Hello! Im Home

[Liam Chang]

Tråd til Owen Rei Chang
August - 2057
Outfit

---

Liam havde tilbragt de sidste par år i Frankrig kun hjemvendt få gange under vejs, for lige at fejre jul, en fødselsdag eller en anden højtid, ellers havde han primært passet sig selv, og måske uden helt at ville være ved det, holdt sig lidt væk. Han vidste da godt, at han havde skuffet sine forældre den dag efter Hogwarts, hvor han endelig havde fået sagt fra overfor quidditchsporten. Han respekterede sporten og også det talent familien besad, men han måtte nok bare indrømme at den flamme ikke blussede særlig voldsomt hos ham. 
Hans passion havde ligget et andet sted, nemlig ved dansen, hvilket også havde afgjort hans valg for at rejse til Frankrig og studere dans. Nu var han så færdig med sine studier og kunne med stolthed kalde sig koreograf. 
Han havde endda været så heldig a få sig et job, hvilket også var anledning til, at han igen satte sine ben i England. 

tøvende trådte han ud af taxaen, da denne parkerede foran huset, hvor han som det første betalte chaufføren, før han svang sin taske over skulderen, og gik så op mod huset, mens han hørte bilen bag sig køre væk. Men en tøven bankede han på, før han så afventede svar indefra. Han ville ikke bare gå ind uden videre.

[Owen Rei Chang]

Outfit
____________

Owen var hjemme på sommerferien. Ugen før var han og forældrene kommet hjem fra ferie i Paris, eller rettere arbejdsophold. Forældrene havde holdt nogle foredrag omkring Quidditch rundt omkring i Frankrig. De havde dog ikke sat tid af til at besøge Liam, men sådan var det jo næsten altid når forældrene var på arbejdstur.
Owen halvt sad, halvt lå på sofaen og læste nogle gamle udgaver af Quidditchmagasignet. Som han nåede til artiklen der omhandlede vedligeholdelse af børsterne, hørte han en let banken på døren.
Owen var alene hjemme, begge forældre var på arbejde så han rejste sig, strakte sig og gik så hen for at lukke op, han havde nok lidt en ide om at det kunne være Jayson.
Derfor blev han da også overrasket over at se sin bror i døren. ”Liam!” Udbrød han og trak broderen ind i et broderligt kram. Han så bilen forsvinde over hans skulder, slap ham, så op og ned af ham og tilføjede så, ”hvorfor i alverden er du i bil?” Susenetværket plejede da at stå åbent for broderen, men det kunne selvfølgelig være at han ikke havde været i nærheden af en pejs. På den anden side kunne det også ligne forældrene at låse det for ham i protest over hans “dårlige valg i livet”.

[Liam Chang]

Liam mærkede, hvordan et sæt arme øjeblikkeligt blev lagt omkring ham og han vidste med det samme hvem der havde taget imod ham. Hvilket også betød, at han gengældte krammet omgående. "Owen. Godt at se dig igen. Er mor og far hjemme?" Han så hen over skuldrene på sin bror, han var trods alt lidt højere end lillebroderen, men kan kunne ikke umiddelbart hverken høre eller se forældrene. Det passede ham egentlig meget godt. Han slap krammet og trådte et skridt baglæns, for at tage sin bror bedre i øjesyn. "Du ser sgu godt ud" Komplimenterede han og var mere nysgerrig om hvordan det gik her, end svare på hvorfor han var kommet med taxa. "Hvordan har du det?" Spurgte han nysgerrigt og smed sin taske i entreen og fik lukket døren ud til gaden. Her kom han så dog i tanke om spørgsmålet. "Jeg følte bil var et bedre valg end ende midt ned i quidditch diskussionerne" lød det ærligt for ham. Han havde intet problem i at indrømme at det ikke var noget for ham.

[Owen Rei Chang]

