Sommerfestivalens enestående sang

[Robin Anderson]

Han havde nikket lidt forsigtigt til hendes gentagelse af hans ord. En ham ting. Hans hals føltes unødigt tør, og hans hjerte slog som havde han lige været ude og løbe et maraton. Frygten for reaktionen var det værste. Hvad hvis hun ville synes mindre om ham når det ligesom kom ud, han ville aldrig kunne tage det tilbage igen.
Hele situationen blev kun mere og mere intens. Han sank og blikket flakkede ualmindelig mange gange.
Og så var det ude. Han rettede de blå øjne imod hende, og nikkede så da hun gentog hvad han lige havde informeret om. Han havde en ide om at det lige så meget var hendes hjerne der forsøgte at begribe hans ord.
"Jeg er...ret sikker." Svarede han og mærkede varmen sprede sig til hans kinder. Hvorfor skulle det være så svært? Hvorfor var det så stor en ting at "springe ud", inderst inde var han jo godt klar over at det ikke var så unormalt som han måske følte det, men bare det at sige det højt var så grænseoverskridende. Han havde aldrig oplevet noget ligende. Den hårde tone fik ham til, ubevidst, at krybe en smule, heldigvis lød hun ikke sur. Mere bare stålfast på at komme til bunds i et nyt "mysterium".
Han besluttede at give hende lidt mere at arbejde med, "jeg har inderst inde nok vidst det i lang tid. Men jeg håbede lidt på det var en eller anden mærkelig face." Han tyggede på sin underlæbe og slog atter blikket ned, imens han afventede hendes dom.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth blinkede et par gange med sine store brune øjne, efter han havde talt færdigt. Han havde vidst det i lang tid… Hvorfor havde han ikke sagt noget? Selvfølgelig lagde han det hen på at han havde troet det bare var en fase… Men Elizabeth ville ønske hun havde vidst det!
“Jeg ved ikke om… om jeg skal grine eller græde... “ hun rystede på hovedet og bevægede blikket væk fra ham, mens hun tænkte. Det gik op for hende at han nok stod og var ude af sig selv, over at hun ikke havde vist konkret støtte endnu, så hun vendte sig mod ham og løftede en pegefinger, dramatisk, “og jeg siger dig, Robin! Hvis andre hører om det og de prøver at mobbe dig for det, så får de røven på komedie! Jeg sender smashere efter hver eneste idiot der ude,” hun pegede mod festivalspladsen, som om alle derude var skyldige.
Derefter trådte hun et par skridt tættere på ham og lagde sine arme om ham i en omfavnelse, “...Jeg vil bare have at du har det godt. Hvis du har det godt, når du kysser med fyre, så skal du bare ud og kysse en hel masse…”

[Robin Anderson]

Han bed sig i underlæben og sukkede opgivende, ”fortæl mig om det,” mumlede han, mest for at understrege at han havde det på nøjagtigt samme måde. Uden selv at bemærke det, havde han slået armene lidt om sig selv, måske for trøst, eller for at forberede sig på hvad der kunne komme. Hvis bare hun ville sige noget.
Det forveningsfulde åndedrag han havde holdt tilbage, kom til udtryk i ret tydeliggjort form. Skuldrene faldt med og han løsnede sit greb om sig selv. Lettelse og glæde var at finde i de blå øjne. ”Jeg ville nødig være den person der går imod dig,” sagde han og tillod sig selv at smile. Det føltes som en enorm vægt var blevet fjernet fra hans skuldre. Som om han omsider kunne trække vejret igen.
Han faldt hurtigt ind i hendes omfavnelse og gengældte den omgående. ”Tusind tak,” hviskede han som han holdt hende tæt. Hun var virkelig hans bedste veninde, og at vide at hun havde hans ryg, gjorde bare hele situationen langt mindre faretruende.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth havde stadigvæk lyst til at ruske i Robin for at bekymre hende sådan, men hun holdte sig i skindet. “Du bliver nødt til at fortælle mig alt om det, Robin… Er det noget du har tænkt dig at fortælle vores andre kollegiefæller? Altså vores årgang bare, måske.” Hun kunne ikke forestille mig at de andre ‘puffere ville gøre andet end at acceptere ham, for fællesskabets skyld. Men hvis de skulle have andre tanker, så var hun der selvfølgelig til at minde dem om at de skulle tænke sig om en ekstra gang, før de gav nogen modsigelser.

[Robin Anderson]

Knuden i maven var endelig blevet opløst, som var verden pludselig blevet meget lettere at leve i. Nu var han i det mindste ikke alene i det. Han sukkede dybt og lyste op i et smil. "Der er bogstavelig talt ingen jeg hellere vil snakke med om det." Indrømmede han ærligt. Dog forsvandt smilet hurtigt ved hendes næste spørgsmål, og blev erstattet med et næsten panisk udtryk, "nej!" Det gik hurtigt op for ham at reaktionen måske var en anelse voldsom. En rødmen farvede de eller blege fregnede kinder en smule røde. "Undskyld. Det er bare ret...du er den eneste der ved det, jeg tror godt jeg vil have at det fortsætter sådan, bare til at starte med." Han smilede forsigtigt. Der var visse elever -såsom Jayson "JJ" Jacobo og hans slæng, som altid forsøgte at gøre hans liv til den rene elendighed. Han orkede ikke at give dem en ny grund til at kaste lort efter ham hvis det kom ud. "Nå, skulle vi til at prøve den karrusel?" Smilet var tilbage på læberne, og nu med lettet hjerte, følte han omsider at han kunne trække vejret lidt igen.

[Elizabeth McNamara]

Libby blev overbevist om at hun måtte have læst ham en smule forkert. Hun havde næsten regnet med at de skulle hjem til Hogwarts og kåre ham til at være ‘Puffernes regnbue enhjørning, men han udbrud fik hende til at hæve sine bryn af overraskelse og hun kunne hurtigt regne ud at de nok var langt fra en kåring. “Okay okay! Mine læber er forseglet. Det bliver mellem os,” hun lagde en arm om hans skulder og gik af sted med ham, “Karruseltid!” gav hun ham ret i med et smil. Hun ville gerne tale mere med ham om det.. Hun havde sindssygt mange spørgsmål, men hun ville heller ikke overvælde ham her på festivalspladsen.

//Out