Et bryllup og et møde mellem fremmede

[Adeline Marche]

Til: Gabriel Jacques Darklighter
Tidspunkt: Aften

Cermonien havde været smuk og parret havde sagt ja. Hendes veninde var bestemt ikke en kvinde hun havde troet ville blive gift, men her var hun i en smuk hvid kjole og med en rigtig attraktiv og kærlig mand ved sin side. Adeline var bestemt en der kunne finde ud af at holde sine følelser for sig selv, men hun havde næsten fældet en tåre, da de sagde ja, mens de kiggede hinanden dybt i øjnene. Det havde næsten været for intimt et øjeblik, at dele med et publikum.

Efter de havde sagt ja, var de festlige begivenheder startet. Det hele foregik udenfor med et stort telt, hvor der både var mad, drikke, borde man kunne sidde ved og ”gulv” man kunne danse på. Lige nu var hun i gang med at hælde noget punch op i sit krus – det var ikke hendes første, for hun havde virkelig haft slået sig løs på den her fantastiske dag, men hun var dog ikke vildt fuld eller noget – men hun følte sig opløftet og energisk.

[Deleted]

Han bevægede sig op imod punchbowlen, med overraskende lethed taget i betragtning af, at han efterhånden havde fået en del indenbords. Det havde været en skøn ceremoni, måske en anelse mere rammende end Gabe kunne tænke sig. Det mindede ham om den dag han selv blev gift. Det havde været den lykkeligeste dag i hans liv, men meget havde ændret sig siden da. Heldigvis var der da også kommet noget godt ud af det. Datteren April som, for nu, boede hos hans eks. Forældre.
Tanken blev rystet af ham som han nær var stødt ind i kvinden der i forvejen var ved at fylde sit glas. Han drak ikke så tit, eftersom en del af hans træning indebar aldrig at miste kontrol eller fokus. En ting han havde brug for at give slip på til aften. ”Kan jeg lokke dig til at fylde et ekstra glas?” Spurgte han med et venligt smil og de varme brune øjne rettet imod kvinden. Som han stod der lignede han blot en venlig, hjertevarm fyr, de færeste ville nok tro at han besad den profession som han gjorde.

[Adeline Marche]

Adeline havde et kort øjeblik overvejet bare at føre opøser skeen med punch direkte hen til hendes mund og bare øse punchen direkte ind, i stedet for at fylde koppen. Heldigvis hørte hun nogen bag hende, før hun kunne nå at komme så lang med idéen. Som om hun var blevet taget direkte i akten, som endnu ikke havde fundet sted, skyndte hun sig skyldigt at øse et glas op til sig selv. Hendes blik gled hurtigt over på manden og derefter tilbage på punchbowlen, “Jo! Selvfølgelig!” hun skulle til at hælde, men sneg sig så lige endnu et lille blik i hans retning - ikke værst. Hun hældte et glas op til ham og rakte det til ham, “pas på - jeg tror nogen har puttet alkohol i punchen,” advarede hun ham med en drilsk (og en smule snalret) undertone, mens hun rakte glasset ud til ham. Selvfølgelig var der alkohol i punchen - det var jo ikke en skolefest.

[Deleted]

Gabe betragtede kvinden der mest af alt lignede en der var blevet bustet i et eller andet. Han lod de brune øjne hvile på hende i nogle lange sekunder, imens han forsøgte at tænke sig til hvad det kunne være. Dog gav han hurtigt op, han var ikke på arbejde, og det var på tide at slå lidt fra. Eller om ikke andet prøve på det.
Han lod hende fylde glasset og kunne ikke undgå at stirre på hende ved hendes kommentar. Så blev øjnene spærret lidt yderligere op, ”du tar’ gas på mig ik? Hvem kan dog finde på at udføre så utilgivelig en handling?!” Spillede han med og længede sig en smule frem imod hende mens ordene blev sagt i en højlydt hvisken.
Han rettede sig atter op, lo lidt over joken, og rakte så hånden frem imod hende. ”Gabriel Carter.” Præsenterede han sig med et venligt smil, og med den frie hånd rakt frem imod hende for den universellge håndtryks-hilsen.

