Oh How I’ve Missed You, Or Not.

[Robin Anderson]

Jayson "JJ" Jacobo

Hogwarts - Gangene

September 2057 - Omkring kl 14

Påklædning - Skoleuniform

Det var skønt at være tilbage på Hogwarts. Selvom Robin elskede sin familie, var det altid dejligt at komme tilbage hvor han følte at han kunne udrette en masse! Han var allerede igang med at skrive et par artikler til skoleavisen, og skulle det ikke være nok, havde han også over sommeren, fået job for Isabella Collins på hendes avis Make Some Noise. Han havde været så stotl da han postede sin første artikel, som han havde brugt flere dage på at skrive, fordi den skulle være perfekt.
Med et let smil på læben, en bunke skolebøger i favnen og rank ryg, begav han sig mod besværgelseslokalet. Det var bare som om at intet kunne gå galt i år. Han havde omsider besluttet at indvige sin bedste veninde i en af hans aller dybeste hemmeligheder. En hemmelighed som de fleste nok allerede havde regnet ud. At han var til fyre. Det havde været svært, men han var glad for at have fortalt hende det. I det mindste behøvede han så ikke føle sig så alene med det.
Det var hans sidste år på skolen og ingen skulle ødelægge det.

[Jayson "JJ" Jacobo]

JJ havde haft en hård sommerferie. Okay, det meste af tiden havde den stået på fest, druk og tøser. Men foruden det, havde den også stået på en laaaaang snak, med hans far. JJ vidste godt, at han havde en anden mor end hans storebror, AJ, og lillesøster, PJ. Presset på ham, var helt anderledes end de to andre. Han følte han skulle leve op til noget, han slet ikke var. Han skulle være advokat, som sin far og storebror. Den del af hans liv, var forud bestemt. Men hvis han blev ved med, at komme i så mange problemer, så ville hans far til sidst ikke være i stand til, at betale sig fra det mere, hvilket i værste tilfælde ville kunne betyde, at JJ ville blive smidt ud af familien, præcis ligesom hans farbror, Lawson, var blevet. Han ejede vidst nok en stripklub somewhere i London nu. Så lavt skulle JJ bare ikke synke.
Med sin skoletaske over den ene skulder, gik han ned af gangene. Det var nu meget rart, at være tilbage på skolen. Der hvor de fleste enten frygtede ham eller forgudede ham. Her var det HAM, som styrerede stedet og slagets gang. Her var han kongen. Som han gik i sine egne tanker, fik han øje på Robin komme gående imod ham. Perfekt. Han kunne altid bruge ham, til at fremhæve sig selv og få det lidt bedre med sig selv, ved at nedgøre andre. Bevidst lod han sin skulder banke hårdt ind i skulderen på Robin, som de forbipassede hinanden, "Se dig dog for, din damning svans," skældte han ud, skønt det var ham, som var gået ind i den anden dreng.

[Robin Anderson]

Robins ryk var rank og han havde en god feeling i kroppen. Han var klar til at indtage verden med storm! Bedst som han gik der og talte sig selv op, fik han dog øje på noget der sænkede den stigende selvtillid drastisk. Jayson. Han satte farten lidt ned. De blå øjne var fæstnet på den anden dreng i nogle sekunder. Han havde vidste ikke set ham endnu.
Normalt ville han nok være stoppet op, vendt rundt og gået i den anden retning, men ikke i dag. Det var slut med at gemme sig. Med en fast beslutning om at holde stand. Rankede han ryggen flyttede blikket fremad og gik beslutsomt videre. Håbet om at Jayson måske slet ikke opdagede ham lå der, men det var naivt, det vidste han godt. Der gik heller ikke mange sekunder før han mærkede en hård skulder støde mod sin egen, hvilket slog ham en smule ud af kurs. Uden at være specielt overrasket over denne gestus, himlede Robin svagt med øjnene. “Du gik ind i mig Jayson.” Argumenterede han, dog ønskede han ikke at skabe en sene, men det blev alligevel sagt højt nok til at Jayson kunne høre det. Robin fortrød dog hurtigt sin korte impulsive bølge af mod. Nu ville der nok falde brande ned.

