Not Knowing

[Deleted]

Kendall smilede, hun var glad for at Adrian's børn kunne lide hende, for hun var helt sikkert også vilde med dem.
Generelt så var hun slet ikke itvivl om at Adrian var perfekt i hendes liv: "Det kan jeg godt forstå... Var det planlagt at du fik de to du har?" spurgte hun nysgerrigt som hun nussede hans brystkasse, hun nød virkeligt at ligge tæt med ham lige nu.
"Altså... Jeg har altid drømt om børn, men jeg tror ikke nødvendigvis det er et behov jeg har, jeg har jo et travlt arbejde. Så tror jeg er ret åben overfor alle muligheder" sagde hun i et smil, børn var ikke et "must have", men på den anden side blev hun da lidt skruk når hun kiggede på Adrian's børn.

"Nej jeg indrømmer også gerne at jeg selv syntes jeg ligger ret godt" sagde hun i et smil og lagde sit hoved let ind til ham.
Som han satte sig op klagede hun sig lidt og blev liggende i sofaen, hun kunne faktisk heller ikke overskue det rod de havde lavet lige nu, måske hun bare burde ligge her og putte hele aftenen.
"Ville du skrive til Kelly?" spurgte hun, det var da ikke fordi hun ville presse ham, men hun håbede da virkeligt han ville blive og sove. De havde jo slet ikke sovet sammen endnu og tanken om at ligge og holde om ham hele natten, var slet ikke så dårlig.
"Mon ikke der er en lille krumme et sted?" sagde hun i et grin.
"Ellers må vi finde noget i køleskabet" sagde hun, det var mærkeligt pludseligt at være i et forhold igen, men hun holde virkeligt af Adrian og ville ikke ændre det for noget i verden, han var så køn og forstående.

[Adrian Russo]

Adrian mærkede et stik af skam skylle over ham da han tænkte tilbage på dengang han fik at vide at Harper ventede Hope. Han havde været den værste person i verden til at accepterer det. Et stort solidt røvhul. Og det havde han egentlig været frem til han holdt Hope i sine arme første gang.
Han fugtede sine læber en smule og strøg hendes overarm blidt, "Nej slet ikke." Indrømmede han, "mit og Harpes forhold var temmelig....kompliceret." Han slog blikket lidt ned før han fik overbevist sig selv om at forsætte. Det var trods alt fortiden og det kunne jo ikke gøre for hvem de havde været, kun hvem de ville være i fremtiden. "Altså dengang var jeg en meget anden person. Jeg var nok lidt af en kujon på langt de fleste områder." Han kunne ikke undgå at smile en smule for sig selv. "Da hun sagde hun var gravid første gang eksploderede jeg, jeg ville ikke have børn og jeg var rasende over at hun ville beholde barnet. Derudover var helvede brudt ud i Ministeriet og vi endte med at flygte til Canada hvor vi boede i nogle år." Han sukkede let, "jeg må være ærlig at sige at jeg var imod at få børn frem til jeg holdt Hope i mine arme første gang, efter det var det som om at alt bare ændrede sig." Han så lidt frem for sig og smilede så lidt større, "jeg var langt mere begejstret da jeg fik at vide at hun var gravid med Phoenix." Han håbede ikke at det ville skræmme hende væk, men han følte lidt at han havde brug for at være ærlig overfor hende.

Han nikkede stille til det hun sagde. Ærlig talt ville han faktisk ikke udelukke at han gerne ville have flere børn. Måske ikke lige nu, men på et tidspunkt. Selvfølgelig vidste han godt at han var ved at være oppe i årerne, så ville han have flere børn skulle det nok være snart, men han ville ikke stresse over det, hvis det skete skete det og det var fint.
Han havde ikke lyst til at rejse sig, for hans skyld kunne de godt ligge her hele natten, men på den anden side ville han hellere ligge i sengen. "Ja de tænkte jeg, har du en ugle?" Han kunne selvfølgelig også altid sende hende en besked gennem pejsen, men det krævede at han fik tøj på og det orkede han faktisk ikke lige.
"Jeg er sikker på at vi kan finde et eller andet," Erklærede han sig enig og smilede lidt smørret til hende før han lænede sig ned for at fange hendes læber på ny. "Og ellers kan vi vel altid finde metoder at distraherer os selv fra at tænke på mad." Han blinkede til hende, det var selvfølgelig ment i sjov, meeen han var nu ret sikker på at det godt kunne lade sig gøre i praksis.