Owens smil var stort som krammet blev gengældt, han kom virkelig godt ud af det med sin bror, skønt forældrene ikke altid gjorde. "De arbejder." Forklarede han kort som han slap den ældre Chang.
Han smilede morende mod Liam og rankede ryggen under hans iagtagelse, "I know right?" Jokede han og kunen så ikke længere holde en mild latter tilbage, "ej det gør du sgu også, går det godt?" Dette blev sagt omtrent i munden på Liams spørgsmål, han lo igen. Han vidste at Liam ikke helt levede op til familiens verdensbillede, men Owen var stolt af ham, og syntes det var fedt at han havde turde gå sin egen vej. "Jeg har det godt, jeg træner, studerer og træner lidt mere," forklarede han, "jeg er endda blevet optaget på et ad de større hold her efter Hogwarts, selvfølgelig skal jeg stadigvæk studerer Quidditch på uni, men der er et hold der gerne vil træne mig sideløbende, så det er fedt." Owen elskede quidditch, det var den han var, hvilket på sin vis også kunne virke skræmmende somemtider. Han var så afhængig af at spille at han nok slet ikke ville kunne finde sig selv, hvis ikke det var i Quidditch. "Kom ind," bød Owen så, og flyttede sig til side så den anden kunne komme til.
"Det forstår jeg egentlig godt, efter mor og far har lukket den nyeste deal er de, om muligt, endnu mere besatte end de plejer at være," forklarede han med en mild grimasse.

[Liam Chang]

Selvfølgelig arbejdede de! Hvornår arbejdede de ikke? Liam himlede med øjnene og sukkede så lidt. Han var virkelig familiens sorte får hvad quidditch angik. Det var nu ikke fordi han var dårlig til sporten, men interessen for den var meget lille og kunne ikke tænde samme gnist hos ham, som den gjorde hos resten af familien. Det var bare ikke noget for ham. Det var upersonligt og fyldt med dårlige minder. 
Som OWen så gav ham ret i at han så godt ud, løftede Liam hånden og gav ham et let dask over nakken. "Du dum at høre på. Lidt ydmyghed skader ikke" Man var vel storebror, og som storebror var der nogle pligter som skulle passes. Bla. at sørge for at ens lillebror ikke forblev den skid alle små brødre var som barn. Owen fik den dog hurtigt reddet, men det betød ikke, at Liam fortrød sit lille dask. "Tjo det gør meget godt. Jeg har fået job på Danseakademiet her, så nu kan jeg meget bedre holde dig i ørerne og sørge for du ikke knuser alt for mange pigehjerter." Drillede han så uden rigtig at vide, om Owen havde en kæreste, men han mente ikke at have hørt om noget, så det havde han nok ikke. Som Owen fortalte om sin dag kunne Liam tydelig genkende forældrene i ham, men samtidig så han også en gejst, som han aldrig rigtig selv havde følt, og det var vel i sidste ende det, som gjorde forskellen. "Fedt Owen. Du skal nok blive noget stort en dag Liam gik med ind og smed sko og taske, for at kunne føle sig lidt mere hjemme. Han kiggede sig lidt rundt i barndomshjemmet, som var fuld af minder, og smilede til sidst til sin bror igen. "nye deal?" Spurgte han så alligevel lidt interesseret. Hvad havde forældrene nu for?

[Owen Rei Chang]

En mild latter rullede over hans læber som han forsøgte -og mislykkedes, at undgå dasket fra den ældre Chang. Det blev fulgt op med et skuldertræk, ”jeg aner ikke hvad du snakker om, ydmyghed...hvad er det?” Jokede han blot og lo på ny.
Owen gjorde store øjne, ”så du bliver i området?” spurgte han med begejstring, der kort efter gled over i sarkasme som han fortsatte ”-altså frem til far og mor myrder dig.” Det var ikke nogen hemmelighed at forældrene hadede Liams dans og anså det for at være noget pjat. Dans sagde nu heller ikke Owen noget, men han var stolt af sin bror, og syntes det var fedt at han turde følge sine drømme. ”Men tillykke, det er virkelig fedt for dig,” tilføjede han hurtigt.
Han skar en grimasse, ”det håber jeg, ellers begraver far og mor mig i haven ved siden af dig og Teddy.” Teddy var familiens gamle Golden Retriver, der havde endt sine dage af alderdom et par år forinden.
Han nikkede og forsatte imens han traskede mod stuen, ”ja, de er ved at udvikle deres eget kostemærke. Den skulle blive lettere og mere styrbar. Nu har de så lige fået grønt lys for at gå igang.” Forklarede han med en håndgestus. ”Vil du have noget at drikke?”

