Løver, tigere og bjørne! Åh du milde!

[Evelyn Portier]

Til: Cosmo Wolfgang
Uden for cirkusteltet, efter en forestilling.

Sommerfestivalen var som en drøm for Evelyn. Der var mennesker i alle aldre, størrelser og humører. Det var fascinerende at se hvordan de så nemt kunne leve i harmoni sammen på så lille et territorie, når de alle stammede fra forskellige familier og ingen relationer havde til hinanden. Mest fascinerende af alt havde været cirkuset! Hun havde aldrig oplevet et før og hun havde været dybt betaget af de forskellige dyr, mennesker og… Jamen alt hvad de havde at byde på!

Evelyn var bestemt ikke en der ønskede at kaste sig ud i sociale situationer med folk hun ikke kendte, men da hun havde fået sit sukker på en pind - candyfloss, som de kaldte det - fik hun øje på cirkusdirektøren. Hun endte med at tage sig en bid af sin candyfloss, før hun bevægede sig hen mod ham og sænkede sukkeret en smule. Hun sendte ham et smil og ville have givet ham hånden, indtil hun lagde mærke til at hendes hånd var klistret fra candyflossen. Hun proppede hånden ned i sin lomme for at have en undskyldning for ikke at give ham hånden, “Hej... “ hilste hun med et bredt smil, “..undskyld, jeg håber ikke jeg forstyrrer, men jeg ville bare sige at… Jeg så dit show, og jeg har aldrig set noget lignende - noget så fascinerende før.” hun rystede begejstret på hovedet.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo elskede sit arbejde og han ville aldrig blive træt af det. Han var bogstaveligt talt, født i cirkusset og han havde bestemt også planer om, at det var dér han skulle dø. Om sommeren rejste cirkusset rundt, som foreksempel nu, hvor de lavede forestillinger hver dag og aften til dette års sommerfest og om vinteren, havde de deres faste bygning, hvor de også boede.
De havde netop afsluttet aftenens sidste forestilling og Cosmo stod lige nu - stadig i sit cirkus-outfit - udenfor det store telt, med en cigaret i den ene hånd og en vandflaske i den anden hånden, som han så en ung kvinde komme mod ham. Han smilede venligt mod hende. "Hey," hilste han retur, mens smilet blev en del mere drenget, trods han var nærmere de 30 år end de 20. Smilet blev kun breder, som hun komplimenterede hans cirkus og showet. "Du forstyrre slet ikke og tak, jeg er glad for du kunne li' det," svarede han og tog et hvæs mere af sin smøg. Han elskede at få den slags af vide. Han elskede at få folk til at grine og smile, og måske endda glemme deres egne hverdags problemer, om ikke andet, så bare så længe showet var i gang. "Cosmo," præsenterede han sig og satte smøgen mellem sine læber, for at række hende hånden, uvidende om hendes klister rester på grund af candyflossen. Elefanterne skulle snart have mad, men han beherskede sig for, at spørger om hun ville med ind for at hilse på dem og måske hjælpe. Han vidste trods alt godt, at det ikke var alle der var ligeså begejstret for de kæmpe dyr, som han selv var.

[Evelyn Portier]

Evelyn slugte den nervøsitet, der meget muligt viste sig i hendes kinder som en let lyserød farve lige nu. Hun var ikke bange for at snakke med folk, men hun havde ikke meget erfaring med folk, hun ikke var vokset op med - det hele var nyt og spændende for hende. Selvom hun kæmpede med et dårligt humør og søvnløse nætter, så var det næsten ikke til at se på hende lige nu, ud over at hun måske så en smule mere bleg ud og havde nogle lette render under øjnene. Hun tog sin hånd ud ad lommen og besluttede sig for at smide sin candyfloss over i den fedte hånd, så hun til gengæld måtte give ham en lidt akavet hilsen med den forkerte hånd i hans, “Evelyn - undskyld, min anden hånd var lidt… Jeg mener - det er virkelig noget klistret stads,” hun nikkede mod candyflossen og grinte let. Hun rømmede sig, “Har du tid til at give mig en rundvisning? Jeg ved ikke om det er noget i gør - jeg kender ikke rigtig reglerne for… Cirkuser.”

