Hey All You Cool Cats And Kittens

[Darcel Montaque Lavoie]

Dette emne er tilegnet Isabella Collins 
Foregår i London zoo, kl. 12:03 
Solskinsvejr 
Outfit

---

Darcel kunne ikke have bedt om et bedre vejr end det, han havde fået. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og dagen var derfor perfekt til at introducere hans egne tvillinger til Isabella og hendes tvillinger. Han havde inviteret Timorthy med i tilfælde af, han havde lyst til at dukke op. Det behøvede dog ikke være til den tid, ham og Isabella havde aftalt at mødes. Han havde placeret tvillingerne i deres klapvogne. De var tre år gamle, så det med at gå hele zoologisk have rundt var lige stramt nok. "Glæder I jer til at se alle dyrerne?" han så på både Olive og Victor, som han spurgte dem. "Mmmh, elefarnterne!" udbrød Olive med glæde i stemmen, inden Victor afbrød med et brøl. "Lørverne, Papa!" Darcel lo mildt. "Mmmh, vi ser det hele lige om lidt," hans stemme var varm, inden han scannede området. Der gik ikke længe før hans blik fandt Isabella og vinkede til hende. "Herovre," han smilede bredt og lod blikket kort hvile på hendes børn. Som de dog begge lignede hende. Han håbede virkelig at dagen i dag ville gå godt. Han ville kunne bruge timer på at forklare hvor vigtigt den her dag var for ham, men han vidste Isabella nok forstod det og måske havde det på samme måde - så det behøvede de ikke. De havde ventet et rum af tid, før denne dag. Lært hinanden bedre at kende først. Tilladt hinanden at have børnene hver for sig, men være lykkelig sammen, når de sås. Hans drøm var dog, at de alle sammen - også med Timmy og Riley (til trods for de snart flyttede) - kunne blive en stor og lykkelig sammenbragt familie. 

[Isabella Collins]

Isabellas tvillinger var lidt ældre end Darcels. Hun havde kun været 19 år gammel, da hun var blevet mor til dem, hvilket ville sige, at Sebastian og Samantha var 7 år gamle, så klapvogn brugte de ikke mere. Hun havde mobiltelefon, da hendes adoptivforældre begge to, var mugglerfødte. Begge tvillinger havde derfor også hendes nummer stående på armene, i tilfælde af, at de skulle blive væk. Hun havde fortalt dem, at hun havde fået en kæreste og det var ham, og hans to børn, de skulle i zoologisk have med. De var store nok til at forstå meget af det, men det med at der skulle en ny mand ind i deres liv, påvirkede især Sebastian. Der var ingen tvivl om, at de begge to, havde følt et svigt da Dean var smuttet og Seb var uden tvivl den følsomme, af tvillingerne.
Det her var en stor dag for Isabella også. Hun var spændt og faktisk også ret nervøs. Der var så mange ting, der ville kunne gå galt, da hun nærmest ikke turde tænke på det. Hun havde et barn i hver hånd, som hun fik øje på Darcel med klapvognen og de små børn. For pokker han så godt ud med en klapvogn, og farrollen klædte ham helt utroligt godt. Hendes læber gled op i et stort smil, "Kom," sagde hun blidt til børnene, som fulgte med. "Heej," hilste hun kærligt, som de nåede hinanden. "Bastian og Sam, kan I hilse pænt?" bad hun sine to børn, men igen kom det nok tydeligt frem, at Bastian var den generte, i det han gemte sig lidt bag Isabella, hvorimod Sam var hurtigt til at slippe Isabellas hånd, for at række hånden frem mod Darcel. "Hej mors kæreste, vil du se min rokketand?" spurgte den lille blonde pige, som lignede sin mor som snydt ud af næsen. Isabella grinte mildt, "Det er den første rokketand, hun er meget stolt," sagde hun en smule undskyldende, før hun satte sig ned i hug foran klapvognen, "Hej Olive, og hej Victor. Jeg hedder Isabella," hilste hun på hans børn, med en så blid stemme, at den nærmest aldrig blev brugt til andre end børn. Bastian sagde forsat ingen ting, men stod blot bag ved Isabella hele tiden.