[Liam Chang]

Liam rystede langsomt opgivende på hovedet af sin lillebror, han kunne være så dum at høre på nogen gange! ”Noget du ikke besidder kan jeg se” drillede han Owen kærligt og grinede så.
Det var rart nok at mærke glæden ved sin bror over at han havde valgt at blive. Han var ret sikker på forældrenes glæde ikke ville blive lige så stor, men for nu nikkede han med et smil. ”Jeg bliver i området. Jeg har fået job som koreograf, på danseakademiet, så hvis du en dag vil lærer at danse, så siger du bare til.” drillede han lidt. Han vidste godt Owen ikke ligefrem var af samme støbning som Liam selv, og at Owen ikke bare var sådan at feje af kosten. ” og tak Ow. Husk nu mor og fars ord altså ikke er hele verden. Du skal kun gøre det hvis du selv vil.” Liam ville nødigt se sin bror presse sig efter en drøm hvis ikke det var hans, så ville han bare fejle og det var ingen af dem bevendt med. Han kom dog til at himle med øjnene, da Owen så fortalte om forældrenes koste projekt. ”Det er simpelthen løgn ikke?” Liam kunne ikke lade være med at himle lidt med øjnene over sine forældre, de kunne bare virkelig være for meget nogen gange! Endelig smed Liam skoene og nikkede så ja tak til noget at drikke, før han satte sig ind i sofaen.

[Owen Rei Chang]

Owen lo i fællesskab med sin bror. Han kunne ikke lade være med at komme med den slags dumme bemærkninger i hans selskab.
Lillebroren sendte den ældre Chang et imponeret blik. ”Hvor er det bare fedt for dig Liam.” Sagde han ærligt. ”Jeg tror dog ikke liiiige at jeg skal give en jitterbug inden turneringerne, så bliver nok lidt upopulær.” Han blinkede drilsk. Igen var det ikke fordi Owen så ned på Liams livsstil eller valg, tvært imod, det var bare ikke den sti der var lagt for ham selv.
Han fnøs let og skar en grimasse over Liams påmindelse, ”måske ikke, men tæt på, især hvis du spørger dem.” Forældrene kunne godt være lidt svære at nå ind til sommetider, hvis først de havde sat sig noget for, men det vidste begge brødre nok lige godt.
Owen rystede på hoevdet, med noget der kunne ligne et opgivende smil på læben, ”nope, der sker ting og sager når du er udenbys.” Han satte kursen mod køkkenet for at sætte en kande te over. Det varede heller ikke længe før han sluttede sig til broderen i stuen med to store dampende tekrus. ”Nå, men fortæl mig lige,” begyndte han som han satte sig i den ende af sofaen. ”Er der mange flotte piger på danseakademiet?” Et snedigt smil trådte frem på læberne.

[Liam Chang]

Liam vidste godt at dans ikke lige var på top listen blandt de fleste unge drenge, og han tog der skam heller ikke personligt, at hans egen lillebror afviste muligheden for at lære et par dansetrin. Det var ikke usædvanligt og Owen var sikkert for stolt til overhovedet at ville prøve det. Det var synd mente Liam.
Han endte da også med at daske let til sin bror. "Det kunne jo være du havde brug for det til juleballet. Er der en pige du har i tankerne?" Spurgte hun ind og smilede. Owen havde været lidt anderledes end ham selv i forhold til piger og den slags. Han lod emnet ligge og fik øje på et billede af deres forældre, der tydeligvis var fra en avisartikel, og sukkede kort. "Hør, Jeg ville ikke bytte mor og far for noget som helst i hele verden, men du må altså llove mig du ikke lader dem forme dit liv fuldt ud. Det... Det bliver du bare ikke glad ved." Liam havde selv oplevet en hel anden frihed efter han havde valgt at gå sine egne veje, og selvom han vidste han havde skuffet sine forældre  stort, så var han godt tilfreds med sit valg, og ønskede bestemt ikke at gøre det om. 
Liam så efter sin lillebror, som han gik ud i køkkenet og sukkede så lidt over forældrene. "Ja det næste bliver vel så at mor vil lave en tøjkollektion, kan jeg gætte mig til." Berømmelse og rigdom på den måde havde aldrig rigtig sagt ham noget og han forstod ikke hvordan deres forældre kunne have så travlt med alt. De havde jo knap nok tid til deres sønner.
Owen kom tilbage og stillede straks spørgsmål til Liams nye arbejde. "Tja, min chef er da kvinde, og ganske pæn, men nej der er ingen som jeg har tænkt mig at score." Hans tanker kræsede lige nu om en helt anden pige, en Owen ikke skulle kende navnet på, ikke endnu.

