I wanna be a role model

[Tatianna Mary Maximorff]

Collin Kieran Fitzgerald
Forladt lagerbygning lidt uden for London - Rave-party.
Juli 2056, omkring klokken 2 om natten.
outfit

---

Det var længe siden Tati sidst havde været til et rave-party. Hun havde været til én efter Patricks fake-død, men der havde været for mange fristelser over alt, til at hun havde kunne håndtere det, så dengang havde hun kun været der i omkring en times tid, og så havde hun måtte forlade stedet igen. 
Denne gang var noget andet. Mange ting gik meget bedre, hun havde Lawrence i sit liv, hvilket havde været det bedste der var sket for hende, i utrolig mange år. Selvom han måske ikke var typen, som krammede hende, lå og puttede og nussede eller fortalte hende, hvor meget hun betød for ham. Måske faktisk netop derfor. Hun havde ikke brug for en bamse, eller en flødebolle af en fyr. Hun havde brug for én som ham. En som kunne give hende modspil, tvinge hende til at holde fokus, især når det blev rigtigt svært for hende. En som viste hende, at han holdt af hende, ved pff, ja foreksempel redde hende ud af kløerne - eller rettere tænderne - på en varulv, eller redde hende fra hendes 'bivirkninger' klokken lort om natten. En som rive hende rundt, men samtidig heller ikke var bange for, at lade sig blive revet rundt af hende. Hun havde præsenteret ham for sine forældre, og det var egentlig gået fint nok, frem til brevet var blevet fundet. Brevet fra Patrick. Brevet som havde bevist, at han stadig var i live og hun kunne ikke være i det. Hun hadede, at han stadig havde så meget magt over hende. Hun var bange for at støde på ham, konstant. Hendes adrenalin kørte på det højeste hele tiden, ved den mindste lyd. Hun var forsvarsløs overfor ham.
Hun havde haft brug for, at komme ud og væk. Hun havde brug for, at vise sig selv, at han ikke skulle have den form for magt over hende mere. Hun havde ikke fortalt nogen, hvor hun var taget hen. Hun havde brug for, at stå på egne ben og vise sig selv, at hun ikke var nogen lille pige, som behøvede nogen til, at beskytte hende. 
Hun var allerede godt fuld, som hun havde sat retningen mod baren efter mere alkohol. Indtil videre gik det fint nok i forhold til, at hun kun havde drukket og taget sine morfintabeletter hjemme fra. Hun var blevet tilbudt flere gange, men havde sagt nej. Hun var egentlig ret stolt af sig selv. Om fire måneder ville hun modtage sit emblem for, at have holdt sig stoffri. Hun mærkede nogle fulde - og sikker også skæve - mennesker danse ind i hende, hvilket bragte hende ud af balance og ind væggen, som hun støttede sig lidt til. Hun var meget fuld, hvilket nok var tydeligt for enhver, som hun stod op af væggen med en smøg i den ene hånd og den anden for sin pande, med lukket øjne.

[Collin Kieran Fitzgerald]

En af Collins bekendte havde inviteret ham med til et rave. Han takkede sjældent nej, sÃ¥ i dag var ingen undtagelse. LigesÃ¥ lidt var det en overraskelse at han havde været pÃ¥virket fra han stod op og frem til nu. Det eneste tidspunkt han ikke var pÃ¥virket var nÃ¥r han sÃ¥ Carma. Han ønskede rent faktisk ikke hun skulle se hvor damned up hendes far var. Han ønskede oprigtigt at være der og vise hende al den kærlighed, hun fortjente. Det gik ogsÃ¥ godt. NÃ¥r han sÃ¥ hende var hun blevet en form for erstatning for alle de stoffer han indtog. Alt det græs, han kunne forbruge i løbet ad en dag. Alt det alkohol, han kunne drikke uden at føle sig pÃ¥virket af det. Hun var det værd. NÃ¥r hun sÃ¥ ikke længere var der, sÃ¥ røg han tilbage i samme mønster. Dels fordi han aldrig havde været god til at forholde sig til virkeligheden, men ogsÃ¥ fordi virkeligheden uden hende i den, gjorde ondt. Det indrømmede han dog helst ikke. 