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo havde aldrig været genert anlagt. Han havde altid været populær både blandt pigerne og drengene. Dengang på Durmstrang, havde man aldrig været i tvivl om, om han var i klassen, eller bare i nærheden. Han havde altid haft et naturtalent for, at underholde. Både med fis og ballade, men også med sang og magi.
Han lo let og rakte så også kvinden den forkerte hånd. Så kunne de være forkerte sammen. "Men det smager godt," svarede han og blinkede til hende, med et af sine charmende smil på hans læber.
Han så ned på sin smøg, som næsten var færdig røget og så så tilbage på hende. "Normalvis vil jeg ikke have folk ind til dyrene efter showsene, men.." han holdt en lille pause, mens han tog et sidste hvæs af smøgen, før han slukkede den og smed skodet ud i en nærstående skraldespand. "Elefanterne skal fodres, så hvis du har lyst, kan du hjælpe mig?" tilbød han med et stort smil, som blottede den hvide perlerække af tænder, før han gjorde et let kast med hovedet, som tegn til hun kunne følge med, hvis hun havde lyst, som han satte retningen mod et stort telt, som de skulle igennem, for at komme ud på den anden side, hvor nogle af dyrene var. Andre af dyrene var i en magisk kuffert, inspireret af Newt Scamanders kuffert, så de havde god plads og ro.

[Evelyn Portier]

Evelyn både smilede samt gav et lille fnis fra sig, som han sendte hende et charmerende smil. Han var meget karismatisk og yderst charmerende - og der var for Evelyn ingen tvivl om at han vidste hvad han var i stand til at gøre. Hun kunne ikke lade være med at gøre andet end at gengælde smilet selvsikkert.
“Det smager rigtig godt,” gav hun ham ret i og rystede hans hånd. Hun havde ikke tænkt over at hun kunne få lov til at se dyrene på sin rundvisning, men det gav vel god mening når de også var en del af cirkuset. Hun hævede sine bryn, “virkelig? Fodre elefanterne?” hun havde aldrig set elefanter i virkeligheden før i dag og de havde virkelig slået pusten ud af hende, og det havde endda været på afstand.

“Jamen jo, jeg ville elske at hjælpe dig, hvis du viser mig hvordan man gør,” sagde hun og stillede sig selv til rådighed. Hun fulgte ham mod det store telt, som de gik igennem sammen. “Bor i alle sammen? Jeg mener, alle dem der arbejder for cirkuset….” spurgte hun nysgerrigt, mens de gik. De måtte vel næsten leve som nomader.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo grinte let. Han vidste godt, at han havde charmen på sin side, men han vidste også godt, at det ikke var en undskyldning til, at udnytte en smuk kvinde. Candyfloss var noget, som altid mindede ham om hjem. Han smilede stort, "Ja selvfølgelig, de skal jo have mad, ik?" svarede han og blinkede til hende. Han elskede sit liv og han ville ikke bytte det for noget som helst i verden. Han var født og opvokset op i cirkusset og ønskede intet andet for sin datter, Tequila.
"Jeg skal nok vise dig hvordan, det er slet ikke så svært," forsikrede han optimistisk, mens hans forsatte gennem det store telt, til de kom ud på den anden side, hvor elefanterne stod. "Vi bor sammen ja, men mere som en familie. Nogle af os er født og opvokset i cirkusset, mens andre har slået sig til undervejs. Der er altid plads til én mere," lød det en smule lokkende fra ham, før han smilede drillende til hende. Han gik hen og tog en trillebør, som stod med diverse grønsager. "Vi har Lulu, Thilde og Mary, på den her fold," forklarede han mens han nikkede mod de tre hunelefanter og kørte trillebøren hen til indhegningenslågen. "Kom bare med ind. Så længe vi behandler dem pænt, vil de gøre det samme med os," hans læber gled atter op i et sort smil.

[Evelyn Portier]

Det kunne der vel være noget om og hun gav derfor et kort grin fra sig, “Jo, det har du vel ret i…” hun skulle til at komme med endnu en protest om, at det virkede farligt at fodre så store dyr, men han begyndte så at forsikre hende om at han nok skulle vise hende det. “Så længe du lover mig at de ikke spiser mig,” svarede hun og prøvede at undgå at lyde nervøs - men lidt nervøs var hun måske, for både Cosmo og elefanterne var nyt territorie for hende. Hun anede ikke hvad elefanter gjorde og ikke gjorde.