Outfit
Børnene

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel havde ikke forklaret Victor og Olive hvem det egentlig var de skulle møde. Han havde i hvert fald ikke brugt ordet kæreste. De var kun tre år gamle, så selvom de nok forstod hvad ordet kæreste betød, så ville han vente med at bruge det ord overfor dem til de havde mødt Isabella. De havde oplevet et svigt med Jordan og selvom de ikke kunne huske hende, så vidste Darcel at oplevelsen sad i dem begge. Han havde dog forklaret, de skulle møde en kvinde, som han var meget glad ved og holdt meget af. Darcel var på ingen måde bange for at kalde Isabella sin kæreste, og han havde også snakket med sin mor om hvordan han egentlig skulle forklare børnene om Isabella. Hun havde også ment, det var bedst at vente til, at børnene havde mødt Isabella - så de kunne sætte billede på skikkelsen. Darcel så, at Isabella smilte og inden han igen kiggede på begge børn. ”Nu skal I møde hende Papa er meget glad for,” hans stemme var rolig, som han sagde det. Darcel lod sin stilling være i hug, som de nåede tættere på ham. ”Hej,” hilste han op mod Isabella, inden han så skiftevis på Sam og Bastian. Han bemærkede, at Bastian virkede mere genert. Han rakte hånden frem mod Sam, som hun hilste på ham. Han smilede ved hendes ord. ”Hej Sam.. du kan tro, der ikke er noget jeg hellere vil,” han matchede entusiasmen i Sams stemme, som da hun havde spurgt ham. Sam lignede virkelig sin mor. Han så op mod Isabella, som hun fortalte det var Sams første rokketand. ”Årh hvad,” påpegede han og så mod store, spændte øjne mod Sam. Darcel kiggede hen mod Seb og i stedet for at hilse med hånd rakte han forsigtigt en fist pump mod ham – måske det var mindre skræmmende end et egentlig håndtryk. ”Hey champ,” hilste han. Han lod blikket falde til sine egne tvillinger, da Isabella hilste på dem. Han nød synet – han ville ikke lyve. Han kunne se hun var en fantastisk mor til sine børn, og det betød meget for ham. Hans tvillinger var en god blandning mellem ham selv og Jordan. Olive havde lyst hår, som sin mor og Victors hår var mere brunt i det. Darcel synes dog det var for tidligt at vurdere hvem de egentlig lignede mest. Olive var hurtig til at tage fat i Isabellas kjole med sine små fingre, og de store, meget intense blå øjne hvilede betaget på Isabella. Fars veninde. ”Er du vores nye mama?” spurgte hun. Hendes engelsk var mere barnligt udtalt end det franske, men hun var nu også kun tre år, så Darcel forventede ikke hun snakkede nogen af delene perfekt. Darcel så undskyldende op på Isabella, de havde opfanget hvad han mente med 'glad for,' "fars kæreste," rettede Darcel Olive. Victor smilede bredt ved synet af Isabella og vuggede lidt hurtig frem og tilbage. Victor blev fjollet, når han fik opmærksomhed fra nye mennesker, så i stedet for at sige noget viste han med fingrene hvor gammel han var. "Ja, du er tre år gammel," Darcel lo mildt. "Hej Isabell....a" sagde Victor denne gang med rodmosede kinder. 

[Isabella Collins]

