I'm Sorry

[Mayson Carver]

Tilegnet: Rose Crystal "Feather" Brown

Sted: Hogwarts, ved søen

Tid: 20.30 -ish

Årstal: Januar 2056

---

Okay så Mayson havde haft en del nytårsforsæt i år. Et af dem var at flytte hjemmefra, dette havde vist sig at være et lidt længere projekt, men det var ved at være på plads. Faktisk skulle han omsider hjem og se lejligheden her om et par uger, den var placeret i Diagonalstræde i England hvilket ledte ham til hans andet nytårsforsæt, besøg nogle nye steder. Det tredje nytårsforsæt lå nok også lidt op af de to første: Snakke med Feather. 
Han skulle snart flytte og ville ikke komme til at tilbringe så meget tid i Hogsmeade som han havde gjort hidtil, hvilket ville sige at chancen for at støde ind i den blåhårede veninde ville falde om muligt endnu mere end nu. 
Efter deres lille "episode" for ca 3 måneder siden, havde de slet ikke snakket sammen. Mayson skød gerne skylden på at de bare ikke var stødt på hinanden og at alt var helt fint imellem dem, men inderst inde vidste han godt bedre. Kysset havde freaket ham ud og han havde ubevidst gjort alt for at glemme det. Desværre måtte han erfare at det ikke helt kunne lade sig gøre. Det havde åbnet helt nye døre i hans sind som han eller troede havde været boltret fast. Vigtigst af alt havde den dårlige samvittighed ædt ham op indefra og nu var det på tide at gøre noget ved det. Han blev nød til at snakke med hende. 

Derfor havde han, med sine lidt creepy tendenser til at holde sig ude af syne, holdt øje med hende de sidste par uger. Eftersom han endnu boede hjemme hos sin mor var det ikke svært for ham at snige sig ind på Hogwarts grund, hell det havde han gjort nærmest hver dag i to år før han blev optaget på skolen. 
Nu havde han lært hendes vejleder tur at kende så godt at han vidste at hun ville komme ned for at checke om elever var på natterand nede ved søen her til aften. 
Som sagt kunne det godt være at nogen ville finde det creepy og det lød da også creepy hvis man sagde det højt, men han havde bare brug for at snakke med hende, forklare sig og rense luften imellem dem. Det havde bare taget ham alt for lang tid at samle sig mod til det og han håbede at han stadigvæk ville kunne redde deres venskab.
Lige nu stod han næsten helt ned ved søen med ryggen lænet op af et ensomt egetræ stort set skjult af skyggerne, klar til at "tage imod hende" når hun kom på sin runde....well i det mindste havde han ikke et alter med hende.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather havde prøvet ikke at tænke så meget over det tydelige overgreb, hun havde gjort på Mayson. Hun havde ikke taget kontakt til ham efterfølgende. Det var typisk hende. Omvendt, det havde han heller ikke, så hun gik bare ud fra hun havde ødelagt hele deres venskab på 5 sekunder og i stedet for at tage tyren ved hornene, accepterede hun det bare. Det var nemt, for så skulle hun ikke håndtere, at hun alligevel følte sig en smule såret. Feather var samtidig uvidende om, hvad Mayson havde lavet i al den tid. Hun anede ikke, han havde holdt øje med hende og havde lært hele hendes vejlederrute. Hun anede ikke, han havde snakket med Luke om det, men hun var også ligeglad. Drenge gjorde hvad drenge nu gjorde med sådan noget og det samme gjorde piger. Godt nok havde hun ikke lige fortalt nogen, om Maysons afvisning. 

