A new beginning or something

[Grace Murphy]

Tråd til Hunter Blackwood
september - 2057
outfit Minus de høje sko

---

Det værst tænkelige var sket for Grace i løbet af sommeren. Benjamin, som ellers havde været så venlig at klare en adoption, var blevet kaldt til udlandet og havde derfor været nødt til at trække sin aftale tilbage, af grunde som Grace som mindreårig ikke måtte vide til. Derfor var hun igen endt på et børnehjem og det ikke engang det samme, som hun ellers var vokset op på. Det var ikke et direkte dårligt sted, men der var ikke personale nok til at kunne sætte sig ind i hvordan det føles for en pige i hendes alder at blive svigtet på den måde. Ingen ville jo tydeligvis have hende, det var en kendsgerning hun nu måtte se i øjnene. I løbet af sin ferie havde hun tænkt meget på Hunter. 
Han havde virkelig hjulpet hende, men kun for at han selv kunne opnå noget. Hun var da også endt med tre beståede fag og generelt meget bedre karakterer end hvad hun ellers ville have fået, men det måtte jo så også betyde, at han dermed havde opnået sit mål og glemt alt om hende. 

Hun var netop trådt ombord på Hogwartsekspressen og havde fundet sig en kupe, hvor der endnu ikke sad andre. har fik hun sin sparsommelige bagage op på bagagehylden og satte sig så hen for at kigge ud af vinduet, ud på alle forældrene, som var der for at sige farvel til deres børn og sende dem godt afsted. Der var ingen for at se til hende, men det var hun så vant til. Hun sukkede for sig selv og mærkede så pludselig toget sætte igang. 

[Hunter Blackwood]

Det famøse emblem

Hunter gik med rolige skridt ned af gangen i toget. Han kiggede ind i kupéerne, for at se om alle opførte sig ordenligt. I løbet af sommerferien havde han fået tilsendt sit emblem, for han var blevet valgt til at være prefækt. Rektor havde sendt ham emblemet, og han gik nu og holdt øje på toget, sammen med den anden prefækt. Eller han anede faktisk ikke, om hun gik rundt, men det var nu meningen.

Hunter gik med hovedet højt. Han var arrogant, men han havde også noget at have det i, hvis han selv skulle sige det. Han sørgede dog for at hjælpe de nye på vej. Han var jo ikke en skidt fyr.
Da han havde fået sit emblem med posten, var hans forældre blevet stolte. Det var det, de havde forventet af ham, og han havde ladet som om, at han bare var god, men han havde faktisk virkelig kæmpet for det. Mere end de vidste. De skulle jo helst ikke vide, at han havde hjulpet en mugglerfødt med lektierne. Det var ikke den eneste grundt til, at han havde fået jobbet, men han vidste, at det var en del af det.
Han gik længere ned i toget, og kiggede ind i en kupé. Han hjerte slog et ekstra slag ved synet af pigen, der sad derinde. Han ignorerede sit hjerte og åbnede kupéen. Selvom han aldrig ville indrømme det, havde han tænkt ret meget på hende i ferien. Det irriterede ham. Hun var jo muggler!
"Hey." Sagde han og lænede sig casual op ad døren. Hans emblem sad på hans kappe og strålede.
Havde de ikke haft så meget med hinanden at gøre, så var han sikkert kommet med en nederen kommentar om, at hun sad alene. Han lod dog være, da han ikke ville gøre hende ked af det. Det undrede ham dog, at hun sad alene. Hun havde da venner?

[Grace Murphy]

Grace havde siddet lidt i sine egne tanker, men som hun hørte døren til gangen gå op drejede hun hovedet, og fik øje på ingen andre end Hunter! En sværd af sommerfugle lettede i maven på hende, og hendes hjerte sprang et slag over. Han var virkelig pæn! Og... hun ville måske også kalde ham sød. Blikket faldt på det skinnende emblem, hvilket fik hende til at smile. 
Det var helt sikkert ikke hendes skyld, at han havde fået det, men han havde før ferie hjulpet hende med lektierne, netop for at gøre sig fortjent til selv samme emblem, men det havde han jo fået nu, ergo burde han ikke have noget at snakke med hende om. I en hurtig bevægelse fik hun tørret øjnene med bagsiden af hånden, ikke fordi hun havde grædt, men hun var temmelig nedslået, så det var nok mere for lige at sikre dig der ikke var nogen tårer. 
Grace havde grædt foran ham før, og det havde han, efter hendes opfattelse, ikke taget så pænt. Med blikket på ham klarede hun halsen lidt for endelig at sige noget til ham. ".. Hunter... hej. Jeg.." Så tøvede hun og modet sank. Det hun havde været ved at sige, kunne hun pludselig ikke få frem. Hvordan ville han overhovedet tage det, hvis hun nævnte for ham, at hun havde tænkt meget på ham i ferien? Derfor endte hun med at skifte emne og efter et kort blik rundt i kupeen fandt hendes øjne igen han på ham. "Har jeg taget din plads?" Det ville ikke være første gang det skete, men hun var nu ret sikker på, at han modsat hende ville have nogen at følges med til Hogwarts, måske de også ventede ude på gangen? Hun samlede de røde lokker og trak dem ned over den ene skulder før  hun igen lod blikket falde på emblemet. "Det øhm... klær... dig." Fik hun så fremstammet til sidst.

