Nå, så der kom du lige.....

[Deleted]

Tråd til Levi Marsters
Juli - 2057
Outfit

---

Sommerferien var endelig startet, det betød Ramon havde sine følere ude, der var en særlig elev han gerne ville i nærheden af, men han havde endnu ikke helt fundet ud af hvordan. Det sidste lange stykke tid havde han haft sine fugleunger ude for at lytte og opsnappe informationer, og han var endelig nået til en punkt, hvor han faktisk havde lidt at gå med. Derfor gik han nu omkring i Londons mest magiske gader i søgen om netop at finde én person.  Han måtte vel egentlig være færdig på Hogwarts nu, hvis ikke Ramon tog meget fejl i forhold til de rygter han havde hørt og den viden han havde fået.

Det ville betyde han nu var en ung mand. En mand født af den kvinde Ramon havde troet skulle være hans hustru, men som var blevet revet væk fra ham. Som en haj på rov gik han og holdt øje med folkene omkring sig, indtil han endelig fik øje på sit bytte. "Unge hr. Marsters, hvis ikke jeg tager meget fejl. Jeg har hørt meget om dem. Positivt naturligvis. Du kunne vel ikke låne mig et par minutter at tale i?" Spurgte han umådelig venlig og så på knægten, mens han forsøgte at læse hans tanker for hvad der gik gennem drengen ved dette møde. Vidste han noget?

[Levi Marsters]

Ak ja, solen skinnede på den i forvejen solbrune hud, som han gik der blandt folk og butikker. Om sommeren var Levi ikke andet end udenfor - det var jo herude alting skete. Sidste nat var han stødt på nogle af skolekammeraterne, rent tilfældigt selvfølgelig, og havde været ude det meste af natten med dem. Der var sket løjer.. men intet var at se eller mærke på den unge mand, skønt antallet af timers søvn kunne tælles på én hånd. Ubekymret spankulerede han blot nedad Diagonalstrædet med selvtilliden i orden og stilen på plads. Han gjorde dog et holdt et par butikker fra Floridors, da en vare i et butiksvindue fangede hans opmærksomhed. Han interesse var dog kort, hvilket den ofte var, og han nåede lige tidsnok at rettede blikket mod iscafeen, som en ung, lyshåret kvinde forsvandt derind. Levi kiggede lidt efter hende, da han umiddelbart kunne lide det glimt han så af hende, men yderligere handling nåede han ikke til da en stemme bag ham nævnte ham ved efternavn. Overrasket vendte den unge mand sig om, kun for at få øje på en løjerlig herre klædt i sort. "Øh.." Lød det intelligent fra ham, som han betragtede manden med et bryn lidt skeptisk hævet. "Kender jeg dig?" Spurgte han og skubbede solbrillerne op i panden, for bedre at kunne se på manden. Hvad var nu det for en stodder? En ny professor?... og dog, hvis det var det, så var det nok ikke ligefrem positive ting han havde hørt..

[Deleted]

Ramon grinede højt som knægten så overrasket på ham. "Ha! Bare rolig, professor bliver jeg sgu aldrig." Jo vidst afslørede han muligvis sig selv i at kunne læse tanker, men skulle han være helt ærlig, så var det også en test, for lige at finde ud af, hvor klog fyren egentlig var. Med rolige skridt gik Ramon en runde omkring drengen mens han tog ham bedre i øjensyn. Tjo.. Der var da nogen genkendelige træk, men ikke noget særligt. Han fnøs lidt af fyrens spørgsmål og fandt et æble frem, som han tog et stort bid af. "Jeg er en gammel bekendt af familien."  Sagde han gådefuldt for at besvare drengens spørgsmål. Det ville kun gøre hele formålet nemmere, så hvorfor ikke. Han tog endnu et bid af det saftige æble og hævede så selvsikkert et bryn. "Jeg fik ikke et svar, så jeg forventer du er godt nok opdraget, til at vide hvornår man siger ja og hvornår man ikke gør. Følg med." Stemmen var meget bestemt og så begyndte han ellers at gå ned gennem gaden. Han ville ikke stå hvor alle kunne se på og tale med knægten. 