Feather var forsinket på sin rute. Hun var stødt ind i to kvindelige elever på en af Hogwarts utallige gange, som ikke havde ville hørt efter og egentlig hellere ville diskutere det med hende, til et punkt hvor de næsten blev voldelige over de fratrukne point. Feather som den store pacifist hun var, havde haft det dårligt med hende, men som de først havde skubbet hende ind i væggen og derefter trukket deres stav, havde hun ikke set nogen anden udvej end at tage en lang samtale om, at de skulle håndtere deres problemer i stedet for at lade det gå udover andre. - Havde det ikke virket, havde hun nok kastet en lammer efter dem eller sådan noget, men hun fik overbevist dem om at gå op på deres sovesal. Hun nåede nu søerne. Den sidste destination, før hun kunne trække sig tilbage. Hun var ikke skæv, men lige nu arbejdede hun også - ikke det ville stoppe hende, men hun vidste hun også skulle være forsigtig, bare en gang i mellem. Som hun nåede halvvejs ned til søerne, kunne hun se en skikkelse. "Hey, du skal op på din sovesal og jeg gider ikke diskutere det," lød hendes blide, afslappede stemme. 

[Mayson Carver]

Mayson så hende komme ned imod sig og helt af sig selv bredte et lille smil sig på hans læber som det plejede at gøre når han så hende. Det forsvandt dog hurtigt igen da han mindede sig selv om deres sidste møde. Hele hans krop begyndte at slå knuder på sig selv, eller sådan føltes det i hvert fald.
Det gav næsten et sæt i ham ved lyden af hendes stemme som blev hele situationen langt mere virkelig og i et kort sekund var han taknemmelig for at man ikke kunne transfererer på Hogwarts grund ellers havde han nok fået kolde fødder igen.
"Hej Feather," sagde han lidt forsigtigt som han trådte frem fra sit skjul. Han gik stadigvæk ret meget i et med sine omgivelser grundet den mørke pels, men i lyset fra månen var det trods alt lettere at se ham. Han var virkelig bange for at hun ville begynde at råbe af ham for han ville slet ikke ane havd han skulle gøre i en sådan situation...eller tydeligvis nogen anden situation der havde med piger at gøre.

"Jeg øh.." han tøvede som han tog et par skridt frem mod hende, "jeg kom for at snakke med dig," hans hale piskede fra side til side som et åbenlyst tegn for dem der kendte ham om at han var nervøs. "Du ved om det der skete sidst..." Det var ikke fordi han regerede med at hun behøvede en reminder, for det havde godt nok været det mest akavede øjeblik i hans liv.
En sød pige havde kysset ham, ham af alle personer i verden og så havde han stukket halen mellem benene - bogstavelig talt - og havde gemt sig væk som den kujon han tydeligvis var. Den dårlige samvittighed åd sig ganske langsomt ind på ham og han skuttede sig lidt i den kolde Januar aften. "Du...ser godt ud..?" Det kom mere ud som et spørgsmål end som den konstatering det havde været ment til at være. Han måtte snart officielt være den værste i verden til at flirte med piger.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Feather så hvordan skikkelsen ved søen forvandlede sig til at ligne endnu mere end hun med al garanti kendte – også ud fra hun ikke kendte ret mange mennesker som var blå fra top til tå – og mindre en elev, som rent faktisk gik på skolen. Hun var klar til at vende om. Hun magtede ikke den akavede genforening, det kunne være. Hun havde kysset ham, han havde ikke brudt sig om det og det havde været en fejl. Hun havde bare ikke lyst til at skulle håndtere, at han enten ville bede om forklaring på hvorfor, sige undskyld eller ’men vi kan stadig være venner’, ikke fordi hun ikke var interesseret i den sidste for i hendes hoved var hun stadig venner med ham. Det havde ikke ændret noget for hende, og det ville det have mulighed for at gøre, ligeså snart hun blev konfronteret med, hun havde kysset ham. ”Hej Mayson,” sagde hun med en blid stemme, men et tydeligt undrende blik i de ellers for en gangs skyld ædruelige øjne.