Collin sad sammen med sin bekendte, og der var røget et par shots indenbors. Humøret var højt og lige nu havde han følelsen af at være ti fod høj. Intet eller ingen kunne nÃ¥ ham. "Dude," sagde den bekendte og Collin lod de blÃ¥ øjne hvile pÃ¥ ham, dog en anelse uinteresseret. "Ja?" spurgte han, som den bekendte pegede mod en kvindelig skikkelse. "Dude, seriøst, tjek lige røven pÃ¥ hende der!" Collin sendte ham et smil. Nok var han blevet far, men det betød ikke kvinder ikke stadig var et objekt for hans opmærksomhed. Han lod sit blik følge i den retning, der blev peget. Han rynkede lidt pÃ¥ øjenbrynene. Hun virkede bekendt. "Kan du se hvad jeg mener dude?!" fortsatte den anden, som Collin ikke anerkendte hans ord. Collin sÃ¥ tilbage pÃ¥ ham. "Hold din kæft, bro," pÃ¥pegede han tørt som han rejste sig. Han gik mod Tati og prikkede hende pÃ¥ skulderen. "Hey," kommenterede han i forbindelse med, da han ville være sikker pÃ¥ han fik hendes opmærksomhed. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati vidste godt, at hun ikke burde have været taget afsted. Fristelserne var over alt. Hun burde i det mindste have taget Lawrence med, men det havde hun ikke gjort. Hun var taget afsted alene. Hun kunne godt lide, at udfordre skæbnen og det havde hun gjort. Hun kunne mærke, hun var en smule rundtosset, af den mængde alkohol hun havde indtaget, men hun havde ikke planer om, at tage hjem endnu. Hun var heldigvis ret socialt anlagt, så hun havde ikke problemer med, at finde nogen at snakke med og ellers var der tit folk der fulgte hendes youtube kanal, som henvendte sig til hende og så brugte hun tid på, at snakke med dem.
Hun mærkede et prik på sin ene skulder og et hey, der fulgte med. Hun vendte sig rundt og greb fat i hans skulder, for at holde balancen, hvilket fik hende til at grine lidt. "Hey," sagde hun morende, før hun opdagede hvem det var der havde sagt hjem til hende. "Heeey, Collin," sagde hun og krammede ham, hvilket egentlig ikke lignede hende. Hun slap ham igen og smilede til ham. fristelsen var stor. Meget stor. Ikke til noget seksuelt, for hun kunne aldrig drømme om, at være Lawrence utro. Hun elskede ham, selvom hun ikke havde sagt det til ham. Det var alt for tidligt i forholdet og hun regnede vel egentlig også med, at han godt vidste det. Men hun vidste, at hvad end Collin havde på sig, for nej hun var ikke i tvivl om, at han havde noget på sig, så var det noget af god kvalitet. "Hvad har du på dig?" spurgte hun mod hans øre, for selvom det var noget der var meget i omløb sådanne et sted, så var det jo ikke noget, nogen snakkede højt om. Det var dumt, men bare lidt. Bare en lille smule. Hun kunne jo godt styrer det. Bare denne ene aften.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin mærkede den grebet i sine skulder og per instinkt lagde han en hånd på hendes hofter for at stabilisere hende. Han grinte, som hun gjorde. ”Har du det sjovt?” spurgte han opfølgende til hendes grin og hendes hilsen. Han lagde armene om hende for at gengælde hendes kram og slap hende, som hun slap ham. Hun tænkte ikke over, det ikke lignede hende at kramme. Han krammede normalt heller ikke rigtigt selv, men når en smuk ung kvinde gjorde, så sagde han ikke nej. Han sendte hende et drenget smil, som kun blev bredere ved ordene hun ytrede tæt mod hans øre. ”Jeg troede du var stoppet,” kommenterede han og tog en tår af sin øl. Han afventede knapt hendes svar, før han igen åbnede munden. ”Snehvide… E… Den fede..” fortalte han. Kendte han hende ret, så vidste hun hvad han snakkede om, selvom han på intet tidspunkt nævnte de rigtige navne på noget af det. Han havde kendt hende sammen med Patrick og havde set hvor meget lort, hun havde været ude i den gang. Han var ikke selv stoppet og han vidste det han havde gang i, var langsomt at dræbe sig selv og ødelægge alt inde i ham. Han var dog ligeglad, for virkeligheden var langt værre end den drømmeverden han befandt sig i, når stofferne omlagde signalerne i hans hjerne. Han følte sig lykkelig og flyvende og når illusionen brød, var der kun nedturen. Den eneste der kunne gøre følelsen lig var hans datter.