[Hunter Blackwood]

Hunter så meget selvtilfreds ud, men det var han nu også. Han havde fået sit emblem, og nu var der ingen på skolen, der kunne røre ham. Han havde den magt, som han længe havde drømt om.
Han kiggede på Grace, som så ud til at være ked af det. var det fordi hun sad alene? Eller sad hun alene, fordi hun så kunne være ked af det i fred? Hunter kunne mærke, at han fik ondt af hende. Han satte sig dog ikke ned, da det ville virke forkert. Altså overfor andre. Det virkede som om, der var noget hun holdt for ham, men han valgte ikke at spørge ind til det. Hun måtte fortælle ham det, hvis hun gerne ville. Det kunne også være, at han tog fejl. Selvom det nu ikke skete ret tit.
Hunter sendte hende et kort smil. Hun havde det med at tage hans plads, men det var nu ikke tilfældet denne gang.
"Nej. Jeg sidder længere oppe i toget, men jeg bruger ikke meget tid på at sidde. Jeg har et job." Sagde han stolt og kiggede henkastet ned på sit flotte emblem. Hun skød brystet lidt frem.
"Tak! Det synes jeg også." Det ville ende med at stige ham til hovedet på skolen. Det var han slet ikke i tvivl om, men han var nu også ligeglad.
"Hvad er der med dig, Ruby?" Spurgte han og lagde armene over kors. Det var ved at gå op for ham, at han måske interesserede ham mere, end det burde, så når de steg af toget, måtte han cutte kontakten til hende. I hvert fald mere end sidste semester.

[Grace Murphy]

Det var da altid noget, at hun ikke havde taget hans plads, og som han fortalte, at han havde en plads længere fremme i toget, gled blikket igen på det skinnende emblem. Jo, alle vejledere og prefekter sad vidst oppe med lærerne. Ikke at Grace nogensinde ville komme i den kategori. Hun skævede til pladsen overfor sig og havde lyst til at invitere Hunter til at sidde lidt, men det var nok også virkelig dumt, og han ville da også helt klart sige nej.
Grace reagerede først, da Hunter igen henvendte sig til hende, eller jo, han brugte det der navn igen. ”Jeg hedder altså ikke Ruby, og…” hun tøvede og så ned i gulvet. ”Der er ikke noget med mig. Jeg… Jeg har ikke lyst til at tale om det.” Det skøre var nok lidt, at skulle hun snakke med nogen om det, så virkede Hunter som den helt rigtige, men han virkede bare så.. slange-agtig igen. Hun havde nok afsluttet det de havde haft sammen før ferien, med sine eksamener, så hvorfor skulle han gide høre om det? Desuden var det enormt flovt at indrømme, at man var uønsket og altså var blevet sendt retur igen. Bare tanken fik hende til at bide ned i læben, for ikke at græde.

[Hunter Blackwood]

Hunter kunne godt mærke, at der var noget galt. Det var dog ikke noget nyt, men det nye var, at han interesserede sig mere. Det var farligt, og han skulle helst holde op med det. Han grinede en smule, da hun prøvede at rette på ham.
"Nå da. Det troede jeg da ellers." Sagde han og blinkede til hende, imens han trak overdrevet på skuldrende, inden han satte sig ned overfor hende. Det ville måske se mærkeligt ud, hvis nogen kom forbi. Alle på skolen vidste, at Hunter ikke mængede sig med mugglerfødte, men han kunne altid bilde folk et eller andet ind. Det var han mester i.
"Fortæl mig, hvad der sker, Ruby." Sagde han og ignorerede hendes rettelse af navnet.Han kaldte hende, hvad han ville, og Ruby havde sådan set altid været positivt, selvom det ikke have været intentionen, at han skulle være flink overfor hende, da de talte sammen første gang.