Hun fortsatte med at gå sammen med ham, indtil de kom ud på den anden side af det store telt. Han fortalte hende om folk der boede her, og det lød meget tiltrækkende - måske fordi det lød næsten som hvad hun havde været vant til før. “Var det en invitation?” spurgte hun og klemte øjnene sammen. Hun var ikke sikker på om hun havde hørt rigtigt.
Hendes blik faldt så på elefanterne, som smukke og store kom langsomt gående - de vidste nok hvad der skulle ske snart.
Egentlig havde Evelyn tænkt sig at blive stående uden for indhegningen, lige op indtil han fortalte hende at hun kunne komme med ind - det gav vel også god mening, hvis hun skulle hjælpe med at fodre dem. Hun gik en anelse tættere på Cosmo, for at vise dem at hun var under HANS beskyttelse. “Jeg har ingen intentioner om at behandle dem dårligt... Det tror jeg hurtigt jeg ville fortryde,” hun kiggede op og ned ad de store dyr.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmos kække smil blev kun større, "Det sker ret tit for mig," svarede han drillende og blinkede til hende, tydeligvis syntes han selv, at han var ret underholdende. Han rystede lidt på hovedet, "Med mindre du er lavet af blade, kviste, bark, frugter, græs, urter eller rødder, så lover jeg dig, at de ikke spiser dig," lød det optimistisk fra den sorthåret mand. Han vidste hvad han lavede omkring dyrerne. Han var af den overbevisning, at hvis man ikke satte sig ind i, hvad det var for nogle dyr, man havde med at gøre, så skulle man ikke eje dem, så selvfølgelig vidste han alt der overhovedet gav mening, at vide om de store dyr.
Ryggen blev rettet og brystet skudt en smule frem, "Måske," svarede han en smule gådefuldt. "Har du brug for en invitation?" tilføjede han så og så lidt på hende, med de helt brune, næsten sorte øjne han havde sig, som trods den mørke farve, var varme og venlige.
Han grinte let, "True," svarede han morende og stillede trillebøren midt i indhegningen, mens de store dyr nærmede sig dem. Han tippede dog hovedet lidt til den ene side, da de ikke kom helt tæt på, som de plejede. "Kom her, Lulu," sagde han og prøvede at lokke den ene elefant hen til dem med en gulerod. Han vendte sig lidt, så han stod med fronten mod Evelyn, "Er du animagus? Varulv? Eller noget i den stil?" spurgte han ufortrøden, mens han bemærkede elefanterne begyndte at vandre frem og tilbage.

[Evelyn Portier]

Evelyn gispede lettet, for nej, hun var ikke lavet af noget af det han nævnte, sidst hun tjekkede. Hun følte sig en smule dum for at have udtrykket hendes nervøsitet, men hun var alligevel glad for at han havde forsikret hende om at de ikke var farlige.

Det stoppede hende næsten i hendes tanker, som han spurgte hende om hun havde brug for en invitation. Munden åbnede sig lidt, men der kom ikke nogen ord ud. Hun kunne virkelig godt bruge et hjem lige nu, og livet her virkede til at være mere opløftende end hun havde været vant til før. "M... måske?" svarede hun tilbage. Det fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere, at tænke på det, og det fik hende til at rette sig lidt op.

Hun fulgte efter ham, tæt efter ham, mens han påbegyndte fodringen. Evelyn så interesseret til, mens han forsøgte at lokke dem tættere på. Da han spurgte om hun var animagus, hvad det så end var, eller varulv, blev hun dog en smule urolig for hendes egen sikkerhed. Kunne elefanterne ikke lide varulve? Og hvad med Cosmo... Måske ville han sikre sig at hun ikke var en varulv.
Hun kiggede op på ham, da han vendte sig mod fronten til hende og hun tog et enkelt skridt bagud, for at de ikke stod limet op og ned ad hinanden - hun havde stået lidt limet op ad ham før, for at bruge ham som et menneskeligt skjold mod elefanterne - og hun trak kort og usikkert på skuldrene, næsten som om hun ikke vidste hvordan hun skulle svare. "Varulv..." indrømmede hun så, "Fuldmånebarn.." smilede hun usikkert, "er det er problem?" spurgte hun ham med en lavere stemme. Der var ingen trussel i spørgsmålet, men hun ønskede blot en advarsel, hvis han nu ønskede at jagte hende for porten.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmos smil voksede en smule, ved hendes måske. Han ville aldrig lukke hvem som helst ind i cirkusset. Han ville jo gerne passe på sin familie, så det skulle være noget de blev enige om, selvom han selvfølgelig havde det sidste saying. Han tippede hovedet lidt til siden, "Hvad interesse ville du have i et cirkus?" spurgte han roligt. Desværre kunne han jo ikke tilbyde gratis kost og logi til alle han mødte.
Cosmo var selv født varulv, så elefanterne havde vent sig til ham, men det havde også krævet en del arbejde, for at vinde deres tillid. Han antog det var et instinkt i dyrene, der kunne mærke rovdyret i ham. Det var i hvert fald en teori, der gav mening i hans hoved. Han havde samme problem, hvis han for eksempel tog i zoo eller sådan noget.
Han løftede hænderne op, for at vise hende han ikke ville gøre hende noget. "Det er jeg også," svarede han og smilede venligt til hende. "Dyrene kan mærke ulven i os," delte han ud af sin teori, "Det er ikke et problem som sådan, men som du kan se, så stresser det dyrene, fordi de ser os som fjenden, men bare rolig," han smil blev større som han rakte sin hånd frem mod hende, "vi kan gøre noget ved det, hvis du stoler på mig." Han tænkte automatisk, at hun også måtte være magiker, eller om ikke andet, have et vis form for omfang af viden, om den magiske verden, som varulv. Det var hans fejl.

