Sommerfestivalens enestående sang

[Elizabeth McNamara]

Til: Robin Anderson
Tidspunkt: 18:30

Elizabeth havde stort set haft alle hendes søskende med på slæb den 25. Juli. Sommerfestivalen var netop blevet skudt i gang og selvfølgelig skulle det opleves, især af de yngste. Men… Ikke tale om at hun ville babysitte dem hele aftenen, så hun havde virkelig haft sørget for at spare sammen til den her tid, så hun kunne stikke dem nogle galleoner, så de kunne passe på sig selv. De yngste skulle selvfølgelig gå to og to sammen, men de ældre kunne nu godt passe på sig selv, mente Libby. Hun havde trods alt sine egne planer - hun skulle mødes med sin gode ven, Robin. De havde aftalt et mødested, over mellem karusellerne og candyfloss-boden, så der var hun nu på vej hen. Hendes hår og makeup var on point, hendes outfit var råt og i hendes lille håndtaske havde hun selvfølgelig også smuglet en lommelærke med, med noget ildwhiskey i. Det var ikke sikkert at hun kunne få Robin med på idéen, men hun ville helt sikkert gøre et forsøg. Den her dag skulle nok blive fantastisk.

[Robin Anderson]

Påklædning

Robin stod på cirkuspladsen foran det enorme en af kariusellerne og ventede. I hver hånd havde han en stor, flot og aldeles pink candyfloss. Der skulle gerne ville være rig tid til at gå og kigge på boderne...og snakke.
Han havde aftalt at mødes med sin bedste veninde her ved karusellen og candyfloss-boden nu her, han havde virkelig savnet hende over sommeren. Der var nogle ting som var blevet klart for ham, men som han ikke havde fortalt til nogen endnu. Ikke engang sine forældre, skønt han havde en ide om at de fleste allerede havde gættet det -hvilket på en eller anden måde kun gjorde det værre.
Alligevel var han i sine syv sind, han havde besluttet sig for, at hans sidste år på Hogwarts skulle være det bedste. Slut med at blive skubbet rundt med. Han ville stå ved den han var, også selvom det krævede at han skulle sige højt at han var til fyre. Han havde været meget i tvivl, men måtte erkende at han altid blev tiltrukket af drengene over pigerne. Faktisk huskede han aldrig at have været tiltrukket af en pige, han havde ellers troet at han, bare ikke havde fundet “den rette”, men inderst inde havde han nok altid kendt sandheden.
Smilet formede sig omgående på læberne som han spottede veninden imellem en mindre gruppe mennesker.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth vinkede mod Robin, da hun fik øje på ham og hun løb ham det sidste stykke i møde, “Halløøøj!” hun hævede sine arme energisk i vejret, før hun kom ham i møde og hun skulle til at smide sine arme om ham i en krammer, indtil hun fik øje på de candyfloss, hun egentlig ikke burde have overset med deres pragtfulde voldsomme pinke farve.

“Candyfloss? Du har virkelig altid en god grund til at holde mig på afstand, Robin,” svarede hun ham og tog imod hvad hun antog var hendes candyfloss, “Bare sig du vil slå op - så skal jeg nok finde en anden,” drillede hun ham og gav hans skulder et venskabligt klem, nu hvor de var holdt adskilte af deres klistrede candyfloss. Hun vidste udmærket godt at de ikke var sammen - Robin var så kræsen… Alt for kræsen. Elizabeth havde bestemt prøvet at lege Kirsten Giftekniv både med og uden Robins viden omkring det.
“Vi bliver nødt til at prøve heste-karusellerne på et tidspunkt, og hvis du er frisk, så har jeg sneget en lille flaske med,” hun hev diskret den lille lommelærke en smule frem fra tasken, så han kunne se den. Hendes smil var djævelsk og muntert.