[Deleted]

Hun nikkede: "Ja, du har ikke fortalt så meget om hende, men det lød indviklet" sagde hun i et smil, hun havde godt taget et hint om at det måske var et følsomt emne, så hun ville ikke begynde at presse på for noget, han skulle jo selv fortælle om ting i den rækkefølge han ville.
"Aha... Men det er da dejligt du har dem nu, de er virkeligt skønne" sagde hun i et smil, hun syntes hans børn virkede fantastiske og hun kunne godt forstå han var glade for dem, og han gjorde det jo godt som alene far: "Jeg har altid gerne ville have børn, men mig og Jacquia havde aldrig rigtig tid til den slags.. Det er jo lidt kompliceret uden en mand" sagde hun i et lille grin.
Desuden så havde de begge en god karrierer og der var ingen der gad gå på barsel.

"Ja ude i køkkenvinduet" sagde hun i et smil og blev stadig liggende i sofaen, og grinede blot ved hans kommentar. "Jeg gider slet ikke rejse mig op lige nu" sagde hun og kunne dog godt mærke hun frøs lidt.
"Men jeg syntes godt lige du kunne hente en dyne" sagde hun, at ligge nøgen på en sofa var da ikke det varmeste og da slet ikke når han nu også havde rejst sig op og var gået. Hun smilede kort ved synet af ham.
Hun var simpelthen så glad for at de to havde et godt sammen, han var skøn og selvom de jo havde mødt hinanden ret tilfældigt, så satte hun kæmpe stor pris på at han var hendes.

[Adrian Russo]

Adrian smilede svagt og så lidt frem for sig, "Indviklet er vidst en stærk underdrivelse." Sukkede han let. Herper og han havde vidst haft et ret så "ustabilt" forhold. Det var faktisk først faldet rigtigt på plads imens de havde boet i Canada. Alt før den tid havde været diskussioner og make-up-samleje. Ikke specielt stabilt for nogen af dem. Han havde virkelig troet at hun havde ændret sig, at det at hun fik børn havde fået hende til at indse at hendes hadefulde opførsel ikke var vejen frem, det var nok også derfor det havde ramt ham så hårdt da hun skred og beviste hvem hun i virkeligheden var.
Han smilede og trak hende lidt mere ind til sig som han gav hende et kys, glad for at alt det med Harper om ikke andet var fortid nu. "Tja, der er ikke så meget mere at fortælle, hun var bare ikke den jeg troede hun var, men sådan er det jo nogengange." Fejede han det af. Han kunne ikke engang begynde at samle sine følelser omkring det hele, det var simpelthen helt ufatteligt at hun kunne finde på at handle som hun havde gjort. "Ja det er de, jeg er også virkelig glad for at jeg fik dem og nu hvor jeg har dem vil jeg bestemt ikke udelukke at jeg godt kunne finde på at få flere, men altså man må jo bare se hvad tiden bringer." Han smilede ned til hende igen.

"Ja det komplicerer rigtig nok tingene en smule." Erkendte han, så skulle man vel til at igennem alt mulige inseminering og når de begge gjorde karrierer hvor de var meget fremme i medier og brugte deres krop meget i den forbindelse, så kunne han egentlig godt forstå at det måske ikke lige var det at få børn der stod øverst på listen.
Adrian nikkede til hendes ord og inden længe var uglen sendt afsted til Kelly. At hyre Kelly som babysitter var en af de bedste ideer han nogensinde havde fået. Han kom tilbage til stuen og så ned på hende som hun lå nøgen i sofaen. Hun var simpelthen så smuk.
Spørgsmålet fik ham til at smile let. "Jeg har en bedre ide." Han havde også mest lyst til bare at ligge ned, men der var ikke så meget plads på sofaen, så i stedet bukkede han sig ned og samlede hende op i sine arme. Heldigvis vejede hun ikke så meget så han kunne rimelig let bære hende med ind i soveværelset. Han lagde hende på sengen og lagde sig selv ved siden af hvorpå han kyssede hendes læber et par gange før han fangede dynen og kastede den over dem.