[Levi Marsters]

Levi lignede et stort spørgsmålstegn, som den lurvede mand foran ham satte ord på hans tanker. "Hvad?" Mumlede han uforstående. "Sagde jeg det højt?" Spurgte han undrende. Han synes da bestemt ikke at han sagde noget som helst højt. Levi lod de mørke øjne følge manden, som han vandrede i cirkler om ham og synes til at vurdere ham. Han kunne nok ikke undgå at føle sig lidt akavet, sådan at blive øjnet på denne måde.. og han åbnede også munden for at smide en smart bemærkning om at hvis han øjnede hans goodies, så kunne han godt pikkel af! Men han nåede end ikke at ytre en lyd, inden mandens stemme afbrød ham. Levi stirrede på ham i vantro. "Min familie?" Lød det mistroisk fra ham. "Sjovt, for der er aldrig nogen der har nævnt noget om dig." Bemærkede han en anelse rapkæftet. "Hvem er du overhovedet?" Fnøs han, som han afventede svar. Men istedet for svar, fik han en kommando og den mærkværdige mand begyndte at gå. Levi slog ud med hænderne "What the damn, dude!" lød det frustreret fra ham, som han betragtede hans skikkelse bevæge sig væk fra ham. Levi vendte blikket til himmels, i en opgivende og tvær gestus. Den her dag, tog lige en drejning. Stille sukkede han, inden han så blot fulgte med. Det havde bare ikke at være en børnelokker af den eller anden art, for så gad Levi fandeme ikke mere.

[Deleted]

Ramon kunne ikke helt lade være med at trække på smilebåndet, da Levi så ud til at undre sig over om han alligevel havde fået sagt sine tanker højt. "Du sagde det tydeligvis højt nok." Kommenterede han. Man skulle tidligt op for at snøre Ramon eller vide som minimum at han kunne læse tanker. Det gjorde dog intet, at knægtet her ikke vidste det. Det ville gøre det så meget lettere at få de rette oplysninger ud af ham. 
Ramon så til mens Levi langsomt slugte de oplysninger han havde fået og så kom et vandfald af spørgsmål hvilket fik Ramon til at grine i sit stille sind uden at vise noget udadtil. Han viste sjældent sine følelser for andre. Det var kun yderst få, der kendte til hvad han følte. og ikke engang de vidste alt. "Din familie ja. Det mange år siden nu. Dengang gik jeg under et andet navn, men du kan kalde mig Ramon." Ramon gik videre og først da de var væk fra den tætte folkemængde stoppede han igen op og så på Levi. "Du er i familie med Meghan Marsters ikke sandt? Hun må være din kusine?" Hvad ellers kunne det være? Meghans mor var død og hendes far var ikke længere i billedet. Det kunne altså ikke være en bror.

[Levi Marsters]

LevI ignorerede den skumle mands første bemærkning og traskede blot modvilligt efter ham, som en ulydig hvalp. Han førte hånden op til håret og fattede solbrillerne, som han trak af, foldede sammen og hankede i halsudskæringens kant. De gik nu alligevel i skyggen fra nogle gamle, høje bygninger på Strædet. Han skævede op til den lurvede fyr, der gik foran ham. Tsk, Ramon.. hvem var han overhovedet? Og hvad ville han ham? ... og! uanset hvad det var, hvad havde det så med hans familie at gøre? Ugh, der var aldrig nogen der fortalte ham noget. Det kunne have været rart med en heads up. Levis blev revet ud af sit tanke-whining, da gutten stillede ham et spørgsmål. Han rynkede brynene og så lidt uforstående på ham. "Uhm, Jo." Mumlede han eftertænksomt og dog lidt skeptisk. "Halvsøster." Korrigerede han, nu men en vis skepticisme i stemmen. "Hvad er der med hende?"

[Deleted]

Ramon morede sig lidt over drengen og hele hans måde at tage lidt afstand på til Ramon, men alligevel stadig fælge med. Det var selvfølgelig også langt det nemmeste end hvis han skulle til at bruge vold for at få sin vilje. Han stoppede dog op og så på drengen, som han fortalte, at de faktisk var halvsøskende... Halvsøskende?! hvordan kunne det gå til? "I har samme mor, formoder jeg?" Han kiggede nærmere på knægten og søgte efter de så velkendte og savnede træk, som han huskede Irish for. 
Så rømmede han sig lidt, da flere brikker begyndte at samle sig. "Og din far må så være Mr. Masters så?" Ramon gjorde sit yderste for nu også diskret og søge efter viden i Levis tanker. Så længe knægtet ikke anede han kunne læse tanker, var muligheden for at komme dybere ind meget større.