[Jayson "JJ" Jacobo]

JJ var klar til at indtage skolen igen. Det her ville blive hans år, præcis ligesom alle de andre år, han havde gået her. Folk hadede ham eller elskede ham. Nogle elskede endda at hade ham, mens andre hadede at elske ham. Men bedst af alt, så frygtede de fleste ham og det var kun tåber, som turde sige ham imod.
Han nåede kun lige, at mærke det mindre kick, han fik efter at have banket sin skulder ind i Robins og tage et par enkelt skridt mere, før han hørte Robins beskyldning. "Undskyld, hvad sagde du, tøs?" spurgte han i et blik som ville kunne dræbe tusind mænd på én gang, mens han stillede sig faretruende tæt på Robin.
Han hævede sin hånd i en hurtig bevægelse og ligeså hurtigt lod han den falde igennem luften, for at ramme den bunke bøger den anden fyr havde i sin favn, hvorefter hans hænder blev placeret mod fyrens skuldre, kun for at give ham et hårdt skub, mod væggen, "Forsvind, inden min morgenmad kommer op igen, bare ved synet af dig," stemmen var kold og spydig.

[Robin Anderson]

Robin var vandt til Jaysons hårde ord, men det betød ikke at de ikke ramte ham. Han vidste godt at han ikke burde lade sig gå på. Han burde ikke blive påvirket af Jaysons mening. Det var bare så svært for han vidste jo godt at hans stemme var lys, som var den aldrig gået i overgang. Det havde gået ham på længe, men han var begyndt at indse at det var bare en del af den han var. Det var okay. Men når Jayson så påpegede det ved at kalde ham tøs, det ramte ham bare.
Han sank en enkelt gang for at genfinde fatningen, Jayson skulle ikke vide at han ramte et ømt punkt.
Robi krøb ufrivilligt idet Jayson løftede hånden i frygt for at han ville stikke ham en flad. I stedet mærkede Robin hvordan bøgerne blev slået ud af hånden på ham. Det gav et helt sæt i ham og der lød et par fordelte bump som de ramte stengulvet. Han sank igen. Han hadede at føle sig svag. I det samme blev han skubbet og havde det ikke været for væggen bag ham var han nok væltet på røven. Han mærkede hjertet banke hurtigt over følelsen af at være trængt op i en krog. Hans vejrtrækning blev en anelse mere overfladisk som nervøsteten spredte sig i ham som steppebrand.
Han svarede ikke Jayson, men satte sig hurtigt på hug og gik omgående igang med at samle sine bøger sammen for at slippe væk fra situationen. Hvor han dog hadede Jayson noget så inderligt.

[Jayson "JJ" Jacobo]

JJ gik nærmest faretruende tæt på Robin, "Sig mig, er du døv eller er du bare grim?" spurgte han hårdt, da Robin ikke svarede ham. Hvor var den respekt han fortjente? Eller også var det måske netop, derfor Hufflepuff drengen ikke svarede ham? Uanset hvad, så nød JJ den magt han havde lige nu. Et sted hadede han også lidt sig selv for det, men det var der ingen der skulle vide og slet ikke Robin.
Et hånligt fnys lød fra ham, ved reaktionen fra den anden dreng. "Svans," lød det spydigt fra ham, mens han stillede sig afslappet med hænderne i bukselommerne, og så på som Robin satte sig ned for at samle bøgerne op igen. "Hvad der galt? Har katten ædt din tunge? Bliver du helt ked af det nu?" falsk skød han underlæben frem, før han begyndte at grine, som han satte foden oven på én af bøgerne, for at forhindre Robin i at samle den op, mens han så nedværdende ned på ham. "Hvad hedder det?" spurgte han flabet.

[Robin Anderson]

Robin havde mest lyst til at svare ham igen. Fortælle Jayson at han bare ikke forstod idiotisk, men han havde ikke lyst til at gøre situationen være for sig selv og valgte derfor blot at slå blikket ned. Der var den kommentar igen, han hadede simpelthen det ord med alt hvad der lå i det. Han var ikke en svans, men han vidste at ingen ord han sagde -eller råbte for den sags skyld, ville ændre Jaysons syn eller mening.
Han fattede sig en smule og så op på Jayson fra gulvet som den anden trådte over hans bog og dermed forhindrede ham i at samle den op. Han sank. "For at gøre mig ked af det skal din mening betyde noget for mig," svarede han en anelse spydigt og forsøgte at lirke bogen fri fra hans sko, dog uden held. "Slip min bog Jayson." Sagde han irriteret og forsøgte sig på ny. Hvorfor kunne Jayson ikke bare lade ham være i fred? Robin opsøgte ham aldrig nærmere tvært imod, så hvad var det der gjorde at Jayson mente at hans blotte tilstedeværelse pissede ham så meget af.
Dog var det løgn, det påvirkede Robin dybt når Jayson talte til ham på den måde, ikke fordi det var Jayson, men fordi Robin i forvejen ikke havde de højeste tanker om sig selv, og det gjorde ondt at blive påmindet om.

