Bury A Friend

[Darcel Montaque Lavoie]

Forsat fra faded:


Darcel var blevet kontaktet af Sankt Mungos og af noget personale på Hogwarts. Nogle elever havde fundet hende blødende på gulvet. Barnet var væk. Lige nu var Darcel dog fuldstændig ligeglad med det foster, der havde været under udvikling i hendes varme hule. Han var mere interesseret i, om Riley var okay. Han havde skyndt sig at få stablet en pasningsordning på benene til tvillingerne. Heldigvis havde det været muligt for Amedeé at se efter tvillingerne som var blevet lagt i seng for lang tid siden, så alt hun skulle gøre var blot at holde øje med dem. Han havde ilet afsted til Sankt Mungos. Nu sad han ved Rileys side med hendes hånd i sin og ventede på hun vågnede. De blå øjne havde ind i mellem hvilet bekymret på hende. Han var vred over nogen kunne gøre sådan mod hende – for det var tydeligvis noget, der var blevet gjort med vilje. Han kunne se på hendes ansigt, hun havde fået slag. Han ville så gerne vide af hvem. Han var vred over, nogen ville behandle hans søster sådan, og han kunne ikke forstå det. Nok havde hun haft sit at kæmpe med, men han kendte hende. Hun var fornuftig nok til ikke at rode sig ud i problemer, der kunne koste hendes liv på den måde.

[Jaxx Winter Turner]

Jaxx bemærkede den overraskede lyd som kom fra Cobras læber. Jaxx smilede kort for sig selv, som Cobra rent faktisk røg på røven. Velfortjent. Jaxx lod iskoldt sit blik hvile på Cobra, fuldstændig uimponeret over ham. ”Jeg er helt rolig,” påpegede han køligt. Han trak sammen på begge øjenbryn ved Cobras ord. Han hadede det overlegne i Cobras stemme. Jaxx havde en teori om, at Cobra ville ønske det var ham selv der skulle overtage DM. I stedet var han blevet et sidekick til den egentlige leder. Igen, hvis man spurgte Jaxx, så var Cobra heller ikke ligefrem den fødte leder. Han var nødt til at være et tænkende menneske først, i stedet for at handle først og så tænke over det bagefter. ”Hvordan gjorde du mig en tjeneste?” han så efterfølgende på Riley og blikket blev straks alvorligt som det gik op for ham hvad Cobra egentlig kunne mene. Hans blik hvilede igen koldt på Cobra. ”Tror du jeg ville risikere alt for hende og en baby?” han havde en tydelig væmmelse i sin stemme, som han ordene blev ytret. Væmmelsen var møntet på at Cobra kunne tro sådan om ham. Tro det var hans baby til at starte med. Han lod Cobra tage imod hans hånd og ignorerede hans ord efterfølgende. Han bemærkede han gjorde honnør inden han gik.

”Sorry,” kommenterede han på Riley’s svage stop. Jaxx sad ved alt blodet. Det var sikkert kommet på hans bukser. Det var kommet på hans hænder. Han var ligeglad. Han havde ondt af Riley ja, men det var ikke fordi den her oplevelse ved sidde i ham resten af hans liv. Ikke en gang resten af dagen. Han havde ikke dårlig samvittighed. Han var faktisk mere vred over, at Cobra ville tæske på en kvinde uden at have fået ordre på det. Jaxx ville også i princippet have været ligeglad, hvis ikke det var fordi han hver dag havde dårlig samvittighed over, han ikke kunne hjælpe sin mor. Han kendte ikke Riley som sådan. Han holdt ikke af hende. Han hørte hun hviskede Darcel, og så op som Cobra kom tilbage. Han nikkede til Cobra og lod healeren tage over inden han rejste sig op fra gulvet. Jaxx bemærkede hans tegn til Riley, inden han hev fat i ham for at trække ham med ud. ”En anden gang, så få dine facts straight, Cobra..” påpegede han som det gik ud. ”Skal du være med til at hente forsyninger? Der er øl,” han blinkede en enkelt gang til ham.