Hun stoppede op, som hun rent faktisk nåede over til ham, og så ned i jorden, som han trådte et par skridt tættere på hende. Hun så op, som han nåede frem til, han ville snakke med hende og betragtede halen, der piskede rundt. Hun lod en hånd glide gennem sit hår, inden hun sukkede ved hans ord. Han ville tage snakken, og nu kom der muligvis et point of no return. Enten var de venner, eller også var de ikke. Folk var så sære på det punkt, for hende fandtes der ikke et enten eller over et kys. Det var i hvert fald det, hun troede han ville snakke om. ”Hør,” sukkede hun, dog stadig med den blide stemme, før hun satte sig ned på græsset og gjorde tegn til, han kunne sidde ved siden af hende. ”Det er fint du ikke brød dig om det, men for mig er du stadig min ven,” hun prøvede at komme ham i forkøbet som ordene bevægede sig ud over hendes læber. ”Desuden, hvis du er til fyre og derfor ikke kunne lide det, så er det også helt fint,” påpegede hun, da det kunne være det var det. Hun havde i hvert fald selv tænkt tanken. Omvendt, hvorfor skulle en der var så sød som ham også have lyst til at kysse med en, der var så damned op, som hun var? Hun gjorde store øjne som hun fik en kompliment af ham, selvom det lød mere som et spørgsmål. ”Altså… gør jeg?” drillede hun, dog med et undrende blik i øjnene.

[Mayson Carver]

Det var noget i hendes stemme som gjorde ham en smule nervøs. Han kunne ikke helt bedømme hvad det var, men hans gamle vane med at krybe let sammen under andres syn kom så småt over ham igen og han kunne mærke hvordan hans hovede sank en smule.
Alt den akavethed han havde frygtet og egentlig var flygtede fra skyllede ind over dem og han havde mest lyst til at løbe hjem til Luke og brokke sig højlydt over at han mente det havde været en god ide at snakke med hende om det - også selvom det var flere måneder siden.
Han tav som hun stoppede ham, han så på hende med et spørgende blik, hele hans krop var nærmest i alarmbredskab og han kunne ikke helt finde ud af hvorfor han var sådan in edge. Selvfølgelig havde han ikke lyst til at miste hende som veninde, men det var som om at der lå mere i det nu. Kysset havde ændre det. Hun havde vist ham en mulighed, åbnet en dør til en anden verden han før kun havde kunne nyde synet af på den anden side af vinduet. Han var bare bage for at den fiktive dør nu ville blive smækket lige i hovedet på ham på grund af hans tåbelige reaktion til det.