[Deleted]

Hun nikkede: "Ja...Nogengange må man jo bare se hvad fremtiden bringer" sagde hun i en rolig stemme: "Lige nu er jeg bare glad for jeg har fundet dig" sagde hun i et smil og kiggede på ham, han var virkeligt en skøn fyr og han havde absolut alt hun havde ønsket sig. Derudover var hun ikke det mindste utryg omkring ham, han var en virkelig behagelig mand og han havde så mange gode kvaliteter som hun glædede sig til at bruge mere energi på.
"Ja lidt" sagde hun i et smil: "Også arbejdede vi begge to meget, men når jeg ser tilbage på det er jeg vidst bare glad for vi ingen børn fik" sagde hun i et smil. De var jo gået fra hinanden og havde de siddet med et barn nu havde det nok været mere til besvær end glæde.
Hende og Jacquia havde jo bare ikke været gode sammen hen i mod slutningen af deres forhold.

Kendall kom med et hvin fra sig som han samlede hende op: "Hey!" grinede hun og var pludseligt meget bevist om at hun var nøgen. Det var ikke fordi hun var genert som sådan, men nu havde hende og Adrian jo ikke været super meget nøgne sammen (endnu).
Hun kyssede ham igen som han lagde hende i sengen: "Du er virkeligt skøn ved du godt det?" spurgte hun i et smil, som dynen blev trukket op op over dem: "Bliver du og sover?" spurgte hun og regnede med han fik uglen sendt afsted.
Lige nu ville hun bare gerne ligge i hans arme hele natten og til hun engang skulle på arbejde igen, selvom hun lige nu måtte indrømme at arbejde lød som noget der lå laaaangt ude i fremtiden, heldigvis.

[Adrian Russo]

Han smilede og nikkede til hende. "Ja der er virkelig ikke andet for." Svarede han roligt. Han ville gerne give hende mere af historien, men bare ikke i aften, det var trods alt et ret dystert emne i og med Harper var dødsgardist og han ville bare ikke spolerer den gode stemning. I stedet kyssede han hende stille. "Og jeg har fundet dig," svarede han og selvom det måske var en smule cheasy var han bare virkelig glad for at de havde fundet hinanden.
Alligevel kunne Adiran godt mærke at han måske havde det en smule skidt over at hun delte sin baggrund med Jacqia og han altid slog hans forhold med Harper hen. Han tog en lidt dyb indånding. "Ja sommetider skal man ud af forholdet ør man kan se at det ikke var det rigtige." Dette havde nok været tilfældet for ham i hvert fald. "Harper var involveret i Dødsgarden da jeg mødte hende første gang. Jeg havde hende i vidnesbeskyttelse i nogle år og tingene udviklede sig imellem os, jeg troede at hun var færdig med det, især da vi fik børnene, men ved første givende lejlighed smuttede hun tilbage til garden og fortalte at alt det vi havde haft sammen ikke havde betydet noget for hende.." Han sukkede, "set i bakspejlet burde jeg nok have vidst bedre." Sukkede han og håbede ikke på at han havde skræmt hende helt væk ved at fortælle hende om det. Hvad Adrian ikke vidste var at Harper var blevet tvunget tilbage og havde gjort det for at beskytte ham og børnene.

Han lo ved hendes vinen og da de begge lå i sengen kyssede han blidt hendes hals og skulder før han flettede sine fingre sammen med hendes. "Ja, jeg har skrevet til Kelly." Informerede han. Han var virkelig glad for at kunne bruge sin nat her også selvom det måske kun var for at ligge i hinandens arme.
Adrian var faktisk virkelig glad for nærhed, hvilket var lidt sjovt for det havde han aldrig troet at han var typen som ville være. Han kyssede hende igen og så på hende med lettere alvorlige blå øjne, "bare lige for at få en ting på det rene så er jeg altså ikke supporter af Garden, jeg synes det de gør er helt forfærdeligt." Han følte at han blev nødt til at understrege det eftersom han jo havde været sammen med en Dødsgardist. Han så sig selv hævet over mugglere, det måtte han nok erkende, men han så dem alligevel som mennesker der havde lige så meget ret til at bo på denne jord som magikerne havde.

