Ticket to Ride

[Priscilla Rigel Cooper]

"Hmm Du kunne jo vise dine muskler eller din styrke. Du kunne gøre så meget, hvis du virkelig var mand nok til det, men det okay, du behøver ikke overanstrenge dig." Lo hun og lænede sig lidt tilbage ret godt tilfreds med det comeback hun netop var kommet med. Normelt var hun ikke så spydig og udadvendt, men det var bare som om det hele havde slået klik her og hun havde gang i et tenniskamp, med manden som modspiller. En kamp hun ikke ønskede skulle slutte. Hun havde som sådan ikke et behov for at vinde, men håbede bare det ville blive ved noget tid endnu. 
Hun så overrasket på ham, som han kommenterede på det med lammet. Han havde overraskende gode ører bed hun mærke i. "Man må vel holde ulvene væk på den måde man bedst selv kan." Lød det fornuftigt fra hende, uden helt at vide hvad hun selv mente med det, men det lød godt, og det var vel i bund og grund det vigtigste. Det var blevet den mærkeligste tur hun længe havde oplevet, men også en som hun virkelig havde brug for. For første gang i længe følte hun sig virkelig glad og let om hjertet og hun nød bare at kunne slappe af og have det rart. "Nej, det kan jeg se." Kommenterede hun så, da han nævnte, at han ikke kyssede alle og enhver. "Det skal man åbenbart gøre sig særligt fortjent til, eller også har jeg bare fejlet uden at vide det."  Ja også måske fik hun med sine ord sagt, at hun gerne ville kysses af ham, men altså det var jo også bare den ene aften. Hvad skade kunne der ske ved det.

[Zerachiel de Noir]

”Mine muskler? Du skal altså bare sige til, hvis det er fordi, du har lyst til at rage på mig. Hold dig endelig ikke tilbage.” Han vendte og drejede sig lidt for at vise sig – og give hende mulighed for at rage på ham, selvfølgelig! Zera var overhovedet ikke noget pumpet muskelbundt, men livsstilen og varulvegenet fordrede alligevel en vis styrke. Han endte dog med at følge hendes eksempel og lænede sig tilsvarende tilbage, afslappet. Det var i hvert fald så afslappet, han havde følt sig hele aftenen, og det var rimelig træls at tænke på, at det ville ende med denne tur.
”Så du siger, du gerne vil holde mig væk?” Igen en påtaget såret mine. ”Det må vi hellere lave om på.” kommenterede han med et strejf af den samme arrogance, som han havde indledt deres møde med. Han elskede at være provokerende, han elskede at drille, og han kunne ikke lade være. Livet var ganske enkelt for kort til at lade den slags holde sig tilbage.
”Det lader til at gå dig på. Jeg troede ikke, du havde planer om at kysse med nogen i nærmeste fremtid?” Han hævede lettere sarkastisk det ene øjenbryn, som han næsten ordret gengav hendes ord fra tidligere, da de snakkede om at ’kissemisse’. Det var da overhovedet ikke fordi, han havde mistet lysten til at kysse hende, måske endda tværimod. Men når man lærte folk lidt mere at kende, så skete der jo ofte det, at man begyndte at tage lidt hensyn - ubevidst eller ej.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun så på ham nogle øjeblikke, før hun besluttede sig for sit næste træk. Det var nok lidt risikabelt, men måske ville hun fortryde, hvis ikke hun gjorde det? "Du har virkelig høje tanker om dig selv, har du ikke? virker det der virkelig overfor de tøser du prøver at score?"  Om hun dermed havde puttet sig selv med i den kategori vidste hun ikke, og hun var egentlig også ligeglad, hun havde jo bestemt sig for at dette her kun skulle være i aften. Med det i tankerne, besluttede hun sig nu for, at de lige så godt kunne gøre det behageligt. Derfor rykkede hun de få cm tættere på ham, tog fat om hans håndled og lagde hans arm om sig, så hun på den måde sad helt tæt på ham og kunne læne sig ind imod hans bryst. "Okay, jeg indrømme, du er en af de bedre." 
Hans spørgsmål om hvorvidt hun ville holde ham væk fik hende til at trække lidt på skuldrene. "Hør, det er intet personligt. I aften skulle være et frirum fra selvoptagede, egoistiske, utroværdige idioter..." Hun afbryder sig selv ved at ryge lidt på cigaretten. ".. Og så ender jeg i en vogn i pariserhjulet med den mest flabet provokerende fyr jeg længe har mødt." Hun skævede op til ham. Jo, det var helt sikkert farligt at være så tæt på ham. Hun satte sig derfor lidt mere op og rankede ryggen. "Okay, jeg har et forslag. Du får dit kys, men til gengæld, så lover du mig ikke at spørge til min fortid med fyre eller mit navn. Ligesom jeg ikke kommer til at spørge om dit. Vi sørger for at vi begge kommer til at nyde aftenen, og så i morgen går vi hver til sit og kigger os aldrig tilbage igen." Hun så på ham, afventende for hvad han ville synes om den plan. I værste fald ville han tro hun var tosset og skubbe hende væk fra sig, og så ville resten af turen blive MEGET lang.