//Out//

[Cobra Russell]

Cobra havde aldrig haft et ønske om, at være leder selv. Han var slet ikke ansvarsbevidst nok på det punkt, og han var nok mere en arbejderbi end en 'dronningebi'. Han fungerede bedst, når han fik en opgave og løste den, for så at tage imod næste opgave. Han vidste godt, at hans far og Jones udnyttede, at han ikke kunne mærke smerte. Han havde tilmed været skudt og først opdaget det, da hans krop var begyndt, at reagere på det blodtab den havde lidt. Hans sygdom var bestemt ikke kun til gav, men også livsfarlig for ham, i den forstand, at han ikke vidste, hvilke faresignaler han gik glip af, fordi hans hjerne ikke kunne registrere smerte. "Fordi jeg skilte dig af med, den der klump larmende kød, i hendes mave," svarede han roligt og blinkede til sin ven.
Han forlod roligt toilettet med Jaxx, og lod sit blik hvile kort på sine hænder, for at bedømme, om det kun var Rileys blod eller om det var blandet med hans eget. Det så dog ud til, det kun var hendes. Han vendte blikket mod Jaxx og træk let på den ene skulder, "Du kan sgu da bare lade vær med, at rende rundt og rage pigerne på maven. Jeg er altså ikke den eneste, som troede det var dit, Jaxx," påpegede han roligt tilbage og kiggede lidt ned af sit tøj, "Tror jeg skal have noget rent tøj på først, men jeg møder jer om ti," smilede han og satte retningen mod Gyffindors opholdsstue, for at tage et hurtigt bad og få skiftet tøj. Det beskidte sørgede han selvfølgelig for, at få brændt, så det ikke ville blive samlet ind og blive brugt imod ham, på et senere tidspunkt.

//OUT

[Riley Lavoie Riddle]

Som Riley var blevet haste indlagt og akut opereret, var hun blevet kørt tilbage til en stue. Hun havde været omkring de 7-7,5 måneder henne, og havde egentlig glædet sig. Hendes seneste plan havde været, at spørger Darcel om hun måtte flytte ind hos ham, når hun graduerede fra Hogwarts, så hun både kunne være der for babyen og nyde lidt ungdomsliv. Hun havde dog ikke nået, at præsentere ideen for ham og nu kunne det være lige meget.
Det sidste hun huskede, var Cobras alt for overlegnet smil og den tyssende finger og blink, han havde sendt hende. Og smerte. Meget smerte. Hun ønskede ikke, at nogen skulle komme til skade på grund af hende, og en trussel fra et medlem fra DM, tog hun seriøst, præcis ligesom et hvert andet fornuftigt menneske.
Hun var pÃ¥ mange punkter vokset med opgaven og maven, i form af, at hun var stoppet helt med at ryge græs, efter samtalen med Darcel og smøgerne havde hun, ikke rørt i fire mÃ¥neder efterhÃ¥nden. Hun begyndte langsomt, at vÃ¥gne op. Hun havde haft mistet en hel del blod. Hun havde fÃ¥et blod og en smertestillende eliksir, og selvfølgelig været i magiske koma, mens de havde opereret hende. Hun gav et par smÃ¥ knagende lyde fra sig og klemte lidt om hÃ¥nden i hendes hÃ¥nd. Smerterne i hendes underliv, var sÃ¥ slemme, at de var alt overdøvende for det slag, hun havde fÃ¥et mod sit kindben, selvom det efterhÃ¥nden ogsÃ¥ var ved, at brede sig til et godt gammeldags sæbeøje. Hun skar en grimasse over smerten og bed sig i læben, mens hun trak vejret hakkende. Der gik et per sekunder, før hun fandt overskuddet til, at Ã¥bne øjnene en smule og vende blikket og dermed dreje hovedet lidt, i storebrorens retning, men det sekund hendes blÃ¥ øjne faldt pÃ¥ ham, mærkede hun tÃ¥rene begyndte at trille fra hendes øjne, "Babyen..?" græd hun hæst og hviskende, mens hendes hÃ¥nd slap hans, for hun kunne lægge begge hænder mod sin mave, hvor hun med det samme kunne mærke, at hun var langt tyndere, end før sit møde med Cobra og de andre DM'er, hvortil tÃ¥rene tog til.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel ville altid sige ja til at Riley kunne bo hos ham. Hun ville altid være velkommen. Der ville snart være utrolig tomt (i forhold til hvad der plejede). Timmy var snart færdig på Hogwarts, og han regnede med Timmy havde planer om at læse og bo på universitets campus. Ikke han lige havde fået snakket med ham endnu, men det var bare en naturlig del af at blive voksen. Darcel havde gjort sit ypperste for ikke at bryde sammen, som han havde ventet på hun var kommet ud fra operationen – forhåbentlig i live. Han ville ikke kunne tilgive sig selv eller dem, der havde gjort det mod hende, hvis hun døde på operationsbordet. Hun stolede dog på, at de healere der var omkring dem, var verdensmestre i at gøre deres arbejde. Han vidste ikke, hvornår hun ville vågne, men han havde ikke tænkt sig at forlade hendes side, før det skete. Darcel reagerede straks, som han mærkede et klem omkring sin hånd og hørte nogle knagende lyde fra Riley. Hans blik faldt straks på hende. ”Hun er ved at vågne!” udbrød han og rejste sig for at stå ved hendes side – dog uden at give slip på hendes hånd. Han bemærkede grimassen hun skar og den hakkende vejrtrækning. Hans respons var at sende hende et blik fyldt med medlidenhed og et lille smil, der rummede hans egen smerte over at se hende sådan. Han bemærkede tårerne ned ad hendes kind, som hun fik øje på ham. ”Hey… hey,” hviskede han blidt og lod den frie hånd blidt tørrer dem væk. Han rystede på hovedet. ”Desværre, Riley… Det er jeg ked af.. Men ikke ligeså ked af det, som hvis jeg havde mistet dig,” han mærkede hun slap hans hånd og satte sig på kanten af hendes seng. ”Hvem gjorde det her mod dig? Kan du huske det?” spurgte han roligt.

