Can't You Hear Me Knocking

[Thaleia P. Nikolova]

Can't You Hear Me Knocking

De flaskegrønne gevandter bølgede i luften bag Thaleia, som hun bevægede sig op ad de sidste trappetrin og hen ad korridoren på 3. sal. Korridoren var stort set mennesketom, eftersom det var lørdag eftermiddag, men et par enkelte elever fik alligevel et afmålt nik med på vejen. Som altid gav hendes ansigtsudtryk ikke det mindste vink om, hvad hun tænkte og følte i det givne øjeblik, men i sit stille sind kunne hun dog ikke helt finde ud af, hvad hun helt præcist mente om at blive sat i stævne på Rektors kontor midt i weekenden. Ikke fordi, hun nogensinde havde 'fri' som professor - i hvert fald ikke så længe, hun opholdt sig på skolen - men der var alligevel dage, hun forbandt mere med 'frihed' end andre.

Årsagen til denne 'hidkaldelse' kunne Thaleia dog ikke være meget i tvivl om. Det var snart to måneder siden, hun var blevet ansat som Okklumensi-professor på Durmstrang, så det var kun naturligt, at han måtte være interesseret i at høre, hvordan det gik. Troede hun da. På den anden side vidste hun ikke ret meget om manden, der var hendes chef, eftersom Thaleia ikke rigtigt snakkede med folk. Hun havde det bedre med at observere. I dagens anledning var de mørke lokker trukket væk fra ansigtet, hvilket næsten gav hende et åbent og sårbart udtryk.

Hun bankede målrettet på døren og afventede - høfligt - at der ville komme en invitation indefra.

Tilegnet: Abraham Mikhail Jankovíc | Lørdag d. 19. september 2057 | Rektors Kontor

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Outfit (uden solbriller)

Abraham var ikke den typiske rektor. Ikke, at der nødvendigvis var 'den typiske rektor', men han hørte i hvert fald ikke ind under den kategori. Når folk hørte, at han var rektor, blev de meget overrasket. Det kom nu ikke bag på ham. Han var blevet rektor i en meget ung alder. Den tidligere rektor var flygtet, fordi Garden havde overtaget Norge, der var ikke andre, der turde at tage posten. Det havde Abraham nu ikke et problem med. Det var ikke fordi han bare var ligeglad, men han var heller ikke bange. Faktisk havde han engang været tæt på at prøve at melde sig ind i Garden, men heldigvis var han blevet stoppet i det.
Kiggede man på ham, lignede han heller ikke ligefrem en rektor. Han var ikke så formel i tøjet, men eleverne havde alligevel respekt for ham. Han var, som han var, og det var det ingen, der skulle prøve at lave om på. Han passede sit job.

Et nyt år var startet, og en ny professor var blevet ansat. Det var ikke mange, der ønskede at starte på en skole, som egentligt var styret af Dødsgarden, men hende her havde gjort det. Nu ville Abraham gerne vide, hvordan det gik for hende, og han ville gerne lære hende bedre at kende. Ikke fordi de absolut skulle blive bedste venner, men han ville da gerne vide lidt mere om den kvinde, som han havde ansat. Han vidste nok til at ansætte hende, men ikke nok til at arbejde sammen med hende. Det var måske underligt, at han havde hidkaldt hende en lørdag, men det var ofte der, der var mest tid til at tage en snak med de andre professorer, og det her var ikke blot et møde blandt chef og medarbejder, men et møde blandt kolleger.
Han hørte en banken på døren.
"Kom hid!" Sagde han med højt humør, imens han lagde sine papirer fra sig og lænede sig tilbage i sin stol. Abraham var en hyggelig fætter, og en spasmager. Han var ofte i godt humør, men der var nu også mange dage, hvor han kunne være svær at komme ind på. Hans liv havde ikke ligefrem været en dans på roser.