[Grace Murphy]

Grace brugte den første tid på bare at trække benene op og tegne cirkler på sit knæ. Hun kiggede ikke rigtig over på Hunter, det ville simpelthen være for flovt, hvis hun virkelig skulle fortælle ham, hvad der var sket. Derfor sad hun bare med blikket rettet imod sine knæ. tøvede lidt og fortalte så. Noget ved Hunter fik det til at virke rart nok at dele smerten. "Jeg øhm... Jeg er blevet kasseret." Hun måtte bide sig i underlæben, for ikke at knække helt sammen over det hun sagde. "Den mand, der ellers adopterede mig, blev kaldt til udlandet, og så var der ikke rigtig plads til mig. Han mente det var bedst at jeg... blev." Uden at det havde været hendes mening, havde tårer samlet sig i hendes øjne mens hun fortalte, og var nu begyndt at løbe ned over hendes kinder. Hun følte sig så uønsket, så ligegyldig. Det var som om ingen i verden faktisk var glad for hende. hun sank en klump og fortsatte så. "Jeg var nødt til at blive anbragt på et nyt børnehjem, da det gamle ikke havde plads. Det ny er... er..." Hun bed hårdt ned i sin læbe og tørrede øjnene, hvorfra tårerne havde taget til. 

[Hunter Blackwood]

Hunter var ikke så god til, når folk græd. Det var ret akavet for ham, da han aldrig selv græd. Hvad skulle han stille op med grædende folk? Og grædende kvinder? Det var værre. Piger var så følsomme, og det havde altid irriteret ham lidt, men der var alligevel et eller andet, der faktisk gjorde ondt inden i ham, da han så, at Grace sad og græd. Han lyttede til hende og spærrede øjnene op. Det kunne bestemt ikke være nemt for hende. Selvom han ikke var den der var gladest for de forældre, han havde fået, så havde han da i det mindste nogen. Hans forældre var fine, men de ville helst kontrollere hans liv, end faktisk hjælpe ham til at vælge de rigtige ting.

Hunter sukkede svagt og satte sig på hug foran hende og prøvede at bange hendes blik. For et år siden, ville han ikke engang være gået ind i hendes kupé.

"Grace. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan det er. Men husk på, at nu er du snart tilbage på Hogwarts, og om et år er du myndig. Så skal du ikke længere tænke på, hvem du skal bo hos, og der er ikke nogen, der skal bestemme over dig. Hold alle dine ferier på Hogwarts. Det er alligevel hyggeligst at være på Hogwarts i juletiden." Sagde han med et lille smil. Selv ville han holde jul der, da han hadede når der var familie komsammen i Blackwood familien. Det var lidt for kedeligt.

"Og, det er hans tab." Sagde han og tørrede en tåre væk fra hendes kind. Hunter kunne ikke kende sig selv lige nu, men han glemte alt om det, og fokuserede kun på hende, som den flødedreng han åbenbart var.

[Grace Murphy]

Hun kunne ikke færdiggøre sin sætning omkring det nye børnehjem. Det var umuligt for hende, og hun fandt hurtigt ud af også at det nok ikke var relevant, for pludselig sad Hunter ved hende og virkede så venlig, så trøstende. Grace blev enormt forvirret og overvejede om det var en ny form for prank, men kunne han virkelig være så led?
Hans ord fik hende til at fnyse, men også til at tørre øjnene. “Tjo Hogwarts er da bedre, men du ved jo godt hvordan det går der.” Lød det opgivende fra hende. Sidste år havde han hjulpet hende ud af reb der havde være viklet stramt omkring hende, og ikke mindst havde han hjulpet hende til nogle bare lidt op karakterer, men nu havde han jo fået sit emblem, så hun havde ikke længere noget at betale med for mere hjælp. 
alligevel kunne hun godt lide tanken om at være på skolen i ferierne, det var da om ikke andet bedre mad. “Fortæl mig endelig hvorfor juletiden er så god. Den er bare kold og trist og... det en ferie som alle andre, men det for koldt at være ude. Så der ikke meget tilbage at lave vel.” Medmindre hun kunne finde er tomt lokale, så kunne hun måske forsvinde ind i en dans. Det krævede bare... hun så op og hen på Hunter. “Vent! Du er præfekt nu jo. Kan du... hmm nej... øhm Hunter jeg tænkte på, hvis nu...” hun bed sig usikkert i læben. Han ville helt sikkert sige nej, igen havde hun ikke rigtig noget at give ham som betaling. “Kan du... øhm... Jeg kunne måske godt bruge et tomt lokale en gang imellem, kan du fikse det? Jeg... Jeg kan tilbyde dig min dessert som betaling, eller øhm... jeg kunne... jeg ville gerne tilbyde dig at lave dine lektier som betaling, men det er vist mere en straf. Penge har jeg heller ikke rigtig, men sig en pris, hvis bare jeg kan få lidt tid i er lokale” bad hun ydmygt men vidste godt han ikke ville sige ja. Måske ville han bare begynde at grine af hende i stedet. Eller mene hun var tosset og sige det til de andre, måske han troede hun prøvede at udnytte hende eller han fik måske en opfattelse af at hun troede de var venner. Hun vidste godt en som Hunter ikke ville være venner med en som hende. “Nej det er ligemeget. Jeg har ikke noget at hive. Glem at jeg spurgte”