Attachments:

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati grinte endnu mere, som han gjorde. Hænderne mod hendes hofter tog hun sig ikke af, men bed sig blot lidt i læben, fordi hun var så fuld. Hun nikkede til hans spørgsmål, "Jeg har det altid sjovt," svarede hun og blinkede til ham. Hun lagde ikke noget i det. Hun havde været sammen med Collin mange gange, dengang hun også være været kærester med Patrick, så det var nogle år siden sidst, men han var ikke ligefrem en man bare lige glemte. Hun tænkte ikke over, at han heller ikke var typen som krammede. Selv var hun nok mere typen, som hilste som når to dudes mødte hinanden. Hun kiggede på ham, da hans ord om, at hun var stoppet lød, "Mmh, det er jeg også," svarede hun og blinkede til ham. Eller. Det havde hun været, i snart tre år, men så havde hun fået morfin til at tage smerterne fra den brækket arm og de øvrige skader hun havde fået i forbindelse, med bilulykken. Hun var bare aldrig stoppet med morfinen igen. Hun havde bildt sin læge ind, at hun stadig havde smerter, varrige smerte var jo en reel ting, som ikke kunne måles i en blodprøve eller på andre møder. "E," svarede hun, selvom der var en svag stemme, langt inde bagerst i hendes hoved, som sagde det var dumt. Den stemme andre ville kalde fornuft. Hun lyttede bare aldrig til den stemme, det var utroligt, den stadig gad prøve.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin grinte lidt mere, som hun også gjorde. Han smilede ved hendes ord og nikkede en enkelt gang. ”True… især når jeg er her, ik?” spurgte han selvsikkert. Smilet han havde plantet på læberne matchede. Kort efterfølgende kom der også et blink retur. Collin kunne skam godt huske, han havde været sammen med Tati en del gange, det havde han ikke glemt til trods for han havde været sammen med utallige piger. Og mænd. Og alt derimellem. Collins hjerne var slået fuldstændig fra på nuværende tidspunkt, så plejer var fuldstændig død for ham. Han smilede kortvarigt som hun fortalte hun var stoppet. ”Hvorfor så igen?” spurgte han, dog uden at lyde dømmende på nogen måde. Han anede ikke hvad der havde fået hende til at starte igen. En ting vidste han dog, han ville ikke benægte hende noget, hun ikke kunne leve foruden. Netop fordi det var hende, ville han heller ikke bede om noget til gengæld. Det var en tjeneste for en gammel veninde. Som han hørte den svage stemme mod sit øre smilede han igen. Han fiskede en lille gennemsigtig pose op ad sin lomme med et par fine blå tabletter med smiley stempel på. Han åbnede posen og lod den ene ramme sin egen tunge inden han med tommelfingeren og håndfladen skjulte posen og rakte den mod hende med et smil plantet på læberne.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde det helt fint med, at han blinkede til hende, det så hun på ingen måder som utroskab eller flirten, men hun var også vant til de mange drenge venner, så der skulle meget til, før hun satte en grænse, selvom hun selvfølgelig tænkte mere over det nu, hvor hun havde en kæreste. "Præcis," svarede hun smilende. Hun havde altid set Collin, som en god ven - engang også med fordele - men igen, hun kunne aldrig drømme om, at være Lawrence utro. Hun trak lidt på skulderen. Hun havde ikke tænkt sig, at indrømme hun havde misbrugt morfin i en længere periode efterhånden, selv ikke overfor ham, men det var ikke personligt mod ham, det var mere det med, at skulle indrømme det overfor sig selv. Især fordi hun så det som et kæmpe nederlag. "Hvorfor ik?" vendte hun spørgsmålet og blinkede til ham, for hun havde intet svar til ham. Hun savnede den ro hun kunne opnå, for hun havde en konstant uro i kroppen, selvom morfin havde hjulpet en del. Hun bed sig lidt i læben, velvidne om, at det var så dumt, det hun havde gang i. Hun burde ikke. Alligevel tog hun imod posen med den lille blå glade pille i. "Pris?" spurgte hun egentlig ligeglad med, hvad det ville koste hende, så længe det ikke var seksuelle ydelser. Hun stak hånden i sin ene lomme på sine bukser, hvori hun åbnede posen i blinde. Hun lods som om hun gabte, men den lille blå pille blev smuglet ind i hendes mund, som hun blinkede til ham og slugte pillen. Hun kunne nærmest ikke vente med, at mærke virkingen.