[Thaleia P. Nikolova]

’Kom hid’. Thaleia studsede over det pudsige ordvalg og kunne ikke lade være med at krympe sig lidt over, hvor meget hans sindsstemning blev gengivet i stemmen, men lod sig naturligvis ikke mærke med det, da hun trykkede dørhåndtaget ned og trådte ind på rektorkontoret. De mørke øjne indtog hurtigt synet af kontoret og fandt til sidst hvile på manden bag skrivebordet, der var hele omdrejningspunktet på nuværende tidspunkt.
”Rektor,” hilste hun neutralt og nikkede afmålt til ham for at anerkende hans eksistens. Kontrasten mellem dem var temmelig slående. Mand mod kvinde, selvfølgelig, det indlysende, men også det uformelle mod det formelle, det lyse mod det mørke og omvendt.
”De ønskede at se mig?” Hendes stemme var klar og lys, uden slinger i valsen og med et strejf af spørgende tonefald til sidst. Hun trådte et par skridt frem mod skrivebordet og sin chef, men blev afventende stående.
Thaleia havde ingen intentioner om, at deres bekendtskab skulle udvikle sig til andet eller mere end det ’chef og medarbejder’-forhold, der havde hersket hele tiden. Den professionelle afstand bekom hende vel, det havde den altid gjort, og idéen om at lære hinanden bedre at kende – som mennesker – ville derfor næppe falde i særlig god jord.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham havde et godt forhold til alle sine ansatte. De var ikke ligefrem venner alle sammen, men de holdt en god tone overfor hinanden. Hans bedste ven var så vicerektor, men derudover var han ikke vildt tæt med de andre. Det ville han ikke nødvendigvis lave om på, men han ville gerne vide lidt mere om hans nye kollega.
Da Thaleia kom ind, kunne han godt fornemme, at hun var lidt stiv i betrækket. Eller mere formel end ham, i hvert fald. Det kunne han sagtens have respekt for, men han håbede ikke, at hun ligefrem modsatte sig ham, når det kom til en rolig samtale mellem kolleger.
"Kald mig endelig Abraham, når vi ikke er blandt elever." Sagde han venligt og gjorde tegn til, at hun gerne måtte sætte sig ned. Der stod en stol på den modsatte side af skrivebordet end hans side.
"Ja." Sagde han og satte sig til rette i stolen overfor hende. "Jeg vil rigtig gerne høre, hvordan det går? Jeg ved godt, at det stadig er ret nyt, men det er vigtigt for mig, at du føler dig godt tilpas og kan finde dig til rette i undervisningen og på skolen." Sagde han og rejste sig op for at tage en kop kaffe.
"Kaffe?" Spurgte han og kiggede hen på hende med et lille smil.

[Thaleia P. Nikolova]

”Nuvel… Abraham.” Der var en lillebitte tøven at spore i Thaleias stemme, som hun skulle udtale hans navn. Det faldt hende unaturligt i munden, men på den anden side - det ville de fleste fornavne komme til. Så måtte hun vel være Thaleia for ham, selvom hun ikke havde hørt sit fornavn i brug i mange år? Det lod hun ham om at ræsonnere sig frem til, mens hun selv tog plads på den anviste stol og lyttede til hans forklaring på, hvorfor hun overhovedet var blevet hidkaldt til hans kontor i første omgang.
”Det går fint.” svarede hun enkelt og glattede de grønne gevandter, så der ikke ville komme krøller i stoffet. Krøllet tøj tog sig ikke godt ud på en ellers respektabel dame. Hun var ikke decideret uvenlig, overhovedet, men lige så reserveret og nærig med sine smil, som hun altid havde været. ”Eleverne får gode karakterer.” Det var ganske typisk for Thaleia at slå ned på noget, som ikke direkte kunne forbindes til, hvordan det gik med hende, men som samtidig var et ret godt tegn på, at tingene gik godt.
Hun fulgte ham opmærksomt med øjnene, da han rejste sig fra sin plads. Og kunne konstatere, at han vidst ikke ville tage til takke med en kort ’hej og farvel’-samtale, da han bød på kaffe.
”Sort. Tak.” accepterede hun med et afmålt nik. Det ville sikkert blive nødvendigt.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham kunne godt mærke, at Thaleia ikke helt så den her samtale, som han gjorde. Det virkede mest som om, hun slet ikke havde lyst til at være der, men gjorde det af pligt. Det var nu også okay, men derfor havde han stadig tænkt sig at tage en samtale med hende. De skulle trods alt arbejde sammen, og måske endda i flere år. Han sad lidt og studsede over hendes svar. De var ikke ret detaljeret. Han håbede da, at hun var lidt mere snakkesalig i undervisningen. Altså bare det, der var nødvendigt.
"Fint, okay." Han sad og betragtede hende. Hun lignede nu ikke en, der følte sig tilpas. Var det ham? Eller var hun bare sådan?
"Thaleia. Her kan du tale frit. Har du det godt her? Er de andre professorer gode ved dig? Behandler de dig med respekt? Kan du lide at undervise eleverne? Ja undskyld, hvis det lyder som et krydsforhør. Det er bestemt ikke meningen, men jeg har bare brug for at vide, om du har det godt her. Jeg regner med, at vi kommer til at have den her samtale nogle gange om året, så jeg er sikker på, at alt er som det skal være." Sagde han venligt, men med en vis professionalisme i stemmen.

