Sommer vibes (åben)

[Adelita Delgaro]

Hun tog en dyb indånding, som hun åbnede øjnene. Åh.. følelsen af solen på hendes hud, bragte hende i godt humør. Temperaturen have endelig rundet en højde, hvor ørkenprinsessen endelig kunne smide halstørklædet og vanterne og springe ud i solskinnet i en sort plisseret nederdel og en hvid chiffon bluse - dog med høj hals og lange ærmer. Man var vel anstændig. De fyldige, mørke lokker faldt om hendes skuldre, som hun gik der med et muntert smil på læben. Adelita var ganske vist kommet herhen selv, men hun havde længe gerne villet se Circus Mirakel optræde.. og hvis det betød at hun skulle troppe op alene, so be it. 

[Matthew De Loughrey]

Der var sket meget hen over sommeren. Ja…Ikke alene var Matthew blevet færdig på Hogwarts…Næh..Han havde skam også fået tilranet sig en plads ved det magiske universitet som aurorlærling. Den mørkhårede knægt var vokset betydeligt over sommeren, ikke alene lidt på højden, men også i bredden, som han var blevet mere bredskuldret, som det fysiske ved hans uddannelse satte sine spor. Han havde besluttet sig for at tage sig et kig omkring markedspladsen på sommerfestivallen og således var han draget mod Hogsmeade. Beklædningen var enkel, bestående af et par mørke bukser, en skjorte og en kort kappeagtig jakke i mørkeblåt med broderi. Klassisk, men stilet. Trods alt, kunne han ikke længere helt tillade sig at rende rundt og ligne en knægt, der kunne finde på at stjæle damernes tasker. – Nej…Han var kun med nød og næppe sluppet igennem nåleøjet til aurorudadannelsen…Og på nuværende tidspunkt, var det ikke noget, han ville kunne tillade sig at damne op. – Og det da slet ikke, nu hvor han tilmed var trolovet med Laoghaire McKinnon. Ikke at det huede ham…Men på det punkt, syntes han ikke at skulle have meget at have sagt. At han så kunne koble en smule af, ved nu at stå og betragte cirkusartisterne optræde, syntes tiltrængt. Derved bemærkede han knapt, at han spærrede udsynet, for den lille brunette der havde formået at møve sig ind bag, men ikke forbi ham.

[Adelita Delgaro]

Adelita snoede sig elegant mellem menneskemængden og kredsede sig dernæst længere ind mod cirkusteltet, og endelig synes hun at have spottet et godt sted med udsyn, inden en høj og bred fyr stillede sig foran hende og spærrede for alt med sin store ramme. Adelita var ikke bleg for at prikke ham på armen for at få hans opmærksomhed, og spørge om hun ikke godt måtte ind foran, eller om han ikke havde lyst til at rykke sig bare en anelse, så hun kunne se noget. Så det var med sine store, våde, bedende dådyrøjne at hun afventede at fyren skulle rette sit blik mod hende.. ja bevares, hun havde læst i 'Alt for heksene' at fyre simpelthen ikke kunne modstå et sådant blik.. og Adelita ville virkelig gerne se den forestilling.

[Matthew De Loughrey]

Matthew havde placeret hænderne solidt i bukselommerne. Han havde uden problemer formået at snige sig til en god plads og han stod således blot og betragtede cirkusartisterne, der langsomt var begyndt med deres optræden. Længe stod han der dog ikke, før hans opmærksomhed blev fanget af en sagte prikken på overarmen og han med lidt irritabel mine vendte sig imod vedkommende. Han havde næsten forventet en midaldrende kvinde med barn, der ville op foran…Men ikke destomindre, blev han overrasket, som en velkendt brunette i stedet stod bag ham. Minen blødte op i takt med at brynene hævede sig og ubevidst, trak han hætten på sin kappe en smule tilbage, så han bedre kunne få blik af hende, bag den og de mørkebrune lokker, der efterhånden var ved at vokse ham godt ned i øjnene, som han var ved at blive lette langhåret. ”Delgaro?” Tonen var spørgende. Som spurgte han; ’Hvad laver du her?’ Efternavnet, syntes dog at være det eneste, der kom ud.

[Adelita Delgaro]

Således fulgte de mørke øjne skikkelsen, som han vendte sig om.. og man kunne nok forestille sig overraskelsen, da hun genkendte det ansigt, der nu betragtede hende. Han havde ændret sig siden dengang... ahem... på broen. Adelita kunne mærke kinderne begyndte at brænde, da alle minderne væltede indover hende.. kysset... slaget... og at hun var rendt sin vej, fordi hun var så betuttet, at hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun var tavs et øjeblik. Ude af stand til at formulere en almindelig sætning. "Oh.. Ehm..." Stammede hun, "Matthew.." fik hun så endelig sagt, som en form for hilsen. "Jeg.. øh.." Åh forfanden! Hvorfor kunne hun ikke sige noget? .. hvorfor skulle han også lidt være her? Af alle mennesker? Så skulle det lige være en, som hun havde slået på. Den skyldfølelse hun havde følt bagefter, boblende pludseligt frem igen og hun slog blikket ud til siden. "Længe siden.." Mumlede hun så stille, lidt usikkert og med en svag lyserød farve på kinden. Åh, kunne hun ikke bare grave sig ned og aldrig dukke op igen?!