[Deleted]

Hun smilede, Kendall kunne virkeligt godt mærke at hun var ved at være forelsket i Adrian. Han var sådan en sød fyr og han var bare så forstående. Hun smilede i mod ham, og kunne mærke hvordan tankerne om en virkelig hyggelig fremtid var begyndt at forme sig for hendes indre øje, hun ville virkeligt ønske at de to havde mange gode år sammen, især fordi han også bare havde sådan nogen skønne børn.
"What? Virkeligt?" sagde hun og kunne mærke hvordan hun prøvede at smule sin chokering en smule, mest for hans skyld.
"Er du ikke nervøs for hun kunne finde på at blande dig ind i det?" spurgte hun usikkert, Kendall var da også fuldblod men hun vidste at dødsgarden ikke var noget man skulle spøge med, og hun var utroligt mange for alle mørke side af den magiske verden.

Hun smilede som han kyssede hende og et let grin kom ud imellem hendes læber: "Det er jeg glad for at høre, det er jeg bestemt heller ikke... Det er forfærdeligt at de har sådan et syn på andre mennesker" sagde hun stille.
"Min Hogwarts kæreste var involveret i mafiaen... De er bestemt ikke bedre, jeg holder mig bare fra alt der er på den mørke side af samfundet" sagde hun i en rolig stemme, hun ønskede bestemt ikke at det var en del af hendes liv.
Kendall var et helt almindeligt, roligt og ganske blidt menneske - hun skulle aldrig være en del af den mørkere verden.

[Adrian Russo]

At fortælle hende sandheden om Harper var en temmelig stor ting for ham, ikke nok med at hun var dødsgardist så havde hun jo også været i hans vidnesbeskyttelse. Han håbede bare ikke at Kendall ville dømme ham på det for det sidste han ønskede var at ødelægge det som de var ved at få bygget op.
På den anden side var det kun fair at Kendall hørte sandheden. Dødsgarden var ikke noget man spøgte med og hun havde ret til selv at vælge til og fra. Han sendte hende et lidt beroligende smil. "Det tvivler jeg på, hun ved godt at jeg aldrig ville dødsgarden, jeg tror ærligt talt ikke at jeg høre fra hende mere." Erkendte han ærligt. Selvfølgelig kunne han ikke udelukke at de ville komme efter ham og børnene for at straffe Harper, men på den anden side når Harper var bedøvende ligeglad med dem så ville den afstrafning jo ikke være særlig effektiv kunne man sige.
Han håbede bare ikke at han havde skræmt Kendall helt væk i alt dette her. "Jeg er ked af at jeg ikke fortalte dig det noget før, men det er bare ikke så nemt lige at få sneget ind i en samtale." Sagde han lidt undskyldende og sukkede let.

Han nikkede i enighed til hendes ord. "Hvad Garden gør er utilgiveligt, je må ærligt indrømme at jeg ikke helt forstår mugglere, men det betyder ikke at jeg ønsker dem døde." Forklarede han. Blodstatus kunne godt være et ømt punkt at snakke om med folk havde han erfaret gennem årerne, men derfor var det jo kun en god ting at vide om hinanden. Adrian var faktisk slet ikke særlig glad for dem, han havde nok altid været en lille smule blodfanatisk, men som Kendall sagde var de stadigvæk mennekser og skulle behandles ordentligt.
Adrian kunne ikke undgår at spærre øjnene lidt overrasket op som hun nævnte mafiaen. "Virkelig? Det lader til at vi måske ikke har været så heldige med vores tidligere forhold," han sendte hende et stille smil. "Fandt du så ud af det før eller efter I var gået fra hinanden?" Spurgte han ind.