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Han så hendes smil som hun svarede præcis og gengældte hans smil. Han smilede da hun spurgte hvorfor ikke, og trak en enkelt gang på skulderen. ”Godt spørgsmål,” svarede han med et drenget smil over sine læber. Han kørte ikke længere i, at hun egentlig var stoppet. Han vidste han ikke var i en position til at dømme hende for at begynde igen. Han var aldrig stoppet. Han så på hende som hun spurgte ham om pris og sendte hende et skeptisk blik. ”Gratis. Du er min veninde,” svarede han og gjorde gestus med hånden for indikerer at det var ligegyldigt. Han opdagede hendes blink som hun indtog pillen og smilede til hende. Han fiskede selv en smøg op ad lommen og tilbød hende at tage fra hans pakke, hvis hun ville. Efterfølgende tændte han sin smøg og dækkede for flammen for den som han tændte sin egen smøg. Han anede ikke om hun havde lyst til at forblive i hans selskab eller om det bare var for pillen. Han havde dog omvendt selv sagt hej til hende, så det var vel ham der skulle vise noget initiativ? ”Hvordan går det ellers?” spurgte han så, og tog et nyt hvæs af sin smøg og lod røgen langsomt sive ud af lungerne.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati vidste godt, at det var utroligt dumt, at bede Collin om stoffer. Hun havde været clean pÃ¥ længe nu, men hun savnede stoffernes virkning hver dag, selvom hun ikke havde fortalt det til nogen. Hun sov kun ordenligt, nÃ¥r hende og Lawrence havde haft gang i det helt vilde, sÃ¥ hendes krop blev naturligt træt, hvilket der ellers skulle meget til skete og det stoppede ikke hendes tankemylder. Alkoholen og smøgerne havde været nok for hende, i lang tid, sÃ¥ var morfinen ogsÃ¥ blevet nødvendig, men det var det heller ikke nok for hende mere. En gang misbruger, altid misbruger, som man sagde. Hun var ikke blevet clean, hvis ikke det havde været fordi Patrick var død - hvilket hun havde fundet ud af, han ikke var. MÃ¥ske var det derfor, hun pludselig havde trang til, at forsvinde fra den virkelige verden. Hun smilede, "Tak," svarede hun med en oprigtig taknemlighed i stemmen. Det bedste ved Collin, var at han ikke dømte hende og aldrig havde gjort det, selv ikke da hun havde været pÃ¥ sit mest damned up punkt i sit liv, havde han stadig været der, pÃ¥ sin egen Collin-artige mÃ¥de selvfølgelig. Hun kiggede ned i pakken, for at være sikker pÃ¥ det var almindelige smøger, og ikke hjemmerul med andet end tobak i, før hun tog imod en af hans smøger, "Jeg skal ikke lugte af græs," grinte hun, som forklaring pÃ¥, hvorfor hun havde kigget før hun havde taget imod en smøg fra ham, selvom hun virkelig godt kunne bruge noget græs ogsÃ¥, selvom det mÃ¥ske ikke ville være helt dumt, for hvis hun sÃ¥ blev taget i at være pÃ¥virket, sÃ¥ kunne hun lyve og sige, det kun var græs hun havde taget, det var trods alt ikke ligesÃ¥ vanedannende og faktisk utroligt godt for en som hende med adhd - især hvis hun selv skulle sige det. Hun trak sin stormlighter op fra bh'en, tændte smøgen og lagde den tilbage i bh'en igen. Hun kløede sig lidt i nakken og tog et hvæs af smøgen, "Om lidt gÃ¥r det meget bedre," svarede hun og blinkede til ham. Pillen skulle bare virke og sÃ¥ ville virkeligheden forsvinde, og sÃ¥ ville alt blive meget bedre. Hun var kontant bange for, at Patrick ville opsøge hende, især efter hun havde fundet brevet fra da hun havde været indlagt, hvilket betød, at han pÃ¥ en eller anden mÃ¥der, havde fundet ud af, at hun havde været pÃ¥ hospitalet og han havde været forbi, mens hun havde ligget og sovet, med blomster og et kort, hvilket i hendes paranoide hoved, betød at han holdt øje med hende. Hun var endnu ikke brudt sammen, ikke foran andre i hvert fald, men nÃ¥r hun var alene, væltede verden for hende og hun kunne ikke klare det mere. Hun havde brug for opturen, selvom hun vidste nedturen bagefter ville blive endnu værre. "Men hvad med dig?" vendte hun hans spørgsmÃ¥l og sendte ham et mere roligt smil, som hun kunne mærke pillens virkning, langsomt begyndte, at pÃ¥virke hendes hjerne.