[Hunter Blackwood]

Hunter vidste godt, at Grace ikke havde det super nemt på skolen, men han havde et indtryk af, at det bestemt ikke var rart på børnehjemmet. Hun havde ikke sagt sætningen færdig, men han følte, at der var en grund til det. Og han var ikke sikker på, at han ville kunne lide denne grund. Nok var han ikke begejsret for mugglerfødte, men det betød vel ikke, at de skulle behandles dårligt? Okay han var ikke den bedste, men det var da bedre ikke at tale til dem, end at kaste besværgelser mod dem. Synes han da selv.
"Jeg synes alligevel, at du skal overveje det." Sagde han med et lille smil. Han hyggede sig meget godt i ferierne, for der var ikke så mange skide irriterende mennesker at forholde sig til. Han kunne sidde i opholdsstuen og næsten ikke blive forstyrret, han kunne gå ind i storsalen uden at blive begloet af for mange trunter, og han kunne gå ned til søen og kigge ud over vandet og tænke på alt det, som han aldrig havde tid til at tænke på, fordi han var omringet af folk. Ja, han var populær, og han kunne godt lide opmærksomheden, men nogle gange ville han gerne være fri. Og det bedste var, at han kunne stå og nyde synet af det kæmpestore juletræ i storsalen, uden at nogen dømte ham.

Han kiggede lidt forundret på Grace, da hun lød som om hun ikke kunne lide julen.
"Hvad er det IKKE godt ved julen? Altså.. Æggesnaps, juletræer, sne, De Sære Søstres julealbum. Det er fantastisk!" Hunter smilede nu stort, men fortræd lidt.
"Og forresten, hvis du siger til nogen, at jeg kan lide julen, så... Ja lad lige være, okay?" Sagde han bestemt, men han havde nu alligevel en venlig undertone.

Hunter lyttede til hendes plabren og han var slet ikke sikker på, hvad hun faktisk ville med et tomt lokale. Som hun bed sig i læben, kunne han ikke lade være med at fokusere på det. Hun havde virkelig flotte læber. Et øjeblik hørte han slet ikke efter, fordi han fokuserede på hendes læber. Han rømmede sig dog til sidst og så lidt forvirret på hende.
"Et tomt lokale? Øhh.. Altså.." Han ville da ikke have noget imod at få noget for det, for det var lidt sådan han var, men han kunne ikke komme i tanke om noget. Eller jo, men det ville han ikke sige højt. Han ville faktisk ikke engang tænke det. Hunter sad stadig på hug foran hende, og han kom til at kiggede ind i hendes øjne. Hvorfor var hun så forbandet smuk? Det var da irriterende!
"Giv julen en chance. Så ser vi på det." Sagde han med et skævt smil, imens han blev fortryllet af hendes øjne. Han måtte seriøst have hjælp. Hans blik fangede igen hendes læber og en under trang jog igennem ham. Uden at tænke videre over det, rejste han sig halvt, tog fat om hendes nakke og trak hende ind til et kys. Da hendes læber rørte hans, eksploderede alt indeni ham.

[Grace Murphy]

På mange måder var det vildt mærkeligt at Hunter endnu stod i kupeen sammen med hende. Han burde da være ved nogen af hans venner, nogen af dem, der syntes han var sej, og ikke mindst nogen han ikke var flov over at ses med. Ikke ligesom hende. Hun tørrede dog alligevel øjnene og så op på ham. "Jeg har ikke meget vilje selv, og desuden så..."  men så tav hun igen. Hun havde været lige ved at sige, at hun ville være adopteret inden jul, men den drøm var lige så så nem at tro på, som at der ville ligge en gave til hende juleaften. Det kom bare ikke til at ske.  Hun sukkede og rettede lidt på en lok af det kobberrøde hår. 
"Julen er den tid på året, hvor jeg føler mig mest alene. Jo sne er da fint, og jeg elsker at... Jeg nyder at skøjte på søen." Hun rømmede sig lidt og så væk. Hun var egentlig ikke meget for, at han skulle vide hvad hun elskede, det ville bare give ham skyts til at skyde hende ned. Det hun havde kært blev holdt hemmeligt for andre. "æggesnaps har jeg aldrig smagt, og helt ærligt, hvem skulle give mig en gave?" Spurgte hun så, men forventede egentlig ikke at få noget svar.