[Robin Anderson]

Smilet voksede sig større i takt med at hun kom tættere på ham, og som hende, havde det ikke været for de pink skyer af sukker han holdt i hænderne havde han også kastet sig om halsen på hende.
Han bed sig let i underlæben, “Tro mig, det ærgrer mig mindst lige så meget som det ærgrer dig, du kemder mig, jeg står aldrig tilbage for et kram.” Var hans muntre respons, før han overlod den ene til hende.
Han grinede let, “slå op med dig? Som om du ville slippe af med mig så let.” Han rankede rygge og blinkede til hende.
Den unge fyr mærkede godt en mild nervøsitet i kroppen over at han vidste hvad der skulle ske. Han måtte fortælle hende det i dag, før de kom tilbage på skolen. Nu havde han sat sig for det og det skulle han ikke springe tilbage fra.
Opslugt af tankerne gik det op for ham, at hun havde forslået de prøvede karusellen senere. Han nikkede energisk, “God ide!” Det var de små barnlige glæder der gjorde det sjovt at være ung. Som hun kort efter trak lommelærken frem gjorde han store øjne og kiggede sig febrilsk over skulderen som frygtede han at blive opdaget. “Er det alkohol?” Hviskede han forbavset, men kunne ikke helt benægte at han godt kunne bruge et par slurke, bare for lige at drikke sig mod til. Dog vidste han godt at de kunne risikerer at blive smidt ud fra pladsen hvis det blev opdaget. “Din rebel.” Det djævelske glimt blev gengældt. Robin var en temmelig ordentlig fyr, lidt en kontrolfreak, med ocd-ligende tendenser, og havde derfor kun været fuld én gang før i sit liv. Han havde været 15, og hans forældre havde givet ham lov til at smage på tingene under en fest de havde holdt. Han havde haft det så elendigt dagen efter, at han havde svoret ikke at røre den slags igen. Hvilket set i bakspejlet måske godt kunne have været en snedig masterplan fra forældrenes side.

[Elizabeth McNamara]

Det var svært ikke at grine, da Robin hoppede med på joken. “Det håber jeg ikke.. Mit liv er en smule mere lykkeligt med min lille sangfugl i den,” svarede hun ham med et underholdt smil på læberne, selvom hun selvfølgelig mente hvad hun sagde.
“Jeg er fyldt med gode idéer” svarede hun ham og gjorde sig et kækt kast med håret. Det var ikke alle der oplevede den nede-på-jorden og venlige side af Libby - hun brød sig om Robin og hver gang hun havde sagt noget ondsindet til ham, havde hun altid fortrudt det med det samme. Hun elskede deres venskab.

“Oui oui - det er det fineste af det fineste… Men vi bliver nødt til at være lidt forsigtige når vi drikker det, så vi ikke bliver fanget i det,” hun åbnede flasken og sendte ham et udfordrende smil, før hun let vrikkede den åbne flaske i hænderne på sig selv, “Skal vi sige skål for vores kommende år? Jeg håber på at vi på vores sidste år må komme til at styre det hele - og at vi bliver fri for fjolser…” hun drak sig en tår, så for at binde en sløjfe på det ønske. .

[Robin Anderson]

Han mærkede kinderne blusse let under hendes søde ord. Skønt de var bedste venner, formåede hun stadigvæk at gøre ham en smule forlegen. Hun var en af de få han rent faktisk turde at synge for og med. Han havde ikke brug for at blive gjort mere til grin blandt klassekammeraterne, for ærligt havde han rigeligt de kunne være efter ham med.
"Eeh.." Den unge fyr kentrede hovedet en anelse på skrå, rynkede let på næsen og vendte bliket op, som skulle han lige overveje hvorvidt den udtalelse passede eller ej, dog afslørede det efterfølgende smil, der gled over i et grin, hurtigt at han blot lavede sjov med hende -hvilket hun nok ville have gennemskuet anyway.
Libby betød ufattelig meget for ham, uden hende var han ikke sikker på, om han overhovedet ville kunne klare sig igennem skoletiden.
I dag var dog en dag hvor han havde brug for at være lidt rebelsk. Det skete ellers aldrig, han prøvede som regel at holde sig ude af problemer, hvilket hun måske ikke altid gjorde helt let for ham. Næsten hypnotiseret fulgte han flasken i hendes hånd under bevægelserne.
De blå øjne fandt dog hurtigt tilbage til hendes mørke, som hun udbragte sin skål og afsluttede med en tår. "Dét skåler jeg stadigvæk på, skønt jeg ikke er sikker på at jeg tror på så store mirakler." Grinede han let.