[Zerachiel de Noir]

”Ja.” svarede han uden tøven - tørt og med en selvfølgelighed, der kunne pisse selv den bedste af. Selvfølgelig virkede det, ellers ville han vel ikke gøre det, vel? Ikke fordi, det altid blev gjort med det formål at ’score tøser’, for det var jo sådan, han var. Det med tøserne var ganske enkelt bare en bonus, som han af og til nød godt af, eller sagde nej tak til.
Zera ville lyve, hvis han påstod, at hendes næste træk ikke kom en anelse bag på ham. Jo, han havde da luret, at hun ikke var helt så from som et lam, selvom det var, hvad han havde tænkt til at starte med, men derfra og til det her… Det tog dog kun et øjeblik for ham at komme sig over overraskelsen ved pludselig at have hende siddende så tæt på, og han trak hende automatisk endnu tættere.
”Flabet og provokerende? Du behøver ikke smigre mig, snuske.” mumlede han med en lavmælt latter og læberne ned imod hendes hår i de få sekunder, hun lænede sig ind mod hans brystkasse. Han holdt hende ikke tilbage, da det virkede som om, hun halvvejs fortrød sit foretagende og rettede sig op, men lod armen ligger ganske løst omkring hendes skuldre. Igen overraskede hendes ord ham. Han lod sit blik møde hendes, mens han overvejede det fristende forslag. Ingen navne, ingen fortid, bare én aften, og så aldrig mere? Han fandt ingen tegn på usikkerhed i hendes øjne, så i stedet for at svare, fattede hans frie hånd atter om hendes hage for at løfte hendes ansigt blidt, men insisterende op mod hans. For en gangs skyld var der ingen strejf af drilleri eller latter at spore, da han endelig lagde sine læber over hendes.

[Priscilla Rigel Cooper]

Snuske.... ikke lige hendes foretrukne titel at blive kaldt, men for en aften kunne det vel nok gå. Der var ingen grund til at sige til ham, at hun ikke brød sig om det, for imorgen ville det være fortid og så ville det intet betyde. I stedet grinede hun bare lidt, og tippede hovedet tilbage, så hun kunne se op på ham. "Du formår virkelig at vride et hvert kompliment ud af mine ord hva? imponerende." Hun blev stille igen og lænede sig tilbage ind imod ham, nød varmen fra ham og armen omkring sig. Det gjorde faktisk turen bedre på denne måde og et smile lagde sig diskret i mundvigen på hende. Man burde næsten takke ham, der stod for forlystelsen, for at havde smidt dem i samme vogn. 