[Evelyn Portier]

Hvilken interesse hun ville have? Hun pustede kort lidt ud ad sine læber ved det overvældende spørgsmål. ”Jeg mener… Jeg er god til at…” hun var god til at jage? Det var ikke blot i hendes ulveform hun havde den evne – hun kunne finde ud af at skyde en riffel og hun kunne spidde en fisk. Evelyn var trods alt vokset op temmelig vildt.
”Jeg aner det faktisk ikke… Jeg er atletisk, så jeg ville nok godt kunne lære nogle tricks? Og ellers så kan jeg jage og jeg kan… Stort set bare finde ud af at arbejde?” hun rystede på hovedet, usikkert på hvilket svar hun kunne give ham. Hun havde trods alt ikke taget noget CV med, og selv det ville ingen betydning have, når der ikke var noget at skrive på det.
Da han indrømmede at han også var en varulv, følte hun sig lettet… Og samtidigt var det som om hele cirkusset gav mening for hende. Var det her bare hans flok? Var de mon alle varulve? Hun kiggede sig rundt, selvom der selvfølgelig kun var elefanter at få øje på.
Hun kunne godt forstå hvad han sagde til hende om elefanter. Selv havde de aldrig holdt husdyr eller lignende af samme grund, fordi de var i far under hver eneste fuldmåne og fordi det var sværere for dem at vende sig til en.
”Okay…” hun kiggede fra hans blik og ned på hans hånd, som han nu holdte frem. Stolede hun på ham? Hun kiggede kort op i hans øjne igen, for at vurdere hans blik… Men der var intet ondt at finde i det, så hun lagde sin hånd i hans, ”Jeg stoler på dig,” nu måtte han bare ikke få hende til at fortryde det.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo var i den overbevisning, at alle var gode til noget. Ikke nødvendigvis noget han kunne bruge i sit cirkus, men alle havde et eller andet form for talent. Noget de var virkelig gode til. Det handlede bare som selvtilliden, modet og ønsket om at vise det frem. "Alle er gode til noget," opmuntrede han, da hun trak lidt på det.
Han smilede lidt mere, som hun kom frem til et par ting, "At være atletisk, er helt klart en fordel i et cirkus. Og jage.." han tænkte lidt, "Altså så længe du ikke jager dyrene, men måske et par klovne," et drillende blink blev sendt i hendes retning. "Har du prøvet, at svinge i en trapez?" spurgte han roligt, mens han vurderede hendes højde og vægt mentalt - han var vel gentleman nok til, ikke at spørger.
Cirkusset var ikke hans flok. Han var den eneste varulv i cirkusset, selv ikke hans egen datter, var varulv. Da han selv havde været barn og var vokset op i cirkusset, havde han været kendt som "ulvedrengen". Den tid var dog forbi. Nu stod han som ejer og ringmeister i stedet for.
Han smilede som han mærkede hendes hånd i sin egen. "Okay," han lukkede blidt sin hånd om hendes, dog ikke mere end hun kunne trække den til sig, hvis hun ville. Han trak hende med ind på midten og piftede højlydt, hvilket fik elefanterne til at stoppe op og stå helt stille. "Stå med siden til," han stillede sig selv med siden til den ene store hunelefant, så han stod bagved Evelyn. Han strakte den hånd frem mod elefanten, som han også holdt Evelyns hånd i. "Lulu, kom her," kaldte han, hvilket fik hunelefanten til at træde nærmere på dem. "Ta' en dyb indånding og slap så meget af du kan," guidede han Evelyn og lod elefanten nærme sig dem, i stedet for de gik mod den.