[Levi Marsters]

Levi stoppede op, da den noget ældre mand gjorde det. Af en eller anden årsag reagerede han på at han og Meghan kun var halvsøskende. "Øh.." Levi kiggede dumt på ham. "Det tror jeg?" Svarede drengen. "Jeg har aldrig spurgt." Svarede han ligegyldigt og trak lidt på skuldrene. Levi havde aldrig overvejet hvor Meghan i grunden passede ind henne i forhold til han. Han havde nok aldrig bekymret sig om hende, eftersom de to søskende ikke har vokset op sammen. "Det eneste jeg ved om hende er at hun er adopteret efter mor døde." Igen trak den unge mand sig på skuldrene i en ligegyldig mine. Han stod så et øjeblik og tænkte. "Hvorfor er du så interesseret i hende?" Spurgte han undrende. Han kløede sig lidt i nakken ved manden spørgsmål. "Jo?" - "Eftersom min mor er Mrs. Marsters og de var gift?" Åh jah, Salige flabede teenagehed, hvem elsker ikke det?<3

[Deleted]

Ramon så uimponeret på den unge fyr og lignede nok en der tog det hele lidt for alvorligt, til bare at spørge efter en tilfældig fyrs forældre. "Det TROR du?" Spurgte han vantro og så skeptisk på Levi med et blik så skarpt som knive. Var drengen mon dum? Han kunne da umuligt være... Nej, Ramon måtte holde følelserne ude af dette her, ellers ville det bare ende galt. Der kom da også vigtig info, adoption simpelthen, javel ja. han tyggede lidt på ordene, men kunne også godt mærke personlige spørgsmål trænge sig på. Det var dumt, virkelig. Han burde holde det udenfor, holde det på afstand. Da knægten så spurgte ind til hans interesse, rømmede han sig.  "Det er en ting mellem mig og hende. Jeg kendte hendes far. Jeg lovede at give hende en besked, når hun var klar til det."  okay det var sådan set rigtig nok på mange måder. Faderen var gået bort den dag for så mange år siden, og Ramon havde ting at fortælle pigen, og han ville ikke gør det før han var sikker på hun ville kunne håndtere sandheden. 
Informationen om Levis forældre fik ham dog til at fnyse provokeret. "hvilket lykkeligt ægteskab det dog blev." kom det spydigt fra ham, før han så begyndte at gå igen. De kunne ikke blive stående her, han måtte tilbage på foderbrættet og måske hvis han var heldig kunne han få Levi med.

[Levi Marsters]

Levi holdt hænderne op for sig i en afværgende gestus, da oldingen blev aggressiv. "Whoa.. chill." - "Om hun er fra min mor eller far, er vel ligegyldigt?" Sagde han, inden han tog hænderne ned igen og lod dem dumpe ned i lommerne. Han tav et øjeblik, som han kort tænkte. "Men det er nok lidt underligt at hun blev bort adopteret?" Undrede han sig, "Men jeg har altid tænkt at det var fordi hun var pige." Han gjorde et træk på skulderen. Levi var blevet fodret med mange løgne omkring sin søster, som han troede på. Så det billede han havde af hende, var nok til at han ikke ønskede at opsøge eller skabe kontakt med hende. Han hævede skeptisk det ene bryn, da fyren foran ham afviste Levis nysgerrighed. "Whatever." Kommenterede han tørt. Alligevel formåede manden at irritere Levi, da han smed en kommentar omkring hans forældre inden han vendte sig om for at gå videre. Levi fulgte hurtigt med. "Hvad skal det betyde?" fnøs han, som han nu gik på mandens ene side.

[Deleted]

Jo knægten var bestemt dum, måske ikke ubegavet, men lige nu var han dum at høre på og generede Ramon. ”Tal ordentlig, knægt.” lød det hvislende fra Ramon, det skulle til at tilføje en trussel og ikke at kunne gå sikkert på gaderne, men gjorde det ikke. Ikke endnu, det ville måske ende med at spænde ben for ham i sidste ende. ”Det er ikke ligegyldigt. Jeg vil vide, hvilke løgne de fylder hende med!” HVorfor det pludselig var så vigtig for Ramon, var svært at sige, måske var det grundet en graviditet på foderbrættet, måske grundet nogle af de pige, der var blevet taget af ministeret eller måske fordi han var ved at blive gammel. Uanset, så var det vigtigt for ham.
Ramon fnøs, da Levi fortalte, at hun var blevet bortadopteret grundet sit køn, så det var det man gemte det bag. ”Åh uvidne unge, det stikker meget dybere end som så.” lød det blot mysterisk fra ham, og så endda uden at se på knægten. Det var først, da han stillede spørgsmål til sine forældre, at Ramon stoppede op og trådte meget tæt på Levi og så ned på ham med et koldt og hjerteløst blik. ”Jeg ved hvem, der slog Maghans mor ihjel. Jeg ved hvorfor. Jeg vidste dog ikke hun nåede at få en søn også. Har I eller har I ikke samme mor?!” han hævede stemmen, en kold stemme som ville løbe de fleste gennem marv og ben.