[Elizabeth McNamara]

Libby måbede over hans frækhed! Hun gav ham et drilsk puf, “Næste gang du er flabet, får du en klat candyfloss i håret,” grinte hun af ham. Han skulle udvise en smule respekt for de kvinder, der sagtens kunne give ham røven på komedie (mente hun).

Hun holdte øjenkontakten med ham efter hun havde taget en god tår fra flasken. Alligevel knækkede hendes ansigt en smule over smagen på den rædselsfulde ildwhiskey og hun måtte hoste diskret i sit ærme, fordi det brændte i halsen, “Puha, det er noget skidt stads... “ hun hostede og rakte ham straks lommelærken “...Her. Husk at ønsk dig noget stort, for en tår af dét dér er ikke små ønsker værd. Ønsk dig og skål på et mirakel.” hun tørrede et par tårer væk fra øjnene. Føj.

[Robin Anderson]

Han gjorde store øjne og trak sig hurtigt et skridt baglæns, som frygtede han at hun mente det alvorligt, "er du rigtig klog, det tog mig hele eftermiddagen at sætte," igen blev joken understreget af det brede smil, skønt der lå en lille sandhed i det. Han havde nok brugt lidt for langt tid i forhold til hvad normen af fyre ville bruge på deres hår.
Efter at have betragtet hendes forkvalte tår, tog han imod lommelærken som var den et stykke brændende kul. Han sank let. Han burde virkelig ikke gøre dette her, men han følte på en eller anden måde at han havde brug for det, hvis han skulle finde mod til at sige hvad han egeneligt havde planlagt. Han nikkede en smule hypnotiseret og tænkte sig godt om. Hun havde ret det smagte helt igennem elendigt, det tog ham da også et par forvrængninger af ansigtet man ikke før havde set samt en hosten matchende hendes, før han var i stand til at snakke.
Han selv efter sin lille mirakelsnak, følte han stadigvæk hvordan efterladenskaberne af drikken brændte i svælget. "Fy for pokker." Sagde han så til sidst og rystede på hovedet, "Hvor i alverden har du det her fra?" Han så skeptisk på lommelærken før han rakte den tilbage imod hende.

[Elizabeth McNamara]

“Woaaah, okay! Jeg skal nok holde mig fra din frisure… Ro på,” hun hævede sine hænder foran sig i forsvarsposition. Et bredt smil var dog at finde på hendes læber.

Libby var ved at grine, som han tog sig en tår og havde netop den samme reaktion som hun havde haft lige før - en slem hosten og en sjov grimasse. Men som hun prøvede at grine hostede hun igen over den slemme smag der stadigvæk var at finde i hendes mund. Hun stoppede derfor noget candyfloss i munden på sig selv for at fjerne smagen.
“Åh… Jo jeg fandt en flaske nogen havde efterladt og jeg hældte så meget jeg kunne i lommelærken,” hun havde følt sig utroligt heldig at finde sådan en flaske, så hun kunne ikke lade være med at smile en smule stolt.

[Robin Anderson]

Igen måtte han smile underholdt over hendes reaktion. Han prøvede virkelig på ikke at være alt for forfængelig, men det var så svært for ham. Han gik bare utrolig meget op i sit udseende.
Han elskede bare at Libby altid var så cool omkring det, hun havde lavet lidt sjov med det, men på en venskabelig måde, som nu, men aldrig set ned på ham over det. Sommetider kunne Robin ikke lade være med at tænke på om hun måske allerede havde luret ham?
Tanken blev skubbet lidt i baggrunden som han fulgte hendes eksempel og stoppede munden med det lyserøde sukkerstads der næsten omgående forsvandt i munden. Det der var tilbage fik han dog næsten galt i halsen ved hendes indrømmelse.
Et vantro blik blev tilsynet hende imens han hurtigt vurderede at hun ikke jokede, ”vær sød at sig du laver sjov!” Udbrød han lettere chokeret og stirrede på lommelærken som indeholdt den gift, ”Libby! Så kan du jo ikke engang være sikker på hvad flasken indeholdt, tænk hvis nogen havde spyttet i den,” en kvalmende fornemmelse skyllede kortvarigt ind over ham ved den tanke, som om dét kunne være det værste der kunne være i flasken.

