun var vild med Owen. ”Eller altså, jeg kan ikke tale for de andre piger, men jeg gør slet ikke i sådan noget!” Hun skar en svag grimasse for at understrege sine ord og rystede på hovedet. Roxana var nok heller ikke den klassiske pige-pige overhovedet. Hun havde faktisk ikke rigtigt lyst til at være sammen med drengene på dén måde - det var fint, at det bare var gode venner og kunne tage lidt pis på hinanden.
Hun blev en kende overrasket, da han i stedet tilbød hende en dans på stedet, og var tæt på at få ingefærøl i den gale hals.
”Nu?” Hun kneb øjnene lidt mistroisk sammen, som hun kiggede på ham. Men hey, det tog man vel ikke skade af? Hun kastede et hurtigt blik rundt i baren, der var tilladelsesvis stille, og smilede derpå. ”Okay så!” Læderjakken røg af skuldrene og blev smidt bag baren, inden hun dukkede under bordet for at komme om til ham.
”Arj, det kunne jeg virkelig godt tænke mig!” Roxana var jo altså blevet til lidt af en quidditchnørd gennem årene, så hun ville da gribe enhver mulighed for at blive bedre - okay, måske ikke, hvis det var hvem-som-helst, der havde tilbudt, men når nu det var Liam, så var det da bare med at gribe muligheden! ”Hvis du har tid, altså. Du er jo voksen og skal arbejde og alt muligt…” Det blev sagt med et glimt i øjet og et smil på læben.

[Liam Chang]

Det var svært ikke at komme til at le af Roxana over hendes meget pludselig og hurtige råb om hvorvidt hun var vild med hans lillebror. Det imponerede ham lidt, at hun ikke var det, men det glædede ham også at mærke. Owen Rei Chang havde godt af at få lidt modspil, og det lød det til han gjorde hos hende. Hendes afsluttende ord fik ham dog til at kigge lidt mere interesseret på hende. "Så ingen forelskelser eller noget? Ingen fyre du er lidt tiltrukket af?" Han grinede kort for sig selv og drak lidt af sin øl. "Du er indbegrebet af en god spiller så jo." Det var ment positivt fra hans side, og samtidig kom han til at tjekke hende lidt ekstra ud. Hun var en pæn pige, og ud fra hvad han kendte til hende, så var hun faktisk ret cool.

Han grinede endnu engang, da hun så overrasket ud over at det var nu han ville danse, han trak dog bare på skuldrene og svarede hende. "Ja, hvorfor ikke? Vil du hellere have jeg invitere dig ud?"  Drillede han lidt og morede sig i hendes selskab, men da hun så indvilgede holdt han en hånd ud hun kunne tage imod og førte hende ud hvor der var bedre plads på gulvet. Han rettede på deres hænder, og lagde så en hånd om livet på hende, før han førte an i en rolig dans. "Jeg kan sikkert nok få det passet ind." kommenterede han og ville egentlig rigtig gerne træne med hende. Hun var sød, flink. 

[Roxana A. Nikolova]

”Hov hov!” Hun tjattede lidt påtaget forurettet til hans skulder. Det var ikke rigtigt helhjertet, for hun kunne jo godt høre, at han ikke mente det som en fornærmelse. ”Følelser behøver ikke forpurre spillet!” Right, hun var et levende bevis, for hun havde da også spillet udmærket hele hendes første år på quidditchholdet, havde hun ikke? Selvom hun havde brugt mindst lige så lang tid på at kigge langt efter Liam. ”Medmindre du mener, alle vores modspillere bliver distraheret af, hvor lækker og single-agtig, jeg ser ud?” tilføjede hun leende ikke så lidt selvironisk, eftersom hun overhovedet ikke var bevidst om, at hun faktisk var blevet en ganske pæn pige, og strøg krøllerne væk fra ansigtet. ”Men nej, hvis du gerne vil vide det. Ingen forelskelser.” Det var jo ikke heeelt det samme som, at hun ikke var tiltrukket af nogen. Altså, der var der flere af drengene, som så godt ud. Det var bare ikke noget, Roxana tænkte videre over.
Det gav et lille sæt i hende, da han lagde en hånd om livet på hende, og de pludselig var så tæt på hinanden. Det var lidt dumt, for det var jo en selvfølge, når de skulle danse, men det var måske bare ikke lige sådan, Roxana plejede at være sammen med drengene. Hun rømmede sig lidt.
”Hvis du nu inviterede mig ud… Hvad skulle vi så lave? Så kan jeg lige overveje, om jeg vil have dig til det.” spurgte hun drillende og fulgte ham efter bedste evne. Hun var ikke ukendt på et dansegulv, men lidt præstationsangst blev man vel altid? Han var jo nærmest professionel!

[Liam Chang]

Liam ville hvert fald helt sikkert blive distraheret af hendes, hvis han skulle spille, bare at se hende her, fik hans hjerne til at slå ud i noget, han ikke helt ville være ved, og da hun så samtidig lige fik fortalt at hun var single, mærkede han et lille sug i maven, og på ny kom han til at kigge op og ned af hende. Hun var virkelig blevet smukt, og hvis hendes personlighed var, som den altid havde været, så turde Liam gerne væde på, at der ikke gik længe før nogen tog hende af markedet. "Noget i den stil ja. Mener jeg." Efter at han havde sagt ordene, genkaldte han sig dem i hovedet, for lige at tjekke om det han havde sagt overhovedet gav mening, det gjorde det vidst nok. Det kunne også være underordnet, De to ville sikkert ikke blive en ting alligevel. Hun gik på Hogwarts, der var tonsvis af fyre, det var der altid. Om ikke andet, så ville hun finde en til yuleballet, der sikkert straks ville forelske sig i hende. Og hun i ham.
Men hun var angiveligt ikke forelsket på nuværrende tidspunkt, lød det til. "ingen? virkelig?" Han lagde hovedet lidt på sned, alle pigerne fra hans årgang havde da haft travlt med at sukke efter diverse fyre, da han havde gået på skolen. Men altså ikke hende? Gad vide hvorfor?
Liam svang hende sikkert rundt i en dans på gulvet og nød hvordan han kunne kigge ind i hendes smukke øjne imens. Det var ikke nogen kompliceret dans, selvom han hurtigt kunne gøre det til det, også uden at hun ville brække benet eller træde ham over tæerne, men lige nu var det bare hygge. Hendes opklarende spørgsmål til en evt date, fik ham til at smile. "Hvis jeg inviterede dig ud, så ville da få en skøn aften, romantisk, sikkert med dans, måske i teatret, vi ville spise mad og så hjem i måneskin, og -"  Han holdt hende ud i strakt arm. "Jeg ville nok blive nødt til at kysse dig." Med de ord placerede han et blidt og høfligt kys på hendes håndryg.