[Deleted]

Kendall nikkede roligt, hun kunne sagtens forstå det ikke var en samtale han lige havde lyst til at have på første date: "Hvad tror du hendes grundlag var for at snyde dig?" spurgte hun roligt og håbede han var okay med at snakke om det.
Nok mest fordi at det var ret vildt at have fået to børn med en mand bare for at holde ham for nar, hende Harper lød virkeligt sindsygt og en del af hende var nok glad for at han ikke var i den del af sit liv mere. Adrian var en virkeligt sød og sympatisk fyr og han skulle da ikke være sammen med en som hende.
"Nej jeg er også ud af en fuldblods familie, men jeg ønsker bestemt heller ikke nogen døde... Folk kan jo ikke gøre for hvordan de er født" sagde Kendall, generelt havde hun et stort hjerte for alle mennesker.

"Han blev medlem imens vi var sammen..." sagde hun roligt: "Men så valgte Judas at forgribe sig på mig, to gange.. Også pakkede jeg mine ting og skred, har ikke talt med nogen af dem siden" sagde hun.
HUn havde aldrig rigtigt talt så meget om den tid: "Judas syntes lige jeg skulle overtales til at arbejde for ham" sagde hun blot, hun skulle bestemt ikke arbejde for Judas og det havde uden tvivl været en meget hård tid i hendes liv.
Kendall var alt for rolig og sød hvis hun selv skulle sige det, hun var ikke typen der gav sig i kast med kriminelle.

[Adrian Russo]

Han tænkte over spørgsmålet i noget tid for ærlig talt havde han ingen anelse. Det havde virket så underligt, pluseligt og malplaceret, på den anden side så var det jo ikke første gang at Harper var stukket af, men det var første gang efter de havde fået børn sammen. Han forstod bare slet ikke havd pointen ville have været med at få Hope og Phoenix hvis hun vidste at ingen af dem ragede hende en skid, han havde jo også set hende med børnene og der var bare noget som ikke hang sammen i hans hoved, men han kunne ikke overskue at tænke mere over det for så ville han drive sig selv til vandvid med sine dumme teorier som han sikkert alligevel aldrig ville få svar på.
”For at være ærlig har jeg ikke den fjerneste ide.” Endte han med at indrømme. ”Måske hun fik en mentalt breakdown. Jeg ved det ikke, men det kan også være ligemeget nu.” Han trak på skulrene og trak Kendall lidt mere ind til sig.

Hendes indrømmelse fik Adiran til at løsne grebet om hende en smule så han kunne se ned på hende. ”Har Judas forgrebet sig på dig?” Spurget han med store øjne. Det var jo forfærdeligt og han blev lige så chokeret som han var blevet dengang Harper fortalte at Byron havde forgrebet sig på hende. ”Meldte du det aldrig?” Spurgte han chokeret ind. Han var godt klar over at man ikke lige gik op imod Judas, så ville man nok ende med at ”forsvinde”, men for helvede, den mand slap jo afsted med alt!
”Jeg er virkelig ked af at det er sket for dig.” Sagde han ærligt og kyssede hende blidt på panden. Der var noget virkelig intimt over at ligge her og dele den type hemmeligheder og selvom det var trist og dystert var han glad for at de tydeligvis stolede nok på hinanden til at kunne gøre det.

[Deleted]

Hun nikkede roligt, det var synd for ham at det var endt på den måde, men på den anden side kunne man jo ikke gøre så meget ved fortiden og man måtte bare håbe at fremtiden så lysere ud: ”Jeg er ked af det endte sådan for jer, men jeg er her for dig hvis du har brug for det.. Og også Hope og Phoenix naturligvis” sagde hun i en rolig stemme.
Hun vidste jo godt at hun aldrig kunne erstatte Harper eller lege deres mor, og det ville hun da bestemt heller ikke, selvom deres mor ikke var i deres liv, så var det jo ikke fordi hun skulle gå ind og tage nogen rolle. Men når det var sagt så ville hun gerne hjælpe Adrian alt hvad hun kunne.
Han var en virkeligt god mand og han fortjente det bedste, og det var bestemt ikke en eller anden dødsgardist som åbenbart havde holdt ham for nar.