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin anede intet om hendes indre kamp. Han vidste, hvordan han selv havde det, nÃ¥r han skulle undvære stofferne. Han skulle forholde sig til en virkelighed, han ikke gad at være i. Den eneste form for lempelse han fandt, var Carma. Det betød dog ikke, at han ikke blev dÃ¥rlig nÃ¥r han skulle undvære stofferne. Den uro, der var konstant. Søvnløsheden. Dirren. Svimmelhed. Han kunne ikke holde det pÃ¥ afstand – reaktionen ville komme uanset hvad. Han vidste, han blev nødt til at stoppe pÃ¥ et tidspunkt hvis han ville se Carma længere tid ad gangen. Det betød dog ogsÃ¥, han var nødt til at stÃ¥ ansigt til ansigt med de indre dæmoner, han hver dag forsøgte at kaste sÃ¥ langt væk, de ikke ville kunne nÃ¥ ham. At han skulle igennem nedtrapningen og savne følelsen stofferne gav ham. Han ville gerne stoppe for hende, men samtidig var det sÃ¥ pokkers svært. Collin nikkede en en enkelt gang til hendes tak. Han kunne høre hendes taknemlighed. Han vidste, han burde have moralske skrupler ved at give hende ecstasy, men det havde han ikke. Han hjalp en gammel veninde i nød. Han sendte hende et undrende blik, som hun analyserede hans smøgpakke. Han brød dog op i et kortvarigt smil som hun forklarede sig med et grin. ”Det er ikke der, jeg gemmer mit græs,” pÃ¥peede han og blinkede en enkelt gang til hende. Han gemte det i noget, han altid kunne smide væk i tilfælde af et eller andet ostefad besluttede sig for at undersøge ham. Smøgerne havde han brug for – sÃ¥ dem ville han ikke bare smide væk. Han anede intet om, hvilke tanker hun gjorde sig – hvordan hendes hjerne fokuserede pÃ¥, hvordan hun kunne skjule hendes pÃ¥virkning. Collin havde ikke nogen at skjule det for. De fleste, han kendte var enten fuldstændig ligeglad med ham eller ligesÃ¥ damned up som ham selv, og derfor sagde de intet til ham. Han tog et hvæs af sin egen smøg, som han betragtede hende tænde sin egen med stormlighteren. Ingen ild. Han smilede, som hun blinkede til ham og nikkede en enkelt gang. ”Noget du vil snakke om?” spurgte han direkte – ærligt forventede han et nej. Han var ikke den bedste til at lytte til folk og være der for dem i deres svære perioder. Ikke som de ønskede det, i hvert fald. Han ville langt hellere have det sjovt og lade som om livet blot var en lang fest, som kun bestod af højdepunkter. Collin tog et nyt hvæs af sin smøg og pustede langsomt røgen ud ved hendes spørgsmÃ¥l. ”Cool,” svarede han kortfattet til, hvordan det gik med ham. Han forestillede sig altid at det folk gerne ville høre var ’det gÃ¥r fint’, for sÃ¥ behøvede de ikke deale med andres shit. ”Er du her alene?” spurgte han direkte og lod de blÃ¥ øjne hvile undersøgende pÃ¥ hende. Collin lukkede øjnene kortvarigt, som han kunne mærke den største, mest absolutte eufori ramme hans følelsescenter som ecstasyen begyndte at virke. Den udefinerbare mængde serotonin som blev udløst i hans hjerne, gjorde der i kort sanseløst sekund, var der kun følelsen af glæde og stilhed, men som han Ã¥bnede øjnene mærkede han noget andet. Hans krop vibrerede i takt til den bas, som kunne mærkes i gulvet. Farverne, stemmerne. lyset og musikken omkring ham blev mere og mere intens. Han følte sig forbundet til Tati. Til hans ven, han lige havde snakket med. Til alle de mennesker, der var omkring ham. Han sendte Tati et bredt, fredsfyldt smil inden han grinte. Han anede ikke af hvad, men lysten til det overmandede ham.