Nå men de havde altså en tur foran sig og Priscilla ville have det bedste ud af det, uden at spørge til hans fortid eller hans navn. Det kunne lige så godt bruges som en oplevelse, som et lille eksperiment, så hun kunne blive klogere. Blikket fandt igen hans og med et skævt lidt udspekuleret smil stillede hun så sit første spørgsmål. "Så du tager det som et kompliment at jeg mener du er provokerende og flabet. Du spiller med musklerne og kan lide at mundhugges. Hvis jeg nu sagde, at jeg synes du var smuk eller sød, hvordan ville du så reagere på det?" Hun havde allerede en forventning om at han enten ville vende hendes ord, så de blev mere "rå" eller "beskidte" eller også ville han bryde ud i latter. Han lignede ikke typen, der ville forliges med at være smuk. Se godt ud, helt sikkert, men smuk.. nej det ord sad ligesom ikke fast på ham. Han var simpelthen for rå. Som hun sad der og tænkte over hans udseende, løb hendes tanker alligevel nysgerrigt over ham. hele hans udstråling, holdning, læderjakke og det hårde ydre.. "Du ikke...? når nej. Det går ikke. Hmm... Må jeg stille dig et spørgsmål?"

[Zerachiel de Noir]

”Hvad kan jeg sige? Jeg er generelt imponerende.” Smilet spillede også i Zeras mundvig, som han lænede sig endnu mere tilbage og fraværende aede hendes arm. Det her var jo næsten indbegrebet af livet. Ak ja, hvis bare det havde været så simpelt. En sommerfestival, et pariserhjul og en varm og smuk pige i armene, hvad mere kunne man egentlig forlange?
Han så ned på hende, da hun talte igen, og lod derpå blikket vandre lidt eftertænksomt over udsigten fra vognen. Siden de nu var enedes om, at det her var en engangsforestilling, så var der vel ikke helt så stor grund til at blive ved med at bekymre sig om det såkaldte ’image’. Eller hvad?
”Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?” Zera fangede hendes øjne igen, nu med et fornyet, muntert glimt deri, men uden den tunge sarkasme. ”... Så ville jeg blive akkurat lige så smigret.” Ikke at det nogensinde var sket, at der var nogen, der havde omtalt ham som ’sød’ eller ’smuk’ - jo altså, måske hans mor engang i tidernes morgen, men det var lang tid siden, han havde kvalificeret sig til at være ’sød’, selv i hendes bog.
Han tog sig selv i at blive en smule irriteret over hendes famlende forsøg på at stille et spørgsmål - tålmodighed var generelt ikke Zeras stærke side - men han tvang sig selv på andre tanker. Der var ingen grund til at ødelægge stemningen og hans humør, der for en gangs skyld tangerede til at være godt! Gad vide, om det havde noget med pigen at gøre?
”Du må stille lige så mange spørgsmål, du vil, søde, bare du ikke forventer, jeg svarer på dem alle.” bemærkede han derfor lavmælt og brystede sig selv for, hvad der nu ville komme.

[Priscilla Rigel Cooper]

Okay, indrømmet. Han var virkelig imponerende, men det var også kun med til at advare hende om, at han ville svigte hende, hvis det blev til mere end en aften. Nej, det havde været et godt valg at holde det på denne ene aften og så kunne hun altid se tilbage på det med glæde, fremfor at få sit hjerte knust for gud ved hvilken gang. "meget imponerende.." Grinede hun derfor lidt og rystede på hovedet af ham. Hun var vild med hans frie livsstil og nød hvordan hun kunne mærke ham tæt på sig, dufte ham tæt på sig. 
Det trak lige i hendes smilebånd, da han så sagde, at han ville blive mindst lige så smigret for at blive kaldt sød eller smuk, ikke at hun ville gøre det, men tanken om det overraskede hende positivt. Hun så ud over omgivelserne og besluttede sig så for at give ham et ægte kompliment. "Du ser irriterende godt ud." En del af hende håbede på, at han ikke hørte det, men selvfølgelig var ideen med det sagte at han skulle høre det. han fortjente det og igen føltes det rigtigt at have sagt det. måske fordi hun vidste det var ægte og ikke for at indlede et forhold.  
Hun fik lov til at stille sit spørgsmål, men måtte tænke over formuleringen først. "hmm... hvis du nu skulle identificere dig selv, er du så mest en prins Charming eller er du mere som udyret?" hun forventede at han godt kende til de to fiktive karakterer og ellers måtte han jo spørge. Det vigtige for hende var at vide om han gav hende det rette svar, uden måske rigtigt at svare på noget. Det kom an på om han forstod sig på litteratur og på hendes lidt underlige tankegang somme tider. "Er du.. let at skræmme?" dumt spørgsmål! ikke i sig selv, men så snart de sidste ord havde sluppet hendes læber vidste hun at hun kun havde spurgt fordi han var kommet til at tænke på Carmine Rigel.