Isabella mærkede med det samme sommerfuglene i mave, alene ved det faktum, at Darcel sagde hej til hende. Hun var så forelsket i ham og hun var sikker på, at hun havde fundet manden, hun ønskede at dele resten af livet med. Hun smilede stort, som Darcel hilste på Sam, som tydeligvis allerede havde accepteret den nye mand i livet. Stolt lod Sam rokke den ene fortand i undermunden, "Se!" lød det fra den lille pige, med fingeren i munden, som hun vippede tanden frem og tilbage. "Mmh, ret sejt, ik?" fingeren blev tørret af for mundvand i bukserne Sam havde på, mens smilet kun blev mere stolt, mens Isabella smilede kærligt til dem begge. Bastian derimod, virkede knapt så begejstret, som han stadig stod gemt bag ved Isabella. Hun lod en hånd glide om bag sig og ind i Bastians hår, "Kan du ikke sige pænt hej, skat?" bad hun, hvilket fik den lille dreng til at se lidt frem, "Hej," lød det stille fra ham, før hans blik faldt på Darcels knyttet hånd mod ham. Forsigtigt lod han sin knyttet næve, møde Darcels og et genret smil listede sig vej over hans læber, før han igen gemte sig bag Isabella.
Isabella smilede blidt til Olive, som hun mærkede de små fingre tage fat i hendes kjole. Det føltes som en evighed siden, at Sams fingre havde været så små, samtidig føltes det som om det havde været i går. "Øhm.. Jeg.." hun tøvede lidt og så mod Darcel, som rettede Olive, hvilket fik Isabella til at se tilbage på den lille bitte pige, "Ja, fars kæreste. Du kan kalde mig Isa eller Bella, hvis du har lyst," svarede hun opmuntrende. Mama, var måske liiiige tidligt nok, desuden havde de jo en mor, Jordan, og Isabella ønskede ikke at overtage Jordans plads. Ikke så længe hende og Darcel ikke havde snakket om det og fundet den rette indgangsvinkel, hvis den nogensinde ville komme. Det var nok det sværeste ved, at skulle bringe to familier sammen. Hvem havde hvilke roller? Hvem måtte kalde hvem for hvad? Hvis regler galt? Forskelsbehandling og alt der imellem. Hun smilede til Darcel, ved hans undskyldende blik, mens hun mimede "Det okay." Hun grinte mildt, som Victor vuggede frem og tilbage og derefter viste tre små fingre. Hun gjorde en stor o mund, før hun gav sig til at pikke hans fingre, "En, to, tre.." hun gispede lidt, "Er du tre år? Så er du jo en stor dreng, Victor," smilede hun, før hun forsatte, "Hej Victor," hilste hun igen, selvom hun havde hilst én gang. "Nåh, hvem er klar til, at se nogle dyr?" spurgte hun med et stort smil på sine læber, så selv øjne smilede med. "Miiiiig!" lød det begejstret fra Sam, som klappede og hoppede på stedet et par gange, "Skal vi også ind til aberne? For så skal Olive og Victor passe på de ikke ta'r deres sutter. Det skete for Bastian, da vi var.. hmm.. jeg tror nok.. sådan.. to år måske eller sådan noget.." Spurgte Sam og kiggede mod sin bror, som havde taget Isabellas hånd. "Vi skal nok prøve at nå alle dyrene, og dem vi ikke når, når vi en anden dag, ikås?" sagde Isabella blidt og strøg Bastians hånd lidt, for at give ham noget tryghed. "Moar.. Moar..?" hviskede den lille dreng og hev lidt i hendes hånd, "Ja, skat?" svarede hun blidt, "Hvad hvis han går, uden at sige farvel?" hviskede Bastian, hvilket fik Isabella til at stoppe op og sætte sig ned i hug foran sønnen, "Hey prins.. Det gør han ikke, okay? Darcel ville aldrig gå uden at sige farvel først, okay? Det skal du slet ikke bekymre dig om," svarede hun blidt og krammede drengen tæt ind til sig. Det gjorde så ondt i hendes hjerte, at Bastian var så mærkede, efter Dean Puckerman var smuttet, uden at sige farvel til børnene - eller til Isabella for den sags skyld.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel lod sit blik hvile på Sams tand, som hun rykkkede den frem og tilbage. Han gjorde store øjne og smilede bredt til hende. ”Wow” lød stemmen entusiastisk. ”Og det gør slet ikke ondt?” spurgte han, inden han nikkede. ”Det er faktisk utrolig sejt,” påpegede han med samme entusiasme som før. Darcel bemærkede Sam tørrede sine fingre af i buksebenet. Børn var så umiddelbare – og havde han gjort det som barn i sin familie, så vidste han godt hvad der havde ventet ham af opdragelse. Selv lod han sine børn være børn, men stadigvæk med en vis mængde af opdragelse. De skulle dog også forstå hvad han sagde og hvorfor de ikke skulle gøre det. Han skulle til at sige til Isabella at det var okay, hvis ikke han ville hilse endnu. Ikke alle børn var udadvendte eller klar til at sige hej til en fremmede med det samme – hans opmærksomhed blev dog hurtig rettet til Seb, som han rent faktisk hilste. Han smilte varmt til ham og mærkede en knyttet næve mod sin hånd. ”Stærkt, Seb,” kommenterede han med et bredt smil og lød oprigtig og ikke i den falske måde børn til tider kunne blive talt til af en voksen. Darcel kunne godt lide børn og han havde altid drømt om at få en familie. Han var sikker på at Isabella og ham nok skulle få en stor sammenbragt familie til at virke. Han så efter ham, som Seb igen gemte sig.
Olive gengældte Isabellas smil og så afventende på Isabella. De oceanblå øjne syntes større som Isabella forklarede. ”Okay, Bella, fars kæreste,” hun nikkede ivrigt og så mod Darcel og så igen mod Isabella. ”Papa er glaaad for dej, Bella!” hun fik sit ballade smil på. Darcel lyttede og fnøs som et grin. Darcel så hun mimede det var okay og mimede selv et tak tilbage. Victor grinte som hun gav sig til at tælle fingrene på hans hånd inden han nikkede. ”mmmmh! Jeg må helt sellll” han stoppede, som han ledte efter det engelske ord. ”lave sandwich,” han rynkede lidt på panden som han kom i tanke om det. Darcel bed sig lidt i læben. ”Mmh, du hjælper med at lave den, og der kommer altså nogen ret interessante ting på,” forklarede han. Det var ikke fordi Darcel lod dem rende rundt i hans køkken og han selv var uopmærksom. Victor smilede på ny, som hun hilste igen. Darcel smilte som Sam erklærede sig klar til at se dyrene og lyttede til Sams historie. ”Det var nogen frække aber,” grinte Darcel, mens Olive kiggede på Sam med store øjne og knugede sin sut ind mod brystkassen. Darcel hørte hvad Isabella forklarede Bastien og bed sig i læben, han ville aldrig kunne forstå at Dean havde forladt sine børn. Han lagde blidt en hånd på Bastiens skulder. ”Champ, du og jeg har en aftale. Der er ingen af os der går uden at vi har sagt på gensyn til hinanden, yeah?” han lod de blå øjne hvile på drengen og nikkede lidt til ham for at skabe troværdighed mellem dem.