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati vidste godt at hun ikke burde bede Collin, om stoffer. Hun vidste hvordan stofferne påvirkede hendes hjerne anderledes end andres. Hendes hyperaktive hjerne, fik lov til at blive sat ned i gear, roen blev skabt i hendes ellers restløse krop. Hendes popcornstanker, blev der lagt en demper på. Skønt hun vidste det kun var midlertidigt, så længe stoffet var i hendes blod, og hun vidste nedturen ville hale ind på hende før eller senere, så føltes opturen, som om at det var det hele værd. Hun kunne klare alt. Hun ville kunne stå ansigt til ansigt med Patrick, uden at være bange og frygte, hvad han kunne finde på, for hun var uovervindelig, så snart pillen ville virke. Hun smilede roligt til Collin, "Man ved aldrig," svarede hun og blinkede retur til ham, stadig uden at lægge noget i det, andet end venskab. Hun vidste hvordan hendes familie og venner hun havde kendt i mange år ville reagere, hvis de så hende lige nu, men hun var ligeglad. Hun vidste ikke hvordan Lawrence ville reagere eller Arian, men lige nu var hun egoistisk, lige nu havde hun brug for, at flygte fra virkeligheden og bare mærke dopaminen, noradrenalinen og serotoninen, på en anden måde, end den måde hendes adhd medicin kunne fremme de tre signalstoffer i hendes hjerne. Hun lagde stomlighteren tilbage i bh'en og tog et hvæs af sin smøg, mens hun rystede på hovedet, "Næh, egentlig ikke," svarede hun ærligt og trak lidt på den ene skulder, før hun sendte ham et svagt smil. Hun havde ikke brug for en der lyttede lige nu, i så fald, så havde hun ringet til Arian i stedet for at tage alene til et rave-party, hvor hun vidste stoffer, var lette at få fat i. Hun havde brug for en som Collin lige nu. En der ikke dømte hende, men som hun samtidig kunne stole på, ikke bare ville efterlade hende og være ligeglad med, hvad hun kom i sin krop eller hvis tyve forskellige mænd begyndte at voldtage hende. Hun nikkede lidt til hans 'cool', og svarede egentlig bare med det og et efterfulgt smil. Hun nikkede igen, "Yeah.." grinte hun lidt og rystede på hovedet af sig selv, mens hun kunne mærke pillens virkning tog til. "Hvem er du her med?" spurgte hun, og nærmest antog han var der sammen med nogen. Hun mærkede hvordan følelser, hun normalvis ikke var i stand til, at mærke, begyndte at skylle ind over hende. Hun mærkede lykke, på højder hun virkelig havde savnet. Ikke fordi Lawrence ikke gjorde hende lykkelig, for det gjorde han uden tvivl. Men det her var på helt andre højder og helt andre måder. "Se.. Nu er det meget bedre," grinte hun og slog ud med armene, med hovedet bøjet bagover, så hun kiggede op i loftet.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin sendte hende et drenget smil, som hun endnu en gang blinkede til ham og svarede ham. ”Gemmer det altid et sted, hvor det er nemt at smide væk,” svarede han hende med et særligt glimt i de blå øjne. Han vidste hvad han snakkede om. Han havde før oplevet situationer, hvor det bedste for ham ville være at smide alle de piller og andre euforiserende midler han havde på sig, væk. Det havde han især lært af, når han havde været så påvirket, at han ikke længere havde den fordel som hed magi. Collin tænkte ikke rigtigt over hvordan den om omkring ham, havde det med han tog stoffer. De fleste af dem han så i dagligdagen tog selv stoffer eller drak som et hul i jorden, så de havde heller ikke rigtig så meget at sige til det. Han nikkede, som hun sagde hun ikke ville snakke om det. Han havde heller ikke regnet med det og Collin var ikke typen, der ville spørge igen. Han regnede med, hun mente hvad hun sagde – han kendte hende trods alt. Han gengældte det svage smil hun havde på sine læber. Collin kunne meget godt lide Tatianna og ville nok egentlig altid have et soft spot for hende samt et behov for at passe på hende. Det var en af de få, han rent faktisk kunne sige han havde vedholdt kontakten med over længere tid, også selvom der til tider gik lang tid i mellem. Han nikkede til hendes yeah og lyttede til hendes grin. Han sendte hende et smil. ”Hvem jeg er her med?” spurgte han igen og lod sit blik spejde rundt for at finde den bekendt, han var kommet sammen med. ”Den her dude, som i øvrigt synes du har en damning go’ røv,” kommenterede han og pegede mod ham, han havde med. Han hørte hendes grin og kunne ikke selv lade være med at grine, selvom han ikke anede hvad der var sjovt. Det behøvede det heller ikke være, for den lykke han mærkede lige nu var nok. ”Godt,” grinte han og betragtede hende. Hun lignede virkelig en, som følte sig fri.