Igen lød buddet fra ham om ikke at sladre om hans holdninger. Først fnøs hun kort."Nååh ja, jeg havde ellers tænkte mig at fortælle det til alle mine venner." Hvorfor hun var sådan overfor han vidste hun ikke rigtig, men hun følte sig lidt misbrugt på en måde. Ikke på en krænkende nedladende måde, bare.... brugt. Hvorfor skulle han overhovedet fortælle hende om alt det her? Gjorde han grin med hende? "Jeg siger ikke noget." Sagde hun bare bekræftende og trak på skuldrene. 
Hun faldt lidt sammen igen, da det ikke ligefrem lød til, at hun ville kunne få et lokale, men så pludselig skete der noget hun på ingen måde havde været forberedt på! Pludselig mærkede hun, hvordan Hunter tog fat om nakken på hende, og hun skulle lige til at vride sig fri i forventningen om at der snart ville ske noget dårligt, men i stedet mærkede hun hans bløde læber imod sine egne. En følelse af glæde spredte sig i hende, men blev desværre også hurtigt overskygget af både frygt og forskrækkelse, og hun prøvede at trække sig tilbage, for at øge afstanden mellem dem. "Du... Du kyssede mig?! Hvorfor?" Var det nu en ny måde at gøre grin med hende på? Nej... Nej Hunter var jo egentlig god nok når bare de var to. Hun så super forvirret på ham. "Hunter? Jeg... Hvad med..?" Der var så mange spørgsmål i hende lige nu.

[Hunter Blackwood]

Hunter ville sådan ønske, at Grace ville træde i karakter og blive vred. Et eller andet. Det gjorde faktisk lidt ondt på ham at se hende ked af det, selvom han aldrig ville indrømme det. Hun måtte mande sig op, eller kvinde sig op, og sige fra. Et eller andet. Han forstod ikke, hvad hun mente med, at hun ikke selv kunne bestemme, så han kommenterede ikke på det.

Han lyttede til hende, og synes faktisk, at det var lidt trist, at hun havde det sådan med jul, men sådan var der mange der havde det. Det var en årstid, hvor man gerne ville være sammen med folk man holdt af, og hvis hun ikke havde nogen, så kunne han da godt forstå hende. Han skulle til at fortælle hende, at han også elskede at skøjte på søen, selvom det ikke var kønt, men han stoppede op, da hun sagde, at hun aldrig havde smagt æggesnaps.
"Hvad?? Har du aldrig smagt æggesnaps? Det er altså for mærkeligt. Det laver du lige om på i år, ikke?" Sagde han og mindedes den æggesnaps familiens husalf havde lavet til ham. Den var ret god.
"Hvem ved?" Sagde han med et skuldertræk. Han ville nok ikke, men der kunne jo være nogen.

Hunter kom til at grine kort, da hun pludselig blev lidt sarkastisk. Det kunne han ikke helt stå for. Endelig blev hun lidt flabet, selvom hendes ansigt ikke viste det. Han smilede dog til hende, for den side kunne han godt lide.

Hunter var ved at falde ind i kysset, da hun pludselig skubbede ham væk. Han var en smule befippet, men han ko til sig selv og rejste sig brat. Han førte en hånd gennem sit pjuskede hår og kiggede hen mod døren til kupéen og så tilbage til hende, uden at kiggede direkte på hende.
"Det her er ALDRIG sket." Sagde han bestemt, men med en tydelig forvirring i stemmen. Hvad havde han dog gjort? Han skulle lige til at sige noget mere, men han tog sig selv i det og gik hen mod døren. Uden at stoppe op, fortsatte han ud ad døren og væk fra kupéen og Grace, som han åbenbart havde følelser for. Det skulle stoppe nu!
En yngre elev gik ude på gangen, og Hunter kiggede irriteret på ham, imens han gik forbi ham.

"Hvorfor sidder du ikke på din plads? Afsted!" Snerrede han og gik videre. Han havde et job at passe.

//Out <3