Roligt satte han sig ned ved siden af hende til trods for at jorden næsten var frossen under dem. Det var koldt, men han bed det i sig, han havde ikke tænkt sig at klage over noget som helst lige nu, det kunne han ikke tillade sig efter alt dette her.
Hendes ord slog næsten benene væk under ham, troede hun virkelig at han ikke havde kunne lide det? Okay det var vel egentlig en fair antagelse eftersom han var smuttet, men det var dog ikke tilfældet. "Det var ikke fordi jeg.." begyndte han, men blev afbrudt af hendes blide stemme som hun forsatte. Øjnene blev omgående større og han var mundlam i et par sekunder, en kølig vind fik grene på det store træ til at rasle og en gysen løb igennem ham hvilket lod til at kickstarte hans verbale evner, "vent hvad? Feather, jeg er altså ikke til fyre." Fastslog han så i en grimasse. "Det er bare fordi..." han ledte efter de rette ord som han gav sig til at fumle lidt med hænderne i skødet, "jeg har aldrig oplevet en pige vise den form for interesse for mig og jeg havde aldrig forventet det ville ske, jeg havde ligesom affundet mig med at det aldrig ville ske, så da du kyssede mig anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle reagerer så som den modne og meget fornuftige fyr jeg nu engang er-" det sidste blev sagt med et let glimt i øjet som han skævede til hende, "gik jeg i panik og stak halen mellem benene....bogstavelig talt." Han sukkede, "Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide det, men jeg tror lidt jeg fik samme mentale breakdown som en muggler der får at vide at der findes drager ville gøre." Han sukkede og bed sig lidt i læben før han vovede at kigge rigtigt på hende. "Det må du undskylde."
"Ja du gør.." hans smilede lidt genert og kunne mærke varmen skyde op i kinderne på ny.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hun så på Mayson spørgende blik, inden hun havde givet sig i kast med forklare sig. Hun anede ikke hvilke døre, der havde åbnet sig for ham. For hende var det bare et kys, og det var intet specielt som sådan. Hun var typen, der ville kysse hendes venner, det var bare en anden måde at vise kærlighed på. Hun så på ham, som han satte sig ved siden af hende. Hun kunne sagtens mærke jorden var kold, men det gjorde hende ikke så meget. Hun ville helst leve i et med naturen, så hun levede med den som den var. Hun kunne dog godt mærke, hun manglede noget græs at lege med mellem fingrene, så i stedet lod hun sin hånd befamle hendes slips, som han begyndte at snakke til hende. Hun så afventende på ham, som de nysgerrige øjne analyserede hver et ansigtstræk blot for at kunne regne ud hvad han ville fortælle hende. Hendes øjne blev store, som han fastslog han ikke var homoseksuel. ”Øh.. vent… er du sikker?” spurgte hun med en blid stemme, som hun lagde en hånd på hans skulder og så på hans girmasse. ”For det er altså okay..” påpegede hun og så på ham med et blik der fyldt af sympati. Som han begyndte at snakke igen, fjernede hun sin hånd og legede videre med sit slips. Normalt var det her tiden, hun ville finde sit lager af gran og fyre op for det, for hun havde fri. Søen havde været hendes sidste stop, og nu sad hun her med Mayson der tydeligvis havde noget på hjerte. Indtil videre havde samtalen dog ikke omhandlet, at det havde ændret hele deres vennedynamik, hvilket hun prisede sig lykkelig for. Hun var den værste til den slags samtaler. Hendes øjne blev store igen, som hun lyttede til hans ord. Hun sagde ingenting, men nikkede bare lidt ind i mellem for at vise hun lyttede til ham. Hendes blik blev undrende, da hun undskyldte. ”Mayson…” hviskede hun og hykkede sig tættere på ham. ”Hvorfor skulle jeg ikke have den interesse i dig?” spurgte hun med en blid stemme, som hendes øjne hvilede direkte ind i hans. ”Og du behøver ikke undskylde,” afsluttede hun, da hun ikke havde mere at sige til ham om det. Det gav mening efter at hun havde fået forklaret hvad der var sket for ham. Som han bekræftede han havde ment sin kompliment og tilmed så en kende genert ud, smilede hun varmt til ham. ”Tak,” hviskede hun og strøg ham gennem håret. ”Du ser også godt ud,” påpegede hun varmt, inden hun lænede sig ind mod ham. ”Vil du prøve igen?” spurgte hun direkte, selvfølgelig med hentydning til deres kys for et par måneder siden.

[Mayson Carver]

Mayson kunne simpelthen ikke fatte at en pige havde vist interesse i ham udover end som en ven. Han vidste godt at Feather måske var typen der godt kunne finde på at gøre den slags, men da ikke med ham! Igen var den første tanke der skød op i hans sinde; at han jo var blå, ingen fornuftig pige ville da flade for en fyr der ligende dæmonen fra Annabelle-filmene. Bare i en lidt mere nuttet udgave bildte han sig selv ind.
En anden ting han lige skulle samle sig omkring var den fact at hun troede at han var til fyre. "Ja jeg er sikker," sagde han uden tøven. Han havde altid forsøgt at stoppe sig selv før hans teenagehjerne begyndte at udvikle diverse fantasier omkring det modsatte køn, det ville aldrig ende godt så heller helt lade være med at tænke på det, men det betød ikke at han ikke engang imellem havde set på en pige og tænkt at hun så ufattelig godt ud. Dette var sket helt ubevidst, men nu hvor han tænkte over det kunne han godt nikke genkendende til følelsen af at være tiltrukket af en pige. Dog ingen så meget som han følte sig draget til Feather lige nu og det skræmte ham. "Hvad ville få dig til at tro det?" Havde han sendt nogle helt forkerte signaler ud? Altså bortset fra at han var stukket af da hun havde kysset ham..og aldrig havde haft en kæreste...og aldrig havde så meget som set forkert på en pige...Pludselig gav hendes mistanke en del mere mening og Mayson kunne mærke farven forlade hans ansigt under pelsen for et kort øjeblik. Troede folk at han var homoseksuel?