[Evelyn Portier]

Evelyn følte sig anerkendt ved hans første bemærkning og ved hans anden kunne hun ikke lade være med at slå sit blik ned mens hun lo hjertevarmt. Det var ikke så tit hun følte sig så varm indeni her for tiden, så det var en dejlig afveksling fra de mere mørke tanker der typisk fyldte hendes hoved.
“Jeg kan love dig ikke at jage nogen af dine dyr - jeg har aldrig smagt elefanter før, og jeg har ikke i sinde at lægge mig ud med sådan en…” hun øjnede kort et af de store dyr, som helt sikkert kunne knuse hende, selv i varulveform.
Det næste spørgsmål kom lidt bag på hende, “I en… trapez?” hendes hjerne søgte kort efter hvad en trapez var - og heldigvis havde hun da set cirkusset optræde, “Jeg har klatret i mange træer og svunget i tove før, men jeg kan ikke sige at jeg har svunget i en trapez før. Men jeg kunne sikkert godt lære det.”
Med hendes hånd i hans, lod hun sig blive ført over til midten af lokalet, hvor han fik elefanternes opmærksomhed ved et pludseligt fløjt. Det gav hende næsten et chok, men hun fik hurtigt styr på nerverne igen. Hun kunne godt mærke at hendes puls og hjerte bankede lidt hurtigere end normalt, men hun følte sig også rimelig tryg ved Cosmo.

Evelyn lyttede til hans ordre på at stille sig med siden til den ene elefant, som han kaldte Lulu. Lulu var ikke et særlig frygtindgydende navn til sådan et dyr. Hun tog sig en dyb indånding og prøvede på at slappe af, mens hendes hånd blev holdt strakt ud imod elefanten, som kom dem nærmere. “Du lover mig hun ikke bider…” hviskede hun, lige inden hun pludselig mærkede elefanten mod sin hånd. Det fik hende til at åbne munden en anelse overrasket over at hun rent faktisk fik lov til at røre ved den - og hun var stadigvæk i live… endnu. Hun kiggede om på Cosmo med et begejstret smil, mens hun prøvede på at holde sig afslappet, som han havde guidet hende til at være.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo gjorde et let kast med den ene hånd, "No probs, then," svarede han morende og blinkede drillende til hende. Han havde altid haft stor respekt for alle dyrene i cirkusset. Han vidste, at selvom de var blevet tæmmet, så var de ikke tamme. Tigerne og løverne, var stadig vilde dyr, som ville slå ihjel, hvis de var sultne eller følte sig truet. Elefanterne, skulle man bestemt ikke tage fejl af, de kunne også være farlige.
Han smilede venligt, mens hans mørke øjne hvilede studerende på hende, "Det tror jeg sagtens du ville kunne lærer," sagde han så opmuntrende, men han mente også at man kunne hvad end man ville, hvis bare man ville det nok. Han var selv typen, der satte sig noget for og så skulle han nok nå i mål, på enten den ene eller den anden måde. Han kendte så bare også sine begrænsninger, og satte derfor aldrig urealistiske mål for sig selv.
Han lod Evelyns hånd forblive i sin egen, som Lulu nærmede sig dem. Det var vigtigt for ham, at hun fik en god oplevelse. Han slap roligt hendes hånd, men blev stående bag hende, for tryghedens skyld. Hans smil voksede, så selv de brune øjne smilede med. "Det kan jeg ikke love dig. Alle dyr kan bide, men så længe du ikke stikker hånden ind i munden på hende, så er du good to go," svarede han drillende og blinkede til hende med et skævt smil over sine læber. Hans smil voksede kun endnu mere i takt med hendes begejstret smil, "Hun kan li' dig," sagde han blidt.

[Evelyn Portier]

Evelyns blik søgte kort efter Cosmo, da han gav slip på hendes hånd, mens hun fortsat stod og aede elefanten Lulu. Til først var hun ved at bede ham om ikke at give slip, men han ville ikke have forladt hende, hvis ikke han havde følt det var forsvarligt. Cosmo havde en leders udstråling, og noget i hende sagde at han var værd at stole på.
Til først føltes hvad han fortalte hende, som en oprigtig advarsel. Alle dyr kunne bide… Indtil han fortalte hende at hun nok ikke blev bidt, med mindre hun stak hånden ind i dens mund. Det fik hende til lydløst at fnise.
“Åh, det skriver jeg mig bag øret… Ikke at stikke hånden i munden på dem,” svarede hun tørt, dog med et smil der gled op over læberne på hende. Det var ikke ofte at hun følte sig så vågen, som hun følte sig lige nu. Elefanten var det smukkeste dyr hun nogensinde havde oplevet. Hun havde stor respekt for dyret, men samtidigt virkede de også så fredsfyldte. “Hvad gør du under fuldmånen?” hun havde jo fået bekræftet at han ligesom hende var en varulv. Men hvor befandt han sig, under forvandlingen?