[Zerachiel de Noir]

Det var svært at lade være med at smile, da hun komplimenterede ham for alvor, og mindst lige så svært at holde en sarkastisk bemærkning tilbage, eftersom det var sådan, han sædvanligvis reagerede på den slags komplimenter. ”Mmhm, og jeg må indrømme, du passer ret godt ind lige dér.” mumlede han retur, og hentydede naturligvis til hendes placering helt tæt op af ham. De kunne næsten have været ét.
Han måtte trække på sin kultiverede barndom og ungdom i Frankrig, da hun begyndte på litteraturhenvisningerne. ’Skønheden og Udyret’ var en gammel klassiker - og i øvrigt skrevet af en franskmand, så selvfølgelig havde de haft den stående i bogreolen derhjemme. Det samme var tilfældet med Askepot, om end den ikke oprindeligt var fransk, og han ikke kendte den helt så godt. ”Hvilken betydning har det, om jeg er mest som prins Charming eller udyret? Belle elskede Udyret allerede inden, hun havde lært ham at kende som ’prinsen’, så behøver det ene da at udelukke det andet?” vævede han lidt reflekterende, mens han koncentrerede sig om at sno en lok af hendes hår om sin finger. Han var selvfølgelig ikke i tvivl - mest som Udyret, til enhver tid. Hvilket andet valg havde han da, som den varulv han nu engang var? En rigtig Dr. Jekyll og Mr. Hyde. ”Hvad tror du selv?” Nysgerrigheden var blevet vakt, og Zera ville egentlig gerne høre hendes mening. Hvad hun så, og hvad hun mente om ham, på den korte tid, de havde stiftet bekendtskab.
”Nej.” Zera kvalte en latter. Let at skræmme? Medmindre hun kom imod ham med syv vilde hippogriffer, ville han næppe fortrække en mine.

[Priscilla Rigel Cooper]

Igen skævede hun op til ham. Der var så meget imellem dem og samtidig så lidt. "Siger du det til alle de piger, du flirter med?" spurgte hun så alligevel. Han havde selv sagt, at hun kunne spørge om alt hun ville, men at han valgte hvad han ville svare på af det. Måske var det også et dumt spørgsmål, for helt ærligt jo, han måtte sige den slags til mange. Det lå på en måde i hans natur. Men ville hun være okay med at være en i rækken? Hvorfor overhovedet sammenligne sig med andre, når ingen betydning det ville have?
Indrømmet blev hun noget overrasket, som han nu begyndte at analysere udyret, men han hurtigt fejede hen over prinsen. "Måske.. Den ene har tydeligvis mere at byde på end den anden, men nej, du har ret. Jeg tror ikke du er født som prins. Hverken charming eller udyr. Nu jeg tænker over det, så er du nok mere en fredløs type. Tager fra de rige og... ja du forstår." Måske var det skørt, men noget i hende blev glad for den kulturelle snak de snuste til og hun var overrasket over hvilken viden han virkede til at besidde. Det var ikke noget hun havde forventet af ham.
"hvad jeg tror om hvad?" Det kunne være begge dele. Han virkede ikke som en der var let at skræmme, men om han kunne stå distancen overfor hendes far vidste hun ikke. Det var også ligemeget. Det var kun i aften de ville snakke huskede hun sig selv på, så der ville aldrig blive noget problem, ligesom der var blevet med Julian, men okay, det var også noget helt andet.