[Jayson "JJ" Jacobo]

At Robin ikke svarede igen, men derimod slog blikket ned, fodrede Jaysons selvtillid. Han var som et monster, der levede af andres frygt og underkastelse. Det var i hvert fald, hvad han bildte sig selv ind. Virkeligheden så dog helt anderledes ud, men ingen skulle nogensinde, kende til de monstre han selv gik og sloges med.
"Uuuhuhuhu.. Så spydig du pludselig blev. Er du endelig ved at få hår på?" lød det hånligt fra ham, efterfulgt af et matchende grin. JJ var opdraget til, at alt og alle kunne købes for penge. Han var vant til, at hvis noget gik i stykker, så reparerede man det ikke, man smed det ud og købte noget nyt eller erstattede det med noget andet. Det var lidt det samme han gjorde med sit hjerte. Han vidste at han ikke kunne få smerten væk, han kunne ikke reparere dét eller købe et nyt, men han kunne erstatte det med noget andet. Han kunne lukke ned for sine følelser og lades som om de ikke var der, eller lades som om, det var nogle andre følelser der var der. Han kunne lades som om, at han ikke havde det dårligt med sig selv, når han så ned Robin som desperart prøvede, at komme ud af den situation han var i og lades som om, at han var ligeglad og tilmed fandt det underholdende. "Neeej, det hedder det ikke. Prøv igen, svans," lød det overlegen fra ham, som han pudsede sine negle i sin Gryffindor blazer.

[Robin Anderson]

Den unge fyr mærkede alt i sig krølle sammen under Jaysons hånlige latter og efterfølgende den umodne og ubehagelige kommentar. Robin havde mest lyst til at bede den anden om at lukke ædespalten, men det kunne han aldrig drømme om at sige højt.
Han havde på ingen måde lyst til at forstå Jayson eller hvor han kom fra. Alt i Robin afskyede ham så inderligt. Bare det at han ville have ham til at spørge pænt efter han selv havde vippet boget ud af hånden på ham.
Kæbemusklen arbejdede en smule og han sank. Hvor i alverden var proffessorerne eller vejlederne når man havde brug for dem?
Robin tog en dyb indånding og rettede et køligt blik imod Jayson. ”Er du sød at flytte dig fra min bog?” Hissede han gennem sammenbidte tænder. Han havde også en ide om at Jayson, being Jayson, stadigvæk ikke ville godtage det.
Robin havde aldrig været voldelig af natur, men Jaysons persona satte selv ham på prøve.

[Jayson "JJ" Jacobo]

JJ vidste godt selv, at han var et forfærdeligt menneske. Han sov aldrig godt om, selvom han bildte alle det ind, selv ham selv. Han var nok det mange ville kalde, en fuldtids-skuespiller. Han spillede én han ikke var. Hver dag. Hele dagen. Han havde små pauser ind i mellem, når han var alene, men han var hele tiden på vagt.
Inderst inde vidste han også godt, at det ikke var en undskyldning, men det var i det mindste en forklaring. Han satte en hånd op til sit ene øre, som han vendte mod Robin, "Undskyld hvad sagde du?" spurgte han flabet, uden at flytte sin fod, "Jeg kan slet ikke høre dig, helt dernede i støvet," tilføjede han og så ned mod den anden unge mand. "Men det er selvfølgelig dér du høre til, sååh.." overlagnet lagde han armene over kors, mens blikket hvilede nedværdigende på den anden.

[Santana Puckerman]

Santana havde overlevet sine to første uger, som professor på Hogwarts. Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til, at blive tiltalt professor, men det skulle nok komme. Hun var jo ikke selv så gammel endda og hun kunne tydeligt huske, hvordan det var at være elev på Hogwarts.
Hun gik ned af gangene med en kop kaffe i den ene hånd, mod lærerværelset, som hun fik øje på to unge fyrer lidt fremme. Først så det ganske uskyldigt ud, men som hun kom tættere på, kunne hun se den ene stod med foden oven på den anden drengs bog. "Hey! Jeg håber ikke det her er, som det ser ud til," lød det en smule hårdt fra hende, som hun gik direkte mod drengene.

Outfit

[Robin Anderson]

Robin følte sig helt ufattelig ydmyget. Han var så irriteret over at han lod sig gå på over den anden og at han ikke bare kunne sige fra og skubbe ham væk. Robin var bare ikke en fighter. Ikke i det fysiske aspekt i hvert fald. Han hadede Jayson med alt hvad han havde.
Som han sad der på gulvet og hørte Jaysons stødende ord, mærkede han vreden og væmmelsen skylle op i sig, men han forholdt sig tavs. Han nægtede at tigge og be, men det lod ikke til at der var så mange andre muligheder.
Dog i det samme, som sendt fra himmelen, hørte han en lys stemme. Robin drejede hovedet og fik øje på professoren i Astronomi. Han vidste ikke helt om han skulle smile af lettelse eller grave sig ned i ydmygelse. Han sank og skævede atter op til Jayson, denne gang mere trodsigt og med et “nu er du i problemer” -blik. Hvor ville det dog være tilfredsstillende at se Jayson blive slebt i øret hele vejen op på rektors kontor, for var der nogen Robin troede på kunne finde på det, så var det professor Puckerman.