[Isabella Collins]

Samantha rystede stolt på hovedet, som Darcel spurgte om den gjorde ondt. Sam var tydeligvis en livsglad lille pige. Hun var fremme i skoene og en modig lille pige. Isabella gik meget op i, at hun kunne have sine børn med forskellige steder, uden de gjorde hende total til grin og folk blev sure, men hun lod dem også være børn. Seb så lidt forsigtigt frem fra sit skjul bag Isabella, men gemte sig så igen.
Isabella grinte mildt, ved Olives store øjne og den ivrige nikken. Hun åbnede munden som hvis hun var blevet overrasket, over Olives information. "Er han?" spurgte hun og så op mod Darcel, som han fnøs og grinte lidt, før hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Olive, "Ved du hvad? Jeg er også ret glad for ham, er det okay?" hviskede hun, som var det en hemmelighed mellem de to og med et varmt smil på sine læber. Hun smilede og blinkede let til Darcel, som hans tak blev mimet tilbage. Hun grinte varmt med Victor, da han grinte. Hun gjorde en stort o mund, "Orrh hvor er du bare heldig. Tror du jeg må smage en af dine interessante sandwichs en dag?" spurgte hun, egentlig ikke sikker på, at det var noget hun havde lyst til, men hvad gjorde man ikke for børn og for at opbygge deres selvtillid. Hun regnede bestemt ikke med, at Darcels børn fik lov til, at være alene i køkkenet uden opsyn.
Sam nikkede ivrigt, "Ja! Men vi fik den igen, men mor smed den ud," fortalte den lille pige videre og grinte, fordi Darcel gjorde. "Okay Sammy skat, jeg tror det er nok," sagde Isabella blidt og nussede sin datter i håret lidt og smilede til hende, da Isabella så Olives reaktion på sut-historien.
Bastian lod sig kramme indtil sin mor og Isabella strøg sin søn over ryggen. Hun så op på Darcel, som hun så hans hånd mod Bastians skulder. Hun bed sig i læben og så undskyldende på ham. Hun vendte blikket tilbage på Bastian, som nu så op på Darcel. Han nikkede lidt og slap Isabella, hvilket hun lod ham. Bastian så op på Darcel og rakte så sin knyttet næve frem mod ham, med kun lille fingeren strukket, "Lillefinger løfte. Dem må man ikke bryde," den syv-årige dreng tørrede en tåre væk med sin frie hånd, mens han afventede Darcel.