[Tatianna Mary Maximorff]

Collin var den eneste ven hun stadig havde kontakt til fra tid til anden, som havde et misbrug. Alle andre der havde været ligesÃ¥ damned up som hun selv havde været, eller mere eller mindre, havde hun cuttet ud af sit liv, for at undgÃ¥ fristelserne. Collin havde været der for hende, pÃ¥ en mÃ¥de ingen andre misbrugere havde været. Han havde turde sige noget til Patrick, som en af de fÃ¥. Deres venskab havde sÃ¥ ogsÃ¥ været lidt atypisk, i og med, at de ogsÃ¥ havde været i seng sammen flere gange og røget sammen, taget stoffer sammen, drukket sammen. Hun nikkede en enkelt gang til ham, med et smil over sine læber, "Selvfølgelig har du det," svarede hun, det havde hun jo ogsÃ¥ altid selv haft, dengang hun havde rendt rundt med græs og andre stoffer pÃ¥ sig.
Det var rart, at han bare accepterede, at hun ikke ville snakke om det. Hun kunne ikke sige det højt mere, for hver gang hun gjorde det, så blev en smule mere virkeligt. Bare tanken om, at Patrick var i live og havde været inde på hendes hospitaltsstue, mens hun havde ligget og sovet, var nok til at give hende lyst til, at skrige og bare sætte sig ned i et hjørne med det sygeste angst anfald. Hun kunne slet ikke overskue det. Hun var bange, hver gang hun var alene, hvilket også var en af grundene til, at hun var taget afsted denne aften. Det store hus, havde virket så meget større end det egentlig var, da ingen af hendes roomies havde været hjemme. Selvfølgelig vidste hun godt, at hun altid havde kunne ringe til Lawrence og bedt ham om, at komme, men det var hun alligevel også for stolt til og hun nægtede at give Patrick den magt, at hun blev nødt til, at ringe til sin kæreste, som en lille pige der ringede efter sin far. Om det her så var meget bedre, var det jo nok egentlig ikke, men lige nu i hendes hoved, så var det. Collin var der, så hun var egentlig tryg. Hun fulgte hans fingerpegning med blikket - troede hun - det var egentlig hele hendes krop som fulgte med, hvilket bragte hende ud af balance, så hun måtte gribe fat i ham, "Sorry," grinte hun og støttede sig lidt op af ham, mens hans ord om hans ven lød. "Ark ja, det syntes du jo også engang, såååh," svarede hun drillende og klappede ham et par gange på hans brystkasse og blinkede drillende til ham. Hun havde ikke noget imod, at snakke sådan med og til sine venner.
Hun følte sig virkelig fri, for første gang siden hun havde fundet ud af, at Patrick var i live. Hun grinte endnu mere, da hans godt lød. "Ved du hvad jeg godt kunne bruge lige nu?" spurgte hun mens hun rettede sig langsomt op igen med et stort smil på sine læber, nærmest lykkelig. "En pool, eller svømmehal," svarede hun sit eget spørgsmål. Hun havde det godt lige nu. Utroligt godt. Alle bekymringer var væk, hun kunne klare det hele.

[Collin Kieran Fitzgerald]

Collin havde aldrig været bange for Patrick. Han frygtede sjældent for sit eget liv, og modsat hvad mange troede om han, mente han at man skulle behandle sin kvinde pænt. Man skulle ikke slå hende, nedgøre hende eller på anden måde gøre hende fortræd. Han opførte sig ikke som han gjorde for at være ond mod andre, men for at skubbe alle andre væk fra sig. Han hadede forventninger og ligeså snart han lod nogen være en del af hans liv, ville de automatisk begynde at få forventninger og han ville ende med at skuffe dem. Collin sendte hende et drenget smil som svar på hendes selvfølgelig. Han var flere gange blevet fanget med noget på sig, men han kunne altid få det til at forsvinde og så var deres beviser på ham lige pludselig væk.