[Adeline Marche]

“Jeg ved det virkelig ikke - men vi må hellere drikke en masse, så vi kan skåne resten af gæsterne,” svarede hun ham med et skævt smil, før hun selv rakte hånden ud til ham for at give ham den.”Adeline Marche… Rart at møde dig. Kender du bruden eller brudgommen?” spurgte hun ham for at få præsentationen helt på plads.
Adeline tog sig en tår fra sit glas og gav ham et afventende blik. Selvfølgelig kunne hun ikke undgå at lægge mærke til at han var meget charmerende… og sikkert optaget.

[Deleted]

Han nikkede imponeret over forslaget, "du har så evigt ret, det er faktisk nærmest vores borgerlige pligt." Sagde han højtideligt og smilede efterfølgende bredt. Det var forfriskende med noget humor.
"Jamen i lige måde Adeline," Svarede han i en munter tone. Til hendes spørgsmål kiggede han sig blot kort overskulderen og lænede sig så frem, som skulle han til at indvie hende i en større hemmelighed. "Ingen af dem, jeg så bare her var fest og besluttede mig for at joine," jokede han i en højlydt hvisken. Han rettede sig atter op og rystede kort på hovedet, "nej, jeg er ven af gommen, vi var i militæret sammen." Forklarede han og så i retning af de lykkelige brudepar der var i færd med at fortabe sig i hinandens blik på dansegulvet. Opmærksomheden drejede tilbage til hende, "dig?" Spurgte han så ind.

[Adeline Marche]

I et kort øjeblik faldt Adeline for hans lille spøg om at han bare var sneget sig med til festen. Det ville forklare hvorfor hun aldrig havde mødt ham før - selvom hun ikke havde mødt over halvdelen af de mennesker der var her før. Hun havde ikke set bruden siden deres tid på Hogwarts sammen. Hun måbede kort og derefter grinede hun forbavset, fordi hun virkelig lige havde været naiv nok til at falde for det, “Der fik du mig…” hun rystede på hovedet af ham og tog sig en tår af sin punch.
Lige som ham rettede hun også blikket over mod brudeparret. For hende lignede hendes veninde et forvokset barn i den brudekjole… Det var uvirkeligt for hende at hendes barndomsveninde nu var gift og havde fundet det hun nok ville kalde “den eneste ene”.

Hun rettede igen blikket over mod Gabriel, “Jeg kender bruden - vi gik på Hogwarts sammen og var rimelig tætte, men jeg tror bare tid og afstand har gjort at vi ikke rigtig har set hinanden siden… Men det var nu dejligt at jeg alligevel fik en invitation,” svarede hun ham. “Vil du gå lidt med mig?” spurgte hun ham nysgerrigt og nikkede i retning af… Ja, hvor som helst. Hun ville ikke ligefrem forlade teltet, men hun brød sig ikke om at stå stille for længe af gangen.

[Deleted]

Smilet meldte sig omgående ved hendes indrømmelse. Han havde fået skovlen under hende. Hvilket morede ham ganske fortrinneligt. Der var nu noget over bryllupper. Det gav altid denne her helt særlige vibe fra sig, som et lille strejf af håb om at alle kunne finde lykken. For nogen var det dog også blot en påmindelse om hvad de ikke selv havde.
Tanken om Freya sneg sig atter ind på ham. Han var ovre hende, men derfor kunne han stadigvæk godt mindes de gode tider. ”Ah ja, det er som om at tiden sommetider sniger sig ind på en uden man aner det.” Erkendte han en smule tænkomt. Når man fik børn kunne man virkelig se hvor hurtigt tiden fløj afsted, for tænkte man ikke over at man selv blev ældre, så så man det lynhurtigt på dem.
Hendes spørgsmål fik ham til at ranke ryggen en smule hvorpå han nikkede med et varmt glimt i øjet, ”ja gerne.” Han så lidt rundt i det fyldte telt, ”vi kan gå rundt om den lille sø hvis du har lyst?” Stedet for brylluppet var på det perfekte romantiske spot, den lille sø hvor de fleste bryllupsbilleder var blevet taget tidligere, kunne måske give dem en halv times gåtur i et roligt tempo.