[Owen Rei Chang]

Owen slog let ud med hånden, ”pff alt jeg gør er til perfektion,” jokede han blot, ”og ellers skal jeg bare smile sødt til pigerne, så tænker de slet ikke over om jeg træder dem over tæerne.” Igen ment i en joke. ”Og nej, ingen pige i tankerne. Ikke endnu i hvert fald.” Svarede han lidt tænksomt. Han kunne selvfølgelig spørge hans “partner in crime” Adelita Delgaro eller @persephone, men det var endnu ikke afgjort, måske en helt tredje ville vise sig at være det rette valg.
Owen sukkede let. Han vidste godt hvad broderen mente, forældrene havde deres helt klare ideer om hvilken retning man skulle tage i livet. ”Bare rolig, jeg gør ikke noget jeg ikke selv har lyst til.” Endte han så med at svare. Det var teknisk set rigtigt. Han ville hellere end gerne spille quiddith, men sommetider kunne forældrenes evige pres godt tynge ham lidt ned.
Den yngre bror fnøs en smule. ”Det er da kun hvis det angår quidditch-tøj” Tilføjede han, som han rodede rundt i skabet efter det der skulle bruges.
Kort efter sad de inde i stuen. Owen lænede sig tilbage og pustede let til den dampende væske i sit tekrus. ”Virkelig? Slet ingen? Det burde da være fordelen ved at være danser.” Grinede han og blinkede let til den ældre Chang.

[Liam Chang]

Endnu et let dask ramte Owen over baghovedet, ikke så det ville gøre ondt, men nok til at det kunne mærkes. "Du er simpelthen så dum at høre på nogen gange. Kan du huske da jeg nævnte det med at ydmyghed ville klæde dig?" Han rystede på hovedet af sin bror, men havde stadig et smil på læben. Det var ren søskendekærlighed der var imellem de to brødre, hverken mere eller mindre. Af en fyr der gik så meget op i piger, var det utroligt, at Owen ikke havde fundet sig en bestemt at forelske sig i, men måske havde han bare ikke mødt den rette endnu. 
Selv kom Liam til at tænke på Roxana A. Nikolova i et flygtigt øjeblik, og kom til at smile for sig selv, men fik hurtigt gemt smilet væk igen. Owen skulle IKKE vide noget om hans følelser for Roxana. Men det havde nu været skønt at se hende igen og hun var virkelig blevet smuk!
Owen skulle bare intet vide om det, ikke før tingene var mere sikkert, ikke før Liam havde fundet ud af hvad han ville med det.
Han rettede lidt på sig og valgte i stedet at fokusere på quidditch. Det var nok bedre at gør ind at tænke på Roxana lige nu. 
Han rømmede sig kort. "Hvordan klarer I det på holdet? Er du en god anføre? - Den del tænker jeg du elsker ved det, hvis jeg kender min lillebror ret.?" Det var ikke fordi Liam så Owen som værende selvglad, men der var visse ting Owen virkede lidt for glad for. Ting Liam somme tider kunne grine af og andre gange bekymre sig omkring.
"Der er fordele ved at danse, det er et godt scoretrick, men nej, jeg dater ikke mit chef eller andre på akademiet." uddybede han så og lå det ellers ligge.

[Owen Rei Chang]

Han smilede lidt for bredt, ”du kan sguda bare lade være med at være så sart.” Argumenterede han imens han ømmede sin nakke som om dasket have gjort ondt.
Owen var ikke helt sikker på at han troede på direkte forelskelse i den forstand. Eller jo han troede på det, men det var bare ikke lige for ham -mente han. Hvorfor holde sig til én fast, hvis man kunne få flere forskellige? Det var nok en holdning han havde lært af Jayson "JJ" Jacobo .
Den yngre Chang, fornemmede godt at broderen blev lidt fjern i blikket. Han rynkede brynene og knipsede en enkelt gang foran hans andigt for at tilbagekæmpe sig opmærksomheden. ”Halli hallo, hvor forsvandt du lige hen?” spurgte han i et halvt grin.
Da der blev spurgt ind til hans præstaiton på Quidditchbanen, blev brytet automatisk pustet lidt op og han fik et bred smil på lænben igen, ”ja faktisk, vi vandt da Quidditchpokalen i år.” Sagde han stolt.
Et næsten skuffet blik belv sendt mod broderen som han forklarede at han ikke datede dem på akademiet. ”Hm,” mumlede han, ”det lyder som spild af gode chancer.” Et skævt smil bredte sig på ny.