Abraham tog en ren kop til hende og hældte kaffe op. Derefter rakte han det, før han igen satte sig ned.
"Der har været lidt uro blandt eleverne efter Dødsgarden har haft sit tag i skolen. Oplever du uro blandt dem eller lignende, så hold mig underrettet." Sagde han og så lidt bekymret ud. Skolen havde været noget rod i lang tid, men han havde stille og roligt rettet op på det. Der var dog forældre, der havde hevet deres børn ud af skolen, da Garden havde magten over dem, og Abraham prøvede at få dem tilbage igen.

[Thaleia P. Nikolova]

Havde Thaleia ikke haft så meget selvkontrol, som hun nu engang var kendt for at have, så var hun spjættet en lille smule ved udtalen af hendes fornavn. Det var så lang tid siden, det var blevet brugt, og det lød nærmest helt blødt - et ord, der aldrig rigtig var blevet forbundet med Thaleia. Hun tog en langsom vejrtrækning og forberedte sig så, både på de spørgsmål, hun vidste, der ville komme, hvorledes hun ville kunne svare på dem og ikke mindst, hvordan hun ville reagere på det sagte.
Hun rystede minimalt på hovedet, som for at afværge hans undskyldning. ”Det er mig, som beklager.” bemærkede hun først som et slags svar på hans reprimande, der ikke havde lydt som en reprimande, men som hun alligevel var sikker på, var ment som en reprimande. ”Det falder mig ikke længere - naturligt, må være det bedste ord - at tale om mig selv.” Det måtte være årets underdrivelse, men det var trods alt bedre end ingenting. Hun prøvede selvfølgelig at levere sine svar så naturligt som muligt, men uanset hvad hun sagde, føltes det unaturligt i hendes mund, og lød næsten som om, det var indøvet på forhånd - hvad det naturligvis ikke kunne være. ”Jeg kan berolige Dem, undskyld, dig med, at jeg er mere tilpas her, end jeg har været nogle andre steder de seneste mange år.” Det sagde selvfølgelig ikke direkte noget om, hvordan hun så havde det på Durmstrang, og at påstå, hun havde det godt, var måske også at strække den - men hun var i hvert fald på vej derhen af, om end hun til stadighed var så langt væk fra sine følelser, at hun ikke vidste det med sikkerhed.
”Med god grund. Det ville bekymre mig mere, hvis der ikke opstod uro som følge deraf. Tak.” Hun tog imod kaffekoppen og pustede omhyggeligt på den varme væske, inden hun vovede at tage et sip fra koppen. ”Jeg skal selvfølgelig nok holde dig informeret.” blev det velovervejet tilføjet, da hun sænkede koppen og atter rettede de mørke øjne imod ham.

[Abraham Mikhail Jankovíc]