Efter det der var sket var det som om at han var begyndt at ligge mærke til alt for mange småting som han altid havde fejet ind under tæppet, som fx den fact at hun flyttede sig tættere på ham. Betød det noget? Hvis det gjorde så måtte det være et godt tegn right? Han var simpelthen så forvirret og hans hjerne var på total overload.
Han mødte hendes blik som hun sagde hans navn og lod de gule øjne hvile i hendes, hendes spørgsmål fik hans mund til at glide let op da han ikke helt forstod at hun overhovedet behøvede at spørge, "fordi...fordi jeg...ser sådan her ud?" Han løftede en hånd mod sit ansigt for at understrege sin pointe, "jeg er ikke ligefrem pretty boy material." Dette var jo en fact og det havde han for længst opgivet at hade verden for, men det undrede ham bare at hun ikke lod til at se det på samme måde. Hun så på ham som om han var helt normal og det var en super uvandt situation for ham.
Han tav som hun sagde at ha ikke behøvede at undskylde. Det følte han nu at han gjorde, men lod det ligge. Berøringen gennem hans hår gav ham næsten kuldegysninger, men ikke på den ubehagelige måde, for på samme tid fik det en varme til at eksploderer inde i ham og hans hjerte til at hamre så hurtigt at det eneste han kunne gøre da hun sendte hans kompliment tilbage til ham var at sende hende et usikkert skævt smil.
Pludselig var hun meget tæt på ham og han kunne mærke den underlige spænding der lå i luften. Han forstod den ikke helt, men denne gang havde han ikke tænkt sig at stikke af så da hun spurgte om han ville prøve igen mærkede han nærmest en sten lette fra sit hjerte, "Virkelig gerne!" Udbrød han og tog sig selv i at tænke om det måske kom ud en smuuuule desperat.

[Rose Crystal "Feather" Brown]

Hun bed sig i læben ved hans ord om han var sikker. Det var heldigt, det ikke var spor akavet. ”Okay,” svarede hun med et smil på sine læber. Hun ville ikke dømme ham, men hun havde nu været overbevidst om det var derfor. Det var som om, det var bedre end at skulle forholde sig til at muligheden for, at han rent faktisk bare ikke var interesseret i hende, var til stede. Hun så på ham med et undrende blik i øjnene ved hans spørgsmål. ”Altså udover du ikke kyssede mig igen og du løb fra mig?” spurgte hun direkte og sendte ham et drillende smil. Det var hele hendes grund til at tænke han var og havde han indrømmet det, haft svært ved det og haft brug for at snakke om det, havde hun været der til at støtte ham og fortælle ham, at han var helt okay, som han var. At han var født sådan, og han bare skulle acceptere den del af sig selv – en tale hun var god til at holde, men nu egentlig var ret glad for hun ikke behøvede at bevæge sig ud i. Det kunne selvfølgelig være han stadig var i benægtelse og så ville hun ikke være den, der ødelagde hans boble.