[Liam Chang]

Liam kiggede overraskende på sin lillebror. "Er JEG sart? Hvis du ikke var så pisse selvglad, kunne det være der også var plads til andre her i huset." Drillede han godmodigt og smilede til sin bror, før han i en hurtig bevæggelse indfangede sin lillebror, og kløede ham noget så grusomt i håret med sine knoer. Den lille mide skulle ikke kalde ham for sart.
Det overraskede Liam at Owen alligevel opfangede at han for et øjeblik lod tankerne vandre, heldigvis kunne han meget nemt fortælle tingene, uden at afsløre noget som helst. "Jeg tror bare jeg for et øjeblik tænkte mig tilbage på Hogwarts og quidditchholdet." Det var delvis rigtigt. Han havde tænkt på en gammel holdkammerat så at sige. Liam var sikker på, at han ikke lige nu skulle nævne noget om Roxana over for Owen. Ikke så længe de to stadig var på hold og kollegie sammen. Det ville han alligevel ikke byde hende. De vedblev quidditchtalen lidt og Liam fløjtede, da han hørte om deres sejr. "Hvad satan, det sgu da flot. Tillykke Ow!."  han klappede stolt sin bror på ryggen. nok var Owen ikke særlig ydmyg og havde en lidt forkert tilgang til piger, men Quidditch det virkede han til at have styr på! På det punkt var han nok den bedste Chang-søn. 
Skuffelsen var ikke til at tage fejl af, da Liam havde fortalt om sine manglende flirt på det nye arbejde, men for lige at give sin bror lidt smilede han skævt til ham og blinkede. "Bare rolig, jeg brugte mine chancer på skolen i Frankrig. Først scorede jeg en studieveninde, Marie. vi var sammen et års tid, og senere han så scorede jeg en balletdanser, det holdt 4 måneder. Men den slags tænker jeg ikke du er gammel nok til at høre om." Afsluttede han så, mest for at drille. selvom hans samlejeliv ikke var det, han delte mest ud af generelt.

[Owen Rei Chang]

Owen lo, men kæmpede ikke synderligt imod som hans bror greb fat i ham og rodede ham i håret. Han rettede sig atter op da broderen igen gav slip på ham, og rettede lidt på sit nu ret pjuskede sorte hår.
Som Liam kort efter sit fraværende udtryk blev nærværende igen, smilede Owen bare, ”ja det er jo noget tid siden efterhånden, du er jo ved at blive en gammel mand.” Konkluderede han med et djævelsk smil.
”Tak,” svarede han og rankede stolt ryggen under Liams lykønskninger.
Da han omsider gav efter og begyndte at fortælle lidt om skolen vendte smilet og beundringen tilbage i Owens blik. Han albuede let Liam i siden, ”hold da op, jeg er ikke noget barn længere.” Argumenterede han, ”så en balletdanser siger du, hun må have været ret...fleksibel?” Han vippede med øjenbrynene og lo så. ”Men altså, hvem var denne studieveninde så? Og hvorfor brød I op?” Owen havde nok altid set Liam som typen der ville finde sig en kone og få børn, han var sød og kærlig, og god til at behandle folk med respekt. Et talen Owen sommetider ville ønske han selv havde taget til sig.

[Liam Chang]

Liam hævede demonstrativt et bryn af ham og skævede til sin lillebror. "Så gammel er jeg altså heller ikke lille du."kommenterede han, men var nok egentlig bare fint tilfreds med at Owen var hoppet på delen om, at det havde været holdet Liam havde tænkt på og ikke en specifik holdspiller. Lige netop den del, ville Liam gerne holde for sig selv. Ikke fordi han var flov over det, men man vidste aldrig hvad Owen kunne finde på at løjer overfor ham.

Han smilede dog lidt og kørte fingrene gennem håret, som Owen spurgte til hans kærester i Frankrig. "Ja, hun var ret smidig. hvilket kan have sine fordele, hun var også virkelig smuk."  han tav et øjeblik, men fortsatte så. "Desværre så mente hun, at jeg var en hindring for hendes professionelle karriere og derfor endte vi med at slå op." de havde ikke været enige om, hvordan forholdet skulle forløbe og det var blevet klart, at de ville to helt forskellige ting med deres liv. "Marie derimod, hun var fantastisk. Hun havde sådan en livsglæde og vi... ja.. vi udforskede Paris på en helt særlig måde." Liam tav et øjeblik og blinkede til sin bror, der havde efterspurgt saftige detaljer. "-vidste du fx at der om morgenen er meget få turister omkring eifeltårnet, og derfor er dermeget bedre mulighed, for at nyde hinanden, når solen står op?" Han grinede lidt, det var vel den slags Owen netop havde efterspurgt, og det at fortælle om det, fik ham til at mindes Marie. "Jeg troede faktisk på et tidspunkt, at det ville være os, men så en dag, så havde hun forelsket sig i en fra et cirkus, og dagen efter var hun væk" Liam så væk, det var tydeligvis ikke det bedste minde han havde fra sin tid i Frankrig, men nu havde han sagt det.