Hans ord fik hende til at smile ganske roligt som hun let lod en hånd glide nedover hans kind: ”Det er okay, det er længe siden” sagde hun blot, hun var kommet sig over det sådan nogenlunde: ”Jeg har faktisk ikke været sammen med nogen side, altså udover Jacqia” sagde hun i en rolig stemme.
Det gjorde ikke noget, men nu hvor de alligevel var så ærlige med hinanden så ville hun da også gerne fortælle ham sandheden omkring hendes liv: ”Nej, jeg var for bange... Judas har en enorm magt... Jeg tror bare jeg var bange for det hele ville blive værre, så jeg skred bare... Har heldigvis aldrig hørt mere” sagde hun, hun antog heller ikke at Judas var typen der lige ville sende folk efter en tilfældig pige.
Hans kys på hendes pande fik hende til at smile let: ”Det er okay, jeg har det godt nu... Især nu, hvor jeg har dig” sagde hun og lænede sig op for at kysse hans læber ganske kort.

[Adrian Russo]

Han smielde kærligt til hende og nikkede så. Hun var virkelig en helt unik kvinde og han kunne mærke ay hans følelser nærmest blev stærkere og stærkere for hvert minut der gik. Det var underligt når nu han havde været så overbevist om at Harper var den eneste ene.
”Det ved jeg og tak.” Sagde han blidt og pressede atter sine læber mod hendes pande.
Han var ved at være godt træt efterhånden, men han ville gerne høre hvad hun havde at fortælle. Han mærkede nærmest hvordan farven forsvandt en smule fra hans ansigt, havde han virkelig været hendes første gang med en mand siden hendes overgreb? Pludseig var han lidt bange for om han måske kunne have gjort noget anderledes. ”Wauw Kendall, det skulle du da have sagt, så ville jeg have sikret mig at du var okay med det...du var okay med det ik?” Han blev ramt af en lettere nervøs stemning i kroppe. Hun havde i hvert fald ikke virket til ikke at kunne lide det, men derfor kunne han jo godt være kommet til at overskride hendes grænser.

Hans blik hvilede på hende i nogle lange sekunder. Judas var en forfærdelig mand. Adiran vidste at Leonardo havde forbindelse til ham igennem hans butik og det liv han levede, Alastair også – før han altså røg i Azkaban, men hvad han ikke vidste var at Judas faktisk var hans halvbror.
”Jeg er virkelig ked af at du har gennemgået alt det.” Erkendte han med tristhed i stemmen, desværre havde hun ret, Judas var ikke bare lige en mand man sagsøgte, så ville man bare ende med at ”forsvinde”.
Endnu et smil fandt vej til hans læber som hun kyssede ham. Han gengældte kysset og sukkede let som han kastede et kort blik på klokken. ”Det kan også være vi skal til at prøve at få noget søvn så du kan komme op i morgen.” Kommenterede han og trak hende tættere ind til sig. Duften fra hendes shampoo fik ham til at slappe helt af med hende i armene.

[Deleted]

Hun kunne ikke lade vær med at smile ved hans ord, han var virkeligt en sød og eftertænksom fyr og det var en af grundende til at hun virkeligt var begyndt at blive glad for ham, og glad for at han havde lyst til at give et forhold en chance.
”Jeg er helt okay” sagde hun roligt og kyssede hans mundvig, hun havde selv sagt stop hvis det havde været for meget for hende, men hun havde virkeligt nydt at være tæt sammen med ham, han var en skøn fyr og han var behagelig at være i rum med, både med og uden tøj på naturligvis.
”Det skal du slet ikke bekymre dig om, jeg skal nok selv sige fra” sagde hun i et smil, hun var trods alt en stor pige der godt kunne tumle det, dengang havde hun været yngre, mere bange og bare gjort som der blev sagt.

”Det er helt okay.. Jeg er blevet ældre siden dengang og det man ikke dør af bliver man jo stærkere af, ikke?” sagde hun i et roligt smil.
Hun var glad for at Adrian altid var så eftertænksom og en del af hende kunne slet ikke forestille sig at de to nogensinde kunne blive uvenner, han var jo virkelig fornuftig og var altid skøn at snakke med.
”God idé, jeg tror også klokken er alt for mange” sagde hun og orkede ikke engang at kigge i mod noget ur, og hun puttede sig derfor bare ind til ham.
Hun glædede sig allerede til at ligge op af ham hele natten, og inden hun havde nået at tænke andre tanker til ende, var hun allerede faldet hen.

//out