Hun betragtede de gule øjne gennem sine egne. Analyserede ham for det mindste tick, der kunne indikere hvad han tænkte på lige nu. Hendes blik blev endnu en gang undrende, som han begyndte at tale om sit udseende og det faktum, han ikke var pretty boy material. ”Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg synes du er smuk præcis som du er?” spurgte hun ham direkte og lod sine øjne være på hans. Hendes øjne reflekterede, at hun mente hendes ord. Hun ville aldrig på den måde sige noget, hun ikke mente. Hun så det smukke i alle indtil hun havde en grund til ikke at finde mere i dem, der var værd at værdsætte. Hun betragtede det skæve usikre smil, hun sendte ham da hun gav ham en kompliment. Han var så sød. Ved hans udbrød, kunne hun ikke lade være med at bryde op i et stort smil. Ja, han lød desperat, men det var okay. Faktisk nærmest sødt. ”Okay,” hviskede hun, og kunne mærke varmen der blev generet fra hans krop da hun nærmest var så tæt på hun kunne komme uden egentlig at røre ham. Hun lod sine øjne gilde i, inden hun pressede sine læber blidt ind mod hans.

[Mayson Carver]

Han åbnede munden for at responderer, men det gik op for ham at hun havde en helvedes god pointe i den begrundelse hun fremlagde. Han lukkede derfor munden igen for lige at give sig selv nogle ekstra sekunders tænketid. Han rømmede sig en smule da han atter fandt even til at tale frem, "Okay, det er en fair pointe." Mumlede han så.
Hvilken heterofyr, altså udover ham, ville også stikke af på den måde han havde gjort? Det havde bare været så omvæltende for ham at han ikke havde kunne være i det, men det var selvfølgelig ikke hendes skyld, hun havde jo været så sød. Hun havde faktisk vist interesse for ham og så havde han bare været en lort med lort på. "Jeg klumpede virkelig sovsen der gjorde jeg ikke?" Han så på hende med et lidt skævt smil. Han håbede bare at det ikke var for sent for ham at rette op på, men for pokker hvor var han nervøs.
Skønt han aldrig havde været sammen med en pige eller kysset med en pige - lige på nær det omtalte akavede kys - så var han ikke i tvivl om at han var til piger. Han var på ingen måde tiltrukket af fyret han kunne godt være tiltrukket af piger, han sørgede bare altid for at ignorerer det og begrave det så han ikke ville ende ud i at blive skuffet.

Hendes ord blandet med det meget direkte tonefald fik ham til at synke en lille smule. Han kunne ikke forstå at hun så ham på den måde, men det føltes rart og samtidig skammede han sig en lille smule over at han ikke bare kunne accepterer at hun så ham sådan. "Jeg tror bare aldrig helt at jeg vil kunne forstå det," indrømmede han så og så flygtigt på hende. Hun lod til at være den eneste pige der så ham på den måde, men når han tænkte nærmere over det var hun faktisk også den eneste pige hvor det betød noget at hun så ham på den måde.
Han havde ikke brug for at alle piger skulle vende sig om efter ham, at hun gjorde det var nok. Det var en super underlig tanke, men den varmede ham indeni som noget han ikke før havde oplevet.
Han gengældte smilet eftersom de nok godt begge var klar over at han ikke gjorde stemningen akavet med vilje an var bare virkelig ude på ukendt farvand her og det gjorde ham ufattelig nervøs.
Idet hun kom tættere på forsvandt hans smil, hele hans krop føltes levenede og hans hjerte hamrede så hurtigt og højt at der nærmest var en chance for at en professor inde på skolen kunne høre det, men denne gang flyttede han sig ikke, denne gang ville han gerne have lov til at opleve dette skridt sammen med hende. Deres læber mødtes og havde Mayson følt sin krop være levende før var det intet imod den følelse af glæde og liv der skyllede ind over ham nu. For en gangs skyld lod han sig selv handle på instinkter frem for at tænke over alle sine træk, hans øjne gled i og hans ene hånd fandt vej til hendes nakke hvor den gled ind i hendes næsten matchende blå hår. Pludselig føltes det bare som om at hele verden forsvandt omkring dem, han havde aldrig oplevet noget ligende før og han havde en følelse af at han aldrig ville have det skulle slutte.

//Fade out