[Levi Marsters]

Levi var ved at have fået nok af den gamle stodder. "Jeg ved ikke hvem 'de' er.. og hvis du så gerne vil vide det, så spørg hende selv istedetfor at plage mig." Lød det stædigt fra ham. Umiddelbart virkede det som om at gutten holdt ham ansvarlig for Meghans skæbne - hvilket Levi bestemt slet ikke ment, at han var. Levi lyttede til fyrens svar og følte sig lidt provokeret af at han benævnte hans mor, som værende hendes.. som om det var Levi der var bastarden. Idet hele taget brød Levi sig slet ikke om at manden trådte ham så nær og agerede så truende... ja faktisk kunne han rende og hoppe. Levi knyttede i. Aint nobody gonna force this white ass to anything! Med sin exit-strategi i ærmet, var Levi klar til at forsvinde ud i luften, hvis gutten begyndte at filetere hans røv istedet for at tale med ham.

[Deleted]

Vreden ulmede i Ramon og var tæt på sit kogepunkt, men det var også hele kernen af ham de var inde og røre ved. Han vidste det ville være dumt at miste besindelsen over for en ung knægt, men nøj hvor generede dette pjok ham. "med 'de' mener jeg Irish's mand. og sikkert også hendes onkel @isiahm" Ramon nærmest spyttere bare ved tanken om de to mænd og det var helt sikkert at han ikke var tilhænger af dem. "var Iris Master din mor, eller var hun ikke din mor??" Spurgte han nu meget direkte, komplet ligeglad med hvad drengen tænkte om ham. Han ville have nogle svar, og det kunne kun gå for langsomt! "Og nej, jeg har ikke tænkt mig af snakke med Meghan, ikke endnu. Forstået?! Og du kan være nok så provokeret og føle dig som en bastard, det rager mig, men jeg vil foreslå du fortæller mig svarene, frem for at jeg selv skal kigge efter dem." Og jo netop dette var en trussel, hvilket ikke var til at tage fejl af. Han mente det alvorligt og lige nu emmede Ramona f en kræft, som gjorde at det kun var de færreste, der turde gå imod ham. "Føl med mig hen på foderbrættet, så tager vi en snak der." Det var mere en ordre end en forespørgsel, hvilket også var grund nok til at Ramon bare satte i gang med det samme og forventede, at knægten var med.

[Levi Marsters]

Levi stirrede blankt på den underlige mand foran ham. Han talte om Levis egen familie på en måde, hvorpå det lød som om Levi slet ikke var en del af den. Som om, han slet ikke forstod, at Levi var søn af den mand, han omtalte som 'Irish's mand'. Ja tak! Det var jo altså hans far! Okay?! og Isiah var hans onkel! Nå! Det var med samme underlige udtryk han svarede Ramon. "Hun var min mor." Lød det fra ham, som havde han lige set en ufo flyve henover himmelen. De mange hårde ord der efterfølgende kom, ændrede ikke Levis udtryk i ansigtet. "Dude, så lad være? Hvad rager det mig?" Levi stoppede op, godt træt af denne fyrs måde at tale til ham på. "Jeg tror ikke jeg har så meget mere at tale med dig om." - "og jeg skal aldeles ikke hen på noget... foderbræt." svarende han stædigt og gjorde anledning til at ville gå sin vej.

[Deleted]

Ramon slog en hånlig latter op, som han på ny fik adgang til Levis tanker. Han virkede næsten som et forurettet skolebarn i tankerne, men det var måske også det han var. Ramon var så fløjtende ligeglad. Hans tålmodighed var ved at være opbrugt og han ville gerne til sagen snart. "Nååh , er han din far." Lød det med en stemme, som henvendte Ramon sig til et lille utilfreds barn. "og ja Isiah er din onkelt. Hvor er du heldig hva." Lød det nu nedladende. Ramon hadede de to mænd og alt de satte deres klamme fingre på, burde brændes. "Det er også Meghans onkel, et svin uden lige." Ramon snakkede med Levi, som var Levis tanker en del af samtalen, og han var så EVIGT ligeglad med hvad knægten ville sige til det. Han ville have nogle svar og det skulle være nu. 
Da drengen så gjorde anledning til at stikke af, greb Ramon godt fat i nakke på ham, så han kunne styrre ham det sidste stykke vej mod foderbrættet. Han lænede sig ind imod drengens øre og hvislede ud mellem sammenbidte tænder. "Hør her, lille dig. Her omkring er det mig der bestemmer, og du går ikke før jeg giver dig lov til det. Er du med på den? Nu går vi ind i mit kammer og så fortæller du mig Fandme, hvad jeg gerne vil vide, om så du gøre det frivilligt, eller jeg selv skal finde frem til det. Det er helt op til dig." Han rettede sig op, og stadig med grebet og knægtens nakke gik han afsted, han var vred, det var tydeligt, og kun en tåbe turde stille sig imod ham, når han var i det humør.