[Matthew De Loughrey]

Hans blik fulgte hende, som hun stod der..betuttet og lettere kejtet. Han bemærkede at hendes kinder blussede op i en sart rosa, som hun syntes at vige lidt kluntet tilbage på fødderne og selv rettede han sig en smule, så han stod fastere og mere solidt overfor hende. – Ja…Vel næsten på lidt intimiderende vis, ville nogen måske påstå. Han rankede sig en smule, på trods af at det syntes lettere unødvendigt, som han allerede tårnede sig over hende og ganske let, lagde han hovedet på skrå, som det sædvanlige drengede grin bredte sig over hans læber. ”Det må du nok sige..Proper næve, du slog..” Kommenterede han, som han tog sig lidt til kæben og strøg tommelfingeren over den skægstubbe, der var begyndt at lægge sig lidt.

[Adelita Delgaro]

Hun trak ufrivilligt på et flovt smil, som hun forsøgte at gemme sig lidt væk, under den ene hånd der søgte mod hendes pande. Hun kom med en stille leende lyd, som tydeligvis bare præg af at hun skammede sig over sin opførsel. "Oh.. uhm, ja dét." Mumlede hun stille, som hun trak på en grimasse og fjernede sin hånd så hun kunne se op på ham. "Det er jeg ked af." Svarede hun så, som hun så mod ham med let rynkede bryn og en trist mine. Hun pillede lidt ved den plisserede halskrave med den ene hånd, mens den anden arm hvilede henover hendes mave og støttede den ene albue. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig den dag." Forklarede hun stille, som hun lod blikket flakke lidt ud til siderne, da hun ikke helt vidst hvordan hun skulle forklare sig selv og samtidig ikke helt turde se ham i øjnene.

[Matthew De Loughrey]

Matt trak selv lidt på smilebåndet, som han stod og betragtede Adelita. Hun var en køn pige. Næsten kønnere nu, end hvad han huskede hende for, den dag på broen. Egentlig var hun måske ikke den type han normaltvis ville gå efter…Men køn..Jo, det var hun. – Særligt med sine brune dådyrøjne. Han stak hånden tilbage i lommen, som hans fokus nu hvilede på hende, fremfor cirkusartisterne og lidt forsigtigt, virrede han med hovedet, som om han forsøgte at fange hendes blik. ”Hey…Jeg var vist selv uden om den…Desuden…Så kan jeg altså godt tage et par knubs..” Prøvede han forsigtigt i et forsøg på at dulme hendes tydeligvis dårlige samvittighed.

[Adelita Delgaro]

Hans ord bragte hendes opmærksomhed tilbage på hans ansigt, og hun trak på et smil i respons. Okay, pyyh, han bar altså ikke nag. Adelita vippede hovedet lidt på skrå, med lidt nyfunden mod, takket være hans venlighed, og hendes blik løb over ham, og hun lagde nok først egentlig nu mærke til hvor meget anderledes han så ud. "Du har forandret dig meget, synes jeg.." Kommenterede hun spontant, "Hvad har du lavet siden skolen?" tilføjede hun undrende. Han var både højere og bredere, mere langhåret.. og havde skæg? Han så meget ældre ud, end hun huskede ham. Adelita kendte De Loughrey, gennem Corinne og efter hvad hun havde fortalt så arbejde Matt sikkert med penge i en eller anden form.. men så huskede hun den bemærkning han tilkendegav omkring sin bror, dengang hun havde mødt ham på broen. Det havde givet Adelita et indtryk af, at det ikke var den vej som han ønskede at gå. Disse minder, tændte bare hendes nysgerrighed.. for hvilken retning, endte han rent faktisk med at gå?

[Matthew De Loughrey]

Matt’s blik var et øjeblik vandret omkring. Det landede dog på Addie igen, som hun kommenterede på hans fremtoning og lidt kejtet rankede han sig, som han vippede frem og tilbage på tæerne. Normalt lignede det han ikke at blive så rastløs, når han talte med en af det modsatte køn..Men i dag…Tjah…Måske var han bare i sådan lidt..Mystisk humør? Måske var det dét lune sommervejr? Han rømmede sig. – Igen en smule akavet. ”Forandret mig? Hva’ – skal det være positivt eller hvad?” Klukkede han, som han lagde hovedet lidt på skrå. ”Altså..Jeg læser på det magiske universitet…Og så har jeg jo ellers været så heldig at få en plads som aurorlærling i ministeriet.” Forklarede han, som han hævede hovedet lidt stolt. Hænderne hvilede dog stadig i lommerne.