[Riley Lavoie Riddle]

Rileys vejrtrækning var forsat hakkende, overfladisk og påvirket af de mange tåre ned af hendes kinder. Hun mærkede Darcels hånd tørre nogle af tårene væk, men nye tog blot til. Hun kunne dårligt finde overskud eller energi til, at sige noget eller løfte så meget som en finger. Alt gjorde ondt. Fysisk såvel som psykisk. Men det var først, da Darcel bekræftede hendes værste tanker og største frygt, at hun vendte blikket væk fra ham igen og mærkede flere tåre ned af sine kinder. Hun følte lidt, at hun skulle være stærk. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg faldt.." løj hun hæst, hun havde i øjeblikket fortrængt, hvad Cobra havde været tæt på at lykkedes med, og det sikkert også havde lykkedes ham, hvis ikke Jaxx havde stoppet ham inden. Hun havde lyst til, at finde Cobra og flå en vis del af ham og tvinge ham, til at æde den rå. Men han havde truet med, at gøre hendes familie fortræd, hvis hun sladret.
En healer og et par sygeplejersker kom hurtigt løbende ind på stuen, ved Darcels udbrud. Riley bemærkede dem dårligt nok, før de begyndte, måle hendes blodtryk og alverdens andre ting, som hun selv var ret så ligeglad med lige nu. Det eneste hun ville vide, var om hendes baby var okay. Sygeplejerskerne forlod stuen igen, da alt så ud til, at være stabilt lige nu, men healeren blev derinde. "Frk. Riddle?" lød det roligt fra healeren. "Lavoie.." rettede hun ham stadig med en hæs stemme, som var godt og grundt afkræftet. "Min fejl, frk. Lavoie. Vi kunne ikke finde nogle informationer om dine forældre i vores system, men hr. Lavoie her, fortalte os, at han er din bror," healeren havde snakket lidt med Darcel ind i mellem, for at fortælle hvordan det gik, mens hun var blevet opereret. Riley nikkede blot lidt. Hendes blå øjne var døde for liv og al glæde var slugt ud af hende, som om en dementor havde været forbi. "Frk. Lavoie, vil det være okay med dig, at din bror er her, mens vi gennemgår operationen med dig?" spurgte healeren, da Riley teknisk set var fyldt 18 år. Hun nikkede blot lidt igen. Tårene var stoppet af sig selv. Hun stirrede blot ud af vinduet, hvor solen skinnede udenfor. Det var virkelig ikke sådan, at vejret rettede sig efter et humør, i virkeligheden. "Bagefter er der et par aurorer herude, som gerne vil snakke med dig, om hvad der skete. Og vi vil gerne have lov til, at lave en gynækologisk undersøgelse, for at sikre os, at der ikke skete noget seksuelt upassende," forklarede healeren roligt, hvilket fik Riley til at reagere, "Det gjorde der ikke. Jeg faldt, nogle drenge fandt mig og tilkaldte hjælp. End of story," lød det stålfast fra hende.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel bemærkede nye tårer tog til, som han prøvede at tørre dem væk, som var. Det gjorde ondt at se Riley – fuldstændig slået ud. Han ville ikke sige, han forstod hvad hun havde mistet, men noget i ham gjorde alligevel. Det havde været hans lille datter eller søn, som havde lagt så trygt inde i hende og som nu var blevet taget fra dem begge på en af de mest forfærdelige måder, han kunne forestille sig. Darcel ville aldrig tvinge hende til at være stærk, og slet ikke efter det her. Hun skulle have absolut lov til at være ligeså ødelagt som hun havde lyst til at være, og så skulle han nok være stærk for hende. Hjælpe hende. Lade hende sørge. Han hørte hendes hæse stemme med to korte ord forklare hvad der var hændt hende. Han løftede et øjenbryn ved løgnen. ”Riley… et fald ville aldrig… give dig de mærker, du har,” prøvede han. Han ville godtage hendes forklaring, hvis hun virkelig ikke ville af med den rigtige – han anede ikke hvad der var sket hverken forud for episoden, under eller efter. Darcel bemærkede hvad healere og sygeplejerske lavede omkring dem. Ikke han vidste meget om det, men han ville sikre sig hun fik den bedste behandling, der var mulig. Hele vejen igennem havde han ønsket de ville redde Riley og hun ikke døde – i den situation var babyen ligegyldig – groft sagt. Han så på healeren og lod Riley vurdere om han måtte høre med eller ej. Hun var gammel nok til selv at bestemme. Darcel så på Riley som hun nikkede. Han kunne se hun ikke havde det godt og han ville så gerne være den, der kunne fjerne alt hendes smerte. Hun var tom i blikket, og han bebrejdede hende ikke. Han måtte dog kort se væk i vrede og afmagt som healeren indikerede der kunne være sket noget seksuelt. Hvem ville gøre sådan noget mod hende. ”Nogle drenge fandt dig?” spurgte Darcel roligt, som han var klar til at være en del af samtalen igen. ”Hvilke drenge? Kan du huske det?”

