Somethings wrong

[Christopher Campbell]

Alyxia McBeth

En lille by lidt udenfor London

August 2057 - Omkring kl 18

Påklædning - Aurorgevanter

---

Chris betragtede liget der lå på maven i det den lille dagligstue. Manden var tidligere auror og derfor var han taget med ud til gerningsstedet. Noget tydede på at det kunne være dødsgardister der havde været på spil, men det kunne selvfølgelig ikke fastslås før han havde været inde og blive undersøgt. 
For nu måtte Chris slå sig til tåls med hvad teamet var nået frem til. De havde gennemsøgt huset og ikke fundet spor af nogen, så personen der gjorde dette var sikkert allerede over alle bjerge. 
Chris bevægede sig lidt rundt uden at ødelægge de beviser som Aly lod til at være igang med at skrabe sammen, det var rart at se hende igen, skønt de ikke rigtigt havde udvekslet et ord, eller et blik for den sags skyld. Tingene endte bare altid ud i skæderier af en eller anden årsag. Sidste gang havde været særligt slemt og han bebrejdede hende ikke. Hun var tvunget til at støde ind i Theodore fra tid til anden, på grund af den beslutning han var med til at tage. Det ville måske også have været smart at have taget ham med i dag, men han ville faktisk gerne skåne hende for det og havde derfor valgt ikke at kalde ham ind. Desuden var han jo kun konsulent.
En smule tøvende gik han over mod Aly og stillede sig lidt fra hende for at kigge med, "har du fundet noget?" Spurgte han ind, skønt det nok mest var for at få en undskyldning for at tvinge en samtale ud af hende.

[Alyxia McBeth]

Aly sad på sine knæ foran det mandlige offer der lå på maven foran hende. Omkring hendes hoved, svævede et par bevismaterialer jævnligt omkring, kun for at hoppe ned i små konvolutter og lade dem forsegle, mens hun selv undersøgte liget. Hun havde ikke været overordentlig lykkelig over at skulle med Chris derud, men samtidig måtte hun også bare sande at hun havde sagt ja til et job der krævede at de somme tider arbejdede sammen. Den tunge tavshed mellem dem virkede... uvant men det var som om de begge to godt vidste at den var til det bedste, for hver gang de forsøgte at have en egentlig samtale, endte det ud i højlydt diskussion.
Hun strøg en mørk lok om bag øret, hvorefter hun forsatte. Chris' stemme var det der bragte hende ud af hendes lille bobbel. Hun så op. I det mindste var det lettere at snakke om arbejde. Hun sukkede tungt. "Jeg er nødt til at have ham med tilbage til ministeriet, for at kunne sige noget endegyldigt men.." hun skævede til liget. "Han har multiple overfladiske skader på stort set hele kroppen. Hans arm og ben er helt åbenlyst brækket og hans pupiller er enorme, hvilket tyder på at han døde enten påvirket af en form for eliksir eller med en del adrenalin i kroppen. Umiddelbart vil jeg tro at han blev tortureret til døde." Det virkede som en ret brutal død selv for en auror. Netop fordi det var en auror, var utallige kollegaer dukket op for at hjælpe, så huset vrimlede. "Virker det ikke underligt? Han har været pensioneret i årevis, og selvom det selvfølgelig kan være en hævnaktion, så virker det bare ret brutalt. Og hvorfor nu?" hun lænede hovedet tilbage og så op på ham, undrende, som om hun håbede at han kunne besvarer hendes spørgsmål, men samtidig uden en forventning om det. "Jeg ved det ikke. Jeg har bare en mærkelig fornemmelse." mumlede hun og så tilbage på offeret.

[Christopher Campbell]

Ærlig talt var der en milliard andre ting han hellere ville have spurgt ind til. Hvordan hun havde det, om han måtte undskylde for sidst og ligende. På den anden side var han også godt klar over at det ikke ville ende anderledes end det havde gjort de sidste mange gange, de havde forsøgt sig med at føre end ikke-arbejdsrelateret samtale. Hvor han dog hadede så inderligt hvad de var blevet til.
Han tog sig selv i at betragte hende lidt for indgående som den mørke forvildede hårlok blev ført tilbage bag øret og hun koncentreret lod sig opsluge af arbejdet foran hende. Han havde altid kunne studerer hende fordybe sig i ting, om det var en god bog, tegninger eller en, åbenbart, et lig på gulvet. Chris rynkede let panden over sin egen makaberhed.
Han gøs let ved tanken om hvad denne arme mand havde måtte gennemgå før han omsider fik fred -om man så kunne sige. "Sådan som han ser ud, må døden have været en befrielse." Mumlede han dystert og skævede let tilbage til Aly.
Chris blik blev mere vagt som hun luftede sine tanker, "måske har de først fundet frem til ham nu." Forslog han tænksomt, skønt det selv i hans øre lød som en lidt for let forklaring. Han rystede også på hovedet for at understege at han ikke selv troede på den teori. "Ved du hvor længe han har ligger her?" Spurgte Chris så og lod atter blikket glide ned på den afdøde. "Han lugter ikke rigtig, så det kan ikke være mange timer siden." Tilføjede han, som ville han ikke fremstå helt hjælpeløs.