[Adelita Delgaro]

Hun spærrede øjnene lidt op i overraskelse til hans respons. Shit havde hun sagt noget dumt? "Oh, ehm.. Ja." Fik hun mumlet, da hendes tanker om hans forandring umiddelbart havde været tilknyttet hans udseende, og Adelita var måske lidt flov ved at skulle indrømme at hun ligefrem kunne lide 'den nye Matt', selvom hun nok godt kunne det.. Eller?.. vent? Hvad?. Hun trak på et smil, men gjorde et lille træk på den ene skulder. "Jaah, du ved.. Du ser.." Hun ledte lidt desperat efter et passende ord, da hun nok egentlig synes at han var meget flot, men ikke helt ville være ved det. ".. ældre, ud?" Forsøgte hun så istedet. Hendes ord kunne måske tolkes til at have forskellige meninger, men smilet på hendes læber vidnede dog om at det faktisk var et kompliment. Alligevel kunne hun godt høre sig selv tale, og Adelita havde nok mest bare lyst til at fordampe fra jordens overfladen. Hvad gik der af hende?! Hvorfor havde hendes hjerne pludselig konsistens som kartoffelmos?! Heldigvis sporede han emnet ind på noget andet og Adelita kunne pludseligt trække vejret igen. Et positivt overraskt udtryk gled over hendes ansigt. "Virkelig?" Spurgte hun i glædelig vantro, "Ej, hvor fedt!" Udbrød hun oprigtigt og muntert, uden en snert af den usikkerhed hun lige havde været sig igennem. "Tror det vil passe godt til dig." Sagde hun så lidt eftertænksomt, hvorefter hun lod lidt af en skælmsk grimasse vise, "..Med lidt action og sådan."

[Matthew De Loughrey]

Det havde været svært for Matt at vænne sig til alle de forandringer der var sket henover sommeren. At skulle begynde at være….Voksen. Det var svært. Bøvlet…Og særligt, med alle de praktikaliteter det medførte. Såsom hans trolovelse. Hans smil blegnede derved en smule, som hun kommenterede på at han så ’ældre’ ud. Dét på trods af, at det tydeligvis havde været ment som et kompliment. Han rettede dog derved blot en smule på sin kappe igen og han trippede så ellers lidt utålmodigt på fødderne. Trods alt, syntes han ikke han kunne stå der og fortælle hende, hvor træt han var af sit liv, når hun på den måde udviste begejstring for ham. Det var ikke fordi han slet ikke brød sig om det hele…Det var nok bare…Måden det hele var skruet sammen på, på nuværende. – Og bedre blev det ikke af, at han tilmed nu også frygtede, at Laoghaire McKinnon kunne komme rendende hvert minut det skulle være. Trods alt, var det hende han var her sammen med…Hun havde bare skullet kigge i boderne. ”Hør…Delgaro…Jeg tænkte på…Kunne du måske have lyst til at mødes en anden gang? I London eller sådan? Altså..Bare over en ingefærsøl?” Spurgte han prøvende.

[Adelita Delgaro]

Hun bemærkede hans blegnende smil og følte sig straks kejtet igen. Hun sagde intet, men bed sig lidt i læben, som hun slog blikket ud til siden. Usikker på, hvad hun skulle sige eller gøre nu. Det her møde kunne snart ikke blive meget værre, følte hun. Hun lod dog de mørke øjne falde på ham, da hans stemme atter lød og hun vippede hovedet lidt på skrå. Mødes igen? En lille rynke formede sig i hendes pande, ikke over invitationen, men over måden han spurgte hende på. Hun kunne ikke forklare det nærmere, men hun kunne mærke at han tænkte på noget, som han ikke umiddelbart gav udtryk for. Alligevel smilte Adelita skævt og nikkede stille. "Gerne." Svarede hun så, som hun gjorde alt for at skjule det lille stik af skuffelse, da han tilføjede det der.. 'altså... bare over en ingefærøl', som om det ikke var noget specielt. Hvilket i grunden også var en stupid ting at føle sig sådan over? Hvad havde hun regnet med?! Ugh! Nu måtte hun sgu da tage sig sammen! "Jeg bor på Holly Dr. 35." Forklarede hun så, stadig med et skævt smil på læben. "Send mig en ugle, når du har tid?"

[Matthew De Loughrey]

Matt nikkede lidt forsigtigt af Adelitas accept til hans invitation. Han lod mundvigene glide op i en vagt smil og han stoppede så atter hænderne i lommer på sin kappe igen. ”Godt…Jamen..Så ses vi vel nok snart..” Kom det lidt kejtet fra ham, før han rankede sig lidt og så ellers bakkede en smule på fødderne. ”…Nyd festivallen, Delgaro..” Smilede han kækt, som han vendte om på hælen og stille og roligt efterlod hende, for derefter at gå ud og finde sin frygtelige forlovede.

//Tråden afsluttes