[Riley Lavoie Riddle]

Det eneste Riley lige nu, havde lyst til, var at skride fra det hele. Hun havde lyst til, at rive droppet ud af hÃ¥ndryggen og finde nærmeste kiosk og købe sig en pakke smøger og ryge den hele pÃ¥ én gang. Derefter ville hun finde en gadepusher og ryge sÃ¥ meget græs, at hun ville glemme hvad hun selv hed. Men hun havde dÃ¥rligt kræfter til, at løfte en finger og enhver lille centimeter gjorde ondt. Hun sÃ¥ væk fra Darcel. "Jeg faldt ned af trapperne.." byggede hun videre pÃ¥ sin løgn. Hun vidste ikke, om Darcel havde fÃ¥et af vide, der var blevet brændt et C ind pÃ¥ hendes inderlÃ¥r.
Hun så godt, hvordan Darcel så væk, som healeren snakkede om seksuelt overgreb. Hun havde været mere eller mindre ude af bevidsthed, da Cobra havde bedt de to andre DM'er, om at hive hendes natshorts ned, så lige dén del, havde hun ikke i erindringen. Om det ville vende tilbage, var dog aldrig til at vide. Healeren så lidt over mod Darcel og derefter tilbage på Riley. "Fosteren er opereret ud, men hvis De ønsker det, så må De gerne se det, frk. Lavoie. Derudover har De brækket fire ribben og der var nogle voldesomme indre blødninger, så vi vil gerne beholde Dem nogle dage til observation," forklarede healeren, før han tilføjede, "Jeg vil gerne have lov til, at skifte forbindingen på Deres inderlår, om et par timer, så der kommer jeg igen, og der vil jeg også gerne have lov til, at udføre den gynækologiske undersøgelse," med de ord forlod healeren stuen. Riley bed sig lidt i læben, efter blot at have nikket til healeren. "Har du smøger på dig?" spurgte hun uden nogen som helst former for følelser i sin stemme, før hun vendte blikket mod Darcel.

[Darcel Montaque Lavoie]

Darcel bed sig i læben, som hun holdt fast i sin historie om, at hun havde var faldet ned ad trappen. ”Okay,” svarede han roligt. Han vidste, det ikke nyttede noget at holde fast i, at alle de skader hun havde ikke hang sammen med et fald. Hvis hun havde lyst til at fortælle ham sandheden, så havde hun gjort det – og måske ville hun gøre det en dag. ”Når du bliver udskrevet, så er du velkommen til at bo hos mig, Riley. Alt det du vil, så længe du vil,” hans stemme var rolig som han snakkede til hende. Han kunne slet ikke begynde på at forestille sig, hvordan hun måtte have det. Han vidste, at den kærlighed han havde til sine børn var en hel ny form for kærlighed han aldrig havde oplevet inden han blev far – og frygten for at miste dem var noget af det værste. Darcel lyttede på healeren og spurgte ikke indtil inderlåret – alene fordi han vidste han ikke ville få svar. ”Tak,” sagde Darcel til healeren, inden han gik. Han bemærkede måden Riley snakkede på. Det gjorde ondt, kunne han, ville han gerne tage hendes smerte på sig. ”Ja… Jeg finder en kørestol,” påpegede han roligt. Han ville ikke diskutere med hende om hvad hun skulle og ikke skulle.
Der gik ikke længe før han kom tilbage med en kørestol. 


//Out//