[Elizabeth McNamara]

Libby lagde med det samme mærke til Robins reaktion, og det slog hende ret hurtigt at den enes død nok ikke altid var den andens brød i Robins øjne, som det lidt havde været for Elizabeth.
Hun grinte dog over hans reaktion, "Åh Robin, nu ikke vær så sart! Er det her ikke en del af hvad det vil sige at være un..." som hun sagde sætningen kunne hun mærke et eller andet i sin mund, der fik hende til at skære en grimasse. Hun prøvede at fiske det ud, og hun fandt et hår, der bestemt ikke var hendes. "EH, måske har du ret..." hun hældte i en enkelt bevægelse det resterende af alkoholen ud ad lommelærken, samtidigt med at hun følte sig en smule utilpas.

"Nå, videre til karrusellerne?" spurgte hun, mens hun rakte ham hendes hånd, "Jeg vil finde mig en yndig ganger, jeg kan ride på, mens vi sladrer videre," hun smilte bredt til Robin, hendes et og alt.

[Robin Anderson]

Robin så på hende med et gennemtrængende blik som hun forsøgte at forklare sig. Blikket blev dog vendt til noget nær rædsel, da hun stoppede sig selv og begyndte at fiske efter noget i munden. Hans første indskydelse blev sagt højt skønt det ikke havde været meningen, ”Please lad det ikke være en madrest.” Hvorefter han så hende fiske et hår ud af munden. Skønt det var bedre end et stykke gennemtygget hotdogbrød, frastødte det ham nok til at lave et komplet frastødt udtryk. ”Ja. Ja jeg har. Den lommelærke gotta go.” Sagde med en viftende håndbevægelse.
Han smilede stort ved forslaget og tog hendes hånd. Dog var dette her mere privat, og det han skulle fortælle hende foretrak han at sige uden chancen for at nogen lyttede med.
Derfor tilbage hold han hende som hun tog hans hånd. ”Vent lidt,” begyndte han og ansigtet blev mere alvorligt, måske endda en smule flovt. ”Faktisk såh øhm...er der noget jeg gerne ville snakke med dig om.” Han tyggede en smule på underlæben, før han atter rettede de blå øjne imod hende. ”Det er noget jeg gerne har ville fortælle dig længe, men jeg har ikke helt vidst hvordan jeg skulle sige det til dig...” Aldrig før havde han prøvet noget så grænseoverskridende.

[Elizabeth McNamara]

Libbie kunne ikke lade være med at komme med en blanding af et fnys og et fnis, da hun så hvordan Robin skar et ansigtsudtryk over det lange mørke stykke hår hun havde fisket ud. ”Fint!” hun smed lommelærken ud i en skraldespand, trods hun havde været så glad for sit fund.
Men hun blev stoppet i sine karrusel ønsker, og hun ville have protesteret højere ”Ej, Robin… Sig nu ikke den karrusel er for hurtig for dig… Jeg er sikker på at dit hår nok skal overleve en enkelt runde!” Men højere blev det heller ikke, da hun pludselig så hvordan hans ansigt så… helt anderledes ud. Det fik hende til at klemme sine bryn sammen i undren, ”Øh, er du okay?” og så begyndte han at blive endnu mere mærkelig. Virkelig mærkelig. Hun tog ham i håndleddet, da han sagde der var noget hun ville sige til ham, og hun trak ham med sig over til et mere stille område med færre mennesker. Hun slap ham og stillede sig med fronten imod ham, armene krydset under brystet, ”Hvad så? Sig ikke du skal overflyttes til Ilvermorny eller sådan noget bras… Jeg kan virkelig ikke magte det, hvis jeg mister dig,” det blev sagt i en lettere hård tone, men i virkeligheden var det kun fordi hun forsøgte på ikke at græde. Elizabeth havde mistet nok i hendes liv – hun skulle ikke også miste Robin. Sin Robin.