[Jayson "JJ" Jacobo]

Jaysons hånlige blik hvilede ned på Robin, som han sad og prøvede at få sin bog, uden held grundet JJ's fod. Men intet godt varede for evigt, som man sagde. Stemmen der ramte hans trommehinder, var ikke en tiggende Robin, men en voksen kvinde. Meget modvilligt flyttede han sin for fra bogen, mens tænderne blev bidt hårdt sammen. Blikket der hvilede på Robin, kunne ligeså godt have sagt ordene højt: "jeg smadre dig, hvis du sladre om mig!" skreg hans øjne, skønt hans mund ikke bevægede sig.
Han fandt hurtigt et smil frem til sine læber, "Ingenting Professor," lød det uskyldigt fra ham, som hans blik nu blev vendt mod den nye astronomi professor. Man skulle da være blind, for ikke at kunne se, hun nok var den lækreste professor på hele skolen, også selvom hun ikke helt var JJs type. "Jeg var bare ved at hjælpe min gode ven Robin her. Ser De, han er lidt klodset og har det med, at tabe ting," hans stemmeleje havde ændret sig fuldstændigt, til nu at være meget mere venligt anlagt. "Jeg må hellere smutte til time, så jeg ikke kommer for sent," tilføjede han så hurtigt og forsvandt i et raskt tempo ned af gangen.

//OUT

[Santana Puckerman]

Santana så hvordan Jayson pludselig var hurtigt til, at flytte foden fra Robins bog. "Oh really?" lød det langt fra overbevidst fra hende, hvortil hendes blik gled mod Robin. "Iih ja, waow sikken en hjælp. Jeg er sikker på Robin sætter pris på dit fodaftryk på hans bog, Jayson," svarede hun og hævede lidt det ene øjenbryn. Det var jo tydeligt at se, det ikke lige var sådan det hang sammen.
Hun skød begge øjenbryn op, "Oh yeah, you better run, kiddo," sagde hun efter Jayson, som han forsvandt ned af gangen. Hun gik lidt tættere på Robin. "Hey, er du okay?" spurgte hun roligt og bukkede sig ned, for at samle nogle papirer op og rakte dem til ham, som hun rettede sig op igen. "Du skal ikke lade dig, slå ud af idioter som Jayson," prøvede hun at trøst lidt. Hun vidste godt hun ikke var den mest pædagogiske professor på skolen. Hun var heller ikke så formel. Hun brugte fornavne til eleverne og de måtte også gerne bruge hendes fornavn. Nok mest fordi hun følte sig helt gammel, når hun blev kaldt professor eller frk.

[Robin Anderson]

Lige pludselig virkede situationen ikke helt så slem alligevel. Han morede sig kongeligt over at Jaysons forlegenhed, hvor var det dog bare skønt at se nogen sætte ham lidt på plads. Dog valgte han ikke at sige noget, da han godt kunne se på Jaysons blik at det blot ville være ris til egen røv.
Han fangede bogen og børstede den let af for det beskidte aftryk som han rejste sig op. De blå øjne fulgte Jayson som han noget slukøret forsvandt ned af gangen. Herefter vendte han opmærksomheden imod professoren. Han tog imod papirerne hun rakte ham og nikkede så, ”jeg er okay.” forsikrede han, skønt han ikke helt vidste om det passede. Han glædede sig bare til næste år, hvor han kunne slippe for Jayson og hans nedladende kommentarer. ”Tak for hjælpen.” Tilføjede han så og rømmede sig lidt. Han ville helst ikke stå og snakke med professoren for længe, da han ikke ville risikerer at Jayson skulle tro han sladrede. ”Jeg må også hellere se at komme til time.” Sagde han så og bed sig let i underlæben. ”De må have en god dag professor.” Skønt hun ikke lod til at gøre sig i formaliterne, var det en uskreven regel af eleverne gjorde det for at vise dem respekt. Han sendte hende endnu et roligt smil, før han forsvandt ned af gangen i den modsatte retning af Jayson. Hellere komme 5 minutter for sent end risikerer han stod på lur rundt om hjørnet.

// out