[Alyxia McBeth]

For at kunne være i den nuværende konstellation, havde Aly været nødt til nærmest at blokerer ham. Hun havde flere gange set ham nærme sig med det der blik, der fortalte hende hvor meget han havde brug for at undskylde, selvom det nok i virkeligheden var hende det burde gøre det, og hun havde forhindret enhver mulighed.
Nu sad hun i stedet og sendte ham stjålne blikke over et lig, som om det gjorde tingene bedre. Hun nikkede medgivende i stilhed, og mærkede sin mave snøre sig lidt sammen. Ingen burde dø sådan. Manden havde været auror, det var sikkert derfor han var blevet behandlet sådan. Nogle gange tog hun sig selv i at forestille sig at det var Chris der lå der, men det var ofte for ubærligt. Hun så op på ham og lyttede til hans teorier. "Nej. Han er knap nok kold. Måske en time." gættede hun og slog et sørgmodigt blik tilbage på manden. Det var først der noget gik op for hende.
Hun rynkede på panden. "Vent lige..." mumlede og og tog sin stav. Blodsporene havde dækket for det, men da hun svang staven og lod magien omridse mærkerne på hans bryst dannede der sig pludselig et ord efterfulgt af et mærke. "Skakmat." læste op op. Gåsehuden bredte sig fra hendes fingrespidser, over hendes arme og ned af hendes ryg. "Det er dødsgardens mærke, Chris." bemærkede hun og så op på ham. Ordet 'skakmat' kørte rundt i hendes hoved. Hvorfor skulle en pensioneret auror være en del af et spil? Uroen begyndte at brede sig i hende igen, den der forklarelige følelse af at noget var helt galt. "Jeg vil nødig male fanden på væggen eller noget, men hvad hvis det her et bagholdsan..." hun fik ikke engang lov til at færdiggøre sætningen før der lød flere store brag. Det gik så hurtigt at hun knap bemærkede hele bygningen sprænge i luftne omkring dem, omgivet af hvinende, paniske skrig. Instiktivt, lavede hun et beskyttende skjold omkring sig selv, lige i tide inden loftet faldt ned over hende og forvandlede hele grunden til en stor ruin.

[Christopher Campbell]

Det kunne være svært at forholde sig professionel omkring hende når hun nu for første gang, i hvad der føltes som evigheder, lod ham snakke med sig. Selvfølgelig var hun nødsaget til det, men det ændrede ikke at de førte en samtale.
Han havde lyst til at spørge ind til hende, men var også godt klar over at det sikkert villde bryde den meget usikre boble de befandt sig i lige nu og det kunne han ikke risikerer. I stedet forsøgte han at koncentrerer sig om sagen og lyttede til hvad hun fortalte. Et anerkendende nik blev tilføjet til hendes konklusion om hvornår døden var indtruffet.
”Måske morderen stadigvæk er i nærheden..” Sagde Chris nok mere henvendt til sig selv end til hende.
Som hun læste ordet op, mærkede han hvordan det løb ham koldt ned af ryggen. “Skakmat?” Som havde han læst hendes tanker, mærkede han selv uroen sprede sig ud i kroppen, han nåede dog ikke at reagerer før bragene lød omkring dem. Hans blik mødte hendes frygt og beslutsomhed stod srevet deri som han handlede hurtigt og instinktivt ved at kaste en skoldbesværgelse, men mere over hende end sig selv. Han vidste at hun kunne finde ud af det selv, ligesom han vidste at hans egen sikkerhed stod først i professionelt henseende, På jobbet var ens egen sikkerhed altid første prioritet, men her handlede han på automatik. For ham kom hendes sikkerhed over alt andet.
Han faldt til jorden som en murbrokke ramte ham på skulderen og slog ham ud af balance, han faldt på gulvet hvor han krøllede sig let sammen imens taget faldt ned over dem.
Den sidste tanke der løb gennem hans hovede inden han besvimede, var at han bare håbede at Aly var okay.

// out