[Robin Anderson]

Et yderst tilfreds udtryk, erstattede det ellers frastødte et, som lommelærken blev kasseret. Dog havde han stadigvæk en lidt en trang til at brække sig, velvidende om at han også selv havde drukket af den. Det havde han nok også gjort hvis han var den der var endt med håret i munden.
Han sendte hende et lettere giftigt blik, skønt hendes anklage godt kunne have været rigtig. Dog nåede han ikke at komme med nogen respons, før det lod til at gå op for hende, at hans frisures overlevelse, ikke havde været pointen med at stoppe hende. Var han okay? Han var faktisk ikke sikker. Pludselig speedede han hjerte op og nervøsiteten afspejlede sig i hele hans kropssprog. Det burde ikke være svært at sige højt, han burde ikke være bange for det, men det var han. Han var bange for om hun ville ændre sit syn på ham, samtidig med at han blev sur på sig selv over overhovedet at tro det om hende. Selvfølgelig ville hun accepterer det. Ville hun ikke?
”Jeg øh..” han rømmede sig og slog blikket ned. Det blev kun rettet op igen som hun pludselig tog fat i ham, og han blev slæbt afsted endnu engang til en mere afsides krog. Et lille smil fandt vej til hans læber, som han i det mindste kunne forsikre hende om at det ikke var tilfældet. ”Nej, bare rolig, det har intet med det at gøre.” Han tog en dyb indåning. ”Det er mere en….mig-ting.” Indrømmede han så og mærkede varmen snige sig op i kinderne. ”Du er den person jeg stoler allermest på! Jeg har ikke sagt det til nogen andre,” begyndte han fulgt af en ny dyb indånding. ”Men jeg tror at jeg...eller jeg er ret sikker på at jeg...er til..” endnu en pause og et forvildet blik, ”-er til fyre..” Hele hans krop var anspændt som han nu bare stod og afventede hendes dom. Han lod selv armene falde over kors, som en ringe måde til at berolige sig selv.

[Elizabeth McNamara]

Hun bevægede sine læber lydløst og mimede hans “nej, bare rolig” for han havde slet ikke givet hende nogen grund til at forholde sig rolig! Det var ikke så tit at de havde alvorlige og dybe samtaler, så det her måtte virkelig være noget af betydning for Robin.
Elizabeth tog sig en indånding, en dyb en, og afventede utålmodigt hvad hans pointe var med den her samtale.
“En dig-ting?” gentog hun efter ham og klemte sine øjne sammen for at skule mistænksomt imod ham. Hvad ville han frem til? Havde han endelig besluttet sig for at han skulle klippe håret af og prøve noget nyt? Var det en underlig fase hun skulle til at være vidne til? Ville han trække sin tryllestav frem om et øjeblik og trylle det hele af, så han stod og lignede et forvoksent spædbarn foran hende?

“Fortsæt…” svarede hun, da han nævnte at hun var den han stolede allermest på. Det smigrede hende og hun prøvede ihærdigt for ikke at smile stolt over den anerkendelse hun følte i det han sagde det.
Hun prøvede dog også på at holde fokus og hun prøvede på ikke at afbryde ham, så meget som hun til tider kunne finde på. Elizabeth lod ham endelig tale ud, og hun kunne se at han blev mere og mere forvildet og nervøs at se på, jo tættere han kom på sin konklussion.

Og så kom det.
“...Du er til… Fyre?” hun kiggede undrende på ham, hendes blik nu omtrent lige så forvildet som hans. Hun havde aldrig kendt… sådan en fyr før… Bortset fra at hun jo havde - for hun kendte Robin.
“Hvor… Hvor længe har du… Er du sikker? Robin, er du sikker?” det var ikke til at læse hendes ansigt. Hendes tone var hård og forvirret, men det var også klart fra tonen at hun bare ønskede svar.