[Zerachiel de Noir]

”Kun de søde.” kommenterede han og vippede lidt med øjenbrynene, mens han kortvarigt knugede hende lidt tættere. Sandt at sige, så var det faktisk ikke en bemærkning, han rigtigt havde brugt før - men det behøvede hun jo ikke få at vide. Det var jo med at opretholde sit image, når man kunne, ikke? Skrækkelig ting, hvis man pludselig skulle gå hen at være en slags følsom fyr.
Han lo en lavmælt latter, da hendes teori ændrede sig, og han i stedet blev sammenlignet med Robin Hood. Det kunne han i øvrigt bedre lide. Robin Hood var en meget bedre mellemting og ikke så meget ’enten-eller’, som prinsen og udyret. ”Jeg er meget smigret.” forsikrede han hende og lænede sig lidt mere tilbage for at kigge lidt op i luften. Han morede sig lidt over deres intellektuelle samtale - det var ikke tit, han havde mulighed for at føre en sådan, for, ja, det var ret begrænset, hvor intellektuelle alle varulve i hulen var.
”Tror du, jeg er let at skræmme?” Han reflekterede lidt mere over det og kom frem til samme svar - nej, han var ikke let at skræmme, men hvilken betydning havde det dog? Der ville næppe ske dem noget skrækindjagende på turen i pariserhjulet. Som i øvrigt snart var slut…
”Jeg tror snart, vi er rundt.” Han rettede sig lidt op og prøvede ikke at lyde alt for skuffet.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla lænede sig lidt frem, og drejede hovedet, så hun kunne sende ham et lille smil, før hun så lagde sig tilbage til rette der ved hans skulder. "Så siger jeg mange tak for det kompliment." Lød det fra hende med lystig stemme, Det med ikke at forsvinde ind i hele det her de havde gang i blev langsomt virkelig virkelig svært og hun havde virkelig ikke lyst til at trække sig væk, selvom hun godt vidste det kun ville gøre det hele meget værre, men hvis kun det var i dag, så måtte hun vel købe en stor potion is og så sætte de næste dage af til at være ynkelig, hvis bare hun kunne få i aften med denne mand. 
Det glædede hende faktisk lidt, at han blev smigret over at blive sammenlignet med Robin Hood. Generelt var hun glad for måden det kunne tale litteratur på, da det virkelig var en stor del af hende. Det og så eventyr. "Det undre mig ikke, at du ikke vil blive en prins før den dag du vinder en prinsesses hjerte, og det vil du sikkert også klare med lusk og snyd." Det var et kompliment fra hendes side. Om han ville tage det sådan, vidste hun ikke, og det måtte i sidste ende også være op til ham. Hun havde et syn på livet og lige her ville hun ikke bøje det. Igen så hun ud over udsigten og var stille lidt, mens hun overvejede, sit svar på spørgsmålet. Hun rykkede lidt på sig før hun så gav sig til at svare. "Hmm.. jeg tror ikke du er Let at skræmme, men jeg tror du har respekt for ting, og at du kan blive skræmt, af nogle ting, men så ved du også at det er en farlig og/ eller sum situation du er endt i. Har jeg ret?" Hun var faktisk lidt nysgerrig for hvor god hun var til at læse ham. Det var altid sjovt at prøve at læse andre, og hun følte sig på en eller anden mærkelig måde på bølgelængde med manden her. 
Hun så ned, da han så kommenterede på at de snart var rundt. "hmm, hvis nu jeg nægter at flytte mig, så kunne det ende med vi var nødt til at tage en tur mere."  Prøvede hun så

[Zerachiel de Noir]