Collin ville altid acceptere en manglende lyst til at snakke om hvad der rørte sig. Ikke fordi han ikke var villig til at lytte, men fordi han mente det aldrig hjalp nogen at være tvunget til noget som helst. Hvis ikke folk var klar til at snakke om det, kunne det gøre det hele langt værre. Selvfølgelig var han selv typen, der holdt alt for sig selv. Stofferne var det der hjalp ham gennem alle livets problemer. De var der altid og han havde aldrig oplevet en eneste svigt fra dem, andet end når virkningen af dem forsvandt. Ellers var det blot en evig rus, han aldrig havde lyst til at falde ned fra. Collin mærkede et pludselig greb i sig fra hendes side af, og lod to hænder hvile på hver sin arm af hendes. Han holdt hende og lod de blå øjne hvile ufortrødent på hende ved hendes undskyldning. ”Det er okay,” påpegede han og sendte hende et af sine sædvanlige drengede smil, da det nu alligevel var sjovt. Han grinte ved hendes drillende kommentar og mærkede de klap, hun gav hans brystkasse. Han gengældte hendes drillende blink, inden han svarede. ”Og det tror du ikke, jeg synes stadigvæk eller hvad?” spurgte han direkte. Et drenget smil legede endnu en gang over hans læber. Collin vidste bare, hans bekendt ikke skulle tale om hans veninde som var hun en seksuel genstand sat på jorden for den bekendtes nydelse og ikke andet. ”Næ, hvad?” spurgte han som hans ene fod begyndte at trampe rytmisk i forhold til den computerlavede musik, som spillede. Han bemærkede det nærmest lykkelige smil, der var på hendes læber og kunne ikke andet end blot at gengælde det, mens spændingen på hvad hun nu kunne bruge og havde lyst til steg. Han gjorde store øjne da hun fortalte ham, hvad hun havde brug for. ”damn ja,” påpegede han og klappede en enkelt gang sammen med hænderne for at understrege han var med hende. ”Der er en tæt på, tilfældigvis!” stemmen var euforisk, spændt, hvilket han egentlig ikke vidste var et faktum. Han tog et vildt gæt. Han tog fat i hendes hånd – inden han nærmest gav hende nogen mulighed for at svare. Han gik hen til opgangen af bygningen de var i og løb hurtig op ad trapperne – med følelsen om at verden var åben for hans fødder og alt var muligt. Som han nåede op til taget af bygningen var der ganske rigtigt en pool.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati elskede følelsen af stoffer, og hun ville lyve, hvis hun påstod at hun ikke havde savnet det. Virkningen. Suset. Opturen. Selvfølgelig var der også nedturen. Den var det værste. Den savnede hun på ingen måder. Heller ikke abstinenserne. Lige nu havde hun lyst til mere. Mere ville have mere. Den lille stemme i hovedet, som kaldte sig selv fornuft, den var væk. Hun mærkede hans hænder mod sine arme, og så direkte ind i hans blå øjne, med sine egne brune. Havde det været for bare fem år siden, så havde hun kysset ham, men ikke nu, selv ikke hans charmende, drenget smil ville kunne få hende til, så meget som overveje det. Hun elskede Lawrence, selvom hun ikke havde sagt det til ham, så gjorde det dét ikke mindre sandt og hun kunne aldrig drømme om, at være ham utro. I stedet for grinte hun blot lidt, og slap ham igen, da hun havde fundet balancen igen. Hun trak roligt på den ene skulder, "Det ved jeg ikke. Gør du det? Du fortæller mig det aldrig mere," sagde hun ligeså direkte tilbage og blinkede til ham.
Hun grinte endnu en gang. Hun fik næsten ondt i kinderne og maven. Det var sÃ¥ længe siden, at hun havde følte den falske lykke i sin krop. Hendes hjerne var dog ligeglad med, om følelsen var fremprovokeret af den glade blÃ¥ pille, eller om den var ægte. Det føltes fantastisk. "I know," grinte hun, før hun sÃ¥ overrasket pÃ¥ ham, "Seriøst?" spurgte hun, uden at nÃ¥ at sige mere, var de nærmest allerede pÃ¥ vej pÃ¥ af trapperne. HÃ¥nd i hÃ¥nd og hun stillede ikke engang spørgsmÃ¥lstegn ved det. Var det dumt, at finde en pool alene med ham? Var der overhovedet nogen pool? Hun grinte igen, da der ganske rigtigt var en pool. "Hell yeah!" lød det fra hende, mens hun allerede var ved at smide tøjet. Dog beholdt hun sin bh og g-streng pÃ¥, før hun sprang i vandet. Hun kunne ikke mærke om vandet var varmt eller koldt. Hun kunne bare mærke, hvordan hendes krop var vægtløs og lykken var alt overvelende. Hun sprøjtede vand efter ham. "Joiner du mig eller?" spurgte hun drillende. Hun tænkte ikke engang over det store brandmærke, som fyldte fra knæet og ned af hendes skinneben. Hun kunne mærke bassen i vandet. Hun sÃ¥ hen pÃ¥ ham, med et smil pÃ¥ sine læber. Skulle hun spørger efter den græs han havde informeret hende om tidligere, at han havde? Overvejelsen var der.