Abraham fandt Thaleia ret tiltalende. Ikke på den romantiske måde, for han kendte hende jo nærmest ikke, men bare...tiltalende. Det fascinerede ham, at hun næsten overvejede hvert et ord hun sagde, så hun ikke skulle tale om sig selv. Hun mindede rigtig meget om ham, da han selv var elev på skolen. Der ville han helst ikke tale med nogen om sig selv, for så ville han ende med at bryde sammen, fordi en del af ham selv, var hans tvillingebror, som var fuser, og som 13-årig begik selvmord. Det var ikke ting, han havde lyst til at komme ind på dengang, for det havde virkelig ødelagt ham. Selvom det stadig ikke var noget han ville tale om, havde han fået det meget bedre med at tale om sig selv. Han sendte hende et venlig smil.
“Du skal ikke beklage. Det er i orden, hvis du ikke har lyst til at dele en masse med mig om dig, men jeg er trods alt rektor, og jeg skal vide, hvad der foregår på skolen. Om folk har det godt.” Sagde han roligt og foldede hænderne på bordet.
“Er der noget, der ikke fungerer, så er det mit job at få det til at fungerer. I hvert fald hjælpe med det, og det er svært at hjælpe, hvis jeg ikke ved noget. Jeg vil rigtig gerne lære dig at kende, men jeg ved også, at der er personlige grænser. Jeg har dem selv. Og der er det vigtigt, at du siger fra. Men handler det om dit velbefindende på skolen, så vil jeg meget gerne høre om det.” Sagde han venligt. Han undlod at sige, at hun skulle fortælle ham det, for det andet lød bedre.
Han kunne ikke helt holde et smil tilbage, da hun så fortalte om det at være på Durmstrang. Det var ikke det mest detaljerede svar. Det måtte han give hende.
“Jeg godtager det.” Sagde han så med et lille grin. “Men husk, at du godt kan komme til mig. Jeg går op i, at vi kolleger skal komme så godt ud af det med hinanden som muligt, så eleverne kan se os som forbilleder.” Han lænede sig tilbage i sin stol og betragtede hende.
“Jeg giver dig helt ret. Det har virkelig været en hård tid. Både for elever og for professorer. Jeg håber det bliver bedre nu, hvor Garden er væk.” Han lukkede øjnene et kort sekund og rystede på hovedet. Et havde virkelig været en omvæltning, og han havde set en verden, som han havde været tæt på at blive en del af, da han var ung og vred på verden. Han åbnede øjnene igen og kiggede hen på hende.

[Thaleia P. Nikolova]

Det gik op for Thaleia, at Abraham måtte være det nærmeste, hun kunne komme en ’fortrolige’, eftersom han vel var underlagt én eller anden form for tavshedspligt. Det var selvfølgelig beroligende, om end der nok skulle lidt mere til, inden hun begyndte at betro sig til ham. De kendte jo endnu ikke hinanden, og det kunne være, han viste sig at være en ægte fusentast. ”Jeg kan godt lide jobbet.” forsikrede hun ham - velovervejet, selvfølgelig, men ikke mindre sandt af den grund. ”Derfor har jeg det også godt her.” Det var egentlig ikke noget, Thaleia havde værdiget mange tanker, men det var lidt påfaldende, at hun skulle finde sig til rette som underviser. Det var nemlig under lektionerne, hun gav allermest af sig selv - selvom det stadig var forbavsende lidt. Var det mon fordi, det gjorde hende godt at dele lidt mere af sig selv, at hun havde det godt? Nej, hun slog hurtigt tanken hen, for det var aldrig i livet noget, der havde gjort hende godt, tværtimod.
”Det er noteret.” Hun nikkede kort for at vise, hun anerkendte hans ord og ville prøve at efterleve dem, om end det ville blive en udfordring. Lige nu kunne hun ikke komme i tanke om, hvad der dog kunne udløse, at hun ville komme til ham med noget - men det kunne være, det kom, hvis det virkelig var nødvendigt, og ikke blot en hypotetisk situation. ”Og du skal vide, at jeg sætter pris på det.” Det blev sagt med lige så stor følelsesløshed som alt andet og i et tonefald så formelt, at det næsten var distancerende. For nogen kunne det virke som om, hun ikke mente det. ”Jeg er ikke god til at vise det. Men det gør jeg.” Det karakteriserede jo også en god leder - interesse i og tilgængelighed overfor sine medarbejdere. Det var nyt for Thaleia at have en chef, eftersom hun altid bare havde været sin egen overordnede, men det var bestemt positivt.
”Selvfølgelig gør det det. Unge mennesker er forbavsende gode til at komme videre.” bemærkede hun langsomt og benyttede øjeblikket til at betragte ham, hvilket blødte hendes ansigt overraskende op - det var det, der skete, når hun for et kort sekund glemte både at være bevidst om, hvad hver evig eneste lille muskel i ansigtet foretog sig, og at opretholde det tætvævede beskyttelsesnet om sig selv, som Okklumensien havde lært hende at holde så godt fast i. Hun mødte hans blik, som han atter åbnede øjnene, men det var kun et ganske kort sekund, før hun førte kaffekoppen til læberne igen.