”Lusk og snyd! Hvad tror du om mig?” Han var godt klar over, at hun ikke prøvede at fornærme ham ved at sige sådan, så han svarede da også med et glimt i øjet. Okay, indrømmet, Zera var ikke altid guds bedste menneske, men hey, han var da blevet meget bedre med årene. Og fortid var jo fortid, ikke?
Hans blik hvilede lidt i luften ud for dem, som han tog sig tid til at overveje hendes fortolkning af ham. ”Til dels.” medgav han så med et lettere dybt suk, velvidende, at hun formentlig ville kræve en uddybelse. ”Jeg bliver ikke så meget skræmt af tingen selv, som af situationen, jeg står i. Og så bliver jeg oftest skræmt på andres vegne, i stedet for egne.” En kringlet måde at sige på, at han faktisk bekymrede sig om menneskene omkring sig og blev bange for, at der skulle ske dem noget, om end han normalvis ikke helt ville være sig ved det.
”Sorry to disappoint you, sweetheart, men det tror jeg ikke, vi får lov til.” Han gestikulerede sigende imod jorden, hvor køen til pariserhjulet kun var blevet længere, siden de var blevet jaget ind i vognen sammen. De kunne måske nok trykke sig lidt sammen, dukke sig under kontrollørens blik og blive tildelt en tur mere af bare medlidenhed, men Zeras indbyggede angst for at komme tæt på og binde sig var begyndt at røre på sig, så han anså det ganske enkelt som værende bedst for alle parter, hvis legen stoppede, mens den var god.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla lænede sig ind imod manden, da han spurgte til, hvad hun troede om ham. Hun sendte ham et skævt smil og blinkede. "Er det ikke ret tydeligt? Jeg tror du er en af den slags fyre, man ikke skal falde for, hvis ikke man kan holde til at få sit hjerte knust. Jeg tror du er typen der følger dine egne regler og typen, der nok skal få, hvad du vil have." Lød det roligt fra hende, før hun så alligevel satte sig lidt mere op. Ikke fordi hun ikke kunne lide fyren, men hendes ord havde mindet hende om, at hun nok også selv skulle passe på. Turen i pariserhjulet var snart færdig, og manden havde nok ret i, at de ikke bare ville kunne få en tur mere, ikke med alle de folk, der ventede på at komme med.
Kort overvejede hun at spørge om de skulle drikke en øl sammen eller noget, men måske var det bedst at holde sig til den oprindelige plan med kun at snakke så længe de var i pariserhjulet. Hun vidste jo godt dette her var dødsdømt fra start og med tankerne om sin far, ville han sikkert ALDRIG acceptere en som manden her. Ikke at han skulle bestemme hvem hun skulle date, men hun havde da set hans vrede efter Julian. 

Skræmt på andres vegne? Det var ikke helt til at forstå for Cilla, hvilket nok kunne ses på hendes ansigt, hvor øjenbrynene let var blevet rynket sammen. Hun ville dog ikke spørge mere ind til det. Det ville bare gå over den grænse det havde sat om ikke at lærer hinanden at kende alt for godt. "Det lyder meget gentlemansagtigt vil jeg mene." Det var egentlig lidt overraskende for hende, men på en god måde. Hun så ham lidt an som prøvede hun at forstå ham bedre, men lige i det hun skulle til at stille flere spørgsmål, tikkede deres vogn ind ved siden af kontrolløren, og turen var slut. Glæden sank lidt i Cilla, men hun skjulte det for omverdenen, hun ville virkelig gerne have fortsat, men det var dumt og det vidste hun også godt. 
De gik lidt væk fra Pariserhjulet, hvor de ville kunne være lidt mere private. Cilla rettede på sit hår, og sendte manden et smil. "Tak for en dejlig tur. Jeg må hellere komme hjem. Du øhm... Jeg er glad for jeg endte sammen med dig." Med de ord vendte hun om hankede op i sin taske og gik ned ad den mørke gade, for til sidst at nå hjem.

- Out